anettes blog – on the road

refugees and migrants telling their stories


Skriv en kommentar

Når mareridtene kommer – maler han som en gal

 

 

Afanwi i et af Athens mange parkanlæg. Foto: Omar Shammout

 

Afanwi Neba er kunstner og flygtet fra en brutal borgerkrig i det afrikanske land Cameroun. For mindre end et år siden ankom han til flygtningelejren Vial på den græske ø Chios. Om natten kommer krigen stadig til ham. Så hjælper kunsten ham, og han står op og jager minder om tortur og lig i gaderne væk ved at male glade billeder.

-Hun samlede mig op fra ingenting, siger kunstneren Afanwi Neba om amerikanske Kayra, som i flygtningelejren Vial på den græske ø Chios gav ham farver, lærred og pensel, så han igen kunne male. Fra den dag sad han næsten uafbrudt i teltet og skabte det ene værk efter det andet, tres billeder på tre måneder. Værker i acryl, mættet med detaljer og skabt på de minder og den farverigdom, han har i sig fra livet i det Cameroun, han pludselig måtte forlade for et årstid siden.

Billederne han malede i teltet i flygtningelejren er nu spredt over hele verden. For på udstillinger og i shows i USA, Canada og Europa sælger Kayra Martinez fra ngo’en Love Without Borders flygtningenes billeder. Pengene går ubeskåret til kunstnerne, så de kan opretholdele livet.

-Jeg lægger alle mine følelser i lærredet. Jeg prøver at skabe smukke ting, der tager mine bekymringer væk. Jeg tager alle mine sorger og sætter dem på lærredet. Jeg vil ikke lave negative billeder. Jeg vil lave noget, der får mig til at føle, at jeg er som mine billeder, at jeg er glad, siger Afanwi.

Før den dag, han uventet mødte Kayra, var gået en angstfyldt flugt fra borgerkrigen i hjemlandet Cameroun. En rejse der stadig vender tilbage i form af natlige mareridt. Først gennem tæt jungle og uden mad og rent vand fra Cameroun til Nigeria, ankomsten med fly til Tyrkiet, alene og prisgivet menneskesmuglere, senere en livsfarlig tur i en overfyldt gummibåd til Grækenland overbevist om, at dette ville han ikke overleve. Ankomsten til øen Chios. Livet i en overfyldt flygtningelejr. Den kolde, våde og blæsende vinterkulde i teltet, han delte med seks andre afrikanere. Og så pludselig en dag evakueringen til det græske fastland og et turisthotel tæt på en mindre græsk kystby.

-På Chios begynder jeg at komme i et flygtningecenter. Jeg fortalte en frivillig der, at jeg maler, og han kikkede på det, jeg lavede og så, at jeg kunne noget. Så blev jeg frivillig og underviste børnene i at tegne og male. Og jeg mødte Kayra. Hun gav mig materialer, og det er på den måde, jeg begyndte at tegne i Europa, fortæller Afanwi.

 

BRØDRE OG SØSTRE

 

Vi sidder på et par stole på et værelse i en lejlighed i det indre Athen. Gardinerne er trukket for og her er halvmørkt. Der står to senge i rummet og et par kufferter og et lille bord. På den ene seng sidder en spinkel sort kvinde med et stort hår, optaget af sin ipad og en tallerken ris. På den anden to mænd. Alle er de flygtet fra Cameroun. Nu er de Afanwis familie her i Grækenland.

-De er mine brødre og søstre nu. Vi har fulgtes ad, siden vi boede i lejren på Chios, siger han.

Det er kvinden med det store hår, som bor i værelset. De to mænd er af UNHCR placeret på et billigt hotel i et af Athens mere lyssky kvarterer. Afanwi selv er blot på besøg. De sidste tre måneder har han boet på  turisthotellet tre timers buskørsel og derefter en halv times gang fra Athen.

-Vi skal flyttes til et andet sted meget snart, fordi der skal bo turister på hotellet. Jeg ved ikke hvor. Jeg ville gerne her til Athen. Jeg kan godt lide Athen. Jeg kan godt lide, at her er så mange nationaliteter. Det er spændende at møde mennesker fra andre lande, som dig fra Danmark og Kayra fra USA, siger han på sin rolige måde.

Uvisheden omkring sit liv gør Afanwi bange og urolig. Han har søgt asyl i Grækenland, men et meget langsomt arbejdende asylsystem betyder, at der kan gå år, før han ved noget endeligt.

-Du kan ikke se eller mærke det på mig, men jeg har svært ved at styre mine følelser i øjeblikket, fortæller han. Jeg græder meget, og så er der alle mareridtene. Om alt det der skete i Cameroun. Om natten her i Grækenland kommer krigen, og jeg drømmer om ligene i gaderne.

Afanwi maler på sit værelse på et hotel i en græsk kystby.

Når mareridtene kommer, står Afanwi op og maler resten af natten. Så undgår han at sove og arbejder – med egne ord – hårdt.

-Det er forvirrende og frustrerende ikke at kende sin fremtid. Ikke selv at kunne bestemme. Jeg ønsker bare så meget at få min frihed. Det er derfor min kunst virkelig hjælper mig. Når jeg arbejder, glemmer jeg alt omkring mig.

-Livet som flygtning er stressende, og jeg er forvirret, fortsætter han. Hvis det ikke var for krigen i mit land, ville jeg jo ikke være her. Jeg havde været tre måneder i Vial, så blev vi flyttet. Jeg ved ikke hvorfor. De siger ikke hvorfor. Det er UNHCR, der bestemmer. Du får bare at vide, du skal ind i en bus. Bussen tager dig til havnen, hvor du går ombord på et skib, der tager dig til Athen. I Athen stiger du ind i ny bus, der tager dig til hotellet, hvor jeg bor nu. Jeg ved ikke, hvor næste sted bliver. Om vi skal tilbage til Vial, eller hvad vi skal. Men jeg ved, at hvis jeg tager tilbage til Cameroun, bliver jeg skudt.

Afanwi kommer fra en lille engelsksproget enklave i Cameroun. Resten af landet er fransktalende, og de som bor i den engelsktalende del har altid været undertrykt. En dag fik folk nok, og de begyndte at demonstrere i gaderne. Siden har urolighederne udviklet sig til en blodig borgerkrig.

-Lige nu i Cameroun brænder militæret vores huse ned. De voldtager kvinderne, og folk bliver skudt i gaderne. Jeg var med i gadedemonstrationer, og min ældre bror var involveret i politiske aktiviteter. Han fotograferede, hvad politiet gjorde ved de unge i gaderne og al korruptionen og spredte det på sociale medier. Flere gange blev han arresteret og tortureret, og den sidste gang han blev løsladt, flygtede han. Der var flere år, hvor vi ikke vidste, hvor han var, indtil han nu er dukket op i Storbritannien, fortæller Afanwi.

 

 

FÆNGSLET OG TORTURERET

 

Ved oprørets begyndelse boede Afanwi på en kostskole. Han tog hjem til landsbyen, da han hørte om opstanden, strejkerne og militæret, der skød.

-En dag hvor jeg er i min fars hus, bliver der skudt uden for, og soldaterne smadrer vores dør. De tror, min bror er i huset, og de kom altid og hentede ham. Da de den dag kommer ind, tror de, jeg er min bror, fordi vi ligner hinanden, og de slår mig bevidstløs med deres geværer. De tager mig med, mens jeg er bevidstløs, og bringer mig til en militærlejr, hvor jeg bliver låst inde i et rum sammen med nogen andre.

-Der er mennesker i rummet, som er blevet skudt og som ikke får nogen behandling. To dør mens jeg er der. Der er helt mørkt døgnet rundt, og hver dag torturerer de dig, så du ikke tror, du vil overleve, fortæller Afanwi.

