Om tre måneder vil børnene her kunne få sund og næringsrig kost. Takket være 2.750 kr, indsamlet på Facebook ved venner og venners hjælp. Børnenes forældre er fattige immigrantarbejdere i Mae Sot, en borderlineby på grænsen mellem Thailand og Burma, hvor der bor mere end 100.000 burmesiske flygtninge og immigranter – oftest under kummerlige forhold. De arbejder på fabrikker i området, er landarbejdere eller bygningsarbejdere. Lønnen er minimal og arbejdsforholdene ofte livsfarlige.

Jeg har nu i godt en måned opholdt mig i Mae Sot. I starten mødte jeg Ko Zaw Htat, som for fem år siden startede en skole op for fattige burmesiske immigrantbørn. Skolen har 130 elever og 11 lærere ansat, men kun ganske få økonomiske midler at gøre godt med.

Noget af det vigtigste for eleverne er det daglige måltid mad, de får på skolen, og Ko Zaw Htat ønskede sig brændende en sø med opdræt af fisk. Så på Facebook og med Susanne Andersen som kassemester hjemme i Danmark fik vi samlet penge ind til udgravning af en sø, køb af 270 små fisk og fiskefoder. Nedenstående regnskab viser, hvor små midler, der egentlig skal til for at 130 elever om tre måneder, når fiskene er blevet store nok til at spise, kan få sund og næringsrig kost.

Fiskesø på skole i Mae Sot.
——————————————————————
Indsamlet via Facebook +2.750 kr
———————————————————————————————————————

Net (til fiske-baby-bassin og regntiden): 2000 bath. -333 kr

100 starfish a 15 bath 1500 bath -250 kr

170 andre fisk a 10 bath. 1700 bath. -283 kr

3 25 kilos poser fiskefoder a 500 bath. 1500 bath -250 kr

Udgravning af sø 10.000 bath. -1.665 kr

————————————————————————————————————————–
Udgifter i alt 16.700 bath. -2.780 kr

Og endnu en gang tusind, tusind tak. Håber I vil være med en anden gang, måske et andet sted i verden. Hvem ved.

Kærlig hilsen og tak

Anette

Er tilbage i denne skæve borderlineby med alle dens fattige og underernærede mennesker, stanken af kloak og affald og den giftige røg fra et ukendt antal fabrikker. Efter en uge i bountyland med hvide sandstrande, høje kokospalmer og et blåt, blåt hav er det igen Mae Sot, på grænsen mellem Thailand og Burma.

Tænker på, hvordan jeg på forunderlig vis er kommet til at holde af byen, mens morgenmaden indtages, te og toast med rød marmelade. En grim smog, der ind imellem er så slem, at øjnene svier, ligger over det hele. Det må næsten kunne måle sig med Beijing, bortset fra at sigtbarheden her trods alt er lidt mere end 200 meter. Om mindre end en uge står jeg – forhåbentlig – igen sikkert på bornholmsk jord. Glæææææder mig til at se alle igen og komme hjem til et spirende forår, men indrømmet er også lidt vemodig. Har haft fire begivenhedsrige og dejlige måneder. Næste gang vil jeg akkrediteres som journalist i Thailand, har jeg besluttet. Der er mange historier her, og jeg er for forsigtig til ikke at have formaliterne i orden.

Skolemesteren har fået sin sø med 270 10-15 centimeter store fisk i. Selv om han snød mig. Af en eller anden grund må jeg ikke tage billeder på skolen mere. En australier, som giver penge til hans skole, har sagt, at han ikke vil se billeder fra skolen offentligt, siger Ko Zaw Htat. Sådan. Det er mig stadig lidt af en gåde hvorfor, men da jeg ikke vil ødelægge noget for Skolemesteren og hans lille skole, har jeg valgt at rette ind. Mange ting her er meget uigennemskuelige for en udenforstående som mig, har jeg fundet ud af.

Igår snakkede jeg med en thailandsk kvinde, som bor her på hotellet. Hun arbejder som ngo med burmesere og menneskerettigheder, både her fra Thailand og i Rangoon i Myanmar. Hun fortalte, at der i øjeblikket er så mange storpolitiske interesser omkring Burma, og at alle vil have deres fingre ned i kagen, USA, Kina, Thailand og EU. Burma er rig på råstoffer, ligger strategisk godt og så småt, så småt begyndt en demokratiproces. I hele dette spil har Thailand besluttet, at de mange burmesere, der lever legalt eller illegalt i grænselandet skal tvinges tilbage til Burma. Derfor skal de, som er her, ikke have det for godt, og ngo-organisationer får at vide, at de skal lægge deres penge inde i Burma og ikke i Mae Sot eller i de mange flygtningelejre langs grænsen.

