Alle billeder i artiklen har jeg fået lov at låne af Mona Relief Yemen. Website: monareliefye.org., hvor der også står, hvor eventuelle donationer kan sendes til.

 

Ibrahim smøger det ene bukseben op. Under knæet har han en bule på størrelse med et fugleæg. På venstre overarm er et stort rødt mærke. Ibrahim er torturoffer fra Yemen. Hele hans krop bærer mærker efter den tortur, han var udsat i fire måneder.

Det er ikke mere end fire uger siden, hans asylbegæring blev godkendt i Grækenland, og nu deler han og fem andre yeminitter en kælderlejlighed i det indre Athen.
Lige nu er Ibrahim mest optaget af, hvornår han får sit EU-pas, så han kan komme ud af Grækenland. Officielt giver det blå pas ham lov til at forlade asyllandet i fire måneder ad gangen. Drømmen er Tyskland, Sverige, et hvilket som helst land i EU, hvor han kan få sig et arbejde. Det frustrerer ham frygteligt at gå rundt her i Athen til ingen nytte. Hjemme i Yemen har hans familie ingenting, og allermest mangler de penge til at købe mad for. Oveni det hele har houthierne så også taget hans bror, og familien aner ikke, hvor han er. Formentlig som han selv: Forsvundet i et af deres hemmelige fængsler.

Bekymringerne står i kø i Ibrahims hoved under det tæt krøllede sorte hår. Vi har sat os på en bænk på Victoria Square midt i Athen. Ahmet sidder med på bænken. Han er også fra Yemen og vil oversætte fra arabisk til engelsk. Vi sidder lidt i tavshed. Der er en masse afghanere her. Victoria Square er deres samlingssted. Det har pladsen været siden mange hundreder strandede afghanere i marts 2016 slog sig ned her, da Makedonien pludselig lukkede sin grænse, og det ikke længere var muligt at rejse videre op gennem Europa.

Kvinder med løstsiddende tørklæder sidder og snakker på bænkene rundt om os. Mænd står i grupper under de forlængst afblomstrede japanske kirsebærtræer og børn leger, de heldigste på et løbehjul.
Ibrahim vil gerne fortælle sin historie. Af hensyn til familien hjemme i Yemen under anonymitet. Som yeminitterne er flest, er Ibrahim smilende og venlig.
DEN GLEMTE KRIG
-I thank you from the bottom of my heart, siger han og lægger højre hånd over hjertet for at vise sin taknemmelighed over, at jeg vil skrive om hans folks lidelser. Den glemte krig er krigen i Yemen blevet kaldt. Det er svært at få informationer ud af det lukkede land. Kun få journalister får lov at komme ind, og det lykkes ikke mange yeminitter at flygte ud.
Hvis krigen fortsætter, er 13 millioner mennesker i fare for at dø af sult inden for de kommende måneder, advarede FNs landekoordinator i Yemen, Lise Grande fornylig. Den største sultkatastrofe i verden i hundrede år lurer lige om hjørnet, ifølge FN.
En koalition af arabiske lande med Saudi Arabien i spidsen og USA, Storbritannien og Frankrig med på sidelinien begyndte i foråret 2015 massivt at bombe Yemen. Samtidig blokerede de landets lufthavne, havne og grænser, så hverken fødevarer, nødhjælp eller medicin kunne komme ind. Formålet var at bringe Yemens internationalt accepterede præsident, Abedrabbo Mansour Hadi tilbage til magten. Hadi har, siden han blev fordrevet fra Yemen af den anden part i krigen Houthierne, været i eksil i Saudi Arabien.
Houthierne kontrollerer hovedstaden Sana og de rigt befolkede provinser i nord og vest og er støttet af Iran. Krigen i Yemen er blevet et betændt stormagtsspil, der mest går ud over civilbefolkningen. Ind til nu har krigen kostet mindst 10.000 menneskeliv, måske langt flere. Fornylig bombede Saudi Arabien en bus fyldt med skolebørn. 25 børn blev dræbt. USA og Storbritannien sælger våben til Saudi Arabien. Senest har den amerikanske præsident Trump med henvisning til USA’s handel med saudierne for 1,9 mia dollar af blandt andet militært udstyr kviet sig ved at fordømme Saudi Arabiens drab på den saudiske journalist Jamal Khashoggi på landets konsulat i Istanbul. Og Saudi Arabien, Israel og USA med præsident Trump i spidsen vil gøre alt for at forpurre Irans stormagtsdrømme i Mellemøsten.

 

Imens forværres situationen dag for dag for civilbefolkningen i det i forvejen fattige Yemen. Intellektuelle yeminitter bosiddende i landet beretter på Facebook, hvordan landets valuta totalt er brudt sammen, og hvordan ingen har råd til at købe den mad, der trods alt er på markederne, fordi priserne bare stiger og stiger. I nogle landsbyer har folk ikke andet at spise end blade, forlyder det.

