anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier


Skriv en kommentar

EN ISKOLD BABY I ATHEN

 

 

 

Blandt flygtninge i Athen:

 

EN ISKOLD SQUAT
OG EN NYFØDT

 

Dette er historien om den syriske kvinde Basimaa og atten dage gamle Mustafa og hans mor og far og 400 andre syriske flygtninge i en iskold squat i Athen. Eneste varmekilde i den nedlagte skole er et lille elektrisk varmeapparat til hver familie, og det går hele tiden ud, fordi skolens gamle elnet er overbelastet.
Når Mustafa ikke lige sover, græder han. Lægen siger, at det er, fordi hans mors brystmælk er for kold til hans mave.
Af hensyn til flygtningenes sårbarhed og deres sikkerhed er alle de medvirkende anonymiseret, og billederne er neutrale.

————————————

 

 

Hun sidder næsten direkte på det kolde stengulv med kun en tynd madras og et tæppe til at adskille fra gulvets isnende kulde. Håret er dækket af en sort strikhue. Kroppen hyldet i en alt for stor frakke. Foran hende står et lille elektrisk varmeapparat, der tænder og slukker, alt efter om der er strøm. På de udstrakte ben ligger en tæppebylt, som hun hele tiden vugger frem og tilbage. Kulden sniger sig rundt og ind og allevegne. I hjørnerne. Bag ryggen. I kroppen. Og i den mælk hun ammer sin nyfødte med.

Mustafa kom til verden på et hospital her i Athen for atten dage siden, og nu må hans mor vugge ham konstant. Ellers græder han.

Hun spørger, om jeg vil have lidt varme og flytter apparatet, så det vender mod mig.

-Nej, nej, du og dit barn skal have varmen, siger jeg og vender apparatet mod hende.

 

FAR PÅ MOBILTELEFONEN

 

Vi er i et stort klasseværelse med højt til loftet og store utætte vinduer. Kvinden, jeg egentlig er kommet for at besøge ( jeg vil kalde hende Basimaa ) har boet her på den nedlagte skole, en af Athens fjorten squats, i trekvart år. Hun venter bare på at komme op til sin mand i Tyskland, men det græske asylsystem arbejder langsomt, og indimellem er hun ved helt at opgive håbet.

-Hvis vi nogensinde kommer til Tyskland, er hun nu begyndt at sige og ser trist frem for sig. Hendes søn har kun set sin far på mobiltelefonen.

På grund af lange sagsbehandlingstider for familiesammenføring i de europæiske lande og den stadigt farligere krig i Syrien drog mange kvinder med deres børn alene mod Europa, op til de mænd, som var rejst i forvejen. Mange kom for sent, og sidder nu på niende og tiende måned fast i Grækenland.

Den primære årsag er landets langsomme asylsystem og så EU-landenes manglende vilje til at modtage flere flygtninge. Med i den kontroversielle aftale med Tyrkiet, som EU indgik i marts sidste år, var, at EU skulle sende blandt andet sagsbehandlere til Grækenland, så asylbehandlingen kunne gå hurtigere. Dette er imidlertid ikke sket, eller de, som blev sendt afsted, er trukket hjem igen. Den langsommelige behandling betyder, at kun nogle få tusinde af de mange strandede flygtninge i Grækenland indtil nu er genbosat i andre europæiske lande.

 

 

KULDE, REGN OG BLÆST

 

Basimaa var en af de godt 50.000 flygtninge og migranter, som strandede i et limbo i Grækenland, da Makedonien i marts sidste år lukkede sin grænse for strømmen af flygtninge fra Grækenland. Sammen med 10.000 andre boede hun med sin et-årige søn i flere måneder og under kummerlige forhold i en teltlejr ved Idomini, grænsen mellem Grækenland og Makedonien. Regn, kulde, blæst og sult var dagligdagen. Alle håbede hele tiden, at grænsen igen åbnede, så de kunne fortsætte nordpå.

En dag lukkede græsk politi den improvisatoriske og uhygiejniske lejr. Flygtninge og migranter blev mod deres vilje kørt væk i busser. Nogle til lejre i store nedlagte fabrikker i det nordlige Grækenland, andre til Athen. Grækenland havde dengang som nu store problemer med at skaffe indkvartering til alle de strandede. Landet har sine egne økonomiske problemer. Sine egne mange fattige. Sine egne mange hjemløse.

Så Basimaa endte på skolen her, en tom forladt bygning besat af folk fra Athens anarkist miljø. En syrisk mand fra miljøet og bosiddende i Grækenland i mange år er boss – som flygtningene kalder ham – over skolen og dens 400 mennesker. Under sig har han også andre squats. Skolens beboere er syrere og kurdere flygtet fra krig. Mange af dem har nu boet her i månedsvis, og der er rigtig mange børn – og ældre mennesker.

Squat’ en er som Athens andre squats selvkørende. Den får ingen hjælp fra UNHCR eller den græske regering og vil heller ikke have det. De fjorten squats eksisterer på donationer, primært fra frivillige, som rejser til Athen fra hele verden for at hjælpe. Organisationer som Læger uden Grænser, UNHCR, Røde Kors vil man ikke have inden for dørene. Heller ikke selv om Grækenland i år – vinteren 2016/17 har haft det ekstraordinært koldt med temperaturer under frysepunktet og sne.

Og trods vinteren kommer der hele tiden nye flygtninge og migranter til landet. Enten lander de med båd på de græske øer eller de kommer ind i det nordlige Grækenland via Tyrkiet. Officielt opholder der sig godt 62.000 i landet. De nyankomne ender i overfyldte lejre eller som her i en overfyldt squat, hvis de ikke må friste livet på gaden.