Ifølge hende ønsker Ko Zaw Htat måske at holde lav profil – og derfor vil han ikke have taget billeder. Hun fortalte også, at får det thailandske politi først nys om, at der er nogen, der får penge, kan de komme og konfiskere dem. Jeg ved det ikke, meget her er som sagt meget uigennemskueligt.

Alt i alt en speget sag, men det korte og det lange er, at Ko Zaw Htat nu elsker mig, og anser Susanne og mig for sine bedste venner. Han er meget, meget glad for fiskesøen, og jeg er sikker på, han vil passe godt på fiskene. Så tusind, tusind tak allesammen for at dette har kunnet lade sig gøre. Stemningen var helt løssluppen i dag på skolen, ellers har jeg oplevet den som noget trykket. Ko Zaw Htat spøgte med lærerinderne, og jeg gav ham som afskedsgave – og af egen lomme – godt firs kroner til en internetforbindelse. Det har virkelig pint ham, at han ikke kunne komme på nettet.

Iøvrigt vil han også gerne have en sø til ænder og en urtehave. Har sagt til ham, at hvis jeg ikke må tage billeder, kan det ikke lade sig gøre.

Grænsen mellem Thailand og Burma markeres med denne flod. På billedet ses den burmesiske side.

Nok om storpolitisk og fisk. Jeg har nemlig fået en hel ny beskæftigelse. Er blevet visarunner. Det vil sige, at jeg hver 14. dag skal rejse til en grænse, krydse den og så tilbage igen med et stempel i passet på, at jeg har været udenlands. Har nu været det to gange her i Mae Sot. Første gang kom jeg to dage for sent og måtte finde mig i, at det tog en frygteligt tid, at jeg fik en bøde på 170 kr samt et irettesættende blik fra damen i lugen hos de thailandske immigrationsmyndigheder. Sammen med alle mine visarunner-kollegaer kunne jeg derefter i bagende sol passere over den bro, der adskiller Thailand og Myanmar.

I Burma var der grænsekaos, men vi blev modtaget med store smil og åbne arme. Ingen sure miner her. De skal nemlig have 85 kroner, hver gang de sætter et stempel i en visarunners pas. Tværs over broen igen, hvor afskillige tiggere havde slået sig ned i solskinnet, og så igen i kø ved de thailandske immigrationsmyndigheders luge. Første gang jeg prøvede turen blev de ventende burmesere, laotere og hvem der ellers er mørke i huden viftet væk, da damen i lugen så, at der stod hvide mennesker og ventede. På den ene side en lettelse ikke at skulle stå i timevis i heden, men….. I forgårs var det igen tid til en visarunnertur. Da damen i lugen så mit pas, fik jeg straks en reprimande. Sidste gang havde jeg overstayed i to dage. Synes ikke jeg ville begynde at forklare, at en pengeautomat havde slugt mit kreditkort og derfor …… , men skyndte mig at sige, at denne gang var jeg tids nok.

Har været en dagsrejse med bus på besøg hos Helge i det nordøstlige Thailand. Han er også visarunner, men ikke helt så ofte som mig, og så er han en gammel fotografkollega fra TV2 Bornholm. Nu nyder han pensionisttilværelsen i Thailand, er gift med Namfon, som oprindelig hed Maliwan til efternavn, men fandt, at Rasmussen lød mere eksotisk, så det ville hun hellere hedde. Helge har bygget et dejligt hus, og bor nu lige midt imellem sin kones thailandske familie på 25 medlemmer. Namfons mor på 89 år, og så er der søstre og brødre og deres børn og et antal onkler og tanter og Namfons to børn fra et tidligere ægteskab og deres børn, og til sidst et antal hunde og høns, heriblandt nogen ualmindelig flotte haner.

På Bornholm boede Helge på en gård langt ude på landet, men nu nyder han livet som pensionist midt i hele familiehurlumhejet. Gigten er væk, han tager på lange cykelture, går hver eftermiddag på det lokale værtshus ved markedet, hvor den kraftigt beskårede danske pension tillader to thaiwhiskyer, og hygger sig med familiens mange børn. Helge har lært sig thai, og det daglige besøg på det udendørs værtshus er en god anledning til at få lidt øvelse i det noget kringlede sprog, mener han. Og så har han absolut ingen planer om at vende næsen hjemad til Bornholm, det til trods for at han en gang om året skal fremvise billeder af sig selv sammen med familien hos immigrationsmyndighederne – sådan bare så de ved, at han ikke har forladt den.

