anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier


Skriv en kommentar

OM AT KOMME HJEM – OG FLASCHBACKS

image

5000 mennesker bor under primitive forhold på havnen i Piræus.

Gyldne blade faldt, da jeg forlod øen for et halvt år siden. Nu blomstrer de vilde kirsebærtræer og tjørnebusken hvidt og får øen til at ligne en uskyldig brud. Om lidt vil rapsmarkerne lyse gult. Forårsvinden er stadig skarp. De første, jeg møder på skovstien, er en flok kampklare soldater. Med camouflagemalede ansigter og maskinpistolerne hævet i skydehøjde venter de på at blive fløjet til nye krige i fjerne lande.

image

Syriske flygtninge har slået sig ned i telte i den jordanske ørken.

Krigen var tæt på hele vinteren i Amman. Fem og halv fjers kilometer til grænsen mellem Jordan og Syrien, og det var nærmest en vane for de jordanere og syriske flygtninge, som boede tæt på at blive vækket om natten af præsident Assads bombemaskiner. Inde i Syrien spredte de død og ødelæggelse, og det skete, at de smed deres last af tøndebomber og andet skidt i Jordan. Så protesterede det lille kongedømme, men hvad hjalp det mod en dødsmaskine bestående af vældige lande som Rusland, USA, Tyrkiet, Frankrig og lille Danmark, og hvem, der ellers har syntes, de skulle blande sig i den syriske borgerkrig?

Det er en meget mærkelig fornemmelse at være så tæt på al den krig. På tre måneder nåede jeg at udvikle en vis immunitet, selv om det aldrig blev hverdagskost. Som en kvinde fra Dubai sagde til mig: Vi er så vant til det, at jeg aldrig tænker på. Jeg skulle have boet hos en syrisk flygtningefamilie tæt på grænsen, men blev snotforkølet, og opholdet blev aflyst, og det var måske meget godt. Jeg behøvede sådan set heller ikke at opsøge krigen. Jeg kunne bare nøjes med at åbne Facebook, hvor jeg fik smidt alle grusomhederne lige i hovedet af fortvivlede syriske venner uden for og – inde i – Syrien. Araberne deler flittigt billeder af lemlæstede børn med afrevne legemsdele og knuste døde mennesker begravet i støvede murbrokker. Deres måde at gøre opmærksom på grusomhederne.

En morgen er der billeder af radmagre mennesker med brystbenene stikkende frem. Døende fra den belejrede syriske by Madaya, kun 150 kilometer fra, hvor jeg sidder i sofaen og drikker min kaffe og spiser min musli. 40.000 indespærrede beboere har levet af katte og kogte blade i månedsvis, og børn og gamle dør nu af sult.

image

5000 flygtninge bor lige nu under kummerlige på havnen i Piræus, Athen.

Hjemme på fredelige Bornholm er det svært at slippe gruen. Alle de mennesker, jeg har lært at kende, alle de børn og alle de mange jeg bare så på min vej.

To måneder på den græske ø Leros. Dengang flygtninge endnu var så nogenlunde velkomne i Europa. I overfyldte gummibåde landede de på den græske militærø Farmakonisi, hvor de blev modtaget af øens soldater, som affyrede skræmmeskud og gav dem en pakke kiks og lidt vand at leve af, indtil de en dag blev hentet af det græske militær og sejlet til Leros.

Tre kolde vintermåneder i Jordan med krigen tæt på, og to måneder i Athen, hvor mere end 50.000 flygtninge, heraf 22.000 børn i dette øjeblik er fanget i et Europa, der har lukket sine grænser med pigtråd, tåregas og kampklædt politi og militær. Det før så humane Europa spærrer nu børn inde bag pigtråd, deporterer mennesker tilbage til den visse død, og lukker øjnene for de kummerlige forhold i den gigantiske flygtningelejr, vi er ved at omdanne Grækenland til.

image

Tre børn og en ældre kvinde er begravet her på øen Leros. Alle druknede under flugten fra Tyrkiet til Grækneland.

Der var også de tre syriske mødre på mit hotel på Leros. Hver havde de natten før mistet et barn under flugten over havet fra Tyrkiet mod Europa, og den gamle mand ved siden af mig i sofaen, som mistede sin kone i samme ulykke. De var alle fra samme by i Syrien. Eller den far, som igen og igen gentager:

 

image

Fem-årige Suleiman i fængsel i Tyrkiet.

-Jeg har siddet fire måneder i et tyrkisk fængsel med mine børn – tre måneder i et hul under jorden. Uden dagslys. Jeg troede ikke på, at vi kom ud igen. Og jeg så på, hvordan hans had til alt, hvad der var tyrkisk, langsomt åd ham op. Der var også smukke rolige 18-årige Jasmin fra en forstad til Damaskus, som måtte se på, hvordan de græske soldater slog hendes elskede onkel. Og onklen, som spurgte mig, om det her var attituden i Europa. Eller kun 20-årige Hamid, hvis eneste overlevende familie er en onkel i Danmark, som han bare så gerne vil op til. Men Danmark vil ikke have ham, så nu vandrer han hvileløst rundt i Athens gader.

På en måde føler jeg jo en stor taknemmelighed. Jeg har et land, og jeg har et pas, og jeg kan tage hjem, når jeg vil. Jeg rejser ikke jaget rundt i verden på flugt fra krig eller et undertrykkende Talebanregime i Afghanistan. Jeg møder ikke pigtråd og lukkede grænser, når jeg søger tryghed og en fremtid for mine børn. Jeg bliver heller ikke råbt ad af bevæbnede vagter i en græsk flygtningelejr. Eller spærret inde bag pigtråd på en græsk ø for at blive deporteret tilbage til en endnu værre lejr i Tyrkiet eller i værste fald døden.

Nyheder fra Grækenland. En video med mennesker, som skriger i panik. Endnu en brand ved en flygtningelejr i Athen. Sikkerhedsforholdene er elendige i de hastigt oprettede lejre, og en dag vil det koste menneskeliv, tænker jeg.

Jeg læser, at EU har en plan B, hvis den kontroversielle aftale med Tyrkiet glipper. Man vil omdanne Grækenland til en stor flygtningelejr. Så kan de blive der.

image

Arian måtte flygte fra Afghanistan med sin familie. Nu sidder de fast i Grækenland.

Det er et stort ansvar med tre små børn, skriver Arian, en afghansk familiefar på Messenger fra en flygtningelejr i Athen. Han er kun tredive, skuespiller og flygtet fra Afghanistan, hvor ukendte gerningsmænd en sen aften overfaldt ham og skamferede hans ansigt med knojern. De brød sig ikke om den TV serie om kvindefrigørelse, hvor han spillede hovedrollen. Næste gang slipper han ikke med at få ansigtet ødelagt, advarede de, før de forsvandt.

-Uvisheden er det værste, men i det mindste er jeg i sikkerhed her, skriver han.

image

Grækenland er omdannet til en stor flygtningelejr efter at Makedonien lukkede sin grænse mod Grækenland. Her bor flere hundrede flygtninge på Victoria Square midt i Athen. Politiet ryddede pladsen kort efter billedet er taget.

Familien med de to små børn og et handicappet ankom til Grækenland netop som Makedonien lukkede grænsen mod Grækenland for afghanere. Landet satte pigtråd op, og politi skød på desperate mennesker, som alligevel prøvede at komme igennem. -Vi vil ikke have jer ind, siger Makedonien med EU i ryggen. Først sagde de det til afghanerne, så til alle andre.

-Hvad vil I her, spørger en græsk betjent den afghanske skuespiller og familiefar den morgen i februar, hvor de ankommer med færgen til Athen. -Vi er bare et stort fængsel for flygtninge, siger betjenten.

Nu bor familien i en flygtningelejr i en container med aircondition, og meget makaroni serveret af det græske militær.

-Jeg er forvirret, og indimellem græder min kone stille, sagde Arian, da jeg endnu var i Athen.

Hjemme får jeg et stort knus af Shofiq. Det er et halvt år siden, jeg pludselig rejste fra ham, og i lang tid nægtede han at tale med mig på Skype. Så fik han tre kaniner, og det var alligevel så spændende, at forbindelsen blev genoprettet.

 

image

Hvorfor har du været så langt væk, spørger han og putter sig ind til mig.

image

Udsigt fra cafeen i Amman.

Jeg sidder på en cafe med udsigt over Ammans hustage og drikker stærk kaffe med kardemomme. Det er i februar og i solen dejligt varmt. Foran mig ryger et par unge tørklædeklædte kvinder vandpibe, og muezzinen har lige kaldt til bøn fra moskeen overfor. Jeg tager et billede af Ammans hustage med alle vandtønderne stillet op på række og læser på BBC’s netavis, at Saudi Arabien nu også vil blande sig i krigen i Syrien. Kongedømmet lige syd for Jordan vil sende soldater, der skal kæmpe på Tyrkiets side.

Den krig er et stort morads. Mon sauderne vil sende deres kampvogne op gennem Jordan på den nedslidte Desert Highway? Jeg sørger hele tiden for at have penge nok, så jeg kan komme hurtigt ud af landet.

Det er koldt på Bornholm, og det sner, selv om vi snart har maj. De første små bøgetræer står lysegrønne, og skovbunden er hvid af anemoner. Ramsløgene dufter, og jeg plukker så mange, jeg kan spise.

Der var forøvrigt også den syriske familie i en forstad til Amman, som var så fattige, at børnene ikke havde noget legetøj.

image

Den olympiske fakkel kom også til en af flygtningelejrene i Athen.

 

En selfie tikker ind. Skuespilleren fra Afghanistan står med den olympiske ild i flygtningelejren i Athen.

Jeg blander mig på Facebook i et opslag fra Susanne Bjerrehus. Hele tiden er der falske opslag om flygtninge. Gamle videoer, der bliver lagt ud, som var det lige sket. En ukendt mand sender mig en besked på Messenger. Han kalder mig landsforrædder.