 

SKILLEVÆGGE AF LAGNER

 

Basimaa har lagt et tæppe ud over det kolde stengulv. I det forhenværende klasseværelse bor nu fire familier med børn og en bedstemor. Skillevæggene er lagner og tæpper hængt op på snore. Sidst jeg var her, havde hver familie et lille iglotelt at sove i, men de var så snavsede, at de måtte smides ud. På etagen oven over bor Basimaa’s kusine med sine to små børn, hvor en er svært handicappet. Kusinen venter også på at komme op til sin mand.

Det lille elektriske varmeapparat foran os er en donation. Sådan et har alle familier til at holde den værste kulde fra døren, men skolens forældede elektriske system kan slet ikke bære de mange elapparater.

-Det er meget værre om natten. Så tænder alle for apparatet, og så har vi slet ingen varme. Min mand har en lejlighed i Tyskland, og så sidder vi her og fryser. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, at vi ikke kan komme op til ham. Jeg er så bange for, hvad der skal ske med os. Jeg er bange for min søn. Hvad der vil ske med ham? Hvordan vil han klare det her? Hvad hvis han bliver syg her? Jeg er bange for, at vi aldrig kommer til Tyskland, siger Basimaa, som er uddannet apoteksassistent i Syrien.

Det er ikke mere end en uge siden, at nogen smed en brandbombe ind gennem et åbent vindue i naboklasseværelset. Heldigvis skete der ikke noget, men det har gjort Basimaa meget bange:

-Jeg er flygtet fra Syrien, fordi jeg risikerede at dø. Skal jeg så dø her, spørger hun.

Det er ikke første gang en af de mange squats i Athen er udsat for et brandattentat. I sommer blev en anden hærget af brand efter et attentat. Og politiet tager sig ikke af det. De kommer nemlig slet ikke. De fleste squats ligger i byens anarkistmiljø Exarchia, og her kommer politiet kun i tilfælde af mord og lignende, får jeg at vide. Folk forventes selv at holde justits.

 

LUGT AF URIN

På den anden side af lagnet, hvor vi sidder, bor kvinden med nyfødte Mustafa. Straks efter fødslen blev han sammen med sin mor sendt tilbage til skolen med de snavsede og kolde toiletter og baderum, stanken af urin overalt og de iskolde gange og klasseværelser. Mustafas mor har kun det tøj, hun har på, og det er hendes mands. Uden for tæppet, inden man træder ind i deres lille aflukke, står gamle udtrådte sko. De sorte slippers er hendes. De eneste sko hun ejer. Dem havde hun også på på hospitalet, da hun skulle føde. Mustafa mangler tøj. Moderen åbner op for alle tæpperne, så jeg kan se, hvad han har på. En bluse og et par små bukser. Da jeg går derfra, har jeg en ønskeliste på et par sko, str. 37, babytøj, en stor BH, og en vugge.

Mustafa græder hele tiden i kulden. Sover han ikke, græder han. Så får han lidt brystmælk, og han falder i søvn igen. Meget af natten holder han sig selv, sin mor og alle de andre familier vågne med sin gråd. Mustafas mor har store sorte rande under øjnene. Hun har været til læge med ham. Lægen sagde bare, at Mustafa græd, fordi han fik ondt i maven af hendes kolde brystmælk.

Selvom flere af Athens squats slet ikke er egnede som bolig i vintermånederne, er de fyldt med børnefamilier og bedsteforældre, som ikke har andre steder at tage hen. Squat’sene ligger i nedlagte skoler, i nedlagte kontorbygninger eller i gamle huse. Også mange mindreårige, børn og ganske unge, som er kommet til Europa uden følgeskab af voksne, havner i en af squat’sene. Nogle fungerer dog bedre end andre.

 

KAOTISK SITUATION

Situationen i Grækenland og på Balkan er her i vintermånederne kaotisk og kritisk. Billeder fra det nordlige Grækenland og de græske øer af flygtninge boende i tynde telte overdækket af sne har floreret på både de sociale medier og i de etablerede. Grækenlands integrationsministerium har fornylig lovet, at alle flygtninge og migranter i telte vil blive flyttet til hoteller og varme steder, men der bor stadigvæk mange under kummerlige forhold, også børnefamilier. Landet, der har nok i sine egne problemer, har besvær med at skaffe varme og sikre pladser til alle.

UNHCR har ellers fået EU-penge til at forbedre forholdene til vinteren. Der er godt 50 flygtningelejre i Grækenland. Nogen bliver hele tiden lukket, og nye åbner. De fleste i lejrene er flygtet fra krigen i Syrien, men der er også mange afghanere imellem. Ifølge avisen The Guardian har Europa-Kommissionens afdeling for humanitær bistand og civilbeskyttelse, ECHO siden april givet UNHCR 104 mio kr til at forberede den kommende vinter. UNHCR skulle for pengene flytte folk fra telte til opvarmede præfabrikerede containere og i det hele taget forbedre forholdene.

Begge organisationer beskyldes nu af andre hjælpeorganisationer for at have bortødslet pengene, efter at tusinder af flygtninge ikke var flyttet til sikre steder, da vinteren satte ind med snefald i det nordlige Grækenland allerede i begyndelsen af december, skriver Guardian.

Også den græske regering beskyldes for ikke at have brugt 670 mio kr ordentligt, penge givet særskilt af EU til at forbedre forholdene i lejrene. Ifølge avisen har ingen det overordnede overblik, og derfor skyder man skylden på hinanden.

Den kaotiske situation med manglende officielle og sikre steder, hvor flygtninge og migranter kan bo, har blandt andet skabt pres på de mange squats i Athen. Flygtninge i squat’en, hvor jeg er, beretter om, hvordan andre familier straks overtager deres plads, hvis de selv er væk et par timer. Den stærkeste overlever.

 

MADEN FORSVINDER

 

Mad er også en mangelvare. Små NGO organisationer og frivillige uddeler mad fra centralt hold til Athens squats. Den kommer til skolen, men den forsvinder, fortæller flygtningene.

Der bliver uddelt mad to gange om dagen. Morgenmaden er OK, men aftensmaden er uspiselig, siger en syrisk mand.

