anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier

GRÆKENLAND: FLYGTNINGE I ET LIMBO

2 kommentarer

 

Processed with Snapseed.

Når nu jeg er inviteret inden for, og hun hele tiden smiler så imødekommende, så sætter jeg mig i teltåbningen – på det grå UNHCR uldtæppe. Ingen madras. Intet blødt at ligge på. Tæppet er det eneste, der dækker teltunderlaget. En fan blæser i min nakke og giver en smule luft ind på den sovende baby og en endnu tungere sovende fire-fem årig dreng.

Så tynd han er den dreng. Brystbenet stikker tydeligt frem, som han ligger der på ryggen på det hårde leje.

Vi er i september. Det er stadig over 30 grader i skyggen i Athen, og her er bare hedt både i byen og i det tidligere klasseværelse. De tre iglotelte står tæt. To lyseblå og et grønt, og flere af de grå UNHCR tæpper. Teltene giver en smule privatliv til de tre kurdisk-syriske familier med små børn, som bor her i hjørneklasseværelset med altanen åben ud til et støjende trafikkryds. Jeg ved, at private har skaffet donationer til madrasser til den kommende vinter. Jeg håber også, at de ituslåede ruder bliver tætnet.

 

Processed with Snapseed.

Jeg er på skolen med det smukke navn Jasmin i et af Athens fattigere kvarterer. Det er flere år siden, græske børn løb og legede i den skolegård, jeg passerede på vej herop til familierne på første sal. Skoleporten havde været boltet i flere år, da en masse mennesker i foråret manglede et sted at bo. En nat klippede autonome så bolten over og trængte ind i den tomme bygning. Strandede og hjemløse flygtninge fulgte efter, og siden har børn fra det krigshærgede Syrien leget i den grafittimalede skolegård, og klasseværelserne er fyldt med grønne og blå iglotelte. 470 mennesker bor her, syrere og kurdere. Egentlig er her kun plads til 200.

Da Makedonien i marts lukkede sin grænse mod sin sydlige nabo strandede 50.000 flygtninge og migranter i Grækenland. Siden er flere kommet til, og det officielle tal er nu lidt over 60.000. Uofficielt er der formentlig langt flere. Landet, der som bekendt er godt og grundigt økonomisk i knæ, har svært ved at skaffe indkvartering til de mange mennesker. Nogen bor i hastigt oprettede lejre rundt om i landet og på de øer, hvor de er landet efter bådturen over Aegaerhavet, andre i telte sat op i gamle fabriksbygninger, eller i lejre i opstillede præfabrikerede containere. I Athen er der de mange squats, besatte ejendomme, atter andre må nøjes med gaden – sammen med alle byens andre hjemløse.

Skolen med navnet Jasmin er tydeligt nedslidt. Trinene på den engang så flotte snoede marmortrappe med gelænderet af jern, der fører her op på førstesalen buer af de mange fødder, der i årenes løb har løbet op og ned ad trappen. Der er huller i dørene, vinduer er itu, væggene er overtegnede med streger, og skolegården fyldt med grafitti. I hanerne er der kun koldt vand, toiletterne primitive og der er få af dem til alle de mennesker. Et bad har jeg ikke set endnu, men det må være her.

I modsætning til de officielle flygtningelejre er de mange squats selvkørende. De lever af donationer, på Jasmin skolen får beboerne et simpelt måltid mad to gange om dagen. Da jeg var der en dag, bestod morgenmaden af fladbrød, en skive fetaost og en halv agurk – pr person. Den bliver serveret mellem 12 og 13, og først om aftenen er der noget igen. Råvarerne købes, hvor prisen er bedst, og tilberedes af beboerne selv i store gryder i skolegården.

Tilbage i klasseværelset hos Amina og hendes to måneder gamle baby fortæller hun på tegnsprog, at hun har boet her i sit iglotelt i snart tre måneder. Hendes baby er snøret ind i et tæppe og et langt bånd, så han ikke spræller med armene. Det skulle efter sigende spare energi. Jeg synes nu lidt, han ligner en dukke, som han ligger der med kun hovedet udækket.

