Det vrimler med hjemløse i Athen. Billedet her er taget på havnen i Piræus i marts måned.

Læs resten →

Jeg støder tilfældigt ind i Sayed på Victoria Square i Athen. Sayed er fra Afghanistan, og han og hans familie er blandt de mere end 50.000 flygtninge, som er strandet i Grækenland. Han står der pludselig på en martsdag med høj sol og tilbyder mig venligt at oversætte fra farsi til engelsk.

Jeg er her, fordi jeg har hørt, at mere end tusind fortrinsvis afghanske flygtninge har slået sig ned på pladsen med de lilla blomstrende træer og de smarte cafeer, efter at Makedonien for en uges tid siden lukkede sin grænse mod Grækenland.

Et øjeblik bliver jeg overvældet. Overalt ligger unge mænd og sover, en snavset rygsæk eller taske gør det ud for hovedpude. Rundt omkring i grupper står mænd i alle aldre og snakker, børn leger, og på den forårskolde asfalt sidder kvinder med tomme trætte blikke, på afghansk vis med tørklædet løseligt slået over håret, og gerne en baby eller to i skødet.

Victoria Square er blevet samlingspunkt for de, som er kommet til Europa hele den lange vej fra Afghanistan. Efter at Makedonien uden varsel lukkede sin grænse mod Grækenland, først for afghanere, og så senere også for syriske flygtninge, befinder alle disse mennesker sig i et vakuum i det i forvejen økonomisk trængte land. Menneskesmuglere forsøger her at kapre nye kunder til deres livsfarlige og tvivlsomme ruter op gennem Europa. Lige nu bor 10.000 i kulde, blæst og regn i en teltlejr oppe ved grænsen mellem Grækenland og Makedonien. Andre nåede ikke længere end til Athen. Grækerne har store problemer med at finde indkvartering til de mange mennesker, og på havnen i Piræus bor flere tusinde syriske og afghanske flygtninge og migranter i telte, store afgangshaller og et nedlagt warehouse. Alle håber bare på en ting: at grænsen mod nord igen åbner.

Jeg er ankommet fra Jordan i Mellemøsten et par dage forinden. Et af det krigshærgede Syriens såkaldte nærområder. I Jordan var der orden, ihvertfald på overfladen. På Victoria Square hersker der kaos. Mennesker, bagage og affald. Et par frivillige går rundt med en kost og en skraldesæk. Andre frivillige sidder med en gruppe børn på asfalten og tegner, mens en hvidhåret græker deler chips ud til nogen børn.

En kvinde haster forbi pladsen med sit tørklæde godt op foran næsen, og rundt om den rektangulære plads ses den ene fancy cafe efter den anden. Stolene er tomme. Grækerne kommer ikke, så længe pladsen er fyldt med flygtninge, og flygtningene har ingen penge. Ved nedgangen til metroen holder et stort blåt salatfad. Fem-seks politibetjente med skudsikre veste og pistolerne i siden står parat til at skride til handling ved den mindste tegn på uro.

Jeg fornemmer tydeligt den sædvanlige sitren af nerver, hvor mange flygtninge er samlet og bare venter. Det var den samme anspændthed jeg mærkede på den græske ø Leros, da færgen til Athen på grund af strejke ikke sejlede i flere dage, og flere tusind mennesker strandede på den lille ø.

Sayed og jeg har sat os på en kold trappe. Han fortæller, at han og hans familie nu bor i en af de hastigt opførte flygtningelejre i byen. Foruden en på fem og en på halvandet har han et multihandicappet barn på to et halvt år, og er derfor kommet i kategorien særlig sårbar familie, og berettiget til en container i en flygtningelejr.

-En af de bedre, siger Sayed.

-I det mindste er jeg i sikkerhed her, siger han flere gange.

Familien kom til Athen for en uge siden. Den flere uger lange rejse begyndte i Kabul. Hjulpet af menneskesmuglere har de krydset grænsen til Pakistan, senere grænsen til Iran, så Tyrkiets grænse. De har siddet i en overfyldt gummibåd på Aegaerhavet uden redningsveste for de bar løbet ud for penge, og en dag ankom de så med færgen til Athen:

-Vi blev meget skuffede, da vi fandt ud af, at grænsen er lukket, og vi ikke kan komme videre. Du kan se, der er tusinder af afghanere her, Grækenland er blevet et stort fængsel for flygtninge, siger han, og vi tier en stund, som for først at få den lange rejse og så skuffelsen til at bundfælde sig. Lidelserne, savnet af hjemlandet, og nu den her totalt håbløse situation.

-Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, siger Sayed så endelig.

-Jeg er forvirret. Jeg vil videre, måske Tyskland eller Sverige. Der er ingen fremtid for mig i Grækenland. Jeg ønsker et godt liv for mine børn, og nu er vi fanget her. Da vi ankom med færgen til Athen, sagde politibetjenten:

-Hvad vil I her? Grækenland er et stort fængsel for flygtninge.

Det her er heller ikke godt for EU, det vil give problemer, du kan se, hvis nogen har penge udnytter menneskesmuglerne situationen. Giv mig en mikrofon, og jeg skal vise dig, hvor mange menneskesmuglere, der er her på pladsen. Det er en krise hele verden må tage sig af, mener han.

En lille grå varebil er kørt op og holder ind ved fortovskanten ti meter fra, hvor vi sidder. En mand stiger ud, går om til bagdøren og åbner. De nærmeste flygtninge har fulgt bilen med øjnene og nu styrter de derhen, skubber og masser. Det gælder om at komme først.

-Du kan se, hvordan folk slåes om maden. Det er mit folk, der slåes, Sayed får et mørkt udtryk i ansigtet.

Hundreder af flygtninge har boet i halvanden måned på gulvet i en afgangshal på Piræus havn.

