anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier


Skriv en kommentar

STREJKE, SNAVS OG SYGDOMME

image

Der er opløb uden for Mira Mare, mit hotel her på Leros og inde i receptionen er der trængsel. Mænd diskuterer højlydt på arabisk. Børn græder af sult og træthed. Rundt om sidder kvinder, som er ved at dratte ned af stolen af udmattelse. Et par mødre prøver at få deres sultne babyer til at drikke af en flaske, og en gammel kone klædt helt i sort sidder i sofaen og ser fortumlet ud. Rygsække, store tasker og poser allevegne, mobiltelefoner til opladning, og midt i det hele ved langbordet med gulddugen Anna, hotelejerens mor, som på en blanding af græsk og engelsk prøver at forklare.

 

image

-“Mira Mare er kun et lille hotel, og min søn har ringet alle vegne hen for at høre om ledige pladser, men der er intet, gentager hun tålmodigt, mens hun renser sine grønne oliven.

På vej ud af døren siger en yngre kvinde til mig på engelsk:

-“Jeg er bare så træt.”

De græske sømænd strejker. De er utilfredse med at blive skåret i pension, og derfor har færgen til Athen ikke sejlet i tre dage. Det naturlige flow, der normalt er i flygtningestrømmen har ikke fungeret under strejken, og Lakki er nu fyldt op med flygtninge. Her er så mange, at øens indbyggerantal på 7500 er tæt på at blive fordoblet.

 

image

Den nedlagte skole, der fungerer som flygtningelejr er fyldt til randen. Fem toiletter til flere tusinde mennesker, affald over det hele, der stinker af pis, lort og snavsede mennesker, som ikke kan komme i bad og uvasket tøj. I skolegården er de ekstra indkvarteringstelte stopfyldte og hver en ledig plads i de omkring liggende gader er optaget af siddende, liggende eller sovende flygtninge. Livet i gaderne leves opad et stakit, et hegn eller en husmur på en måtte eller et stykke pap. Om natten er der det udleverede grå UHNCR tæppe til at skærme mod kulden.

Nattetemperaturen er krøbet under de ti grader og giver forkølelser og det der er værre. Smitte florerer, og nogen er begyndt at gå med masker, og der er kø hos Læger uden Grænser. De fleste har ikke fået et ordentligt måltid mad i ugevis, og maven er tom, også hos de mange børn. Politiet udleverer gratis to sandwhich i døgnet til de flygtninge, som bor i lejren.

image

Før dette har alle været på den livsfarlige tur over havet i en overfyldt gummibåd, og så et ufrivilligt ophold på op til flere døgn på den græske militærø, Farmakonisi.

Bare styr efter lysene, siger menneskesmuglerne på den tyrkiske kyst, når de sætter flygtningene i bådene. Og lysene er på Farmakonisi, kun en times sejlads, og faktisk den korteste rute mellem Tyrkiet og de græske øer. På militærøen er flygtningene uønskede, og der er absolut ingen fornødenheder til de mange, som lander der våde, bange og forkomne. Folk må opholde sig døgnet rundt på de nøgne klipper, af soldaterne får hver enkelt udleveret en pakke kiks. Et par gange om dagen er der uddeling af lidt vand.

 

image

Når vejret tillader det, og der er flygtninge nok, bliver de strandede hentet til Leros ombord på et græsk militærskib eller af den græske kystvagt. På grund af sprogproblemer aner folk ikke, hvor de er, eller hvad der skal ske med dem, og jeg har set angsten for uvisheden i folks øjne, når de ankommer til Leros.

Men under strejken kommer der så med et kontraordre fra højeste sted: Flygtningene skal hentes til Leros en gang i døgnet. Så hver dag ankommer nu 400 nye flygtninge til Leros, og øen er snart udgået for bananer.

Det er svært at tage billeder under så ydmygende forhold. Det her er mennesker, som er vant til at gå på arbejde, bo i et hus eller lejlighed, få mad hver dag og et bad. Det er syriske eller irakiske advokater, elektrikere, læger, ambulanceførere, skolelærere, kunstnere, musikere og balletdansere.

image

Jeg får lov at tage et billede en tidlig morgen af en ældre mand, klædt i en tyk frakke og strikhue. Han sidder op ad et hegn. På en måtte. Han har trukket et gråt UHRCN tæppe helt op under næsen. Ved siden af ham på række ligger familien, hans kone, en datter og svigersøn, en datter mere og hendes to børn.

