Jeg er ankommet til Mae Sot, en mindre by på grænsen mellem Burma og Thailand. En snavset by, må jeg indrømme, hvor jeg nok vil fraråde folk med sarte næser at tage til – lugter her ikke af skrald, kloak eller rendesten, vil en af byens mange fabrikker sørge for at vedligeholde stanken ved at brænde et eller andet ildelugtende af eller sende en stor sort sky af et eller andet ubestemmeligt og sikkert giftigt op i luften. Men er man til dårlige lugte og snavs – eller bare sådan lige kan holde det ud, så er Mae Sot faktisk også en spændende by med mange kontraster.

Her er alle ædelstenshandlerne og deres kostbare stene, hentet inde i Burma. Her er thaierne, der driver hoteller, fabrikker, restauranter, og hvad der ellers eksisterer af business. Så er her alle ngo’erne, englændere, amerikanere, spaniere, hollændere, og så videre, alle med hver deres godgørende projekt og – allernederst i hierarkiet mere end 100.000 fattige burmesiske immigrantarbejdere eller flygtninge, som laver al arbejdet til en lille bitte løn og ofte under livsfarlige arbejdsforhold. En masse mennesker, der ikke er meget andet end skind og ben og med de mest tomme øje, jeg nogensinde har set. Mae Sot er en by med alt for mange mennesker på alt for lidt plads, og er der ikke andre steder at slå sig ned, er der jo lossepladsen lige uden for byen, hvor der efter sigende skulle bo mange mennesker. Har ikke selv været derude.

Den thailandske økonomi kan slet ikke undvære al denne billige arbejdskraft, og thaierne har derfor lagt en masse fabrikker i og omkring Mae Sot. Allevegne ser du burmesere kravle rundt som bygningsarbejdere på livsfarlige stilladser, de sidder på tekstilfabrikkerne, syr eller arbejder med farlige kemikalier til at farve stoffer, det er dem, som gør rent på hoteller og servicerer på restauranterne eller de er daglejere i landbruget, når der er arbejde at få.

Da jeg ankommer, kan jeg ikke finde det hotel, jeg har betalt for over nettet. Det er ved at blive mørkt, og jeg havner på et noget snusket et lige ved markedspladsen. Dagen efter får jeg en voldsom kvalme og ondt i maven, og jeg lover mig selv kun at spise på absolut sikre steder, mens jeg er i byen. Nej, hvor jeg dog savnede den friske havluft i Gudhjem.

I mit nye logi bliver alle nyankomne mænd straks spurgt, om de mangler en kvinde. Uden for mit vindue kurrer duerne og fugle slår smukke triller og det rumsterer i airconditionanlægget, som har en fugl bygget rede der. På markedet er der totalkaos af fantasifulde ladkøretøjer, cykelvrag, knallerter, mennesker med ansigtet smurt ind i hvidt pulver, tasketyve, levende skildpadder og hvide rotter og store tudser, og for at det ikke skal være løgn døde grisehoveder.

Foruden mig og et ukendt antal enlige mænd bor der på hotellet tre schweizere, to grå-guld kvinder og en grå-guld mand. Kvinderne strikker fra tidligt om morgenen. Dukketøj, viser det sig, som de sælger i Schweiz til fordel for en skole og et børnehjem ude i bjergene. Finder efterhånden ud af, at de tre schweizere ikke er de eneste i byen med et godgørende projekt.

Efter tre dage – al servicen tiltrods – finder jeg et ledigt værelse på et andet hotel. Mit nye sted er fyldt med endnu flere godgørende NGO’er og er en hel lille oase: Luften er lidt renere, gaden uden for ikke helt så beskidt, og så bor her den sødeste røde velplejede kat med bjælde om halsen.

Som noget af det første møder jeg en meget talende og kontaktsøgende fransk webdesigner – ihvertfald kan han trykke på de rigtige knapper, når der skal laves en hjemmeside, hvilket jeg ikke kan. For femhundrede kroner lærer han mig det vigtigste, og jeg har nu fået lidt mere rutine, håber jeg, når dette skal lægges ud på min nye blog.

Webdesigneren ledte samtidig efter et projekt, hvor han kunne lave en gratis hjemmeside. Jeg havde straks ved ankomsten mødt Ko Zaw Htat. Ko Zaw Htat er burmesisk schoolmaster for en skole med 130 immigrantbørn. Skolen har Ko Zaw Htat selv opbygget og børnene kommer fra ekstremt fattige landarbejderfamilier. Ko Zaw Htat brænder for sin skole, og så tygger han betelnød. Betelnød giver rød mund og dårlige tænder, en dejlig følelse i kroppen, holder sult på afstand og så giver den lille nød kræft i mundhulen. Især mange fattige tygger den lysebrune nød herude.

Ko Zaw Htats store ønske er en lille sø med fisk i. De fleste immigrantarbejderbørn kommer mest i skolen på grund af det gratis måltid mad, de får serveret, fortæller et par spanske lærerinder mig og Ko Zaw Htat vil gerne give børnene på sin skole et godt og nærende måltid mad om dagen. Jeg tænker, det er da også synd for alle de sultne børn – og så har jeg også et godgørende projekt. På Facebook giver venner og bekendte snart 2750 kr, penge nok til at en gravemaskine kan komme og grave et stort hul og til køb af fisk. Den franske webdesigner laver en hjemmeside for skolen.

Da pengene er i hus, ringer Ko Zaw Htat til en gravemaskinejer. Manden vil komme på et tidspunkt i næste uge. Næste uge kommer og dagene går stille og roligt, men ikke skyggen af en gravemaskinejer. Er ved at blive utålmodig, da jeg ligesom ikke kan blive i Mae Sot resten af mine dage, og iøvrigt har en vigtig aftale den 25. marts, der bare skal overholdes.

Efter lange overvejelser siger jeg til Ko Zaw Htat: Ingen gravemaskinejer i morgen, ingen sø. Ko Zaw Htat er et sødt og flinkt menneske, men han er også schoolmaster og kan godt lide at herse rundt med de små søde lærerinder på skolen. Han ser ikke helt begejstret ud over sådan at blive jaget med, og da jeg cykler hjem, er jeg ærlig talt meget spændt på, om fiskedamsprojektet er dødt. Men en time senere skriver Ko Zaw Htat til mig på Facebook, at gravemaskinen kommer og “sover” på skolen natten over, og at den kan gå i gang med at grave dagen efter. Glad er jeg.

Efter hvad der siden skete, tror jeg faktisk ikke, at Ko Zaw Htat som burmeser er i stand til at “jage” eller “kræve” noget af en thailandsk gravemaskinejer. Derfor trak det bare ud og ud. Det er ikke sådan med et at blive godgørende NGO’er uden at kende ret meget til de lokale regler.

Næste gang noget om et mistet kreditkort, et trist, trist bryllup, en tur til Burma og en giftslange.