anettes blog – on the road

refugees and migrants telling their stories


2 kommentarer

When the nightmares comes – he paints as a crazy man

Photo: Omar Shammout

 

Afanwi Neba is a gifted artist who had to flee a brutal civil war in his home country Cameroon. Less than a year ago, he arrived at the refugee camp Vial on the Greek island of Chios. At nights in his dreams the war still attacks him. He gets up and chase away all the bad memories of torture and the dead bodies by painting his happy images.

 

-She picked me up from nothing, the African artist Afanwi Neba says about Kayra from US. In the Greek refugee camp Vial she gave him colors and canvas, so he could paint again. From that day on he spend most of the time in the tent creating one artwork after the other. Sixty pictures in just three months. Made in acrylic, filled with small details and made out of the memories and colors he remember so well from his home country Cameroon.

The paintings he made in the tent are spread all over the world. Sold by the small NGO Love Without Borders – For Refugees In Need. At exhibitions and shows in the United States, Canada and Europe arranged by Kayra Martinez. The money is paid to the artists so that they can sustain their lives.

Læs resten


Skriv en kommentar

Når mareridtene kommer – maler han som en gal

 

 

Afanwi i et af Athens mange parkanlæg. Foto: Omar Shammout

 

Afanwi Neba er kunstner og flygtet fra en brutal borgerkrig i det afrikanske land Cameroun. For mindre end et år siden ankom han til flygtningelejren Vial på den græske ø Chios. Om natten kommer krigen stadig til ham. Så hjælper kunsten ham, og han står op og jager minder om tortur og lig i gaderne væk ved at male glade billeder.

-Hun samlede mig op fra ingenting, siger kunstneren Afanwi Neba om amerikanske Kayra, som i flygtningelejren Vial på den græske ø Chios gav ham farver, lærred og pensel, så han igen kunne male. Fra den dag sad han næsten uafbrudt i teltet og skabte det ene værk efter det andet, tres billeder på tre måneder. Værker i acryl, mættet med detaljer og skabt på de minder og den farverigdom, han har i sig fra livet i det Cameroun, han pludselig måtte forlade for et årstid siden.

Billederne han malede i teltet i flygtningelejren er nu spredt over hele verden. For på udstillinger og i shows i USA, Canada og Europa sælger Kayra Martinez fra ngo’en Love Without Borders flygtningenes billeder. Pengene går ubeskåret til kunstnerne, så de kan opretholdele livet.

-Jeg lægger alle mine følelser i lærredet. Jeg prøver at skabe smukke ting, der tager mine bekymringer væk. Jeg tager alle mine sorger og sætter dem på lærredet. Jeg vil ikke lave negative billeder. Jeg vil lave noget, der får mig til at føle, at jeg er som mine billeder, at jeg er glad, siger Afanwi.

Før den dag, han uventet mødte Kayra, var gået en angstfyldt flugt fra borgerkrigen i hjemlandet Cameroun. En rejse der stadig vender tilbage i form af natlige mareridt. Først gennem tæt jungle og uden mad og rent vand fra Cameroun til Nigeria, ankomsten med fly til Tyrkiet, alene og prisgivet menneskesmuglere, senere en livsfarlig tur i en overfyldt gummibåd til Grækenland overbevist om, at dette ville han ikke overleve. Ankomsten til øen Chios. Livet i en overfyldt flygtningelejr. Den kolde, våde og blæsende vinterkulde i teltet, han delte med seks andre afrikanere. Og så pludselig en dag evakueringen til det græske fastland og et turisthotel tæt på en mindre græsk kystby.

-På Chios begynder jeg at komme i et flygtningecenter. Jeg fortalte en frivillig der, at jeg maler, og han kikkede på det, jeg lavede og så, at jeg kunne noget. Så blev jeg frivillig og underviste børnene i at tegne og male. Og jeg mødte Kayra. Hun gav mig materialer, og det er på den måde, jeg begyndte at tegne i Europa, fortæller Afanwi.

 

BRØDRE OG SØSTRE

 

Vi sidder på et par stole på et værelse i en lejlighed i det indre Athen. Gardinerne er trukket for og her er halvmørkt. Der står to senge i rummet og et par kufferter og et lille bord. På den ene seng sidder en spinkel sort kvinde med et stort hår, optaget af sin ipad og en tallerken ris. På den anden to mænd. Alle er de flygtet fra Cameroun. Nu er de Afanwis familie her i Grækenland.

-De er mine brødre og søstre nu. Vi har fulgtes ad, siden vi boede i lejren på Chios, siger han.

Det er kvinden med det store hår, som bor i værelset. De to mænd er af UNHCR placeret på et billigt hotel i et af Athens mere lyssky kvarterer. Afanwi selv er blot på besøg. De sidste tre måneder har han boet på  turisthotellet tre timers buskørsel og derefter en halv times gang fra Athen.

-Vi skal flyttes til et andet sted meget snart, fordi der skal bo turister på hotellet. Jeg ved ikke hvor. Jeg ville gerne her til Athen. Jeg kan godt lide Athen. Jeg kan godt lide, at her er så mange nationaliteter. Det er spændende at møde mennesker fra andre lande, som dig fra Danmark og Kayra fra USA, siger han på sin rolige måde.

Uvisheden omkring sit liv gør Afanwi bange og urolig. Han har søgt asyl i Grækenland, men et meget langsomt arbejdende asylsystem betyder, at der kan gå år, før han ved noget endeligt.

-Du kan ikke se eller mærke det på mig, men jeg har svært ved at styre mine følelser i øjeblikket, fortæller han. Jeg græder meget, og så er der alle mareridtene. Om alt det der skete i Cameroun. Om natten her i Grækenland kommer krigen, og jeg drømmer om ligene i gaderne.

Afanwi maler på sit værelse på et hotel i en græsk kystby.

Når mareridtene kommer, står Afanwi op og maler resten af natten. Så undgår han at sove og arbejder – med egne ord – hårdt.

-Det er forvirrende og frustrerende ikke at kende sin fremtid. Ikke selv at kunne bestemme. Jeg ønsker bare så meget at få min frihed. Det er derfor min kunst virkelig hjælper mig. Når jeg arbejder, glemmer jeg alt omkring mig.

-Livet som flygtning er stressende, og jeg er forvirret, fortsætter han. Hvis det ikke var for krigen i mit land, ville jeg jo ikke være her. Jeg havde været tre måneder i Vial, så blev vi flyttet. Jeg ved ikke hvorfor. De siger ikke hvorfor. Det er UNHCR, der bestemmer. Du får bare at vide, du skal ind i en bus. Bussen tager dig til havnen, hvor du går ombord på et skib, der tager dig til Athen. I Athen stiger du ind i ny bus, der tager dig til hotellet, hvor jeg bor nu. Jeg ved ikke, hvor næste sted bliver. Om vi skal tilbage til Vial, eller hvad vi skal. Men jeg ved, at hvis jeg tager tilbage til Cameroun, bliver jeg skudt.

Afanwi kommer fra en lille engelsksproget enklave i Cameroun. Resten af landet er fransktalende, og de som bor i den engelsktalende del har altid været undertrykt. En dag fik folk nok, og de begyndte at demonstrere i gaderne. Siden har urolighederne udviklet sig til en blodig borgerkrig.