Han spørger, om jeg kender et sted, hvor han kan købe noget billigt mad.

-Noget mad, der mætter, siger han. Jeg siger, at der er en lille kebabrestaurant på et hjørne ikke så langt herfra, hvor en kebab koster to euro. Jeg viser ham vej, og han spørger igen, om der er kylling i. Mens vi går, fortæller han, at familien har måttet flytte her ud på gaden i nattens løb.

-Afghanerne og pakistanerne drak sig fulde inde i lejren. Det her er jo ikke et civiliseret sted. I Damaskus er folk intelligente, men det her, siger han, mens vi går igennem gaderne med al affaldet.

Jeg svarer, at Leros er en fattig kommune, og at Grækenland er et fattigt land, og at de slet ikke har kapacitet til at huse så mange flygtninge. Og jeg fortæller, at EU og de store nødhjælpsorganisationer som Røde Kors glimrer ved deres fravær.

På vej tilbage passerer vi en bager. Jeg vil vise manden noget græsk brød, der er bagt af ordentligt mel. Tungt brød, men det mætter mere end politiets hvide sandwhichbrød, der ikke er meget andet end luft. Butikkens hylder er fyldt med nybagte duftende kager, og han køber en. Ude på gaden skynder han sig at spise den, og jeg kan lugte hans dårlige samvittighed over for den sovende familie ved hegnet. De fleste flygtninge har brugt næsten alle deres penge på menneskesmuglerne i Tyrkiet, og har ikke mange tilbage, når de når Leros. Desuden skal beholdningen strække til resten af turen.

image

Senere på dagen går jeg en tur i lejren. Stanken fra de fem toiletter bliver værre og værre for hver dag, og jeg er tæt på at kaste op.

-Her er som et fængsel, siger en syrisk mand til mig senere på dagen. En anden fortæller, at de igår aftes i protest mod forholdene havde snakket om at lave en fredelig sit-down strejke og stoppe trafikken. I et stort telt er en gruppe mænd i klammeri. Her er overfyldt, uhumsk, sundhedsfarligt, sulten gnaver, og stemningen er eksplosiv.

Ingen gang dyr byder man sådanne forhold, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget lettere alting glider, når folk bliver behandlet ordentligt og værdigt. Det her er mennesker, som kommer fra krig, vold og bomber. Deres nerver er spændt til det yderste. De kan snart ikke mere, og så kommer de her. Er der noget at sige til, at vreden og aggressionerne til tider får frit løb?

image

Foruden et hold fra Læger uden Grænser ser jeg nu og da en enkelt med UNHCR let genkendelige turkise vest i gadebilledet. På et tidspunkt var her et mobilt hold af læger og sygeplejersker fra den græske regering, men de forsvandt hurtigt igen. Ellers er det frivillige fra Grækenland, Holland, Storbritannien, Sverige, Tyskland og Danmark, som sørger for, at tingene fungerer så nogenlunde. Her er uvurderlige danske frivillige, som taler arabisk og farsi, en dansk psykolog på orlov fra sit arbejde i Ballerup Kommune, en tysk sygeplejerske, som er der, når Læger uden Grænser går hjem klokken 16:00, en ung dansker på cykeltur fra Danmark til Kina har taget et stop på Leros, og fire unge danskere ligger nede i havnen i deres sejlbåd.

Men hvor er EU? Hvor er de store nødhjælpsorganisationer, der ved store indsamlinger har fået masser af penge til formålet? Hvor er koordinationen? Hvem sørger for, at forholdene er blot lidt menneskeværdige?

I lejren spørger en bleg syrisk kvinde mig, om jeg kan skaffe hende et sted at sove.

-Jeg er syg, jeg har knoglekræft og kan ikke sove på gaden, siger hun og viser mig sin ophovnede hånd. Kvinden forklarer, at hun også mangler medicin, og hun står der foran mig og ryster af kulde, og jeg kan se, det er alvor.

En fra Læger uden Grænser slår håbløst ud med armene på hendes spørgsmål om kemoterapi.

