anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier

Hos Myanmar migrantarbejdere: Et trist, trist bryllup, et mistet kreditkort og en flot hvid sandstrand

Skriv en kommentar

Billede

Et trist, trist brudepar i tronstolen.

Er kommet til at holde meget af det thailandske militær, som jeg kan takke for, at jeg netop nu har verdens mest blå og tredive grader varmt hav foran mig, en udsigt til majestætiske klippeøer, i ørerne lyden af bølger, en flere kilometer lang hvid bred sandstrand, en strålende sol, høje kokospalmer, legende børn, en flaske vand og en liggestol. Det eneste jeg mangler er en fodskammel.

Som man måske kan høre, bor jeg midt i det sydthailandske turistmekka – uden ret mange turister. Det er Rose og Bjarne fra Bornholm, der via en politibetjentven kender stedet. Rose er thai og gift med Bjarne, og jeg er her for at besøge dem. Stranden, vi ligger på, er ejet af det thailandske flyvevåben, og en bøs bevæbnet soldat spørger mig, hvad jeg skal, da jeg tidligere i dag kommer kørende på min lejede cykel forbi en vagtpost. Får lov at passere, da han hører, at jeg har lejet den udmærkede cykel inde på hans område.

Foruden denne herlige strand er her superbillige restauranter med seafood, udlejning af de bedste cykler, jeg endnu har set i Thailand, stille cykelveje, en flot natur og så er her rent. Ingen plastik til at ligge og skæmme, ingen stank af affald, ingen hæslig kloaklugt, ingen fabrikker til at sende en stor giftig sort røgsky op i luften. Meget ulig Mae Sot, på grænsen mellem Thailand og Burma, hvor jeg har tilbragt de sidste tre uger. Indrømmet, også en smule ucharmerende. Sikkert kun den thailandske konge, som har det lige så rent og pænt.

Og så er al denne billige herlighed godt for en, som har mistet sit kreditkort. For snart fjorten dage siden slugte en hævemaskine i Mae Sot mit kort. Skulle hæve penge til en gravemaskinejer, som var ved at grave et stort hul til en fiskesø på en skole for 120 burmesiske migrantarbejderbørn. Pengene til fiskesøen er samlet ind på Facebook ved venner og venners hjælp.

Intet kreditkort i pungen. Jeg var ikke blevet bestjålet, det vidste jeg. På mit værelse heller ikke noget kreditkort. Beklemt cykler jeg ud til skolen for at fortælle the schoolmaster, Ko Zaw Htat, at gravemaskinejeren ikke kan få sine penge den dag, og at jeg p.t. overhovedet ikke har overblik over, hvornår han kan få dem. Har 200 kr i min pung, og skulle i dag have været ud til grænsen for at forny mit visa, hvilket koster transporten og 100 kr til de bumesiske myndigheder for at give mig et stempel, så thaierne kan se, jeg har været udenlands, og ikke agter at blive for al tid i deres land.

Billede

Til bryllup

På skolen er gravemaskinen i fuld gang med at grave et stort hul, og gravemaskinejeren sidder kun og venter på sine penge iklædt en blå styrthjelm. Den franske webdesigner, som har hjulpet mig med at få min blog op at stå, er der også. Jeg fortæller om problemet med mit kreditkort, Ko Zaw Htat bliver blegere og blegere, og den franske webdesigner skynder sig at give sit besyv med ved at sige, at det er da mærkeligt, at mit kort netop skal forsvinde i dag, og at jeg nok ikke har pengene. Har fundet ud af, at hernede mistænker alle hinanden for de grummeste hensigter – ingen stoler på nogen.

Beder den franske webdesigner skride. Ingen grund til at han skal stå der og strø salt i the schoolmasterens sår, og gravemaskinejeren må jeg love 370 kr ekstra. – af egen lomme for forsinkelsen, og så ellers ud på en seks timer lang bustur til Changmai i det nordlige Thailand, hvor jeg har en kuffert stående med et ekstra kreditkort. Kan se på Ko Zaw Htat, at han ikke regner med at se mig igen. Nu venter kun gældsfængslet. Da jeg kommer tilbage med pengene dagen efter, venter han mig på busstationen. Han ser meget glad ud. Og jeg har prøvet, hvordan det er at være illegalt i Thailand og skulle passere, jeg ved ikke, hvor mange roadblocks med bevæbnet politi. Heldigvis er det ikke sådan nogen “rige” europæere som mig, de er på jagt efter, men illegale burmesere.

