anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier


Skriv en kommentar

Livet på en siciliansk BedandBreakfast

 

 

image

Anatomilærerens BedandBreakfast, nej, dog ikke, men et hus i nærheden.

 

 

Har nu boet en måned i anatomilærerens BedandBreakfast i havnebyen Catania på Sicilien.
Begyndte på anden sal, flyttede så op på tredie, samme etage og rent altanmæssigt skråt overfor anatomilæreren og hans kone, og er – vist nok i anledning af julen – nu tilbage på anden sal.

I ejendommen bor også en datter og nogen børnebørn, og da jeg boede på tredie delte jeg gang, badeværelse og køkken med Francesca og hendes søn Riccardo. Først troede jeg, de var kærester, indtil Francesca fortalte, at Riccardo er hendes søn. Francesca og Riccardo er faste lejere hos anatomilæreren og bor sammen på et værelse på størrelse med mit. Francesca er sekretær hos en læge, der reparerer brækkede arme. Ihvertfald er hun sekretær hos en læge, og det har noget med arme at gøre.

image

På min ynglingsrestaurant, ejet af en fra Bangladesh.

Francesca og Riccardo taler kun italiensk, så al kommunikation foregår mestendels via google translate, og det er udmærket bortset fra, at samtalen er meget afhængig af, hvad google synes, vi skal snakke om. Riccardo er vist også noget sekretær noget, og noget med pårørende og vist nok noget med en kirke. Ihvertfald tager han hver morgen ved ti-tiden sin stribede strikhue på hovedet og tasken over skulderen og går ud af døren.

Aftenerne tilbringer Riccardo på en stol i vores lillebitte køkken med sin iPhone. Han kan to ord på engelsk, nemlig “excuse” og “me.” Til gengæld bruger han dem i tide og utide. “Excuse me,” lyder det næsten med garanti, når jeg står og laver mad eller kaffe og han synes, han har et uopsætteligt ærinde netop der, hvor jeg står. Eller lige så sikkert, når jeg er gået på badeværelset, og der et minut senere lyder en ihærdig banken. Så er det Riccardo, som skal tisse, og slet ikke kan vente. Eller hans mor, som skal i bad.

Som sagt er jeg kommet på altanniveau med anatomilæreren og hans kone, Signor og Signora. Vil Riccardo eller Fransesca deres værtspar noget, råber de hen over altanrækværket: Signor eller Signora. Så kommer Signora ud fra lejligheden, og er det alvorligt, låser hun den gitterdør op, der adskiller deres lejlighed fra vores værelser. Håber også hun kommer og låser op i tilfælde af brand, for der er kun en trappe ned.

Nåh, men jeg er også begyndt at råbe tværs over altanerne, hvis jeg vil noget, lige som det har været dejlig nemt at falde ind i den sicilianske formiddagspåklædning: nattøj og tøfler. Hele formiddagen er Fransesca klædt i lyserødt nattøj, morgenkåbe og slippers til hun går på arbejde ved 11-tiden. Riccardo løber rundt i joggingtøj og tøfler, det samme gør anatomilæreren dagen lang. Den eneste, som klæder sig på er Signora. For at være med på trenden, og for at modstå kulden har jeg investeret i to sæt nattøj, et gråt med et hjerte og en bamse på maven og så et blåt sæt. Det grå er så langt det varmeste.

 

 

image

En nabo har ingen altan, men så har hun heldigvis gaden.

 

Foruden jobbet som sekretær-noget sælger Riccardo også keramiklamper, og han har lovet mig to små i bytte for noget kaffe. Anatomilæreren elloer var det hans kone vil ikke købe hans lamper, og i morges endte en heftig diskussion mellem Fransesca og Signor og Signora på tværs af altanerne med, at Signora hentede to store keramiklamper, låste gitterdøren op og gav dem tilbage til Fransesca. Hvorpå Fransesca straks prøvede at sælge dem til mig.