Helges nye svigermor, Mama Naa på 89 år

Da jeg skulle købe billet i Helges by til en nattur med bussen sydpå, måtte vi lige vække billetsælgeren af middagssøvnen først. Var faldet i søvn tværs hen over bordet. Men da han først havde fået gnedet øjnene, var han venligheden selv, omend måske ikke så effektiv. Da billetkøbet var ved at ende i en stor forvirring – vist nok fordi jeg fik stillet et spørgsmål, ingen kunne svare på – dukkede en ung smuk kvinde op i lugen og fik reddet trådene ud.

Jeg bliver altså lige forbavset hver gang, når de her smukke kvinder lufter deres dybe stemmer. I Bangkok har jeg boet på Jydsk Rejsebureaus hotel, hvor der også er en flot kvinde med en lignende stemme ansat. Læste fornylig, at ladyboys er fuldt ud accepteret i Thailand, det forventes bare, at de tjener deres penge i prostitutionsmiljøet. Ikke noget med ordinære job til dem. De to jeg har mødt, har åbenbart på en eller anden måde alligevel fået møvet sig ind på en rigtig arbejdsplads. Måske derfor skal de bevise deres duelighed. Ikke noget med at falde i søvn, sidde og kikke sig i spejlet, snakke i mobiltelefon eller hvad man ellers kan få en langstrakt arbejdsdag til at gå med.

Et trist, trist brudepar i tronstolen.

Er kommet til at holde meget af det thailandske militær, som jeg kan takke for, at jeg netop nu har verdens mest blå og tredive grader varmt hav foran mig, en udsigt til majestætiske klippeøer, i ørerne lyden af bølger, en flere kilometer lang hvid bred sandstrand, en strålende sol, høje kokospalmer, legende børn, en flaske vand og en liggestol. Det eneste jeg mangler er en fodskammel.

Som man måske kan høre, bor jeg midt i det sydthailandske turistmekka – uden ret mange turister. Det er Rose og Bjarne fra Bornholm, der via en politibetjentven kender stedet. Rose er thai og gift med Bjarne, og jeg er her for at besøge dem. Stranden, vi ligger på, er ejet af det thailandske flyvevåben, og en bøs bevæbnet soldat spørger mig, hvad jeg skal, da jeg tidligere i dag kommer kørende på min lejede cykel forbi en vagtpost. Får lov at passere, da han hører, at jeg har lejet den udmærkede cykel inde på hans område.

Foruden denne herlige strand er her superbillige restauranter med seafood, udlejning af de bedste cykler, jeg endnu har set i Thailand, stille cykelveje, en flot natur og så er her rent. Ingen plastik til at ligge og skæmme, ingen stank af affald, ingen hæslig kloaklugt, ingen fabrikker til at sende en stor giftig sort røgsky op i luften. Meget ulig Mae Sot, på grænsen mellem Thailand og Burma, hvor jeg har tilbragt de sidste tre uger. Indrømmet, også en smule ucharmerende. Sikkert kun den thailandske konge, som har det lige så rent og pænt.

Og så er al denne billige herlighed godt for en, som har mistet sit kreditkort. For snart fjorten dage siden slugte en hævemaskine i Mae Sot mit kort. Skulle hæve penge til en gravemaskinejer, som var ved at grave et stort hul til en fiskesø på en skole for 120 burmesiske migrantarbejderbørn. Pengene til fiskesøen er samlet ind på Facebook ved venner og venners hjælp.

Intet kreditkort i pungen. Jeg var ikke blevet bestjålet, det vidste jeg. På mit værelse heller ikke noget kreditkort. Beklemt cykler jeg ud til skolen for at fortælle the schoolmaster, Ko Zaw Htat, at gravemaskinejeren ikke kan få sine penge den dag, og at jeg p.t. overhovedet ikke har overblik over, hvornår han kan få dem. Har 200 kr i min pung, og skulle i dag have været ud til grænsen for at forny mit visa, hvilket koster transporten og 100 kr til de bumesiske myndigheder for at give mig et stempel, så thaierne kan se, jeg har været udenlands, og ikke agter at blive for al tid i deres land.

