anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier

Myanmar immigrantarbejdere – gadefejere og slum

Skriv en kommentar

imageimageimageimageimageimageimageimageimageimageimageimage

Reklamer

This gallery contains 13 photos


Skriv en kommentar

Myanmar immigrantarbejdere, en fransk webdesigner og en fiskesø

image

Jeg er ankommet til Mae Sot, en mindre by på grænsen mellem Burma og Thailand. En snavset by, må jeg indrømme, hvor jeg nok vil fraråde folk med sarte næser at tage til – lugter her ikke af skrald, kloak eller rendesten, vil en af byens mange fabrikker sørge for at vedligeholde stanken ved at brænde et eller andet ildelugtende af eller sende en stor sort sky af et eller andet ubestemmeligt og sikkert giftigt op i luften. Men er man til dårlige lugte og snavs – eller bare sådan lige kan holde det ud, så er Mae Sot faktisk også en spændende by med mange kontraster.

image

Her er alle ædelstenshandlerne og deres kostbare stene, hentet inde i Burma. Her er thaierne, der driver hoteller, fabrikker, restauranter, og hvad der ellers eksisterer af business. Så er her alle ngo’erne, englændere, amerikanere, spaniere, hollændere, og så videre, alle med hver deres godgørende projekt og – allernederst i hierarkiet mere end 100.000 fattige burmesiske immigrantarbejdere eller flygtninge, som laver al arbejdet til en lille bitte løn og ofte under livsfarlige arbejdsforhold. En masse mennesker, der ikke er meget andet end skind og ben og med de mest tomme øje, jeg nogensinde har set. Mae Sot er en by med alt for mange mennesker på alt for lidt plads, og er der ikke andre steder at slå sig ned, er der jo lossepladsen lige uden for byen, hvor der efter sigende skulle bo mange mennesker. Har ikke selv været derude.

Den thailandske økonomi kan slet ikke undvære al denne billige arbejdskraft, og thaierne har derfor lagt en masse fabrikker i og omkring Mae Sot. Allevegne ser du burmesere kravle rundt som bygningsarbejdere på livsfarlige stilladser, de sidder på tekstilfabrikkerne, syr eller arbejder med farlige kemikalier til at farve stoffer, det er dem, som gør rent på hoteller og servicerer på restauranterne eller de er daglejere i landbruget, når der er arbejde at få.

image

Da jeg ankommer, kan jeg ikke finde det hotel, jeg har betalt for over nettet. Det er ved at blive mørkt, og jeg havner på et noget snusket et lige ved markedspladsen. Dagen efter får jeg en voldsom kvalme og ondt i maven, og jeg lover mig selv kun at spise på absolut sikre steder, mens jeg er i byen. Nej, hvor jeg dog savnede den friske havluft i Gudhjem.

I mit nye logi bliver alle nyankomne mænd straks spurgt, om de mangler en kvinde. Uden for mit vindue kurrer duerne og fugle slår smukke triller og det rumsterer i airconditionanlægget, som har en fugl bygget rede der. På markedet er der totalkaos af fantasifulde ladkøretøjer, cykelvrag, knallerter, mennesker med ansigtet smurt ind i hvidt pulver, tasketyve, levende skildpadder og hvide rotter og store tudser, og for at det ikke skal være løgn døde grisehoveder.

Foruden mig og et ukendt antal enlige mænd bor der på hotellet tre schweizere, to grå-guld kvinder og en grå-guld mand. Kvinderne strikker fra tidligt om morgenen. Dukketøj, viser det sig, som de sælger i Schweiz til fordel for en skole og et børnehjem ude i bjergene. Finder efterhånden ud af, at de tre schweizere ikke er de eneste i byen med et godgørende projekt.

Efter tre dage – al servicen tiltrods – finder jeg et ledigt værelse på et andet hotel. Mit nye sted er fyldt med endnu flere godgørende NGO’er og er en hel lille oase: Luften er lidt renere, gaden uden for ikke helt så beskidt, og så bor her den sødeste røde velplejede kat med bjælde om halsen.