Og hele tiden ved jeg, at i Athens nedslidte gader vandrer en kun 20-årig syrisk mand deprimeret rundt, og i en lejr i samme by sidder en afghansk familie og frygter fremtiden.

 

image

I havnebassinet på Øen Kos flød det med punkterede gummibåde og gamle skibsvrag.

En sort sko ligger glemt mellem småstenene på den bornholmske klippestrand. Så mange enlige sko langs strandene på Kos. Så mange punkterede gummibåde. Og skibsvrag i havnebassinet. Og efterladte årer, så flygtningene kunne ro ind, når dunken med benzin til motoren var tom. Jeg kikker på billeder af redningsveste, en hvid barnehue og en glemt tøjdukke med blå fletninger.

 

image

En efterladt dukke på havnen på Kos.

Og jeg husker den morgen, hvor et par unge mænd i morgendæmningen lykkelige og lettede tog billeder af hinanden på stranden på Kos. De var netop kommet over fra Tyrkiet. I natten hørte vi skrig fra havet. I håb om at komme de nødstedte til hjælp kørte jeg med en engelsk sygeplejerske op og ned langs stranden flere timer. Vi fandt dem ikke, men forhåbentlig var det dem, som nu var kommet sikkert i land. Ihvertfald hørte jeg ikke om nogen drukneulykker den nat.

Kirsebærblomsterne falder ned som store snefnug og lægger sig som et hvidt tæppe på den asfalterede vej. I Rø maler en kvinde sin postkasse rød. En kold havgus har lagt sig over øen, og det blæser pludseligt op. Jeg kan høre gråd i vinden, der kommer fra syd. Så mange mennesker græder. Det gør jeg også, da jeg hører, at Hamid er sikkert landet i Sverige.

 

image

Reklamer


2 kommentarer

Fadi og hans genfundne kusine


 

 

image

Billedet, som Fadi tager på havnen på Leros og sender til sin faster.

Fadi har lovet at fortælle mig den helt fantastiske historie om hans kusine, og vi har aftalt at mødes på de frivilliges stamcafe 7 Gates. Et kvarter for sent kommer Fadi farende ind ad døren.

Fadi Mansour kom her til Leros som frivillig i august sidste år. Han havde afsat fjorten dage, men her fire måneder efter er han her stadig. Han snakker om at tage hjem, det har han gjort længe, men det bliver ikke rigtig til noget. Fadi er dansker med palæstinensisk-libanesisk baggrund, og taler arabisk. Hjemme er han kørelærer i Hvidovre, og en gang kom han til Danmark sammen med sin lillebror.

“Så jeg ved, hvordan det er at være flygtning,” siger han.

Det er også svært at se, hvordan øen kan undvære ham. Det er Fadi, politiet ringer efter, når pårørende skal identificere døde slægtninge i lighuset. Det er også Fadi, som om aftenen laver god solid mad over bål til sultne flygtninge og frivillige, og det er ham og en syrisk slagter, som tager ud på en gård og halalslagter et par får, så der kan komme kød i gryderne. Det er også Fadi, de arabiske mænd spørger til råds om registrering, rute gennem Europa, veksling af dollar til euro, og alle sådan nogle praktiske gøremål.

Fadi er alle steder. Han sover kun et par timer i døgnet, kan godt væjre lidt speedet, og så kan han på en eller anden måde blive ved med at rumme alle de rædselsfulde oplevelser. Når andre er et sammenbrud nær, lyder det fra Fadi:

“Mit hjerte græder også.”

Men mere om Fadi og hans kusine lidt senere.

På Leros gør frivillige fra mange lande et kæmpe arbejde. Læger uden Grænser er her med en fire-fem stykker, men de går hjem klokken 16:00, og det er om aftenen og natten flygtningene kommer ind og skal modtages. Så er her et par repræsentanter for UHNCR, men slet ikke nok til at få alt til at fungere, når her dagligt er måske op til tusind flygtninge.

Farida og Zaina er også frivillige fra Danmark. To smukke kvinder i begyndelsen af tyverne.

image

Farida bor i Danmark, og har afghanske rødder, så hun taler farsi, og har hele tiden travlt med at oversætte for de afghanske flygtningefamilier, hvor nogen kan være ret store. Børnene i lejren flokkes om hende og hendes mobiltelefon, og de billeder, hun tager af dem. Farida har været hjemme et par gange i de tre måneder, hun har været på Leros, og hver gang kommer hun igen. “Jeg har selv engang været flygtning, og meningen med mit liv ligger her,” siger hun og står her endnu engang. Også selv om det kan betyde, at hun på vejen må overnatte i en stol i lufthavnen i Athen på grund af pengemangel. Ni år gammel kom Farida og hendes bror alene til Danmark fra Afghanistan, så hun ved også, hvad det vil sige at være flygtning.

image

Zaina er her også, og hun vil ikke hjem igen. Hun elsker den græske sol, sammenholdet og det frivillige arbejde, og hader tanken om at vende tilbage til det grå København og vinterdepressionen. Zaina taler arabisk, og oversætter for de arabiske kvinder, når de skal til lægen, mangler hygiejnebind, have en graviditetstest og alt sådan noget mere privat. Zainas mor er syrer, og hendes far er palæstinenser, så hun har et helt specielt forhold til de mange syriske flygtninge.

Så er her Julie, dansk psykolog på orlov fra sit job i en dansk kommune. Hun står nede på havnen og modtager flygtningene, når de kommer ind med skib, efter at de – uden mad og ly for natten – har måttet opholde sig i flere dage på militærøen Farmakonisi. På havnen deler hun vand ud til alle de mere eller mindre forkomne og stikker dem et varmt smil. Som hun siger: “Det betyder så meget, hvordan de bliver modtaget her for hvilke forventninger de får til resten af deres rejse, om de føler sig godt modtaget, og hvordan de så agerer på resten af deres tur op gennem Europa.”

Så er der “drengene.” De bor i en sejlbåd, og er sejlet til Leros fra Danmark. Båden er ankret op i havnen for vinteren, og så hjælper de til i flygtningelejren. Blandt drengene er der også Laust, som er cyklende og vil fortsætte til Kina.

image

Desuden er her en masse frivillige fra Grækenland og forskellige europæiske lande, som det græske ægtepar Matina og Spiros Katsiveli. Da de i 2014 så, hvordan flygtninge begyndte at ankomme til øen, sultne, våde, forfrosne og ofte syge var de med til at starte Leros Solidarity Network. I starten uddelte de vand, kiks og tørt tøj på havnen, når flygtningene ankom fra militærøen Farmakonisi, og hen ad vejen har det udviklet sig til mange andre aktiviteter.

Efter denne lille omvej tilbage til Fadis historie. Jeg drikker min kaffe og Fadi sin juice, mens han fortæller:

“Da jeg havde været fire uger på Leros, kontaktede min faster i Libanon mig. Jeg har ikke snakket med hende i tyve år, og jeg ved ikke, hvordan hun har fået mit nummer, men hun ringer, og hun græder i telefonen, fordi hun ikke har kunnet få kontakt med sin datter i fire dage. Sidst hun hørte fra hende, var hun på vej i en båd fra Tyrkiet til Grækenland, og så havde hun hørt, at jeg var i Grækenland.”

Fasterens datter’s – og altså Fadis kusine’s – syriske mand døde for et år siden, og kusinen er nu med sine tvillinger på fem år på vej til sin bror i Tyskland.

“Jeg siger til hende, at jeg jo ikke har set min kusine, siden hun var syv år, og at jeg ikke kan huske, hvordan hun ser ud, og at Grækenland består af flere hundrede øer. Men jeg sagde også, at jeg ville prøve. Så lagde jeg telefonen, for jeg havde travlt,” fortæller Fadi.

“Jeg er nede på havnen, hvor alle flygtningene bliver registreret, og er i gang med at give en lille dreng et par bukser, fordi hans egne er våde. Så kan jeg høre, at der kommer en besked ind på min telefon. Jeg venter fem minutter med at kikke. Det er en besked på Messenger på Facebook fra min faster. Hun sender et billede af min kusine og hendes børn, og så får jeg et smil på med det samme for i det øjeblik, jeg kikker på billedet, ser jeg, at det er den dreng, jeg har siddet og skiftet tøj på, og at min kusine sidder der foran mig.”

“Først prøver jeg at lave lidt sjov med det, og jeg tager et billede af hende, og hun spørger, hvorfor jeg tager et billede af hende, og hvem jeg er? Men jeg fik det billede, og jeg sendte det til hendes mor. Så sagde jeg mit navn, og min kusine vidste med det samme, hvem jeg var. Hun kunne godt huske mig, fra dengang vi var små. Hendes mor blev rigtig glad og ringede op med det samme, og de fik snakket sammen.”

Det blev til mange gensynskys og gensynskram mellem Fadi og kusinen.

“Da registreringen var overstået, kørte jeg hende hjem til vores lejlighed, og hun boede der sammen med mig og de andre frivillige i fire dage. Hun gjorde rent og lavede arabisk mad til os. Jeg var helt rørt, når jeg kom hjem og sagde til hende, at det skulle hun ikke, men det ville hun.”

image

Billedet af kusinen, som tikker ind på Fadis telefon.

 

“Hun kom en onsdag og så om søndagen, da hun skulle med båden, så tænkte jeg et øjeblik. Så skiftede jeg mening og gik hen og købte en billet og tog afsted sammen med hende, og tog med hende til Makedonien og videre, videre, næsten helt hjem til Tyskland.”

Op gennem Balkanruten kørte Fadi i bussen med sin kusine og de andre flygtninge.

“Men i Serbien anholdt de mig for menneskesmugling. Jeg viste dem mit pas og sagde, at jeg var journalist, og at jeg skrev rapport og bare fulgte med i strømmen, men de ville ikke tro på mig, så de sendte mig tilbage. Så tog jeg til Danmark og hentede bilen, og min kusine og hendes børn tog toget til Essen i Tyskland, hvor jeg mødte hende og kørte hende hjem til hendes bror.