-Jeg har fundet små stykker af jern i risen.

En dag, hvor jeg er der, er frokosten en halv skål kogte kikærter til hver familie og så de traditionelle arabiske fladbrød.

Jeg ser på Mustafas mor. Hun ligner bestemt en, som bare er træt, træt og som trænger til masser af rigeligt og ordentligt mad, friske grønsager og frugt. I dag snakker Basimaa og hende om et eller andet på arabisk. Mustafas mor græder stille. Næste gang jeg kommer, smiler hun. En græsk mand har givet hende en lille plastikvugge. Hun fik så ondt i benene af hele tiden at sidde og vugge ham.

 

AFVIST AF POLITIET

 

Selvom Basimaa føler sig utryg i squat’en, tør hun heller ikke tage andre steder hen. Hun har prøvet at komme ind i en af de officielle lejre med et godt ry, men politiet afviste hende ved indgangen. Der var ikke plads, sagde de. Så nu holder hun godt fast i sit hjørne i klasseværelset på skolen. Så andre ikke tager pladsen, og hun står hjemløs på gaden med sin søn.

Til trods for den kaotiske situation i Grækenland vil Tyskland midt i marts måned igen begynde at sende afviste asylansøgere tilbage til landet. En talsmand for det tyske indenrigsministerium har sagt til det franske nyhedsbureau AFP, at Tyskland nu anser Grækenland som et sikkert land, og at man vil genindføre Dublin forordningen. Tyskland suspenderede i 2010 Grækenland som værende et sikkert land for flygtninge og har ikke siden sendt afviste asylansøgere tilbage.

Tilbage på skolen i Athen har kulden netop i disse dage taget fat igen, og efter en halv time kan jeg mærke den snige op gennem hele kroppen. Kvinderne spørger, om jeg ikke vil blive og sove. Jeg er sikker på, det er gæstfrit ment, men jeg takker høfligt nej. Havde det været sommer, var det noget andet.

Da jeg går, møder jeg ude på den iskolde gang en gammel mand i slippers, hvid kjortel og bare ben. Han går langsomt ned ad trappen til toiletterne på underste etage. Uden for i skolegården står en gruppe børn i fire-fem års alderen. De fryser, kan jeg se. På vej ud af skoleporten går en gruppe kvinder med børn og babyer i klapvogne.

————————————–

Riad og hans familie blev et par dage efter flyttet til et hotel, sponsoreret af private. Basimaa og alle de andre sidder stadig tilbage i squat’en.

 

 

 

 

 

Reklamer


4 kommentarer

Marokanske Med Med drømmer bare om job i Europa

Tyrkiet ligger tæt på Chios. Hvis alt går godt, tager turen i en overfyldt gummibåd fyrre minutter.

 

 

Med Med fra Marokko er fanget på en græsk ø. I fængsel siger han. På ubestemt tid. I tre måneder har han siddet fast i en lejr på øen Chios ude af stand til komme videre ind i det Europa, der er hans store drøm.

– Hvis de sagde til mig, at jeg skulle i fængsel i Athen i et halvt år eller et helt år. Og at jeg så bagefter ville få min frihed og kunne rejse, hvorhen jeg ville. Jeg ville bare blive så lykkelig. Forstår du?

Med Med er kun 17 år og så er han en af de mange migranter, som vil ind i Europa. Han drømmer om en dag at stå i Norge eller Sverige, ifølge ham selv rige lande med masser af arbejde til sådan en som ham. Derfor fløj han for tre en halv måned siden fra Casablanca i Marokko til Istanbul i Tyrkiet, så med bus til Izmir i det vestlige Tyrkiet. I Izmir fandt han en menneskesmugler. Han betalte 500 euro for at blive sejlet til den græske ø Chios for nu at sidde fast i en lejr på øens EU hotspot.

Med Med fortæller, mens vi sidder på en cafe og drikker cappuchino. Med Med elsker kaffe, og han er sunket godt ned i caféens dybe luksuriøse lænestol. Indtil nu er vi ikke blevet jaget væk. Som forleden, hvor jeg så en flygtning købe en kop kaffe på en cafe. Da han ville sætte sig ved et af de udendørs cafeborde og nyde den, verfede servitricen ham væk.

Cafeen her ligger ved havnefronten, hvor turister i gode tider spadserede frem og tilbage. Siden flygtningestrømmen i sommeren 2015 satte ind for fuld kraft, er turismen på Chios dalet med 60 procent, et norsk turistbureau har måttet lukke, og ingen europæere tager længere på ferie til den særprægede og smukke ø fyldt med historie, hvide bjerge og landsbyer med mønstrede huse. Fra vores behagelige lænestole kan vi se se ud på to store græske marinefartøjer og skibet Politia de Frontiere. Alle skibe, der skal holde sådan nogen som Med Med ude af Europa.

 

FLYGTNINGESTRØMMEN
STEGET IGEN

EU har to hotspot lejre på Chios. Den pigtrådsindhegnede Vial, placeret så langt væk, at ingen ser hverken den eller dens indbyggere og så Souda lejren i Chios by gemt væk bag en slotsvold og med en formidabel udsigt til Tyrkiet. Lignende hotspot er der på øerne Lesbos, Samos, Kos og Leros. Mere end 14.000 mennesker opbevares i disse lejre. Alle ankommet til de græske øer efter 20. marts sidste år, hvor EU indgik sin kontroversielle flygtningeaftale med Tyrkiet. Det er svært at sige nøjagtig, hvor mange mennesker, som befinder sig på øerne. Hele tiden ankommer der nye overfyldte både fra Tyrkiet, og flygtninge med asylchancer, primært syrere får indimellem lov at tage videre til Athen. Andre bliver sendt retur til Tyrkiet.

