anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier


Skriv en kommentar

Uhyrer, en seng og nye regler

 

 

image

 

Hej, Så er jeg her igen. Renvasket og mæt.

Min mor siger, jeg har utøj, og jeg er blevet vasket i uhyreshampoo. Ja, sådan hedder det altså i Sverige. Min plejemor siger, jeg måske har fået uhyrerne i hendes bil, fordi hun altid har travlt med at køre haveaffald, når hun ikke lige passer os. Og det skulle være der, uhyrerne gemmer sig. I haveaffaldet. Jeg ved snart ikke.

Forstår ikke, hvorfor hun har så meget haveaffald, så hun hele tiden skal fylde bilen op med alt det skidt. Det er, fordi hun har en vild have, siger hun, og så er der meget ukrudt og mange gamle grene og blomster, der skal køres væk. Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke bare kan have en have, der ser ud som hendes nabos have. I hans have står alting i lige rækker, og der vokser aldrig ukrudt. Hans have ser da så pæn ud, men min plejemor siger, at sådan en have vil hun ikke have. Den er altfor kedelig, og der er ikke plads til fantasien, siger hun. Hvad hun så mener med det?

Jeg tror også gerne, hendes nabo ville have, at hun havde sådan en have som ham. Han ser altid meget utilfreds ud, når han kikker ind i min plejemors have. Min mor har også en kolonihave lidt længere nede af vejen. Hun har kun spiselige blomster i sin have. Ja, folk kan være lidt underlige med deres haver.

image

 

Kan I forøvrigt gætte, hvor jeg er lige nu?

Min plejemor har fået en ordentlig seng, hvor vi alle sammen, mig, min hundemor Avilda og min plejemor kan være under dynen. Jeg fortalte, hvordan det altid var mig, der skulle skubbes ud, da hun fik en ny campingvogn og en smal seng. Jeg skulle ligge på en anden seng ved siden af under et tæppe. Lige til at blive forkølet af for en lille en som mig. Men nu er hun også blevet træt af det, siger hun, og har lavet sig en stor seng. Det er jeg glad for. Nu ligger vi alle sammen under en dejlig varm dyne hele natten. Lige som når jeg er hos min mor.

Sidste gang, jeg fortalte om mit liv, skrev jeg, hvordan jeg sad fast i et brombærkrat, og derfor skal jeg nu være i snor hele tiden. Øv, øv, øv. Skal love for, hun passer godt på mig. Så godt at jeg har været ved at brække benene to gange, fordi hun har fundet på, at jeg skal bindes, når jeg kører i bil, så jeg ikke længere bare kan springe ud, når hun åbner bagsmækken. Min plejemor bandt snoren til sikkerhedsselen i bilen, men jeg glemte da, at der var indført nye regler og sprang bare ud af bilen, som jeg plejer. Men fordi jeg nu var bundet, væltede jeg ud, så snoren viklede sig om mine ben. Da jeg havde gjort min entre et par gange på den nye måde, kunne hun godt se, at der kunne ske en ny ulykke. Men så fandt hun på noget andet.

Eller nabo-Knud gjorde. Han er noget klogere på hunde end min plejemor. Jeg hørte ham sige, at hun skulle sige “sit” til os, før hun åbnede bagsmækken, og hvis vi ikke gjorde, som hun sagde, så skulle hun bare gå sin vej. Så prøvede hun det. Jeg fandt da hurtigt ud af, hvad det gik ud på. Det har min mor lært mig for længe siden, så nu synes alle her, at vi er meget dygtige, fordi vi er så velopdragne. Ja, jeg siger bare, jeg kan da ikke vide, hvad jeg skal gøre, før hun fortæller mig det.

Jeg er den mest velopdragne. Avilda vender bare hovedet den anden vej og lader som ingenting, når vores plejemor står uden for og siger “sit”. Når vi så sidder pænt begge to, får vi af de her godbidder, der ligner et kødben, men ikke er det, som vores plejemor har købt i Kvickly. Jeg forstår ikke, hvorfor vi aldrig får hamburgerryg mere? Bevares, kødbensgodbidderne smager også godt, men hamburgerryg var nu bedre.

Næste gang vil jeg fortælle om et helt nyt liv, jeg skal til at leve. Spændende ikke?

 

image

 

Reklamer


Skriv en kommentar

Et brombærkrat, masser af blod og en dum kat

 

image

Mig med frakke på.

 

Hej. Så er jeg her igen. Mig Aprilia, gadekrydset fra Bornholm. Mig Aprilia, som troede, jeg var en ægte Dansk-Svensk gårdhun d, men så ikke er andet end en bastard. Min mor kunne se, hvordan min hale hang, efter hun havde sagt det til min plejemor, men så trøstede hun mig, og sagde, at der vist nok langt tilbage i min slægt var en King Charles Cockerspaniel og en Granddanois og måske også en blodhund, sagde min mor. Hvad siger I så? Er det ikke fint? Så kan jeg da meget godt være mig selv bekendt alligevel, tænker jeg.

Det var mine jagtinstinkter, der bragte mig i en frygtelig ulykke den anden dag. Ja, jeg kunne være død. Det var på campingpladsen hos min plejemor, og hvis ikke Knud og hans svoger Thomas fra Sverige havde været der, så ved jeg ikke, hvad der var sket. Min plejemor er ihvertfald ikke meget bevendt, når jeg kommer i uføre.

Vi havde været i Gudhjem, og da vi kom tilbage, og min plejemor åbnede bagsmækken på bilen, så jeg mit snit til at stikke af. I ved, hvor hurtig jeg er, og jeg løb med hundred kilometer i timen med sele og min frakke på. Ved ikke, hvorfor jeg skal gå med den dumme frakke, men min plejemor mener, jeg fryser.

