anettes blog – on the road

refugees and migrants telling their stories


2 kommentarer

Where is the library – from Libya to Italy

 

20191231_125855771_iOS

Migrantlejren på den italienske ø Sicilien

After his arrival from Libya to the Italian coast the first thing Adane asks for is a library. Adane is young and a migrant/refugee from Etiopia. He is a writer and he has had two books published in his homeland. Poems and short stories. And then Adane has one big passion: Philosophy.

Adane is a writer and the first thing he asks for when arrived to Italy is a library

A rescueship recently picked up him and 180 other refugees and migrants from the sea. Malta said no when the ship asked to go into the harbour. Italy agreed that the ship could land the many people on Lampedusa. From there they were taken to Sicily which brought Adane and the other rescued to a migrantcamp in a smaller village on Sicily.

-It was awful three days onboard the woddenboat in the icy cold Mediterranean, Adane writes. Suddenly the motor broke down, but luckily they succeeded in making it work again. When they spotted the rescue ship the 180 people on board the wooden boat was so relieved.

One morning in the beginning of November I get this message from Adane:

-Miss. Now I am in Italy.

It is about two weeks since I have heard from Adane. At that time I understood he was in Tripoli waiting for his turn to cross the Mediterranean to Europe. Adane is just one out of many who have been stranded under awful and inhuman conditions in Libya. He has been there for one and a half year, locked up in several detentions centers and he has experienced how the Libyan police and human smugglers are insulting the refugees with rape, torture and even murder. Once in a while he writes and asks if I have any news from the sea.

A couple of days after his arrival to the camp on Sicily he is writing again.

-I can not stay here. It is far out in the country and this willage only have a small library and there are no books in English. Only in Italian. I am confused about everything.

We discuss his possibilities. I do not know much about the conditions for migrants in Italy. Adane starts learning Italian from an app on his telephone.

And then I do not hear from Adane for a while. Like with all my contacts in Libya I sometimes look at Messenger to see if they have been online – if they have they must be alive a fact you can never be sure of in Libya. One morning there is a new message from Adane:

I am now in France, he writes. I am just so happy. Now I can read all the big French philosophers and writers like Camus, Victor Hugo, Sartre, Rene Descartes, Roussos and all the big Russian writers.

Adane is also an electrician and first of all he hopes for asyleum in France and a job. At the moment he is staying in an African friends house in Grenoble, but the next day, he writes that now he is living in the street. He could not stay on a in this friends house, whom he just met on his way from the French-Italian border to Grenoble. A few hours later he write that now he has found a house for refugees, where he can stay. At least for some days.

-France is a good country. Even here in Grenoble there are four universities and big industries. I am sure I will succeed and reach my goal, he writes.

-It is just now I need some help. A safe place to sleep, something to eat, a bath and a place to wash my clothes. Soon I will be able to manage on my own and I will create my life in my own way.

I have more with Adane about his life in Libya and his dreams for the future, written by himself.

20191231_125742404_iOS

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Skriv en kommentar

In a Libya detentionscenter: Are we going to die here?


Desperate messages on Messenger and WhatsApp.
-Help us. Help us. What will happen to us?
The messages are from one of Libya’s many overcrowded detention centres in Tripoli. A couple of month ago a friend of mine in Athen contacted me. She was very worried, because it had come to her knowledge that her brother was in a Libyan detentioncenter, and thet he was seriously ill. I got into contact with some of his inmates, who spoke English. Because of security I can not bring any names or pictures, but this is some of our conversation. 
1400 people stopped into a large hangar. Only light they have seen for month is the artificial from neon tube in the hangars roof. Never any sun or a bit of fresh air.
-We are all sick. We lack the sun and air, one message says on my phone.
The food is poor and very little in the detentioncentre in Libya. There are days when they get nothing. On lucky days they get a bowl of beans for sharing between six men, in the morning maybe a loaf of bread. Drinking water is dirty. According to an article in the Irish Times, families have to send money for food for the intern, otherwise they will have nothing.