Det med ærlighed. Da jeg for godt to uger siden tog fra Mae Sot, var fiskene ikke i søen endnu, da vandet først skulle løbe til. Jeg turde ikke give Ko Zaw Htat resten af pengene, så han selv kunne købe fisk. Nogen dage forinden havde han mumlet noget om, at skolen ikke havde elektricitet, måske var regningen ikke betalt? Han sad også en søndag og var tydeligt irriteret, fordi han ikke kunne komme på nettet, da han ikke havde penge til at købe internetforbindelse. Tror aldrig, han ville tage pengene og bruge dem til sig selv, måske bare lige låne til i morgen……

Billede

En fin bryllupsgæst

I Mae Sot har jeg også været til et trist, trist bryllup med et trist, trist brudepar. Hernede begynder et bryllup fra morgenstunden, og festen var godt i gang, da vi ankom ved 11-tiden. Vi er: the schoolmaster, den franske webdesigner og så mig, og brylluppet stod hos burmesiske migrantarbejdere i en lille landsby uden for Mae Sot. Brud og brudgom så ikke ud til at være meget mere end 16. De sad og holdt hinanden i hånden på tronstolen, et par plastikstole med et blåt vattæppe lagt over og lod sig fotografere. En enkelt mand, som vist havde dyppet næsen i thaiwhisky allerede fra morgenstunden dansede omkring, et fjernsyn kørte og så var der lejet et musikanlæg med kæmpe højtalere, hvorfra musikken drønede ud over de lige så triste bryllupsgæster. Det var det bryllup.

Billede

Fine bryllupsgæster

I Bangkok boede jeg en nat hos Bjarne og Rose i deres nybyggede hus i et forstadskvarter. Nye huse blev stadig bygget, og om morgenen myldrede det med burmesiske bygningsarbejdere, der skulle på arbejde. De så velnærede ud, kunne smile og havde glimt i øjet. De boede i en med blikplader afspærret barakby, godt nok noget værre slum, men migrantarbejderne tjener væsentlig mere i Bangkok, end de gør i Mae Sot, får mad at spise og har et bedre liv, hvilket tydeligt kan ses.

I Mae Sot har jeg mødt en glad burmeser med overskud, nemlig altmuligdrengen i det questhouse, hvor jeg bor. Han går og synger hele dagen og er meget glad for husets røde hunkat, der følger ham i hælene. En dag stod han og en anden og kikkede på noget i indkørslen. Det var en giftslange, en lang tynd grå lille slange. Har ikke set den siden. Når der skal gøres rent på værelserne, sidder en datter til hotelejeren uden for værelset og holder øje, formentlig at de burmesiske stuepiger ikke stjæler fra gæsterne. Hotellet har en nattevagt, en midaldrende tynd, tynd burmeser. Da jeg forlod Mae Sot var det tidlig morgen, han hjalp med min kuffert, og jeg gav ham tre kroner i drikkepenge. Det er lang tid siden, jeg har set en så glad mand, han stod og smilede, til jeg ikke kunne se ham mere.

Næste gang noget om at være visarunner, et besøg hos Helge og ladyboys.

 

Reklamer

Forfatter: Flugtens ansigt

Jeg er freelancejournalist og fornylig gået på efterløn. Det har givet livet nye muligheder. Somrene tilbringer jeg på smukke Bornholm. Vintrene et sted ude i verden: Marokko, grænselandet mellem Thailand og Myanmar, Bali, Borneo eller et sted i Europa. Netop nu står Europa over for en af sine største flygtningekriser, og jeg vil bruge efteråret og vinteren 2015/16 til at sætte ansigter på denne humanitære tragedie. Jeg vil rejse i Grækenland, hvor mange flygtninge og immigranter første gang sætter foden på europæisk jord, og jeg vil senere tage til Jordan, et af de nærområder, der huser rigtig mange syriske krigsflygtninge.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s