anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier


Skriv en kommentar

GRÆKENLANDS GUANTANAMO

Foto: Ruhi Loren

Borgmesteren på den græske ø Lesbos har kaldt øens EU hotspot lejr Moria for Grækenlands Guantanamo. Selv hærdede journalister og nødhjælpsarbejdere kalder forholdene horrible og forfærdende. Lejrene er overfyldte, familier med børn bor i små sommertelte i vinterkulden, der flyder med affald, brugte bleer og menneskeekskrementer, toiletterne er så uhumske, at folk ikke vil bruge dem og midt i det hele leger børnene.

Achmet boede otte måneder i Vial lejren, EU hotspot lejren på øen Chios. Han kom direkte fra Syrien og var traumatiseret efter i flere år at have levet midt i krigen. Med fare for sin egen sikkerhed begyndte han at tage billeder af forholdene i lejren og lægge ud på Facebook. Han håbede, at den græske præsident ville se billederne af, hvordan de boede i Vial og give ordrer om, at det skulle ændres.

Af hensyn til Achmets sikkerhed optræder han her anonymt.

 

 

Når politiet ikke lige var i nærheden, sneg Achmet sig rundt og tog billeder med sin mobiltelefon. Han fotograferede, hvor folk boede. De små farverige festivaltelte i olivenlunden, og de grå tæpper, der skærmende var hængt op i træerne, og som skulle gøre det ud for et hjem. Han tog også billeder af mudderet mellem teltene og regnvandet, der løb i strømme allevegne. Han fotograferede de uhumske, stinkende toiletter, affaldet der flød, plastikflaskerne, foliobakkerne med madrester, det brugte toiletpapir og menneskeekskrementerne. Han tog billeder af pigtråden omkring lejren med vasketøjet, der hang til tørre, og han var der, da en desperat flygtning stod på toppen af et højt tag og truede med at springe ud.

 

Foto: Achmet

Syriske Achmet på 28 år har boet otte måneder i EU hotspot lejren Vial på den græske ø Chios. Med fare for sin egen sikkerhed tog han billeder af de forhold, som selv hærdede journalister og nødhjælpsarbejdere kalder horrible og forfærdende.

-Jeg tog ikke billeder af menneskene i teltene. Jeg ville heller ikke selv bryde mig om at blive fotograferet, når jeg boede sådan. Folk har måske familie her i Europa eller i Syrien, og så vil de spørge, hvorfor du bor i et telt, siger Achmet.

Han og jeg har sat hinanden stævne på Omonia Square midt i Athen. Achmet har på Messenger foreslået, at vi skal mødes ved det juleoplyste skib midt på pladsen. Han er for en uge siden ankommet til byen fra EU hotspotlejren Vial. Før Vial kom han direkte fra krigen i Syrien og sin belejrede og sønderbombede hjemby Homs.

Achmet har mistet sin kone og deres ufødte barn i krigen. De sidste fire år har han levet af brød og ris på grund af belejringen af Homs. Han har levet i skjul. Hver aften et nyt sted, fordi nogen ville slå ham ihjel, og mens han sidder her i Athen, lever hans forældre og familie i kummerlige lejre spredt rundt omkring i Syrien som internt fordrevne. Som Achmet siger: Alle slåes i mit land, Rusland, USA, Tyrkiet, Iran, Saudi Arabien, dem allesammen.

Men lige nu gør lysene i Athen Achmet næsten lykkelig. Jeg kan se det i de mørke øjne under den hvide kasket.

-Athen er en fantastisk by. Her er så smukt, siger han begejstret.

Achmet har de sidste dage sendt live på Facebook. Billeder af bugnende butiksvinduer, markeder, nisser og julehjerter og hvide engle, juletravle grækere, gadesangere og alle tiggerne. Et væld af farver, mennesker, virvar og kaos, lidt lige som hans hjemby Homs før krigen kom.

 

Foto: Achmet

Før vi nu mødes, kendte jeg kun Achmet fra Facebook. Vi blev venner for et stykke tid siden, fordi jeg i foråret 2017 boede tre måneder på Chios. I november begyndte han at lægge billeder ud fra Viallejren. Senere kom der flere billeder taget af en frivillig: En kvinde med en baby på armene, der en tidlig morgen står og varmer sig over et bål. Folk, som har stukket de isnende kolde fødder helt ind i ilden. Plastikflasker brændt i bunden, fordi de er brugt til at varme vand i over et bål i en tønde. En video af en grædende dreng, som standser op et øjeblik, før hans gråd stopper og han går videre, som ved han, at det jo ikke nytter noget. En historie om et par drenge, som forsøger selvmord, fordi nogen større børn har fortalt dem, at det er den eneste måde, de kan komme væk fra lejren på. Og så var der videoen i foråret 2017. En ung mand, som med en lighter og tændvæske i hånden truer med at stikke ild til sig selv stående i den nedlagte fabriksbygning, der er en del af Viallejren. Et par betjente farer på ham, han taber tændvæsken og lighteren, og der går ild i ham. Manden døde et par dage senere af sine forbrændinger.

 

Foto: Achmet

GRÆKENLANDS GUATANAMO

Livet på EUs hotspots ER slemt, så slemt at borgmesteren på øen Lesbos fornylig kaldte Moria lejren på hans ø for: Grækenlands Guantanamo.

Da EU i marts 2016 indgik sin kontroversielle aftale med Tyrkiet, blev der oprettet fem EU hotspots lejre til at modtage flygtninge og migranter på de græske øer: En på Lesbos, en på Chios, og Leros, Samos og Kos. De fem øer, der ligger nærmest Tyrkiet, og hvor flygtninge og migranter i flere år er kommet sejlende til i livsfarlige både. Ved aftalens indgåelse lovede EU at sende politi og mandskab til de græske øer, så asylbehandlingen kunne gå hurtigt, men de kom aldrig, eller de folk, som ankom, tog hurtigt hjem igen med den begrundelse, at forholdene i lejrene var for farlige. Ifølge aftalen skulle alle flygtninge og migranter, der ankom efter den 20. marts 2016 sendes tilbage til Tyrkiet – efter en hurtig asylbehandling. Aftalen fokuserede på syrerne og for hver syrer, som blev sendt tilbage, forpligtede EU landene sig til at modtage en syrer fra de tyrkiske flygtningelejre. Til gengæld skulle Tyrkiet stoppe smuglerne og de både, disse satte i havet mod Grækenland.

Med i handlen var også, at Tyrkiet skulle have udbetalt tre milliarder euro fra EU til at tage sig af de 3,5 millioner syriske flygtninge i landet, og at tyrkerne kunne rejse visumfrit ind i EU. Alle flygtninge og migranter, der ankom efter den 20. marts 2016 skulle blive ude på de græske øer og ikke komme til fastlandet, så de kunne bevæge sig op gennem Europa. De fem EU hotspots blev hurtigt opfattet som et fængsel af de flygtninge og migranter, som kom til at bo der i månedsvis og år.

Aftalen mellem Tyrkiet og EU er aldrig kommet til at virke med det resultat, at der i dag har hobet sig en masse flygtninge og migranter op, både på de græske øer, i det nordlige Grækenland, hvor de kommer ind over land fra Tyrkiet og så i Athen.

Dertil kommer, at antallet af ankomne både fra Tyrket til Grækenland af uvisse grunde inden for det sidste halve år er steget med 30 procent. Ifølge officielle tal fra den græske regering og UNHCR var der i begyndelsen af december 2017 15.000 flygtninge og migranter på de græske øer. Alene i november kom der 3.200 nye til. Flest til Lesbos, men Chios tager også en stor del. Hvor der tidligere kom mange afghanere, er det nu mest krigsflygtninge fra Syrien og Irak. 62 procent er kvinder og børn.

Foto: Kerrie Moor

De mange ankomster har givet overfyldte lejre. I Vial på Chios er der plads til 800, og selvom de græske myndigheder på det seneste har sendt mange til fastlandet, er der hele tiden tre gange så mange, som der er plads til. Det samme gælder for Lesbos og de andre EU hotspots på øerne. De der ikke er plads til i den gamle fabrik, der udgør Viallejren, bor uden for i en nærliggende olivenplantage. Der mangler toilet og badefaciliteter, kloaksystemet er slet ikke udbygget til at rumme så mange mennesker, der er kun koldt vand i hanerne, ingen elektricitet for slet ikke at tale om varme, og sikkerhedsforholdene er overordentlig kritiske med mange slagsmål mellem de forskellige etniske grupper, knivstikkerier – og indimellem overgreb på kvinder.

Chios’ faste beboere er vrede. Turisterne svigter, og øernes borgemestre har været i Athen for at protestere. Før jul blev der sendt et antal præfabrikerede beboelsescontainere til øen, men disse er stadig ikke taget i brug. Lokale har blokeret vejen op til lejren. De ønsker ikke Vial udvidet. Den blokerede vej har betydet, at lejrens kemiske toiletter ikke er blevet tømt i lang tid, og at der heller ikke er kørt affald væk. Sundhedsmyndighederne har ifølge den græske avis Ekathimerini advaret mod alvorlig sundhedsfare.

BLØDE STOLE OG CAPPUCHINO

I Athen er kontrasten mellem livet i Vial og krigen i Syrien så stor, at Achmet er næsten høj af lykke. Vi har bænket os på en cafe med udsigt over Omonia Square og pladsens lyshav. Achmets engelsk er ikke så godt, men han vil ikke have tolk på.

-Jeg vil helst selv, hvis en tolk ikke oversætter rigtigt, hvad jeg siger, skrev han på Messenger, da vi aftalte interviewet.

Mens vi sidder i bløde stole og drikker capuchino med flødeskum og kanel, fortæller Achmet, hvorfor han begyndte at tage billeder i lejren og lægge dem på Facebook med fare for sin egen sikkerhed, hvis han blev opdaget.

-Ja, hvis politiet opdagede det, ville jeg få problemer. Det ved jeg godt. Men her i Europa er der frihed. De sidste seks år i Syrien har været hårde for mig. Min kone som blev dræbt. Jeg har selv måttet flygte fra sted til sted ude på landet, fordi jeg var truet på livet. Jeg var altid alene, og jeg er meget træt nu, siger Achmet.