TUBERKOLOSIS 

The few toilets and showers in the hangar are filthy. Toilets often stopped. Tuberculosis spreads rapidly in the overcrowded hangar, but there is no medical treatment.
-We cannot deal with that here in Libya, the doctor says according to my source. The very sick are moved to another room to die.
Pictures on my WhatsApp: A lot of people lie or sit in a big room. They have to sleep in shifts because of lack of space. Photos of such thin people that it evokes reminiscences of images from the concentration camps during the Second World War. Pictures of injured people. Large open wounds and filthy home-cooked dressings.
I am thinking of the kind of untreated inflammation that I once experienced during a journey far out in the bush in Africa. Inflammation so bad that you die.
There are pictures of stopped toilets and flooded showers. And a video of Libyan guards throwing tear gas into the hangar against the many people, who are unable to get away. I also hear the shots.
One day the fans in the ceiling do not work. Outside there are almost forty degrees.
You want to see how hot here is? On my phones video camera I see a lot of sweaty brown bodies.
Sometimes there are battles around the hangar. Libyan militias fighting against each other.
-It is fierce war here. We are afraid. Long break, then a new message.
-Constantly shooting and there are big tanks with petrol right next to our hangar. I receive pictures of bullet holes in the ceiling of the hangar.
And then they are moved. To a village far away out in the desert. The messages are fewer.
-We are in prison now, one of my sources tells me and the connection is interrupted.

FORGOTTEN IN THE DESERT

I am thinking how a lot of people just might be forgotten there out in the wilderness. It is EU policy. They can just quietly die out there in the desert of Libya. People who have fleed war and cruel dictaktors. Fleed prison and torture in their own country. They are not criminals. In Europe refugees from Eritrea get asyleum – if they manage to get to Europe. Now they can die in a prison in Libya.
Thousands has been sitting for many months in various prisons and detention centres in Libya. The hope of ever being evacuated out of the so-called failed state dies slowly. Therefore they cry for help. Do not forget us. We are human beings too. They shout out. Every day I can hear it. When the messages arrive.
It is all EU policy. To prevent refugees and migrants from setting out against Europe in rickety boats, we made an agreement with Libya. We pay lots of money to the deeply corrupt Libyan coast guard so that they hold back Africans. I think European officials have been in Libya to show them how to catch desperate Africans. Instead they are put in Libyan detention centres. Without the prospect of ever escaping. If they are not sold on a Libyan slave market as documented by the American tv station CNN, and as my sources in the detention centre fear most. They even know what the price of a slave like themselves are sold for on the slavemarket there.
Many of the financial migrants are returned to the country from which they came. But these who fled of political reasons, they can not just go back to their country. The Eritrean refugees are under protection of UNHCR. As evidence of UNHCR protection, I see images of paper patches with an UNHCR number quickly written with ballpoint pen.
Now you are a protected refugee. You are under our protection, the number says.
-But where are UNHCR? We never see them, a message says.

SUICIDE

UNHCR’s work in Libya IS difficult.
One morning the Libyan guards leaves the hangar with 140 of the interned. They are put on a truck, and driven away. In the evening they are back in the hangar, a source write in a message.
A UNHCR staff working in Copenhagen tells me that it is almost impossible to evacuate people, even the most vulnerable, women and children. At the airport, the Libyans says that the plane will not depart today. Maybe tomorrow or the day after tomorrow.
Recently a 28-year-old man from Somalia committed suicide in one of the detention centers. He had just been told by UNHCR, that he had very few chances to be evacuated to a safe country, The Irish Times newspaper writes on the 25. October.
On the 17th October the UNHCR send a Tweet saying that 135 particularly vulnerable refugees were evacuated from one of Libya detention centres to a camp in Niger. The evacuees had spent many months in Libya’s Detention centres and was on arrival in Niger malnourished and sick.
Yesterday UNHCR in Libya send a Tweet saying that the Libyan coast guard had rescued 100 refugees and migrants of different nationalities from the Mediterranean Sea.
UNHCR was in place with food, water, dry clothes and medical care, the Tweet said. And the people were brought to one of the detentionscenters in Tripoli.
When will they get out again? Will they ever get out? The political situation does not seem to change – neither in Europe nor in Libya.
On the contrary, we are working in Europe and in Denmark for more numbers of such camps.


