anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier


Skriv en kommentar

EN ISKOLD BABY

 

2017-01-10-17-29-59
Hun sidder næsten direkte på det kolde stengulv. Kun en madras og et tæppe adskiller hende fra gulvets isnende kulde. Det mørke hår er dækket af en sort strikhue, kroppen er hyldet i en alt for stor frakke. Foran hende et lille elektrisk varmeapparat, der tænder og slukker, alt efter om der er noget strøm. På de udstrakte ben ligger en tæppebylt, som hun hele tiden vugger frem og tilbage. Kulden sniger sig rundt og ind og allevegne. I hjørnerne. Bag ryggen. I kroppen. Og i den mælk hun ammer sin nyfødte med.

Mustafa kom til verden på et hospital her i Athen for atten dage siden, og nu må hans mor vugge ham konstant. Ellers græder han.

Hun spørger, om jeg vil have lidt varme og flytter apparatet, så det vender mod mig.

-Nej, nej, du og dit barn skal have varmen, siger jeg og vender apparatet mod hende.

FAR PÅ MOBILTELEFONEN

Vi er i et stort klasseværelse med højt til loftet og store utætte vinduer. Kvinden, jeg egentlig er kommet for at besøge ( jeg vil kalde hende Basimaa ) har boet her på den nedlagte skole, en af Athens fjorten squats, i trekvart år. Hun venter bare på at komme op til sin mand i Tyskland, men det græske asylsystem arbejder langsomt, og indimellem er hun ved helt at opgive håbet.

-Hvis vi nogensinde kommer til Tyskland, er hun begyndt at sige. Hendes søn har kun set sin far på mobiltelefonen.

På grund af lange sagsbehandlingstider for familiesammenføring i de europæiske lande og den stadigt farligere krig i Syrien drog mange kvinder med deres børn alene mod Europa, op til de mænd, som var rejst i forvejen. Mange kom for sent, og sidder nu på niende og tiende måned fast i Grækenland.

Den primære årsag er landets langsomme asylsystem og så EU-landenes manglende vilje til at modtage flere flygtninge. Med i den kontroversielle aftale med Tyrkiet, som EU indgik i marts sidste år, var, at EU skulle sende blandt andet sagsbehandlere til Grækenland, så asylbehandlingen kunne gå hurtigere. Dette er imidlertid ikke sket, eller de, som blev sendt afsted, er trukket hjem igen. Den langsommelige behandling betyder, at kun nogle få tusinde af de mange strandede flygtninge i Grækenland indtil nu er genbosat i andre europæiske lande.

 

2017-01-11-16-16-57
KULDE, REGN OG BLÆST

Basimaa var en af de godt 50.000 flygtninge og migranter, som strandede i et limbo i Grækenland, da Makedonien i marts sidste år lukkede sin grænse for strømmen af flygtninge fra Grækenland. Sammen med 10.000 andre boede hun med sin et-årige søn i flere måneder og under kummerlige forhold i en teltlejr ved Idomini, grænsen mellem Grækenland og Makedonien. Regn, kulde, blæst og sult var dagligdagen. Alle håbede hele tiden, at grænsen igen åbnede, så de kunne fortsætte nordpå.

En dag lukkede græsk politi den improvisatoriske og uhygiejniske lejr. Flygtninge og migranter blev mod deres vilje kørt væk i busser. Nogle til lejre i store nedlagte fabrikker i det nordlige Grækenland, andre til Athen. Grækenland havde dengang som nu store problemer med at skaffe indkvartering til alle de strandede. Landet har sine egne økonomiske problemer. Sine egne mange fattige. Sine egne mange hjemløse.

Så Basimaa endte på skolen her, en tom forladt bygning besat af folk fra Athens anarkist miljø. En syrisk mand fra miljøet og bosiddende i Grækenland i mange år er boss – som flygtningene kalder ham – over skolen og dens 400 mennesker. Under sig har han også andre squats. Skolens beboere er syrere og kurdere flygtet fra krig. Mange af dem har nu boet her i månedsvis, og der er rigtig mange børn – og ældre mennesker.