-Lige nu i Cameroun brænder militæret vores huse ned. De voldtager kvinderne, og folk bliver skudt i gaderne. Jeg var med i gadedemonstrationer, og min ældre bror var involveret i politiske aktiviteter. Han fotograferede, hvad politiet gjorde ved de unge i gaderne og al korruptionen og spredte det på sociale medier. Flere gange blev han arresteret og tortureret, og den sidste gang han blev løsladt, flygtede han. Der var flere år, hvor vi ikke vidste, hvor han var, indtil han nu er dukket op i Storbritannien, fortæller Afanwi.

 

 

FÆNGSLET OG TORTURERET

 

Ved oprørets begyndelse boede Afanwi på en kostskole. Han tog hjem til landsbyen, da han hørte om opstanden, strejkerne og militæret, der skød.

-En dag hvor jeg er i min fars hus, bliver der skudt uden for, og soldaterne smadrer vores dør. De tror, min bror er i huset, og de kom altid og hentede ham. Da de den dag kommer ind, tror de, jeg er min bror, fordi vi ligner hinanden, og de slår mig bevidstløs med deres geværer. De tager mig med, mens jeg er bevidstløs, og bringer mig til en militærlejr, hvor jeg bliver låst inde i et rum sammen med nogen andre.

-Der er mennesker i rummet, som er blevet skudt og som ikke får nogen behandling. To dør mens jeg er der. Der er helt mørkt døgnet rundt, og hver dag torturerer de dig, så du ikke tror, du vil overleve, fortæller Afanwi.

– Jeg blev ved med at sige, at de havde fat i den forkerte, at jeg ikke var min bror, og en dag lod de mig gå igen. Så blev jeg taget anden gang og igen udsat for tortur. Og vi blev tvunget til at tale fransk, selv om vi hverken taler eller forstår det. De tvang mig til at indrømme noget, jeg intet kendte til omkring oprøret, og jeg blev slået og sparket. Jeg har stadig ar på kroppen efter behandlingen.

Afanwi tænder en cigaret. Han plejer ellers ikke at ryge, pointerer han.

Da han anden gang bliver taget og udsat for slag og tortur, begynder han at indse, at han må flygte til et sted, hvor der er sikkert. En dag kommer soldaterne igen. De skyder hans far i benet, men faderen når at råbe til ham, at han skal løbe.

-Jeg løber ud af husets bagdør. Uden at vide, hvad der er sket med min far. Jeg har det i hovedet, at jeg kan flygte til landsbyen, hvor jeg er vokset op. På vejen ligger en masse døde kroppe. Det er skræmmende. Jeg kan jo også blive skudt. Den næste dag er der de samme uroligheder i landsbyen som i byen. Folk bliver skudt, og kvinderne voldtaget. Oprørerne tager ind til byen og kæmper, og så tager de ud til landsbyerne bagefter. Derfor kommer militæret ud for at lede efter dem. Vi er en masse unge som mig selv, der beslutter at flygte til Nigeria, og vi går gennem junglen i tre uger, hvor vi lever af mangoer og bananer og drikker forurenet vand, fortæller Afanwi.

I Nigeria bor han tre dage på gaden, indtil han får fat i en ven til sin far. Han inviterer ham til at bo i sit hus.

-Han beskyttede mig og sagde, at jeg skulle holde mig væk fra gaden, fordi vore soldater var der. De kom og anholdt folk fra Cameroun og tog dem med tilbage og låste dem inde. Han lovede, at han ville finde på noget for mig.

Efter tre uger kommer faderens ven med et nigeriansk pas med Afanwis navn og billede og et visa til Tyrkiet.

-Jeg ved ikke, hvordan han fik fat i det, men han forlod mig ikke, før jeg sad i flyet. Det var i juni eller juli 2018. Jeg kan ikke helt huske det.

 

 

Afanwi i teltet i lejren Vial på Chios.

 

I HÆNDERNE PÅ

MENNESKESMUGLERE

 

Afanwi og jeg er mødtes igen. Jeg skal høre hans historie færdig. Denne gang sidder vi i den tidlige forårssol på en café i Athens gamle kvarter Monastraki. Vi har udsigt til Akropolis, som Afanwi elsker. Han har lagt en video ud på Facebook, hvor han benovet kravler op på bjerget til det berømte sted.

Der er lige plads til staffeliet i teltet.

Afanwi er ikke kun god til at male. Han er også god til at fortælle:

-Min fars ven giver mig også penge med til mad og ophold og han siger, at jeg vil møde nogen i Istanbul, som vil tage sig af mig. I Istanbul vil jeg få at vide, hvad jeg skal næste gang i mit liv. Jeg møder så den her nigerianske mand i Istanbul. Han siger, at jeg ikke kan blive der. Der er ikke noget arbejde at få og der er heller ingen sorte mennesker i Istanbul, så han vil sende mig til Izmir i det vestlige Tyrkiet, hvor der er andre sorte. Hvor jeg kan møde nogen venner.

-I det hotel jeg bor på i Izmir er der andre sorte, fortsætter han, og i restauranten møder jeg nogen arabere. Da jeg har været der en uges tid, spørger de mig, hvad jeg laver der? Hvad jeg vil med mit liv? Jeg svarer, at det ved jeg ikke. Jeg er kun kommet til Izmir, fordi jeg har hørt, at jeg har sorte brødre der. Araberen siger, at han kan hjælpe mig, og at han ikke mener, Tyrkiet er godt for mig.

Manden spørger nu Afanwi, om han har penge. Afanwi nikker. Han har næsten 700 euro.

-Han sagde så, at han ville sende mig til Grækenland, men han sagde aldrig noget om, hvordan jeg skulle komme til Grækenland. Om jeg skulle flyve, køre i bil eller med en færge. Jeg vidste ikke andet om Grækenland, end at det var nær Tyrkiet. Det havde jeg lært i skolen, men jeg anede ikke, hvor det lå. Det eneste, han sagde, var, at jeg skulle vente ved et busstoppested, og at der ville komme en hvid bil, og at jeg skulle stige ind i den. Denne person ville så tage mig til Grækenland.

Ved busstoppestedet kommer ganske rigtigt snart en hvid bil med sorte ruder, og Afanwi stiger ind, som han har fået besked på.

-Der er andre mennesker i bilen og snart er vi ude på en motorvej. Vi ankommer til en strand. Det er allerede mørkt, ja. Alle siger bare: Kom ud af bilen. På stranden ser jeg, at der er en masse andre mennesker, arabere, syrere, congolesere og folk fra mit eget land Cameroun.

-Hvad laver jeg her, tænkte jeg? Hvad hvis de slår mig ihjel? Var vi allesammen blevet arresteret? Jeg var forvirret. Og jeg var rigtig bange. Det var som om jeg var blevet solgt. Måske skulle jeg være slave? Jeg var så bange. Alle de andre var også bange. Senere kom de så med en gummibåd og de pumpede luft i den. Alle spurgte, om det var sådan her, vi skulle ende? Ingen vidste, hvad der skulle ske. Det var lidt anderledes for mig, fordi jeg kunne snakke engelsk, og en af smuglerne kom hen til mig, da han spurgte, om nogen snakkede engelsk, og jeg svarede ja.

Manden siger nu til Afanwi, at når de kommer til Grækenland, skal han sige, at han ingenting ved. Og han spørger, om han har et pas, og han tager det.

-Hvis jeg ville sælge det, så skulle de nok se efter mig, fortæller Afanwi.