Til bryllup

På skolen er gravemaskinen i fuld gang med at grave et stort hul, og gravemaskinejeren sidder kun og venter på sine penge iklædt en blå styrthjelm. Den franske webdesigner, som har hjulpet mig med at få min blog op at stå, er der også. Jeg fortæller om problemet med mit kreditkort, Ko Zaw Htat bliver blegere og blegere, og den franske webdesigner skynder sig at give sit besyv med ved at sige, at det er da mærkeligt, at mit kort netop skal forsvinde i dag, og at jeg nok ikke har pengene. Har fundet ud af, at hernede mistænker alle hinanden for de grummeste hensigter – ingen stoler på nogen.

Beder den franske webdesigner skride. Ingen grund til at han skal stå der og strø salt i the schoolmasterens sår, og gravemaskinejeren må jeg love 370 kr ekstra. – af egen lomme for forsinkelsen, og så ellers ud på en seks timer lang bustur til Changmai i det nordlige Thailand, hvor jeg har en kuffert stående med et ekstra kreditkort. Kan se på Ko Zaw Htat, at han ikke regner med at se mig igen. Nu venter kun gældsfængslet. Da jeg kommer tilbage med pengene dagen efter, venter han mig på busstationen. Han ser meget glad ud. Og jeg har prøvet, hvordan det er at være illegalt i Thailand og skulle passere, jeg ved ikke, hvor mange roadblocks med bevæbnet politi. Heldigvis er det ikke sådan nogen “rige” europæere som mig, de er på jagt efter, men illegale burmesere.

Det med ærlighed. Da jeg for godt to uger siden tog fra Mae Sot, var fiskene ikke i søen endnu, da vandet først skulle løbe til. Jeg turde ikke give Ko Zaw Htat resten af pengene, så han selv kunne købe fisk. Nogen dage forinden havde han mumlet noget om, at skolen ikke havde elektricitet, måske var regningen ikke betalt? Han sad også en søndag og var tydeligt irriteret, fordi han ikke kunne komme på nettet, da han ikke havde penge til at købe internetforbindelse. Tror aldrig, han ville tage pengene og bruge dem til sig selv, måske bare lige låne til i morgen……

En fin bryllupsgæst

I Mae Sot har jeg også været til et trist, trist bryllup med et trist, trist brudepar. Hernede begynder et bryllup fra morgenstunden, og festen var godt i gang, da vi ankom ved 11-tiden. Vi er: the schoolmaster, den franske webdesigner og så mig, og brylluppet stod hos burmesiske migrantarbejdere i en lille landsby uden for Mae Sot. Brud og brudgom så ikke ud til at være meget mere end 16. De sad og holdt hinanden i hånden på tronstolen, et par plastikstole med et blåt vattæppe lagt over og lod sig fotografere. En enkelt mand, som vist havde dyppet næsen i thaiwhisky allerede fra morgenstunden dansede omkring, et fjernsyn kørte og så var der lejet et musikanlæg med kæmpe højtalere, hvorfra musikken drønede ud over de lige så triste bryllupsgæster. Det var det bryllup.

Fine bryllupsgæster

I Bangkok boede jeg en nat hos Bjarne og Rose i deres nybyggede hus i et forstadskvarter. Nye huse blev stadig bygget, og om morgenen myldrede det med burmesiske bygningsarbejdere, der skulle på arbejde. De så velnærede ud, kunne smile og havde glimt i øjet. De boede i en med blikplader afspærret barakby, godt nok noget værre slum, men migrantarbejderne tjener væsentlig mere i Bangkok, end de gør i Mae Sot, får mad at spise og har et bedre liv, hvilket tydeligt kan ses.

I Mae Sot har jeg mødt en glad burmeser med overskud, nemlig altmuligdrengen i det questhouse, hvor jeg bor. Han går og synger hele dagen og er meget glad for husets røde hunkat, der følger ham i hælene. En dag stod han og en anden og kikkede på noget i indkørslen. Det var en giftslange, en lang tynd grå lille slange. Har ikke set den siden. Når der skal gøres rent på værelserne, sidder en datter til hotelejeren uden for værelset og holder øje, formentlig at de burmesiske stuepiger ikke stjæler fra gæsterne. Hotellet har en nattevagt, en midaldrende tynd, tynd burmeser. Da jeg forlod Mae Sot var det tidlig morgen, han hjalp med min kuffert, og jeg gav ham tre kroner i drikkepenge. Det er lang tid siden, jeg har set en så glad mand, han stod og smilede, til jeg ikke kunne se ham mere.

Næste gang noget om at være visarunner, et besøg hos Helge og ladyboys.