Squat’ en her er som Athens andre squats selvkørende. Den får ingen hjælp fra UNHCR eller den græske regering og vil heller ikke have det. De fjorten squats eksisterer på donationer, primært fra frivillige, som rejser til Athen fra hele verden for at hjælpe. Organisationer som Læger uden Grænser, UNHCR, Røde Kors vil man ikke have inden for dørene. Heller ikke selv om Grækenland i år har haft det ekstraordinært koldt med temperaturer under frysepunktet og sne.

Og trods vinteren kommer der hele tiden nye flygtninge og migranter til landet. Enten lander de med båd på de græske øer eller de kommer ind i det nordlige Grækenland via Tyrkiet. Officielt opholder der sig godt 62.000 i landet. De nyankomne ender i overfyldte lejre eller som her i en overfyldt squat, hvis de ikke må friste livet på gaden.

SKILLEVÆGGE AF LAGNER

Basimaa har lagt et tæppe ud over det kolde stengulv. I det forhenværende klasseværelse bor fire familier med børn og en bedstemor. Skillevæggene er lagner og tæpper hængt op på snore. Sidst jeg var her, havde hver familie et lille iglotelt at sove i, men de var så snavsede, at de måtte smides ud. På etagen oven over bor Basimaa’s kusine med sine to små børn, hvor en er svært handicappet. Hun venter også på at komme op til sin mand.

Det lille elektriske varmeapparat foran os er en donation. Sådan et har alle familier, men skolens forældede elektriske system kan slet ikke bære de mange elapparater.

-Det er meget værre om natten. Så tænder alle for apparatet, og så har vi slet ingen varme. Min mand har en lejlighed i Tyskland, og så sidder vi her og fryser. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, at vi ikke kan komme op til ham. Jeg er så bange for, hvad der skal ske med os. Jeg er bange for min søn. Hvad der vil ske med ham? Hvordan vil han klare det her? Hvad hvis han bliver syg her? Jeg er bange for, at vi aldrig kommer til Tyskland, siger Basimaa, som er uddannet apoteksassistent i Syrien.

Det er ikke mere end en uge siden, at nogen smed en brandbombe ind gennem et åbent vindue i naboklasseværelset. Heldigvis skete der ikke noget, men det har gjort Basimaa meget bange:

-Jeg er flygtet fra Syrien, fordi jeg risikerede at dø. Skal jeg så dø her, spørger hun.

Det er ikke første gang en af de mange squats i Athen er udsat for et brandattentat. I sommer blev en anden hærget af brand efter et attentat. Og politiet tager sig ikke af det. De kommer nemlig slet ikke. De fleste squats ligger i byens anarkistmiljø Exarchia, og her kommer politiet kun i tilfælde af mord og lignende, får jeg at vide. Folk forventes selv at holde justits.

2016-09-12-07-53-18

 

LUGT AF URIN

På den anden side af lagnet, hvor vi sidder, bor kvinden med nyfødte Mustafa. Straks efter fødslen blev han sammen med sin mor sendt tilbage til skolen med de snavsede og kolde toiletter og baderum, stanken af urin overalt og de iskolde gange og klasseværelser. Mustafas mor har kun det tøj, hun har på, og det er hendes mands. Uden for tæppet, inden man træder ind i deres lille aflukke, står gamle udtrådte sko. De sorte slippers er hendes. De eneste sko hun ejer. Dem havde hun også på på hospitalet, da hun skulle føde. Mustafa mangler tøj. Moderen åbner op for alle tæpperne, så jeg kan se, hvad han har på. En bluse og et par små bukser. Da jeg går derfra, har jeg en ønskeliste på et par sko, str. 37, babytøj, en stor BH, og en vugge.

Mustafa græder hele tiden i kulden. Sover han ikke, græder han. Så får han lidt brystmælk, og han falder i søvn igen. Meget af natten holder han sig selv, sin mor og alle de andre familier vågne med sin gråd. Mustafas mor har store sorte rande under øjnene. Hun har været til læge med ham. Lægen sagde bare, at Mustafa græd, fordi han fik ondt i maven af hendes kolde brystmælk.

