Hej, Så er jeg her igen. Renvasket og mæt.

Min mor siger, jeg har utøj, og jeg er blevet vasket i uhyreshampoo. Ja, sådan hedder det altså i Sverige. Min plejemor siger, jeg måske har fået uhyrerne i hendes bil, fordi hun altid har travlt med at køre haveaffald, når hun ikke lige passer os. Og det skulle være der, uhyrerne gemmer sig. I haveaffaldet. Jeg ved snart ikke.

Forstår ikke, hvorfor hun har så meget haveaffald, så hun hele tiden skal fylde bilen op med alt det skidt. Det er, fordi hun har en vild have, siger hun, og så er der meget ukrudt og mange gamle grene og blomster, der skal køres væk. Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke bare kan have en have, der ser ud som hendes nabos have. I hans have står alting i lige rækker, og der vokser aldrig ukrudt. Hans have ser da så pæn ud, men min plejemor siger, at sådan en have vil hun ikke have. Den er altfor kedelig, og der er ikke plads til fantasien, siger hun. Hvad hun så mener med det?

Jeg tror også gerne, hendes nabo ville have, at hun havde sådan en have som ham. Han ser altid meget utilfreds ud, når han kikker ind i min plejemors have. Min mor har også en kolonihave lidt længere nede af vejen. Hun har kun spiselige blomster i sin have. Ja, folk kan være lidt underlige med deres haver.

 

Kan I forøvrigt gætte, hvor jeg er lige nu?

Min plejemor har fået en ordentlig seng, hvor vi alle sammen, mig, min hundemor Avilda og min plejemor kan være under dynen. Jeg fortalte, hvordan det altid var mig, der skulle skubbes ud, da hun fik en ny campingvogn og en smal seng. Jeg skulle ligge på en anden seng ved siden af under et tæppe. Lige til at blive forkølet af for en lille en som mig. Men nu er hun også blevet træt af det, siger hun, og har lavet sig en stor seng. Det er jeg glad for. Nu ligger vi alle sammen under en dejlig varm dyne hele natten. Lige som når jeg er hos min mor.

Sidste gang, jeg fortalte om mit liv, skrev jeg, hvordan jeg sad fast i et brombærkrat, og derfor skal jeg nu være i snor hele tiden. Øv, øv, øv. Skal love for, hun passer godt på mig. Så godt at jeg har været ved at brække benene to gange, fordi hun har fundet på, at jeg skal bindes, når jeg kører i bil, så jeg ikke længere bare kan springe ud, når hun åbner bagsmækken. Min plejemor bandt snoren til sikkerhedsselen i bilen, men jeg glemte da, at der var indført nye regler og sprang bare ud af bilen, som jeg plejer. Men fordi jeg nu var bundet, væltede jeg ud, så snoren viklede sig om mine ben. Da jeg havde gjort min entre et par gange på den nye måde, kunne hun godt se, at der kunne ske en ny ulykke. Men så fandt hun på noget andet.

Eller nabo-Knud gjorde. Han er noget klogere på hunde end min plejemor. Jeg hørte ham sige, at hun skulle sige “sit” til os, før hun åbnede bagsmækken, og hvis vi ikke gjorde, som hun sagde, så skulle hun bare gå sin vej. Så prøvede hun det. Jeg fandt da hurtigt ud af, hvad det gik ud på. Det har min mor lært mig for længe siden, så nu synes alle her, at vi er meget dygtige, fordi vi er så velopdragne. Ja, jeg siger bare, jeg kan da ikke vide, hvad jeg skal gøre, før hun fortæller mig det.

Jeg er den mest velopdragne. Avilda vender bare hovedet den anden vej og lader som ingenting, når vores plejemor står uden for og siger “sit”. Når vi så sidder pænt begge to, får vi af de her godbidder, der ligner et kødben, men ikke er det, som vores plejemor har købt i Kvickly. Jeg forstår ikke, hvorfor vi aldrig får hamburgerryg mere? Bevares, kødbensgodbidderne smager også godt, men hamburgerryg var nu bedre.

Næste gang vil jeg fortælle om et helt nyt liv, jeg skal til at leve. Spændende ikke?