-Jeg er så bange. Det er mørkt, og jeg ved ingenting. Så siger manden, at jeg skal gå først i båden. De andre kommer også i. Det er helt mørkt, og vi kan ikke se, hvor vi skal hen. Der er kun vand og vandet virker kun, som om det ønsker, at båden skal synke. Da vi sejler ud, er vi en masse mennesker ombord, omkring halvfjerds. Gravide, nyfødte, små børn. Det er i august, men jeg kan ikke huske datoen.

 

LOST IN THE SEA

 

Vi holder en pause i fortællingen. Over for cafeen er en butik, hvor de sælger malerier. Afanwi spørger, om jeg vil med ind og kikke. Vi går derhen, mens Afanwis ven, som også er her, passer på vores bord. Butikken er fyldt med malerier. Allevegne står eller hænger de. Nogen bedre end andre. Bag en disk sidder en mand med et stort moustache. Afanwi fortæller manden, at han også maler og spørger, om han vil sælge hans billeder i sin butik? Galleriejeren er vældig flink og rækker ham sit visitkort. Da vi igen kommer ud i solskinnet, er Afanwi helt oplivet.

 

 

-Det er min drøm at få sådan et galleri, siger han så. Vi snakker lidt om mulighederne for at åbne en butik, før han fortsætter sin historie:

-Det var sådan, vi blev ”lost in the sea.” Vi vidste ikke, hvor vi skulle hen. Hvilken retning. Ingen har sagt noget. Nogen begynder at græde, andre at ringe på deres telefoner. Jeg græder. Jeg kan ikke se noget land. Kun vand. Jeg tænker, at den her båd ikke kan tage os tværs over Middelhavet. Jeg aner intet om, hvor langt der er, og så har jeg hørt om alle de, som drukner i Middelhavet. Vi har ingen markeringer. Vi har ingenting. Vi fortsætter bare. Forsæt….fortsæt……

Men så dukker et skib op. Det kommer sejlende langt væk fra. Det er den græske kystvagt, og det sejler hen mod den overfyldte gummibåd.

-Det er sådan, vi bliver reddet. Det er sådan, politiet kommer og redder os fra havet. De tager os til Grækenland og så til flygtningelejren, siger Afanwi.

-Jeg er kristen, og da vi når Grækenland, takker jeg Gud for, at han har reddet mig. Jeg troede, jeg skulle dø på havet. Jeg tænkte, at den båd kan ikke tage os tværs over Middelhavet.

 

KULDE OG BLÆST

 

Nu begyndte en hård tid i flygtningelejren:

-Det var rigtig, rigtig svært på øen. Jeg var der i tre-fire måneder. Nogen er der meget længere. Jeg sad inde i mit telt og malede, fordi jeg ikke vidste, hvad UNHCR ville sige. Jeg ville beskytte mine billeder. UNHCR bestemmer alt, og jeg var bange for alting. Jeg er stadig bange, fordi jeg ikke har fået mine papirer endnu. Jeg har ingen dokumenter. Jeg aner ikke, hvad de vil gøre ved mig. Jeg prøver at være rolig og gøre mine ting, men det er, som om du ingen fremtid har. Jeg aner ikke, hvad der vil ske næste gang i mit liv. Og ingen siger til dig, hvad der vil ske. Hvis de deporterer mig tilbage til Cameroun, vil jeg blive skudt. UNHCR siger til mig, hvornår jeg må gå ud. Og hvornår jeg skal være tilbage. De kontrollerer mit liv. Det er ikke rart. Hvis jeg får asyl, vil jeg blive meget glad.

Afanwis store ønske er at bo her i Grækenland, få en lejlighed, male, have udstillinger og så måske få et galleri. Og så kunne han godt tænke sig at undervise børn i at tegne og male.

I Cameroun malede Afanwi også. Hver gang han havde lidt penge, købte han farver og lærred. Hans mor var meget syg, og da han var tæt knyttet til hende, var han hjemme og passe hende. Imens malede han og malede, og alle billederne bare hang på væggene eller stod i et rum.

-Hvis der så kom nogen og besøgte min mor, fik de et maleri som gave. Jeg har aldrig gået på kunstskole og lært det. Det var bare ikke en mulighed. Jeg solgte heller ikke noget i Cameroun. Da jeg gik på highskole, mødte jeg en amerikansk kvinde. Hun tilskyndede mig til at blive ved med at male. Og når andre kunstnere i Cameroun så mine billeder, sagde de, at jeg skulle blive ved med at male, at det var godt, og at jeg en dag ville blive kunstner. Jeg blev altid meget glad, men jeg kunne ikke gå ud og kikke efter gallerier, hvor jeg kunne udstille mine billeder, fordi jeg jo skulle passe min mor. Så jeg fortsatte bare med at male derhjemme.

I faderens hus i Cameroun hænger stadig en masse af Afanwis værker. Han åbner sin telefon og viser mig dem. En masse dejlige billeder som han måtte efterlade bag sig. Men talentet tog han med sig:

-Det første omkring min kunst er, at jeg elsker det. Jeg maler ikke for andre mennesker. Jeg gør det for mig selv. Fordi det gør mig glad. Jeg elsker hvert et billede, fordi jeg har skabt det. Så når nogen køber min kunst, værdsætter jeg meget, at den person hjælper mig. I starten hjalp min kunst mig ikke, men jeg blev ved, fordi jeg elsker det, men nu køber folk det, og den person hjælper mig, så jeg kan male mere og betale husleje og mad.

Da Afanwi blev evakueret væk fra vinterkulden i flygtningelejren på Chios og flyttet til turisthotellet ved den græske kystby, var han stadig bange for, at UNHCR skulle opdage, at han malede. Så han fortsatte med at male i skjul på sit hotelværelse.

-Men rengøringspersonalet, som kom på mit værelse, så det, og de fortalte det til alle. Kom og se, hvad han har lavet, selv om han er flygtning, sagde de. Trods alle hans problemer kan han lave det. Og folk begyndte at komme på mit værelse for at se den store kunstner. Jeg blev så glad, fordi nogen kom for at se mit arbejde, og det var sådan, jeg fik min første udstilling i mit liv – på et kaffegalleri. Folk elskede mine billeder, selv om jeg ikke kunne snakke græsk og tale med dem.

 

TRYG I GRÆKENLAND

 

En måned er gået og Afanwi har fået et sted at bo i Athen. Vi mødes på en bænk på Victoria Square i byens anarkistkvarter Exarchia. Rundt om os sidder, står og hænger en masse afghanere. Hver dag kommer nye flygtninge og migranter til Grækenland. De kommer til øerne, eller de kommer ind i nord fra Tyrkiet. I marts 2016, da Makedonien mod nord pludselig lukkede sin grænse, og tusinder af flygtninge og migranter ikke kunne komme videre og strandede i Grækenland, slog netop afghanerne sig ned her på Victoria Square. I tusindtal. Pladsen var fyldt med mennesker og bagage. De sov her. De spiste her. Og børnene legede her, indtil politiet fjernede dem og kørte dem til en nyoprettet flygtningelejr uden for Athen.

I dag samles de stadig på Victoria Square. Kvinderne på bænkene. Mændene står i grupper og snakker. Børn leger. På cafeerne sidder græske pensionister med avisen og en kop stærk græsk kaffe. Flere arabisk udseende mænd går over pladsen. Syrerne og irakerne holder til på en kirkeplads ikke så langt herfra. Og så sidder vi her. En kunstner fra  Afrika og en journalist fra Danmark.

