Der er opløb uden for Mira Mare, mit hotel her på Leros og inde i receptionen er der trængsel. Mænd diskuterer højlydt på arabisk. Børn græder af sult og træthed. Rundt om sidder kvinder, som er ved at dratte ned af stolen af udmattelse. Et par mødre prøver at få deres sultne babyer til at drikke af en flaske, og en gammel kone klædt helt i sort sidder i sofaen og ser fortumlet ud. Rygsække, store tasker og poser allevegne, mobiltelefoner til opladning, og midt i det hele ved langbordet med gulddugen Anna, hotelejerens mor, som på en blanding af græsk og engelsk prøver at forklare.

 

-“Mira Mare er kun et lille hotel, og min søn har ringet alle vegne hen for at høre om ledige pladser, men der er intet, gentager hun tålmodigt, mens hun renser sine grønne oliven.

På vej ud af døren siger en yngre kvinde til mig på engelsk:

-“Jeg er bare så træt.”

De græske sømænd strejker. De er utilfredse med at blive skåret i pension, og derfor har færgen til Athen ikke sejlet i tre dage. Det naturlige flow, der normalt er i flygtningestrømmen har ikke fungeret under strejken, og Lakki er nu fyldt op med flygtninge. Her er så mange, at øens indbyggerantal på 7500 er tæt på at blive fordoblet.

 

Den nedlagte skole, der fungerer som flygtningelejr er fyldt til randen. Fem toiletter til flere tusinde mennesker, affald over det hele, der stinker af pis, lort og snavsede mennesker, som ikke kan komme i bad og uvasket tøj. I skolegården er de ekstra indkvarteringstelte stopfyldte og hver en ledig plads i de omkring liggende gader er optaget af siddende, liggende eller sovende flygtninge. Livet i gaderne leves opad et stakit, et hegn eller en husmur på en måtte eller et stykke pap. Om natten er der det udleverede grå UHNCR tæppe til at skærme mod kulden.

Nattetemperaturen er krøbet under de ti grader og giver forkølelser og det der er værre. Smitte florerer, og nogen er begyndt at gå med masker, og der er kø hos Læger uden Grænser. De fleste har ikke fået et ordentligt måltid mad i ugevis, og maven er tom, også hos de mange børn. Politiet udleverer gratis to sandwhich i døgnet til de flygtninge, som bor i lejren.

Før dette har alle været på den livsfarlige tur over havet i en overfyldt gummibåd, og så et ufrivilligt ophold på op til flere døgn på den græske militærø, Farmakonisi.

Bare styr efter lysene, siger menneskesmuglerne på den tyrkiske kyst, når de sætter flygtningene i bådene. Og lysene er på Farmakonisi, kun en times sejlads, og faktisk den korteste rute mellem Tyrkiet og de græske øer. På militærøen er flygtningene uønskede, og der er absolut ingen fornødenheder til de mange, som lander der våde, bange og forkomne. Folk må opholde sig døgnet rundt på de nøgne klipper, af soldaterne får hver enkelt udleveret en pakke kiks. Et par gange om dagen er der uddeling af lidt vand.

 

Når vejret tillader det, og der er flygtninge nok, bliver de strandede hentet til Leros ombord på et græsk militærskib eller af den græske kystvagt. På grund af sprogproblemer aner folk ikke, hvor de er, eller hvad der skal ske med dem, og jeg har set angsten for uvisheden i folks øjne, når de ankommer til Leros.

Men under strejken kommer der så med et kontraordre fra højeste sted: Flygtningene skal hentes til Leros en gang i døgnet. Så hver dag ankommer nu 400 nye flygtninge til Leros, og øen er snart udgået for bananer.

Det er svært at tage billeder under så ydmygende forhold. Det her er mennesker, som er vant til at gå på arbejde, bo i et hus eller lejlighed, få mad hver dag og et bad. Det er syriske eller irakiske advokater, elektrikere, læger, ambulanceførere, skolelærere, kunstnere, musikere og balletdansere.

Jeg får lov at tage et billede en tidlig morgen af en ældre mand, klædt i en tyk frakke og strikhue. Han sidder op ad et hegn. På en måtte. Han har trukket et gråt UHRCN tæppe helt op under næsen. Ved siden af ham på række ligger familien, hans kone, en datter og svigersøn, en datter mere og hendes to børn.

Han spørger, om jeg kender et sted, hvor han kan købe noget billigt mad.

-Noget mad, der mætter, siger han. Jeg siger, at der er en lille kebabrestaurant på et hjørne ikke så langt herfra, hvor en kebab koster to euro. Jeg viser ham vej, og han spørger igen, om der er kylling i. Mens vi går, fortæller han, at familien har måttet flytte her ud på gaden i nattens løb.

-Afghanerne og pakistanerne drak sig fulde inde i lejren. Det her er jo ikke et civiliseret sted. I Damaskus er folk intelligente, men det her, siger han, mens vi går igennem gaderne med al affaldet.

Jeg svarer, at Leros er en fattig kommune, og at Grækenland er et fattigt land, og at de slet ikke har kapacitet til at huse så mange flygtninge. Og jeg fortæller, at EU og de store nødhjælpsorganisationer som Røde Kors glimrer ved deres fravær.