Den sidste uge er strømmen af flygtninge igen taget til, og mere end 500 er kommet til Chios, i snit 100 om dagen. Uden for Souda lejren er der rejst endnu flere af de små festivaltelte, og forleden nat slog frustrationerne i den overfyldte lejr ud i et kæmpeslagsmål. En kvinde og et barn måtte til behandling på hospitalet.

De fleste flygtninge og migranter på Chios er fra det krigshærgede Syrien, men der er også mange fra Afghanistan, Pakistan, Iran, Irak, fra adskillige afrikanske lande og fra Nordafrika, Algeriet, Marokko og Tunesien. Især algierere er der rigtig mange af.

I lejrene bare venter de mange mennesker. De heldigste på at komme videre. De fleste på bare at blive sendt tilbage til Tyrkiet. Ingen ved noget, og ingen får noget at vide. Mange har ventet på denne måde i adskillige måneder, nogle helt op til et år. Uvished og lediggang tærer. Folk bliver deprimerede og desperationen stiger. Dagene går med ingenting, og indimellem koger stemningen som sagt over. Elleve personer har forsøgt selvmord. På Chios alene har der denne vinter været fire selvmordsforsøg, hvoraf to lykkedes.

Med Med bor i Souda lejren. Han er en af de tusinder af mindreårige, som er kommet til Europa i håb om et job og en bedre fremtid, end den han kan få i Marokko. Andre kommer fra krigshærgede lande som Afghanistan, Syrien og Irak og er sendt i forvejen, måske for at resten af familien en dag kan komme i sikkerhed i Europa. Mange mindreårige er helt ned til 13-14 år, og de lever som oftest et kummerligt liv i Athen, på Balkanruten eller andre steder i Europa. I Athen ender disse mindreårige tit i prostitution for at tjene penge til at komme videre op gennem Europa. På Balkanruten bor de i improviserede beskidte og kolde lejre i tomme fabrikshaller, ved grænsen til Ungarn stoppes de af høje hegn, et brutalt politi med hunde eller selvbestaltede højreradikale grupper.

 

FRA FATTIGE KÅR
I MAROKKO

Med Meds mor hjemme i Marokko er fattig. Hun gør rent for de rige, og det har Med Med det rigtig skidt med. Så han er taget til Europa. Den helt store drøm er at sende penge hjem til moderen, så hun ikke længere skal slide og slæbe, og så hans to mindre brødre kan fortsætte i skolen.

-Jeg havde det selv rigtig dårligt, da jeg blev nød til at stoppe i skolen, siger han og tager en slurk af cappuchinoen. Med Meds far døde af lungekræft for fire år siden, og familien blev yderligere fattig.

-Min mor har et hårdt liv. Hun siger det aldrig, men jeg kan se det på hende. Jeg vil hjælpe hende.

Med Med har stadig bøjle på tænderne og sine drømme i behold. Han er også et kvikt hoved, og så er han smart med tal, fortæller han. I Marokko prøvede Med Med at få et arbejde, men uden held. Mange arbejdsgivere forlanger penge, hvis de skal ansætte en person, og det selv om jobbet er til en meget lille løn, fortæller ham. Et udsagn jeg har fået bekræftet fra anden side. Så nu er Med Med i stedet i fængsel på en græsk ø, som han og de mere end 3000 flygtninge og migranter på Chios kalder deres ufrivillige ophold på øen. I 89 dage har han boet og frosset først i et lille telt, så i en præfabrikeret container i Souda lejren. Havde han bare fået arbejde i Marokko, var han blevet hjemme, siger han.

 

Men Europa vil jo heller ikke have dig?

Med Meds blik flakker lidt ved spørgsmålet og – måske – realismen i hans drøm, men så svarer han fast:

-Jeg stoler på mig selv. Jeg ved, jeg kan. Og jeg vil prøve. Hvis de sender mig tilbage til Tyrkiet, vil jeg prøve at komme til Spanien. Ja, jeg ved godt, at jeg ikke vil få asyl, men jeg vil finde en anden vej, finde et arbejde, blive gift. Jeg ved det ikke. Jeg ved, jeg kan, forstår du?

Med Med vender hovedet og kikker ud på havnefronten og de skibe, der skulle have holdt ham væk, men som endte med at hjælpe ham og de 53 andre i den gummibåd, han sejlede til Chios i.

BAD HELE TIDEN
TIL GUD

-Jeg var meget bange og bad til Gud hele tiden. Normalt tager det kun 45 minutter at sejle over, men det tog os en time og 45 minutter. Tyrkerne sejlede efter os og råbte hele tiden stop, stop og lyste på os, men vi ville ikke stoppe. Vi råbte nej, nej og viste dem de små børn, vi havde ombord. Da vi var inde i græsk farvand, samlede et græsk marineskib os op og bragte os her ind i havnen, fortæller Med Med.

De første to måneder boede han i et lille festivaltelt i regn, sne, mudder og kulde.

-Nej, hvor var det koldt. Så kom en frivillig fra Luxemburg og sagde, at en var rejst, og jeg kunne flytte hen i hans container. Jeg blev bare så lykkelig, og jeg takkede hende meget. Der var elektricitet og sovepladser og et klimaanlæg, der varmer en lille smule, ikke meget men lidt. Jeg inviterede nogen venner med, og nu kommer alle vennerne og får opladet deres mobiltelefon hos mig.

Med Med taler om de børnefamilier, som er i lejren og som kommer fra krig og er traumatiserede. Hver gang jeg møder Med Med på cafeen, har han en ny ven med. I går en yngre syrisk mand, velplejet at se på, men med en af de hudsygdomme, der er så almindelige i lejren. Mens vi snakker, bliver han ved med at sidde og klø sig.

Manden har været i Souda lejren i et år nu. Han virker helt ødelagt. Han er ukoncentreret, som mange af de syrere, jeg har mødt i Grækenland, og han taler og taler om, hvor forfærdeligt hans liv på Chios er, og hvad han skal gøre. Taler han ikke, sidder han blot og stirrer frem for sig. Hvis han vil til Athen, skal han have en attest fra lægerne på Chios sygehus om, hvor dårligt han har det. Den er svær at få, siger han. Han går lange ture hver dag, mindst to timer.