– Jeg blev ved med at sige, at de havde fat i den forkerte, at jeg ikke var min bror, og en dag lod de mig gå igen. Så blev jeg taget anden gang og igen udsat for tortur. Og vi blev tvunget til at tale fransk, selv om vi hverken taler eller forstår det. De tvang mig til at indrømme noget, jeg intet kendte til omkring oprøret, og jeg blev slået og sparket. Jeg har stadig ar på kroppen efter behandlingen.

Afanwi tænder en cigaret. Han plejer ellers ikke at ryge, pointerer han.

Da han anden gang bliver taget og udsat for slag og tortur, begynder han at indse, at han må flygte til et sted, hvor der er sikkert. En dag kommer soldaterne igen. De skyder hans far i benet, men faderen når at råbe til ham, at han skal løbe.

-Jeg løber ud af husets bagdør. Uden at vide, hvad der er sket med min far. Jeg har det i hovedet, at jeg kan flygte til landsbyen, hvor jeg er vokset op. På vejen ligger en masse døde kroppe. Det er skræmmende. Jeg kan jo også blive skudt. Den næste dag er der de samme uroligheder i landsbyen som i byen. Folk bliver skudt, og kvinderne voldtaget. Oprørerne tager ind til byen og kæmper, og så tager de ud til landsbyerne bagefter. Derfor kommer militæret ud for at lede efter dem. Vi er en masse unge som mig selv, der beslutter at flygte til Nigeria, og vi går gennem junglen i tre uger, hvor vi lever af mangoer og bananer og drikker forurenet vand, fortæller Afanwi.

I Nigeria bor han tre dage på gaden, indtil han får fat i en ven til sin far. Han inviterer ham til at bo i sit hus.

-Han beskyttede mig og sagde, at jeg skulle holde mig væk fra gaden, fordi vore soldater var der. De kom og anholdt folk fra Cameroun og tog dem med tilbage og låste dem inde. Han lovede, at han ville finde på noget for mig.

Efter tre uger kommer faderens ven med et nigeriansk pas med Afanwis navn og billede og et visa til Tyrkiet.

-Jeg ved ikke, hvordan han fik fat i det, men han forlod mig ikke, før jeg sad i flyet. Det var i juni eller juli 2018. Jeg kan ikke helt huske det.

 

 

Afanwi i teltet i lejren Vial på Chios.

 

I HÆNDERNE PÅ

MENNESKESMUGLERE

 

Afanwi og jeg er mødtes igen. Jeg skal høre hans historie færdig. Denne gang sidder vi i den tidlige forårssol på en café i Athens gamle kvarter Monastraki. Vi har udsigt til Akropolis, som Afanwi elsker. Han har lagt en video ud på Facebook, hvor han benovet kravler op på bjerget til det berømte sted.

Der er lige plads til staffeliet i teltet.

Afanwi er ikke kun god til at male. Han er også god til at fortælle:

-Min fars ven giver mig også penge med til mad og ophold og han siger, at jeg vil møde nogen i Istanbul, som vil tage sig af mig. I Istanbul vil jeg få at vide, hvad jeg skal næste gang i mit liv. Jeg møder så den her nigerianske mand i Istanbul. Han siger, at jeg ikke kan blive der. Der er ikke noget arbejde at få og der er heller ingen sorte mennesker i Istanbul, så han vil sende mig til Izmir i det vestlige Tyrkiet, hvor der er andre sorte. Hvor jeg kan møde nogen venner.

-I det hotel jeg bor på i Izmir er der andre sorte, fortsætter han, og i restauranten møder jeg nogen arabere. Da jeg har været der en uges tid, spørger de mig, hvad jeg laver der? Hvad jeg vil med mit liv? Jeg svarer, at det ved jeg ikke. Jeg er kun kommet til Izmir, fordi jeg har hørt, at jeg har sorte brødre der. Araberen siger, at han kan hjælpe mig, og at han ikke mener, Tyrkiet er godt for mig.

Manden spørger nu Afanwi, om han har penge. Afanwi nikker. Han har næsten 700 euro.

-Han sagde så, at han ville sende mig til Grækenland, men han sagde aldrig noget om, hvordan jeg skulle komme til Grækenland. Om jeg skulle flyve, køre i bil eller med en færge. Jeg vidste ikke andet om Grækenland, end at det var nær Tyrkiet. Det havde jeg lært i skolen, men jeg anede ikke, hvor det lå. Det eneste, han sagde, var, at jeg skulle vente ved et busstoppested, og at der ville komme en hvid bil, og at jeg skulle stige ind i den. Denne person ville så tage mig til Grækenland.

Ved busstoppestedet kommer ganske rigtigt snart en hvid bil med sorte ruder, og Afanwi stiger ind, som han har fået besked på.

-Der er andre mennesker i bilen og snart er vi ude på en motorvej. Vi ankommer til en strand. Det er allerede mørkt, ja. Alle siger bare: Kom ud af bilen. På stranden ser jeg, at der er en masse andre mennesker, arabere, syrere, congolesere og folk fra mit eget land Cameroun.

-Hvad laver jeg her, tænkte jeg? Hvad hvis de slår mig ihjel? Var vi allesammen blevet arresteret? Jeg var forvirret. Og jeg var rigtig bange. Det var som om jeg var blevet solgt. Måske skulle jeg være slave? Jeg var så bange. Alle de andre var også bange. Senere kom de så med en gummibåd og de pumpede luft i den. Alle spurgte, om det var sådan her, vi skulle ende? Ingen vidste, hvad der skulle ske. Det var lidt anderledes for mig, fordi jeg kunne snakke engelsk, og en af smuglerne kom hen til mig, da han spurgte, om nogen snakkede engelsk, og jeg svarede ja.

Manden siger nu til Afanwi, at når de kommer til Grækenland, skal han sige, at han ingenting ved. Og han spørger, om han har et pas, og han tager det.

-Hvis jeg ville sælge det, så skulle de nok se efter mig, fortæller Afanwi.

-Jeg er så bange. Det er mørkt, og jeg ved ingenting. Så siger manden, at jeg skal gå først i båden. De andre kommer også i. Det er helt mørkt, og vi kan ikke se, hvor vi skal hen. Der er kun vand og vandet virker kun, som om det ønsker, at båden skal synke. Da vi sejler ud, er vi en masse mennesker ombord, omkring halvfjerds. Gravide, nyfødte, små børn. Det er i august, men jeg kan ikke huske datoen.

 

LOST IN THE SEA

 

Vi holder en pause i fortællingen. Over for cafeen er en butik, hvor de sælger malerier. Afanwi spørger, om jeg vil med ind og kikke. Vi går derhen, mens Afanwis ven, som også er her, passer på vores bord. Butikken er fyldt med malerier. Allevegne står eller hænger de. Nogen bedre end andre. Bag en disk sidder en mand med et stort moustache. Afanwi fortæller manden, at han også maler og spørger, om han vil sælge hans billeder i sin butik? Galleriejeren er vældig flink og rækker ham sit visitkort. Da vi igen kommer ud i solskinnet, er Afanwi helt oplivet.

 

 

-Det er min drøm at få sådan et galleri, siger han så. Vi snakker lidt om mulighederne for at åbne en butik, før han fortsætter sin historie:

-Det var sådan, vi blev ”lost in the sea.” Vi vidste ikke, hvor vi skulle hen. Hvilken retning. Ingen har sagt noget. Nogen begynder at græde, andre at ringe på deres telefoner. Jeg græder. Jeg kan ikke se noget land. Kun vand. Jeg tænker, at den her båd ikke kan tage os tværs over Middelhavet. Jeg aner intet om, hvor langt der er, og så har jeg hørt om alle de, som drukner i Middelhavet. Vi har ingen markeringer. Vi har ingenting. Vi fortsætter bare. Forsæt….fortsæt……

Men så dukker et skib op. Det kommer sejlende langt væk fra. Det er den græske kystvagt, og det sejler hen mod den overfyldte gummibåd.