Selvom flere af Athens squats slet ikke er egnede som bolig i vintermånederne, er de fyldt med børnefamilier og bedsteforældre, som ikke har andre steder at tage hen. Squat’sene ligger i nedlagte skoler, i nedlagte kontorbygninger eller i gamle huse. Også mange mindreårige, børn og ganske unge, som er kommet til Europa uden følgeskab af voksne, havner i en af squat’sene. Nogle fungerer dog bedre end andre.

KAOTISK SITUATION

Situationen i Grækenland og på Balkan er her i vintermånederne kaotisk og kritisk. Billeder fra det nordlige Grækenland og de græske øer af flygtninge boende i tynde telte overdækket af sne har floreret på både de sociale medier og i de etablerede. Grækenlands integrationsministerium har fornylig lovet, at alle flygtninge og migranter i telte vil blive flyttet til hoteller og varme steder, men der bor stadigvæk mange under kummerlige forhold, også børnefamilier. Landet, der har nok i sine egne problemer, har besvær med at skaffe varme og sikre pladser til alle.

UNHCR har ellers fået EU-penge til at forbedre forholdene til vinteren. Der er godt 50 flygtningelejre i Grækenland. Nogen bliver hele tiden lukket, og nye åbner. De fleste i lejrene er flygtet fra krigen i Syrien, men der er også mange afghanere imellem. Ifølge avisen The Guardian har Europa-Kommissionens afdeling for humanitær bistand og civilbeskyttelse, ECHO siden april givet UNHCR 104 mio kr til at forberede den kommende vinter. UNHCR skulle for pengene flytte folk fra telte til opvarmede præfabrikerede containere og i det hele taget forbedre forholdene.

Begge organisationer beskyldes nu af andre hjælpeorganisationer for at have bortødslet pengene, efter at tusinder af flygtninge ikke var flyttet til sikre steder, da vinteren satte ind med snefald i det nordlige Grækenland allerede i begyndelsen af december, skriver Guardian.

Også den græske regering beskyldes for ikke at have brugt 670 mio kr ordentligt, penge givet særskilt af EU til at forbedre forholdene i lejrene. Ifølge avisen har ingen det overordnede overblik, og derfor skyder man skylden på hinanden.

Den kaotiske situation med manglende officielle og sikre steder, hvor flygtninge og migranter kan bo, har blandt andet skabt pres på de mange squats i Athen. Flygtninge i squat’en, hvor jeg er, beretter om, hvordan andre familier straks overtager deres plads, hvis de selv er væk et par timer. Den stærkeste overlever.

MADEN FORSVINDER

Mad er også en mangelvare. Små NGO organisationer og frivillige uddeler mad fra centralt hold til Athens squats. Den kommer til skolen, men den forsvinder, fortæller flygtningene.

Der bliver uddelt mad to gange om dagen. Morgenmaden er OK, men aftensmaden er uspiselig, siger en syrisk mand.

-Jeg har fundet små stykker af jern i risen.

En dag, hvor jeg er der, er frokosten en halv skål kogte kikærter til hver familie og så de traditionelle arabiske fladbrød.

Jeg ser på Mustafas mor. Hun ligner bestemt en, som bare er træt, træt og som trænger til masser af rigeligt og ordentligt mad, friske grønsager og frugt. I dag snakker Basimaa og hende om et eller andet på arabisk. Mustafas mor græder stille. Næste gang jeg kommer, smiler hun. En græsk mand har givet hende en lille plastikvugge. Hun fik så ondt i benene af hele tiden at sidde og vugge ham.

AFVIST AF POLITIET

Selv om Basimaa føler sig utryg i squat’en, tør hun heller ikke tage andre steder hen. Hun har prøvet at komme ind i en af de officielle lejre med et godt ry, men politiet afviste hende ved indgangen. Der var ikke plads, sagde de. Så nu holder hun godt fast i sit hjørne i klasseværelset på skolen. Så andre ikke tager pladsen, og hun står hjemløs på gaden med sin søn.

Til trods for den kaotiske situation i Grækenland vil Tyskland midt i marts måned igen begynde at sende afviste asylansøgere tilbage til landet. En talsmand for det tyske indenrigsministerium har sagt til det franske nyhedsbureau AFP, at Tyskland nu anser Grækenland som et sikkert land, og at man vil genindføre Dublin forordningen. Tyskland suspenderede i 2010 Grækenland som værende et sikkert land for flygtninge og har ikke siden sendt afviste asylansøgere tilbage.