Afanwi har lejet et værelse i en lejlighed, hvor der bor to andre. Huslejen betaler han med de penge, han tjener på sine billeder, og han har fået en hjemmeside. Han har det bedre end da vi aller først mødtes. Der er kommet mere ro på, men fremtiden er stadig et kapitel, han ikke kender. I sommer skal han have en udstilling på Bornholm, selv om han ikke selv kan være til stede.

-Jeg håber virkelig, jeg får asyl her i Grækenland. Jeg har aldrig følt mig så tryg i et land som her, siger han.

Vi sidder og siger ingen ting. Kikker på de mange fremmedartede mennesker. Grækerne har store hjerter og velkommer de mange mennesker fra fjerne lande. Når bare de klarer sig selv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Skriv en kommentar

Fra Libyen til Italien – hvor er biblioteket?

 

Migrantlejren på den italienske ø Sicilien

Det første Adane spørger efter, da han lander på Italiens kyst efter tre døgns livsfarlig sejlads i en overfyldt båd er et bibliotek. Adane er ung og migrant/flygtning fra Etiopien. Adane er forfatter og har fået udgivet to bøger i sit hjemland med digte og prosa, hans store interesse filosofi, og så er han ung og flygtning fra Etiopien.

Han satte ud fra Libyen sammen med 180 andre. I tre døgn sejlede de rundt på må og få, indtil et redningsskib samlede dem op. Først sagde Malta nej til at skibet måtte lande sin last af mennesker på øen. Senere fik det tilladelse af de italienske myndigheder til at sætte dem i land på øen Lampedusa. Derfra blev de bragt videre til Sicilien og overflyttet til en lejr i en mindre by på øen. Det havde været tre sande rædselsdøgn i en større træbåd på det vinterkolde hav. På et tidspunkt gik motoren i stå, men det lykkedes at få gang i den igen. Lettelsen var enorm, da redningsskibet endelig samlede dem op. Da er det mere end en uge siden, de satte ud fra Libyens kyst.

Han har selv mærket, hvordan

libyske fangevogtere og

kriminelle bander begår

overgreb.

Jeg får beskeden på Messenger fra Adane en morgen i starten af november:

-Miss. Nu er jeg i Italien.

Sidst jeg hørte fra ham, sad han et sted i Libyens hovedstad Tripoli. Adane var blot en blandt mange strandet under forfærdelige forhold i Libyen. Han har siddet i flere detentionscentre. Han har set og selv mærket, hvordan libyske fangevogtere og kriminelle bander og smuglere begår overgreb mod flygtningene. En gang imellem skriver han og spørger, om jeg har nogen nyheder fra havet. Jeg kan forstå på ham, at han sidder i venteposition til at komme med et smuglerskib over Middelhavet til Europa.

Et par dage efter at han er kommet til lejren på Sicilien, skriver han igen:

-Jeg kan ikke blive her. Det er langt ude på landet. Når jeg går på biblioteket, er der ingen bøger på engelsk. Alle bøgerne er på italiensk. Jeg er forvirret med al ting.

Vi diskuterer lidt hans muligheder. Jeg kender ikke meget til forholdene for migranter i Italien. Adane begynder at lære italiensk efter en app på sin telefon.

Så hører jeg ikke fra ham et stykke tid. Som med alle mine kontakter blandt flygtninge I Libyen tjekker jeg indimellem, om de har været online. At de stadig er i live for det er bestemt ikke sikkert i et land som Libyen. Forleden morgen lå en ny besked fra Adane.

-Jeg er kommet til Frankrig, skriver han. -Jeg er så glad. Nu har jeg gode muligheder for at læse franske filosoffer som Victor Hugo, Albert Camus, Rene Descartes, Roussos og alle de store russiske forfattere.

Adane er også uddannet elektriker og først og fremmest vil han bare gerne have et arbejde og asyl i Europa.

-Frankrig er et godt land. Selv her i Grenoble er der fire universiteter og store industriområder.
-Jeg er sikker på, jeg vil nå mine mål og få succes, skriver han.

En afrikaner samlede Adane op I sin bil, da han gik på landevejen. Manden bor i Grenoble, og Adane bor i øjeblikket hos ham.

Morgenen efter har Adane skrevet igen. Han kunne ikke blive boende hos sin afrikanske ven, så nu bor han på gaden.

Et par timer senere har han fundet ud af, hvor der serveres gratis mad, og hvor han kan få et bad og vasket sit tøj. Og han finder også et sted, hvor han kan bo nogen dage. Selvom han ikke kan lide tanken om ikke at kunne klare sig selv:

-Nu mangler jeg bare et sikkert sted at sove, skriver han. Bare jeg kan få asyl her i Frankrig, så kan jeg arbejde, studere og sove et sikkert sted. Det er kun lige nu, jeg er afhængig af hjælp. Så kan jeg skabe mit liv på min egen måde, skriver han.

 

 


2 kommentarer

Where is the library – from Libya to Italy

 

20191231_125855771_iOS

Migrantlejren på den italienske ø Sicilien

After his arrival from Libya to the Italian coast the first thing Adane asks for is a library. Adane is young and a migrant/refugee from Etiopia. He is a writer and he has had two books published in his homeland. Poems and short stories. And then Adane has one big passion: Philosophy.

Adane is a writer and the first thing he asks for when arrived to Italy is a library

A rescueship recently picked up him and 180 other refugees and migrants from the sea. Malta said no when the ship asked to go into the harbour. Italy agreed that the ship could land the many people on Lampedusa. From there they were taken to Sicily which brought Adane and the other rescued to a migrantcamp in a smaller village on Sicily.

-It was awful three days onboard the woddenboat in the icy cold Mediterranean, Adane writes. Suddenly the motor broke down, but luckily they succeeded in making it work again. When they spotted the rescue ship the 180 people on board the wooden boat was so relieved.

One morning in the beginning of November I get this message from Adane:

-Miss. Now I am in Italy.

It is about two weeks since I have heard from Adane. At that time I understood he was in Tripoli waiting for his turn to cross the Mediterranean to Europe. Adane is just one out of many who have been stranded under awful and inhuman conditions in Libya. He has been there for one and a half year, locked up in several detentions centers and he has experienced how the Libyan police and human smugglers are insulting the refugees with rape, torture and even murder. Once in a while he writes and asks if I have any news from the sea.

A couple of days after his arrival to the camp on Sicily he is writing again.

-I can not stay here. It is far out in the country and this willage only have a small library and there are no books in English. Only in Italian. I am confused about everything.

We discuss his possibilities. I do not know much about the conditions for migrants in Italy. Adane starts learning Italian from an app on his telephone.

And then I do not hear from Adane for a while. Like with all my contacts in Libya I sometimes look at Messenger to see if they have been online – if they have they must be alive a fact you can never be sure of in Libya. One morning there is a new message from Adane:

I am now in France, he writes. I am just so happy. Now I can read all the big French philosophers and writers like Camus, Victor Hugo, Sartre, Rene Descartes, Roussos and all the big Russian writers.

