Uuuh, hvor er jeg bange, uuuh. Der er nogen, som hele tiden skyder. Uuuh. Jeg bliver så bange, at jeg må ligge her under min plejemors dyne i campingvognen og gemme mig. Uuuh. Det synes jeg er for dårligt, når nu jeg endelig er kommet på ferie på Bornholm. Bang siger det hele tiden. Bang. Uuuh, hele min krop ryster næsten. Lige som Buster. Buster i campingvognen over for min plejemors er så bange, at han ryster og har gemt sig i den røde bil, siger min plejemor. Uuuuh. Og mig som har glædet mig så meget til at komme på ferie hos min plejemor på Bornholm. Men nu er det ikke spor sjovt. Jeg vil næsten hellere hjem igen. Uuuh! hvor er jeg altså bare bange.

Knud siger, de skyder lerduer. Knud holder med os hunde, så han er kørt ud for at finde ud af, hvem det er, der skyder lerduer.

Bang, siger det igen. Uuuh.

“Det er jo Wild West her på Bornholm,” sagde Knud, og så kørte han i sin grå bil. Hvis de ikke holder op, vil han ringe til politiet. Han siger, at man må ikke skyde lerduer hver aften og lave ballade, så os hunde bliver så bange. Uuuh……

Min hundemor Avilda er ligeglad med, at de skyder lerduer. Det forstår jeg ikke. Hun ligger bare og sover i kurvestolen med det flotte vævede tæppe, min plejemor siger, hun en gang har købt i Mali i Afrika. Jeg kunne da godt tænke mig at komme til Mali i Afrika. Hvis bare ikke de skyder lerduer i Mali i Afrika. Ihvertfald har jeg slet ikke lyst til at være her på campingpladsen. Uuuh. Jeg kan ikke forstå, at de har så mange lerduer. De må da snart være døde allesammen.

Tænk, at man skal udsættes for sådan noget i sin ferie. Dumme lerduer. Uuuh.

Jeg er på ferie her på Bornholm og skal være her i fjorten dage. Jeg ankom med færgen i går. Hvad siger du så? Er jeg ikke heldig? Kan du forresten huske mig? Plejebarnet mens min mor var på arbejde i Jylland. Aprilia, den Dansk-Svenske gårdhund med den flotte stamtavle og de fine jagtinstinkter.

 

 

Jeg blev bare så glad for at se min plejemor igen, så jeg sprang op ad hende og slikkede hende i ansigtet. Men hun sagde puh ha og vente hovedet væk. Jeg blev bare så skuffet. Avilda var også glad og sprang op ad hende. Vores plejemor har altså ikke meget forstand på os hunde. Det er da klart, at vi springer op ad hende og vil slikke hende i ansigtet, når vi nu er så glade for at se hende. Men sådan noget forstår hun bare ikke. Hun burde lære hundesprog.

Hun har været ude at rejse hele vinteren, siger hun. Hun har været på Borneo i regnvejr. Det bare regnede og regnede, fordi der var monsunregn. Og ved du hvad? Hun synes, det var hyggeligt med alt det regnvejr, og hun siger, at hun savner det en lille smule. Forstår du det? Hun er nu mærkelig. Jeg kan ikke fordrage regnvejr, for så bliver min fine sarte pels våd, og jeg kommer til at fryse, og skal ligge her under dynen for at få varmen.

Åååh, nu skyder de igen. Hvis altså bare de ville stoppe med at skyde de lerduer. Det kan da ikke være så vigtigt at få skudt de lerduer. I Jylland hvor jeg bor skyder man ikke lerduer. Jeg har ihvertfald aldrig hørt det. Men det er nok, fordi det er Wild West her på Bornholm. Knud siger, at menneskene i Jylland er mere civiliserede.

Aros bor her stadigvæk. Du ved, Knuds store hanhund. Ham er jeg lidt sur på. Når han ligge i sin bil og min plejemor kommer, begynder han at pibe, fordi hun skal hilse på ham og give ham en godbid. Det er da mig, der har førsteret på vores plejemor. Jeg kendte hende først. Han kan bare gå væk, ja han kan.

Jeg prøver på at være meget sød, når nu jeg er feriebarn. Når Avilda og jeg skal ud af bilen, har min plejemor fundet på noget nyt. Så vi ikke stikker af, siger hun.

Først åbner hun bagsmækken en lille smule. Så stikker hun hånden ind og får fat i hundesnoren, og så åbner hun helt, og vi kan springe ud. Når vi så er ude af bilen, får vi en godbid. Bare en lille bitte kiks. Vi får aldrig mere hamburgerryg. Det er ærgerligt for mig, for jeg synes, hamburgerryg er det bedste af al ting. Godbidderne ligger i en plastikpose på bagsædet og en gang imellem glemmer vores plejemor, at vi skal have godbidder. Men så minder jeg hende om det og trækker hende hen til døren.

“Nåh, ja. Jeg glemte en godbid,” siger hun så og åbner døren og tager posen med godbidder. Og så får vi gerne to. Jeg er nu meget glad for vores plejemor.

 

Men nu siger hun, at hun ikke har tid mere til at skrive, hvad jeg fortæller dig, så jeg skal slutte nu. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil skrive om næste gang, for jeg har jo ikke været her så længe, og der er ikke sket så meget endnu. Men jeg lover dig, at jeg laver noget ballade her på campingpladsen, som jeg kan skrive om.

Jeg kan lige nå at fortælle, at Knud har ringet til politiet. De siger bare, at man gerne må skyde lerduer, hvis man har jagttegn. Bornholm er da Wild West, synes du ikke? Nu vil Knud prøve med miljøet og kommunen, hørte jeg ham sige til min plejemor.

Det er vel nok godt, at Knud tænker på os hunde, når alle mennesker og politiet er ligeglade.