anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier


Skriv en kommentar

Gensyn med en mor

image

Muhammeds mor med sin svigerdatter, som hun ser for første gang.

 

Sidder her på Borneo i lummerhede og øsende regnvejr og med udsigt til en flod, hvor der konstant krydser små langbåde fra den ene bred til den anden. Selv om det regner, skal folk frem og tilbage og skipper han står sikkert i front under en farvestrålende paraply.

Ankom for tre-fire dage siden med Air Asia til denne grønne, grønne ø i det Sydkinesiske Hav. Ankom en sjælden dag i solskin, ellers regner det spandevis med monsunregn – hver dag. Luftfugtigheden er tæt på de 100, men selv om luften føles tung, er det slet ikke så slemt, som det kunne være, påstår hotelejeren. Når det rigtig regner, så regner det, så man slet ikke kan færdes ude, siger han. Spørger jeg, hvornår det stopper, lyder svaret: Til det kinesiske nytår.

image

På Borneo regner og regner det.

Det skulle være en gang midt i af februar.

Ellers er Borneo en lille paradisø med masser af jungle, krokodiller, orangutangaber, hovedjægere, hvide missionærer og smilende venlige mennesker.

Er havnet her lidt tilfældigt, men mere om det næste gang. Først Malaysia og Muhammeds og Masimahs rejse og Muhammeds gensyn med sin mor efter 26 år.

image

En søn af en onkel modtager os på busstationen i Johor.

En noget anstrengende tur fra Danmark til Malaysia. Ifølge billetten skulle vi overnatte på et hotel i Doho i Qatar, stillet til rådighed af vores flyselskab Qatar Airways. Desværre ville oliestaten ikke have Muhammed og Masimah inden for dørene. Det der……det er jo ikke et rigtigt pas, sagde manden hos immigrationsmyndighederne, om det rejsedokument, de hver er udstyret med fra det danske Udlændingeservice og det danske politi.

Så stod vi der. Klokken 22:00. Trætte og med et barn på snart fire år. Den flinke mand lod forstå, at de havde fine lounges i lufthavnen, hvor vi kunne hvile til vores næste fly gik klokken 8:00 om morgenen.

Faktisk var jeg advaret. En indisk tjener på en cafe i Catania på Sicilien havde et par uger tidligere fortalt, hvordan han ikke kunne komme uden for lufthavnen i De Forenede Emirater. Til trods for at han havde bevis for, at han boede og arbejdede i Italien og havde en ventetid i lufthavnen på 17 timer, fordi flyet var forsinket. Han klagede og fik erstattet sin billet. Folk fra Indien, Pakistan og Bangladesh må ikke forlade lufthavnen, når de var i transit, fortalte han. I Qatar gælder det altså også folk uden et “rigtigt” pas.

image

Shofiq er ikke til at slå ned, selv ikke midt om natten i lufthavnen i Doho.

Vi fandt efter en del søgen en overfyldt lounge, og i stedet for en blød seng på et hotelværelse i Qatar blev det til en lang nat i lufthavnen i Doho. Ved ettiden om natten gik Shofiq og jeg en tur rundt i lufthavnsområdet. Lige siden vi tog hjemmefra, havde han været frisk som en havørn over alt det nye og spændende. Vi satte os på en cafe, der stadig havde åben på den tid af natten og jeg bestilte myntete. En times tid senere ville vi gå tilbage til hans mor og far.

Var godt nok træt og kunne ikke finde tilbage til de umage liggestole og Muhammed og Masimah, som havde lagt sig på gulvet, da vi gik. I en oliestats lufthavn er der orden på tingene, og det skortede ikke på vagtpersonale, som stod og hang rundt omkring. Men ingen kendte den pågældende lounge, og Shofiq var vild med de rullende fortove. Vi gik og gik, på må og få og på de rullende fortove, men først ved femtiden om morgenen fandt vi tilbage til et par undrende Muhammed og Masimah. Da var Shofiq endelig blevet så træt, at han begyndte at lægge sig ned på lufthavnsgulvet og ville kravle.

image

Muhammeds mor slap ikke sin søn med øjnene i næste dage.

 

Mens jeg og det eneste barnebarn vandrede rundt i lufthavnen i Qatar ventede en gammel burmesisk kvinde i det sydlige Malaysia spændt på at gense sin eneste søn efter 26 år. Muhammed og hans mor er rohingyaer, en etnisk muslimsk gruppe i det vestlige Burma, som for flere hundrede af år siden er indvandret fra Bangladesh. Rohingyaerne er aldrig blevet accepteret i det buddhistiske Burma, og de senere år er forfølgelsen af dem taget til med nedslagtninger, drab og nedbrændinger af huse. Muhammeds mors hus blev brændt ned, og hun måtte for et år siden flygte med båd til Malaysia. Nu bor den 71-årige kvinde hos noget familie i byen Johor i det sydlige Malaysia og skal hvert halve år søge myndighederne om lov til at forblive i Malaysia.

