anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier


Skriv en kommentar

Monsunregn og mens vi venter på flodvandet

Stilhed. Bare helt, helt stille. Forsvundet er den hårde lyd af styrtregn, der slår på hustage og mod ruder, nu høres taktfaste hammerslag mod metal fra smeden rundt om hjørnet og så selvfølgelig trafikstøj fra gaden neden for. Men freden varer ikke længe.

image

Nøjagtig tyve minutter og det øser ned igen. Det er regntid på Borneo, og det sidste døgn har monsunregnen virkelig vist, hvad den kan, når den er værst. I aften under højvande er floden på den anden side af gaden i fare for at gå over sine bredder, og det er ikke første gang.

image Bor på Wo Jia Lodge i Main Bazaar kun et stenkast fra den flod, der løber gennem Kuching by i den malaysiske del af Borneo. Vandet i floden er de sidste timer steget faretruende, og ikke mindst butiksejerne i Main Bazaars overdækkede arkade holder vejret. Rassaq, en ung guitarspillende og fotograferende borneoer og en af værterne her på Wo Jia Lodge vandrer hele tiden frem og tilbage mellem computerspillet og vinduet i den kombinerede reception og opholdsstue. For 117. gang kontrollerer han vandstanden i floden. image Senere i øsende regnvejr møder jeg en englænder, som fortæller, at en politibetjent netop har fortalt, at i aften klokken ni vil vandet i floden stå så højt, at den måske vil gå over sine bredder. På trods af en kæmpe paraply og de overdækkede arkader er jeg gennemblødt, da jeg når tilbage til mit logi. Vandstanden er faldet, fortæller Rassaq, da jeg kommer op ad den smalle trappe til opholdsstuen. På grund af det kritiske niveau i vandstanden i floden har myndighederne tidligere i dag åbnet sluserne et godt stykke uden for byen, så vandet kan flyde ud i havet og ikke over sine bredder og op i byen. Jeg lærer, at når floden er brun og grumset og fyldt med plastikaffald og løsrevne vandplanter og strømmen er stærk som nu, er det, fordi sluserne mange kilometer væk er åbnet. Til gengæld har de små langbåde, der transporterer passagerer fra den ene side af flodbredden over til den anden svært ved at sejle i den stærke strøm.

 

image

 

Stemningen er lettet. Det blev ikke i aften, området omkring floden blev oversvømmet, men det øsregner stadig, og faren er bestemt ikke overstået. Under en stor paraply går en enlig nattevandrer i den svage belysning på stien langs floden. Da jeg kommer i seng, ved jeg ikke, hvad der er mest irriterende, lyden af det konstant løbende toilet på den anden side af min væg, eller den trommende regn på terrassens bliktag. Næste morgen da jeg vågner, er der stille. Utroligt stille. Ligger lidt og lytter. Venter på, at den vante lyd af trommende regn skal indfinde sig. Den udebliver. Senere på dagen køber jeg en engelsksproget avis, og ude på øen er der oversvømmelser. Folk er evakueret, og skoler er lukket i Sarawak distriktet, hvor Kuching ligger.

 

image

Francoise kan ikke lide regnvejr, og er han franskmand og chokeret over terrordrabene hjemme i Frankrig. Han er pensioneret pilot og har rejst verden rundt i sin camper siden 2007. Nord- og Sydamerika, Alaska og Canada og langs grænsen mellem Thailand og Burma, Vietnam og Cuba. Den nu snart 70-årige noble herre og globetrotter har sin bil parkeret i Kuala Lumpur, Malaysias store travle hovedstad. Han skal have fornyet sit pas på den franske ambassade, og det trækker ud. På grund af alle problemerne i Frankrig, grynter han. Bagpå bilen har han malet et fransk flag, der skal males over så snart, han er tilbage i Kua Lumpur. Francoise foretrækker solskin, og han bliver tydeligt rastløs i regnen. Vi aftaler at gå ud og spise om aftenen. Indtil da benytter jeg tørvejret til en tur med kameraet. Turister og lokale spadserer med sammenfoldede paraplyer på stien langs flodbredden. Gadefejere er i fuld gang med at feje blade, grene og andre efterladenskaber fra uvejret sammen. Når at få taget lidt billeder, før det igen begynder at regne. Først stille, så tager det igen fat, og styrter ned.   image   Sjoskende i vand går Francoise og jeg op til “den lille dame” for at spise. Den lille dame, fordi jeg lige netop er i øjenhøjde med hende, når jeg sidder ned. Vi bestiller noget af hendes vidunderlige kylling stegt i honning. For at holde regnen ude er der hængt et par store presenninger op foran hendes gadekøkken og de dertil hørende fire borde og stole. Vi sidder i tørvejr, imens det øser ned lige udenfor presenningerne. På vej tilbage til Wo Jia Lodge passerer vi en lukket butik med fyldte sække stablet op foran gitteret. I butikken ved siden af har den kvindelige butiksejer, hendes mand og børn og en bedstemor travlt med at flytte ting længere ind i butikken. Vi bliver budt på en kop risvin, og travlheden skyldes, at det i aften bliver King Tide, og de ikke skal have butikkens indhold af kunsthåndværk, souvenirs og tøj ødelagt, hvis vandet stiger i nat. -Hvad med alle de andre butiksejere, spørger jeg. De har tilsyneladende ikke ryddet butikken foran. -De tænker, det går nok, siger butiksejerens mand og skænker mere risvin op.

 

image

En mand dukker op, og Francoise og jeg bliver præsenteret. Han er medlem af Malaysias parlament og kan berette, at regnen vil vare ved mindst en uge. -Bare det ikke går så galt som i 2004, men hvad kan vi gøre, ingenting, siger han og trækker på skuldrene over de stadig kraftigere monsuner, Borneo oplever på grund af de igangværende klimaforandringer. Den næste dag skinner solen, og vandet i floden er faldet næsten en meter. Men faren er ikke overstået. De næste fem dage lover vejrudsigten mere regn, og så kommer det tilbagevendende fænomen King Tide. Monsunregnen stopper ved det kinesiske nytår, midt i februar.   image

Reklamer