Anatomilæren er en sparsommelig mand, og betaler derfor ikke skat af sine mange lejeindtægter. Han sparer også på lys, vand, varme og sæbe. Hver aften klokken otte kommer han og slukker lyset, den flydende sæbe på badeværelset er fyldt halvt op med vand, i køkkenet vasker vi op i koldt vand, og så har jeg da vist ikke tidligere været sydpå og frosset så meget. Til gengæld kommer han gerne med et ekstra tæppe, og han lægger hver aften en plastikindpakket chokoladekage på et fad til sine logerende.

Tror Signor og Signora er hårde arbejdsgivere, eller også er det sicilianske arbejdsmarked bare sådan. Hver dag, selv juleaftensdag og første juledag kommer hende, som gør rent over det hele, og som bestemt ikke kan lide, man går på hendes nyvaskede gulve. Juleaftensdag hjalp hun Signora med juleforberedelserne. Første juledag stod hun her igen og gjorde rent på de fraflyttede værelser. Har tænkt på, om hun ikke skulle gå hjem og holde jul.

 

image

Reklamer


Skriv en kommentar

Øjeblikke i en havneby – en fotoserie

Catania på Sicilien har det hele.

De arbejdsløse, de gamle. Tiggerne, gadesælgerne, gøglerne og musikanterne. Og så de travle.

En formiddag i Catania.

En formiddag i Catania.

En mand og hans hund.

En mand og hans hund.

Man skal vel følge med.

Man skal vel følge med.

Min ynglingstiggerske - skrap gammel kone, ingen ydmyghed her.

Min ynglingstiggerske – skrap gammel kone, ingen ydmyghed her.

Tiggerkone

Tiggerkone

En lille flirt på Torvet.

En lille flirt på Torvet.


2 kommentarer

En siciliansk anatomilærer og en arbejdsløs kok

 

 

image

Tiggerske i Catania.

Har indlogeret mig hos en pensioneret anatomilærer i noget af den aller aller sydligste del af Europa, byen Catania på Sicilien. Catania er en by med bulede FIAT’er i smalle gader, vasketøj på altanerne, lovlige og ulovlige gadesælgere, gamle mænd og arbejdsløse, der bare hænger på byens mange torve, smukke gamle bygninger, en gang lyse, men nu sodsværtede og forfaldne, og fortove af lavasten, hvor faren for at falde og brække et ben er overhængende.

Her vrimler det med alle slags nationaliteter fra kjortelklædte afrikanere, som har overlevet en sejlads i en faldefærdig båd over Middelhavet, harmonikaspillende zigøjnere og så – ifølge en tandløs parkeringsvagt i den gade, jeg bor i – de rumænere, der underbyder på jobmarkedet og tager sicilianernes jobs.

image

Min gade med vulkanen Etna i baggrunden.

Anatomilæreren har en BedandBreakfast, og hører ikke til de fattige i byen. Gemt af vejen i garagen holder hans finpudsede blå Mercedes, og så betaler han ingen skat af de mange lejeindtægter, han får ind på sin fire etagers store ejendom midt i Catania. Det er lavsæson, og sammen med en italiener med halvlangt fedtet hår har jeg en hel etage for mig selv fyldt med nips, vaser med kunstige roser, antikke møbler, et køkken med en lillebitte gryde og så et orange kakkelbeklædt badeværelse med badekar. På toppen af huset en stor terrasse med udsigt over hustage og en snebeklædt vulkan, Etna – anatomilærerens stolthed – og så to overordentlig kælne og velplejede langbenede katte.

Anatomilæreren har jeg mistænkt for – når han ikke lige jager rundt med eller skælder ud på sin husholderske – at sidde deroppe i sin herskabslejlighed og tælle sine euro. Ihvertfald er han en sparsommelig mand, som hver aften ved ottetiden kommer trissende i morgensko og joggingtøj og slukker lyset i køkkenet og den lange gang. Måske de ikke har billig russisk gas på Sicilien.

Min ynglingsrestaurant ligger et par gader væk, og ejeren er fra Bangladesh. Et godt måltid mad bestående af to friskstegte pandefladbrød og en gul bønneret med masser af chili og salat serveres for fjorten kroner, og vil jeg også have en sød dessert koster det en euro oveni. Som eneste kvinde i butikken får jeg en udsøgt betjening, og mens der messes muslimske bønner i det altid tændte fjernsyn, spiser jeg min mad balancerende på en høj barstol og drikker gratis vand af et hvidt plastikkrus. Pladsen er trang og er det lille rum fyldt op med mænd, er der altid et ledigt hjørne midt i lageret af varer i papkasser og øl- og sodavandskasser.