 

img_6445

Amina bor her i hjørneklasseværelset sammen med sin store familie, hendes mands tre brødre, sine to svigerinder og så deres børn. Indimellem teltene, på UNHCR tæpper og hvor der er lidt plads, foregår familiens sociale liv. Man tager skoene af, før man træder ind på et tæppe, så det bliver næsten som at betræde en stue. Op ad en væg står et gammelt køleskab. Ved siden af et skrammet komfur. En mand sidder med ryggen til fordybet i det som foregår på computer skærmen. Hjørnerne bruges åbenbart som klædeskab og altanen som tørreplads. Tøjet vaskes i koldt vand under haner i en aflang vask beklædt med fliser i skolegården.

Aminas og hendes familie er flygtet fra Syrien – fra bomber og Daesch, fortæller hun, stadig på tegnsprog. ISI eller Daesch nærer Amina en så stor afsky for, at hendes ellers så smilende ansigt udstråler den største foragt, da hun nævner ordet. Familien var blandt de 10.000 flygtninge og migranter, som strandede i Idomini, da Makedonien i marts i år uden varsel lukkede sin grænse mod Grækenland. I flere måneder holdt familien ud ved grænsen. I kulde, regn og blæst håbede de hver morgen, at grænsen igen ville åbne, men den åbnede aldrig, og en dag ryddede græsk politi lejren. Amina og brødrene og svigerinderne og alle børnene blev kørt i bus til Athen, og så havnede de her på Jasmin skolen.

 

Processed with Snapseed.

Amina vil vide, hvor jeg kommer fra. Jeg siger Danmark, og hun får håb i øjnene og spørger, om jeg ikke kan tage hende med hjem. Hun kan ikke lide at være her, siger hun. Dette var jo ikke, hvad hun drømte om, og det kan jeg egentlig godt forstå.

Amina og jeg smiler igen til hinanden, og vi beundrer hendes baby, og så kommer en af svigerinderne. Hun er ikke mere end sytten år, men gravid. Lidt senere ankommer endnu en kvinde. Hun er klædt helt i sort og er højgravid. Hun er oprørt over et eller andet, som jeg ikke helt forstår, hvad er. Kun at det er noget med et netop overstået besøg på hospitalet.

En af mændene ankommer også, og da han har fået at vide, hvor jeg kommer fra, hiver han sin telefon frem. Ved hjælp af Google translate finder jeg ud af, at familien først har deres interview 15. februar. Det er lang tid, sukker han. Og så her, siger han og slår ud med armene mod klasseværelset.

Interviewet er det alle venter på. Det eneste de har at vente på. Interwievet hos de græske asylmyndigheder.

På et eller andet tidspunkt – efter de to interview alle skal igennem hos asylmyndighederne – vil de vide, om de får asyl i Grækenland, om de vil blive deporteret tilbage til Tyrkiet eller det alle håber på, tilladelse til at blive genplaceret i et andet europæisk land. Imens er der bare ventetid – og lediggang. Alle lever i et limbo, og depressionerne og passiviteten stortrives. Børnene går ikke i skole. Indimellem undervises de af frivillige, men nogen organiseret skolegang er der ikke tale om.

Inden jeg rejser mig, får jeg at vide, at familien er fra samme by i Syrien, og at den sovende dreng i teltet har mistet sin mor og lillesøster i et bombeangreb i Syrien. Drengens far dukker også op og står smilende uden for teltet. De smiler meget i den her familie. Måske det bedste værn mod det totale sammenbrud.

Alle billeder er fra Jasmin skolen. Amina hedder ikke Amina, og jeg har desværre ikke billeder af teltene i klasseværelset eller familien. Lejre og squats i Grækenland er ret lukkede for omverdenen og pressen, officielt fordi flygtningene er meget sårbare mennesker.

img_6468

Reklamer

Forfatter: Flugtens ansigt

Jeg er freelancejournalist og fornylig gået på efterløn. Det har givet livet nye muligheder. Somrene tilbringer jeg på smukke Bornholm. Vintrene et sted ude i verden: Marokko, grænselandet mellem Thailand og Myanmar, Bali, Borneo eller et sted i Europa. Netop nu står Europa over for en af sine største flygtningekriser, og jeg vil bruge efteråret og vinteren 2015/16 til at sætte ansigter på denne humanitære tragedie. Jeg vil rejse i Grækenland, hvor mange flygtninge og immigranter første gang sætter foden på europæisk jord, og jeg vil senere tage til Jordan, et af de nærområder, der huser rigtig mange syriske krigsflygtninge.

2 thoughts on “GRÆKENLAND: FLYGTNINGE I ET LIMBO

  1. du har en dejlig måde, at beskrive mennesker og deres elendighed på. Du gør dem til levende personer. KH Britta

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s