Med Med har også en anden ven. Fra Vest Sahara. Han er rigtig bange for at blive sendt tilbage til Marokko, for så bliver han sat i fængsel. Hans øjne er røde og ophovnede, og jeg spørger, om han er syg. Han fortæller, at han næsten ikke sover. Måske to-tre timer hver nat. Han bor i et af de store telte med op til 30-40 mand og larmer den ene ikke, gør den anden.

Miljøet i lejrene er hårdt. Der er alkohol, slagsmål, knivstikkerier mellem forskellige etniske grupper og prostitution. I Souda lejren vrimlede det med rotter om natten i teltene, selv i containerne bed de sig op gennem gulvet. Enkelte personer blev bidt. Selvom personale fra FN har det overordnede ansvar i lejrene, og der er mange andre store officielle NGO organisationer – alle betalt af EU – var det en norsk frivillig, som til sidst måtte gøre noget ved rotteproblemet – og selv bekoste udgifterne.

 

Faciliteterne på EUs hotspots er primitive. En fortæller, hvordan han ikke har været i bad i to måneder, da der kun er koldt vand, og vinteren i Grækenland har været ekstra hård. Når desperationen bliver for stor, sætter en eller anden ild til teltene. Det er ikke mere end fjorten dage siden et stort telt i Souda nedbrændte totalt. Urolighederne var på et tidspunkt i november sidste år så voldsomme, at personale følte sig truet og forlod øen.

JEG ER BANGE
HELE TIDEN

Mustafa er bare 16 år og fra Syrien. Han har det ikke godt med at bo i Souda lejren og i den container, han deler med fem andre syriske mænd, alle ældre end han. Han er her helt alene, og han er hele tiden bange, fortæller han. Hans familie hjemme i det krigshærgede land har sendt ham i sikkerhed i Europa, og han ankom til øen for to måneder siden. Forleden skrev han på sin Facebook profil:

“If you want to loose hope and ruin your future and your life becomes a living hell come to Europe.”

Hjemme i Syrien i en mindre by uden for Aleppo har han sin far og mor og otte søstre og fire brødre. En nylig Facebookopdatering fra Mustafas hånd:

-Airstrike Assads bombing in my city now. We can not do anything, just cry and pray.

Mustafa vil op til sin søster og hendes mand i Østrig, men foreløbig er han “i fængsel” på Chios. Som alle andre kan han ikke komme herfra.

-Her er forfærdeligt, og jeg hader det i lejren, siger han lavmælt, mens vi snakker på en cafe. Jeg vil ikke være der. Der er beskidt, og folk taler grimt. De drikker og slås og forleden brændte et stort telt. Jeg hader det, og jeg hader krig. Jeg kom fra en krig i Syrien til en ny krig på Chios.

Jeg kan mærke Mustafa ikke har langt til tårer, og jeg tør ikke spørge for meget.

PÅ BESØG I EN
CONTAINER

Et par dage senere inviterer han Ruth og mig på besøg i sin container i Souda lejren. Ruth er nordmand og frivillig blandt flygtningene på Chios. Godt vi er to. Det frarådes nemlig af sikkerhedshensyn gæster at gå alene ind i Souda lejren. Ruth har taget sig specielt af Mustafa, fordi han er så ung, og fordi han har det så dårligt. Tante kalder han hende. På messenger har vi fået besked af Mustafa om, at vi skal vente en halv time med at komme. Han skal først gøre rent.

 

Vi skutter os. Det er koldt i dag. Vinden kommer fra nord, fra Ukraine, som grækerne siger. Da vi har fået grønt lys, går vi ned gennem den hvide række af containere og små festivaltelte, de sidste overdækket med plastik for regn og sne. Ud for toiletter og badekabiner stinker der af urin. Over hele lejren ligger den lugt af snavset tøj og mennesker, jeg kender så godt efter i halvandet år at have rejst i flygtningestrømmens spor. Alle vegne på rækværker og hvor der er en smule plads hænger vasketøj til tørre.

Vi finder den rigtige container mellem alle de andre. Inden for sidder en smilende Mustafa og tager imod. Gulvet er dækket af de sædvanlige grå UNHCR tæpper alle flygtninge får udleveret ved ankomsten til Europa. Sovepladserne er rundt langs væggene, og hver har et tyndt underlag, der vist kun med lidt god vilje kan kaldes en madras. Overalt hænger der tøj. I loftet, på snore, hvor der er plads. Midt i rummet et lille elektrisk varmeapparat. Det her er nok den mest ryddelige container lige nu af dem alle.

Ruth og jeg sætter os ned. En af Mustafas “medfanger” er her også. Han har kone og barn i Tyrkiet. Vi bruger google translate, da hverken Mustafa eller hans containerkammerat kan ret meget engelsk. Vi snakker om krigen derhjemme og familien, som lever i daglige bombardementer. Vi snakker også om Mustafas nye hobby. Han laver små videofilm med sin telefon fra lejren. Symbolske film med telte og hegn og pigtråd og fugle og frihed. Mustafa drømmer om en dag at blive fotograf. Han er god til det med at lave følsomme og udtryksfulde billeder. Og foreløbig går tiden med noget fornuftigt. Måske er det derfor, han er gladere i dag?

Ruth konstaterer også, at Mustafa er i bedre humør.

-Du kan smile, siger hun, da vi har siddet lidt.

Mustafa viser os billeder fra sin hjemby i Syrien. Han har ikke gået i skole i flere år, fordi byens fem skoler alle er bombet sønder og sammen. Byen har heller ikke noget hospital længere. Hvis nogen fra hans hjemby skal på hospitalet, må vedkommende til Tyrkiet. Tyrkiet har taget tre millioner syriske flygtninge, og som de andre lande i nærområdet vil heller ikke det tage mod flere syrere. Derfor er tyrkerne ved at bygge en mur ind mod Syrien, og der bliver holdt øje med, at syge syrere tager tilbage til krigen efter endt behandling. Da Mustafa flygtede fra Syrien, betalte han menneskesmuglere 500 dollar for at komme ud af Syrien og ind i Tyrkiet.