 

Foto: Kerrie Moor

-Så jeg tog billederne for at vise alle mennesker i verden, hvor slem situationen var for os i Vial. UNHCR er der, og de ved godt, at det er slemt. De gør bare ikke noget. Politiet ved det også. Så jeg tænkte, at måske regeringen i Athen ikke vidste det. Måske ville regeringen også se billederne? Måske ville præsidenten se det? Her i Europa er der jo menneskerettigheder. I krigen i Syrien kan folk uden for ikke vide, hvad Assad gør ved os. Derfor er det vigtigt, at vi sender billeder ud på Facebook fra krigen. Så verden kan se, hvad der foregår. Det er det samme i Vial. Jeg ville have, at alle mennesker i hele verden skulle se, hvordan vi levede. UNHCR er ansvarlig for menneskerettighederne, og jeg tænkte, at præsidenten i Athen kunne sige til dem, at de skulle sørge for, at forholdene var ordentlige for os, siger Achmet.

I sommer trak de store NGO organisationer sig væk fra øen. Meningen var, at grækerne selv kunne klare situationen. Det sammen med et stigende antal både har medvirket til det kaos, der er på øerne denne vinter.

Mest vred er Achmet på lægerne på det lokale hospital på Chios og så repræsentanterne fra UNHCR i Viallejren.

-Der var nogen, som brækkede min næse i Syrien, og jeg har store problemer med at trække vejret. Specialisten på hospitalet sagde bare, at det kunne de ikke hjælpe med, og at jeg kunne tage til et andet land, fortæller han.

-UN var heller ikke flinke, og de skal sørge for menneskerettigheder. De sagde, at jeg bare kunne finde mig et arbejde. Men hvordan skulle jeg det? Jeg kommer lige fra krigen og alle problemerne. Jeg kommer ikke fra Dubai eller Paris? Hvordan skulle jeg kunne få et arbejde, når jeg ikke kan sproget? I andre lande lærer man sproget først. I alle lande er der gode og dårlige mennesker, men når man arbejder med flygtninge, skal man behandle dem ordentligt, mener Achmet.

2000 DEPORTERET

Ifølge aftalen mellem Tyrkiet og EU skulle flygtninge og migranter stadig kunne søge asyl, når de kom til Grækenland. Det har medført et internt græsk slagsmål ved diverse retsinstanser, om hvorvidt Tyrkiet er et sikkert land at sende flygtninge tilbage til. Indtil nu er der derfor kun deporteret 2000. Dertil kommer, at mange af de migranter, som aldrig vil kunne opnå asyl i Europa fra lande som blandt andet Algeriet, Marokko og Afrika stille og roligt er forsvundet fra øerne på illegal vis. Enten ved at gemme sig i en lastbil på vej med en færge til Athen. Eller ved at blive sejlet med smuglere til andre øer, og så fortsætte derfra med færgen til Athen. Andre afviste befinder sig stadig i lejrene på øerne på andet år.

Achmets store drøm er at komme på universitetet og læse jura. Han har lige fået asyl i Grækenland for en periode på tre år. Som alle andre flygtninge, kan han ikke se, at han har nogen fremtid i i det økonomisk hårdt ramte Grækenland. I juli 2017 lå arbejdsløsheden på 21 procent, og endnu højere for de unge. Nu venter han derfor bare på det pas, der giver ham lov til at rejse frit rundt i hele Schengenområdet.

-Jeg vil gerne fortsætte mit liv. Jeg vil bare gerne have et normalt liv, siger Achmet. Og hvad skal jeg her i Grækenland? Der er ikke noget arbejde at få. Jeg vil gerne studere, lære et lands sprog og måske gå på universitetet. Jeg vil gerne i gang med et nyt liv. Finde en kone og få børn.

 

Foto: Achmet

Vi er mødtes igen en uges tid senere, men da er humøret ikke helt så godt længere. Achmet har fået bevilget to måneders psykologbehandling, men der er stadig den brækkede næse og problemerne med at trække vejret, især når han skal sove. Og så er der maven. Han har ondt i maven, og en læge i Athen har henvist ham til scanning på hospitalet, men de ansvarlige i lejren, hvor han bor, bliver ved med at sige: Du skal bare vente. Eller de siger: I morgen, når han spørger, hvornår han kan komme på hospitalet og blive undersøgt. Achmet er ved at opgive. Nu venter han bare på sit Schengenpas, så han kan komme til et andet land.
EU ER HYKLERE

Ifølge de officielle tal er der lige nu godt 50.000 flygtninge og migranter i Grækenland, men tallet er formentlig endnu højere. Folk kommer ikke kun ind i landet via øerne. Mange kommer ind i det nordlige Grækenland gennem smuglerruter fra Tyrkiet. Nye flygtninge og migranter fra nord skal søge asyl via Skype. En forbindelse, der kun er åben en time en gang om ugen, og hvor det er næsten umuligt at komme igennem. Derfor befinder der sig mange uregistrerede flygtninge og migranter i landet.

Grækenlands migrationsminister Yiannis Mouzalas har været stærkt kritiseret for sin håndtering af flygtningekrisen og af forholdene på de græske øer. Flere udenlandske medier, deriblandt danske har i vinter været på Lesbos og Chios, hvor det er lykkedes at dokumentere forholdene, selvom det ikke er tilladt for journalister, frivillige eller andre udefra kommende at bevæge sig ind bag lejrenes pigtråd.

Yiannis Mouzalas manede fornylig under et besøg i Moria lejren på Lesbos til ro, og han påstod, at Grækenland arbejder på at forbedre forholdene. Til den græske avis Ekathimerini sagde han:

-Det er meget nemt for embedsmændene i EU at kritisere os. De er hyklere, når de ikke tager deres del af byrden. Vi har en masse mindreårige i Moria lejren, og vi har bedt EU tage deres del af dem, men det nægter de.

MARERIDTENE FRA KRIGEN

ACHMET er glad for alle de mange frivillige, han mødte fra hele verden på Chios. Hver dag gik han de tyve kilometer frem og tilbage til Chios by for at få engelskundervisning. Det værste var nætterne. Kulden i teltet i Vial med kun et tyndt underlag og et par tynde tæpper over sig betød, at han hver nat vågnede efter en time eller to og ikke kunne sove mere:

-Så tænkte jeg på alt det, der var sket i Homs. Jeg troede, at hvis jeg kom til Europa kunne jeg hjælpe mig selv. Eller at UN ville hjælpe. I Vial var der alt for meget tid til at tænke på krigen i Syrien. Man fik lyst til at begå selvmord. Når man har oplevet så mange frygtelige ting, som jeg har, vil man gerne tænke på noget godt. Ikke på noget dårligt, siger han.

Vi har indtaget samme plads som sidst på cafeen med udsigt over lysene på Omonia. Jeg spørger ham, om hvorfor han er kommet til Europa, og om han dog ikke på forhånd havde hørt om de umenneskelige forhold på de græske øer.

-Det er endnu værre for os syriske flygtninge i Tyrkiet, siger han.

Britiske Kerrie Moor, som i Athen har startet Hope Cafe, hvor flygtninge og hjemløse kan få et gratis måltid mad og tøj har arbejdet som frivillig blandt syriske flygtninge i Tyrkiet. Hun fortæller:

-Ved grænsen til Syrien er forholdene rimeligt gode, fordi der kommer de internationale journalister. Men mange andre steder er det forfærdeligt. Mange steder bor flygtninge op og ned af lossepladser, fordi det er der, der er plads. Der vil tyrkerne ikke selv bo.

Og syriske flygtninge, jeg selv har snakket med, beretter om tyrkiske mafiagrupper, der gør situationen for syrerne risikabel. De fortæller om, hvordan det er umuligt at få arbejde i Tyrkiet, og at syriske børn helt ned til ti år må arbejde, så familien kan overleve. Boligforholdene er dårlige, og børnene kommer ikke i skole.

 

Foto: Achmet

SOM STENALDEREN

Ifølge meldinger venter flere tusinde mennesker på vestkysten af Tyrkiet på netop deres chance for at komme til Europa. Generelt er billedet, at de syriske familier ingen chancer ser for at skabe sig et liv i Tyrkiet, og at det har lange udsigter til, at de kan vende tilbage til Syrien.

Achmet synes, det var som at leve i stenalderen i bo i Viallejren. Koordinator for Læger uden Grænser på Lesbos Aria Danika sagde fornylig til avisen Whashington Post:

-Der er ingen grund til, at folk i lejrene ikke har adgang til bad, ordentlige toiletforhold og lægehjælp. Det at de ikke har det, siger mig, at det er led i en større plan, der går under navnet afskrækkelse. Lad være med at komme her, for så skal I bo under forfærdelige forhold.

Adjunkt på Institut for Kultur og Globale studier på Ålborg Universitet og ekspert i migrant- og flygtningestrømme i Europa Martin Lemberg Petersen udtalte fornylig til DR P1 Oriententering:

-Man kan sige, at der mellem linierne har været flere forskellige tilkendegivelser af, at den uholdbare situation, man skaber på øerne, har en vis afskrækkende effekt for fremtidige flygtninge, før man begiver sig ud. Man tænker sig om to gange, lyder rationalet fra EU systemet.

Den holdning fra systemets side har der ikke været så mange officielle pressemeddelelser om, men ifølge Martin Lemberg Petersen har EU kunnet forudse dette.

-Man har vist det her på forhånd. Der var en lang stribe humanitære organisationer, der forudsagde dette allerede, inden man lavede Tyrkiets aftalen, siger han.

Aldrig før i historien har der været postet så mange penge i en humanitær katastrofe som der siden 2015 er postet i flygtninge- og migrantstrømmen i Grækenland. Ifølge netmediet Refugees Deeply er der brugt ialt 803 amerikanske millioner dollar i Grækenland siden 2015. Heraf har EU postet de 541 ind. Refugees Deeply har regnet ud, at hvis alle pengene er brugt på de 1,03 millioner flygtninge og migranter, som er kommet til Grækenland siden 2015, skulle der være brugt 780 dollar pr flygtning. Siden 2015 har EU, de mange nødhjælpsorganisationer, der opererer i Grækenland og Grækenland selv sloges om ansvaret for, hvor alle pengene er blevet af.