Adane is also an electrician and first of all he hopes for asyleum in France and a job. At the moment he is staying in an African friends house in Grenoble, but the next day, he writes that now he is living in the street. He could not stay on a in this friends house, whom he just met on his way from the French-Italian border to Grenoble. A few hours later he write that now he has found a house for refugees, where he can stay. At least for some days.

-France is a good country. Even here in Grenoble there are four universities and big industries. I am sure I will succeed and reach my goal, he writes.

-It is just now I need some help. A safe place to sleep, something to eat, a bath and a place to wash my clothes. Soon I will be able to manage on my own and I will create my life in my own way.

I have more with Adane about his life in Libya and his dreams for the future, written by himself.

20191231_125742404_iOS

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Skriv en kommentar

LEFT TO DEATH IN LIBYAS PRISON?

N

 

FRAGMENT OF LIVES

This article is based on almost one year of chats, telephone calls and messages on WhatsApp and Messenger with refugees detained in Libyan prisons and detention centers.

Last summer I got to know David from Eritrea through a good friend in Athen and since then, we have had almost daily contact. David spent the last two years in different detention centers in Libya, not knowing when – if ever – he will get out again. Since autumn he has been in Zintan prison, as it seems, the worst of them all, located in the small town Zintan in the Libyan mountains, 150 km from Tripoli.

Apart from David there are 800 other refugees and migrants from Eritrea and Somalia in Zintan. Forgotten and desperate, always locked up behind thick walls without access to fresh air and sunshine and very little to eat. Within the last four month thirteen people have died in Zintan Prison, mainly because of tuberculosis. The sick are just left on their own, with no medical help. Left to die among the people still alive. TB is easily spread in the overcrowded prisons and detention center in Libya, and nobody knows, how many are infected.

Because of security all names and places have been changed

_____________________

 

One morning a message ticks in on WhatsApp. It is David, a refugee from Eritrea – the East African country, perhaps better known as Africa’s North Korea. The message is from Zintan prison, and it says:
-Today we are out in the sun. We are sitting outside. I did not get any sunshine or fresh air since 15/10 2017.

The date 15. of October 2017 David has mentioned for me a thousand times. That was the day when the dream of reaching safety in Europe forever ended. The day, when the soldiers captured him and brought him to one of the many detention centers in Libya. Centers placed in old prisons or big hangars with hundreds of refugees and migrants locked up, mainly due to EUs strict border policy. With hardly any or no access to fresh air, poor food, abuses from brutal Libyan police and guards and left with very little hope ever to get out again. The Libyan police accused David of entering the country illegally. In Eritrea he was working in the airport, until he escaped. His goal was Europe, where most Eritrean refugees obtain asylum because of the inhuman regime in Eritrea.

I got in contact with David through a good friend from Eritrea. One day I got a desperate message from Athen, where she and her three children have asylum. Her brother was trapped in a detention center in Libya. Sick and lonely. What can I do, she asked.

-All of us are ill, David writes:
-We never ever get any sunshine or fresh air and proteins. Only spaghetti cooked in salted water. Always spaghetti. We are hungry. We are freezing. We are suffering. Help us.
The messages are often and many, but today David and his inmates have been allowed to go outside. I ask him, if it means that they can go outside every day now?
-I don’t know, he replies.
After a few days I ask him again. If they are still allowed to go and enjoy the sun?
-Ha, ha, no, It was only one day. Now we are locked up in prison again, he writes, followed by a crying emoji.

A FAILED STATE

Being a citizen from Eritrea David is registered with UNHCR and officially under their protection. According to international laws he has the right to seek asylum in a safe country, but there is no such procedure in Libya. The country is a so-called failed state, lead by a weak government and different militias, among them ISIS. EU and Italy have made agreements with the Libyan government and the Libyan Coast Guard – and they pay lots of Euro — to keep refugees and migrants away from Europe.
The European countries have trained people from the Libyan Coast Guard and paid different equipment so that they will be able to stop more boats reaching Europe.

As a result of this policy David is on his second year in Libya. He is one of the few lucky ones, who still has his telephone and is able to communicate with the outside world. Normally the Libyans take peoples money and their telephone, when they arrest them. Up to now David has been able to hide the telephone, but he is terrified, if the guards discover it:
-If they find mine phone, they will arrest me, beat me and sell me for money, David tells me. He is very scared of being sold. CNN has documented, how migrants and refugees are sold on big markets for slaves in Libya.

Human Right Watch and Amnesty International have just documented in two reports, how human rights are constantly being violated in the detention centers in Libya. Centers managed by the Libyans, but financed by EU.
The 10. Juli 2018 Elijah, 26 years and from Sierra Leone tells Human Right Watch:
-This place is hell. They seem to be nice people, but they burn you with electricity. Three times they have beaten me, when they handed out food. They forced us to sit or stand up and look directly into the sun. When we protested, they beat us. They bring people to a particular room and beat them, they took me there, they tied my hands and then they beat me on the soles. A friend of mine got struck the face during beating.
Human Right Watch also writes, how the four detentions centers, they are allowed to visit are overcrowded, dirty and without sufficient medical assistance.
-We heard about bad and too little food and water in all the centers, it says in the rapport.

HELL ON EARTH

From friends on Facebook in Libya I hear desperate cry-outs.
-Help us.
-We die here.
-Libya is hell on earth.

Diseases are in the overcrowded and unhygienic centers: Scabies and tuberculosis.
-When people are going to die of TB, they are moved to another room, and we never see them again, David is writing on WhatsApp, his favorite app to write from as it is encrypted and should be secure.
-I am also afraid of getting it. People are spitting blood.

 

Noa is a trained veterinarian from Eritrea. He has been detained for nine month in a detention center in Tripoli. He is a calm guy with an overview, and he is the one, I am asking, if I need certain facts. He posts all the articles he can find on Facebook about the conditions for him and all the others in the detention centers of Libya. He just hope that one day the world and its citizens and politicians will open their eyes and release them. Six months ago he wrote on Messenger:
-Hi Madam, I am from Libya. I am living as a refugee in detention center. What we want from you is to expose the hidden and harsh life, we are passing, always we are locked up, like a prison.
Worried I ask him, if it won’t be dangerous for him to inform me about the life in the detention centers.
-Do not worry. I will send secretly. The only thing, they can do, is to jail me, and if most of the suffering people get freedom in sacrificing of me, it is a good luck for me, he responds.

Noa tells me about the many people infected with TB.
-And we all live together. The very sick and the ones who does not know, they are infected and the ones, who are not yet ill.

According to my sources only very few get treatment and medicine. And if they do get some medicine it is not followed up, when they run out of the pills.

I JUST RAN

Hassan from Somalia is a detainee in Zintan prison too:
-Everybody is sick here. I want to get away. I will escape as soon as possible, Hassan writes one night in January.
When I first got in contact with Hassan, he was hiding somewhere in Tripoli. Now and then he had a job loading cardboard on a truck. The small salary he spend on food. For a while I hear no words from him. Then one day he send me a message from Zintan prison. He has been caught by police, and he too is now in Zintan prison.

I do not know how he was caught. There are so many terribly stories. I do not get them all.