25 år gammel rejste Muhammed til Malaysia for at arbejde, og han har ikke været i Burma siden. Det er derfor et stort møde, der nu vil finde sted i Johor, og Muhammeds mor har talt dagene på sine fingre, har hun fortalt Muhammed over Skype.

 

image

En søn af en af de mange onkler kikker lidt misundelig med på Shofiqs iPhone.

 

Da vi ankommer til Malaysia, er Muhammed på hjemmebane, og han køber busbilletter på busstationen til os allesammen. Dennegang har han større succes med sit rejsedokument. De malaysiske myndigheder holder nemlig heller ikke af illegale indvandrere i deres land, så pas eller legitimationskort skal vises for at få lov at køre i deres busser.

I Thailand kræves der ikke legitimationskort for at få lov at køre i bus. Men de har en række polititjek på vejen, hvor burmesere, som ikke kan fremvise de rigtige papirer bliver hevet ud af bussen og – gætter jeg – afkrævet bestikkelsespenge, fængslet eller sendt tilbage til Burma, alt efter den politiske dagsorden det pågældende tidspunkt.

Vores bus kører igennem endeløse palmeolieplantager, og en rejsetræt Shofiq falder hurtigt i søvn. Efter fire timers udsigt til palmeolietræer – ifølge miljøforkæmpere Malaysias og Indonesiens svøbe – ankommer vi til busstationen i Johor. Mens vi venter på en søn af en onkel, må Masimah endnu en gang fortælle en tilfældig kvinde, hun nu sidder ved siden af på en bænk, hvad vi er for et mærkeligt selskab. Onklens søn ankommer på knallert, og i taxi kører vi igennem en støjende by til huset, hvor familien og Muhammeds mor bor. En stor familie viser det sig med flere sønner, svigerdøtre og børnebørn af den pågældende onkel. Onklen bor stadig i Burma. Alle mændene undtagen en enkelt, som ankom fra Burma for tre måneder siden og har noget med lungerne, arbejder i restauranter eller i butikker.

image

Familien samlet på gulvet, hvor der også spises.

 

Det bliver et rørende gensyn, alle fælder en tårer og Muhammeds mor flest. Lidt jamrelyde er der også plads til og så sætter alle sig på måtten på gulvet, og jeg får tilbudt den ene af husets to stole. Muhammed åbner den ene af de to kufferter med blandt andet tøj til familien. En et-årig pige får et par farvestrålende tylskjoler, og andre danske særheder fremvises stolt, og Muhammeds mors øjne hviler konstant på den genfundne søn de næste dage.

Efter megen snak og fortællen om livet i Danmark er det spisetid, og en plastikdug bredes ud på måtten. Kylling og fisk og chili og ris bæres ind i små skåle, og vi spiser. Om aftenen da varmen er aftaget, går vi på marked, men når ikke længere end til en restaurant. Muhammeds mor er ikke vant til at gå mere, siger hun, og hendes ben ryster og Masimah synes, det er synd for den gamle dame, at hun ikke kommer ud og gå. På restauranten skal alle – endnu engang – have hele historien om Danmark og sprogskolen, hvor Muhammed og Masimah har lært dansk og alt mulig andet.

image

Kuffertens indholdvises frem.

En flink mand kører de gamle hjem, det vil sige Muhammeds mor, Shofiq og undertegnede. Muhammed synes absolut, jeg skal overnatte hos hans familie, og jeg får stillet et helt værelse til rådighed, mens den del af familien, hvis seng jeg ligger i, sovet på en måtte i et andet rum den nat.
Jeg protesterer, men de er vant til at sove på gulvet, siger Muhammed.

På vores aftentur har jeg fået bestilt et hotelværelse, hvor jeg rykker ind dagen efter. Trænger bare til at slappe af og sove, mens Masimah er utålmodig. Mange timers buskørsel fra Johor venter nemlig hendes mor. Masimah har ikke set sin mor, siden hun for femten år siden som en ganske ung pige blev sendt til Malaysia for at arbejde.

 

image

Borneo den eneste dag med solskin – ellers regn, regn.

 

 

 

Reklamer


Skriv en kommentar

Jaget ud af byen

 

Photo 03-02-14 16.50.31 (2)

Ester tegner og fortæller for en “turistbeduin”

 

Har ellers lige fået lært Joseph, at jeg godt kan gå de tre hundrede meter fra restauranten til byens bedste hotel på egen hånd. Men så skifter jeg hotel. Måske ikke til byens næstbedste, men så ihvertfald tredjebedste. Det skulle jeg aldrig have gjort.

Er faldet. Stået på hovedet over en sten og har erhvervet mig et gult, blåt og lilla øje, hudafskrabninger, en bule i panden, et stort blåt mærke på venstre kind, to forstuvede håndled samt øjenbetændelse. Er måske ikke særlig køn, men til gengæld heldig at der ikke skete mere.

Var heldigvis ikke alene, da det skete. Joseph, som skal passe på, at sådan noget ikke sker – ihvertfald efter hans egen mening, ville følge mig hjem til hotellet, da jeg pludselig ligger der. Skvattet over en sten på en jordvej i mine sandaler. Konklusion: gamle koner skal blive hjemme i deres eget land, eller hvis de absolut skal ud og føjte, så skal de tage ordentlige sko på.