I dag venter Fadis kusine og hendes to børn på at få asyl i Tyskland. Imens bor de i en flygtningelejr i Heim ved Essen.

“Og hun har det godt,” slutter Fadi sin historie, og der har allerede samlet sig en kø af syriske og irakiske mænd, som vil spørge om et eller andet.


Skriv en kommentar

FLYGTET FRA ISI: DE TOG ALT – SELV VORES BØRN

 

 

image

Vi er på vej ad en snoet bjergvej, på venstre side havet med en forrevet klippekyst, og på den højre stenede bjerge, hist og her vokser et kroget oliventræ. Det gælder aftensmaden til de godt 150 flygtninge, der er på Leros i øjeblikket. Fadi er chauffør, så er der tre syriske mænd med i bilen og så Zaina og jeg klemt inde mellem alle de andre. Den ene af de syriske mænd er halalslagter, og den anden kan fremsige de bønner, der hører sig til. Alle tre er de flygtet med deres familier fra Daesch, det arabiske ord for ISI, og som latterliggør Det Islamiske Kalifat. Fadi og Zaina er begge frivillige blandt flygtningene på Leros, og så taler de arabisk. Der skal kød i gryderne i aften, har Fadi bestemt, så vi skal ud og hente to får på en gård ude i bjergene. Slagteren har lånt et par skarpe knive og en krog.

Leros er en meget smuk ø, hvor livet uanset diverse kriser leves på samme måde som altid. Jeg bor nu hos Antonius på hans hotel ude på pynten med udsigten til et lille fiskerlej, havet og smukke solopgange.

Selv om jeg er flyttet fra øens hovedby Lakkhi til det roligere fiskerleje for at slappe lidt af, så sker tingene stadig lige uden for døren. Det er ikke mere end tre nætter siden en båd fyldt med flygtninge landede på klippeøen mindre end en halv kilometer ude i bugten. En fisker observerede lys på øen, og han sejlede derud. På klipperne fandt han halvtreds våde og kolde børn og voksne iklædt orange redningsveste, og viftende med det eneste lys de havde, mobiltelefonen. Deres sorte gummibåd lå der også – punkteret og flad. Fiskeren sejlede ad flere omgange de strandede ind til havnen, og så blev de i taxier transporteret til Lakkhi til registrering hos politiet.

image

 

Men tilbage til vores lille køretur ud i bjergene. Gården, hvor vi skal hente de to får, ligger i en lille bugt med et stenet landskab og et par oliventræer, og så den der vissengrønne farve, hvor man end placerer øjet. Et par geder nipper af det sparsomme græs, ellers er her tomt. Bondemanden er ikke at se. Vi går op til gården, der udgøres af et par faldefærdige staldbygninger. To enorme grise kikker nysgerrigt ud fra hver sin bås, og Zaina tager en selfie af sig selv og en gris, og så dukker ejeren af gården op, og Fadi køber et sort og et hvidt får af manden.

Fårene bliver slagtet under et oliventræ. Allerførst tænder ham, som kan det med bønnerne sin mobiltelefon. Så skærer slagteren med øvet hånd halsen over på først det sorte får, og så det hvide, og blodet løber ud på den rigtige måde, mens der fra mobiltelefonen strømmer en bøn ud, som bønnemanden gentager efter imamen i telefonen. Det krymper sig i både Zaina og mig, da vi ser, hvor bange dyrene er. På den anden side – en dansk grisetransport med skrigende dyr på vej til slagteriet tager mange timer. Her er der trods alt kontant afregning, og det går hurtigt. Et kvarter har dyrene vel nået at være bange. Manden, som er slagter skærer nu et lille hul i huden ved det ene ben på hvert af de døde dyr, og Fadi puster luft ind under dyrets hud. Så er det nemmere at flå skindet af, forklarer han.

image

Da slagtningen er overstået, og knivene renset i havet, kører vi tilbage mod Lakkhi og flygtningelejren. På vejen fortæller de tre syrere på arabisk, hvordan det var at leve under Daesch. De vil gerne fortælle om det senere, og Zaina indvilger i at oversætte.

Tilbage i flygtningelejren laver Fadi og syrerne over bål og i et par store gryder en duftende ret af de to døde får, kartofler, løg og ris. Maden vækker glæde, ikke mindst hos børnene. Endelig et ordentligt måltid mad til maver, hvor sulten konstant har gnavet i dagevis. Fordi der i øjeblikket er forholdsvis få i lejren, bliver de, som er her, ekstra forkælet. Når der er fyldt op med flygtninge, er menuen en af politiets luftige sandwhich fyldt med pommes frites to gange i døgnet.

image

Da vi har spist, går vi ind i et klasseværelse. Flygtningelejren er en nedlagt skole med store kolde rum og gitre for de vinduer, der sidder helt oppe under loftet. Zaina og jeg finder fire stole og placerer dem i lokalet med de afskallede vægge og et af snavs sort flisegulv. To af de syriske mænd vil gerne fortælle, og vi får os placeret i en rundkreds på stolene. Som de fleste flygtninge fra Syrien jeg interviewer, vil de være anonyme og ingen billeder. Af hensyn til familien hjemme i Syrien.

image

Zaina bor i Danmark, men taler også arabisk.

Den ene af mændene har sin kone og fire børn med på flugten til Europa. De er også her i lejren. Den anden har stadig sin kone og to børn i Tyrkiet. Han har to af sine børn med sig på flugten, og så har ham allerede et barn i Tyskland, som de nu er på vej op til. Han håber at få familiesammenføring med sin kone og de to børn i Tyrkiet, når han er i Tyskland. Pengene rakte ikke til, at alle kunne rejse. De to mænd var bønder i Syrien, og så kæmpede de sammen med en af de mange oprørsgrupper i landet imod præsident Assads styre.

“Det hele begyndte sidste år under ramadanen,” fortæller A om livet under Daesch.

“Fordi der var krig, måtte vi flygte fra sted til sted, og så endte vi i byen Deir ez-Zur, som Daesh kontrollerer. De er meget strenge, hvis man ryger en smøg på gaden, skal man betale dem et gram guld, og kan man ikke det, kommer du i fængsel en måned eller du får 100 piskeslag. Alt er forbudt. Det er forbudt at se TV eller gå på nettet. Kvinderne må ikke plukke deres øjenbryn, og mændene må ikke barbere deres skæg af. Hvis de tager en i at høre musik, klipper de øret af dig.

“Hvor lang tid levede I under Daesch,” spørger jeg.

“Et halvt år. Vi flygtede for en måned siden, fordi al ting bare blev værre og værre. Vi blev fattigere og fattigere, og til sidst havde vi ingenting. Daesch er ikke islam, men de bruger islams navn,” understreger A.

 

image

De to mænd fortæller, hvordan kvinder bliver behandlet som dyr. Daesch er meget strenge over for både kvinder og børn, og behandler dem på en meget, meget beskidt måde, siger de.

“Kvinder skal gå fuldstændig tildækket, hvis de ikke er det, bliver de stenet. Daesch folkene slår børnene og de tæsker mændene. De tager drenge på helt ned til tolv år og op til 20 år og tvinger dem ind i Daesch, hvor de lærer dem at skyde og lærer dem alle de ting, de selv gør. De lærer de unge at være imod europæerne og russerne og Kuwait. De prøver at skabe splid mellem alle og enhver,” siger B.

“Finder de en kvinde, de synes er smuk, så tager de hende fra manden og gifter sig med hende under tvang. De er rigtig gode til at tage kvinderne fra deres mænd, og så er de sammen med kvinden et stykke tid, og når de ikke vil have hende længere, sælger de hende videre til en anden mand.”

Deir ez-Zur har 35.000 indbyggere, og der var omkring 5000 – 6000 Dasch folk i byen. A. fortsætter sin fortælling:

 

image

“De kommer og overtager myndigheden i en by, og så sulter de befolkningen og tvinger dem til at sælge deres børn for 2000 arabiske penge – bare for at overleve. Når de har fået børnene hjernevasker de dem. På den måde bliver de flere og flere. De afpresser folk for penge. Hvis du har en levende kylling derhjemme, så skal du betale skat til Daesch for at have den kylling, hvis du har en ko, vil de også have penge for den, og hvis du har et hus, skal du betale for det. De kræver skat for alt, hvad du ejer, hvis du vil beholde det, og hvis du ikke kan betale den skat, Daesch forlanger, så er du nødt til at sælge det.”

“På den måde udsulter de folk fuldstændig, så de bliver helt udtørrede og tvinger forældrene til at sælge deres børn til dem – bare for at kunne overleve. De er meget sådan, at her bestemmer vi, og så er de rigtig, rigtig gode til at hjernevaske folk, og sige, at sådan er Islam,” siger A.

Zaina fortsætter med at oversætte:

“De her mænd har begge to læst koranen, fortæller de, og det har intet med koranen at gøre, hvad de gør, men de bruger Islam som en undskyldning for de ting, de gør.”

“De har taget syv procent af koranen. De har taget de tekster, hvor der står noget om straf, og så bruger de dem, men Islam er en fredelig religion og en rigtig god religion. Der er ikke noget galt med Islam, men de udnytter de syv procent, og folk bliver skræmte, og går med dem. Det hele handler om penge og våben, hvis alle stod sammen Wimod dem, ville de uddø meget, meget hurtigt,” mener A.

 

image

Når indbyggerne tvinges til at betale skat af deres gård, har de ikke penge til at købe mad for, og til sidst sælger de deres børn til Daesch folkene. Ifølge de to mænd truer Daesch også med at slå hele familien ihjel, hvis de ikke får det barn, de vil have.

“Der var en kvinde i vores område, som havde en søn på atten år. Det var hendes eneste barn, og hun ville ikke af med ham. Men så kom de og kidnappede ham, og de lovede hende, at han ville komme tilbage. De lover alle forældrene, at børnene vil komme tilbage, men når de så kommer tilbage, er de så hjernevaskede, at de hader deres forældre, fordi forældrene ikke er muslimske nok, og forældrene kan slet ikke genkende deres børn.”