Tilbage på skolen i Athen har kulden netop i disse dage taget fat igen, og efter en halv time kan jeg mærke den snige op gennem hele kroppen. Kvinderne spørger, om jeg ikke vil blive og sove. Jeg er sikker på, det er gæstfrit ment, men jeg takker høfligt nej. Havde det været sommer, var det noget andet.

Da jeg går, møder jeg ude på den iskolde gang en gammel mand i slippers, hvid kjortel og bare ben. Han går langsomt ned ad trappen til toiletterne på underste etage. Uden for i skolegården står en gruppe børn i fire-fem års alderen. De fryser, kan jeg se. På vej ud af skoleporten går en gruppe kvinder med børn og babyer i klapvogne.

————————————–

Riad og hans familie blev et par dage efter flyttet til et hotel, sponsoreret af private. Basimaa og alle de andre sidder stadig tilbage i squat’en.

 

2017-01-10-17-28-05

Reklamer


Skriv en kommentar

FACES OF WAR – refugee crisis

 

 

image

This charming girl I met in the beginning of my journey, in October at the quay in Kos city. She is from Afghanistan, and one morning, when I came down to the quay with all the small tents, she was just sitting there with her whole family among all the other refugees. She had arrived the same night onboard a crowded rubber boat from Turkey.

image

Her and her family had just survived a long and dangerous journey to reach Europe. With human traffickers they had been going through Afghanistan, Iran and Turkey in old cars, in buses and they had climbed steep mountains. Through the mountains her dad was carrying her old grandmother at his back, and her mother carried the baby. She herself had to walk. Now she is tired and hungry, but still able to smile.
Before she can continue her journey to the mainland of Europe, she has to get registered with the police on Kos.
Meanwhile her mother is struggling with her smallest sister. On the three weeks journey the smugglers only gave them bread and water to eat, and her mum have no more milk for the baby. The baby is starving and she only wants to be breastfeeded. She does not want the milk filled up with water in the bottle, UNHCR have given her mum. So now she is just screaming hysterically like babies do, when they don’t understand, what is going on.
Wonder where this little girl and her big family are now?

image


Skriv en kommentar

FACES OF WAR – refugee crisis

 

image

 

This little happy boy I met on the Greek Island of Leros in November.
Together with his grandparents and his sister he was just sitting there in the refugeecamp smiling with his two teeth. They were fleeing the war in Iraq.
First he made it all the way through Turkey. Then he survived the dangerous voyage in a small robberboat across the Aegansea together with 50 other refugees, and then he landed in the middle of the night on the military Island of Farmakonisi.
The Greek military was slow, they did not come to pick him up, and he had to stay on Farmakonisi for several days together with 500 other refugees. All the time more and more people landed on the Island and in the end it got quite crowded with refugees on the rocks, and it was freezing cold in the night. The soldiers on the Farmakonisi gave him a packet of biscuits every day to eat and some water, and he survived, though he in between was crying of hunger.

image

After three days of waiting, sleeping on the rocks a big militaryship came and picked up him and his family and all the other refugees in order to bring them to Leros. His grandpa had his stiff leg, and he was a bit slow entering the ship on the steep landing, so the soldiers shouted at him, and lifted the gun, as if they wanted to hit him.
Everybody were scared. Nobody bothered to tell them, where they were going, but luckily he was too young to feel the fear of the unknown.
On Leros he arrived in the refugeecamp – an old school and here he lived on a blanket in the schoolyard together with his grandpa and his beloved teapot for five days, before they were able to continue their journey.

This was before Europe closed its borders for the refugees. I wonder where this little boy is today?


2 kommentarer

EN JORDANSK SKRALDESPANDS-KAT FORTÆLLER

 

 

image

Hej med dig fra mig. Jeg er en jordansk skraldespandskat, og nu vil jeg fortælle om mit liv her i Amman i Jordan. Sommetider er mit liv bare så dejligt, sommetider er det rigtig sådan, du ved: Øv, Øv.