Istedet for at gå i skole tog Mustafa ud til landsbyerne i omegnen af sin by og hjalp nye flygtninge, som hele tiden ankom fra områder, hvor de ikke længere kunne være. Vi ser billeder af en af hans venner og en tantes søn. Begge døde under bombardementer.

FLYGTNINGE I BUR

Der er godt 3000 flygtninge og migranter ophobet i Souda og Vial lejrene på Chios. På Facebook cirkulerer netop nu en – ægte – video af et stort bur fyldt med flygtninge, inklusiv børn. Billedet er fra Vial lejren på Chios, taget af en syrisk flygtning. Nyankomne flygtninge spærres inde i et bur med pigtråd foroven, indtil de er registreret. De græske myndigheder påstår, at det ikke længere foregår.

Alle EUs hotspots på de græske øer har længe været overfyldte. Lige nu er der godt 14.500 flygtninge og migranter tilsammen på øerne. Alene i år er der kommet mere end 4.000 nye. Alle tal, der hurigt forældes på grund af nye ankomster. Rundt omkring i lejre i Grækenland befinder sig yderligere mellem 50.000 og 60.000 flygtninge og migranter. Desuden har Tyskland lige besluttet at tilbagesende afviste asylansøgere til Grækenland.

 

VI DØR LANGSOMT

Det græske asylsystem fungerer ikke optimalt. EU lovede i forbindelse med aftalen med Tyrkiet at sende personale til øerne, der kunne bistå grækerne med asylbehandlingen, men det er mest blevet ved ord. Hvilket betyder, at alle bare går og venter, på et afslag og tilbagesendelse til Tyrkiet. Eller på asyl i Grækenland eller asyl/familiesammenføring i et andet europæisk land. Ventetiden er dræbende. Jeg har hørt mange sige: “Vi dør langsomt her.”

-Jeg ved ingen ting, siger Mustafa. Jeg vil til Athen, men jeg ved ikke hvordan, så jeg må blive her. Når jeg spørger, hvad der sker, siger de, at jeg bare skal gå hen i mit telt og vente. Det er som at være i krigen i Syrien at være her. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ud. Ingen vil hjælpe mig. Når jeg kommer til Østrig, vil jeg begynde et nyt liv.

Et par dage senere får han at vide, at han ikke må videofilme i lejren. Ny nedtur, men så begynder Mustafa at tage sine fine billeder ude i byen, og han lærer sig tysk på telefonen.

MAFIAEN ER
ALLE VEGNE

-Det er ikke svært at finde mafiaen i Izmir, fortæller Med Med. Mafialederen er tyrkisk, men han har agenter, som er marokkanere, algierere eller syrere. Jeg betalte 500 euro for at komme over. Første gang lykkedes det ikke at komme afsted. Politiet kom, og vi måtte løbe. Anden gang lykkedes det, men jeg er jo ikke i Europa nu. Marokko er bedre end Chios, virkelig, virkelig. Der er mennesker her, som er flygtet fra krig og regnede med at finde fred og kærlighed, og så havnede de her.

Med Meds mor ved ikke, at hendes søn sidder fast på Chios.

-Jeg har ikke sagt til hende, at jeg er i fængsel. Så ville hun græde og sige, at jeg skal komme tilbage til Marokko. Jeg siger, at jeg er med venner på Chios, og at det er en dejlig ø, en turistø. Jeg sender hende smukke billeder, hvor vi sidder i solen og drikker kaffe, og jeg smiler og ser glad ud.

Med Med har prøvet at komme til Athen ved at snige sig ombord på en lastbil ved færgelejet. Forleden lykkedes det for tre at komme med uden at blive opdaget. Med Med er uheldig hver gang.

-Jeg har prøvet mange gange, måske tyve gange, men politiet opdager mig altid. Vi hopper op i lastrummet på bilen, når chaufføren ikke er der og gemmer os, men politiet kommer med lommelygter og lyser og opdager os. Så kommer vi i fængsel i en time eller to og tilbage til lejren. Det er lykkedes for flere at komme med lastbilerne, så vi bliver ved.

-Try, try and never cry, forstår du. Det er et engelsk ordsprog, og nu tror jeg på det. Jeg troede ikke på det, da jeg i Marokko, men det gør jeg nu.

-Det er da et hårdt liv her, men jeg er ligeglad, med rotterne og kulden og alt det. Bare jeg kan få min frihed, lyder det fra Med Med.

De lokale grækere på Chios er ikke begejstrede for flygtningene, som kommer til deres ø. Sidste år demonstrerede den fascistiske gruppe Gyldent Daggry ved Souda lejren. Stående oppe på den vold, der omgiver lejren, kastede de brandbomber ned på teltene og teltenes beboere, hvor mange er flygtet fra krig. Adskillige telte brændte.

 

TAG HJEM

-Grækerne på gaden siger til os, at vi skal tage hjem. Jeg forstår dem på en måde godt. Det er svært for dem med alle de flygtninge – og så turisterne, som ikke kommer længere på grund af os, siger Med Med.

Hvad nu når Europa ikke vil have dig, spørger jeg igen.

-Det er en drøm for mig og jeg ved, jeg kan gøre det. Jeg vil prøve. Og jeg ved, det vil lykkes. Jeg stoler på mig selv.

Hvis du nu bare blev i Marokko. Hvad ville du så bruge dit liv til?