KIDNAPPED BY ISIS

During the two years David has stayed in Libya, he has been detained in several detention centers, but Zintan is the far worst. According to Noa, UNHCR or other NGO organizations rarely go to Zintan in the mountains, 150 kilometers from Tripoli. The ride is too dangerous. David is very angry with UNHCR. All the registered refugees in Libya feel that UNHCR are letting them down.
Where is the UNHCR? They are supposed to protect the refugees, he keeps asking me on Messenger.
David’s first detention center was out in the desert. One night ISIS came with a big truck and kidnapped 60 of the detainees, including David and his friends. The ISIS people ordered them on the truck, and when the local Libyan militia arrived, the ISIS people quickly drove into the desert with their load of human beings. While they were driving, three people fell off the truck and were killed.
Later a lot of tumultuous happened, and the prisoners succeeded in escaping. After walking for 150 kilometers in the desert they finally ended up in Tripoli.
In Tripoli they were arrested by the police and placed in a large hangar along with 1400 other refugees and migrants from Eritrea, Ethiopia and Somalia. I met David first time, when he is in the hangar in Tripoli. The hangar was placed at the airport, and in autumn 2018 a fight broke out between different Libyan militias.

David tells me about the shootings round the hangar:
-This is dangerous. I am scared. We are all scared. We might die.
And he send me photos of bullet holes in the roof of the hangar. Finally they are evacuated. On big trucks they are taken the 150 kilometers from Tripoli to Zintan prison in the mountains.
-Now we are in a real prison, David tells me on WhatsApp after several days of silence.

WATER THREE TIMES A DAY

Noa sends me videos from the toilets in the detention center, where he is. I feel like vomiting. These are not toilets for human beings. There are six of them for 500 people.
-Now we tap our drinking water from a pipe at the toilet. There was another one, but it is broken, and nobody repairs it.
There is only running water three hours a day, and I figure out that the lavatories are only washed during these three hours. According to Noa FN’s migrations organization IOM and other ngo’s pay the Libyans money, so that they can fill the tanks with clean water.
-But those who receive the money, they only give us water three hours a day. There is nothing we can do. It will not be good to say anything to them. That is the way corruption is, he writes abandoned.

One day in December David tells me, how they are freezing. They have no blankets and is still wearing their summer clothes. I ask Noah if they have blankets, where he is.
-We have blankets….. Now……We did not have any, but we knew, UNHCR had been there with some. But the guards took them and locked them up in a depot for the purpose of taking them with home. When the war came in August, our guards disappeared, and we broke into the room and took the blankets. This is what happens, when UNHCR does not give the things to us, but to the Libyans. They steel it, he writes.

FAMILIES PAY
FOR FOOD

Noah produces another video showing, how they cook. I get it on WhatsApp. A young man is making bread on a pan using a gas burner. In some detention centers the detainees are served one or two spartan meals a day, a piece of bread in the morning and spaghetti in the evening. In other detention centers like where Noa is, the prisoners must pay the food themselves with the help from their families at home to send money.
-We have asked, if we can get food, but until now, they say that we have to pay ourselves, he tells me.

The boss of the detention center has a small shop, where they can buy flour – to very high prices, but the shop was closed immediately the day, when UNHCR came on one of their rare visits.
-Before they arrived, our boss told us, we were just to say positive things. But we were not allowed to say anything at all. During the visit he walked closely to them, and he closed his shop immediately, when they arrived, Noah write on Messenger.

According to the report of Human Right Watch EU is paying different NGO organizations in Libya money so that they can improve conditions in the camps. But the organizations are often ineffective and there are a lot of disagreements, even within the UN, the report says.

PLENTY OF EU-MONEY

By paying huge amount of euros to Libya EU and Italy have managed to stop most of the human traffic from Libya towards Europe. People though are still fleeing cruel dictators, wars, torture, hunger and no futures, so the number of refugees and migrants in the Libyan detention centers have increased according to Human Right Watch. In July 2018 there were between 8.000 and 10.000 detainees. In April the same year the amount was 5.200. Added to these numbers are the hundreds of thousands who live illegally in Libya, many in the hands of different militias or smuggler groups.

EU policy is to send everybody back home to their own countries. From January 2017 until November 2018 IOM, the UN organization of migration assisted more than 30,000 in returning back during the program “The volunteering humanitarian program.” But people who fled their countries because of politics can not just return home, where they risk prison and torture. Noa tells me:
-I left Eritrea in 2014. If they send me back to my country, they will put me into prison because of missing. And then they will send me to the military, and I will never get out again.
In 2014 he finished as a veterinary, but the regime forced him to work as a school teacher.
– I could not accept that. The salary of a teacher in Eritrea is very low. You can not live on these money. One months salary is what a pair of trousers costs. I decided to leave the country, first to Ethiopia, then Sudan and Libya.
What do you hope for the future?
-I hope to be evacuated. If I can’t, I will have to return to Ethiopia.

STRESS AND DESPERATION

The messages from Zintan get more and more confused and desperate. I can feel how Davids nerves slowly gets more strained:
-We are not OK, Madam. We are hungry. What are we going to do? We can evacuate to Eritrea, but we cannot go back to Eritrea, he writes.

Meanwhile Hassan succeeds in fleeing from the prison in Zintan.
-When I jumped the wall, the guards discovered me. I ran. They were not able to catch up with me. Then they sent their dogs after me. But even the dogs did not catch me. I am a very fast runner. If the soldiers would catch me…..if you saw, how they beat people. It is better to die. I ran towards a nearby forest. Then I walked for six hours, until I came to a small village, where I found a taxi. And now I am in Tripoli. I am very tired now and will just take a rest.

One night in January, a message arrives on my phone from a young girl from Somalia, too young to be in a place like Libya. I know her a little. We have been chatting before, and she is a bit shy. She wants to go to Europe. Her dream is to go to school, learn more, be educated, perhaps become a journalist one day. She left Somalia with some friends, and some of them are now in Europe. But tonight her message is not about sweet dreams for the future:

 

SUICIDE

-Three young men from Sudan have set themselves on fire. Here in the detention center where I am. Did you see the video, I posted today on Facebook? Nobody helps them. May Jesus help them, sister. They really need help.
On a video posted on her Facebook and recorded after the attempted suicide a man – badly injured and in great pain says:
-I want to commit suicide. There are no human rights in Libya. I just want to go to a free country and work, but the Libyans have taken my phone and my money.
I ask the next day, if the three men got medical help:
-I don’t know. They have disappeared. Police have arrested a lot of people, she replies.

Today early in the morning, at seven o’clock a message on my WhatsApp. From David, written in capital letters: WHERE IS UNHCR? WHERE IS UN? WHERE ARE HUMAN RIGHTS? REFUGEES ARE GOING TO DIE. OPEN YOUR EYES ALL OF YOU. THANKS FOR YOUR SLEEPING.

And another post the same day from an Eritrean humans right activist, who has gained asylum in Italy:
– 800 refugees from Eritrea and Somalia in Zintan are forgotten. They now die of various diseases, most of TB. Right now there are nine dead bodies in the same room as the living people. They ask for an immediate visit from UNHCR and evacuation.
David confirms that the nine dead corpses are still there. Within the last four months thirteen people have died.
Noah tells me, it is the usual thing with the Libyans just leaving the dead people.
-One of my classmates from Eritrea has just died in the prison of Zintan. Of TB. He has been sick for a long time and did not get any medication. I am very angry.
-Here in Tripoli we have ambulances. However if you do not go to a hospital, they just leave you to die. The Libyans do not care.

In 2018, the number of migrants arriving in Europe fell to 113.482 against 172,301 in 2017.