-Men hvad skete der med drengen på atten år?

“Ja, de kom også og afleverede ham. Men de havde dræbt ham, og de hængte ham op uden foran moderens dør i tre dage. Det var for at true os andre, at hvis vi ikke gav vores børn til dem, så kom det her til at ske. Kvinden nægtede jo at give sin søn til dem, og så kidnappede de ham og sendte ham tilbage død.”

 

image

Tildækkede kvinder i Jordan

Ifølge de to mænd bestod Daesch i deres by af krigere fra Irak, Kuwait, Marokko, men de fleste var europæere.

“De syrere, som gik med dem, gjorde det, fordi de blev tvunget. De tager drengene fra familierne og hjernevasker dem, og sender dem ud som selvmordsbombere til forskellige lande. Syrerne i Deir ez-Zur havde to muligheder, enten kunne de sælge deres hus og grund og alle deres ting og give det hele til Daesch og så selv leve i fattigdom, eller man kunne flygte.

De her mænd flygtede.

“Det sidste, de siger er, at vi skal bede en bøn for fred i hele verden, og at det hele nok skal gå for dem,”oversætter Zaina.

image

Tildækkede kvinder på en strand i det sydlige i Jordan

 


2 kommentarer

I SOLDATERS VOLD

image

En overfyldt gummibåd ankommer til militærøen Farmakonisi. foto: privatfoto/ukendt flygtning

 

En mumlen af bønner. Støj fra en hakkende motor. Et sidste sprut – og motoren står stille. Alle holder vejret. Bange stirrer de ud i mørket.

Er det nu, de skal dø? Forsvinde for altid i det kolde sorte vand under dem? Hænder knuges. Arme rækkes i angst og afmagt mod den Gud, som må være et sted derude i den natsorte himmel. Råb om hjælp ud i mørket.

Bønnerne tager igen til i styrke.

image

Overfyldt gummibåd lander på en klippe ved militærøen Farmakonisi. Foto: privatfoto/ukendt flygtning

Manden, som af menneskesmuglerne er beordret til at styre den overfyldte gummibåd, prøver desperat at starte den våde motor. Den ER død. Helt død. Ikke en gnist af liv. Et par af de stærkeste mænd griber årerne i bunden af båden. De begynder at padle. Endnu en bølge sender en kaskade af vand ind over flokken af allerede dyngvåde mennesker. Vandet i båden stiger faretruende. Tres mennesker i en gummibåd, der højst er beregnet til tyve. Børn, babyer, gamle og handicappede. De sidder tæt klemt sammen.

“Styr efter lysene,” sagde menneskesmuglerne, og pegede mod lidt lys i det fjerne, da de sendte flokken af flygtninge afsted fra et øde område på Tyrkiets kyst.

“Det er kun en kort sejlads,” forsikrede de.

Og “vær stille, så kystvagten ikke opdager jer, og I bliver sendt tilbage,” advarede de.

image

Foto: privatfoto/ ukendt flygtning

Da mødrene ser båden, de skal sejle i, nægter de at gå ombord, men menneskesmuglerne tvinger dem. En mor klemmer sin søn på fem år og sin datter på ni tæt ind til sig. Bølgerne kaster båden fra side til side, og ingen tør røre sig af frygt for, at den skal kæntre. Den mindste bevægelse kan blive katastrofal. Deres bagage har de for længst skilt sig af med, kastet over bord på grund af for meget vægt.

Der lyder et bump. Så et brag og en skurrende lyd. Bønnerne forstummer. Et barn begynder at græde. Mødre trykker børnene endnu tættere til sig.

De har ramt en klippe. En flænge har revet siden op på gummibåden, og luften siver langsomt ud. Den hænger med sin last af mennesker halvt oppe på klippen og med den døde motor halvt nede i vandet. Lysene er tættere på nu. Lige foran dem. En efter en rejser mændene sig og kravler op på klippen. Kvinder og børn og gamle hjælpes først i land. De snubler og slår sig på de skarpe klipper. På den stenede strandbred falder de en efter en på knæ, og sender takkebønner mod himlen. Selv store stærke mænd græder af lettelse.

image

Kvinde hjælpes i land Foto: privatfoto/ukendt flygtning

På et gammelt træskilt plantet mellem stenene på stranden står der Farmakonisi.

 

 

 

Jeg finder hende siddende på gaden på en måtte og op ad en mur skråt over for politistationen. Yasmin på sytten og fra Damaskus. Den bedste i sin klasse, og med en drøm om en dag at blive læge. Med en grå strikhue på hovedet og helt i sin egen ro sidder hun her midt i stanken fra politistationens eneste kvindetoilet. Midt mellem alle de andre flygtninge fra Syrien, Irak, Afghanistan, Pakistan, Iran, fra Marokko og fra lande syd for Sahara. Mellem alle de udmattede og sovende mennesker på måtter og papstykker, mellem legende børn og mellem folk, som bare venter og rastløst vandrer omkring.

Sammen med sin onkel, sin onkels søn, Ahmad, sin kusine, Afrah og hendes to børn Faiza på ni år og Fatima seks ankom Yasmin til Leros i nat. Fragtet hertil fra militærøen Farmakonisi ombord på et med flygtninge tætpakket græsk krigsskib. Hun har kun sovet et par timer. Deres bagage, et par rygsække og to tasker tjener nu som hovedpuder. De grå UHNCR tæpper har de over sig som værn mod morgenkulden. Rundt om dem flyder det med affald, madrester og papir.

“Vi må ikke gå nogen steder, før vi er registreret hos politiet. Vi vil gerne finde et hotel, men foreløbig skal vi blive her,” siger Yasmin på et perfekt engelsk.

Hun viser mig sin hånd. Nummer 214 står der skrevet med kuglepen. Yasmin er nummer 214 i registreringskøen.

“Jeg forstår ikke, hvorfor de skriver nummeret på vores hånd. Jeg er bange for at vaske mine hænder, hvad nu, hvis jeg vasker det af? Hvorfor giver de os ikke en seddel? Det er lige som dyr. Det er ikke respektfuldt,” mener hun.

 

 

 

Yasmins onkel siger noget på arabisk.

“Min onkel spørger, om det er sådan her i Europa? Han spørger, om det rigtige Europa er mere moderne? Mere respektfuldt over for mennesker? Han spørger, hvordan attituden er i Europa, oversætter hun og ser på mig.

Jeg svarer ikke, for jeg aner ikke, hvad jeg skal svare.

Med arabisk gæstfrihed gør Yasmin plads til mig på måtten. Hun og hendes familie vil gerne fortælle om opholdet på militærøen Farmakonisi. Hvis de altså må være anonyme. Ingen billeder og ingen navne.

 

 

 

Men først lidt om Farmakonisi: En lille græsk klippeø og militærlejr i Agaerhavet mellem Tyrkiet og Leros. Klippeøens eneste beboere var indtil i sommer tyve græske soldater, som holdt øje med, at ærkefjenden Tyrkiet holdt sig på passende afstand. Da flugtruten over Agaerhavet for alvor begyndte at blive benyttet, var øen mål for de tyrkiske menneskesmuglere, som for store summer sender flygtninge over havet mod Europa. Sammenlignet med andre ruter er turen kort.

 

 

 

Prisen derfor også væsentlig højere. Yasmin fortæller, at de hver har måttet betale 2500 dollar til menneskesmuglerne. Grækerne er selvsagt ikke begejstrede for flugtruten, og de er meget ømfindtlige over for enhver omtale af forholdene på øen. Allerhelst skal det helt hemmeligholdes, at flygtninge i stort tal ankommer til Farmakonisi, og de får, mens de opholder sig på øen, frataget deres mobiltelefoner, så de ikke kan tage billeder på stedet. Alligevel er det lykkedes enkelte at gemme telefonen og med billeder dokumentere forholdene.

Dagligt ankommer flere hundrede flygtninge i deres både til Farmakonisi. Det til trods er der absolut ingen faciliteter til at modtage flygtninge. Ingen toiletter, ingen mad, ingen vand, og ingen steder de strandede kan søge ly i dårligt vejr. De er der helt på soldaternes nåde, og det ofte i op til flere dage ad gangen. Passer det soldaterne får hver flygtning ved ankomsten udleveret en pakke kiks, og to gange om dagen uddeles halvanden liter vand til hver familie. Ligeledes, hvis det passer soldaterne, får kvinder og børn lov at søge ly i et skur, når vejret er tilstrækkelig dårligt. Men skuret er ikke stort, og de fleste må stadig sove ude i al slags vejr på de våde klipper. Yasmin og hendes familie opholdt sig kun et døgn på øen, mens andre strander der både i to og tre døgn, ja, nogen har været der i seks – uden mad.

 

 

De græske myndigheder sejler regelmæssigt flygtningene til den nærmeste ø, Leros, men er vejret dårligt, må de blive derude. Når folk endelig ankommer til Leros er de sultne og tørstige, selv babyer og helt små børn har ikke fået mad i op til flere dage. Folk er udmattede efter opholdet på klipperne, våde og kolde. Nogen har ikke fået livsnødvendig medicin, og hver gang er der flygtninge, som er så svækkede, at de må køres direkte på sygehuset.

Men som sagt Yasmin og hendes familie var heldige. Opholdet på Farmakonisi blev forholdsvis kort. Mens vi sidder her og snakker, er der stadig 600 strandede mennesker på Farmakonisi. Kvinder og børn, handicappede og ældre mennesker. Uvidende om, hvor de er, og hvornår de kan komme derfra.

“Soldaterne slog min onkel, fordi han ikke satte sig tæt nok på det krigsskib, der sejlede os hertil, fortæller Yasmin.