-Grækerne beder om hjælp, men de er også lidt fanget i politisk mudder og kviksand, mener Martin Lemberg Petersen. På den ene sidder de mange EU lande, der har det fint med at isolere flygtningene i Grækenland og Italien. På den anden side er grækerne heller ikke et hundrede procent indstillet på at modtage den hjælp, de efterspørger, fordi man er bange for at blive styret eksternt fra EUs side.

FLERE PÅ VEJ

Tyrkiet har nu officielt 3,5 millioner syriske flygtninge boende. Da Grækenland fornylig gav asyl til en tyrkisk soldat, som cpræsident Erdogan mener er en af dem, som stod bag det mislykkede kup mod ham i 2016, truede præsidenten med at åbne for sluserne og bare lade flygtninge og migranter tage til Grækenland. Grækenlands regering har derfor nu opfordret til, at tilladelsen til asyl for soldaten droppes.

-Min oplevelse dernedefra er, at der er rigtig mange flygtninge i Tyrkiet, også i og med at IS belejringen er faldet, siger Martin Lemberg Petersen.

-Det jeg hører, og som UNHCR også har været ude at sige, er, at folk som ankommer fra Syrien ind i Tyrkiet mere eller mindre bliver ledt direkte igennem Tyrkiet til vestkysten og derefter så tager turen over til Grækenland. Det kan være med til at forklare, hvad vi har set de sidste måneder.

Imens det tilsyneladende sejler for de græske myndigheder, er det godt organiserede frivillige, som står på stranden og tager imod bådene, når de kommer ind fra Tyrkiet. De sørger for varmt og tørt tøj til de drivvåde mennesker, som lige har gjort turen over Aegaerhavet. Det er også frivillige, som for private donationer deler vintertøj ud, og sågar de festivaltelte mange bor i nu i mangel af bedre.

Det sidste Achmet sagde til mig, da vi mødtes sidste gang, var, at han gerne ville arbejde som frivillig. Nu fortæller han glad, at han har fået arbejde i Khora Centeret, et sted, der kører på private donationer, og hvor flygtninge og hjemløse blandt andet kan komme og få et gratis måltid mad.

Så nu er billederne på Facebook af de mistrøstige forhold i Viallejren skiftet ud med billeder af lækker syrisk mad i Khora Centeret, billeder af Achmet sammen med forskellige frivillige og så – stadig – alle de forfærdelige billeder fra Syrien. Den dybe ensomhed og sorgen over alt det, der skete i hans hjemland, savnet af familien i Syrien må Achmet formodentlig altid leve med. Han skriver i en opdatering:

-Jeg går ikke, hvor der er en vej. Jeg går, hvor der ingen vej er – og efterlader et spor.

 

Foto: Ruhi Loren

Reklamer


Skriv en kommentar

EN ISKOLD BABY I ATHEN

 

 

 

Blandt flygtninge i Athen:

 

EN ISKOLD SQUAT
OG EN NYFØDT

 

Dette er historien om den syriske kvinde Basimaa og atten dage gamle Mustafa og hans mor og far og 400 andre syriske flygtninge i en iskold squat i Athen. Eneste varmekilde i den nedlagte skole er et lille elektrisk varmeapparat til hver familie, og det går hele tiden ud, fordi skolens gamle elnet er overbelastet.
Når Mustafa ikke lige sover, græder han. Lægen siger, at det er, fordi hans mors brystmælk er for kold til hans mave.
Af hensyn til flygtningenes sårbarhed og deres sikkerhed er alle de medvirkende anonymiseret, og billederne er neutrale.

————————————

 

 

Hun sidder næsten direkte på det kolde stengulv med kun en tynd madras og et tæppe til at adskille fra gulvets isnende kulde. Håret er dækket af en sort strikhue. Kroppen hyldet i en alt for stor frakke. Foran hende står et lille elektrisk varmeapparat, der tænder og slukker, alt efter om der er strøm. På de udstrakte ben ligger en tæppebylt, som hun hele tiden vugger frem og tilbage. Kulden sniger sig rundt og ind og allevegne. I hjørnerne. Bag ryggen. I kroppen. Og i den mælk hun ammer sin nyfødte med.

Mustafa kom til verden på et hospital her i Athen for atten dage siden, og nu må hans mor vugge ham konstant. Ellers græder han.

Hun spørger, om jeg vil have lidt varme og flytter apparatet, så det vender mod mig.

-Nej, nej, du og dit barn skal have varmen, siger jeg og vender apparatet mod hende.

 

FAR PÅ MOBILTELEFONEN

 

Vi er i et stort klasseværelse med højt til loftet og store utætte vinduer. Kvinden, jeg egentlig er kommet for at besøge ( jeg vil kalde hende Basimaa ) har boet her på den nedlagte skole, en af Athens fjorten squats, i trekvart år. Hun venter bare på at komme op til sin mand i Tyskland, men det græske asylsystem arbejder langsomt, og indimellem er hun ved helt at opgive håbet.

-Hvis vi nogensinde kommer til Tyskland, er hun nu begyndt at sige og ser trist frem for sig. Hendes søn har kun set sin far på mobiltelefonen.

På grund af lange sagsbehandlingstider for familiesammenføring i de europæiske lande og den stadigt farligere krig i Syrien drog mange kvinder med deres børn alene mod Europa, op til de mænd, som var rejst i forvejen. Mange kom for sent, og sidder nu på niende og tiende måned fast i Grækenland.

Den primære årsag er landets langsomme asylsystem og så EU-landenes manglende vilje til at modtage flere flygtninge. Med i den kontroversielle aftale med Tyrkiet, som EU indgik i marts sidste år, var, at EU skulle sende blandt andet sagsbehandlere til Grækenland, så asylbehandlingen kunne gå hurtigere. Dette er imidlertid ikke sket, eller de, som blev sendt afsted, er trukket hjem igen. Den langsommelige behandling betyder, at kun nogle få tusinde af de mange strandede flygtninge i Grækenland indtil nu er genbosat i andre europæiske lande.

 

 

KULDE, REGN OG BLÆST

 

Basimaa var en af de godt 50.000 flygtninge og migranter, som strandede i et limbo i Grækenland, da Makedonien i marts sidste år lukkede sin grænse for strømmen af flygtninge fra Grækenland. Sammen med 10.000 andre boede hun med sin et-årige søn i flere måneder og under kummerlige forhold i en teltlejr ved Idomini, grænsen mellem Grækenland og Makedonien. Regn, kulde, blæst og sult var dagligdagen. Alle håbede hele tiden, at grænsen igen åbnede, så de kunne fortsætte nordpå.

En dag lukkede græsk politi den improvisatoriske og uhygiejniske lejr. Flygtninge og migranter blev mod deres vilje kørt væk i busser. Nogle til lejre i store nedlagte fabrikker i det nordlige Grækenland, andre til Athen. Grækenland havde dengang som nu store problemer med at skaffe indkvartering til alle de strandede. Landet har sine egne økonomiske problemer. Sine egne mange fattige. Sine egne mange hjemløse.

Så Basimaa endte på skolen her, en tom forladt bygning besat af folk fra Athens anarkist miljø. En syrisk mand fra miljøet og bosiddende i Grækenland i mange år er boss – som flygtningene kalder ham – over skolen og dens 400 mennesker. Under sig har han også andre squats. Skolens beboere er syrere og kurdere flygtet fra krig. Mange af dem har nu boet her i månedsvis, og der er rigtig mange børn – og ældre mennesker.

Squat’ en er som Athens andre squats selvkørende. Den får ingen hjælp fra UNHCR eller den græske regering og vil heller ikke have det. De fjorten squats eksisterer på donationer, primært fra frivillige, som rejser til Athen fra hele verden for at hjælpe. Organisationer som Læger uden Grænser, UNHCR, Røde Kors vil man ikke have inden for dørene. Heller ikke selv om Grækenland i år – vinteren 2016/17 har haft det ekstraordinært koldt med temperaturer under frysepunktet og sne.

Og trods vinteren kommer der hele tiden nye flygtninge og migranter til landet. Enten lander de med båd på de græske øer eller de kommer ind i det nordlige Grækenland via Tyrkiet. Officielt opholder der sig godt 62.000 i landet. De nyankomne ender i overfyldte lejre eller som her i en overfyldt squat, hvis de ikke må friste livet på gaden.

 

SKILLEVÆGGE AF LAGNER

 

Basimaa har lagt et tæppe ud over det kolde stengulv. I det forhenværende klasseværelse bor nu fire familier med børn og en bedstemor. Skillevæggene er lagner og tæpper hængt op på snore. Sidst jeg var her, havde hver familie et lille iglotelt at sove i, men de var så snavsede, at de måtte smides ud. På etagen oven over bor Basimaa’s kusine med sine to små børn, hvor en er svært handicappet. Kusinen venter også på at komme op til sin mand.

Det lille elektriske varmeapparat foran os er en donation. Sådan et har alle familier til at holde den værste kulde fra døren, men skolens forældede elektriske system kan slet ikke bære de mange elapparater.

-Det er meget værre om natten. Så tænder alle for apparatet, og så har vi slet ingen varme. Min mand har en lejlighed i Tyskland, og så sidder vi her og fryser. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, at vi ikke kan komme op til ham. Jeg er så bange for, hvad der skal ske med os. Jeg er bange for min søn. Hvad der vil ske med ham? Hvordan vil han klare det her? Hvad hvis han bliver syg her? Jeg er bange for, at vi aldrig kommer til Tyskland, siger Basimaa, som er uddannet apoteksassistent i Syrien.

Det er ikke mere end en uge siden, at nogen smed en brandbombe ind gennem et åbent vindue i naboklasseværelset. Heldigvis skete der ikke noget, men det har gjort Basimaa meget bange:

-Jeg er flygtet fra Syrien, fordi jeg risikerede at dø. Skal jeg så dø her, spørger hun.

Det er ikke første gang en af de mange squats i Athen er udsat for et brandattentat. I sommer blev en anden hærget af brand efter et attentat. Og politiet tager sig ikke af det. De kommer nemlig slet ikke. De fleste squats ligger i byens anarkistmiljø Exarchia, og her kommer politiet kun i tilfælde af mord og lignende, får jeg at vide. Folk forventes selv at holde justits.

