anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier


Skriv en kommentar

Borneo: fisk, et indbrud og lange ærmer

image

I landsbyen Telaga Air Village på Borneos østkyst drejer alt i livet sig om fisk. Mændene, som i deres små motorbåde sætter deres garn på havet et par timers sejlads væk, eller aftenerne, hvor de på floden i den røde solnedgang sidder med fiskestangen og hiver den ene fisk op efter den anden. På land sørger kvinderne for at sælge fangsten fra småboder, med weekenden som højdepunkt, når folk fra Kuching kommer kørende i deres store biler.

Uden fisken, ingen ris. Uden fisken, ingen fin sofa. Uden fisken, ingen knallert eller en fin ny bil foran huset. Ingen skolegang til børnene, ingen internetcafe med tyve splinternye computere og ingen bryllupper med bespisning af alle landsbyens beboere. For det altsammen kan de takke fisken – og Allah selvfølgelig.

image

Livet med fiskene begynder tidligt om morgenen, og jeg er nede ved flodbredden med kameraet, så snart det bliver lyst. Ved halv syv tiden. Sjældent har jeg oplevet så smuk en morgen med den let slørede dis over floden og solen, der er på vej op over mangroveskoen for at gøre endnu en dag brændende hed. Med bådmotoren over skulderen er fiskerne på vej til deres både. En bådejer har været tidligt oppe og kommer nu tøffende over det stille vand fra flodbredden over for. Taget på hans lille båd består af gamle plastikstykker, der kan give ly for de voldsomme regnskyl. Han lægger til ved en af de på høje pæle byggede broer, og en dreng med et tornyster på ryggen hopper i land. Efter en uges ferie begynder skolen igen i dag.

Endnu en fisker kommer kørende på sin knallert med bådmotoren over skulderen. Han stiller knallerten og stadig med motoren på skulderen kommer han op på den bro, hvor jeg har sat mig på en bunke fiskegarn for at nyde solopgangen og morgenlivet. Han springer ned i sin lille blå træbåd, hvor han sætter motoren fast, mens han får en snak med fiskerne i de andre både. Som altid går snakken især om den nødvendige vind, der helst skal komme fra vest. Ellers er der ingen fisk.

image

Fiskere ved at klargøre bådene, der ligger i den nærliggende mangroveskov. En mangroveskov er forskellige træer, der gror i saltvand.

Jeg har tidligere overnattet hos en fiskerfamilie i en landsby et andet sted på kysten. I modsætning til Telaga Air Village, der ligger ved en af Borneos utallige floder, lå den første landsby ved havet. Der trak tidevandet sig hver morgen flere kilometer ud fra kysten, og bevæbnet med spande og specielle graveredskaber vandrede landsbyens mænd og kvinder en kilometer ud på havet. Turen under den brændende sol og på den mudrede havbund var hård, og fra land kunne de lige øjnes som små prikker langt ude i horisonten, når de gik og gravede efter muslinger og andre skaldyr. Denne landsby levede ikke af fisk, men af skaldyr. I den mangroveskov, der snoede sig ind imellem landsbyens pælehuse vrimlede det med krabber i alle størrelser, der blev fanget i dertil indrettede bure.

I Telaga Air village åbner min nye ynglingsrestaurant ved ottetiden. Den er ejet af Aischa, en muslimsk kvinde og gift med en politibetjent, og så er hun søster til en meget smuk kvinde, som er gift med landsbyens leder. Jeg går op til Aischas restaurant og får en kop sød kaffe. Aischas restaurant ligger med udsigt over floden, og den er også bygget på pæle.

image

Aischa klar til at servere fisk.

Jeg bliver modtaget med åbne arme, som alle steder i denne landsby tilsyneladende fyldt med lutter venlige mennesker. Betaget af landsbylivet og skønheden ved floden har jeg tænkt lidt på at vende tilbage næste vinter og bo her et par måneder. Hvis jeg altså kan finde et sted at bo. Noget for mig selv. Derfor ligger jeg i øjeblikket i hårde forhandlinger med landsbyens leder, en høj slank mand i tresserne altid bærende sin hvide songkok – en lille kalot rettroende muslimer i Østen bærer. Hans bror, som er parlamentsmedlem har et hus i landsbyen i “western style,” som han stolt siger, og han viser mig huset udefra. Endnu er vi ikke blevet enige om prisen, og den næste morgen skal det vise sig, at jeg har ombestemt mig.

Dagen går stille og roligt, som den gør, når heden næsten ikke er til at udholde. Om natten vågner jeg lidt over midnat. Da jeg kommer ud fra mit værelse, er stole trukket hen foran dørene. Jeg undrer mig for ellers har yderdøren været ulåst om natten, og husets beboere, to kvinder, en dreng på tretten år og et lille barn og mig har sovet trygt for åbne døre. Jeg kan høre familien snakke i stuen, og det bliver de ved med natten igennem. Om morgenen spørger jeg, hvad der er sket, og får at vide, at to mænd på en knallert forsøgte at trænge ind i huset lidt over midnat. Andet får jeg ikke at vide, da familien er noget fåmælt omkring nattens begivenheder.

Ved nærmere eftertanke er det nok ikke så smart, at jeg bor alene i et hus i Telaga Air Village, og jeg går ned til Aiscas restaurant, før jeg skal tilbage til Kuching. Aisca mener, at indbrudstyvene nok har været narkomaner, men ellers fornemmer jeg, at der er noget underliggende omkring det indbrud, man ikke har lyst at tale om. Formentlig fordi det er en plet på den ellers så velordnede by.