Og hun fortæller om opholdet på øen:

“Da vi ankom til Farmakonisi, anede vi ikke, hvor vi var. Det var midt om natten, og vi var våde og kolde, og mændene gik i gang med at samle ind, hvad der kunne bruges til at lave et bål. Gummiringe og plastik, og sådan noget, hvad der nu lå på stranden. Det lugtede forfærdeligt, når det brændte. Vi prøvede at ringe efter hjælp, men hvem skulle vi ringe til? Så kom der flere gående fra den anden side af øen. Vi var rigtig mange, og der blev ved med at komme flere til. Til sidst var vi 800. Først ved ettiden om eftermiddagen dukkede soldaterne op.”

 

 

“De skød op i luften for at få os til at være stille, og børnene blev bange og græd. De var meget rå, og vi blev bange. Det var jo hæren. Vi måtte ikke sige noget, og de kommanderede hele tiden med os, “Rejs jer op,” “Sæt jer ned.” Vi måtte ikke tale, og hvis der var en, som kom til at smile, blev de vrede og spurgte: “Hvorfor griner du,” og så slog de vedkommende over benene eller i nakken med en kæp. Dem fra Afghanistan forstod jo ikke engelsk, så de gjorde hele tiden noget forkert. Soldaterne slog flere af mændene. De slog ikke os kvinder og børn. Men vi så, de slog mændene. De gjorde det lige foran os.”

To gange tvang soldaterne dem alle sammen til at gå op på toppen af et bjerg. Alle skulle derop, også de gamle og de gravide og de handicappede. En halv time hver vej.

-Der var en, som kun havde et ben og gik med krykker. Ham tvang de også derop, selv om han næsten ikke kunne gå. En anden havde haft en blodprop og kunne heller ikke gå. Det var meget farligt, der var ikke en sti, men vi skulle klatre over sten og klipper for at komme til toppen. Jeg forstår ikke, hvorfor de soldater skulle være så rå. Der var mange børn mellem os. De burde vide, at det er en humanitær situation. Jeg synes ikke, det er respektfuldt. Det var, som om de lavede sjov med os, siger Yasmin.

 

 

image

Beskeden til Fadi Mansour. Foto: Fadi Mansour

 

Fadi ser på sit ur. Klokken er tre om natten, og han er netop faldet i en urolig søvn, da han vågner ved lyden af en besked, der tikker ind på Messenger.

“Hjælp os. Her er babyer og børn, gamle og handicappede. Vi har været her i tre dage. Vi er sultne. Vi fryser. Mange er syge. Vi behøver hjælp, inshallah Fahad fra Syrien, Farmakonisi,” står der på arabisk. Det er begyndelsen af december, og vejret er begyndt at blive dårligt, storme og kulde om natten.

image

Fadi, at være frivillig blandt flygtninge indebærer lidt af hvert.

Han er dødtræt. Hele dagen igår og det halve af natten har han endnu en gang tilbragt i lighuset. En syrisk mand og hans datter på sytten skulle identificere en druknet kvinde. Den døde var mandens kone og datterens mor. Kvinden var en af fem, som druknede i forgårs nat, da deres gummibåd kæntrede på vej til øen Kos. Manden havde kastet sig over sin døde kone. To gange besvimede han.

 

image

Beskeden til Fadi Mansour. Foto: Fadi Mansour

 

Fadi kikker igen på beskeden, så trykker han nummeret til politiet. En søvnig vagt mumler noget på græsk, og siger så på engelsk, at de vil blive hentet, når det er muligt. Og så lægger han bare røret på.

Fadi ser på sin telefon og den afbrudte forbindelse og igen på beskeden fra Farmakonisi. Han skriver tilbage til syreren, at han har kontaktet politiet, og de vil blive hentet. Mere kan han ikke gøre. Han lægger sig igen til at sove, men kan ikke falde i søvn.

image

Flygtninge på Farmakonisi. foto: privat foto/ukendt flygtning

Ahmad, Yasmins fætter, som hjemme i Damaskus var fotograf og designer, er kommet tilbage. I hånden har han en pose sandwhich med pommes frites. Han sætter sig på et hjørne af måtten og insisterer på, at jeg som gæst også skal have en sandwhich. Onklens ansigt med de skarpe træk bliver mørkere og mørkere. Det er det Ahmad fortæller. Yasmin oversætter:

Ahmad har været på billetkontoret for at købe færgebilletter til Athen. Dæksbilletterne er udsolgt, og prisen er 40 euro højere pr person. Skal de have de billige billetter, må de vente fire dage med at komme afsted. Det har ingen af dem lyst til. Valget står mellem at købe de dyre billetter, eller bruge af de få penge de har tilbage, på bare at vente her på Leros.

Det naturlige flow, hvor flygtningene er et par dage på Leros, mens de bliver registreret, er brudt. De græske sømænd har strejket i fire dage, og en masse flygtninge har hobet sig op uden mulighed for at komme videre til Athen. Leros indbyggertal på 7.500 er næsten fordoblet. Øen er udgået for bananer, og alle hoteller og privat indkvartering er optaget. Lejren er overfyldt, og flygtningene ligger rundt om i gaderne. Det flyder med affald, sygdomme florerer, og de få toiletter i flygtningelejren er uhumske og stinker.

Yasmin og hendes familie har været på flugt i ti dage, og de vil bare gerne videre. Hjemme i Syrien før flugten boede de i Yarmouk lejren i Damaskus, en palæstinensisk flygtningelejr.

“Det var et stort fængsel. Der var ingen elektricitet, og ingen vand i husene. Vi havde ingen mad, og vi blev hele tiden bombet, og der blev skudt. Det var meget råt, fortæller hun.

Yasmins forældre og en søster flygtede for et par måneder siden, selv skulle hun først gøre sin skole færdig. Nu er hendes familie i Sverige, og hun er på vej op til dem.

“Alle de som har råd tager afsted. Der er nogle gamle, som vil blive. De siger, det er deres land. Før krigen boede der 200.000 palæstinensere i Yarmouk lejren, nu er der kun 20.000 tilbage.”image

 

Mens onklen og Ahmad diskuterer, fortsætter Yasmin sin historie fra Farmakonisi, hvor familien på et tidspunkt blev skilt ad. Soldaterne beordrede kvinder og børn ind i et skur, hvor de lukkede dem inde, mens Yasmins onkel og hans søn var et andet sted.

“Da blev jeg rigtig bange. Men heldigvis varede det kun en times tid, så lukkede de os ud. Min onkel og hans søn lavede et bål, så vi kunne få varmen, men så blev vi kommanderet ned og skulle vente på en båd. Det var nede ved havet, og vandet skyllede op på klipperne, og vi skulle sidde på de våde klipper. Vi var virkelig i en dårlig situation. Det var rigtig koldt, og vi var våde. Det varede to timer, før båden kom. Hvorfor kunne vi ikke bare blive siddende ved bålet og få lidt varme? Vi måtte ikke tænde en lighter, så vi kunne få lidt lys, og vi måtte ikke åbne munden, vi måtte ikke sige noget og de sagde, at vi kom i fængsel, hvis vi tog billeder med mobiltelefonen.”

“Der var en afghaner, som tog billeder med sin telefon midt på dagen. Han vidste ikke, han ikke måtte, og de tog hans telefon, og slog ham og så gik de bare fra ham. Selvfølgelig skal han ikke tage billeder, men han forstod ikke, hvad de sagde. Mange forstod ikke engelsk. De skulle have haft en tolk eller have slået op på google, hvad det hed. Man kender jo ikke deres regler.”

Sandwichen med pommes frites er spist. Familien har besluttet sig til at tage de dyre billetter, istedet for at bruge pengene på ventetid på Leros. Som alle flygtningene er de ivrige efter at komme afsted, komme videre og nå deres mål.

“De siger, vi skal igennem mange besværligheder og gå meget, og med taxier og med biler. Jeg tror, det vil blive hårdt med børnene, og vi kender ikke sproget. Jeg kan lidt tyrkisk, men det er ikke så meget. Jeg håber, det vil gå godt. Det er som at gå på en linie. Træder man ved siden af, er man død, slutter Yasmin.

image


Skriv en kommentar

STREJKE, SNAVS OG SYGDOMME

image

Der er opløb uden for Mira Mare, mit hotel her på Leros og inde i receptionen er der trængsel. Mænd diskuterer højlydt på arabisk. Børn græder af sult og træthed. Rundt om sidder kvinder, som er ved at dratte ned af stolen af udmattelse. Et par mødre prøver at få deres sultne babyer til at drikke af en flaske, og en gammel kone klædt helt i sort sidder i sofaen og ser fortumlet ud. Rygsække, store tasker og poser allevegne, mobiltelefoner til opladning, og midt i det hele ved langbordet med gulddugen Anna, hotelejerens mor, som på en blanding af græsk og engelsk prøver at forklare.

 

image

-“Mira Mare er kun et lille hotel, og min søn har ringet alle vegne hen for at høre om ledige pladser, men der er intet, gentager hun tålmodigt, mens hun renser sine grønne oliven.

På vej ud af døren siger en yngre kvinde til mig på engelsk:

-“Jeg er bare så træt.”

De græske sømænd strejker. De er utilfredse med at blive skåret i pension, og derfor har færgen til Athen ikke sejlet i tre dage. Det naturlige flow, der normalt er i flygtningestrømmen har ikke fungeret under strejken, og Lakki er nu fyldt op med flygtninge. Her er så mange, at øens indbyggerantal på 7500 er tæt på at blive fordoblet.

 

image

Den nedlagte skole, der fungerer som flygtningelejr er fyldt til randen. Fem toiletter til flere tusinde mennesker, affald over det hele, der stinker af pis, lort og snavsede mennesker, som ikke kan komme i bad og uvasket tøj. I skolegården er de ekstra indkvarteringstelte stopfyldte og hver en ledig plads i de omkring liggende gader er optaget af siddende, liggende eller sovende flygtninge. Livet i gaderne leves opad et stakit, et hegn eller en husmur på en måtte eller et stykke pap. Om natten er der det udleverede grå UHNCR tæppe til at skærme mod kulden.

