Det første Adane spørger efter, da han lander på Italiens kyst efter tre døgns livsfarlig sejlads i en overfyldt båd er et bibliotek. Adane er ung og migrant/flygtning fra Etiopien. Adane er forfatter og har fået udgivet to bøger i sit hjemland med digte og prosa, hans store interesse filosofi, og så er han ung og flygtning fra Etiopien.

Han satte ud fra Libyen sammen med 180 andre. I tre døgn sejlede de rundt på må og få, indtil et redningsskib samlede dem op. Først sagde Malta nej til at skibet måtte lande sin last af mennesker på øen. Senere fik det tilladelse af de italienske myndigheder til at sætte dem i land på øen Lampedusa. Derfra blev de bragt videre til Sicilien og overflyttet til en lejr i en mindre by på øen. Det havde været tre sande rædselsdøgn i en større træbåd på det vinterkolde hav. På et tidspunkt gik motoren i stå, men det lykkedes at få gang i den igen. Lettelsen var enorm, da redningsskibet endelig samlede dem op. Da er det mere end en uge siden, de satte ud fra Libyens kyst.

Han har selv mærket, hvordan

libyske fangevogtere og

kriminelle bander begår

overgreb.

Jeg får beskeden på Messenger fra Adane en morgen i starten af november:

-Miss. Nu er jeg i Italien.

Sidst jeg hørte fra ham, sad han et sted i Libyens hovedstad Tripoli. Adane var blot en blandt mange strandet under forfærdelige forhold i Libyen. Han har siddet i flere detentionscentre. Han har set og selv mærket, hvordan libyske fangevogtere og kriminelle bander og smuglere begår overgreb mod flygtningene. En gang imellem skriver han og spørger, om jeg har nogen nyheder fra havet. Jeg kan forstå på ham, at han sidder i venteposition til at komme med et smuglerskib over Middelhavet til Europa.

Et par dage efter at han er kommet til lejren på Sicilien, skriver han igen:

-Jeg kan ikke blive her. Det er langt ude på landet. Når jeg går på biblioteket, er der ingen bøger på engelsk. Alle bøgerne er på italiensk. Jeg er forvirret med al ting.

Vi diskuterer lidt hans muligheder. Jeg kender ikke meget til forholdene for migranter i Italien. Adane begynder at lære italiensk efter en app på sin telefon.

Så hører jeg ikke fra ham et stykke tid. Som med alle mine kontakter blandt flygtninge I Libyen tjekker jeg indimellem, om de har været online. At de stadig er i live for det er bestemt ikke sikkert i et land som Libyen. Forleden morgen lå en ny besked fra Adane.

-Jeg er kommet til Frankrig, skriver han. -Jeg er så glad. Nu har jeg gode muligheder for at læse franske filosoffer som Victor Hugo, Albert Camus, Rene Descartes, Roussos og alle de store russiske forfattere.

Adane er også uddannet elektriker og først og fremmest vil han bare gerne have et arbejde og asyl i Europa.

-Frankrig er et godt land. Selv her i Grenoble er der fire universiteter og store industriområder.
-Jeg er sikker på, jeg vil nå mine mål og få succes, skriver han.

En afrikaner samlede Adane op I sin bil, da han gik på landevejen. Manden bor i Grenoble, og Adane bor i øjeblikket hos ham.

Morgenen efter har Adane skrevet igen. Han kunne ikke blive boende hos sin afrikanske ven, så nu bor han på gaden.

Et par timer senere har han fundet ud af, hvor der serveres gratis mad, og hvor han kan få et bad og vasket sit tøj. Og han finder også et sted, hvor han kan bo nogen dage. Selvom han ikke kan lide tanken om ikke at kunne klare sig selv:

-Nu mangler jeg bare et sikkert sted at sove, skriver han. Bare jeg kan få asyl her i Frankrig, så kan jeg arbejde, studere og sove et sikkert sted. Det er kun lige nu, jeg er afhængig af hjælp. Så kan jeg skabe mit liv på min egen måde, skriver han.