Aischa foreslår mig, at jeg anskaffer mig en kjole med lange ærmer.

image

Reklamer


Skriv en kommentar

En familie i et blåt hus

image

Gammel fiskekutter.

Endelig er det lykkedes mig at finde en landsby, hvor jeg kan bo blandt mænd, kvinder, børn, katte og hunde og rotter. Stedet er en lille fiskerlandsby ved en smuk flod her på Borneo. Jeg er indlogeret hos en familie, som har et homestay, i et blåt hus og med blå blomstrede gardiner allevegne. På væggen ved siden af det blå gardin ind til mit værelse hænger bryllupsbilleder af Nini og hendes mand. Nini i en stor hvid kjole med blonde pufærmer og sort tørklæde, og hendes mand, som er ved militæret i flot hvid uniform.

Nini har en lille glad datter, som stavrer omkring på stadig usikre ben, og som er i pilfingret alderen. Så bor her Ninis mor, en meget stor dame, som efterhånden har svært ved at bevæge sig, og Ninis søster, som også hælder til de overvægtige, kommer og laver den mad, som familien insisterede på skulle ind i min lejepris. Desuden er her sommetider en krølhåret pige i fem årsalderen – vist nok Ninis søsters datter – som ikke kan lide mig, ihvertfald stikker hun i et højt hyl hver gang, hun får øje på mig.

image

Nini, hendes mand og datter på en enorm strand.

Familien har en nevø i trettens års alderen boende. Jeg tror ikke, han går i skole, til gengæld er han travlt optaget af at passe på Ninis livlige datter. Hans mor bor i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur og er gift med en fra Nigeria, som ikke kan være far til nevøen, kan jeg da se på hans glatte hår. Som fast inventar i huset er også en køn pige på en elleve år. Vist naboens datter, ihvertfald kommer hun hver morgen gående fra genboens blå hus og herover. Måske kan hun bedre lide at være hos Nini end hjemme? Eller måske har de ikke noget fjernsyn i hendes hjem, for hun er overordentlig glad for at se fjernsyn, har jeg bemærket?

Derudover vandrer et ukendt antal familiemedlemmer ud og ind ad de altid åbenstående døre, blandt andet er der en, som er taxachauffør og kan lidt engelsk. Han kommer med grønsager, hentet lige fra junglen, fortæller han begejstret turisten.

image

Et andet blåt hus.

Den eneste turist jeg har mødt her i landsbyen er mig selv, og det vækker selvsagt enormt opsigt, når jeg kommer gående under min blå paraply i den stegende sol. Alle her er meget venlige – og nysgerrige.

Samtalen forløber sådan her:

“Hvor skal du hen?” N

Næste spørgsmål: “Hvor kommer du fra?”

Og så: “Er du alene her?” og “Har du børn?”

Sådan en samtale kan godt tage sin tid, for den udspørgende, som altid kan en smule engelsk, skal nå og oversætte mine svar til malaysisk, så de omkringstående kan følge med. Først når alle har fået at vide og forstået, “hvor jeg bor i landsbyen”, “hvor meget jeg betaler” og “hvor længe jeg bliver”, kan jeg få lov at gå videre.

Spørgsmålet om, hvor jeg kommer fra er ikke så lige til at besvare, som det lyder. Den del af Borneo, hvor jeg nu har opholdt mig i snart to en halv måned er malaysisk, og derfor er en stor del af befolkningen muslimer. Men her er også kristne og kinesiske buddhister, og alle lever i bemærkelsesværdig fred med hinanden, noget vi godt kunne lære af derhjemme. De fleste i landsbyen her er muslimer, og da jeg ikke ønsker at blive delagtiggjort endsige stå til ansvar for nogen hjemlige muhammedtegninger, eller få problemer af den grund, fik jeg den første dag sagt, at jeg er fra Sverige.

image

Der sælges fisk.

Da anede jeg ikke, hvor mange gange jeg skulle fortælle, hvor jeg kommer fra, og på et eller andet tidspunkt begynder ordet Sverige at ligge forkert i munden. Så nu siger jeg som sandt er, at jeg kommer fra Danmark, og er lidt spændt på, om der er nogen reaktion. Men tilsyneladende ikke. Jeg har opdaget, at de fleste her på øen slet ikke kender et land, der hedder Sverige, så det gælder nok også her ude i landsbyen. Danmark kender de fleste derimod, og nævner noget med en eller anden gammel tennisstjerne.

Livet i landsbyen er varmt, enormt varmt og noget mere primitivt end bylivet. Monsunregnen er næsten stoppet nu, og det bliver bare varmere og varmere. Min app på telefonen siger 31 grader med en luftfugtighed på 74 procent, så det føles som 39 grader, advarer samme app.

Mit værelse er stegende, og jeg tilbringer det meste af tiden på en lille restaurant nede ved floden, hvor det lufter herligt. Eller på landsbyens nye internetcafe med en aircondition kørende, der får en til at fryse. Når jeg skal i bad foregår det med en spand vand, og jeg har måttet bede Nini om en ekstra madras til at lægge oven på den, der ligger der i forvejen. Efter et par nætter på en madras, der er så hård, at jeg lige så godt kunne ligge på gulvet, er jeg fuldstændig radbrækket om morgenen og kan næsten ikke komme ud af sengen. Men nu føler jeg mig næsten som prinsessen på ærten, ihvertfald ligger jeg så blødt, at jeg må møve mig hen på kanten af madrassen, hvis jeg ikke skal synke ned i et helt hul.

Læs med næste gang om et forsøg på indbrud og en kjole med lange ærmer.

image

Tidlig morgen på floden.