Jeg er også en arvekat, og så er jeg smuk som en norsk skovkat, siger min nye madmor. Hvad det så lige er for en? En norsk skovkat. Ja, for jeg har fået ny madmor. Det ved jeg nu ikke rigtig, hvad jeg skal mene om. Først havde jeg en, som hed Camilla. Hun gik på universitetet her i Jordan og læste arabisk. Hende var der stil over. Hun gav mig mad, og fordi hun syntes, jeg havde for mange skraldespandslopper fik jeg et loppehalsbånd på. Jeg fik også lov at ligge i hendes seng og slange mig lige så meget, jeg havde lyst.

Så lige pludselig forsvandt hun. Jeg så hun pakkede sine ting, og næste dag jeg kom, var hun væk. Jeg stod, som jeg plejede og mjavede uden for hendes dør, men det var slet ikke hende, som åbnede døren. Nej, det var en anden dame. En ældre en. Hun var ikke så fin som Camilla, for hun skulle bare se på flygtninge her i Jordan. Jeg vil nu altid foretrække at have en madmor, som går på Jordan University, istedet for en, som bare skal besøge nogen fattige og frysende flygtninge, der bor i telte og skure. Bare min nye madmor ikke også en dag kommer hjem med skraldespandslopper – eller det, der er værre.

image

 

Nåh, men jeg skal lige fortælle, at min nye madmor først boede oppe på trediesal. Her i opgangen bor også en stor familie med en mor og fire børn og så morens søster, som bor på Vestbredden i Israel, men der er ikke rart at bo, siger hun, fordi israelerne skyder med deres geværer og palæstinenserne kaster med sten, så hun besøger tit sin søster her i Amman.

Lige nu er det hele meget sørgeligt, og jeg passer på ikke at gå i vejen, fordi moren med de fire børn, (hende som bestemmer) hendes mand er i USA. Han er meget syg og ligger på sygehuset i USA. Hans store søn, Anas er ovre hos sin far, og de kommer først hjem igen om en måned, for så skal Anas giftes med sin tandlæge. Altså, hans kæreste er tandlæge. Nåh, men det er den familie, som ejer huset her – og tror de ihvertfald – også dem, som bestemmer, om jeg må være her eller ej.

Da jeg så nu havde fået en ny madmor, var jeg dog så heldig, at hun også lod mig lige og slange mig i sin seng. Men min mad måtte hun ikke stille ude i gangen, så jeg altid kunne spise, når jeg ville. Nej, hende, som bestemmer sagde, at det lugtede, og at hun skulle flytte det ind, hvor hun bor. Så hun flyttede det ind, og jeg kunne ikke længere bare spise, når jeg ville. Æv. Det er bare ikke i orden at behandle en ægte skraldespandskat på den måde. Det er ikke i orden, når forholdene for ens liv hele tiden bliver forringet.

Nåh, men jeg hyggede mig med min nye madmor og hendes seng, men når jeg havde været der nogen timer, smed hun mig ud:

“Du skal ud og tisse,” sagde hun. Javel. Det skal jeg da ikke have andre til at bestemme, hvornår jeg skal tisse. Nej, synes du vel?

Nåh, men min nye madmor blev forkølet og hostede hele tiden, og så forsvandt hun en hel uge.

“Jeg skal ned i varmen for at blive rask,” sagde hun og lod bare mig være alene. Så måtte jeg i skraldespandene igen for at blive mæt. Sikke et katteliv. Jeg siger dig at skulle slåes med alle de beskidte katte om maden i skraldespandene. Det er altså ikke noget for en flot norsk skovkat i Jordan.

image

 

Nåh, men hun kom da tilbage til sidst, og jeg veg ikke fra min plads i sengen, medmindre hun smed mig ud for at tisse. Hun beklagede sig hele tiden over, at det var så koldt i den lejlighed, og hun sad foran gasovnen med et tykt tæppe på og skrev noget. Altså, hvad havde hun forventet her i Jordan midt om vinteren. At hun kunne gå rundt i bikini?

Det er også, fordi de jordanere ikke har forstand på at isolere deres huse, sagde hun, og så hostede hun videre.