-Ja, det kan hun ikke få her, siger han opgivende. Vi går hen til det kontor i skolebygningen, hvor Læger uden Grænser holder til. Der er kø foran døren, men et stykke tid efter kommer den syge kvinde tilbage og takker mig mange gange – hun kommer nu på hospitalet.

image

Kapaciteten i flygtningelejren udvides. Ingen regner med, at flygtningestrømmen vil aftage hen over vinteren, og de nuværende stoftelte bliver for kolde. Grækere rejser to rækker mobile IKEA plastikhuse med plads til tyve personer i hver. Det er ved at ligne en rigtig flygtningelejr, som man ser i TV. En lodseplads klods op ad skolen bliver delvist ryddet, og flere telte sat op. Der er telte på havnekajen, og der er telte i parkerne, de små to og tremandstelte, grønne og blå over det hele.

image

Folk begynder at fiske i havnen og stege fangsten over et bål om aftenen. Et par børn sælger saftevand. En syrisk barber åbner en lille butik på havnekajen, og har straks masser af kunder, og en dag står politiets menu på kylling og ris. En iraker, jeg har snakket med et par gange, kommer løbende og beder så mindeligt, om han må tage et bad på mit hotelværelse. Han har ikke været i bad i fjortenk dage, siger han, og vi går til Hotel Mira Mare og spørger, om det er i orden. Kun, hvis der ikke kommer en hel masse andre, som også skal i bad, siger mor Anna. Manden får sit bad og dagen igennem ser jeg flygtninge komme og får sig et bad på et lille toilet i tilknytning til receptionen.

Så endelig efter en lille uge sejler færgen igen. Folk jubler og styrter mod billetkontoret. Om aftenen samles 1000 lettede flygtninge lang tid før færgens afgang. Øen ånder lettet op. Den simrende stemning forsvinder med de mange mennesker. De mange frivillige kan få sig lidt søvn. Skraldemænd samler affald. Snavs og bakterier spules væk fra gaderne, og området omkring lejrens toiletter er bagefter så rengjort, at der næsten dufter.

image

Reklamer


Skriv en kommentar

NÅR FLUGTEN ENDER TRAGISK

 

image

Midt i lokalet står et langt bord med en dug af guldpapir, og der er snavsede kaffekopper. Der er også et par gamle brune sofaer og stole, masser af stole, hulter til bulter, men de mange stole sikrer, at der er en siddeplads til alle. Bag baren en tre meter lang hylde med en masse halvfyldte flasker, der vist ikke bliver drukket meget af, og på væggen hænger en stor fladskærm. Neden under den står et gammelt udrangeret fjernsyn. I et hjørne af rummet bag et glasbur er indrettet et kontor, der vist nærmest bliver brugt som pulterrum – for Mikis, min nye hotelvært bestyrer nemlig værelsesudlejningen fra sin plads foran den bærbare computer ved langbordet.

Jeg er – efter noget besvær – flyttet ind på hotel Miramare i byen Lakki på øen Leros. Et familiehotel, siger Mikis, da jeg roser ham for den rare atmosfære. Ved bordet er hans kone i gang med at rense en grydefuld bønner, og en gammel mand med meget uglet hår og meget lange skægstubbe sidder der også. Han får dagen til at gå med at stirre tomt frem for sig.

Min far, forklarer Mikis.

image

Først vil Mikis ikke leje ud til mig. Fadi kører mig derhen, og da jeg kommer ud til bilen igen med et “nej, der er ikke plads,” konkluderer han, at det nok er, fordi Mikis kan tjene tre gange så meget på at leje værelset med tre senge ud til tre desperate flygtninge end til mig som ene person. Miramare er det eneste hotel her i Lakki, der vil leje ud til flygtninge.

Dagen efter kommer jeg igen sammen med Farida. Farida og Fadi arbejder begge som frivillige blandt flygtninge på Leros. De er guld værd her. Fadi er dansk statsborger med libanesisk baggrund, og taler arabisk. Hver gang politiet her på Leros skal have identificeret druknede lig – eller der fragtes overlevende til øen, ringer de til Fadi. Nat og dag. Fadi sover to-tre timer i døgnet og kan godt blive lidt speedet, men han har et hjerte af guld. Som alle de frivillige hernede. Farida kommer også fra Danmark. Hun har afghanske rødder og taler farsi.

Farida bor selv på hotel Miramare og har tilbudt mig, at jeg kan få den ekstra seng, der er på hendes værelse. Da jeg fortæller hende, at jeg hører P1 om natten, når søvnen ikke vil indfinde sig, kan hun godt se det fornuftige i, at jeg får mit eget værelse.