Nattetemperaturen er krøbet under de ti grader og giver forkølelser og det der er værre. Smitte florerer, og nogen er begyndt at gå med masker, og der er kø hos Læger uden Grænser. De fleste har ikke fået et ordentligt måltid mad i ugevis, og maven er tom, også hos de mange børn. Politiet udleverer gratis to sandwhich i døgnet til de flygtninge, som bor i lejren.

image

Før dette har alle været på den livsfarlige tur over havet i en overfyldt gummibåd, og så et ufrivilligt ophold på op til flere døgn på den græske militærø, Farmakonisi.

Bare styr efter lysene, siger menneskesmuglerne på den tyrkiske kyst, når de sætter flygtningene i bådene. Og lysene er på Farmakonisi, kun en times sejlads, og faktisk den korteste rute mellem Tyrkiet og de græske øer. På militærøen er flygtningene uønskede, og der er absolut ingen fornødenheder til de mange, som lander der våde, bange og forkomne. Folk må opholde sig døgnet rundt på de nøgne klipper, af soldaterne får hver enkelt udleveret en pakke kiks. Et par gange om dagen er der uddeling af lidt vand.

 

image

Når vejret tillader det, og der er flygtninge nok, bliver de strandede hentet til Leros ombord på et græsk militærskib eller af den græske kystvagt. På grund af sprogproblemer aner folk ikke, hvor de er, eller hvad der skal ske med dem, og jeg har set angsten for uvisheden i folks øjne, når de ankommer til Leros.

Men under strejken kommer der så med et kontraordre fra højeste sted: Flygtningene skal hentes til Leros en gang i døgnet. Så hver dag ankommer nu 400 nye flygtninge til Leros, og øen er snart udgået for bananer.

Det er svært at tage billeder under så ydmygende forhold. Det her er mennesker, som er vant til at gå på arbejde, bo i et hus eller lejlighed, få mad hver dag og et bad. Det er syriske eller irakiske advokater, elektrikere, læger, ambulanceførere, skolelærere, kunstnere, musikere og balletdansere.

image

Jeg får lov at tage et billede en tidlig morgen af en ældre mand, klædt i en tyk frakke og strikhue. Han sidder op ad et hegn. På en måtte. Han har trukket et gråt UHRCN tæppe helt op under næsen. Ved siden af ham på række ligger familien, hans kone, en datter og svigersøn, en datter mere og hendes to børn.

Han spørger, om jeg kender et sted, hvor han kan købe noget billigt mad.

-Noget mad, der mætter, siger han. Jeg siger, at der er en lille kebabrestaurant på et hjørne ikke så langt herfra, hvor en kebab koster to euro. Jeg viser ham vej, og han spørger igen, om der er kylling i. Mens vi går, fortæller han, at familien har måttet flytte her ud på gaden i nattens løb.

-Afghanerne og pakistanerne drak sig fulde inde i lejren. Det her er jo ikke et civiliseret sted. I Damaskus er folk intelligente, men det her, siger han, mens vi går igennem gaderne med al affaldet.

Jeg svarer, at Leros er en fattig kommune, og at Grækenland er et fattigt land, og at de slet ikke har kapacitet til at huse så mange flygtninge. Og jeg fortæller, at EU og de store nødhjælpsorganisationer som Røde Kors glimrer ved deres fravær.

På vej tilbage passerer vi en bager. Jeg vil vise manden noget græsk brød, der er bagt af ordentligt mel. Tungt brød, men det mætter mere end politiets hvide sandwhichbrød, der ikke er meget andet end luft. Butikkens hylder er fyldt med nybagte duftende kager, og han køber en. Ude på gaden skynder han sig at spise den, og jeg kan lugte hans dårlige samvittighed over for den sovende familie ved hegnet. De fleste flygtninge har brugt næsten alle deres penge på menneskesmuglerne i Tyrkiet, og har ikke mange tilbage, når de når Leros. Desuden skal beholdningen strække til resten af turen.

image

Senere på dagen går jeg en tur i lejren. Stanken fra de fem toiletter bliver værre og værre for hver dag, og jeg er tæt på at kaste op.

-Her er som et fængsel, siger en syrisk mand til mig senere på dagen. En anden fortæller, at de igår aftes i protest mod forholdene havde snakket om at lave en fredelig sit-down strejke og stoppe trafikken. I et stort telt er en gruppe mænd i klammeri. Her er overfyldt, uhumsk, sundhedsfarligt, sulten gnaver, og stemningen er eksplosiv.

Ingen gang dyr byder man sådanne forhold, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget lettere alting glider, når folk bliver behandlet ordentligt og værdigt. Det her er mennesker, som kommer fra krig, vold og bomber. Deres nerver er spændt til det yderste. De kan snart ikke mere, og så kommer de her. Er der noget at sige til, at vreden og aggressionerne til tider får frit løb?

image

Foruden et hold fra Læger uden Grænser ser jeg nu og da en enkelt med UNHCR let genkendelige turkise vest i gadebilledet. På et tidspunkt var her et mobilt hold af læger og sygeplejersker fra den græske regering, men de forsvandt hurtigt igen. Ellers er det frivillige fra Grækenland, Holland, Storbritannien, Sverige, Tyskland og Danmark, som sørger for, at tingene fungerer så nogenlunde. Her er uvurderlige danske frivillige, som taler arabisk og farsi, en dansk psykolog på orlov fra sit arbejde i Ballerup Kommune, en tysk sygeplejerske, som er der, når Læger uden Grænser går hjem klokken 16:00, en ung dansker på cykeltur fra Danmark til Kina har taget et stop på Leros, og fire unge danskere ligger nede i havnen i deres sejlbåd.

Men hvor er EU? Hvor er de store nødhjælpsorganisationer, der ved store indsamlinger har fået masser af penge til formålet? Hvor er koordinationen? Hvem sørger for, at forholdene er blot lidt menneskeværdige?

I lejren spørger en bleg syrisk kvinde mig, om jeg kan skaffe hende et sted at sove.

-Jeg er syg, jeg har knoglekræft og kan ikke sove på gaden, siger hun og viser mig sin ophovnede hånd. Kvinden forklarer, at hun også mangler medicin, og hun står der foran mig og ryster af kulde, og jeg kan se, det er alvor.

En fra Læger uden Grænser slår håbløst ud med armene på hendes spørgsmål om kemoterapi.

-Ja, det kan hun ikke få her, siger han opgivende. Vi går hen til det kontor i skolebygningen, hvor Læger uden Grænser holder til. Der er kø foran døren, men et stykke tid efter kommer den syge kvinde tilbage og takker mig mange gange – hun kommer nu på hospitalet.

image

Kapaciteten i flygtningelejren udvides. Ingen regner med, at flygtningestrømmen vil aftage hen over vinteren, og de nuværende stoftelte bliver for kolde. Grækere rejser to rækker mobile IKEA plastikhuse med plads til tyve personer i hver. Det er ved at ligne en rigtig flygtningelejr, som man ser i TV. En lodseplads klods op ad skolen bliver delvist ryddet, og flere telte sat op. Der er telte på havnekajen, og der er telte i parkerne, de små to og tremandstelte, grønne og blå over det hele.

image

Folk begynder at fiske i havnen og stege fangsten over et bål om aftenen. Et par børn sælger saftevand. En syrisk barber åbner en lille butik på havnekajen, og har straks masser af kunder, og en dag står politiets menu på kylling og ris. En iraker, jeg har snakket med et par gange, kommer løbende og beder så mindeligt, om han må tage et bad på mit hotelværelse. Han har ikke været i bad i fjortenk dage, siger han, og vi går til Hotel Mira Mare og spørger, om det er i orden. Kun, hvis der ikke kommer en hel masse andre, som også skal i bad, siger mor Anna. Manden får sit bad og dagen igennem ser jeg flygtninge komme og får sig et bad på et lille toilet i tilknytning til receptionen.

Så endelig efter en lille uge sejler færgen igen. Folk jubler og styrter mod billetkontoret. Om aftenen samles 1000 lettede flygtninge lang tid før færgens afgang. Øen ånder lettet op. Den simrende stemning forsvinder med de mange mennesker. De mange frivillige kan få sig lidt søvn. Skraldemænd samler affald. Snavs og bakterier spules væk fra gaderne, og området omkring lejrens toiletter er bagefter så rengjort, at der næsten dufter.

image


Skriv en kommentar

NÅR FLUGTEN ENDER TRAGISK

 

image

Midt i lokalet står et langt bord med en dug af guldpapir, og der er snavsede kaffekopper. Der er også et par gamle brune sofaer og stole, masser af stole, hulter til bulter, men de mange stole sikrer, at der er en siddeplads til alle. Bag baren en tre meter lang hylde med en masse halvfyldte flasker, der vist ikke bliver drukket meget af, og på væggen hænger en stor fladskærm. Neden under den står et gammelt udrangeret fjernsyn. I et hjørne af rummet bag et glasbur er indrettet et kontor, der vist nærmest bliver brugt som pulterrum – for Mikis, min nye hotelvært bestyrer nemlig værelsesudlejningen fra sin plads foran den bærbare computer ved langbordet.

Jeg er – efter noget besvær – flyttet ind på hotel Miramare i byen Lakki på øen Leros. Et familiehotel, siger Mikis, da jeg roser ham for den rare atmosfære. Ved bordet er hans kone i gang med at rense en grydefuld bønner, og en gammel mand med meget uglet hår og meget lange skægstubbe sidder der også. Han får dagen til at gå med at stirre tomt frem for sig.

Min far, forklarer Mikis.

image

Først vil Mikis ikke leje ud til mig. Fadi kører mig derhen, og da jeg kommer ud til bilen igen med et “nej, der er ikke plads,” konkluderer han, at det nok er, fordi Mikis kan tjene tre gange så meget på at leje værelset med tre senge ud til tre desperate flygtninge end til mig som ene person. Miramare er det eneste hotel her i Lakki, der vil leje ud til flygtninge.