Som noget af det første møder jeg en meget talende og kontaktsøgende fransk webdesigner – ihvertfald kan han trykke på de rigtige knapper, når der skal laves en hjemmeside, hvilket jeg ikke kan. For femhundrede kroner lærer han mig det vigtigste, og jeg har nu fået lidt mere rutine, håber jeg, når dette skal lægges ud på min nye blog.

image

Webdesigneren ledte samtidig efter et projekt, hvor han kunne lave en gratis hjemmeside. Jeg havde straks ved ankomsten mødt Ko Zaw Htat. Ko Zaw Htat er burmesisk schoolmaster for en skole med 130 immigrantbørn. Skolen har Ko Zaw Htat selv opbygget og børnene kommer fra ekstremt fattige landarbejderfamilier. Ko Zaw Htat brænder for sin skole, og så tygger han betelnød. Betelnød giver rød mund og dårlige tænder, en dejlig følelse i kroppen, holder sult på afstand og så giver den lille nød kræft i mundhulen. Især mange fattige tygger den lysebrune nød herude.

Ko Zaw Htats store ønske er en lille sø med fisk i. De fleste immigrantarbejderbørn kommer mest i skolen på grund af det gratis måltid mad, de får serveret, fortæller et par spanske lærerinder mig og Ko Zaw Htat vil gerne give børnene på sin skole et godt og nærende måltid mad om dagen. Jeg tænker, det er da også synd for alle de sultne børn – og så har jeg også et godgørende projekt. På Facebook giver venner og bekendte snart 2750 kr, penge nok til at en gravemaskine kan komme og grave et stort hul og til køb af fisk. Den franske webdesigner laver en hjemmeside for skolen.

Da pengene er i hus, ringer Ko Zaw Htat til en gravemaskinejer. Manden vil komme på et tidspunkt i næste uge. Næste uge kommer og dagene går stille og roligt, men ikke skyggen af en gravemaskinejer. Er ved at blive utålmodig, da jeg ligesom ikke kan blive i Mae Sot resten af mine dage, og iøvrigt har en vigtig aftale den 25. marts, der bare skal overholdes.

Efter lange overvejelser siger jeg til Ko Zaw Htat: Ingen gravemaskinejer i morgen, ingen sø. Ko Zaw Htat er et sødt og flinkt menneske, men han er også schoolmaster og kan godt lide at herse rundt med de små søde lærerinder på skolen. Han ser ikke helt begejstret ud over sådan at blive jaget med, og da jeg cykler hjem, er jeg ærlig talt meget spændt på, om fiskedamsprojektet er dødt. Men en time senere skriver Ko Zaw Htat til mig på Facebook, at gravemaskinen kommer og “sover” på skolen natten over, og at den kan gå i gang med at grave dagen efter. Glad er jeg.

Efter hvad der siden skete, tror jeg faktisk ikke, at Ko Zaw Htat som burmeser er i stand til at “jage” eller “kræve” noget af en thailandsk gravemaskinejer. Derfor trak det bare ud og ud. Det er ikke sådan med et at blive godgørende NGO’er uden at kende ret meget til de lokale regler.

Næste gang noget om et mistet kreditkort, et trist, trist bryllup, en tur til Burma og en giftslange.

image


Skriv en kommentar

Flotte krigere, levende grise og flagermus, en historie fra Bali

image

Den første nat Susanne og jeg bor hos Wids familie i hans landsby Kemenuh på Bali vågner jeg midt om natten ved en høj lyd. Vi bor lige ved det hinduistiske tempel, og det er braminens stemme, der gjalder fra templets kæmpe højtalere ud over landsbyen. Dagen efter dukker Wid først op sent på eftermiddagen. Det viser sig, at årsagen til al den nattelarm var, at landsbyens mandlige medlemmer skulle til Balis højeste bjerg for at hente vand fra en hellig kilde. Tres mand har, mens vi lå og sov, klatret de fire-fem timer op til kilden på bjergets top for at hente vand.

Det hellige vand skal bruges de næste mange dage for vores landsby har besluttet at holde den største gudefest i halvtreds år, netop mens Susanne og jeg er her. Byen har sparet sammen i flere år til en hel måneds ceremonier, bønner, ofringer og dans og teater om gudernes liv. Så mens vi er i Kemenuh, vrimler det med smukke kvinder med hvide bånd bundet om pande og det kunstfærdigt opsatte hår, mænd i farvestrålende krigerdress og malet til ukendelighed, unge sminkede jomfruer i gult, drenge med skarpt optegnede øjenbryn og knaldrød læbestift og små børn i deres fineste dress, og gjalder der ikke bønner ud over hele byen fra templets højtalere, lyder der sprød balinesisk gamelan musik spillet på skift af landsbyens mange gamelanorkestre.

image
Landsbyens mænd har de næste dage travlt med at pynte tempel og veje. Lange bannere flettet af kokosblade, farverige bånd, paraplyer i røde, gule og sorte farver og blomster og offergaver – frugt, æg, ris, blomster i kurve eller flettede bakker af kokosblade. Et rent farveorgie. Vores landsbyfrænder ernærer sig som træskærere, og festlighedernes omfang afhænger af, hvor rig landsbyen er. Har på fornemmelsen, at nogen må være ganske godt ved muffen her i vores lille by.

