Hej, kan I huske mig, Aprilia, den Dansk-Svenske gårdhund på Bornholm? Mig plejebarnet, mens min mor er på arbejde i Jylland?

Nu er jeg her igen og måske skal jeg først fortælle, hvordan jeg bor, når jeg er hos min plejemor, for sådan har jeg aldrig boet før. Jeg bor på en campingplads i en campingvogn et sted, hvor der er andre campingvogne og andre hunde. Synes, det er lidt underligt at bo sådan, men vores plejemor siger, det er, fordi hun skal ud at rejse til vinter. Første gang vi var her, boede vi i en lille campingvogn, men nu er det en stor en med masser af plads. Jeg kunne bedre lide den lille, for der var en stor seng, hvor jeg kunne ligge under min plejemors dyne om natten.

Men ved I hvad? Nu siger hun, at den nye seng er for smal til os alle tre, så jeg skal ligge på en seng ved siden af og fryse, mens min hundemor Avilda får lov at ligge under hendes dyne. Snyyydt. Hun siger, jeg er den største og fylder så meget, og at der ikke er plads til os alle tre, og at hun ikke kan sove, når vi er så mange i hendes seng. Jeg tror aldrig, jeg i mine tre leveår, er blevet behandlet på den måde. Vores rigtige mor kunne aldrig finde på det, selv om jeg hørte hende sige, at det var godt Avilda en gang imellem fik mest opmærksomhed, for ellers er det altid mig, der får al opmærksomheden, fordi jeg er som en teenager, sagde min mor. Æv for et hundeliv.

Der er sket en rigtig god ting, siden jeg var her sidst. Min plejemor har været i Netto og købt en masse hamburgerryg, og hvis jeg stikker af, får jeg hamburgerryg, når jeg kommer tilbage. Så jeg stikker af, så tit jeg kan komme afsted med det, for jeg elsker hamburgerryg. Hvis jeg er længe væk, får jeg to stykker, fordi hun bliver så mange for, at jeg er kørt ned af en bil. Så jeg har lært at trække tiden ud, men I må ikke fortælle hende det, for så er det bare slut med hamburgerryggen. Og så har jeg været på Gudhjem Universitet.

Det var bare så kedeligt. Slet ikke et sted for en Dansk-Svensk gårdhund med veludviklede jagtinstinkter. Forstår ikke, hvordan min plejemor kan finde på at tage mig med sådan et sted hen. Hun sagde, hun skulle overføre nogen billeder af mig til computeren, fordi hun skulle bruge dem til alt det, jeg fortæller jer.

For at komme op til dette Universitet skulle vi op ad en lang stejl trappe. Vi kom ind i et rum, hvor der ikke var så meget som en dyne eller et tæppe at ligge på. Jeg kunne mærke med det samme, at det her ikke var et sted for en Dansk-Svensk gårdhund. Avilda gad heller ikke være der.

Jeg fik den ide at forstyrre min plejemor hele tiden. Stille mig på bagbenene og lægge poterne i hendes skød og bare kikke på hende med mine smukke brune øjne. Avilda bakkede mig op. Hun gjorde det samme, men vores plejemor kan desværre være meget tungnem. Det varede en evighed, inden hun sagde: OK da, jeg får vist ikke lavet mere i dag, og hun pakkede sammen, og vi gik.

Bagefter kørte vi ud i skoven. Meget mere passende for en Dansk-Svensk gårdhund, må jeg sige. Det er sidste gang, jeg går med på Gudhjem Universitet.

Jeg skal lige nå at fortælle, inden hun slukker for computeren, at jeg kan noget, Avilda ikke kan. Jeg kan stå på to ben i rigtig lang tid. Det kommer sig af mine jagtinstinkter. Når jeg står på to ben, bliver jeg højere og kan bedre skue ud over markerne efter et jagtbytte, når vi går tur. Min plejemor bor ude på landet, og her er rigtig mange harer. Ærgerligt for mig og mine jagtinstinkter, at jeg altid skal gå i snor.

Og så kan jeg også tisse, samtidig med at jeg løber hundred kilometer i timen. Når jeg en gang imellem får lov at løbe løs, eller det lykkes mig at stikke af, og jeg så spæner og skal tisse, løfter jeg bare begge bagben og hopper så og tisser samtidig.