Ingenting. Hvis der var noget arbejde, ville jeg tage det. Min far arbejdede på markerne for rige mennesker. Måske kunne jeg gøre det samme som ham, arbejde for andre, men jeg vil ikke være en slave, forstår du? Der er humanity i Europa. Det tænkte jeg meget på, mens jeg var i Marokko. For dig er der humanity, du har arbejde, du har penge, du har familie, du har rettigheder. I mit land skal man tage sig sine rettigheder, man skal hele tiden kæmpe. I Europa er man født med dem.

Men Europas grænser er jo lukket nu. Du kan ikke komme ind?

-Jeg tror ikke på, at grænserne er lukkede. Du kan se, der kommer stadig mange mennesker igennem. Jeg vil aldrig tro det. Hvis du søger en vej, vil det lykkes. Hvis jeg prøver et sted, og det ikke lykkes, vil jeg prøve et andet sted. Hvis Allah mener, at det er vejen for os, vil han vise os den bedste vej, forstår du?

-Men jeg savner min knallert, som jeg havde i Marokko. Jeg savner at kunne komme rundt, forstår du? Med Med kikker drømmende ud af vinduet.

I dag skriver Mustafa så på arabisk på Facebook:

“Jeg er i et mareridt, jeg ikke kan vågne fra.”

En uge senere bliver Mustafa flyttet til et hus, hvor der kun bor mindreårige. Han bliver ovenud glad og meddeler det straks til alle vennerne på Facebook, de gamle hjemme i Syrien, og de nye på Chios.

 

 

 


1 kommentar

DANSER MIDT I ELENDIGHEDEN

 

img_6911

Det her er en squat midt i Athen. Jasmin skolen. 400 syrere bor på den tidligere skole – i foråret klippede autonome bolten over, og strandede og hjemløse flygtninge flyttede ind. Skolen får ingen officiel hjælp, men må leve af donationer.

På Jasmin skolen lever folk under forhold, vi trods alt ikke kender i Danmark. Alligevel synger og danser de midt i elendigheden. Hver gang jeg ankommer, kan jeg allerede ude på gaden høre trommer, musik og klappen fra skolegården. Når jeg kommer ind, er der fuld gang i både musik og dans.

I de klasseværelser, hvor der en gang sad skolebørn, står der nu grønne og blå iglotelte. De fleste sover med kun et tæppe som underlag, men jeg ved, at der arbejdes på donationer, så alle kan få en madras at ligge på i den kommende vinter. Hvadenten du er firs år, højgravid, handicappet eller blot træt, så foregår livet på et tæppe på gulvet, eller på en brækket stol uden rygstød. Ingen har penge, heller ikke til livsnødvendig medicin. Børnene går ikke i skole.

Alle lever i et limbo. Ingen kender fremtiden. Skal jeg og min familie blot blive boende her på Jasmin skolen? Bliver vi en dag deporteret tilbage til Tyrkiet? Er vi blandt de få heldige, der bliver genbosat i et andet europæisk land? Kan vi en dag vende tilbage til det Syrien, vi savner så meget? Vil mine børn en dag komme i skole?

Ingen ved det.

Ingen ved noget.

Trods alt dette er Jasmin skolens beboere nogen af de mest storslåede mennesker, jeg har mødt. Musikken, dansen, frivillige og flygtninge, som leger og underholder børnene, og så den hjælpsomhed, der eksisterer. Folk hjælper hinanden. De tager hånd om hinanden. Jeg har aldrig hørt nogen skændes. Børnene er ikke vilde, som jeg har oplevet i en af de store flygtningelejre. Tværtimod bliver man hver gang modtaget af børn og knus.

Jasmin skolen er fyldt op. Der er ikke plads til flere. Alligevel ser jeg hver dag nye mennesker. Flere telte rejst i de i forvejen overfyldte klasselokaler. Trappeopgangen bliver også taget i brug. Nye mennesker, som sidder med alle deres jordiske ejendele ude i skolegården og venter. Grækenland er fyldt op for at bruge Inger Støjbergs ord om Danmark. Landet har svært ved at skaffe indkvartering til alle de mange flygtninge, som stadig kommer til de græske øer og til hovedlandet.

Og Jasmin skolen har svært ved at afvise nogen.

image


2 kommentarer

GRÆKENLAND: FLYGTNINGE I ET LIMBO

 

Processed with Snapseed.

Når nu jeg er inviteret inden for, og hun hele tiden smiler så imødekommende, så sætter jeg mig i teltåbningen – på det grå UNHCR uldtæppe. Ingen madras. Intet blødt at ligge på. Tæppet er det eneste, der dækker teltunderlaget. En fan blæser i min nakke og giver en smule luft ind på den sovende baby og en endnu tungere sovende fire-fem årig dreng.

Så tynd han er den dreng. Brystbenet stikker tydeligt frem, som han ligger der på ryggen på det hårde leje.

Vi er i september. Det er stadig over 30 grader i skyggen i Athen, og her er bare hedt både i byen og i det tidligere klasseværelse. De tre iglotelte står tæt. To lyseblå og et grønt, og flere af de grå UNHCR tæpper. Teltene giver en smule privatliv til de tre kurdisk-syriske familier med små børn, som bor her i hjørneklasseværelset med altanen åben ud til et støjende trafikkryds. Jeg ved, at private har skaffet donationer til madrasser til den kommende vinter. Jeg håber også, at de ituslåede ruder bliver tætnet.

 

Processed with Snapseed.

Jeg er på skolen med det smukke navn Jasmin i et af Athens fattigere kvarterer. Det er flere år siden, græske børn løb og legede i den skolegård, jeg passerede på vej herop til familierne på første sal. Skoleporten havde været boltet i flere år, da en masse mennesker i foråret manglede et sted at bo. En nat klippede autonome så bolten over og trængte ind i den tomme bygning. Strandede og hjemløse flygtninge fulgte efter, og siden har børn fra det krigshærgede Syrien leget i den grafittimalede skolegård, og klasseværelserne er fyldt med grønne og blå iglotelte. 470 mennesker bor her, syrere og kurdere. Egentlig er her kun plads til 200.