 

LUGT AF URIN

På den anden side af lagnet, hvor vi sidder, bor kvinden med nyfødte Mustafa. Straks efter fødslen blev han sammen med sin mor sendt tilbage til skolen med de snavsede og kolde toiletter og baderum, stanken af urin overalt og de iskolde gange og klasseværelser. Mustafas mor har kun det tøj, hun har på, og det er hendes mands. Uden for tæppet, inden man træder ind i deres lille aflukke, står gamle udtrådte sko. De sorte slippers er hendes. De eneste sko hun ejer. Dem havde hun også på på hospitalet, da hun skulle føde. Mustafa mangler tøj. Moderen åbner op for alle tæpperne, så jeg kan se, hvad han har på. En bluse og et par små bukser. Da jeg går derfra, har jeg en ønskeliste på et par sko, str. 37, babytøj, en stor BH, og en vugge.

Mustafa græder hele tiden i kulden. Sover han ikke, græder han. Så får han lidt brystmælk, og han falder i søvn igen. Meget af natten holder han sig selv, sin mor og alle de andre familier vågne med sin gråd. Mustafas mor har store sorte rande under øjnene. Hun har været til læge med ham. Lægen sagde bare, at Mustafa græd, fordi han fik ondt i maven af hendes kolde brystmælk.

Selvom flere af Athens squats slet ikke er egnede som bolig i vintermånederne, er de fyldt med børnefamilier og bedsteforældre, som ikke har andre steder at tage hen. Squat’sene ligger i nedlagte skoler, i nedlagte kontorbygninger eller i gamle huse. Også mange mindreårige, børn og ganske unge, som er kommet til Europa uden følgeskab af voksne, havner i en af squat’sene. Nogle fungerer dog bedre end andre.

 

KAOTISK SITUATION

Situationen i Grækenland og på Balkan er her i vintermånederne kaotisk og kritisk. Billeder fra det nordlige Grækenland og de græske øer af flygtninge boende i tynde telte overdækket af sne har floreret på både de sociale medier og i de etablerede. Grækenlands integrationsministerium har fornylig lovet, at alle flygtninge og migranter i telte vil blive flyttet til hoteller og varme steder, men der bor stadigvæk mange under kummerlige forhold, også børnefamilier. Landet, der har nok i sine egne problemer, har besvær med at skaffe varme og sikre pladser til alle.

UNHCR har ellers fået EU-penge til at forbedre forholdene til vinteren. Der er godt 50 flygtningelejre i Grækenland. Nogen bliver hele tiden lukket, og nye åbner. De fleste i lejrene er flygtet fra krigen i Syrien, men der er også mange afghanere imellem. Ifølge avisen The Guardian har Europa-Kommissionens afdeling for humanitær bistand og civilbeskyttelse, ECHO siden april givet UNHCR 104 mio kr til at forberede den kommende vinter. UNHCR skulle for pengene flytte folk fra telte til opvarmede præfabrikerede containere og i det hele taget forbedre forholdene.

Begge organisationer beskyldes nu af andre hjælpeorganisationer for at have bortødslet pengene, efter at tusinder af flygtninge ikke var flyttet til sikre steder, da vinteren satte ind med snefald i det nordlige Grækenland allerede i begyndelsen af december, skriver Guardian.

Også den græske regering beskyldes for ikke at have brugt 670 mio kr ordentligt, penge givet særskilt af EU til at forbedre forholdene i lejrene. Ifølge avisen har ingen det overordnede overblik, og derfor skyder man skylden på hinanden.

Den kaotiske situation med manglende officielle og sikre steder, hvor flygtninge og migranter kan bo, har blandt andet skabt pres på de mange squats i Athen. Flygtninge i squat’en, hvor jeg er, beretter om, hvordan andre familier straks overtager deres plads, hvis de selv er væk et par timer. Den stærkeste overlever.

 

MADEN FORSVINDER

 

Mad er også en mangelvare. Små NGO organisationer og frivillige uddeler mad fra centralt hold til Athens squats. Den kommer til skolen, men den forsvinder, fortæller flygtningene.

Der bliver uddelt mad to gange om dagen. Morgenmaden er OK, men aftensmaden er uspiselig, siger en syrisk mand.

-Jeg har fundet små stykker af jern i risen.

En dag, hvor jeg er der, er frokosten en halv skål kogte kikærter til hver familie og så de traditionelle arabiske fladbrød.

Jeg ser på Mustafas mor. Hun ligner bestemt en, som bare er træt, træt og som trænger til masser af rigeligt og ordentligt mad, friske grønsager og frugt. I dag snakker Basimaa og hende om et eller andet på arabisk. Mustafas mor græder stille. Næste gang jeg kommer, smiler hun. En græsk mand har givet hende en lille plastikvugge. Hun fik så ondt i benene af hele tiden at sidde og vugge ham.

 

AFVIST AF POLITIET

 

Selvom Basimaa føler sig utryg i squat’en, tør hun heller ikke tage andre steder hen. Hun har prøvet at komme ind i en af de officielle lejre med et godt ry, men politiet afviste hende ved indgangen. Der var ikke plads, sagde de. Så nu holder hun godt fast i sit hjørne i klasseværelset på skolen. Så andre ikke tager pladsen, og hun står hjemløs på gaden med sin søn.

Til trods for den kaotiske situation i Grækenland vil Tyskland midt i marts måned igen begynde at sende afviste asylansøgere tilbage til landet. En talsmand for det tyske indenrigsministerium har sagt til det franske nyhedsbureau AFP, at Tyskland nu anser Grækenland som et sikkert land, og at man vil genindføre Dublin forordningen. Tyskland suspenderede i 2010 Grækenland som værende et sikkert land for flygtninge og har ikke siden sendt afviste asylansøgere tilbage.

Tilbage på skolen i Athen har kulden netop i disse dage taget fat igen, og efter en halv time kan jeg mærke den snige op gennem hele kroppen. Kvinderne spørger, om jeg ikke vil blive og sove. Jeg er sikker på, det er gæstfrit ment, men jeg takker høfligt nej. Havde det været sommer, var det noget andet.

Da jeg går, møder jeg ude på den iskolde gang en gammel mand i slippers, hvid kjortel og bare ben. Han går langsomt ned ad trappen til toiletterne på underste etage. Uden for i skolegården står en gruppe børn i fire-fem års alderen. De fryser, kan jeg se. På vej ud af skoleporten går en gruppe kvinder med børn og babyer i klapvogne.

————————————–

Riad og hans familie blev et par dage efter flyttet til et hotel, sponsoreret af private. Basimaa og alle de andre sidder stadig tilbage i squat’en.

 

 

 

 

 


4 kommentarer

Marokanske Med Med drømmer bare om job i Europa

Tyrkiet ligger tæt på Chios. Hvis alt går godt, tager turen i en overfyldt gummibåd fyrre minutter.

 

 

Med Med fra Marokko er fanget på en græsk ø. I fængsel siger han. På ubestemt tid. I tre måneder har han siddet fast i en lejr på øen Chios ude af stand til komme videre ind i det Europa, der er hans store drøm.

– Hvis de sagde til mig, at jeg skulle i fængsel i Athen i et halvt år eller et helt år. Og at jeg så bagefter ville få min frihed og kunne rejse, hvorhen jeg ville. Jeg ville bare blive så lykkelig. Forstår du?

Med Med er kun 17 år og så er han en af de mange migranter, som vil ind i Europa. Han drømmer om en dag at stå i Norge eller Sverige, ifølge ham selv rige lande med masser af arbejde til sådan en som ham. Derfor fløj han for tre en halv måned siden fra Casablanca i Marokko til Istanbul i Tyrkiet, så med bus til Izmir i det vestlige Tyrkiet. I Izmir fandt han en menneskesmugler. Han betalte 500 euro for at blive sejlet til den græske ø Chios for nu at sidde fast i en lejr på øens EU hotspot.

Med Med fortæller, mens vi sidder på en cafe og drikker cappuchino. Med Med elsker kaffe, og han er sunket godt ned i caféens dybe luksuriøse lænestol. Indtil nu er vi ikke blevet jaget væk. Som forleden, hvor jeg så en flygtning købe en kop kaffe på en cafe. Da han ville sætte sig ved et af de udendørs cafeborde og nyde den, verfede servitricen ham væk.

Cafeen her ligger ved havnefronten, hvor turister i gode tider spadserede frem og tilbage. Siden flygtningestrømmen i sommeren 2015 satte ind for fuld kraft, er turismen på Chios dalet med 60 procent, et norsk turistbureau har måttet lukke, og ingen europæere tager længere på ferie til den særprægede og smukke ø fyldt med historie, hvide bjerge og landsbyer med mønstrede huse. Fra vores behagelige lænestole kan vi se se ud på to store græske marinefartøjer og skibet Politia de Frontiere. Alle skibe, der skal holde sådan nogen som Med Med ude af Europa.

 

FLYGTNINGESTRØMMEN
STEGET IGEN

EU har to hotspot lejre på Chios. Den pigtrådsindhegnede Vial, placeret så langt væk, at ingen ser hverken den eller dens indbyggere og så Souda lejren i Chios by gemt væk bag en slotsvold og med en formidabel udsigt til Tyrkiet. Lignende hotspot er der på øerne Lesbos, Samos, Kos og Leros. Mere end 14.000 mennesker opbevares i disse lejre. Alle ankommet til de græske øer efter 20. marts sidste år, hvor EU indgik sin kontroversielle flygtningeaftale med Tyrkiet. Det er svært at sige nøjagtig, hvor mange mennesker, som befinder sig på øerne. Hele tiden ankommer der nye overfyldte både fra Tyrkiet, og flygtninge med asylchancer, primært syrere får indimellem lov at tage videre til Athen. Andre bliver sendt retur til Tyrkiet.

Den sidste uge er strømmen af flygtninge igen taget til, og mere end 500 er kommet til Chios, i snit 100 om dagen. Uden for Souda lejren er der rejst endnu flere af de små festivaltelte, og forleden nat slog frustrationerne i den overfyldte lejr ud i et kæmpeslagsmål. En kvinde og et barn måtte til behandling på hospitalet.

De fleste flygtninge og migranter på Chios er fra det krigshærgede Syrien, men der er også mange fra Afghanistan, Pakistan, Iran, Irak, fra adskillige afrikanske lande og fra Nordafrika, Algeriet, Marokko og Tunesien. Især algierere er der rigtig mange af.

