anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier

Mit liv som Dansk-Svensk gårdhund.

Skriv en kommentar

Goddag, jeg er en Dansk-Svensk gårdhund, mit navn er Aprilia, og så er jeg tre år. Min mor siger, jeg opfører mig som en teenager. Hun siger, jeg er sådan: MIG, MIG, MIG, hele tiden. Min mor har fået arbejde i Jylland, og da jeg bor på Bornholm, bliver jeg og min hundemor Avilda passet hos min plejemor de dage, hvor min mor arbejder.

 

image

 

Min mor er klog på Dansk-Svenske gårdhunde, for hun er dyrlæge, mens min plejemor ikke ved ret meget om min race. Det synes, jeg er dårligt. Hun kan jo bare google mig, hvis hun nu gad sætte sig bare lidt ind i mine mange fortrinligheder. Så vil hun få kendskab til mine helt specielle jagtinstinkter og mine helt specielle evner til at jagte kaniner, harer og fugle. Hun vil også kunne læse, at jeg er livlig, vagtsom og intelligent, og at min stamtavle går helt tilbage til vikingetiden.

Det her skal handle mest om, når jeg er hos min plejemor. Når jeg er hos hende, skal jeg være i snor, når vi går tur. Hvor imod Avilda ALTID får lov at løbe løs. Jeg siger jer, der er ikke noget mere sygt end at gå tur i en snor, og jeg hader, at hun gør forskel på os. Det er ikke særlig hundepædagogisk, synes jeg.

Men idag skiftede hun så pludselig mening – uden et ord.

Vi gik nede på den der strandsti, hvor vi har været før, og hvor der er en masse krat, da hun tog snoren af mig. I kan slet ikke forestille jer den frihed, jeg følte. Jeg spænede afsted og nej, hvor jeg løb, ud stien og ned på stranden og ind mellem hyben- og brombærbuske, der stak i min pels. En Dansk-Svensk gårdhund har ikke ret meget pels, og det er derfor sådan nogen tjørne stikker, så det gør rigtig ondt, siger min rigtige mor. Jeg er også mere sart end Avilda, fordi jeg har endnu mindre pels end hende. Det er også derfor, jeg så nemt fryser, og helst skal ligge under min mors eller min plejemors dyne om natten.

Jeg sørgede – det meste af tiden – for at komme, når min plejemor kaldte, og hun roste mig hver gang, men jeg fik ingen godbid, som min rigtige mor giver mig. Tror det er noget, min mor har lært hende, det med at rose mig, for ellers ved hun ikke ret meget om hunde, kan jeg mærke, selv om hun – bevares – da gør sit bedste. Hun ved mere om katte, siger hun. Jeg elsker at jagte katte, og en dag nede på stranden så Avilda en, og hun stak af op i nogen villahaver. Jeg blev grøn af misundelse og trak og trak i den forbistrede snor, mens min plejemor halsede bagefter mig og råbte: Avilda, Avilda.

 

image

Mens vi nu spænede ud af strandstien, nakkede Avilda en due. Den var bare så sløv. Enhver god Dansk-Svensk gårdhund kunne da nakke den – bare lidt ærgerligt at det ikke var mig. Normalt er Avilda og mig de bedste venner, og vi enedes om at bide den ihjel sammen. Avilda ville have duen med hjem, men det måtte hun ikke. Øv. Vores plejemor har nu ikke særlig meget forstand på Dansk-Svenske gårdhunde, jagtinstinkter, og hvordan vi behandler et jagtbytte.

Bagefter skulle vi vente i hendes blå bil, mens hun skulle et eller andet. Det var også udmærket, indtil hun hentede os, og vi skulle stå bundet i en gård med en masse triste og halvvisne blomster. Da det begyndte at regne, peb vi og kradsede på en hvid, nymalet dør, indtil hun kom, og vi blev smaddervåde på vej ud i bilen, selv om vi skyndte os. Nu ligger jeg her i mit plejehjem under mit tæppe og ryster af kulde, og jeg er også bange for det buldrer et eller andet sted fra. Sikke et hundeliv. Øv.

Håber du vil læse med næste gang, hvor jeg vil fortælle om en stor uretfærdighed mod mig, et slot på en campingplads og en vildtvoksen kolonihave.

image

 

Reklamer

Forfatter: Flugtens ansigt

Jeg er freelancejournalist og fornylig gået på efterløn. Det har givet livet nye muligheder. Somrene tilbringer jeg på smukke Bornholm. Vintrene et sted ude i verden: Marokko, grænselandet mellem Thailand og Myanmar, Bali, Borneo eller et sted i Europa. Netop nu står Europa over for en af sine største flygtningekriser, og jeg vil bruge efteråret og vinteren 2015/16 til at sætte ansigter på denne humanitære tragedie. Jeg vil rejse i Grækenland, hvor mange flygtninge og immigranter første gang sætter foden på europæisk jord, og jeg vil senere tage til Jordan, et af de nærområder, der huser rigtig mange syriske krigsflygtninge.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s