Da Makedonien i marts lukkede sin grænse mod sin sydlige nabo strandede 50.000 flygtninge og migranter i Grækenland. Siden er flere kommet til, og det officielle tal er nu lidt over 60.000. Uofficielt er der formentlig langt flere. Landet, der som bekendt er godt og grundigt økonomisk i knæ, har svært ved at skaffe indkvartering til de mange mennesker. Nogen bor i hastigt oprettede lejre rundt om i landet og på de øer, hvor de er landet efter bådturen over Aegaerhavet, andre i telte sat op i gamle fabriksbygninger, eller i lejre i opstillede præfabrikerede containere. I Athen er der de mange squats, besatte ejendomme, atter andre må nøjes med gaden – sammen med alle byens andre hjemløse.

Skolen med navnet Jasmin er tydeligt nedslidt. Trinene på den engang så flotte snoede marmortrappe med gelænderet af jern, der fører her op på førstesalen buer af de mange fødder, der i årenes løb har løbet op og ned ad trappen. Der er huller i dørene, vinduer er itu, væggene er overtegnede med streger, og skolegården fyldt med grafitti. I hanerne er der kun koldt vand, toiletterne primitive og der er få af dem til alle de mennesker. Et bad har jeg ikke set endnu, men det må være her.

I modsætning til de officielle flygtningelejre er de mange squats selvkørende. De lever af donationer, på Jasmin skolen får beboerne et simpelt måltid mad to gange om dagen. Da jeg var der en dag, bestod morgenmaden af fladbrød, en skive fetaost og en halv agurk – pr person. Den bliver serveret mellem 12 og 13, og først om aftenen er der noget igen. Råvarerne købes, hvor prisen er bedst, og tilberedes af beboerne selv i store gryder i skolegården.

Tilbage i klasseværelset hos Amina og hendes to måneder gamle baby fortæller hun på tegnsprog, at hun har boet her i sit iglotelt i snart tre måneder. Hendes baby er snøret ind i et tæppe og et langt bånd, så han ikke spræller med armene. Det skulle efter sigende spare energi. Jeg synes nu lidt, han ligner en dukke, som han ligger der med kun hovedet udækket.

 

img_6445

Amina bor her i hjørneklasseværelset sammen med sin store familie, hendes mands tre brødre, sine to svigerinder og så deres børn. Indimellem teltene, på UNHCR tæpper og hvor der er lidt plads, foregår familiens sociale liv. Man tager skoene af, før man træder ind på et tæppe, så det bliver næsten som at betræde en stue. Op ad en væg står et gammelt køleskab. Ved siden af et skrammet komfur. En mand sidder med ryggen til fordybet i det som foregår på computer skærmen. Hjørnerne bruges åbenbart som klædeskab og altanen som tørreplads. Tøjet vaskes i koldt vand under haner i en aflang vask beklædt med fliser i skolegården.

Aminas og hendes familie er flygtet fra Syrien – fra bomber og Daesch, fortæller hun, stadig på tegnsprog. ISI eller Daesch nærer Amina en så stor afsky for, at hendes ellers så smilende ansigt udstråler den største foragt, da hun nævner ordet. Familien var blandt de 10.000 flygtninge og migranter, som strandede i Idomini, da Makedonien i marts i år uden varsel lukkede sin grænse mod Grækenland. I flere måneder holdt familien ud ved grænsen. I kulde, regn og blæst håbede de hver morgen, at grænsen igen ville åbne, men den åbnede aldrig, og en dag ryddede græsk politi lejren. Amina og brødrene og svigerinderne og alle børnene blev kørt i bus til Athen, og så havnede de her på Jasmin skolen.

 

Processed with Snapseed.

Amina vil vide, hvor jeg kommer fra. Jeg siger Danmark, og hun får håb i øjnene og spørger, om jeg ikke kan tage hende med hjem. Hun kan ikke lide at være her, siger hun. Dette var jo ikke, hvad hun drømte om, og det kan jeg egentlig godt forstå.

Amina og jeg smiler igen til hinanden, og vi beundrer hendes baby, og så kommer en af svigerinderne. Hun er ikke mere end sytten år, men gravid. Lidt senere ankommer endnu en kvinde. Hun er klædt helt i sort og er højgravid. Hun er oprørt over et eller andet, som jeg ikke helt forstår, hvad er. Kun at det er noget med et netop overstået besøg på hospitalet.

En af mændene ankommer også, og da han har fået at vide, hvor jeg kommer fra, hiver han sin telefon frem. Ved hjælp af Google translate finder jeg ud af, at familien først har deres interview 15. februar. Det er lang tid, sukker han. Og så her, siger han og slår ud med armene mod klasseværelset.

Interviewet er det alle venter på. Det eneste de har at vente på. Interwievet hos de græske asylmyndigheder.

På et eller andet tidspunkt – efter de to interview alle skal igennem hos asylmyndighederne – vil de vide, om de får asyl i Grækenland, om de vil blive deporteret tilbage til Tyrkiet eller det alle håber på, tilladelse til at blive genplaceret i et andet europæisk land. Imens er der bare ventetid – og lediggang. Alle lever i et limbo, og depressionerne og passiviteten stortrives. Børnene går ikke i skole. Indimellem undervises de af frivillige, men nogen organiseret skolegang er der ikke tale om.

Inden jeg rejser mig, får jeg at vide, at familien er fra samme by i Syrien, og at den sovende dreng i teltet har mistet sin mor og lillesøster i et bombeangreb i Syrien. Drengens far dukker også op og står smilende uden for teltet. De smiler meget i den her familie. Måske det bedste værn mod det totale sammenbrud.

Alle billeder er fra Jasmin skolen. Amina hedder ikke Amina, og jeg har desværre ikke billeder af teltene i klasseværelset eller familien. Lejre og squats i Grækenland er ret lukkede for omverdenen og pressen, officielt fordi flygtningene er meget sårbare mennesker.

img_6468