Med ungdommens charme får hun Mikis til modstræbende at nikke ja, og jeg får et lillebitte værelse i et hjørne af hotellet med en meget antik radio hængende på væggen over min seng og en lav dør til altanen, hvor jeg skal dukke og kante mig ud. Radioen virker ikke, men jeg betaler kun femten euro pr nat, og det er det billigste, jeg endnu er stødt på her i Grækenland.

image

Ved otte tiden om aftenen lyder der støj fra receptionen. Jeg går ned og ser, hvad der sker. Dagen igennem har hotellet været tomt, et nyt hold flygtninge er igår aftes taget med færgen til Athen. Jeg har været på havnen og har fotograferet et græsk krigsskib, der kom ind tæt pakket med 400 mennesker ombord. Folk sad på dækket som sild i tønde, beordret til at sidde med benene spredt ud til siden, så de kunne være i lag. Jeg fik en kæmpeskideballe af en græsk politimand for at fotografere. Politiet her på øen er ikke meget for at få taget billeder af forholdene for flygtningene, og jeg fik senere at vide, at jeg var heldig, at politimanden ikke havde taget mit kamera og smadret det ned i jorden. Græske politibetjente er ikke at spøge med, og jeg tror, at Fadi har et bedre tag på dem end jeg.

I hotellets reception i de brune sofaer og på taburetter sidder fire kvinder og en ældre mand og en yngre. Kvinderne er klædt i sort, undtagen den ene af dem. Hun har en turkis kjole på, og hun hedder Fatimah. Fatimah hulker hjerteskærende, mens hun vugger den baby, hun har i favnen i takt til sin gråd. En dreng på tre år sidder på skødet af en af de sortklædte kvinder, en ganske ung pige, som ikke kan være meget mere end de fjorten.

Fadi er der også. Kvinderne har hver mistet et barn i nat og den gamle mand har mistet sin kone, forklarer Fadi hurtigt. Kvindernes børn og den gamle mands kone er druknet i en af de kæntringsulykker, jeg har læst og hørt om under de sidste dages voldsomme blæst og uvejr. Børnene var fem år. Og tre år. Og to måneder. Den gamle mands kone blev 61 år. Det er ikke et døgn siden, de døde børn var levende og sammen med deres mødre gik ombord i en gummibåd fyldt med alt for mange mennesker i en by på den tyrkiske kyst. Den gamle mand og hans kone gik også ombord. De to skulle op til deres sønner i Sverige. Og kvinderne og deres børn op til deres mænd. De rejste sammen i en gruppe, og de kommer fra den samme by i Syrien

image

Hele dagen har de været på hospitalet. De har måttet identificere ligene af deres pårørende, og mødrene har taget afsked med deres døde børn. Fatimah har igen og igen jamret, at det er hendes skyld, at hendes datter på fem år nu er død.

-“Jeg har slået min datter ihjel,” blev hun ved med at gentage hen over barnets lig.

-Som de børn så ud, er de ikke druknet, siger Fadi og ryster på hovedet. Han og en dansk psykolog, som bruger en tre måneders orlov fra sit job i Ballerup kommune på frivilligt arbejde blandt flygtningene her på Leros, har været med de sørgende kvinder og den gamle mand hele dagen.

-Når jeg ser de børn, og de skader de har, er de døde, fordi de har slået hovedet mod klipperne, mener Fadi.

image

I fladskærmen på væggen er den amerikanske film, der ellers kørte, afløst af nyheder. Pludselig toner børn iført orange redningsveste og liggende i vandet frem på skærmen. Man kan se, hvordan et redningsskib og redningsfolk prøver at redde dem op fra vandet.

De fire kvinder og den gamle mand stirrer chokeret på tv’et, der bare bliver ved og ved at vise billeder fra ulykken. Indslaget varer et minut. To minutter. Fatimah bryder igen hulkende sammen og vender hovedet ind mod væggen. Hun vil ikke se mere. De tre andre kvinder og den gamle mand stirrer paralyseret på billederne i fjernsynet. Nattens oplevelser gentager sig her for øjnene af dem. Så begynder de også at græde.

Fatimah jamrer igen, at det er hendes skyld. At hun har slået sit barn ihjel.

image

Fadi fortæller mig, at det ofte sker, at flygtningene, når de først ser båden, de skal sejle ud i, fortryder og ikke vil afsted. Men at menneskesmuglerne tvinger dem til at gå i bådene. Og igår læste jeg på nettet, at menneskesmuglerne her ved vinterens begyndelse er begyndt at bruge træbåde til at fragte folk over i. Den lukrative forretning skal ikke stoppe. Og så kan der proppes mange flere mennesker i et skib end i en gummibåd.