På vej tilbage passerer vi en bager. Jeg vil vise manden noget græsk brød, der er bagt af ordentligt mel. Tungt brød, men det mætter mere end politiets hvide sandwhichbrød, der ikke er meget andet end luft. Butikkens hylder er fyldt med nybagte duftende kager, og han køber en. Ude på gaden skynder han sig at spise den, og jeg kan lugte hans dårlige samvittighed over for den sovende familie ved hegnet. De fleste flygtninge har brugt næsten alle deres penge på menneskesmuglerne i Tyrkiet, og har ikke mange tilbage, når de når Leros. Desuden skal beholdningen strække til resten af turen.

Senere på dagen går jeg en tur i lejren. Stanken fra de fem toiletter bliver værre og værre for hver dag, og jeg er tæt på at kaste op.

-Her er som et fængsel, siger en syrisk mand til mig senere på dagen. En anden fortæller, at de igår aftes i protest mod forholdene havde snakket om at lave en fredelig sit-down strejke og stoppe trafikken. I et stort telt er en gruppe mænd i klammeri. Her er overfyldt, uhumsk, sundhedsfarligt, sulten gnaver, og stemningen er eksplosiv.

Ingen gang dyr byder man sådanne forhold, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget lettere alting glider, når folk bliver behandlet ordentligt og værdigt. Det her er mennesker, som kommer fra krig, vold og bomber. Deres nerver er spændt til det yderste. De kan snart ikke mere, og så kommer de her. Er der noget at sige til, at vreden og aggressionerne til tider får frit løb?

Foruden et hold fra Læger uden Grænser ser jeg nu og da en enkelt med UNHCR let genkendelige turkise vest i gadebilledet. På et tidspunkt var her et mobilt hold af læger og sygeplejersker fra den græske regering, men de forsvandt hurtigt igen. Ellers er det frivillige fra Grækenland, Holland, Storbritannien, Sverige, Tyskland og Danmark, som sørger for, at tingene fungerer så nogenlunde. Her er uvurderlige danske frivillige, som taler arabisk og farsi, en dansk psykolog på orlov fra sit arbejde i Ballerup Kommune, en tysk sygeplejerske, som er der, når Læger uden Grænser går hjem klokken 16:00, en ung dansker på cykeltur fra Danmark til Kina har taget et stop på Leros, og fire unge danskere ligger nede i havnen i deres sejlbåd.

Men hvor er EU? Hvor er de store nødhjælpsorganisationer, der ved store indsamlinger har fået masser af penge til formålet? Hvor er koordinationen? Hvem sørger for, at forholdene er blot lidt menneskeværdige?

I lejren spørger en bleg syrisk kvinde mig, om jeg kan skaffe hende et sted at sove.

-Jeg er syg, jeg har knoglekræft og kan ikke sove på gaden, siger hun og viser mig sin ophovnede hånd. Kvinden forklarer, at hun også mangler medicin, og hun står der foran mig og ryster af kulde, og jeg kan se, det er alvor.

En fra Læger uden Grænser slår håbløst ud med armene på hendes spørgsmål om kemoterapi.

-Ja, det kan hun ikke få her, siger han opgivende. Vi går hen til det kontor i skolebygningen, hvor Læger uden Grænser holder til. Der er kø foran døren, men et stykke tid efter kommer den syge kvinde tilbage og takker mig mange gange – hun kommer nu på hospitalet.

Kapaciteten i flygtningelejren udvides. Ingen regner med, at flygtningestrømmen vil aftage hen over vinteren, og de nuværende stoftelte bliver for kolde. Grækere rejser to rækker mobile IKEA plastikhuse med plads til tyve personer i hver. Det er ved at ligne en rigtig flygtningelejr, som man ser i TV. En lodseplads klods op ad skolen bliver delvist ryddet, og flere telte sat op. Der er telte på havnekajen, og der er telte i parkerne, de små to og tremandstelte, grønne og blå over det hele.

Folk begynder at fiske i havnen og stege fangsten over et bål om aftenen. Et par børn sælger saftevand. En syrisk barber åbner en lille butik på havnekajen, og har straks masser af kunder, og en dag står politiets menu på kylling og ris. En iraker, jeg har snakket med et par gange, kommer løbende og beder så mindeligt, om han må tage et bad på mit hotelværelse. Han har ikke været i bad i fjortenk dage, siger han, og vi går til Hotel Mira Mare og spørger, om det er i orden. Kun, hvis der ikke kommer en hel masse andre, som også skal i bad, siger mor Anna. Manden får sit bad og dagen igennem ser jeg flygtninge komme og får sig et bad på et lille toilet i tilknytning til receptionen.

Så endelig efter en lille uge sejler færgen igen. Folk jubler og styrter mod billetkontoret. Om aftenen samles 1000 lettede flygtninge lang tid før færgens afgang. Øen ånder lettet op. Den simrende stemning forsvinder med de mange mennesker. De mange frivillige kan få sig lidt søvn. Skraldemænd samler affald. Snavs og bakterier spules væk fra gaderne, og området omkring lejrens toiletter er bagefter så rengjort, at der næsten dufter.