Dagen efter kommer jeg igen sammen med Farida. Farida og Fadi arbejder begge som frivillige blandt flygtninge på Leros. De er guld værd her. Fadi er dansk statsborger med libanesisk baggrund, og taler arabisk. Hver gang politiet her på Leros skal have identificeret druknede lig – eller der fragtes overlevende til øen, ringer de til Fadi. Nat og dag. Fadi sover to-tre timer i døgnet og kan godt blive lidt speedet, men han har et hjerte af guld. Som alle de frivillige hernede. Farida kommer også fra Danmark. Hun har afghanske rødder og taler farsi.

Farida bor selv på hotel Miramare og har tilbudt mig, at jeg kan få den ekstra seng, der er på hendes værelse. Da jeg fortæller hende, at jeg hører P1 om natten, når søvnen ikke vil indfinde sig, kan hun godt se det fornuftige i, at jeg får mit eget værelse.

Med ungdommens charme får hun Mikis til modstræbende at nikke ja, og jeg får et lillebitte værelse i et hjørne af hotellet med en meget antik radio hængende på væggen over min seng og en lav dør til altanen, hvor jeg skal dukke og kante mig ud. Radioen virker ikke, men jeg betaler kun femten euro pr nat, og det er det billigste, jeg endnu er stødt på her i Grækenland.

image

Ved otte tiden om aftenen lyder der støj fra receptionen. Jeg går ned og ser, hvad der sker. Dagen igennem har hotellet været tomt, et nyt hold flygtninge er igår aftes taget med færgen til Athen. Jeg har været på havnen og har fotograferet et græsk krigsskib, der kom ind tæt pakket med 400 mennesker ombord. Folk sad på dækket som sild i tønde, beordret til at sidde med benene spredt ud til siden, så de kunne være i lag. Jeg fik en kæmpeskideballe af en græsk politimand for at fotografere. Politiet her på øen er ikke meget for at få taget billeder af forholdene for flygtningene, og jeg fik senere at vide, at jeg var heldig, at politimanden ikke havde taget mit kamera og smadret det ned i jorden. Græske politibetjente er ikke at spøge med, og jeg tror, at Fadi har et bedre tag på dem end jeg.

I hotellets reception i de brune sofaer og på taburetter sidder fire kvinder og en ældre mand og en yngre. Kvinderne er klædt i sort, undtagen den ene af dem. Hun har en turkis kjole på, og hun hedder Fatimah. Fatimah hulker hjerteskærende, mens hun vugger den baby, hun har i favnen i takt til sin gråd. En dreng på tre år sidder på skødet af en af de sortklædte kvinder, en ganske ung pige, som ikke kan være meget mere end de fjorten.

Fadi er der også. Kvinderne har hver mistet et barn i nat og den gamle mand har mistet sin kone, forklarer Fadi hurtigt. Kvindernes børn og den gamle mands kone er druknet i en af de kæntringsulykker, jeg har læst og hørt om under de sidste dages voldsomme blæst og uvejr. Børnene var fem år. Og tre år. Og to måneder. Den gamle mands kone blev 61 år. Det er ikke et døgn siden, de døde børn var levende og sammen med deres mødre gik ombord i en gummibåd fyldt med alt for mange mennesker i en by på den tyrkiske kyst. Den gamle mand og hans kone gik også ombord. De to skulle op til deres sønner i Sverige. Og kvinderne og deres børn op til deres mænd. De rejste sammen i en gruppe, og de kommer fra den samme by i Syrien

image

Hele dagen har de været på hospitalet. De har måttet identificere ligene af deres pårørende, og mødrene har taget afsked med deres døde børn. Fatimah har igen og igen jamret, at det er hendes skyld, at hendes datter på fem år nu er død.

-“Jeg har slået min datter ihjel,” blev hun ved med at gentage hen over barnets lig.

-Som de børn så ud, er de ikke druknet, siger Fadi og ryster på hovedet. Han og en dansk psykolog, som bruger en tre måneders orlov fra sit job i Ballerup kommune på frivilligt arbejde blandt flygtningene her på Leros, har været med de sørgende kvinder og den gamle mand hele dagen.

-Når jeg ser de børn, og de skader de har, er de døde, fordi de har slået hovedet mod klipperne, mener Fadi.

image

I fladskærmen på væggen er den amerikanske film, der ellers kørte, afløst af nyheder. Pludselig toner børn iført orange redningsveste og liggende i vandet frem på skærmen. Man kan se, hvordan et redningsskib og redningsfolk prøver at redde dem op fra vandet.

De fire kvinder og den gamle mand stirrer chokeret på tv’et, der bare bliver ved og ved at vise billeder fra ulykken. Indslaget varer et minut. To minutter. Fatimah bryder igen hulkende sammen og vender hovedet ind mod væggen. Hun vil ikke se mere. De tre andre kvinder og den gamle mand stirrer paralyseret på billederne i fjernsynet. Nattens oplevelser gentager sig her for øjnene af dem. Så begynder de også at græde.

Fatimah jamrer igen, at det er hendes skyld. At hun har slået sit barn ihjel.

image

Fadi fortæller mig, at det ofte sker, at flygtningene, når de først ser båden, de skal sejle ud i, fortryder og ikke vil afsted. Men at menneskesmuglerne tvinger dem til at gå i bådene. Og igår læste jeg på nettet, at menneskesmuglerne her ved vinterens begyndelse er begyndt at bruge træbåde til at fragte folk over i. Den lukrative forretning skal ikke stoppe. Og så kan der proppes mange flere mennesker i et skib end i en gummibåd.

Til klokken et om natten sidder den ene af kvinderne i sofaen ude på gangen og snakker i telefon med sin mand i Sverige. Hun snakker og så græder hun og så hun snakker igen. Jeg har sammen med den unge mand, som følger med kvinderne, tidligere på aftenen været ovre på stamcafeen 7 Gates og låne en oplader til hendes mobiltelefon. Sin egen har hun mistet med alle sine andre ejendele i havet.

Næste morgen er en søn til den gamle mand ankommet fra Sverige. Han græder sammen med sin far, og faren viser sønnen morens øreringe, og de græder igen, og det hele er så uforståeligt. En anden søn kommer også, og dagen går med at snakke og snakke om det forfærdelige og så sørge. Det er godt de to mænd fra Sverige er kommet. Der falder lidt mere ro over kvinderne, og mændene tager sig af det praktiske.

Den næste dag er der diskussion i receptionen på hotel Miramare. En kvinde fra Læger uden Grænser vil have, at familierne skal efterlade de døde børn her på Leros. Men mødrene og den gamle mand kan slet ikke forestille sig at skulle efterlade deres kære på en ø, de intet kender til. De vil gerne have deres børn med til Sverige, og det samme vil den gamle mand og hans sønner med den døde kvinde. Eller til Syrien. Blot ikke efterlade dem her på øen. Men det koster penge. Mange penge. 5000 euro. Og det har de ikke. Kvinden fra Læger uden Grænser får sin vilje, selv om det giver nye tårer.

 

image

 

Ude på gaden er der kommet rigtig mange mennesker. Flygtningelejren er fuld, og folk sidder eller ligger over alt. Lejren har kapacitet til 500 mennesker, men nu er her 4-5000. Fem toiletter til 5000 mennesker. Affald flyder over alt. Der stinker af lort, tis og menneskeligt snavs og beskidt tøj. Folk begynder at gå med masker. Jeg er ved at kaste op. Børn leger midt i det hele. Alle er sultne. Alle fryser om natten. Ingen kan leve af en luftig sandwich med et par pommes frites i om dagen. De, som har lidt penge, bruger dem på hotel eller mad. Men hvad så resten af turen?

Der er en færge til Athen i aften klokken 22:30. Den er fuld. Den næste er på torsdag. Om fire dage. De græske sømænd strejker. Kvinderne med de døde børn og den gamle mand har været heldige at få en billet til i aften, og jeg spørger, om sønnen fra Sverige rejser med dem op gennem Europa. Det gør han ikke. Der er sikkert en grund, som jeg ikke kender, men det er næsten ikke til at bære, at de skal ud på landevejen midt i al deres sorg. Hvorfor kan de ikke bare blive fløjet til Sverige? Kvinderne op til deres mænd? Den gamle mand op til sin søn? Det er ubærligt, at de skal lide mere.

På hotellet fortæller sønnen mig, at han skal vente på liget af sin mor. Hvad der skal ske, ved jeg ikke rigtig, men det er jo også ligegyldigt. Den unge fyr på 24 år og den gamle mand skal følge de fire kvinder hele vejen til Sverige. Den gamle mand er syg af kræft og har kun et år tilbage at leve i. Han har sin røde tophue på og er klar til den lange tur. En gang imellem vælter han rundt, så jeg er bange for, at han skal falde. Hvorfor kunne han ikke få den sidste tid sammen med sin kone i Sverige? Hvorfor skal han rejse alene? Og ankomme til Sverige alene?

På nettet læser jeg, at der er begyndt at dukke døde børn op på de græske strande.

Inden familierne tager afsted, siger Fatimah til Fadi, at hun gerne vil have billederne af de døde børn lagt ud på Facebook. Verden skal vide, hvad der er sket. Danskerne her efterkommer hendes ønske, og det gør jeg også. Selv om det kan virke noget makabert, set med danske øjne. Aftenen forinden snakkede jeg lidt med en ung pige fra Aleppo i Syrien. Vi røg vandpipe sammen på en udendørs cafe. Som noget af det første viste hun mig billederne på sin mobiltelefon af sin dræbte bror. Han var blevet skudt, og det var uhyggelige billeder.

Så der sad vi på en græsk ø og røg sød tobak på vandpibe og kikkede på billeder af hendes døde bror. En anden måde at forholde sig til døden på.