-Det er sådan, vi bliver reddet. Det er sådan, politiet kommer og redder os fra havet. De tager os til Grækenland og så til flygtningelejren, siger Afanwi.

-Jeg er kristen, og da vi når Grækenland, takker jeg Gud for, at han har reddet mig. Jeg troede, jeg skulle dø på havet. Jeg tænkte, at den båd kan ikke tage os tværs over Middelhavet.

 

KULDE OG BLÆST

 

Nu begyndte en hård tid i flygtningelejren:

-Det var rigtig, rigtig svært på øen. Jeg var der i tre-fire måneder. Nogen er der meget længere. Jeg sad inde i mit telt og malede, fordi jeg ikke vidste, hvad UNHCR ville sige. Jeg ville beskytte mine billeder. UNHCR bestemmer alt, og jeg var bange for alting. Jeg er stadig bange, fordi jeg ikke har fået mine papirer endnu. Jeg har ingen dokumenter. Jeg aner ikke, hvad de vil gøre ved mig. Jeg prøver at være rolig og gøre mine ting, men det er, som om du ingen fremtid har. Jeg aner ikke, hvad der vil ske næste gang i mit liv. Og ingen siger til dig, hvad der vil ske. Hvis de deporterer mig tilbage til Cameroun, vil jeg blive skudt. UNHCR siger til mig, hvornår jeg må gå ud. Og hvornår jeg skal være tilbage. De kontrollerer mit liv. Det er ikke rart. Hvis jeg får asyl, vil jeg blive meget glad.

Afanwis store ønske er at bo her i Grækenland, få en lejlighed, male, have udstillinger og så måske få et galleri. Og så kunne han godt tænke sig at undervise børn i at tegne og male.

I Cameroun malede Afanwi også. Hver gang han havde lidt penge, købte han farver og lærred. Hans mor var meget syg, og da han var tæt knyttet til hende, var han hjemme og passe hende. Imens malede han og malede, og alle billederne bare hang på væggene eller stod i et rum.

-Hvis der så kom nogen og besøgte min mor, fik de et maleri som gave. Jeg har aldrig gået på kunstskole og lært det. Det var bare ikke en mulighed. Jeg solgte heller ikke noget i Cameroun. Da jeg gik på highskole, mødte jeg en amerikansk kvinde. Hun tilskyndede mig til at blive ved med at male. Og når andre kunstnere i Cameroun så mine billeder, sagde de, at jeg skulle blive ved med at male, at det var godt, og at jeg en dag ville blive kunstner. Jeg blev altid meget glad, men jeg kunne ikke gå ud og kikke efter gallerier, hvor jeg kunne udstille mine billeder, fordi jeg jo skulle passe min mor. Så jeg fortsatte bare med at male derhjemme.

I faderens hus i Cameroun hænger stadig en masse af Afanwis værker. Han åbner sin telefon og viser mig dem. En masse dejlige billeder som han måtte efterlade bag sig. Men talentet tog han med sig:

-Det første omkring min kunst er, at jeg elsker det. Jeg maler ikke for andre mennesker. Jeg gør det for mig selv. Fordi det gør mig glad. Jeg elsker hvert et billede, fordi jeg har skabt det. Så når nogen køber min kunst, værdsætter jeg meget, at den person hjælper mig. I starten hjalp min kunst mig ikke, men jeg blev ved, fordi jeg elsker det, men nu køber folk det, og den person hjælper mig, så jeg kan male mere og betale husleje og mad.

Da Afanwi blev evakueret væk fra vinterkulden i flygtningelejren på Chios og flyttet til turisthotellet ved den græske kystby, var han stadig bange for, at UNHCR skulle opdage, at han malede. Så han fortsatte med at male i skjul på sit hotelværelse.

-Men rengøringspersonalet, som kom på mit værelse, så det, og de fortalte det til alle. Kom og se, hvad han har lavet, selv om han er flygtning, sagde de. Trods alle hans problemer kan han lave det. Og folk begyndte at komme på mit værelse for at se den store kunstner. Jeg blev så glad, fordi nogen kom for at se mit arbejde, og det var sådan, jeg fik min første udstilling i mit liv – på et kaffegalleri. Folk elskede mine billeder, selv om jeg ikke kunne snakke græsk og tale med dem.

 

TRYG I GRÆKENLAND

 

En måned er gået og Afanwi har fået et sted at bo i Athen. Vi mødes på en bænk på Victoria Square i byens anarkistkvarter Exarchia. Rundt om os sidder, står og hænger en masse afghanere. Hver dag kommer nye flygtninge og migranter til Grækenland. De kommer til øerne, eller de kommer ind i nord fra Tyrkiet. I marts 2016, da Makedonien mod nord pludselig lukkede sin grænse, og tusinder af flygtninge og migranter ikke kunne komme videre og strandede i Grækenland, slog netop afghanerne sig ned her på Victoria Square. I tusindtal. Pladsen var fyldt med mennesker og bagage. De sov her. De spiste her. Og børnene legede her, indtil politiet fjernede dem og kørte dem til en nyoprettet flygtningelejr uden for Athen.

I dag samles de stadig på Victoria Square. Kvinderne på bænkene. Mændene står i grupper og snakker. Børn leger. På cafeerne sidder græske pensionister med avisen og en kop stærk græsk kaffe. Flere arabisk udseende mænd går over pladsen. Syrerne og irakerne holder til på en kirkeplads ikke så langt herfra. Og så sidder vi her. En kunstner fra  Afrika og en journalist fra Danmark.

Afanwi har lejet et værelse i en lejlighed, hvor der bor to andre. Huslejen betaler han med de penge, han tjener på sine billeder, og han har fået en hjemmeside. Han har det bedre end da vi aller først mødtes. Der er kommet mere ro på, men fremtiden er stadig et kapitel, han ikke kender. I sommer skal han have en udstilling på Bornholm, selv om han ikke selv kan være til stede.

-Jeg håber virkelig, jeg får asyl her i Grækenland. Jeg har aldrig følt mig så tryg i et land som her, siger han.

Vi sidder og siger ingen ting. Kikker på de mange fremmedartede mennesker. Grækerne har store hjerter og velkommer de mange mennesker fra fjerne lande. Når bare de klarer sig selv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Skriv en kommentar

Fra Libyen til Italien – hvor er biblioteket?

 

Migrantlejren på den italienske ø Sicilien

Det første Adane spørger efter, da han lander på Italiens kyst efter tre døgns livsfarlig sejlads i en overfyldt båd er et bibliotek. Adane er ung og migrant/flygtning fra Etiopien. Adane er forfatter og har fået udgivet to bøger i sit hjemland med digte og prosa, hans store interesse filosofi, og så er han ung og flygtning fra Etiopien.

Han satte ud fra Libyen sammen med 180 andre. I tre døgn sejlede de rundt på må og få, indtil et redningsskib samlede dem op. Først sagde Malta nej til at skibet måtte lande sin last af mennesker på øen. Senere fik det tilladelse af de italienske myndigheder til at sætte dem i land på øen Lampedusa. Derfra blev de bragt videre til Sicilien og overflyttet til en lejr i en mindre by på øen. Det havde været tre sande rædselsdøgn i en større træbåd på det vinterkolde hav. På et tidspunkt gik motoren i stå, men det lykkedes at få gang i den igen. Lettelsen var enorm, da redningsskibet endelig samlede dem op. Da er det mere end en uge siden, de satte ud fra Libyens kyst.