I lejrene bare venter de mange mennesker. De heldigste på at komme videre. De fleste på bare at blive sendt tilbage til Tyrkiet. Ingen ved noget, og ingen får noget at vide. Mange har ventet på denne måde i adskillige måneder, nogle helt op til et år. Uvished og lediggang tærer. Folk bliver deprimerede og desperationen stiger. Dagene går med ingenting, og indimellem koger stemningen som sagt over. Elleve personer har forsøgt selvmord. På Chios alene har der denne vinter været fire selvmordsforsøg, hvoraf to lykkedes.

Med Med bor i Souda lejren. Han er en af de tusinder af mindreårige, som er kommet til Europa i håb om et job og en bedre fremtid, end den han kan få i Marokko. Andre kommer fra krigshærgede lande som Afghanistan, Syrien og Irak og er sendt i forvejen, måske for at resten af familien en dag kan komme i sikkerhed i Europa. Mange mindreårige er helt ned til 13-14 år, og de lever som oftest et kummerligt liv i Athen, på Balkanruten eller andre steder i Europa. I Athen ender disse mindreårige tit i prostitution for at tjene penge til at komme videre op gennem Europa. På Balkanruten bor de i improviserede beskidte og kolde lejre i tomme fabrikshaller, ved grænsen til Ungarn stoppes de af høje hegn, et brutalt politi med hunde eller selvbestaltede højreradikale grupper.

 

FRA FATTIGE KÅR
I MAROKKO

Med Meds mor hjemme i Marokko er fattig. Hun gør rent for de rige, og det har Med Med det rigtig skidt med. Så han er taget til Europa. Den helt store drøm er at sende penge hjem til moderen, så hun ikke længere skal slide og slæbe, og så hans to mindre brødre kan fortsætte i skolen.

-Jeg havde det selv rigtig dårligt, da jeg blev nød til at stoppe i skolen, siger han og tager en slurk af cappuchinoen. Med Meds far døde af lungekræft for fire år siden, og familien blev yderligere fattig.

-Min mor har et hårdt liv. Hun siger det aldrig, men jeg kan se det på hende. Jeg vil hjælpe hende.

Med Med har stadig bøjle på tænderne og sine drømme i behold. Han er også et kvikt hoved, og så er han smart med tal, fortæller han. I Marokko prøvede Med Med at få et arbejde, men uden held. Mange arbejdsgivere forlanger penge, hvis de skal ansætte en person, og det selv om jobbet er til en meget lille løn, fortæller ham. Et udsagn jeg har fået bekræftet fra anden side. Så nu er Med Med i stedet i fængsel på en græsk ø, som han og de mere end 3000 flygtninge og migranter på Chios kalder deres ufrivillige ophold på øen. I 89 dage har han boet og frosset først i et lille telt, så i en præfabrikeret container i Souda lejren. Havde han bare fået arbejde i Marokko, var han blevet hjemme, siger han.

 

Men Europa vil jo heller ikke have dig?

Med Meds blik flakker lidt ved spørgsmålet og – måske – realismen i hans drøm, men så svarer han fast:

-Jeg stoler på mig selv. Jeg ved, jeg kan. Og jeg vil prøve. Hvis de sender mig tilbage til Tyrkiet, vil jeg prøve at komme til Spanien. Ja, jeg ved godt, at jeg ikke vil få asyl, men jeg vil finde en anden vej, finde et arbejde, blive gift. Jeg ved det ikke. Jeg ved, jeg kan, forstår du?

Med Med vender hovedet og kikker ud på havnefronten og de skibe, der skulle have holdt ham væk, men som endte med at hjælpe ham og de 53 andre i den gummibåd, han sejlede til Chios i.

BAD HELE TIDEN
TIL GUD

-Jeg var meget bange og bad til Gud hele tiden. Normalt tager det kun 45 minutter at sejle over, men det tog os en time og 45 minutter. Tyrkerne sejlede efter os og råbte hele tiden stop, stop og lyste på os, men vi ville ikke stoppe. Vi råbte nej, nej og viste dem de små børn, vi havde ombord. Da vi var inde i græsk farvand, samlede et græsk marineskib os op og bragte os her ind i havnen, fortæller Med Med.

De første to måneder boede han i et lille festivaltelt i regn, sne, mudder og kulde.

-Nej, hvor var det koldt. Så kom en frivillig fra Luxemburg og sagde, at en var rejst, og jeg kunne flytte hen i hans container. Jeg blev bare så lykkelig, og jeg takkede hende meget. Der var elektricitet og sovepladser og et klimaanlæg, der varmer en lille smule, ikke meget men lidt. Jeg inviterede nogen venner med, og nu kommer alle vennerne og får opladet deres mobiltelefon hos mig.

Med Med taler om de børnefamilier, som er i lejren og som kommer fra krig og er traumatiserede. Hver gang jeg møder Med Med på cafeen, har han en ny ven med. I går en yngre syrisk mand, velplejet at se på, men med en af de hudsygdomme, der er så almindelige i lejren. Mens vi snakker, bliver han ved med at sidde og klø sig.

Manden har været i Souda lejren i et år nu. Han virker helt ødelagt. Han er ukoncentreret, som mange af de syrere, jeg har mødt i Grækenland, og han taler og taler om, hvor forfærdeligt hans liv på Chios er, og hvad han skal gøre. Taler han ikke, sidder han blot og stirrer frem for sig. Hvis han vil til Athen, skal han have en attest fra lægerne på Chios sygehus om, hvor dårligt han har det. Den er svær at få, siger han. Han går lange ture hver dag, mindst to timer.

Med Med har også en anden ven. Fra Vest Sahara. Han er rigtig bange for at blive sendt tilbage til Marokko, for så bliver han sat i fængsel. Hans øjne er røde og ophovnede, og jeg spørger, om han er syg. Han fortæller, at han næsten ikke sover. Måske to-tre timer hver nat. Han bor i et af de store telte med op til 30-40 mand og larmer den ene ikke, gør den anden.

Miljøet i lejrene er hårdt. Der er alkohol, slagsmål, knivstikkerier mellem forskellige etniske grupper og prostitution. I Souda lejren vrimlede det med rotter om natten i teltene, selv i containerne bed de sig op gennem gulvet. Enkelte personer blev bidt. Selvom personale fra FN har det overordnede ansvar i lejrene, og der er mange andre store officielle NGO organisationer – alle betalt af EU – var det en norsk frivillig, som til sidst måtte gøre noget ved rotteproblemet – og selv bekoste udgifterne.

 

Faciliteterne på EUs hotspots er primitive. En fortæller, hvordan han ikke har været i bad i to måneder, da der kun er koldt vand, og vinteren i Grækenland har været ekstra hård. Når desperationen bliver for stor, sætter en eller anden ild til teltene. Det er ikke mere end fjorten dage siden et stort telt i Souda nedbrændte totalt. Urolighederne var på et tidspunkt i november sidste år så voldsomme, at personale følte sig truet og forlod øen.

JEG ER BANGE
HELE TIDEN

Mustafa er bare 16 år og fra Syrien. Han har det ikke godt med at bo i Souda lejren og i den container, han deler med fem andre syriske mænd, alle ældre end han. Han er her helt alene, og han er hele tiden bange, fortæller han. Hans familie hjemme i det krigshærgede land har sendt ham i sikkerhed i Europa, og han ankom til øen for to måneder siden. Forleden skrev han på sin Facebook profil:

“If you want to loose hope and ruin your future and your life becomes a living hell come to Europe.”

Hjemme i Syrien i en mindre by uden for Aleppo har han sin far og mor og otte søstre og fire brødre. En nylig Facebookopdatering fra Mustafas hånd:

-Airstrike Assads bombing in my city now. We can not do anything, just cry and pray.

Mustafa vil op til sin søster og hendes mand i Østrig, men foreløbig er han “i fængsel” på Chios. Som alle andre kan han ikke komme herfra.

-Her er forfærdeligt, og jeg hader det i lejren, siger han lavmælt, mens vi snakker på en cafe. Jeg vil ikke være der. Der er beskidt, og folk taler grimt. De drikker og slås og forleden brændte et stort telt. Jeg hader det, og jeg hader krig. Jeg kom fra en krig i Syrien til en ny krig på Chios.

Jeg kan mærke Mustafa ikke har langt til tårer, og jeg tør ikke spørge for meget.

PÅ BESØG I EN
CONTAINER

Et par dage senere inviterer han Ruth og mig på besøg i sin container i Souda lejren. Ruth er nordmand og frivillig blandt flygtningene på Chios. Godt vi er to. Det frarådes nemlig af sikkerhedshensyn gæster at gå alene ind i Souda lejren. Ruth har taget sig specielt af Mustafa, fordi han er så ung, og fordi han har det så dårligt. Tante kalder han hende. På messenger har vi fået besked af Mustafa om, at vi skal vente en halv time med at komme. Han skal først gøre rent.

 

Vi skutter os. Det er koldt i dag. Vinden kommer fra nord, fra Ukraine, som grækerne siger. Da vi har fået grønt lys, går vi ned gennem den hvide række af containere og små festivaltelte, de sidste overdækket med plastik for regn og sne. Ud for toiletter og badekabiner stinker der af urin. Over hele lejren ligger den lugt af snavset tøj og mennesker, jeg kender så godt efter i halvandet år at have rejst i flygtningestrømmens spor. Alle vegne på rækværker og hvor der er en smule plads hænger vasketøj til tørre.

Vi finder den rigtige container mellem alle de andre. Inden for sidder en smilende Mustafa og tager imod. Gulvet er dækket af de sædvanlige grå UNHCR tæpper alle flygtninge får udleveret ved ankomsten til Europa. Sovepladserne er rundt langs væggene, og hver har et tyndt underlag, der vist kun med lidt god vilje kan kaldes en madras. Overalt hænger der tøj. I loftet, på snore, hvor der er plads. Midt i rummet et lille elektrisk varmeapparat. Det her er nok den mest ryddelige container lige nu af dem alle.