Skriv en kommentar

Libyens detentionscentre: SKAL VI DØ HER – GLEMT I EN HANGAR I LIBYEN

Der tikker desperate beskeder ind på min Messenger og WhatsApp.
-Help us. Please help us. Hvad skal der ske med os?
Beskederne er fra et af Libyens mange overfyldte detentionscentre eller fængsler i Tripoli. En god ven i Athen har skrevet til mig, at hun har en bror i et af Libyens detentionscentre. Broren er syg, og hun er rigtig bekymret. Jeg får kontakt til nogen af hans medindsatte, som kan engelsk. Her er noget af en mere end to måneders korrespondance. Opdager de libyske vagter i centeret det, vil mine kilder være i stor fare. Hvilket jeg her er nød til at tage hensyn til. De fortæller bl.a.:
1400 mennesker stoppet ind i en stor hangar. Eneste lys, de har set i måneder, er det kunstige fra neonrørene i hangarens tag. Aldrig nogen sol eller en smule frisk luft.
-Vi er alle syge. Vi mangler sol og luft, lyder en besked.
Maden er sparsom. Der er dage, hvor de intet får. På heldige dage får de en skål bønner til deling mellem seks mand, om morgenen måske et brød. Drikkevandet er snavset. Ifølge en artikel i The Irish Times må familie sende penge til mad til deres pårørende i Libyens interneringslejre, ellers vil de intet få.
Hangarens få toiletter og brusebade er uhumske. Toiletterne ofte stoppede. Tuberkulose spreder sig hurtigt i de overfyldte centre, men der er ingen lægebehandling.
-Det kan vi ikke behandle her i Libyen, siger lægen blot ifølge min kilde. Når folk er syge nok, flyttes de til et nærliggende rum for at dø.
Der tikker billeder ind på WhatsApp: En masse mennesker ligger og sidder oven i hinanden i et stort rum. Hangaren. De sover på skift. Fotos af så tynde mennesker at det vækker mindelser om billeder fra koncentrationslejrene under anden verdenskrig. Billeder af sårede mennesker. Store åbne sår og beskidte hjemmelavede forbindinger.
Jeg tænker på den slags ubehandlet betændelse, som jeg engang så under en rejse langt ude i bushen i Afrika. Betændelse så slem at man dør.
Der kommer også billeder af stoppede toiletter og oversvømmede baderum. Og en video af libyske vagter, der smider tåregas ind i hangaren mod de mange mennesker, som ingen mulighed har for at komme væk. Jeg kan også høre skud på videoen.
En dag virker vifterne i loftet ikke. Uden for er der næsten fyrre grader. -Vil du se, hvor varmt her er? På telefonens videokamera ser jeg en masse svedige brune kroppe.
Indimellem er der kampe omkring hangaren. Libyske militser, der kæmper mod hinanden.
-Det er hård krig det her. Vi er bange. Lang pause. Så ny besked.
-De skyder hele tiden, og der står store benzintanke lige ved siden af hangaren – og jeg får tilsendt billeder af skudhuller i hangarens loft.
Og så bliver de flyttet. Til en landsby, 130 km fra Tripoli, langt ude i ørkenen. Beskederne bliver færre.
-Vi er i fængsel nu, lyder det og så afbrydes forbindelsen.
Jeg tænker på, hvordan en hel masse mennesker stille og roligt vil blive glemt derude i ørkenen. Det er EU politik. De kan få lov at dø i fængslet i landsbyen et sted i Libyens ørken. Mennesker, som blot er flygtet fra et land og et styre, der sætter folk i fængsel og torturerer dem. De har intet kriminelt gjort. I Europa får flygtninge fra Eritrea – de heldige, som når så langt – asyl.
Nu er de blot overladt til at dø i et andet fængsel.