Han har selv mærket, hvordan

libyske fangevogtere og

kriminelle bander begår

overgreb.

Jeg får beskeden på Messenger fra Adane en morgen i starten af november:

-Miss. Nu er jeg i Italien.

Sidst jeg hørte fra ham, sad han et sted i Libyens hovedstad Tripoli. Adane var blot en blandt mange strandet under forfærdelige forhold i Libyen. Han har siddet i flere detentionscentre. Han har set og selv mærket, hvordan libyske fangevogtere og kriminelle bander og smuglere begår overgreb mod flygtningene. En gang imellem skriver han og spørger, om jeg har nogen nyheder fra havet. Jeg kan forstå på ham, at han sidder i venteposition til at komme med et smuglerskib over Middelhavet til Europa.

Et par dage efter at han er kommet til lejren på Sicilien, skriver han igen:

-Jeg kan ikke blive her. Det er langt ude på landet. Når jeg går på biblioteket, er der ingen bøger på engelsk. Alle bøgerne er på italiensk. Jeg er forvirret med al ting.

Vi diskuterer lidt hans muligheder. Jeg kender ikke meget til forholdene for migranter i Italien. Adane begynder at lære italiensk efter en app på sin telefon.

Så hører jeg ikke fra ham et stykke tid. Som med alle mine kontakter blandt flygtninge I Libyen tjekker jeg indimellem, om de har været online. At de stadig er i live for det er bestemt ikke sikkert i et land som Libyen. Forleden morgen lå en ny besked fra Adane.

-Jeg er kommet til Frankrig, skriver han. -Jeg er så glad. Nu har jeg gode muligheder for at læse franske filosoffer som Victor Hugo, Albert Camus, Rene Descartes, Roussos og alle de store russiske forfattere.

Adane er også uddannet elektriker og først og fremmest vil han bare gerne have et arbejde og asyl i Europa.

-Frankrig er et godt land. Selv her i Grenoble er der fire universiteter og store industriområder.
-Jeg er sikker på, jeg vil nå mine mål og få succes, skriver han.

En afrikaner samlede Adane op I sin bil, da han gik på landevejen. Manden bor i Grenoble, og Adane bor i øjeblikket hos ham.

Morgenen efter har Adane skrevet igen. Han kunne ikke blive boende hos sin afrikanske ven, så nu bor han på gaden.

Et par timer senere har han fundet ud af, hvor der serveres gratis mad, og hvor han kan få et bad og vasket sit tøj. Og han finder også et sted, hvor han kan bo nogen dage. Selvom han ikke kan lide tanken om ikke at kunne klare sig selv:

-Nu mangler jeg bare et sikkert sted at sove, skriver han. Bare jeg kan få asyl her i Frankrig, så kan jeg arbejde, studere og sove et sikkert sted. Det er kun lige nu, jeg er afhængig af hjælp. Så kan jeg skabe mit liv på min egen måde, skriver han.

 

 


Skriv en kommentar

LEFT TO DEATH IN LIBYAS PRISON?

N

 

FRAGMENT OF LIVES

This article is based on almost one year of chats, telephone calls and messages on WhatsApp and Messenger with refugees detained in Libyan prisons and detention centers.

Last summer I got to know David from Eritrea through a good friend in Athen and since then, we have had almost daily contact. David spent the last two years in different detention centers in Libya, not knowing when – if ever – he will get out again. Since autumn he has been in Zintan prison, as it seems, the worst of them all, located in the small town Zintan in the Libyan mountains, 150 km from Tripoli.

Apart from David there are 800 other refugees and migrants from Eritrea and Somalia in Zintan. Forgotten and desperate, always locked up behind thick walls without access to fresh air and sunshine and very little to eat. Within the last four month thirteen people have died in Zintan Prison, mainly because of tuberculosis. The sick are just left on their own, with no medical help. Left to die among the people still alive. TB is easily spread in the overcrowded prisons and detention center in Libya, and nobody knows, how many are infected.

Because of security all names and places have been changed

_____________________

 

One morning a message ticks in on WhatsApp. It is David, a refugee from Eritrea – the East African country, perhaps better known as Africa’s North Korea. The message is from Zintan prison, and it says:
-Today we are out in the sun. We are sitting outside. I did not get any sunshine or fresh air since 15/10 2017.

The date 15. of October 2017 David has mentioned for me a thousand times. That was the day when the dream of reaching safety in Europe forever ended. The day, when the soldiers captured him and brought him to one of the many detention centers in Libya. Centers placed in old prisons or big hangars with hundreds of refugees and migrants locked up, mainly due to EUs strict border policy. With hardly any or no access to fresh air, poor food, abuses from brutal Libyan police and guards and left with very little hope ever to get out again. The Libyan police accused David of entering the country illegally. In Eritrea he was working in the airport, until he escaped. His goal was Europe, where most Eritrean refugees obtain asylum because of the inhuman regime in Eritrea.

I got in contact with David through a good friend from Eritrea. One day I got a desperate message from Athen, where she and her three children have asylum. Her brother was trapped in a detention center in Libya. Sick and lonely. What can I do, she asked.

-All of us are ill, David writes:
-We never ever get any sunshine or fresh air and proteins. Only spaghetti cooked in salted water. Always spaghetti. We are hungry. We are freezing. We are suffering. Help us.
The messages are often and many, but today David and his inmates have been allowed to go outside. I ask him, if it means that they can go outside every day now?
-I don’t know, he replies.
After a few days I ask him again. If they are still allowed to go and enjoy the sun?
-Ha, ha, no, It was only one day. Now we are locked up in prison again, he writes, followed by a crying emoji.

A FAILED STATE

Being a citizen from Eritrea David is registered with UNHCR and officially under their protection. According to international laws he has the right to seek asylum in a safe country, but there is no such procedure in Libya. The country is a so-called failed state, lead by a weak government and different militias, among them ISIS. EU and Italy have made agreements with the Libyan government and the Libyan Coast Guard – and they pay lots of Euro — to keep refugees and migrants away from Europe.
The European countries have trained people from the Libyan Coast Guard and paid different equipment so that they will be able to stop more boats reaching Europe.

As a result of this policy David is on his second year in Libya. He is one of the few lucky ones, who still has his telephone and is able to communicate with the outside world. Normally the Libyans take peoples money and their telephone, when they arrest them. Up to now David has been able to hide the telephone, but he is terrified, if the guards discover it:
-If they find mine phone, they will arrest me, beat me and sell me for money, David tells me. He is very scared of being sold. CNN has documented, how migrants and refugees are sold on big markets for slaves in Libya.

Human Right Watch and Amnesty International have just documented in two reports, how human rights are constantly being violated in the detention centers in Libya. Centers managed by the Libyans, but financed by EU.
The 10. Juli 2018 Elijah, 26 years and from Sierra Leone tells Human Right Watch:
-This place is hell. They seem to be nice people, but they burn you with electricity. Three times they have beaten me, when they handed out food. They forced us to sit or stand up and look directly into the sun. When we protested, they beat us. They bring people to a particular room and beat them, they took me there, they tied my hands and then they beat me on the soles. A friend of mine got struck the face during beating.
Human Right Watch also writes, how the four detentions centers, they are allowed to visit are overcrowded, dirty and without sufficient medical assistance.
-We heard about bad and too little food and water in all the centers, it says in the rapport.

HELL ON EARTH

From friends on Facebook in Libya I hear desperate cry-outs.
-Help us.
-We die here.
-Libya is hell on earth.