Skriv en kommentar

I YEMENS HEMMELIGE FÆNGSLER

Alle billeder i artiklen har jeg fået lov at låne af Mona Relief Yemen. Website: monareliefye.org., hvor der også står, hvor eventuelle donationer kan sendes til.

 

Ibrahim smøger det ene bukseben op. Under knæet har han en bule på størrelse med et fugleæg. På venstre overarm er et stort rødt mærke. Ibrahim er torturoffer fra Yemen. Hele hans krop bærer mærker efter den tortur, han var udsat i fire måneder.

Det er ikke mere end fire uger siden, hans asylbegæring blev godkendt i Grækenland, og nu deler han og fem andre yeminitter en kælderlejlighed i det indre Athen.
Lige nu er Ibrahim mest optaget af, hvornår han får sit EU-pas, så han kan komme ud af Grækenland. Officielt giver det blå pas ham lov til at forlade asyllandet i fire måneder ad gangen. Drømmen er Tyskland, Sverige, et hvilket som helst land i EU, hvor han kan få sig et arbejde. Det frustrerer ham frygteligt at gå rundt her i Athen til ingen nytte. Hjemme i Yemen har hans familie ingenting, og allermest mangler de penge til at købe mad for. Oveni det hele har houthierne så også taget hans bror, og familien aner ikke, hvor han er. Formentlig som han selv: Forsvundet i et af deres hemmelige fængsler.

Bekymringerne står i kø i Ibrahims hoved under det tæt krøllede sorte hår. Vi har sat os på en bænk på Victoria Square midt i Athen. Ahmet sidder med på bænken. Han er også fra Yemen og vil oversætte fra arabisk til engelsk. Vi sidder lidt i tavshed. Der er en masse afghanere her. Victoria Square er deres samlingssted. Det har pladsen været siden mange hundreder strandede afghanere i marts 2016 slog sig ned her, da Makedonien pludselig lukkede sin grænse, og det ikke længere var muligt at rejse videre op gennem Europa.

Kvinder med løstsiddende tørklæder sidder og snakker på bænkene rundt om os. Mænd står i grupper under de forlængst afblomstrede japanske kirsebærtræer og børn leger, de heldigste på et løbehjul.
Ibrahim vil gerne fortælle sin historie. Af hensyn til familien hjemme i Yemen under anonymitet. Som yeminitterne er flest, er Ibrahim smilende og venlig.
DEN GLEMTE KRIG
-I thank you from the bottom of my heart, siger han og lægger højre hånd over hjertet for at vise sin taknemmelighed over, at jeg vil skrive om hans folks lidelser. Den glemte krig er krigen i Yemen blevet kaldt. Det er svært at få informationer ud af det lukkede land. Kun få journalister får lov at komme ind, og det lykkes ikke mange yeminitter at flygte ud.
Hvis krigen fortsætter, er 13 millioner mennesker i fare for at dø af sult inden for de kommende måneder, advarede FNs landekoordinator i Yemen, Lise Grande fornylig. Den største sultkatastrofe i verden i hundrede år lurer lige om hjørnet, ifølge FN.
En koalition af arabiske lande med Saudi Arabien i spidsen og USA, Storbritannien og Frankrig med på sidelinien begyndte i foråret 2015 massivt at bombe Yemen. Samtidig blokerede de landets lufthavne, havne og grænser, så hverken fødevarer, nødhjælp eller medicin kunne komme ind. Formålet var at bringe Yemens internationalt accepterede præsident, Abedrabbo Mansour Hadi tilbage til magten. Hadi har, siden han blev fordrevet fra Yemen af den anden part i krigen Houthierne, været i eksil i Saudi Arabien.
Houthierne kontrollerer hovedstaden Sana og de rigt befolkede provinser i nord og vest og er støttet af Iran. Krigen i Yemen er blevet et betændt stormagtsspil, der mest går ud over civilbefolkningen. Ind til nu har krigen kostet mindst 10.000 menneskeliv, måske langt flere. Fornylig bombede Saudi Arabien en bus fyldt med skolebørn. 25 børn blev dræbt. USA og Storbritannien sælger våben til Saudi Arabien. Senest har den amerikanske præsident Trump med henvisning til USA’s handel med saudierne for 1,9 mia dollar af blandt andet militært udstyr kviet sig ved at fordømme Saudi Arabiens drab på den saudiske journalist Jamal Khashoggi på landets konsulat i Istanbul. Og Saudi Arabien, Israel og USA med præsident Trump i spidsen vil gøre alt for at forpurre Irans stormagtsdrømme i Mellemøsten.

 

Imens forværres situationen dag for dag for civilbefolkningen i det i forvejen fattige Yemen. Intellektuelle yeminitter bosiddende i landet beretter på Facebook, hvordan landets valuta totalt er brudt sammen, og hvordan ingen har råd til at købe den mad, der trods alt er på markederne, fordi priserne bare stiger og stiger. I nogle landsbyer har folk ikke andet at spise end blade, forlyder det.

HOUTIERNE HENTER HAM

Mens skyggerne bliver lange i den lune oktoberaften og Victoria Square fyldes med flere og flere afghanere, fortæller Ibrahim om en anden aften, den 11. Juni 2016 i Yemens hovedstad Sana.
Han sidder med sin far, en onkel og sin fem år yngre bror i gården i familiens hus. Det er khadtid. Solen er ved at gå ned, og mændenes venstre kind buler ud af de eufrariserende blade. Jasmintræet sender sin vidunderlige duft ud i natten, og i køkkenet har kvinderne travlt. Deres latter høres ud i gården.
Pludselig bliver der hamret hårdt på porten, og der lyder høje råb udenfor. Mændene kikker på hinanden. De frygter det værste. En houti har den sidste tid ringet flere gange til Ibrahims far. Hvis ikke han hver måned betaler en løn til en af deres soldater, vil de komme og hente hans søn. Faren har været henholdende. Ibrahim har sagt nej. De skal ikke lade sig true af de forhadte houtier, mener han.
Porten bliver skubbet op, og ind træder fem houtikrigere.
-Hvem er Ibrahim? Hvor er Ibrahim, råber den forreste mand aggressivt, mens han løfter sit gevær og skyder op i luften. Tavst rejser Ibrahim sig og går hen mod mændene.
-Det er mig. Hvad vil I, spørger han.
Mændene griber ham og skubber ham brutalt foran sig ud gennem porten. I køkkenet har kvinderne hørt de høje råb fra gården. De skynder sig at tildække sig og løber ud i gården. Ibrahims mor når lige at få et sidste glimt af sin søn, før porten smækker i bag ham. Så kaster hun sig ned på gårdspladsen og jamrer højt.