En aften var der en fin mand på besøg. Han læste også på Jordans Universitet. Han havde en fin hvid kjole på og et lille bitte, bitte skæg og kom fra Singapore og skulle være her i flere år, fordi han læste islamiske studier på Jordans Universitet. Der var også en dame med fra Malaysia. Hun læste også på Jordan University. Ved slet ikke, hvordan min nye plejemor, der bare skal besøge fattige flygtninge, har fået fat i så fine mennesker, men en gang imellem kan alle jo være heldige.

Nåh, men nu vil jeg slutte for ellers bliver det for langt, siger min nye madmor. Jeg ville ellers fortælle om, hvordan jeg ikke længere må ligge i hendes seng og slange mig, men det bliver næste gang. Min madmor tror også, jeg er gravid. Det ved jeg nu ikke rigtig, om jeg tror på.

Hej fra mig, den jordanske skraldespandskat. Håber du vil læse med næste gang, jeg skriver noget.

 

image

Ja, sådan ser der ud her i Amman, når solen står op. Udsigten er fra min madmors vindue.


Skriv en kommentar

8. oktober tager jeg afsted til øerne Kos og Lesbos, hvor syriske flygtninge og immigranter sommeren igennem dagligt er gået i land efter en farefuld færd i gummibåde fra Tyrkiet over Ægæerhavet.

I starten af december rejser jeg videre til Jordans hovedstad Amman, hvor jeg vil “overvintre”. Og ja, jeg har undersøgt sikkerhedssituationen i Jordan. Den jordanske konge, Abdullah 2. af Jordan har godt styr på landet.

Både i Grækenland og i Jordan vil jeg forsøge at sætte ansigter på den store flygtningestrøm, vi, Danmark, Europa og Syriens nærområder oplever i øjeblikket. Undervejs vil jeg her på bloggen skrive om de mennesker, jeg møder og fortælle om mine oplevelser.

Flugtens veje ind i det forjættede Europa ændrer sig hele tiden. Turen fra Tyrkiet over Ægæerhavet til de græske øer Kos og Lesbos er kort, men efterårsstormene er så småt snart sat ind i det smalle stræde. Vil det stoppe flygtningestrømmen den vej?

I Jordan lever en halv million registrerede syriske flygtninge og flere hundrede tusinder ikke- registrerede. Netop nu, hvor vinteren nærmer sig, har FN af mangel på penge været nød til at stoppe sit fødevareprogram til 250.000 flygtninge. Herhjemme og i Europa taler… og taler vi igen om at hjælpe i nærområderne, så de mange flygtninge ikke kommer til os, men hidtil er det mest blevet ved ordene.

Og mens vi taler, nærmer vinteren sig og gør tilværelsen endnu mere ulidelig for de millioner af mennesker, som lever en kummerlig tilværelse i Syrien og dets nærområder.

Håber du vil følge min vej her på bloggen.


Skriv en kommentar

En familie i et blåt hus

image

Gammel fiskekutter.

Endelig er det lykkedes mig at finde en landsby, hvor jeg kan bo blandt mænd, kvinder, børn, katte og hunde og rotter. Stedet er en lille fiskerlandsby ved en smuk flod her på Borneo. Jeg er indlogeret hos en familie, som har et homestay, i et blåt hus og med blå blomstrede gardiner allevegne. På væggen ved siden af det blå gardin ind til mit værelse hænger bryllupsbilleder af Nini og hendes mand. Nini i en stor hvid kjole med blonde pufærmer og sort tørklæde, og hendes mand, som er ved militæret i flot hvid uniform.

Nini har en lille glad datter, som stavrer omkring på stadig usikre ben, og som er i pilfingret alderen. Så bor her Ninis mor, en meget stor dame, som efterhånden har svært ved at bevæge sig, og Ninis søster, som også hælder til de overvægtige, kommer og laver den mad, som familien insisterede på skulle ind i min lejepris. Desuden er her sommetider en krølhåret pige i fem årsalderen – vist nok Ninis søsters datter – som ikke kan lide mig, ihvertfald stikker hun i et højt hyl hver gang, hun får øje på mig.

image

Nini, hendes mand og datter på en enorm strand.