Diseases are in the overcrowded and unhygienic centers: Scabies and tuberculosis.
-When people are going to die of TB, they are moved to another room, and we never see them again, David is writing on WhatsApp, his favorite app to write from as it is encrypted and should be secure.
-I am also afraid of getting it. People are spitting blood.

 

Noa is a trained veterinarian from Eritrea. He has been detained for nine month in a detention center in Tripoli. He is a calm guy with an overview, and he is the one, I am asking, if I need certain facts. He posts all the articles he can find on Facebook about the conditions for him and all the others in the detention centers of Libya. He just hope that one day the world and its citizens and politicians will open their eyes and release them. Six months ago he wrote on Messenger:
-Hi Madam, I am from Libya. I am living as a refugee in detention center. What we want from you is to expose the hidden and harsh life, we are passing, always we are locked up, like a prison.
Worried I ask him, if it won’t be dangerous for him to inform me about the life in the detention centers.
-Do not worry. I will send secretly. The only thing, they can do, is to jail me, and if most of the suffering people get freedom in sacrificing of me, it is a good luck for me, he responds.

Noa tells me about the many people infected with TB.
-And we all live together. The very sick and the ones who does not know, they are infected and the ones, who are not yet ill.

According to my sources only very few get treatment and medicine. And if they do get some medicine it is not followed up, when they run out of the pills.

I JUST RAN

Hassan from Somalia is a detainee in Zintan prison too:
-Everybody is sick here. I want to get away. I will escape as soon as possible, Hassan writes one night in January.
When I first got in contact with Hassan, he was hiding somewhere in Tripoli. Now and then he had a job loading cardboard on a truck. The small salary he spend on food. For a while I hear no words from him. Then one day he send me a message from Zintan prison. He has been caught by police, and he too is now in Zintan prison.

I do not know how he was caught. There are so many terribly stories. I do not get them all.

KIDNAPPED BY ISIS

During the two years David has stayed in Libya, he has been detained in several detention centers, but Zintan is the far worst. According to Noa, UNHCR or other NGO organizations rarely go to Zintan in the mountains, 150 kilometers from Tripoli. The ride is too dangerous. David is very angry with UNHCR. All the registered refugees in Libya feel that UNHCR are letting them down.
Where is the UNHCR? They are supposed to protect the refugees, he keeps asking me on Messenger.
David’s first detention center was out in the desert. One night ISIS came with a big truck and kidnapped 60 of the detainees, including David and his friends. The ISIS people ordered them on the truck, and when the local Libyan militia arrived, the ISIS people quickly drove into the desert with their load of human beings. While they were driving, three people fell off the truck and were killed.
Later a lot of tumultuous happened, and the prisoners succeeded in escaping. After walking for 150 kilometers in the desert they finally ended up in Tripoli.
In Tripoli they were arrested by the police and placed in a large hangar along with 1400 other refugees and migrants from Eritrea, Ethiopia and Somalia. I met David first time, when he is in the hangar in Tripoli. The hangar was placed at the airport, and in autumn 2018 a fight broke out between different Libyan militias.

David tells me about the shootings round the hangar:
-This is dangerous. I am scared. We are all scared. We might die.
And he send me photos of bullet holes in the roof of the hangar. Finally they are evacuated. On big trucks they are taken the 150 kilometers from Tripoli to Zintan prison in the mountains.
-Now we are in a real prison, David tells me on WhatsApp after several days of silence.

WATER THREE TIMES A DAY

Noa sends me videos from the toilets in the detention center, where he is. I feel like vomiting. These are not toilets for human beings. There are six of them for 500 people.
-Now we tap our drinking water from a pipe at the toilet. There was another one, but it is broken, and nobody repairs it.
There is only running water three hours a day, and I figure out that the lavatories are only washed during these three hours. According to Noa FN’s migrations organization IOM and other ngo’s pay the Libyans money, so that they can fill the tanks with clean water.
-But those who receive the money, they only give us water three hours a day. There is nothing we can do. It will not be good to say anything to them. That is the way corruption is, he writes abandoned.

One day in December David tells me, how they are freezing. They have no blankets and is still wearing their summer clothes. I ask Noah if they have blankets, where he is.
-We have blankets….. Now……We did not have any, but we knew, UNHCR had been there with some. But the guards took them and locked them up in a depot for the purpose of taking them with home. When the war came in August, our guards disappeared, and we broke into the room and took the blankets. This is what happens, when UNHCR does not give the things to us, but to the Libyans. They steel it, he writes.

FAMILIES PAY
FOR FOOD

Noah produces another video showing, how they cook. I get it on WhatsApp. A young man is making bread on a pan using a gas burner. In some detention centers the detainees are served one or two spartan meals a day, a piece of bread in the morning and spaghetti in the evening. In other detention centers like where Noa is, the prisoners must pay the food themselves with the help from their families at home to send money.
-We have asked, if we can get food, but until now, they say that we have to pay ourselves, he tells me.

The boss of the detention center has a small shop, where they can buy flour – to very high prices, but the shop was closed immediately the day, when UNHCR came on one of their rare visits.
-Before they arrived, our boss told us, we were just to say positive things. But we were not allowed to say anything at all. During the visit he walked closely to them, and he closed his shop immediately, when they arrived, Noah write on Messenger.

According to the report of Human Right Watch EU is paying different NGO organizations in Libya money so that they can improve conditions in the camps. But the organizations are often ineffective and there are a lot of disagreements, even within the UN, the report says.

PLENTY OF EU-MONEY

By paying huge amount of euros to Libya EU and Italy have managed to stop most of the human traffic from Libya towards Europe. People though are still fleeing cruel dictators, wars, torture, hunger and no futures, so the number of refugees and migrants in the Libyan detention centers have increased according to Human Right Watch. In July 2018 there were between 8.000 and 10.000 detainees. In April the same year the amount was 5.200. Added to these numbers are the hundreds of thousands who live illegally in Libya, many in the hands of different militias or smuggler groups.

EU policy is to send everybody back home to their own countries. From January 2017 until November 2018 IOM, the UN organization of migration assisted more than 30,000 in returning back during the program “The volunteering humanitarian program.” But people who fled their countries because of politics can not just return home, where they risk prison and torture. Noa tells me:
-I left Eritrea in 2014. If they send me back to my country, they will put me into prison because of missing. And then they will send me to the military, and I will never get out again.
In 2014 he finished as a veterinary, but the regime forced him to work as a school teacher.
– I could not accept that. The salary of a teacher in Eritrea is very low. You can not live on these money. One months salary is what a pair of trousers costs. I decided to leave the country, first to Ethiopia, then Sudan and Libya.
What do you hope for the future?
-I hope to be evacuated. If I can’t, I will have to return to Ethiopia.

STRESS AND DESPERATION

The messages from Zintan get more and more confused and desperate. I can feel how Davids nerves slowly gets more strained:
-We are not OK, Madam. We are hungry. What are we going to do? We can evacuate to Eritrea, but we cannot go back to Eritrea, he writes.

Meanwhile Hassan succeeds in fleeing from the prison in Zintan.
-When I jumped the wall, the guards discovered me. I ran. They were not able to catch up with me. Then they sent their dogs after me. But even the dogs did not catch me. I am a very fast runner. If the soldiers would catch me…..if you saw, how they beat people. It is better to die. I ran towards a nearby forest. Then I walked for six hours, until I came to a small village, where I found a taxi. And now I am in Tripoli. I am very tired now and will just take a rest.