Ruth og jeg sætter os ned. En af Mustafas “medfanger” er her også. Han har kone og barn i Tyrkiet. Vi bruger google translate, da hverken Mustafa eller hans containerkammerat kan ret meget engelsk. Vi snakker om krigen derhjemme og familien, som lever i daglige bombardementer. Vi snakker også om Mustafas nye hobby. Han laver små videofilm med sin telefon fra lejren. Symbolske film med telte og hegn og pigtråd og fugle og frihed. Mustafa drømmer om en dag at blive fotograf. Han er god til det med at lave følsomme og udtryksfulde billeder. Og foreløbig går tiden med noget fornuftigt. Måske er det derfor, han er gladere i dag?

Ruth konstaterer også, at Mustafa er i bedre humør.

-Du kan smile, siger hun, da vi har siddet lidt.

Mustafa viser os billeder fra sin hjemby i Syrien. Han har ikke gået i skole i flere år, fordi byens fem skoler alle er bombet sønder og sammen. Byen har heller ikke noget hospital længere. Hvis nogen fra hans hjemby skal på hospitalet, må vedkommende til Tyrkiet. Tyrkiet har taget tre millioner syriske flygtninge, og som de andre lande i nærområdet vil heller ikke det tage mod flere syrere. Derfor er tyrkerne ved at bygge en mur ind mod Syrien, og der bliver holdt øje med, at syge syrere tager tilbage til krigen efter endt behandling. Da Mustafa flygtede fra Syrien, betalte han menneskesmuglere 500 dollar for at komme ud af Syrien og ind i Tyrkiet.

Istedet for at gå i skole tog Mustafa ud til landsbyerne i omegnen af sin by og hjalp nye flygtninge, som hele tiden ankom fra områder, hvor de ikke længere kunne være. Vi ser billeder af en af hans venner og en tantes søn. Begge døde under bombardementer.

FLYGTNINGE I BUR

Der er godt 3000 flygtninge og migranter ophobet i Souda og Vial lejrene på Chios. På Facebook cirkulerer netop nu en – ægte – video af et stort bur fyldt med flygtninge, inklusiv børn. Billedet er fra Vial lejren på Chios, taget af en syrisk flygtning. Nyankomne flygtninge spærres inde i et bur med pigtråd foroven, indtil de er registreret. De græske myndigheder påstår, at det ikke længere foregår.

Alle EUs hotspots på de græske øer har længe været overfyldte. Lige nu er der godt 14.500 flygtninge og migranter tilsammen på øerne. Alene i år er der kommet mere end 4.000 nye. Alle tal, der hurigt forældes på grund af nye ankomster. Rundt omkring i lejre i Grækenland befinder sig yderligere mellem 50.000 og 60.000 flygtninge og migranter. Desuden har Tyskland lige besluttet at tilbagesende afviste asylansøgere til Grækenland.

 

VI DØR LANGSOMT

Det græske asylsystem fungerer ikke optimalt. EU lovede i forbindelse med aftalen med Tyrkiet at sende personale til øerne, der kunne bistå grækerne med asylbehandlingen, men det er mest blevet ved ord. Hvilket betyder, at alle bare går og venter, på et afslag og tilbagesendelse til Tyrkiet. Eller på asyl i Grækenland eller asyl/familiesammenføring i et andet europæisk land. Ventetiden er dræbende. Jeg har hørt mange sige: “Vi dør langsomt her.”

-Jeg ved ingen ting, siger Mustafa. Jeg vil til Athen, men jeg ved ikke hvordan, så jeg må blive her. Når jeg spørger, hvad der sker, siger de, at jeg bare skal gå hen i mit telt og vente. Det er som at være i krigen i Syrien at være her. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ud. Ingen vil hjælpe mig. Når jeg kommer til Østrig, vil jeg begynde et nyt liv.

Et par dage senere får han at vide, at han ikke må videofilme i lejren. Ny nedtur, men så begynder Mustafa at tage sine fine billeder ude i byen, og han lærer sig tysk på telefonen.

MAFIAEN ER
ALLE VEGNE

-Det er ikke svært at finde mafiaen i Izmir, fortæller Med Med. Mafialederen er tyrkisk, men han har agenter, som er marokkanere, algierere eller syrere. Jeg betalte 500 euro for at komme over. Første gang lykkedes det ikke at komme afsted. Politiet kom, og vi måtte løbe. Anden gang lykkedes det, men jeg er jo ikke i Europa nu. Marokko er bedre end Chios, virkelig, virkelig. Der er mennesker her, som er flygtet fra krig og regnede med at finde fred og kærlighed, og så havnede de her.

Med Meds mor ved ikke, at hendes søn sidder fast på Chios.

-Jeg har ikke sagt til hende, at jeg er i fængsel. Så ville hun græde og sige, at jeg skal komme tilbage til Marokko. Jeg siger, at jeg er med venner på Chios, og at det er en dejlig ø, en turistø. Jeg sender hende smukke billeder, hvor vi sidder i solen og drikker kaffe, og jeg smiler og ser glad ud.

Med Med har prøvet at komme til Athen ved at snige sig ombord på en lastbil ved færgelejet. Forleden lykkedes det for tre at komme med uden at blive opdaget. Med Med er uheldig hver gang.

-Jeg har prøvet mange gange, måske tyve gange, men politiet opdager mig altid. Vi hopper op i lastrummet på bilen, når chaufføren ikke er der og gemmer os, men politiet kommer med lommelygter og lyser og opdager os. Så kommer vi i fængsel i en time eller to og tilbage til lejren. Det er lykkedes for flere at komme med lastbilerne, så vi bliver ved.

-Try, try and never cry, forstår du. Det er et engelsk ordsprog, og nu tror jeg på det. Jeg troede ikke på det, da jeg i Marokko, men det gør jeg nu.

-Det er da et hårdt liv her, men jeg er ligeglad, med rotterne og kulden og alt det. Bare jeg kan få min frihed, lyder det fra Med Med.

De lokale grækere på Chios er ikke begejstrede for flygtningene, som kommer til deres ø. Sidste år demonstrerede den fascistiske gruppe Gyldent Daggry ved Souda lejren. Stående oppe på den vold, der omgiver lejren, kastede de brandbomber ned på teltene og teltenes beboere, hvor mange er flygtet fra krig. Adskillige telte brændte.

 

TAG HJEM

-Grækerne på gaden siger til os, at vi skal tage hjem. Jeg forstår dem på en måde godt. Det er svært for dem med alle de flygtninge – og så turisterne, som ikke kommer længere på grund af os, siger Med Med.

Hvad nu når Europa ikke vil have dig, spørger jeg igen.

-Det er en drøm for mig og jeg ved, jeg kan gøre det. Jeg vil prøve. Og jeg ved, det vil lykkes. Jeg stoler på mig selv.

Hvis du nu bare blev i Marokko. Hvad ville du så bruge dit liv til?

Ingenting. Hvis der var noget arbejde, ville jeg tage det. Min far arbejdede på markerne for rige mennesker. Måske kunne jeg gøre det samme som ham, arbejde for andre, men jeg vil ikke være en slave, forstår du? Der er humanity i Europa. Det tænkte jeg meget på, mens jeg var i Marokko. For dig er der humanity, du har arbejde, du har penge, du har familie, du har rettigheder. I mit land skal man tage sig sine rettigheder, man skal hele tiden kæmpe. I Europa er man født med dem.

Men Europas grænser er jo lukket nu. Du kan ikke komme ind?

-Jeg tror ikke på, at grænserne er lukkede. Du kan se, der kommer stadig mange mennesker igennem. Jeg vil aldrig tro det. Hvis du søger en vej, vil det lykkes. Hvis jeg prøver et sted, og det ikke lykkes, vil jeg prøve et andet sted. Hvis Allah mener, at det er vejen for os, vil han vise os den bedste vej, forstår du?

-Men jeg savner min knallert, som jeg havde i Marokko. Jeg savner at kunne komme rundt, forstår du? Med Med kikker drømmende ud af vinduet.

I dag skriver Mustafa så på arabisk på Facebook:

“Jeg er i et mareridt, jeg ikke kan vågne fra.”

En uge senere bliver Mustafa flyttet til et hus, hvor der kun bor mindreårige. Han bliver ovenud glad og meddeler det straks til alle vennerne på Facebook, de gamle hjemme i Syrien, og de nye på Chios.

 

 

 


Skriv en kommentar

EN ISKOLD BABY

 

2017-01-10-17-29-59
Hun sidder næsten direkte på det kolde stengulv. Kun en madras og et tæppe adskiller hende fra gulvets isnende kulde. Det mørke hår er dækket af en sort strikhue, kroppen er hyldet i en alt for stor frakke. Foran hende et lille elektrisk varmeapparat, der tænder og slukker, alt efter om der er noget strøm. På de udstrakte ben ligger en tæppebylt, som hun hele tiden vugger frem og tilbage. Kulden sniger sig rundt og ind og allevegne. I hjørnerne. Bag ryggen. I kroppen. Og i den mælk hun ammer sin nyfødte med.

Mustafa kom til verden på et hospital her i Athen for atten dage siden, og nu må hans mor vugge ham konstant. Ellers græder han.

Hun spørger, om jeg vil have lidt varme og flytter apparatet, så det vender mod mig.

-Nej, nej, du og dit barn skal have varmen, siger jeg og vender apparatet mod hende.

FAR PÅ MOBILTELEFONEN

Vi er i et stort klasseværelse med højt til loftet og store utætte vinduer. Kvinden, jeg egentlig er kommet for at besøge ( jeg vil kalde hende Basimaa ) har boet her på den nedlagte skole, en af Athens fjorten squats, i trekvart år. Hun venter bare på at komme op til sin mand i Tyskland, men det græske asylsystem arbejder langsomt, og indimellem er hun ved helt at opgive håbet.

-Hvis vi nogensinde kommer til Tyskland, er hun begyndt at sige. Hendes søn har kun set sin far på mobiltelefonen.

På grund af lange sagsbehandlingstider for familiesammenføring i de europæiske lande og den stadigt farligere krig i Syrien drog mange kvinder med deres børn alene mod Europa, op til de mænd, som var rejst i forvejen. Mange kom for sent, og sidder nu på niende og tiende måned fast i Grækenland.

