Hej. Så er jeg her igen. Mig Aprilia, gadekrydset fra Bornholm. Mig Aprilia, som troede, jeg var en ægte Dansk-Svensk gårdhun d, men så ikke er andet end en bastard. Min mor kunne se, hvordan min hale hang, efter hun havde sagt det til min plejemor, men så trøstede hun mig, og sagde, at der vist nok langt tilbage i min slægt var en King Charles Cockerspaniel og en Granddanois og måske også en blodhund, sagde min mor. Hvad siger I så? Er det ikke fint? Så kan jeg da meget godt være mig selv bekendt alligevel, tænker jeg.

Det var mine jagtinstinkter, der bragte mig i en frygtelig ulykke den anden dag. Ja, jeg kunne være død. Det var på campingpladsen hos min plejemor, og hvis ikke Knud og hans svoger Thomas fra Sverige havde været der, så ved jeg ikke, hvad der var sket. Min plejemor er ihvertfald ikke meget bevendt, når jeg kommer i uføre.

Vi havde været i Gudhjem, og da vi kom tilbage, og min plejemor åbnede bagsmækken på bilen, så jeg mit snit til at stikke af. I ved, hvor hurtig jeg er, og jeg løb med hundred kilometer i timen med sele og min frakke på. Ved ikke, hvorfor jeg skal gå med den dumme frakke, men min plejemor mener, jeg fryser.

Jeg havde fået færden af en hare, og da jeg kom til et stort krat, løb jeg ind i det. Der var en masse torne, og det var godt, jeg havde frakke på, for ellers kunne jeg ikke løbe så langt ind i krattet. Pludselig satte den dumme sele sig fast, og jeg hev og sled for at komme fri.

Jeg var bare så bange, som jeg aldrig har været før, og jeg peb og hver gang jeg peb, kunne jeg høre Avilda min hundemor pibe, fordi hun ville ned til mig, og min plejemor kaldte på mig, men jeg kunne ikke komme fri. Der gik frygtelig lang tid, før jeg så et par menneskeben langt inde i krattet. Det var svenske Thomas. Det kan godt være, at nogen danskere synes, svenskerne er dumme med deres valg og Sverigesdemokraterne og alt det, men jeg synes, de er noget så rare over for os hunde, og jeg kan godt lide dem. Så ved I det.

Da Thomas og Knud nåede helt ned til mig, var jeg bare så bange, at jeg sprællede, da Knud tog mig op, og han kunne næsten ikke holde mig, har han fortalt min plejemor. De sagde også, at de måtte klippe sig gennem et højt brombærkrat med en rosensaks, og først da de havde klippet femten meter krat væk, nåede de ind til mig. Thomas havde blod løbende ned ad arme og ben, og så farlig ud, men heldigvis var der ikke sket noget med mig.

Ja, og så da jeg kom hjem til min mor, og hun lukkede mig ud midt om natten for at tisse, var der en dum kat i min have. Jeg gøede af den, og den slog mig i hovedet, så nu ligger jeg bare herinde i min mors seng under hendes dyne og går aldrig ud mere. Æv for et hundeliv.