One night in January, a message arrives on my phone from a young girl from Somalia, too young to be in a place like Libya. I know her a little. We have been chatting before, and she is a bit shy. She wants to go to Europe. Her dream is to go to school, learn more, be educated, perhaps become a journalist one day. She left Somalia with some friends, and some of them are now in Europe. But tonight her message is not about sweet dreams for the future:

 

SUICIDE

-Three young men from Sudan have set themselves on fire. Here in the detention center where I am. Did you see the video, I posted today on Facebook? Nobody helps them. May Jesus help them, sister. They really need help.
On a video posted on her Facebook and recorded after the attempted suicide a man – badly injured and in great pain says:
-I want to commit suicide. There are no human rights in Libya. I just want to go to a free country and work, but the Libyans have taken my phone and my money.
I ask the next day, if the three men got medical help:
-I don’t know. They have disappeared. Police have arrested a lot of people, she replies.

Today early in the morning, at seven o’clock a message on my WhatsApp. From David, written in capital letters: WHERE IS UNHCR? WHERE IS UN? WHERE ARE HUMAN RIGHTS? REFUGEES ARE GOING TO DIE. OPEN YOUR EYES ALL OF YOU. THANKS FOR YOUR SLEEPING.

And another post the same day from an Eritrean humans right activist, who has gained asylum in Italy:
– 800 refugees from Eritrea and Somalia in Zintan are forgotten. They now die of various diseases, most of TB. Right now there are nine dead bodies in the same room as the living people. They ask for an immediate visit from UNHCR and evacuation.
David confirms that the nine dead corpses are still there. Within the last four months thirteen people have died.
Noah tells me, it is the usual thing with the Libyans just leaving the dead people.
-One of my classmates from Eritrea has just died in the prison of Zintan. Of TB. He has been sick for a long time and did not get any medication. I am very angry.
-Here in Tripoli we have ambulances. However if you do not go to a hospital, they just leave you to die. The Libyans do not care.

In 2018, the number of migrants arriving in Europe fell to 113.482 against 172,301 in 2017.


Skriv en kommentar

In a Libya detentionscenter: Are we going to die here?


Desperate messages on Messenger and WhatsApp.
-Help us. Help us. What will happen to us?
The messages are from one of Libya’s many overcrowded detention centres in Tripoli. A couple of month ago a friend of mine in Athen contacted me. She was very worried, because it had come to her knowledge that her brother was in a Libyan detentioncenter, and thet he was seriously ill. I got into contact with some of his inmates, who spoke English. Because of security I can not bring any names or pictures, but this is some of our conversation. 
1400 people stopped into a large hangar. Only light they have seen for month is the artificial from neon tube in the hangars roof. Never any sun or a bit of fresh air.
-We are all sick. We lack the sun and air, one message says on my phone.
The food is poor and very little in the detentioncentre in Libya. There are days when they get nothing. On lucky days they get a bowl of beans for sharing between six men, in the morning maybe a loaf of bread. Drinking water is dirty. According to an article in the Irish Times, families have to send money for food for the intern, otherwise they will have nothing.

TUBERKOLOSIS 

The few toilets and showers in the hangar are filthy. Toilets often stopped. Tuberculosis spreads rapidly in the overcrowded hangar, but there is no medical treatment.
-We cannot deal with that here in Libya, the doctor says according to my source. The very sick are moved to another room to die.
Pictures on my WhatsApp: A lot of people lie or sit in a big room. They have to sleep in shifts because of lack of space. Photos of such thin people that it evokes reminiscences of images from the concentration camps during the Second World War. Pictures of injured people. Large open wounds and filthy home-cooked dressings.
I am thinking of the kind of untreated inflammation that I once experienced during a journey far out in the bush in Africa. Inflammation so bad that you die.
There are pictures of stopped toilets and flooded showers. And a video of Libyan guards throwing tear gas into the hangar against the many people, who are unable to get away. I also hear the shots.
One day the fans in the ceiling do not work. Outside there are almost forty degrees.
You want to see how hot here is? On my phones video camera I see a lot of sweaty brown bodies.
Sometimes there are battles around the hangar. Libyan militias fighting against each other.
-It is fierce war here. We are afraid. Long break, then a new message.
-Constantly shooting and there are big tanks with petrol right next to our hangar. I receive pictures of bullet holes in the ceiling of the hangar.
And then they are moved. To a village far away out in the desert. The messages are fewer.
-We are in prison now, one of my sources tells me and the connection is interrupted.

FORGOTTEN IN THE DESERT

I am thinking how a lot of people just might be forgotten there out in the wilderness. It is EU policy. They can just quietly die out there in the desert of Libya. People who have fleed war and cruel dictaktors. Fleed prison and torture in their own country. They are not criminals. In Europe refugees from Eritrea get asyleum – if they manage to get to Europe. Now they can die in a prison in Libya.
Thousands has been sitting for many months in various prisons and detention centres in Libya. The hope of ever being evacuated out of the so-called failed state dies slowly. Therefore they cry for help. Do not forget us. We are human beings too. They shout out. Every day I can hear it. When the messages arrive.
It is all EU policy. To prevent refugees and migrants from setting out against Europe in rickety boats, we made an agreement with Libya. We pay lots of money to the deeply corrupt Libyan coast guard so that they hold back Africans. I think European officials have been in Libya to show them how to catch desperate Africans. Instead they are put in Libyan detention centres. Without the prospect of ever escaping. If they are not sold on a Libyan slave market as documented by the American tv station CNN, and as my sources in the detention centre fear most. They even know what the price of a slave like themselves are sold for on the slavemarket there.
Many of the financial migrants are returned to the country from which they came. But these who fled of political reasons, they can not just go back to their country. The Eritrean refugees are under protection of UNHCR. As evidence of UNHCR protection, I see images of paper patches with an UNHCR number quickly written with ballpoint pen.
Now you are a protected refugee. You are under our protection, the number says.
-But where are UNHCR? We never see them, a message says.

SUICIDE

UNHCR’s work in Libya IS difficult.
One morning the Libyan guards leaves the hangar with 140 of the interned. They are put on a truck, and driven away. In the evening they are back in the hangar, a source write in a message.
A UNHCR staff working in Copenhagen tells me that it is almost impossible to evacuate people, even the most vulnerable, women and children. At the airport, the Libyans says that the plane will not depart today. Maybe tomorrow or the day after tomorrow.
Recently a 28-year-old man from Somalia committed suicide in one of the detention centers. He had just been told by UNHCR, that he had very few chances to be evacuated to a safe country, The Irish Times newspaper writes on the 25. October.
On the 17th October the UNHCR send a Tweet saying that 135 particularly vulnerable refugees were evacuated from one of Libya detention centres to a camp in Niger. The evacuees had spent many months in Libya’s Detention centres and was on arrival in Niger malnourished and sick.
Yesterday UNHCR in Libya send a Tweet saying that the Libyan coast guard had rescued 100 refugees and migrants of different nationalities from the Mediterranean Sea.
UNHCR was in place with food, water, dry clothes and medical care, the Tweet said. And the people were brought to one of the detentionscenters in Tripoli.
When will they get out again? Will they ever get out? The political situation does not seem to change – neither in Europe nor in Libya.
On the contrary, we are working in Europe and in Denmark for more numbers of such camps.


Skriv en kommentar

EN ISKOLD BABY

 

2017-01-10-17-29-59
Hun sidder næsten direkte på det kolde stengulv. Kun en madras og et tæppe adskiller hende fra gulvets isnende kulde. Det mørke hår er dækket af en sort strikhue, kroppen er hyldet i en alt for stor frakke. Foran hende et lille elektrisk varmeapparat, der tænder og slukker, alt efter om der er noget strøm. På de udstrakte ben ligger en tæppebylt, som hun hele tiden vugger frem og tilbage. Kulden sniger sig rundt og ind og allevegne. I hjørnerne. Bag ryggen. I kroppen. Og i den mælk hun ammer sin nyfødte med.