Den primære årsag er landets langsomme asylsystem og så EU-landenes manglende vilje til at modtage flere flygtninge. Med i den kontroversielle aftale med Tyrkiet, som EU indgik i marts sidste år, var, at EU skulle sende blandt andet sagsbehandlere til Grækenland, så asylbehandlingen kunne gå hurtigere. Dette er imidlertid ikke sket, eller de, som blev sendt afsted, er trukket hjem igen. Den langsommelige behandling betyder, at kun nogle få tusinde af de mange strandede flygtninge i Grækenland indtil nu er genbosat i andre europæiske lande.

 

2017-01-11-16-16-57
KULDE, REGN OG BLÆST

Basimaa var en af de godt 50.000 flygtninge og migranter, som strandede i et limbo i Grækenland, da Makedonien i marts sidste år lukkede sin grænse for strømmen af flygtninge fra Grækenland. Sammen med 10.000 andre boede hun med sin et-årige søn i flere måneder og under kummerlige forhold i en teltlejr ved Idomini, grænsen mellem Grækenland og Makedonien. Regn, kulde, blæst og sult var dagligdagen. Alle håbede hele tiden, at grænsen igen åbnede, så de kunne fortsætte nordpå.

En dag lukkede græsk politi den improvisatoriske og uhygiejniske lejr. Flygtninge og migranter blev mod deres vilje kørt væk i busser. Nogle til lejre i store nedlagte fabrikker i det nordlige Grækenland, andre til Athen. Grækenland havde dengang som nu store problemer med at skaffe indkvartering til alle de strandede. Landet har sine egne økonomiske problemer. Sine egne mange fattige. Sine egne mange hjemløse.

Så Basimaa endte på skolen her, en tom forladt bygning besat af folk fra Athens anarkist miljø. En syrisk mand fra miljøet og bosiddende i Grækenland i mange år er boss – som flygtningene kalder ham – over skolen og dens 400 mennesker. Under sig har han også andre squats. Skolens beboere er syrere og kurdere flygtet fra krig. Mange af dem har nu boet her i månedsvis, og der er rigtig mange børn – og ældre mennesker.

Squat’ en her er som Athens andre squats selvkørende. Den får ingen hjælp fra UNHCR eller den græske regering og vil heller ikke have det. De fjorten squats eksisterer på donationer, primært fra frivillige, som rejser til Athen fra hele verden for at hjælpe. Organisationer som Læger uden Grænser, UNHCR, Røde Kors vil man ikke have inden for dørene. Heller ikke selv om Grækenland i år har haft det ekstraordinært koldt med temperaturer under frysepunktet og sne.

Og trods vinteren kommer der hele tiden nye flygtninge og migranter til landet. Enten lander de med båd på de græske øer eller de kommer ind i det nordlige Grækenland via Tyrkiet. Officielt opholder der sig godt 62.000 i landet. De nyankomne ender i overfyldte lejre eller som her i en overfyldt squat, hvis de ikke må friste livet på gaden.

SKILLEVÆGGE AF LAGNER

Basimaa har lagt et tæppe ud over det kolde stengulv. I det forhenværende klasseværelse bor fire familier med børn og en bedstemor. Skillevæggene er lagner og tæpper hængt op på snore. Sidst jeg var her, havde hver familie et lille iglotelt at sove i, men de var så snavsede, at de måtte smides ud. På etagen oven over bor Basimaa’s kusine med sine to små børn, hvor en er svært handicappet. Hun venter også på at komme op til sin mand.

Det lille elektriske varmeapparat foran os er en donation. Sådan et har alle familier, men skolens forældede elektriske system kan slet ikke bære de mange elapparater.

-Det er meget værre om natten. Så tænder alle for apparatet, og så har vi slet ingen varme. Min mand har en lejlighed i Tyskland, og så sidder vi her og fryser. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, at vi ikke kan komme op til ham. Jeg er så bange for, hvad der skal ske med os. Jeg er bange for min søn. Hvad der vil ske med ham? Hvordan vil han klare det her? Hvad hvis han bliver syg her? Jeg er bange for, at vi aldrig kommer til Tyskland, siger Basimaa, som er uddannet apoteksassistent i Syrien.

Det er ikke mere end en uge siden, at nogen smed en brandbombe ind gennem et åbent vindue i naboklasseværelset. Heldigvis skete der ikke noget, men det har gjort Basimaa meget bange:

-Jeg er flygtet fra Syrien, fordi jeg risikerede at dø. Skal jeg så dø her, spørger hun.

Det er ikke første gang en af de mange squats i Athen er udsat for et brandattentat. I sommer blev en anden hærget af brand efter et attentat. Og politiet tager sig ikke af det. De kommer nemlig slet ikke. De fleste squats ligger i byens anarkistmiljø Exarchia, og her kommer politiet kun i tilfælde af mord og lignende, får jeg at vide. Folk forventes selv at holde justits.

2016-09-12-07-53-18

 

LUGT AF URIN

På den anden side af lagnet, hvor vi sidder, bor kvinden med nyfødte Mustafa. Straks efter fødslen blev han sammen med sin mor sendt tilbage til skolen med de snavsede og kolde toiletter og baderum, stanken af urin overalt og de iskolde gange og klasseværelser. Mustafas mor har kun det tøj, hun har på, og det er hendes mands. Uden for tæppet, inden man træder ind i deres lille aflukke, står gamle udtrådte sko. De sorte slippers er hendes. De eneste sko hun ejer. Dem havde hun også på på hospitalet, da hun skulle føde. Mustafa mangler tøj. Moderen åbner op for alle tæpperne, så jeg kan se, hvad han har på. En bluse og et par små bukser. Da jeg går derfra, har jeg en ønskeliste på et par sko, str. 37, babytøj, en stor BH, og en vugge.

Mustafa græder hele tiden i kulden. Sover han ikke, græder han. Så får han lidt brystmælk, og han falder i søvn igen. Meget af natten holder han sig selv, sin mor og alle de andre familier vågne med sin gråd. Mustafas mor har store sorte rande under øjnene. Hun har været til læge med ham. Lægen sagde bare, at Mustafa græd, fordi han fik ondt i maven af hendes kolde brystmælk.

Selvom flere af Athens squats slet ikke er egnede som bolig i vintermånederne, er de fyldt med børnefamilier og bedsteforældre, som ikke har andre steder at tage hen. Squat’sene ligger i nedlagte skoler, i nedlagte kontorbygninger eller i gamle huse. Også mange mindreårige, børn og ganske unge, som er kommet til Europa uden følgeskab af voksne, havner i en af squat’sene. Nogle fungerer dog bedre end andre.

KAOTISK SITUATION

Situationen i Grækenland og på Balkan er her i vintermånederne kaotisk og kritisk. Billeder fra det nordlige Grækenland og de græske øer af flygtninge boende i tynde telte overdækket af sne har floreret på både de sociale medier og i de etablerede. Grækenlands integrationsministerium har fornylig lovet, at alle flygtninge og migranter i telte vil blive flyttet til hoteller og varme steder, men der bor stadigvæk mange under kummerlige forhold, også børnefamilier. Landet, der har nok i sine egne problemer, har besvær med at skaffe varme og sikre pladser til alle.

UNHCR har ellers fået EU-penge til at forbedre forholdene til vinteren. Der er godt 50 flygtningelejre i Grækenland. Nogen bliver hele tiden lukket, og nye åbner. De fleste i lejrene er flygtet fra krigen i Syrien, men der er også mange afghanere imellem. Ifølge avisen The Guardian har Europa-Kommissionens afdeling for humanitær bistand og civilbeskyttelse, ECHO siden april givet UNHCR 104 mio kr til at forberede den kommende vinter. UNHCR skulle for pengene flytte folk fra telte til opvarmede præfabrikerede containere og i det hele taget forbedre forholdene.

Begge organisationer beskyldes nu af andre hjælpeorganisationer for at have bortødslet pengene, efter at tusinder af flygtninge ikke var flyttet til sikre steder, da vinteren satte ind med snefald i det nordlige Grækenland allerede i begyndelsen af december, skriver Guardian.

Også den græske regering beskyldes for ikke at have brugt 670 mio kr ordentligt, penge givet særskilt af EU til at forbedre forholdene i lejrene. Ifølge avisen har ingen det overordnede overblik, og derfor skyder man skylden på hinanden.

Den kaotiske situation med manglende officielle og sikre steder, hvor flygtninge og migranter kan bo, har blandt andet skabt pres på de mange squats i Athen. Flygtninge i squat’en, hvor jeg er, beretter om, hvordan andre familier straks overtager deres plads, hvis de selv er væk et par timer. Den stærkeste overlever.

MADEN FORSVINDER

Mad er også en mangelvare. Små NGO organisationer og frivillige uddeler mad fra centralt hold til Athens squats. Den kommer til skolen, men den forsvinder, fortæller flygtningene.

Der bliver uddelt mad to gange om dagen. Morgenmaden er OK, men aftensmaden er uspiselig, siger en syrisk mand.

-Jeg har fundet små stykker af jern i risen.

En dag, hvor jeg er der, er frokosten en halv skål kogte kikærter til hver familie og så de traditionelle arabiske fladbrød.

Jeg ser på Mustafas mor. Hun ligner bestemt en, som bare er træt, træt og som trænger til masser af rigeligt og ordentligt mad, friske grønsager og frugt. I dag snakker Basimaa og hende om et eller andet på arabisk. Mustafas mor græder stille. Næste gang jeg kommer, smiler hun. En græsk mand har givet hende en lille plastikvugge. Hun fik så ondt i benene af hele tiden at sidde og vugge ham.

AFVIST AF POLITIET

Selv om Basimaa føler sig utryg i squat’en, tør hun heller ikke tage andre steder hen. Hun har prøvet at komme ind i en af de officielle lejre med et godt ry, men politiet afviste hende ved indgangen. Der var ikke plads, sagde de. Så nu holder hun godt fast i sit hjørne i klasseværelset på skolen. Så andre ikke tager pladsen, og hun står hjemløs på gaden med sin søn.

Til trods for den kaotiske situation i Grækenland vil Tyskland midt i marts måned igen begynde at sende afviste asylansøgere tilbage til landet. En talsmand for det tyske indenrigsministerium har sagt til det franske nyhedsbureau AFP, at Tyskland nu anser Grækenland som et sikkert land, og at man vil genindføre Dublin forordningen. Tyskland suspenderede i 2010 Grækenland som værende et sikkert land for flygtninge og har ikke siden sendt afviste asylansøgere tilbage.

