anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier

Skrubbetur i en hamman, Zora og Joseph

Skriv en kommentar

DSC_0398

Berberkvinder i marken.

 

Efter syv dage ad støvede landeveje vil enhver trænge til et godt bad. Det får jeg, da vi ankommer til Tata, en lidt større oaseby i det sydlige Marokko. Det forbipasserende landskab bliver mere og mere tørt, sandet og stenet, og vi ser en enkelt sanddyne på vor vej. Tata ligger kun 40 kilometer i fugleflugtslinie fra den algierske grænse, og dele af Marokkos hær er udstationeret i byen.

Har lovet Ester at fotografere Aischa og hendes kvindeassociation i Tata. Den energiske Aischa leder en organisation, hvor de dyrker grønsager ved kunstvanding, væver og laver mange andre ting, og Ester har hjulpet dem med at få projektet op at stå.

DSC_0483

Aischa (TV) og en andre kvinderne i kvindeorganisationen.

Det føromtalte bad, som jeg har glædet mig til, eller hvad der viser sig at være det rene skrubberi foregår i den lokale hamman. Formiddag og eftermiddag er der åbent for os kvinder, om aftenen er det mændenes tur.

Jeg er ikke den eneste, som har bestemt, at i dag er store vaskedag. Det vrimler med kvinder i alle aldre og størrelser samt deres børn og snakken runger marmorvæggene rundt. Jeg har husket den sorte skrubbehandske og den brune sæbe, Joseph har hjulpet mig med at købe i souken, som et marked hedder her i landet. Det tager lang tid i en hamman – op til tre timer. Der skal udveksles nyheder, og så er vaskeriet også en særdeles kompliceret sag.

 

DSC_0386

Min nye guide, Joseph.

Lige en ting, før jeg fortsætter. Her i Tata har jeg fået Joseph som guide. Et behageligt menneske, som Ester og Mokthar også kender. Joseph læser avis, hvilket må fremkalde respekt hos enhver journalist, og så er der ikke det, han ikke ved om Tatas historie, kultur og befolkning. For 30 kroner om dagen bliver jeg vartet op i alle ender og kanter, og ikke mindst kommer steder, jeg ellers aldrig ville se. Joseph er ikke så talende som Adil. Nu bliver der talt, når der er noget at sige.

Så vidt jeg kan finde ud af, sørger Joseph også for, at jeg ikke bliver snydt, ihvertfald ikke så meget. Så de 30 kroner ser ud til at tjene sig ind på anden vis. Nu koster alt maksimum to kroner – og jeg kan slappe lidt af – det er stadig en kompliceret sag at rejse alene kvinde i Marokko og kan – må jeg indrømme – være ret anstrengende.

Da jeg siger til Joseph, at jeg gerne vil i en hamman, kikker han tvivlrådig på mig, men som det høflige menneske han er, ender han med at sige “if you need it”. Han snakker i mobiltelefon og skaffer mig Zora. Zora er professionel skrubbekone, og hun tager imod mig, da jeg næste dag klokken tretten ankommer til den ene af Tatas to hamman. Den ligger lidt diskret gemt af vejen nede ved en indtørret flod.

Zora er en lille og trind kvinde med et hvidt tørklæde bundet om håret. I en hamman beholder man trusserne på. Det ved jeg fra en hamman, jeg engang var i i Algeriet, og jeg undgår at dumme mig. Det viser sig, at Zora også er en bestemt dame, som gør sit arbejde ordentligt. Med hånden gør hun tegn, når jeg skal vende mig om, og indimellem går hun til arbejdet med en sådan ihærdighed, at jeg bliver helt bange for, om der vil være noget tilbage af mig, når hun er færdig. Selv mine modermærker får hun skrubbet hul på. Det tager en times tid, før hun er tilfreds, men så ligner jeg også en lille griseunge.

DSC_0198

Ørken i det sydlige Marokko.

 

En ældre kvinde ved siden af mig bruger mindst en time på bare at vaske sit lange krøllede hår. Med en lille selvlysende Made i China grøn plastikbørste reder hun håret igennem igen og igen med sæben i. Til sidst da hun endelig er færdig, sender hun en ordentlig spytklat ud over marmorgulvet. Shampoo smager nu heller ikke særlig godt. Tænker uvilkårligt på, hvor mange spytklatter jeg mon ligger og bliver skrubbet på.

Til sidst da jeg er skrubbet færdig, hælder Zora uden varsel en spand koldt vand ned over mig, og jeg blive gennet ind i et andet rum med varme i gulvet. Det er vist dampbadet, ihvertfald er der overordentligt varmt. Der sidder jeg en rum tid og bare nyder heden, inden Zora gør tegn til mig, at nu kan jeg godt gå ud og tage tøj på. Ren og nyskuret står jeg igen snart ude i det skarpe sollys.

Læs med næste gang fra min halvanden måned lange rejse til Marokko sidste forår. Om en drikke-te-ven, myrer i sengen og berberkvinder i store skørter.

DSC_0092

 

Reklamer

Forfatter: Flugtens ansigt

Jeg er freelancejournalist og fornylig gået på efterløn. Det har givet livet nye muligheder. Somrene tilbringer jeg på smukke Bornholm. Vintrene et sted ude i verden: Marokko, grænselandet mellem Thailand og Myanmar, Bali, Borneo eller et sted i Europa. Netop nu står Europa over for en af sine største flygtningekriser, og jeg vil bruge efteråret og vinteren 2015/16 til at sætte ansigter på denne humanitære tragedie. Jeg vil rejse i Grækenland, hvor mange flygtninge og immigranter første gang sætter foden på europæisk jord, og jeg vil senere tage til Jordan, et af de nærområder, der huser rigtig mange syriske krigsflygtninge.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s