Mustafa kom til verden på et hospital her i Athen for atten dage siden, og nu må hans mor vugge ham konstant. Ellers græder han.

Hun spørger, om jeg vil have lidt varme og flytter apparatet, så det vender mod mig.

-Nej, nej, du og dit barn skal have varmen, siger jeg og vender apparatet mod hende.

FAR PÅ MOBILTELEFONEN

Vi er i et stort klasseværelse med højt til loftet og store utætte vinduer. Kvinden, jeg egentlig er kommet for at besøge ( jeg vil kalde hende Basimaa ) har boet her på den nedlagte skole, en af Athens fjorten squats, i trekvart år. Hun venter bare på at komme op til sin mand i Tyskland, men det græske asylsystem arbejder langsomt, og indimellem er hun ved helt at opgive håbet.

-Hvis vi nogensinde kommer til Tyskland, er hun begyndt at sige. Hendes søn har kun set sin far på mobiltelefonen.

På grund af lange sagsbehandlingstider for familiesammenføring i de europæiske lande og den stadigt farligere krig i Syrien drog mange kvinder med deres børn alene mod Europa, op til de mænd, som var rejst i forvejen. Mange kom for sent, og sidder nu på niende og tiende måned fast i Grækenland.

Den primære årsag er landets langsomme asylsystem og så EU-landenes manglende vilje til at modtage flere flygtninge. Med i den kontroversielle aftale med Tyrkiet, som EU indgik i marts sidste år, var, at EU skulle sende blandt andet sagsbehandlere til Grækenland, så asylbehandlingen kunne gå hurtigere. Dette er imidlertid ikke sket, eller de, som blev sendt afsted, er trukket hjem igen. Den langsommelige behandling betyder, at kun nogle få tusinde af de mange strandede flygtninge i Grækenland indtil nu er genbosat i andre europæiske lande.

 

2017-01-11-16-16-57
KULDE, REGN OG BLÆST

Basimaa var en af de godt 50.000 flygtninge og migranter, som strandede i et limbo i Grækenland, da Makedonien i marts sidste år lukkede sin grænse for strømmen af flygtninge fra Grækenland. Sammen med 10.000 andre boede hun med sin et-årige søn i flere måneder og under kummerlige forhold i en teltlejr ved Idomini, grænsen mellem Grækenland og Makedonien. Regn, kulde, blæst og sult var dagligdagen. Alle håbede hele tiden, at grænsen igen åbnede, så de kunne fortsætte nordpå.

En dag lukkede græsk politi den improvisatoriske og uhygiejniske lejr. Flygtninge og migranter blev mod deres vilje kørt væk i busser. Nogle til lejre i store nedlagte fabrikker i det nordlige Grækenland, andre til Athen. Grækenland havde dengang som nu store problemer med at skaffe indkvartering til alle de strandede. Landet har sine egne økonomiske problemer. Sine egne mange fattige. Sine egne mange hjemløse.

Så Basimaa endte på skolen her, en tom forladt bygning besat af folk fra Athens anarkist miljø. En syrisk mand fra miljøet og bosiddende i Grækenland i mange år er boss – som flygtningene kalder ham – over skolen og dens 400 mennesker. Under sig har han også andre squats. Skolens beboere er syrere og kurdere flygtet fra krig. Mange af dem har nu boet her i månedsvis, og der er rigtig mange børn – og ældre mennesker.

Squat’ en her er som Athens andre squats selvkørende. Den får ingen hjælp fra UNHCR eller den græske regering og vil heller ikke have det. De fjorten squats eksisterer på donationer, primært fra frivillige, som rejser til Athen fra hele verden for at hjælpe. Organisationer som Læger uden Grænser, UNHCR, Røde Kors vil man ikke have inden for dørene. Heller ikke selv om Grækenland i år har haft det ekstraordinært koldt med temperaturer under frysepunktet og sne.

Og trods vinteren kommer der hele tiden nye flygtninge og migranter til landet. Enten lander de med båd på de græske øer eller de kommer ind i det nordlige Grækenland via Tyrkiet. Officielt opholder der sig godt 62.000 i landet. De nyankomne ender i overfyldte lejre eller som her i en overfyldt squat, hvis de ikke må friste livet på gaden.

SKILLEVÆGGE AF LAGNER

Basimaa har lagt et tæppe ud over det kolde stengulv. I det forhenværende klasseværelse bor fire familier med børn og en bedstemor. Skillevæggene er lagner og tæpper hængt op på snore. Sidst jeg var her, havde hver familie et lille iglotelt at sove i, men de var så snavsede, at de måtte smides ud. På etagen oven over bor Basimaa’s kusine med sine to små børn, hvor en er svært handicappet. Hun venter også på at komme op til sin mand.

Det lille elektriske varmeapparat foran os er en donation. Sådan et har alle familier, men skolens forældede elektriske system kan slet ikke bære de mange elapparater.

-Det er meget værre om natten. Så tænder alle for apparatet, og så har vi slet ingen varme. Min mand har en lejlighed i Tyskland, og så sidder vi her og fryser. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, at vi ikke kan komme op til ham. Jeg er så bange for, hvad der skal ske med os. Jeg er bange for min søn. Hvad der vil ske med ham? Hvordan vil han klare det her? Hvad hvis han bliver syg her? Jeg er bange for, at vi aldrig kommer til Tyskland, siger Basimaa, som er uddannet apoteksassistent i Syrien.

Det er ikke mere end en uge siden, at nogen smed en brandbombe ind gennem et åbent vindue i naboklasseværelset. Heldigvis skete der ikke noget, men det har gjort Basimaa meget bange:

-Jeg er flygtet fra Syrien, fordi jeg risikerede at dø. Skal jeg så dø her, spørger hun.

Det er ikke første gang en af de mange squats i Athen er udsat for et brandattentat. I sommer blev en anden hærget af brand efter et attentat. Og politiet tager sig ikke af det. De kommer nemlig slet ikke. De fleste squats ligger i byens anarkistmiljø Exarchia, og her kommer politiet kun i tilfælde af mord og lignende, får jeg at vide. Folk forventes selv at holde justits.

2016-09-12-07-53-18

 

LUGT AF URIN

På den anden side af lagnet, hvor vi sidder, bor kvinden med nyfødte Mustafa. Straks efter fødslen blev han sammen med sin mor sendt tilbage til skolen med de snavsede og kolde toiletter og baderum, stanken af urin overalt og de iskolde gange og klasseværelser. Mustafas mor har kun det tøj, hun har på, og det er hendes mands. Uden for tæppet, inden man træder ind i deres lille aflukke, står gamle udtrådte sko. De sorte slippers er hendes. De eneste sko hun ejer. Dem havde hun også på på hospitalet, da hun skulle føde. Mustafa mangler tøj. Moderen åbner op for alle tæpperne, så jeg kan se, hvad han har på. En bluse og et par små bukser. Da jeg går derfra, har jeg en ønskeliste på et par sko, str. 37, babytøj, en stor BH, og en vugge.

Mustafa græder hele tiden i kulden. Sover han ikke, græder han. Så får han lidt brystmælk, og han falder i søvn igen. Meget af natten holder han sig selv, sin mor og alle de andre familier vågne med sin gråd. Mustafas mor har store sorte rande under øjnene. Hun har været til læge med ham. Lægen sagde bare, at Mustafa græd, fordi han fik ondt i maven af hendes kolde brystmælk.

Selvom flere af Athens squats slet ikke er egnede som bolig i vintermånederne, er de fyldt med børnefamilier og bedsteforældre, som ikke har andre steder at tage hen. Squat’sene ligger i nedlagte skoler, i nedlagte kontorbygninger eller i gamle huse. Også mange mindreårige, børn og ganske unge, som er kommet til Europa uden følgeskab af voksne, havner i en af squat’sene. Nogle fungerer dog bedre end andre.