 

EU politik

Tusinder har siddet mange måneder i forskellige fængsler og detentionscentre i Libyen. Håbet om nogensinde at blive evakueret ud af den såkaldt fejlslagne stat dør langsomt for mange. Derfor råber de om hjælp. Glem os ikke, råber de. Hver dag kan jeg høre det. Når beskederne kommer.
Det hele er EU politik. For at forhindre flygtninge og migranter i at sætte ud mod Europa i vakkelvorne både har vi indgået en aftale med Libyen. Vi betaler masser af penge til en dybt korrupt libysk kystvagt mod at den til gengæld holder afrikanerne tilbage. Vi har vist endda også været nede og uddanne dem i at fange desperate afrikanere. Istedet sættes de i libyske detentionscentre. Uden udsigt til nogen sinde at slippe ud igen. Hvis de altså ikke sælges på et libysk slavemarked som dokumenteret af den amerikanske tv station CNN, og som mine kilder I detentionscenteret frygter allermest. De ved endda, hvad prisen på et slavemarked er for sådan nogen som dem. Den største fare er, hvis de libyske vagter opdager, at de har en telefon. Kontakten til omverdenen.
Mange af de økonomiske migranter kan sendes tilbage til det land, de kom fra. Det kan de, som er flygtet af politiske grunde bare ikke. De, som kommer fra Eritrea, er under beskyttelse af UNHCR. Som bevis på UNHCRs beskyttelse kommer der billeder af papirlapper med UNHCR nummeret hurtigt nedskrevet med kuglepen.
Så er du sikret, flygtning. Så er du under vores beskyttelse, siger nummeret.
-Men hvor er UNHCR? Vi ser dem aldrig, står der i en besked.
UNHCR’s arbejde i Libyen ER svært. En morgen forlader de libyske vagter hangaren med 140 af de internerede. De bliver gennet op på ladet af en lastbil, og kørt væk. Om aftenen vender de tilbage.
En UNHCR medarbejder i København fortæller mig, at det næsten er umuligt at evakuere folk, selv de mest sårbare, kvinder og børn, som der satses mest på. I lufthavnen siger libyerne, at flyet alligevel ikke afgår i dag. Måske i morgen eller i overmorgen.

SELVMORD

Fornylig begik en 28-årig mand fra Somalia selvmord i et af detentionscentrene. Han havde netop fået at vide af UNHCR, at han havde meget få chancer for at blive evakueret til et sikkert land, skrev avisen The Irish Times den 25. oktober i år.
En solstrålehistorie: Den 17. oktober kan UNHCR på Twitter fortælle, at 135 særligt sårbare flygtninge er evakueret fra et af Libyens detentionscentre til en lejr i Niger. De evakuerede havde tilbragt mange måneder i Libyens detentionscentre og var ved ankomsten til Niger underernærede og syge.
Igår skrev UNHCR i Libyen på Twitter, at den libyske kystvagt havde reddet 100 flygtninge og migranter af forskellige nationaliteter ude på Middelhavet.
UNHCR var på plads med mad, vand, tørt tøj og lægehjælp, lød det i tweetet, – hvorefter de reddede formodentlig er bragt til et af detentionscentrene i Tripoli.
Om de nogensinde kommer ud igen, er der ingen, som ved. Den politiske situation ser ikke ud til at ændre sig – hverken i Europa eller Libyen.
Tværtimod arbejder vi i Europa og i Danmark for oprettelse af flere lejre I Nordafrika.