Til klokken et om natten sidder den ene af kvinderne i sofaen ude på gangen og snakker i telefon med sin mand i Sverige. Hun snakker og så græder hun og så hun snakker igen. Jeg har sammen med den unge mand, som følger med kvinderne, tidligere på aftenen været ovre på stamcafeen 7 Gates og låne en oplader til hendes mobiltelefon. Sin egen har hun mistet med alle sine andre ejendele i havet.

Næste morgen er en søn til den gamle mand ankommet fra Sverige. Han græder sammen med sin far, og faren viser sønnen morens øreringe, og de græder igen, og det hele er så uforståeligt. En anden søn kommer også, og dagen går med at snakke og snakke om det forfærdelige og så sørge. Det er godt de to mænd fra Sverige er kommet. Der falder lidt mere ro over kvinderne, og mændene tager sig af det praktiske.

Den næste dag er der diskussion i receptionen på hotel Miramare. En kvinde fra Læger uden Grænser vil have, at familierne skal efterlade de døde børn her på Leros. Men mødrene og den gamle mand kan slet ikke forestille sig at skulle efterlade deres kære på en ø, de intet kender til. De vil gerne have deres børn med til Sverige, og det samme vil den gamle mand og hans sønner med den døde kvinde. Eller til Syrien. Blot ikke efterlade dem her på øen. Men det koster penge. Mange penge. 5000 euro. Og det har de ikke. Kvinden fra Læger uden Grænser får sin vilje, selv om det giver nye tårer.

 

image

 

Ude på gaden er der kommet rigtig mange mennesker. Flygtningelejren er fuld, og folk sidder eller ligger over alt. Lejren har kapacitet til 500 mennesker, men nu er her 4-5000. Fem toiletter til 5000 mennesker. Affald flyder over alt. Der stinker af lort, tis og menneskeligt snavs og beskidt tøj. Folk begynder at gå med masker. Jeg er ved at kaste op. Børn leger midt i det hele. Alle er sultne. Alle fryser om natten. Ingen kan leve af en luftig sandwich med et par pommes frites i om dagen. De, som har lidt penge, bruger dem på hotel eller mad. Men hvad så resten af turen?

Der er en færge til Athen i aften klokken 22:30. Den er fuld. Den næste er på torsdag. Om fire dage. De græske sømænd strejker. Kvinderne med de døde børn og den gamle mand har været heldige at få en billet til i aften, og jeg spørger, om sønnen fra Sverige rejser med dem op gennem Europa. Det gør han ikke. Der er sikkert en grund, som jeg ikke kender, men det er næsten ikke til at bære, at de skal ud på landevejen midt i al deres sorg. Hvorfor kan de ikke bare blive fløjet til Sverige? Kvinderne op til deres mænd? Den gamle mand op til sin søn? Det er ubærligt, at de skal lide mere.

På hotellet fortæller sønnen mig, at han skal vente på liget af sin mor. Hvad der skal ske, ved jeg ikke rigtig, men det er jo også ligegyldigt. Den unge fyr på 24 år og den gamle mand skal følge de fire kvinder hele vejen til Sverige. Den gamle mand er syg af kræft og har kun et år tilbage at leve i. Han har sin røde tophue på og er klar til den lange tur. En gang imellem vælter han rundt, så jeg er bange for, at han skal falde. Hvorfor kunne han ikke få den sidste tid sammen med sin kone i Sverige? Hvorfor skal han rejse alene? Og ankomme til Sverige alene?

På nettet læser jeg, at der er begyndt at dukke døde børn op på de græske strande.

Inden familierne tager afsted, siger Fatimah til Fadi, at hun gerne vil have billederne af de døde børn lagt ud på Facebook. Verden skal vide, hvad der er sket. Danskerne her efterkommer hendes ønske, og det gør jeg også. Selv om det kan virke noget makabert, set med danske øjne. Aftenen forinden snakkede jeg lidt med en ung pige fra Aleppo i Syrien. Vi røg vandpipe sammen på en udendørs cafe. Som noget af det første viste hun mig billederne på sin mobiltelefon af sin dræbte bror. Han var blevet skudt, og det var uhyggelige billeder.

Så der sad vi på en græsk ø og røg sød tobak på vandpibe og kikkede på billeder af hendes døde bror. En anden måde at forholde sig til døden på.

 

image