Tilbage på skolen i Athen har kulden netop i disse dage taget fat igen, og efter en halv time kan jeg mærke den snige op gennem hele kroppen. Kvinderne spørger, om jeg ikke vil blive og sove. Jeg er sikker på, det er gæstfrit ment, men jeg takker høfligt nej. Havde det været sommer, var det noget andet.

Da jeg går, møder jeg ude på den iskolde gang en gammel mand i slippers, hvid kjortel og bare ben. Han går langsomt ned ad trappen til toiletterne på underste etage. Uden for i skolegården står en gruppe børn i fire-fem års alderen. De fryser, kan jeg se. På vej ud af skoleporten går en gruppe kvinder med børn og babyer i klapvogne.

————————————–

Riad og hans familie blev et par dage efter flyttet til et hotel, sponsoreret af private. Basimaa og alle de andre sidder stadig tilbage i squat’en.

 

2017-01-10-17-28-05


1 kommentar

ANARKISTISKE ATHEN

Ingen tvivl. Athen må være en af de mest farverige byer i Europa. Byens meget aktive anarkistmiljø har været aktive med penslerne. Der er bare grafitti overalt. I skolegårde. På huse. Metrostationerne er fyldt med grafitti. Når de handlende om aftenen trækker skodderne ned for butikkerne er gaderne på en gang fyldt med farver. Noget er fantastiske malerier. Andet er ikke meget mere end streger.

img_6989

 

Læs resten


3 kommentarer

GREECE – EUROPES BIGGEST REFUGEECAMP

Processed with Snapseed.

She sits there in the green iglo tent smiling so friendly and she invites me, and I take a seat in the tent opening on the stone floor only covered with the usual grey blanket from UNHCR. A constant blowing fan provides a bit of fresh air inside the sultry heat in the tent. Two children are lying sleeping. The two month old baby boy is wrapped in a blanket tired up with a ribbon, so that he can not move his arms, only the head is free – to save his energy, I have been told. There are no mattresses to rest on at night, only the stone floor and the UNHCR blanket.

Soon winter will come, and I know of private donations, so that the 400 refugees living in this old school in the middle of Athen do not have to sleep directly on an icy floor, but will get mattresses.

I am looking at the broken windows, hoping they will be repaired.

img_6911

But now we are in September, and during daytime it is more than 30 degrees. Athen is exhausting hot, and this classroom even worse. In an attempt to cool down the room the balcony door and windows are wide open. From outside the constant noise of a big busy city.

In this room where once were chairs and tables and laughing children there is now three igloo tents. No more laughing just waiting, sadness and passivity for the residents in the two green and one blue tent.

The tents leaves a little privacy to the three Kurdish – Syrian families, who lives here and who Amina is part of. For the last three month this has been their homes. Before arriving to the old school with the beautiful name Jasmin placed in one of the big city most poor areas, they stayed four month at Idomini in the north right at the border of Macedonia and Greece.

 

Processed with Snapseed.

But how did the families end up here in a tent in a classroom? One day as the Greek economic crisis grow deeper and deeper, Jasmin school was closed. Meanwhile refugees and migrants from all over the world started taking the small dangerous robberboats across the Aegean Sea from Turkey to the Greek island, before they continued their journey up north: To Germany, to Sweden, or Denmark or Norway.

In March Macedonia suddenly closed its borders to Greece – on demand of Austria – and 60.000 refugees and migrants got stucked in the country. Totally unprepared Greece had nowhere to place all these people, and they had to live in the streets. Five thousand people stayed for month on Port Piraeus, and another thirteen thousand were left in heavy rains, cold winds and mud in Idomini at the border.

While all this happened around them anarchists one night cut the bolt to the port of Jasmin school in Athen. They forced their way into the empty building, and refugees could move from their dangerous stay in the street into the classrooms.

At the border between Macedonia and Greece a pregnant Amina were living a hard and difficult life in the growing camp at Idomini. It was early spring. Cold winds were blowing, rain was pouring down and there was mud everywhere. Every morning Amina woke up hoping that this would be the day, where the border would open again. But the Greek police lost the patience before the refugees lost their hopes and one morning they cleared the camp. Amina and her family were taken by busses to Athen, and they ended up in Jasmine school.

 

img_6445

Now the school is a squat like other occupied buildings in Athen, where refugees live. Jasmine is run down. The schoolyard is filled with graffiti. The staircase which lead to the first floor once an impressive winded staircase with the handrail of iron are curved with age. There are big holes in the doors into the classrooms as if somebody has tried to barge through, windows are broken, and paint is pealing of the ceiling. In the taps are only cold water, and the toilets are primitive, and there are too few for so many people.

 

Processed with Snapseed.

In contrast to the official camps all the squats are self supported, and live off donations. The four hundred Syrians living on the Jasmin school gets a simple meal twice a day. One day, when I was there, breakfast was a bread, some feta cheese and half a cucumber each person. Despite the simple and monotonous food, everybody find it much better than the military food in the official camps. Breakfast is served between 12 and 13, and the next meal is in the evening. Vegetables, fruit, bread, everything is bought, where the price is best and cooking goes on in huge pots in the schoolyard.

Amina fled Syria with her husband, his three brothers, her two sisters in law and their children. The families social lives goes on between the tents, on the UNCHR blankets, or where ever there is a small space. One is supposed to take off the shoes, before walking on the blankets, so it becomes like a small sitting room. Against a wall a refrigerator. Next to an old stove. One of the brothers sits with his back turned to the room concentrating on something on the computer. The corners are the wardrobe, and the balcony the drying place. All clothes are being washed either in cold water in a big mable wash in the schoolyard or in the only washing maschine n the cellar.

Amina and her family have escaped the war in Syria – leaving their homes because of bombs and Daesch, she tells me in finger language. Anima detests Daesch. I can see it on her smiling face as it grows with contempt, as soon as she just mentions the word Daesch.

She asks me, where I come from and I say Denmark and she gets hope in her eyes and ask me to take her with back home. She does not like being in Greece, she tells me.

I can not take her with to Denmark, and she knows it and we just smile at each other and again we admire her baby. One of her sisters in law turns up. She looks very young, but she is pregnant. After a while another woman arrives to the tent, dressed all in black and also pregnant. She is upset by something I do not really understand, only that it has something to do with a visit to the hospital. A few days later when I go to see the families again, she has a very small baby, obviously born too early.

One of the men arrives to our gathering in the tent door, and when he is told, where I come from, he takes his telephone. By the help of google translate he tells me that his family has their first interview on the 15. of February.

-A long time, he tells me using Google Translate, and he makes a gesture against the small tents.

The interview is what all refugees her in Greece are waiting for. The interview for asylum in the Greek asylum office. But it takes ages. First – in spring – everybody had to contact the office on a Skype call just to be registered as asylum seekers in Greece. For month 60.000 stranded refugees were trying to get through, but only very few succeeded. It turned out that the office only had one person to receive the calls. When EU made the controversial deal with Turkey they promised to send 2500 staff to Greece to help the Greek people manage the situation, but very few of these people actually turned up.

Everybody have to pass the two interviews, before they will know their future: If they get asylum in Greece, if they are to be deported back to Turkey or their homeland, or they are one of the very few lucky families, who get resettled somewhere in Europe. Meanwhile they are just waiting – with nothing to do. All are living in a limbo – with depressions and in passivity. Only a few of the many refugeechildren all over Greece go to school.

Before I leave, I am told that the family comes from the same village in Syria, and that the sleeping boy in the tent has lost his mum and a sister in a bomb attack in Syria one year ago.

The father of the boy comes along. He smiles as he stands there outside the tent door for a short moment, before he leaves again.

They smile a lot in this family, perhaps to keep the total breakdown away.

Amina is not called Amina in real life. In order to protect the refugees she is made anonymous.

 

img_6468


Skriv en kommentar

HEJ, JEG ER HAMSA FRA SYRIEN

 

img_5499

Hej, jeg er Hamsa fra Syrien. Jeg er fem år, og så er jeg mega glad for at se Bamse og Kylling på Anettes telefon. Normalt er jeg ikke særlig koncentreret om noget, da der altid er så mange mennesker her, hvor jeg bor, og der er sket så meget i mit liv, at jeg kan have svært ved at fordybe mig i tingene, siger de voksne, men Bamse og Kylling kan jeg bare blive ved med at kikke på. De er bare så sjove, og jeg griner højt. Jeg bliver lidt sur, når hun siger, at nu skal hun hjem, og jeg ikke må kikke mere. Igår ville jeg ikke give hende telefonen tilbage. Hun kunne da nok låne mig den, synes jeg. Jeg lover, jeg skal nok passe godt på den.

img_6911

Jeg bor her midt i Athen i en squat. Hvis du ikke ved, hvad en squat er, er det en nedlagt skole. Vi er 400 mennesker her fra mit hjemland. Jeg måtte flygte sammen med min mor og far, fordi nogen smed bomber i hovedet på os fra en flyvemaskine højt oppe på himlen. Der var også nogen grimme mennesker, som kaldte sig Daesch eller ISI. Så sagde min mor og far, at her kunne vi ikke bo. Derfor bor vi nu her i et telt i et klasseværelse på den her squat midt i en kæmpestor by.

Vi har boet her i teltet i snart fire måneder, og min mor og far er meget trætte af det. De ville gerne bo i et andet land i Europa, men der er ingen, som vil have os. Det er jeg ked af, for nu bliver det snart vinter, og så bliver det koldt, og der er ingen varme i vores squat. Jeg håber ikke, jeg bliver meget syg i vinter.

img_5501

Mange af mine kammerater her er allerede syge nu. De hoster og har ondt i halsen allesammen, og er forkølede. Men jeg er en rask dreng, siger min mor, så jeg er ikke syg.

Der er forøvrigt sket noget dejligt. Vi har hele tiden sovet på et hårdt stengulv og et tæppe om natten, men nu har en flink amerikansk dame sørget for, at vi alle 400 flygtninge, som bor på Jasmin skolen har fået en madras. I kan tro, jeg hver aften glæder mig til at skulle ind og ligge på den bløde madras, når jeg skal sove.

Nåh, ha’ det godt fra mig. Hilsen Hamsa fra Syrien. Jeg savner jer allesammen.
img_5501