Indrømmet, jeg er kommet til øen uden at kunne tale et ord italiensk, hvilket er til stor irritation for de temperamentsfulde sicilianere. Enhver henvendelse fra min side, det være sig i en forretning, på en cafe eller i en billetluge starter derfor med et langt gab, hvilket får mig til at tænke på sicilianerne som et meget livstræt folkefærd. Dernæst gør de det klart for mig, at de ikke taler engelsk, eller ihvertfald så lidt at det ikke kan betale sig at besvare min henvendelse.

image

Tidligere kok på olietankere, nu parkeringsvagt.

 

 

Der er dog en undtagelse, føromtalte tandløse parkeringsvagt i min gade. “Sicily is bad” og “the politicians is no good,” siger han og slår ud med armene, så jeg kan se al forfaldet. “Denmark is beautiful,” mener han, og fortæller, at han har været kok på en olietanker, men at rumænerne og Filippinerne har taget jobbene, fordi de er billigere, og så spørger han, om jeg ikke kan spørge min ven i Maersk, om de har brug for en kok, der kan lave italiensk mad. “Maersk is good, you know.” Desværre må jeg bedrøve ham med, at mine venner i Maersk ikke hænger løst i ærmet, men “så kan han da også vise mig rundt i byen.” Før jeg går videre, advarer han mig lige om falske eurosedler og tasketyve på det lokale marked.

Har fået en ide om, at jeg skal ud og se lidt af øen – sådan rigtig ud på landet. Ikke nogen let opgave for en, som ikke taler italiensk og ellers er alt for vant til et velordnet bussystem. Da jeg ankommer til, hvad der på bykortet er busstationen, synes alt et stort kaos. Busser er der nok af, men ikke noget om, hvor de går hen og de chauffører, som står og hænger ved busserne, er livstrætte. Alle peger i samme retning, hvilket er lig med et eller andet sted – derovre. Finder ud af, at hvis jeg vil nogen steder, må jeg beslutte, hvor jeg vil hen, så jeg siger, Palermo, den største by på den nordlige side af øen.

Det hjælper ikke alverden. Irriterede sicilianere peger stadig i samme retning, så jeg går efter kursen og finder endelig langt om længe ud af, at forskellige busselskaber har forskellige ruter, og at de hver har et kontor, hvor jeg skal købe en billet.

Går ind på et af kontorerne, men manden i lugen ryster på hovedet, da jeg siger ordet Palermo. Spørger, hvor så, men det er han ikke meget for at fortælle mig. Ved insisteren får jeg dog ud af ham, at det er kontoret ved siden af.

På det næste kontor sidder endnu en livstræt billetsælger. Han trækker en skuffe ud og hiver en køreplan frem. Uden et ord rækker han mig den. Sætter mig ned og studerer bustiderne, men det virker ikke, som om jeg bare kan hoppe af bussen et sted ude på landet, som min intention er. Går tilbage til billetmanden, peger på køreplanen og siger: Express. Han nikker. Sætter mig hen igen, og finder navnet på en by midt på øen. Går tilbage og spørger, om han har en bus, der kører til Enna. Med en udstråling af, at jeg da godt nok er den dummeste turist, han nogensinde har været ude for, ryster han på hovedet. Jeg får ud af ham, at de mere lokale busser kører fra et kontor ved siden af.

Går ind hos endnu et busselskab og gentager Enna til manden i lugen. Han trækker skuffen ud og rækker mig en køreplan. Nu er klokken blevet så mange, at jeg ikke kan nå det i dag, og næste problem er, hvor bussen holder henne. Jeg beslutter mig til at tage til Enna en anden dag, tilfreds med at jeg trods alt har fundet ud af, hvor jeg skal købe en billet.

Om to dage kommer Susanne. Så skal vi ud at køre i tog og sejle. Gad vide, hvordan det går?

 

image

Pittoreske huse