Jeg havde fået færden af en hare, og da jeg kom til et stort krat, løb jeg ind i det. Der var en masse torne, og det var godt, jeg havde frakke på, for ellers kunne jeg ikke løbe så langt ind i krattet. Pludselig satte den dumme sele sig fast, og jeg hev og sled for at komme fri.

image

Birthe – Thomas kone – med alle os hunde.

Jeg var bare så bange, som jeg aldrig har været før, og jeg peb og hver gang jeg peb, kunne jeg høre Avilda min hundemor pibe, fordi hun ville ned til mig, og min plejemor kaldte på mig, men jeg kunne ikke komme fri. Der gik frygtelig lang tid, før jeg så et par menneskeben langt inde i krattet. Det var svenske Thomas. Det kan godt være, at nogen danskere synes, svenskerne er dumme med deres valg og Sverigesdemokraterne og alt det, men jeg synes, de er noget så rare over for os hunde, og jeg kan godt lide dem. Så ved I det.

Da Thomas og Knud nåede helt ned til mig, var jeg bare så bange, at jeg sprællede, da Knud tog mig op, og han kunne næsten ikke holde mig, har han fortalt min plejemor. De sagde også, at de måtte klippe sig gennem et højt brombærkrat med en rosensaks, og først da de havde klippet femten meter krat væk, nåede de ind til mig. Thomas havde blod løbende ned ad arme og ben, og så farlig ud, men heldigvis var der ikke sket noget med mig.

Ja, og så da jeg kom hjem til min mor, og hun lukkede mig ud midt om natten for at tisse, var der en dum kat i min have. Jeg gøede af den, og den slog mig i hovedet, så nu ligger jeg bare herinde i min mors seng under hendes dyne og går aldrig ud mere. Æv for et hundeliv.

 

image

 


Skriv en kommentar

Et gadekryds, en hullet hundegård og en rigtig udbryderkonge.

 

image

Mig og min mor.

 

Hej igen. Har I savnet mig, for jeg har savnet jer? Jeg har ikke skrevet et stykke tid, fordi jeg har været hos min mor, mens min plejemor har passet hunde og katte på en gård i Neksø, men nu er jeg og min hundemor Avilda tilbage her på campingpladsen.

Mens vi var væk, har min plejemor lavet en hundegård. Vist nok for at jeg ikke skal stikke af, men den var da nem at slippe ud af. Der var et hul i hækken, jeg kendte i forvejen, så jeg var hurtigt ude og spænede med hundred kilometer i timen rundt i nogen haver og på en stor græsplæne. Avilda løb efter mig, selv om hun nu ikke er så dygtig til at løbe stærkt som mig. Til sidst løb jeg tilbage til min plejemor, men det var en stor skuffelse. Sidste gang hun passede os, fik jeg hamburgerryg, når jeg kom tilbage. Nu fik jeg bare to bitte små hundekiks, der skulle ligne kødben, men slet ikke var det. De smagte da også godt, men var altså ikke det samme som hamburgerryg. Avilda kunne ikke lide dem, og jeg kunne se på hende, at hun også havde forventet noget bedre.

Vores plejemor satte et hegn op, hvor hullet var, og så slap hun os løs i gården igen. Kan I gætte, hvad jeg gjorde? Nemlig, fandt da bare et nyt hul. Udbryderkongen kalder de mig nu her på campingpladsen. Flot navn, ikke? Nu skal jeg stå bundet hele tiden. Æv for et hundeliv. Det er ikke, fordi jeg ikke vil være sød, at jeg stikker af. Det vil jeg meget gerne, men her ude på landet er der bare så mange gode dufte, der pirrer mine jagtinstinkter, at jeg bare ikke kan lade være.

Mens min mor var her hjemme på Bornholm, fik jeg en meget stor skuffelse. Jeg blev rigtig ked af det, og er slet ikke kommet mig over det endnu. Min mor fortalte min plejemor, om dengang jeg blev født, hvor jeg nær var død. Vi var tre hundehvalpe, der alle skulle ud af min hundemor Avilda. Jeg var meget større end alle de andre, og var den sidste til at blive født. Fordi jeg var så stor, og min hundemor ikke er ret stor, kunne hun næsten ikke føde mig. Da de to første var kommet ud, var hun bare så træt. Min mor, som er dyrlæge og ved noget om hundefødsler, gav hende noget kalk og druesukker og lod hende hvile lidt. Da hun var blevet lidt frisk igen, masserede min mor hende på maven, for at jeg kunne komme ud, og så smuttede jeg ud til denne verden. Frisk og stærk og parat til at lave en masse ballade.

Da min mor fortalte min plejemor det, sagde hun også, at jeg slet ikke er en ægte Dansk-Svensk gårdhund, men at jeg er noget så simpelt som et gadekryds. Jeg havde mest lyst til at holde poterne for ørerne, så jeg ikke kunne høre mere af, hvad hun sagde. Hvor blev jeg bare skuffet. Avilda er heller ikke en ægte Dansk-Svensk gårdhund. Hun er også bare et gadekryds. Øv.øv.øv. Jeg tror, jeg har fået et psykisk knæk, for jeg bliver stadig så ked af det, hver gang jeg kommer til at tænke på det.

Næste gang vil jeg fortælle om to helt forfærdelige ting, der er hændt mig, noget med et brombærkrat og så har jeg mødt en rigtig dum kat. Hej, vi ses.

 

image

Mig i midten, da jeg var lille.