Festlighedernes centrum templet ligger lige oppe på hjørnet, og gaden uden for vores gård bliver afspærret for trafik. Selv de mange løse hunde holdes tøjret inde i gårdene. Begge dele en velsignelse. Jeg siger, konstant trafikstøj af biler og knallerter kan dog være utrolig trættende, og nyder pludselig at kunne gå på gaden uden at have en gøende eller knurrende hund nappende i hælene. Har lært at vende mig om, se bister ud og trampe hårdt i jorden over for disse arrige gadekryds.

image

I templet er dresscoden en sarong, en pyntet bluse i hvid, gul eller en anden stærk farve med broderier og så håret sat op. Det gør ikke noget, at blusen er gennemsigtig – bare den er flot. Jeg fik udleveret en skriggrøn bluse, en gul-brun sarong og en elastik til mine hårtjavser. Susanne blev the pink lady. Næste dag prøvede først Susanne at slække lidt på tempelpåklædningen ved at tage sin egen bluse på, men den gik ikke. Wids bemærkning, da han så hende: -Har du ikke den anden bluse mere?

Hver dag sin ceremoni. Templets guder – og alle naboguderne i de omliggende templer – transporteres på ladet af lastbiler i procession ud til havet, hvor de bliver vasket. Hver Gud sin lastbil. En søndag påkalder de hvidklædte braminer de onde ånder. Den dag forbyder Wid sin gravide kone at gå op i templet, hvis de omkringfarende ånder skule skade barnet. Efter flere timer i templet i selskab med disse åndemanere og de djævle, de under lange trommeseancer måtte mane frem, er det, som om ånderne følger med hjem. Spørger Susanne, om hun også kan mærke dem. Det kan hun.

Der er mange dyr på Bali. Både indendøre og udendøre. Myrer, der gladelig spiser hinanden. Gekkoer, der piler rundt på vægge og loft og spiser alle de unyttige andre dyr. Små arrige myg, der stikker, så det klør noget så rasende og især om natten. Og flagermus. En aften landede en midt på gulvet i mit rum. Fik den ud igen med en kost for bare at konstatere, at den havde medbragt en af sine venner, der lå og baskede rundt ude på vores marmorterrasse.

Har i et stykke tid været bekymret for dyrevelfærden her i vores gård. Der er ikke alene den hellige hane i buret ved indgangen, men den ene af familiens to hunde, Jimmy står også lænket det meste af tiden, så den ikke løber ud på gaden. Er bange for familien i al festivitassen glemmer at give den gispende hund vand i middagsheden. Jimmy er et gadekryds, en dejlig hund og meget legesyg. Familiens anden hund bider, hvis man nærmer sig den, så den får lov at løbe omkring. Der kan man se, hvad man har ud af at være en flink hund på Bali.

image
En eftermiddag er der trommelarm fra gaden. Endnu en procession. De hvidklædte braminer med deres lige så hvidklædte koner, hjælpepræstinderne fører an ringlende med en lille klokke. Dernæst kommer en mand gående med en levende and indpakket i et rødt bånd, to mænd bærer på en levende skildpadde bundet op på en stang, pakket ind i et gult og hvidt klæde og med hovedet hængende nedad, dernæst to små søde også levende grise, fødderne bundet til en stang, som to mænd har over skulderen. Hoved og krop hænger nedad. En levende ko og et par får får lov at gå på deres ben. Dyrene ofres næste dag til guderne, og Wid kommer med lidt stegt kød fra templet.

Susanne tager hjem lige efter nytår. Jeg bliver til den bitre ende. Midt i januar er festlighederne slut. Braminen bliver tavs, ikke mere gamelanmusik fra højtalerne på alle tider af døgnet, tempelpynten tages ned, trafik og løse hunde bliver igen tilladt på gaden og al skruddet pakkes væk. Som en balineser trist siger: Nu skal vi til at arbejde igen, så vi kan spare sammen til næste gang.

Næste rejsebrev kommer til at handle om noget helt andet. En overfyldt, fattig og stinkende by på grænsen mellem Burma og Thailand, om et prostitutionshotel, en fransk webdesigner og et Facebookprojekt med en skole, der ønsker sig en lille sø, så de kan opdrætte fisk til at spise.