Er jeg ikke dygtig? Håber I vil læse med næste gang, når jeg skriver.

Goddag, jeg er en Dansk-Svensk gårdhund, mit navn er Aprilia, og så er jeg tre år. Min mor siger, jeg opfører mig som en teenager. Hun siger, jeg er sådan: MIG, MIG, MIG, hele tiden. Min mor har fået arbejde i Jylland, og da jeg bor på Bornholm, bliver jeg og min hundemor Avilda passet hos min plejemor de dage, hvor min mor arbejder.

Min mor er klog på Dansk-Svenske gårdhunde, for hun er dyrlæge, mens min plejemor ikke ved ret meget om min race. Det synes, jeg er dårligt. Hun kan jo bare google mig, hvis hun nu gad sætte sig bare lidt ind i mine mange fortrinligheder. Så vil hun få kendskab til mine helt specielle jagtinstinkter og mine helt specielle evner til at jagte kaniner, harer og fugle. Hun vil også kunne læse, at jeg er livlig, vagtsom og intelligent, og at min stamtavle går helt tilbage til vikingetiden.

Det her skal handle mest om, når jeg er hos min plejemor. Når jeg er hos hende, skal jeg være i snor, når vi går tur. Hvor imod Avilda ALTID får lov at løbe løs. Jeg siger jer, der er ikke noget mere sygt end at gå tur i en snor, og jeg hader, at hun gør forskel på os. Det er ikke særlig hundepædagogisk, synes jeg.

Men idag skiftede hun så pludselig mening – uden et ord.

Vi gik nede på den der strandsti, hvor vi har været før, og hvor der er en masse krat, da hun tog snoren af mig. I kan slet ikke forestille jer den frihed, jeg følte. Jeg spænede afsted og nej, hvor jeg løb, ud stien og ned på stranden og ind mellem hyben- og brombærbuske, der stak i min pels. En Dansk-Svensk gårdhund har ikke ret meget pels, og det er derfor sådan nogen tjørne stikker, så det gør rigtig ondt, siger min rigtige mor. Jeg er også mere sart end Avilda, fordi jeg har endnu mindre pels end hende. Det er også derfor, jeg så nemt fryser, og helst skal ligge under min mors eller min plejemors dyne om natten.

Jeg sørgede – det meste af tiden – for at komme, når min plejemor kaldte, og hun roste mig hver gang, men jeg fik ingen godbid, som min rigtige mor giver mig. Tror det er noget, min mor har lært hende, det med at rose mig, for ellers ved hun ikke ret meget om hunde, kan jeg mærke, selv om hun – bevares – da gør sit bedste. Hun ved mere om katte, siger hun. Jeg elsker at jagte katte, og en dag nede på stranden så Avilda en, og hun stak af op i nogen villahaver. Jeg blev grøn af misundelse og trak og trak i den forbistrede snor, mens min plejemor halsede bagefter mig og råbte: Avilda, Avilda.

Mens vi nu spænede ud af strandstien, nakkede Avilda en due. Den var bare så sløv. Enhver god Dansk-Svensk gårdhund kunne da nakke den – bare lidt ærgerligt at det ikke var mig. Normalt er Avilda og mig de bedste venner, og vi enedes om at bide den ihjel sammen. Avilda ville have duen med hjem, men det måtte hun ikke. Øv. Vores plejemor har nu ikke særlig meget forstand på Dansk-Svenske gårdhunde, jagtinstinkter, og hvordan vi behandler et jagtbytte.

Bagefter skulle vi vente i hendes blå bil, mens hun skulle et eller andet. Det var også udmærket, indtil hun hentede os, og vi skulle stå bundet i en gård med en masse triste og halvvisne blomster. Da det begyndte at regne, peb vi og kradsede på en hvid, nymalet dør, indtil hun kom, og vi blev smaddervåde på vej ud i bilen, selv om vi skyndte os. Nu ligger jeg her i mit plejehjem under mit tæppe og ryster af kulde, og jeg er også bange for det buldrer et eller andet sted fra. Sikke et hundeliv. Øv.

Håber du vil læse med næste gang, hvor jeg vil fortælle om en stor uretfærdighed mod mig, et slot på en campingplads og en vildtvoksen kolonihave.