-Der er så mange børn her. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive alt det her for dig. Du kan se det. Mange har mistet deres familie, deres venner, og de er her for at lede efter dem. Alt er forfærdeligt. Men vi er forhåbningsfulde. Det er vi nød til at være. Vi har ikke noget alternativ. Vi er fanget her, siger Sayed lavmælt.

Han forlod Afghanistan, fordi hans liv var i fare. Han havde et godt liv i Afghanistan, fortæller han. Han ønskede ikke at forlade sit land, sin familie og alle vennerne. Hans kone, Nahid arbejdede på en skole og selv havde han job i en bank. Samtidig var han skuespiller og spillede hovedrollen i en TV serie om kvindefrigørelse.

-I hver en krog af Afghanistan ved de, hvem jeg er, fortæller han.

En sen aften lige uden for hans hus overfaldt ukendte gerningsmænd ham. Han hørte, de råbte: Der er Arian. Hans navn i TV serien. De brugte knojern og slog ham bevidstløs. Han lå i koma i et døgn og overlevede med nød og næppe.

-Arrene her er efter det overfald, siger han og peger på nogen grimme ar i ansigtet.

-Før de slog mig bevidstløs, sagde de, at hvis jeg igen viste mig på TV, ville de dræbe de mig og mine børn og min familie. Efter det var det ikke en mulighed at blive en Afghanistan. Jeg blev ved med at modtage advarsler. Derfor er jeg nu her.

I stedet for huset i Kabul bor Sayed og hans familie nu i en overfyldt flygtningelejr med plads til 500 mennesker.

-Der er alt for mange flygtninge her i landet, mange tusinder, og der kommer flere hver dag. Vores lejr er god. Vi får god mad, og der er engelsk undervisning, folk fra UHNCR kommer og ser, hvad der sker, og giver råd til folk.

-Men hvad med at komme videre? Hvad med at bruge en af de mange menneskesmuglere, spørger jeg.

-Jeg har hørt om ruten fra Albanien til Italien, men jeg har også hørt, at det er meget farligt. At de spærrer folk inde i store skibe, og man kan ikke ånde der. Det vil jeg ikke. Jeg vil ikke dø. Derfor er jeg her nu. Jeg venter sammen med andre afghanere på, at grænsen skal åbne, siger han med håb i stemmen.

-Hvad skal jeg ellers gøre? Jeg ved det ikke. Jeg er bare forvirret. Grækenland har sine egne problemer, der er en høj arbejdsløshed. Så hvad skal vi her? Vi kender ikke sproget. Hvad vil der ske med alle disse mennesker? Jeg ved det ikke, jeg ved det virkelig ikke, jeg er bare forvirret, gentager han.

– Min kone kikker bare på mig. Hvad skal hun sige? Vi har tre børn, min handicappede søn har vi båret hele vejen fra Afghanistan. Han holdt armene om min hals, stemmen knækker lidt ved tanken om sønnen, den rædselsfulde rejse, og hvordan han på et tidspunkt troede, at de ville miste ham.

Vi tier igen. Så mærker jeg kulden fra stentrappen, der sniger sig ind i kroppen. Mange omkring mig har boet her i flere dage. De heldige har et gråt UHNCR tæppe, de kan vikle sig ind i om natten. Andre må ligge på den bare asfalt.

Sayed er på Victoria Square for at møde en englænder, og jeg trænger til en kop kaffe. Vi bliver venner på Facebook, og jeg lover at komme og se lejren.

Afghanske flygtninge venter på at komme ind i Illionis lejren.

En dag tager jeg så metroen til Illionis lejren. Lejren ligger i et hvad der mest af alt ser ud som et forladt industrikvarter. Uden for de høje mure har en masse mennesker samlet sig. Mennesker, bagage og græske betjente med skudsikre veste og pistolen i bæltet. Jeg får mast mig frem til porten og spørger vagten, om jeg kan gå ind.

-Hvilken organisation er du fra, spørgsmålet kommer prompte, og jeg havde ikke lige ventet det. Så jeg siger som sandt er, at jeg er journalist og har en aftale med en i lejren.

-Vi vil ikke have journalister ind her, svarer vagten brutalt og kikker den anden vej. Sayed dukker op bag vagten. Han kommer ud, og vi bliver enige om, at jeg nok hellere skulle have sagt, at jeg var en god ven og ville se, hvordan familien havde det.

Den lovede kaffe i receptionsteltet bliver der ikke noget af. I stedet sætter jeg mig på en kantsten, mens Sayed henter sin familie. Hans kone, Nahid og Mutahar på seks og Muhtasham på halvandet. Ali på to et halvt sover til middag.

Flygtningene foran lejren er afghanere, som kom igår aftes, forklarer Sayed. De har måttet vente hele natten og nu det halve af dagen på at komme ind i Illionis lejren. Der har været slagsmål mellem en gruppe syrere og en gruppe afghanere i en af teltlejrene på havnen i Piræus, og politiet har skilt de to grupper ad, og en del er altså havnet her. De gentagne slagsmål handler ofte om jalousi. Syrerne har udsigt til ihvertfald midlertid opholdstilladelse et sted i Europa, mens de fleste afghanere regnes for migranter og derfor kan se frem til at blive sendt tilbage igen.
Vi snakker blandt andet om Sayeds bekymring for, om han kan blive ved at få gratis medicin af Læger uden Grænser til sin handicappede søn. Medicinen er nødvendig, ellers bliver drengen urolig og vil ikke sove.

På vej hjem i toget, mens jeg kikker ud på det nedslidte Athen, tænker jeg på, at det er et stort ansvar for en kun tredive år ung mand.

Havneområdet i Piræus er fyldt med telte. Tusindvis af flygtninge har boet der i flere måneder.