 

 

Ude på vejen venter en bil. En houthikriger sidder ved rattet. Mændene binder Ibrahim for øjnene. Og de binder hans hænder på ryggen og skubber ham op på ladet af bilen. Han kan høre, hvordan flere mænd springer op ved siden af ham. Bilen sætter af med et drøn. De kører længe. Rebene snærer om hans håndled, og det varer ikke længe, før det gør forbandet ondt. Hver gang bilen bremser, bliver han forsvarsløst kastet rundt på ladet, fordi han intet kan se.
Efter et par timers kørsel bremser de pludseligt voldsomt op, og Ibrahim tager endnu en rutschetur. Krigerne skubber ham ned fra ladet, og med et hårdt greb fører de ham afsted. Først da de er i et stort rum, fjerner houthierne bindet for Ibrahims øjne. De kaster ham ned på gulvet. Det første han sanser er en masse øjne, der stirrer på ham. Mænd som han selv, hundreder af dem, fanger, liggende og siddende på det hårde stengulv. Væggene i det store rum er nøgne.
-Hver gang de torturerede mig, fik jeg bind for øjnene, fortæller han. Det foregik altid i et lille rum ved siden af det store. Hele tiden kunne vi høre skrig fra rummet. De ville have, jeg skulle sige ja til at kæmpe for dem, men det ville jeg ikke. De brugte elektricitet, og de kørte en barberkniv over min krop, og de slog med jernstænger og geværkolber.
Både Human Right Watch og Amnesty International har dokumenteret, hvordan begge sidder i krigen i Yemen torturerer deres fanger i hemmelige fængsler. Journalister, læger, advokater, aktivister, studenter og medlemmer af det religiøse Baha’i samfund fængsles vilkårligt, forsvinder og tortureres. Ifølge Human Right Watch har tidligere fængslede berettet om, hvordan Houthi officerer slog dem med jernstænger og trækøller. Og hvordan vagter piskede de fængslede, smed dem mod væggen og truede med at voldtage adem og deres familie. Den amerikanske TV station CNN har dokumenteret, at houthierne bruger børnesoldater, og ifølge nyhedsbureauet AP er amerikanske soldater involveret på regeringens side i afhøringer af fanger i Yemens hemmelige fængsler, hvor tortur også er ganske almindeligt.

ET BRÆKKET BEN

Ibrahim har ingen fornemmelse af, hvor ofte hans bødler kom og hentede ham. Timerne og dagene flød i et. Det han husker mest var smerten og frygten. Foruden arrene på kroppen er der depressionen og de humørsvingninger, jeg mærker efterhånden, som jeg lærer ham bedre at kende.
-De tog alle, der ikke ville slåes for dem. De tager drenge helt ned til tretten år, fortæller Ibrahim. Da jeg sidst snakkede med min far over Skype, havde de lige været i vores hus og hentet min bror. Han er kun atten år.
Vendepunktet for Ibrahim kom den dag under torturen, hvor bødlerne brækkede hans ben med en jernstang. Da kunne han ikke længere modstå smerten, og han sagde ja til at kæmpe for dem.
-Jeg sagde mest ja for at komme ud af fængslet, forklarer han og ser ned.
-Jeg tænkte, at det var min eneste chance for at slippe væk at sige ja. Vi blev kørt ud til en militærlejr i bjergene. De tog mig med, selv om jeg havde brækket benet. Houthierne er ligeglade med alt. Det eneste, de tænker på, er at have deres hænder på et gevær.
Kort tid efter de var ankommet til lejren, lykkedes det Ibrahim og et par andre at stikke af. De var heldige. De var velkendte med bjergene. Flugten foregik til fods, men på grund af det brækkede ben måtte hans venner bære ham det meste af vejen. Da de kom ned til en landevej, fik de stoppet en bil, og chaufføren gav dem et lift til byen Ibb et par hundrede kilometer væk.
Hele tiden døjede Ibrahim med frygtelige smerter i det brækkede ben, men han turde ikke opsøge et hospital, da houthierne kontrollerede hospitalerne i det område, hvor han var. En dag smed Saudi Arabien så en bombe fra et fly i byen Ibb, tæt på hvor Ibrahim befandt sig. En splint fra bomben borede sig ind i det brækkede ben tæt på bruddet.
Nu blev smerterne helt uudholdelige, og hans venner fik ham bragt til en hospitalsklinik i en mindre by.
To stykker træ
-De healede mig på den gammeldags måde med to stykker træ, som de surrede fast på benet med et reb, fortæller Ibrahim.
Saudi Arabiens blokade betyder blandt andet, at det er tæt på umuligt at skaffe medicin i visse dele af Yemen.
-Men for første gang fik jeg noget smertestillende, siger Ibrahim og bliver tavs, mens livet passerer forbi rundt om os. Det er også her på Victoria Square, at der handles falske pas. Og det er her unge afghanske drenge tilbyder deres krop for at tjene lidt penge. Selve tjenesteydelsen foregår i en nærliggende park. Ibrahim fortsætter:
Træstykkerne måtte han have på i halvanden måned. I al den tid kunne han ikke bevæge benet overhovedet.
-Jeg havde to beslutninger. Hvis jeg blev i Yemen, ville jeg dø. Houthierne ville finde mig og dræbe mig, fordi jeg var stukket af. Og jeg ville ikke dø. Hvis jeg gik med dem og sloges med dem, ville jeg være kriminel, så jeg havde ikke andet valg end at flygte ud af Yemen, siger Ibrahim om den flugt, der nu fulgte.

Det er meget svært for yeminitterne at komme ud af landet, fordi koalitionen med Saudi Arabien i spidsen har blokeret Yemens lufthavne, havne og grænser.
-Min eneste mulighed var at komme til Oman og så derfra til Iran, men vi kan ikke få et visa til Oman, og vi må derfor kun være i landet i tolv timer, fortæller Ibrahim om den nu forestående besværlige og farlig flugt.
Ibrahim er stadig sammen med de venner, han flygtede med fra houthierne militærlejr oppe i bjergene. De skal også ud af Yemen. Sammen finder de en taxa, der vil køre dem de små tredive kilometer tæt på grænsen til Oman.
-Der boede vi i et telt ude i ørkenen hos en kameldriver i fire måneder. Jeg havde stadig kæppene på det brækkede ben, og det gjorde stadig frygtelig ondt.
Imens de boede i ørkenen, fik Ibrahims far skaffet 3000 dollars til flybilletten til Iran, og så han kunne betale menneskesmuglerne videre til Europa. Så snart Ibrahim havde pengene, fløj han til Iran.
-Det var dårligt, fordi det er iran, der ødelægger mit land. Og så tager jeg bare til deres land, mener han.
Ibrahim havde ikke lyst til at blive i Iran, og efter en måned fortsatte han mod Tyrkiet, da han havde fundet nogen menneskesmuglere. Grænsen mellem Iran og Tyrkiet skulle de passere til fods. Det var over bjerge, men heldigvis var hans ben i mellemtiden blevet bedre. De var en stor gruppe på 50-60 flygtninge og migranter, som fulgtes ad over grænsen. De tyrkiske grænsevagter blev ved med at opdage dem og skyde efter dem:
-Det tog en måned at komme over, fordi vi måtte prøve mange gange. Hver gang der blev skudt efter os, måtte vi tilbage til smuglernes hus, fortæller Ibrahim.
Et arbejde
Den nat det endelig lykkedes, vandrede de i bjerge i femten timer, før de endelig var i Tyrkiet. Fra Tyrkiet tog han en smuglerbåd til den græske ø Lesbos, og nu er han så her i Athen.
-Jeg troede virkelig, at når jeg kom til Europa, ville jeg få et normalt liv og et arbejde, siger Ibrahim skuffet.
Indimellem er Ibrahim så deprimeret, at han bare vil tage tilbage til Yemen, også selv om han ved, det vil være lig med den visse død.
-Jeg vil bare gerne have et arbejde, men der er ikke noget arbejde at få her i Grækenland, gentager han. Inden vi skilles takker han mig igen “from the bottum of my heart.”