 

image


2 kommentarer

FLYGTNINGEKRISE: UVEJR OG EN KÆNTRET BÅD

 

 

image

Regn, storm og bulder og brag. Hele natten har det tordnet og lynet og øsregnet over øen Kos. Da jeg vågner, er min første tanke, at bare de tyrkiske menneskesmuglere ikke har sendt bådflygtninge ud på havet i det vejr.

Men det har de.

Da jeg kommer ned i hotellets reception er der kaos og høj snak på arabisk. Det vrimler med nytilkomne mænd, kvinder og børn. Syrere og irakere. Flygtninge, som i nattens løb er kommet ind i overfyldte gummibåde, faldefærdige træskibe eller gamle speedbåde.

I det vejr, tænker jeg. Hvor må de have været bange, når de har siddet der i flere timer i nattens mulm og mørke, tætpakket uden at måtte røre sig – for så kæntrer båden. Våde og forfrosne. Drivende omkring med strøm og vind, fordi der kommer vand i motoren og den sætter ud. Det sidste lange stræk må de fleste både padle til land.

image

Sådan har mange efterhånden fortalt mig om turen fra den tyrkiske by Bodrum til øen Kos. Kun ti kilometer i fugleflugtslinie, men uden motor kan turen blive lang, og bådflygtningene aner aldrig, hvor de lander på øen. Bagefter må de ud at trave ind til byen Kos, hvor de skal registreres. Det er forbudt at samle flygtninge op i bil.

image

Men nu er de her på hotel Caterina, i gaden med alleen af pinjetræer, cikadesang og aftendufte af jasmin. Trætte, udmattede og sultne. Stemningen er intens. Alle synes ophidsede. En lille dreng klamrer sig grædende til sin mor. På en stol sidder en gammel syrisk kvinde og drejer sin bedekrans. Hun sad her også i går. Der står en kørestol henne i hjørnet.

Den altid søde hotelværtinde undskylder meget, at der ikke er noget morgenbord i dag. Det gør ikke noget, så har jeg en rigtig god grund til at gå ned til den cafe ved havet, jeg opdagede forleden. Den ligger blot hundrede meter fra havnekajen, hvor flygtningelejren med alle teltene er. Det mest fredfyldte sted, jeg kan finde i øjeblikket. Udsigten over det blå hav til Tyrkiets bjerge giver en forunderlig ro i sjælen.

På kajen med alle de små grønne og blå telte er der fyldt med flygtninge og migranter. Alt og alle er våde efter regnen. Teltdugen har ikke kunnet modstå det kraftige uvejr og et sted er danske Diana ved at tømme et telt. Hun er frivillig her og guld værd, for hun taler arabisk. Det sejler med vand i teltets bund. Over alt på asfalten, på stakitter eller i træer ligger eller hænger der vådt tøj til tørre i den sol, der en gang imellem bryder igennem. Et øjeblik efter styrter det ned igen. Store vandpytter over alt.

image

Stemningen er nærmest eksplosiv, og jeg føler mig ikke helt så tryg, som jeg har gjort de andre dage. Der kommer flere og flere. Hver nat mindst mellem 400 og 500. Kos huser konstant mindst 1400 flygtninge og migranter, som utålmodigt venter på, at deres papirer skal blive færdige, så de kan komme videre med færgen til Athen og fortsætte op gennem Europa, for det meste til Tyskland eller Sverige. Vinteren nærmer sig og med den dårligt vejr, og flygtninge og migranter har hørt, at Europa er ved at lukke sine grænser. De kommer fra Syrien, de kommer fra Irak, og Iran, og fra Pakistan, Afghanistan og Afrika.

image

Igår var der ikke mad nok til alle. I parken bag politistationen, hvor uddelingen af mad finder sted, måtte folk gå sultne bort. De heldige måtte nøjes med en enkelt croissant. Med regnen og kulden og sulten stiger agressionerne. Foran politistationen har der et par gange været optræk til ballade. Så bliver menneskemængden hårdhændet gennet om bag et hegn af det græske politi. Som dyr.

De sidste dage er der kommet flere store familier fra Afghanistan. Børn i alle aldre, gamle, kvinder og mænd sidder over alt på havnekajen på UNHCR udleverede tæpper og måtter. De fleste af syrerne og irakerne bor på hoteller – hvis ellers de har penge. Igår snakkede jeg via en tolk med en afghansk familie.

image

Med stoisk ro og stort mullahskæg sad familiens overhoved på en måtte foran det lille telt og betragtede det kaotiske liv omkring sig, mens hans kone kæmpede en fortvivlet kamp for at få sin baby til at drikke lidt mælk af en sutteflaske. Syv børn i alle aldre var der. En gammel bedstemor gemte sig bagved. Moderen havde ikke mere brystmælk til sin baby, og barnet ville ikke drikke af sutteflasken. Det skreg af sult. Familien havde været undervejs en måned for at komme her. Gennem Pakistan, Iran og gennem Tyrkiet. De havde vandret og kørt i bus eller i bil. Og faren havde båret sin gamle mor på ryggen gennem bjergene.

I dag er der rigtig mange store familier fra Afghanistan på kajen, snavsede og forhutlede børn og voksne. Det er ikke den afghanske middelklasse, der flygter til Europa. Disse mennesker har vandret i dagevis på deres fødder for at komme til Europa, dage uden noget at spise og drikke, og når de har fået noget, har det kun været en smule. Og nu er de her. Flygtet fra Taleban. Først var det de unge afghanske mænd, der nåede frem, nu er det store afghanske familier. Vil Europa mon modtage dem?

Den afghanske familie med babyen fra igår er væk. De er kommet på hotel, siger afghaneren, tolken, som taler en smule engelsk.

image

Mens jeg spiser morgenmad, kommer den græske kystvagt sejlende. Det lille skib prøver forgæves at lægge til for enden af molen. Sidder der ikke en masse mennesker på det lille skibs fordæk? Jeg kommer i tvivl. Det kan også være store sække. Det er svært at se herfra. Skibet sejler længere ind. Lægger til. Noget bevæger sig på dækket. Sække bevæger sig ikke. Det ER mennesker. 30-40 stykker. De går i land. Enkelte har stadig de lysende orange redningsveste på.

Den græske kystvagt har igen måttet redde en kæntret flygtningebåd. Forleden omkom syv ved øen Lesbos.

Dybt berørt går jeg tilbage mod hotellet. På vejen stopper to yngre syriske kvinder stopper mig. Om jeg kan hjælpe dem? Den ene går besværligt med krykker. De har set mig på hotellet. De er søstre og på vej til Sverige, hvor den ene har sin mand, fortæller de. Hende, hvis mand er i Sverige, er gravid i femte måned og har noget med en sene i sit ben. Hun ser udmattet ud, og hun kan næsten ikke gå for smerter. De spørger, om jeg kan skaffe en kørestol. Jeg tænker på, hvordan i al verden, de skal nå helt til Sverige. To kvinder alene. Den ene gravid og i kørestol. Det er ikke ufarligt at tage Balkanruten op gennem Europa. Jeg har læst om røverier, voldtægter og kvinder, som bliver solgt til prostitution. Hvorfor er manden dog ikke rejst dem i møde?

image

Kvinden, som fik sig en kørestol.

En fra Læger uden Grænser lover at skaffe en kørestol. Den vil ankomme i løbet af dagen til vores hotel. På hotellet prøver jeg at forklare, at der kommer en kørestol til en gravid kvinde, som bor her. En ung syrisk mand spørger mig straks, om jeg også kan skaffe en kørestol til den gamle kvinde med bedekransen. Den unge mand taler et godt engelsk og jeg får ham forklaret, at jeg ikke er læge, som han tror.

Jeg skal have færgen i aften til øen Leros, og jeg går op for at pakke min kuffert. Da jeg kommer ned i receptionen igen, får jeg en snak med den syriske mand. Han var engelsklærer i Syrien. Da han hører, jeg er journalist, bebrejder han mig, at de europæiske medier kalder syrerne for flygtninge. Han hader udtrykket flygtninge.

“-Hvis det var jer, som kom til os i Syrien, ville vi byde jer velkomne som vores gæster. Vi ville kalde jer vores gæster,” siger han.

Tilbage til den gamle kvinde med bedekransen. Hun har haft et slagtilfælde, og nu er der noget galt med hjulet på hendes kørestol. Jeg spørger engelsklæreren, om han ikke kan reparere den, eller en anden kan? Det kan han ikke, siger han. Den gamle kvinde rejser alene sammen med sin datter på måske fem og tyve år. De skal op til en søn og bror i Tyskland. Igen tænker jeg med gru på, hvordan det dog skal gå? De fleste af syrerne rejser sammen i store grupper med familie eller venner. En ung pige med sin gamle mor i kørestol. Det går aldrig godt.

image

Nu dukker Giorgios op. Et græsk buldrehoved fra organisationen Kos Solidarity, der er en sammenslutning af flere frivillige organisationer. De står blandt andet om natten og deler tørt tøj og sko ud til de mennesker, som kommer ind med bådene. Kos Solidarity er velorganiseret med en tavle på væggen i deres lejede lokale, hvor de frivillige kan skrive sig på forskellige vagter. Jeg har set enkelte fra UNHCR og et par nødhjælpsarbejdere fra Læger uden Grænser. Men det store seje træk er det frivillige, som tager.

Hvor er EU henne? Hvor er Røde Kors? Hvor er de store hjælpeorganisationer?

Giorgios har en kørestol med til den gravide kvinde, og de to søstre lyser op i et stort smil. De ved slet ikke, hvordan de skal sige mig tak. Jeg prøver at forklare, at det ikke er mig, de skal takke. Giorgios mener ikke, der er noget galt med den gamle kvindes kørestol.

-“Se selv”, siger han og drøner rundt med den tomme stol i receptionen. Der skal spares på ressourcerne. Kos har ikke et ubegrænset antal kørestole.

Til sidst kommer jeg ombord på færgen til Leros. Der er rullende trapper, røde plysstole og tjenere i græske farver med lyseblå og hvide veste på. På Leros skulle forholdene for flygtningene være ganske forfærdelige.

image