KAOTISK SITUATION

Situationen i Grækenland og på Balkan er her i vintermånederne kaotisk og kritisk. Billeder fra det nordlige Grækenland og de græske øer af flygtninge boende i tynde telte overdækket af sne har floreret på både de sociale medier og i de etablerede. Grækenlands integrationsministerium har fornylig lovet, at alle flygtninge og migranter i telte vil blive flyttet til hoteller og varme steder, men der bor stadigvæk mange under kummerlige forhold, også børnefamilier. Landet, der har nok i sine egne problemer, har besvær med at skaffe varme og sikre pladser til alle.

UNHCR har ellers fået EU-penge til at forbedre forholdene til vinteren. Der er godt 50 flygtningelejre i Grækenland. Nogen bliver hele tiden lukket, og nye åbner. De fleste i lejrene er flygtet fra krigen i Syrien, men der er også mange afghanere imellem. Ifølge avisen The Guardian har Europa-Kommissionens afdeling for humanitær bistand og civilbeskyttelse, ECHO siden april givet UNHCR 104 mio kr til at forberede den kommende vinter. UNHCR skulle for pengene flytte folk fra telte til opvarmede præfabrikerede containere og i det hele taget forbedre forholdene.

Begge organisationer beskyldes nu af andre hjælpeorganisationer for at have bortødslet pengene, efter at tusinder af flygtninge ikke var flyttet til sikre steder, da vinteren satte ind med snefald i det nordlige Grækenland allerede i begyndelsen af december, skriver Guardian.

Også den græske regering beskyldes for ikke at have brugt 670 mio kr ordentligt, penge givet særskilt af EU til at forbedre forholdene i lejrene. Ifølge avisen har ingen det overordnede overblik, og derfor skyder man skylden på hinanden.

Den kaotiske situation med manglende officielle og sikre steder, hvor flygtninge og migranter kan bo, har blandt andet skabt pres på de mange squats i Athen. Flygtninge i squat’en, hvor jeg er, beretter om, hvordan andre familier straks overtager deres plads, hvis de selv er væk et par timer. Den stærkeste overlever.

MADEN FORSVINDER

Mad er også en mangelvare. Små NGO organisationer og frivillige uddeler mad fra centralt hold til Athens squats. Den kommer til skolen, men den forsvinder, fortæller flygtningene.

Der bliver uddelt mad to gange om dagen. Morgenmaden er OK, men aftensmaden er uspiselig, siger en syrisk mand.

-Jeg har fundet små stykker af jern i risen.

En dag, hvor jeg er der, er frokosten en halv skål kogte kikærter til hver familie og så de traditionelle arabiske fladbrød.

Jeg ser på Mustafas mor. Hun ligner bestemt en, som bare er træt, træt og som trænger til masser af rigeligt og ordentligt mad, friske grønsager og frugt. I dag snakker Basimaa og hende om et eller andet på arabisk. Mustafas mor græder stille. Næste gang jeg kommer, smiler hun. En græsk mand har givet hende en lille plastikvugge. Hun fik så ondt i benene af hele tiden at sidde og vugge ham.

AFVIST AF POLITIET

Selv om Basimaa føler sig utryg i squat’en, tør hun heller ikke tage andre steder hen. Hun har prøvet at komme ind i en af de officielle lejre med et godt ry, men politiet afviste hende ved indgangen. Der var ikke plads, sagde de. Så nu holder hun godt fast i sit hjørne i klasseværelset på skolen. Så andre ikke tager pladsen, og hun står hjemløs på gaden med sin søn.

Til trods for den kaotiske situation i Grækenland vil Tyskland midt i marts måned igen begynde at sende afviste asylansøgere tilbage til landet. En talsmand for det tyske indenrigsministerium har sagt til det franske nyhedsbureau AFP, at Tyskland nu anser Grækenland som et sikkert land, og at man vil genindføre Dublin forordningen. Tyskland suspenderede i 2010 Grækenland som værende et sikkert land for flygtninge og har ikke siden sendt afviste asylansøgere tilbage.

Tilbage på skolen i Athen har kulden netop i disse dage taget fat igen, og efter en halv time kan jeg mærke den snige op gennem hele kroppen. Kvinderne spørger, om jeg ikke vil blive og sove. Jeg er sikker på, det er gæstfrit ment, men jeg takker høfligt nej. Havde det været sommer, var det noget andet.

Da jeg går, møder jeg ude på den iskolde gang en gammel mand i slippers, hvid kjortel og bare ben. Han går langsomt ned ad trappen til toiletterne på underste etage. Uden for i skolegården står en gruppe børn i fire-fem års alderen. De fryser, kan jeg se. På vej ud af skoleporten går en gruppe kvinder med børn og babyer i klapvogne.

————————————–

Riad og hans familie blev et par dage efter flyttet til et hotel, sponsoreret af private. Basimaa og alle de andre sidder stadig tilbage i squat’en.

 

2017-01-10-17-28-05


Skriv en kommentar

FACES OF WAR – refugee crisis

 

 

image

This charming girl I met in the beginning of my journey, in October at the quay in Kos city. She is from Afghanistan, and one morning, when I came down to the quay with all the small tents, she was just sitting there with her whole family among all the other refugees. She had arrived the same night onboard a crowded rubber boat from Turkey.

image

Her and her family had just survived a long and dangerous journey to reach Europe. With human traffickers they had been going through Afghanistan, Iran and Turkey in old cars, in buses and they had climbed steep mountains. Through the mountains her dad was carrying her old grandmother at his back, and her mother carried the baby. She herself had to walk. Now she is tired and hungry, but still able to smile.
Before she can continue her journey to the mainland of Europe, she has to get registered with the police on Kos.
Meanwhile her mother is struggling with her smallest sister. On the three weeks journey the smugglers only gave them bread and water to eat, and her mum have no more milk for the baby. The baby is starving and she only wants to be breastfeeded. She does not want the milk filled up with water in the bottle, UNHCR have given her mum. So now she is just screaming hysterically like babies do, when they don’t understand, what is going on.
Wonder where this little girl and her big family are now?

image


Skriv en kommentar

FACES OF WAR – refugee crisis

 

image

 

This little happy boy I met on the Greek Island of Leros in November.
Together with his grandparents and his sister he was just sitting there in the refugeecamp smiling with his two teeth. They were fleeing the war in Iraq.
First he made it all the way through Turkey. Then he survived the dangerous voyage in a small robberboat across the Aegansea together with 50 other refugees, and then he landed in the middle of the night on the military Island of Farmakonisi.
The Greek military was slow, they did not come to pick him up, and he had to stay on Farmakonisi for several days together with 500 other refugees. All the time more and more people landed on the Island and in the end it got quite crowded with refugees on the rocks, and it was freezing cold in the night. The soldiers on the Farmakonisi gave him a packet of biscuits every day to eat and some water, and he survived, though he in between was crying of hunger.

image

After three days of waiting, sleeping on the rocks a big militaryship came and picked up him and his family and all the other refugees in order to bring them to Leros. His grandpa had his stiff leg, and he was a bit slow entering the ship on the steep landing, so the soldiers shouted at him, and lifted the gun, as if they wanted to hit him.
Everybody were scared. Nobody bothered to tell them, where they were going, but luckily he was too young to feel the fear of the unknown.
On Leros he arrived in the refugeecamp – an old school and here he lived on a blanket in the schoolyard together with his grandpa and his beloved teapot for five days, before they were able to continue their journey.

This was before Europe closed its borders for the refugees. I wonder where this little boy is today?