Familien har en nevø i trettens års alderen boende. Jeg tror ikke, han går i skole, til gengæld er han travlt optaget af at passe på Ninis livlige datter. Hans mor bor i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur og er gift med en fra Nigeria, som ikke kan være far til nevøen, kan jeg da se på hans glatte hår. Som fast inventar i huset er også en køn pige på en elleve år. Vist naboens datter, ihvertfald kommer hun hver morgen gående fra genboens blå hus og herover. Måske kan hun bedre lide at være hos Nini end hjemme? Eller måske har de ikke noget fjernsyn i hendes hjem, for hun er overordentlig glad for at se fjernsyn, har jeg bemærket?

Derudover vandrer et ukendt antal familiemedlemmer ud og ind ad de altid åbenstående døre, blandt andet er der en, som er taxachauffør og kan lidt engelsk. Han kommer med grønsager, hentet lige fra junglen, fortæller han begejstret turisten.

image

Et andet blåt hus.

Den eneste turist jeg har mødt her i landsbyen er mig selv, og det vækker selvsagt enormt opsigt, når jeg kommer gående under min blå paraply i den stegende sol. Alle her er meget venlige – og nysgerrige.

Samtalen forløber sådan her:

“Hvor skal du hen?” N

Næste spørgsmål: “Hvor kommer du fra?”

Og så: “Er du alene her?” og “Har du børn?”

Sådan en samtale kan godt tage sin tid, for den udspørgende, som altid kan en smule engelsk, skal nå og oversætte mine svar til malaysisk, så de omkringstående kan følge med. Først når alle har fået at vide og forstået, “hvor jeg bor i landsbyen”, “hvor meget jeg betaler” og “hvor længe jeg bliver”, kan jeg få lov at gå videre.

Spørgsmålet om, hvor jeg kommer fra er ikke så lige til at besvare, som det lyder. Den del af Borneo, hvor jeg nu har opholdt mig i snart to en halv måned er malaysisk, og derfor er en stor del af befolkningen muslimer. Men her er også kristne og kinesiske buddhister, og alle lever i bemærkelsesværdig fred med hinanden, noget vi godt kunne lære af derhjemme. De fleste i landsbyen her er muslimer, og da jeg ikke ønsker at blive delagtiggjort endsige stå til ansvar for nogen hjemlige muhammedtegninger, eller få problemer af den grund, fik jeg den første dag sagt, at jeg er fra Sverige.

image

Der sælges fisk.

Da anede jeg ikke, hvor mange gange jeg skulle fortælle, hvor jeg kommer fra, og på et eller andet tidspunkt begynder ordet Sverige at ligge forkert i munden. Så nu siger jeg som sandt er, at jeg kommer fra Danmark, og er lidt spændt på, om der er nogen reaktion. Men tilsyneladende ikke. Jeg har opdaget, at de fleste her på øen slet ikke kender et land, der hedder Sverige, så det gælder nok også her ude i landsbyen. Danmark kender de fleste derimod, og nævner noget med en eller anden gammel tennisstjerne.

Livet i landsbyen er varmt, enormt varmt og noget mere primitivt end bylivet. Monsunregnen er næsten stoppet nu, og det bliver bare varmere og varmere. Min app på telefonen siger 31 grader med en luftfugtighed på 74 procent, så det føles som 39 grader, advarer samme app.

Mit værelse er stegende, og jeg tilbringer det meste af tiden på en lille restaurant nede ved floden, hvor det lufter herligt. Eller på landsbyens nye internetcafe med en aircondition kørende, der får en til at fryse. Når jeg skal i bad foregår det med en spand vand, og jeg har måttet bede Nini om en ekstra madras til at lægge oven på den, der ligger der i forvejen. Efter et par nætter på en madras, der er så hård, at jeg lige så godt kunne ligge på gulvet, er jeg fuldstændig radbrækket om morgenen og kan næsten ikke komme ud af sengen. Men nu føler jeg mig næsten som prinsessen på ærten, ihvertfald ligger jeg så blødt, at jeg må møve mig hen på kanten af madrassen, hvis jeg ikke skal synke ned i et helt hul.

Læs med næste gang om et forsøg på indbrud og en kjole med lange ærmer.

image

Tidlig morgen på floden.