I landsbyen Telaga Air Village på Borneos østkyst drejer alt i livet sig om fisk. Mændene, som i deres små motorbåde sætter deres garn på havet et par timers sejlads væk, eller aftenerne, hvor de på floden i den røde solnedgang sidder med fiskestangen og hiver den ene fisk op efter den anden. På land sørger kvinderne for at sælge fangsten fra småboder, med weekenden som højdepunkt, når folk fra Kuching kommer kørende i deres store biler.

Uden fisken, ingen ris. Uden fisken, ingen fin sofa. Uden fisken, ingen knallert eller en fin ny bil foran huset. Ingen skolegang til børnene, ingen internetcafe med tyve splinternye computere og ingen bryllupper med bespisning af alle landsbyens beboere. For det altsammen kan de takke fisken – og Allah selvfølgelig.

Livet med fiskene begynder tidligt om morgenen, og jeg er nede ved flodbredden med kameraet, så snart det bliver lyst. Ved halv syv tiden. Sjældent har jeg oplevet så smuk en morgen med den let slørede dis over floden og solen, der er på vej op over mangroveskoen for at gøre endnu en dag brændende hed. Med bådmotoren over skulderen er fiskerne på vej til deres både. En bådejer har været tidligt oppe og kommer nu tøffende over det stille vand fra flodbredden over for. Taget på hans lille båd består af gamle plastikstykker, der kan give ly for de voldsomme regnskyl. Han lægger til ved en af de på høje pæle byggede broer, og en dreng med et tornyster på ryggen hopper i land. Efter en uges ferie begynder skolen igen i dag.

Endnu en fisker kommer kørende på sin knallert med bådmotoren over skulderen. Han stiller knallerten og stadig med motoren på skulderen kommer han op på den bro, hvor jeg har sat mig på en bunke fiskegarn for at nyde solopgangen og morgenlivet. Han springer ned i sin lille blå træbåd, hvor han sætter motoren fast, mens han får en snak med fiskerne i de andre både. Som altid går snakken især om den nødvendige vind, der helst skal komme fra vest. Ellers er der ingen fisk.

Jeg har tidligere overnattet hos en fiskerfamilie i en landsby et andet sted på kysten. I modsætning til Telaga Air Village, der ligger ved en af Borneos utallige floder, lå den første landsby ved havet. Der trak tidevandet sig hver morgen flere kilometer ud fra kysten, og bevæbnet med spande og specielle graveredskaber vandrede landsbyens mænd og kvinder en kilometer ud på havet. Turen under den brændende sol og på den mudrede havbund var hård, og fra land kunne de lige øjnes som små prikker langt ude i horisonten, når de gik og gravede efter muslinger og andre skaldyr. Denne landsby levede ikke af fisk, men af skaldyr. I den mangroveskov, der snoede sig ind imellem landsbyens pælehuse vrimlede det med krabber i alle størrelser, der blev fanget i dertil indrettede bure.

I Telaga Air village åbner min nye ynglingsrestaurant ved ottetiden. Den er ejet af Aischa, en muslimsk kvinde og gift med en politibetjent, og så er hun søster til en meget smuk kvinde, som er gift med landsbyens leder. Jeg går op til Aischas restaurant og får en kop sød kaffe. Aischas restaurant ligger med udsigt over floden, og den er også bygget på pæle.

Jeg bliver modtaget med åbne arme, som alle steder i denne landsby tilsyneladende fyldt med lutter venlige mennesker. Betaget af landsbylivet og skønheden ved floden har jeg tænkt lidt på at vende tilbage næste vinter og bo her et par måneder. Hvis jeg altså kan finde et sted at bo. Noget for mig selv. Derfor ligger jeg i øjeblikket i hårde forhandlinger med landsbyens leder, en høj slank mand i tresserne altid bærende sin hvide songkok – en lille kalot rettroende muslimer i Østen bærer. Hans bror, som er parlamentsmedlem har et hus i landsbyen i “western style,” som han stolt siger, og han viser mig huset udefra. Endnu er vi ikke blevet enige om prisen, og den næste morgen skal det vise sig, at jeg har ombestemt mig.

Dagen går stille og roligt, som den gør, når heden næsten ikke er til at udholde. Om natten vågner jeg lidt over midnat. Da jeg kommer ud fra mit værelse, er stole trukket hen foran dørene. Jeg undrer mig for ellers har yderdøren været ulåst om natten, og husets beboere, to kvinder, en dreng på tretten år og et lille barn og mig har sovet trygt for åbne døre. Jeg kan høre familien snakke i stuen, og det bliver de ved med natten igennem. Om morgenen spørger jeg, hvad der er sket, og får at vide, at to mænd på en knallert forsøgte at trænge ind i huset lidt over midnat. Andet får jeg ikke at vide, da familien er noget fåmælt omkring nattens begivenheder.

Ved nærmere eftertanke er det nok ikke så smart, at jeg bor alene i et hus i Telaga Air Village, og jeg går ned til Aiscas restaurant, før jeg skal tilbage til Kuching. Aisca mener, at indbrudstyvene nok har været narkomaner, men ellers fornemmer jeg, at der er noget underliggende omkring det indbrud, man ikke har lyst at tale om. Formentlig fordi det er en plet på den ellers så velordnede by.

Aischa foreslår mig, at jeg anskaffer mig en kjole med lange ærmer.