DSC_0386

Joseph er nok bedre til at passe på gamle æsler end gamle kvinder.

Joseph bryder ud i arabiske klageråb. Sætter sig på hug og tager sig til hovedet: Du bløder………det er min skyld……..undskyld Anete……..Ester og Mokthar slår mig ihjel, fordi jeg ikke har passet på dig, jamrer han, mens jeg fortvivlet roder rundt på jorden efter mine briller. Er momentalt blind, da Joseph i panik over alt det blod, har viklet sit sorte turbanklæde af sit eget hoved og bundet klædet om mit. Måske ikke særlig hygiejnisk og har en stærk mistanke om, at den erhvervede øjenbetændelse stammer derfra. Noget han aldrig må få at vide. Til sidst ebber klageråbene ud, og han får taget sig sammen til at ringe efter en ambulance.

Ambulancen er forbløffende hurtig fremme og ankommet til skadestuen bliver jeg tilset af en læge i civilt og kørt til røntgenfotografering af mit hoved i en vakkelvorn rullestol. På hospitalsgangen møder vi en gråhvid kattemor med sine fire bedårende killinger. De bor på sygehuset for at fange mus. Nåh, men heldigvis er der ikke mere galt med mit hoved end der plejer at være, og jeg bliver udskrevet efter at være lappet nødtørftigt sammen.

foto (5)

Mokhtar – som Joseph har stor respekt for – hælder

Næste morgen kan jeg ikke åbne det venstre øje. Det er totalt sammenklistret og i alle regnbuens farver. Joseph ringer for at høre, hvordan det går og jeg siger, at jeg gerne vil til en læge. Han foreslår, at jeg bliver på hotellet, og at lægen kommer der. Han foreslår også, at han bringer mad til mig fra restauranten, hvor jeg plejer at spise. Aftenen i forvejen har han ymtet noget om, at jeg jo kan komme ud i en landsby, indtil jeg ser normal ud igen. Var han fremkommet med forslaget om landsbyen på et hvilket som helst andet tidspunkt, havde jeg straks sagt bingo, men lige nu, nej tidspunktet er ikke rigtig passende. Er faktisk noget bekymret for mit helbred.

Men for den stakkels Joseph er det her bare så skamfuldt. Alle kan jo se, at hans rolle som beskytter er totalt fejlet. At han ikke har passet på mig, som han skulle. Jeg insisterer på at komme til en læge, få røntgenfotograferet mine håndled, der gør rigtig meget ondt og at komme på et apotek og få købt noget rensevæske og sterile forbindinger. Udstyret med en stor hat og solbriller får jeg ordnet det nødvendigste og prøver igen og igen at forklare Joseph, at det jo ikke er hans skyld, at jeg ikke kan gå ordentligt på mine ben, og at Ester og Mokthar nok vil sige det samme. Trods mit Greta Garbo udseende kan det ikke skjules, at al ting ikke er helt, som det plejer at være, og det varer da heller ikke længe, inden den halve by ved, hvad der er sket. Så Joseph bliver grinet af, skadefryd er der vel også, og han græmmer sig så meget, at han bliver nød til at gå på druk. Min europæiske/danske logik siger mig, at det vigtigste dog er, at folk får at vide, jeg er faldet, og at det ikke er Joseph, som har stukket mig en ordentlig en på bærret. Den logik tror jeg ikke rigtig gælder hernede. Det er nok nærmere de berømte æresbegreber.

image

Der er smukt omkring Tata, en ørkenby i det sydlige Marokko.

 

 

JAGET UD AF BYEN
Nåh, men som sagt var alt dette for meget for et følsomt gemyt som Joseph, og han får sig en ordentlig druktur. Da jeg næste dag siger til ham, at jeg vil tage til Agadir til en øjenlæge, ånder han vist lettet op. Ihvertfald fortæller han mig, jeg ved ikke hvor mange gange, at bussen går klokken 15:00. Ikke fordi han svigter mig. Overhovedet ikke. Han tilbyder endda at følge mig i bussen til Agadir, men noget utilfreds med udviklingen fra at være en ærbar muslimsk kvinde til en falden kvinde, betakker jeg mig. Hvilket resulterer i fra den stadig ikke helt ædru Joseph et sandt stormløb mod buschauffør og de andre passagerer, så de ved, at hende der skal de altså hjælpe og passe på.

Nu er jeg ved at se normal ud igen og Joseph er også ved at blive sig selv igen. En skam med mit synde….fald, Esters udtryk for jeg havde faktisk bestemt at blive noget længere i Tata. Kan godt anbefale Joseph som guide. Et meget vidende og behageligt menneske midt ude i ørkenen. Jeg fik virkelig set og oplevet ting, jeg aldrig ville have fundet på selv – inklusiv en sten en mørk aften på en jordvej.

 

image

Berberkvinderne i Tata bærer store rober.