HOUTIERNE HENTER HAM

Mens skyggerne bliver lange i den lune oktoberaften og Victoria Square fyldes med flere og flere afghanere, fortæller Ibrahim om en anden aften, den 11. Juni 2016 i Yemens hovedstad Sana.
Han sidder med sin far, en onkel og sin fem år yngre bror i gården i familiens hus. Det er khadtid. Solen er ved at gå ned, og mændenes venstre kind buler ud af de eufrariserende blade. Jasmintræet sender sin vidunderlige duft ud i natten, og i køkkenet har kvinderne travlt. Deres latter høres ud i gården.
Pludselig bliver der hamret hårdt på porten, og der lyder høje råb udenfor. Mændene kikker på hinanden. De frygter det værste. En houti har den sidste tid ringet flere gange til Ibrahims far. Hvis ikke han hver måned betaler en løn til en af deres soldater, vil de komme og hente hans søn. Faren har været henholdende. Ibrahim har sagt nej. De skal ikke lade sig true af de forhadte houtier, mener han.
Porten bliver skubbet op, og ind træder fem houtikrigere.
-Hvem er Ibrahim? Hvor er Ibrahim, råber den forreste mand aggressivt, mens han løfter sit gevær og skyder op i luften. Tavst rejser Ibrahim sig og går hen mod mændene.
-Det er mig. Hvad vil I, spørger han.
Mændene griber ham og skubber ham brutalt foran sig ud gennem porten. I køkkenet har kvinderne hørt de høje råb fra gården. De skynder sig at tildække sig og løber ud i gården. Ibrahims mor når lige at få et sidste glimt af sin søn, før porten smækker i bag ham. Så kaster hun sig ned på gårdspladsen og jamrer højt.

 

 

Ude på vejen venter en bil. En houthikriger sidder ved rattet. Mændene binder Ibrahim for øjnene. Og de binder hans hænder på ryggen og skubber ham op på ladet af bilen. Han kan høre, hvordan flere mænd springer op ved siden af ham. Bilen sætter af med et drøn. De kører længe. Rebene snærer om hans håndled, og det varer ikke længe, før det gør forbandet ondt. Hver gang bilen bremser, bliver han forsvarsløst kastet rundt på ladet, fordi han intet kan se.
Efter et par timers kørsel bremser de pludseligt voldsomt op, og Ibrahim tager endnu en rutschetur. Krigerne skubber ham ned fra ladet, og med et hårdt greb fører de ham afsted. Først da de er i et stort rum, fjerner houthierne bindet for Ibrahims øjne. De kaster ham ned på gulvet. Det første han sanser er en masse øjne, der stirrer på ham. Mænd som han selv, hundreder af dem, fanger, liggende og siddende på det hårde stengulv. Væggene i det store rum er nøgne.
-Hver gang de torturerede mig, fik jeg bind for øjnene, fortæller han. Det foregik altid i et lille rum ved siden af det store. Hele tiden kunne vi høre skrig fra rummet. De ville have, jeg skulle sige ja til at kæmpe for dem, men det ville jeg ikke. De brugte elektricitet, og de kørte en barberkniv over min krop, og de slog med jernstænger og geværkolber.
Både Human Right Watch og Amnesty International har dokumenteret, hvordan begge sidder i krigen i Yemen torturerer deres fanger i hemmelige fængsler. Journalister, læger, advokater, aktivister, studenter og medlemmer af det religiøse Baha’i samfund fængsles vilkårligt, forsvinder og tortureres. Ifølge Human Right Watch har tidligere fængslede berettet om, hvordan Houthi officerer slog dem med jernstænger og trækøller. Og hvordan vagter piskede de fængslede, smed dem mod væggen og truede med at voldtage adem og deres familie. Den amerikanske TV station CNN har dokumenteret, at houthierne bruger børnesoldater, og ifølge nyhedsbureauet AP er amerikanske soldater involveret på regeringens side i afhøringer af fanger i Yemens hemmelige fængsler, hvor tortur også er ganske almindeligt.

ET BRÆKKET BEN

Ibrahim har ingen fornemmelse af, hvor ofte hans bødler kom og hentede ham. Timerne og dagene flød i et. Det han husker mest var smerten og frygten. Foruden arrene på kroppen er der depressionen og de humørsvingninger, jeg mærker efterhånden, som jeg lærer ham bedre at kende.
-De tog alle, der ikke ville slåes for dem. De tager drenge helt ned til tretten år, fortæller Ibrahim. Da jeg sidst snakkede med min far over Skype, havde de lige været i vores hus og hentet min bror. Han er kun atten år.
Vendepunktet for Ibrahim kom den dag under torturen, hvor bødlerne brækkede hans ben med en jernstang. Da kunne han ikke længere modstå smerten, og han sagde ja til at kæmpe for dem.
-Jeg sagde mest ja for at komme ud af fængslet, forklarer han og ser ned.
-Jeg tænkte, at det var min eneste chance for at slippe væk at sige ja. Vi blev kørt ud til en militærlejr i bjergene. De tog mig med, selv om jeg havde brækket benet. Houthierne er ligeglade med alt. Det eneste, de tænker på, er at have deres hænder på et gevær.
Kort tid efter de var ankommet til lejren, lykkedes det Ibrahim og et par andre at stikke af. De var heldige. De var velkendte med bjergene. Flugten foregik til fods, men på grund af det brækkede ben måtte hans venner bære ham det meste af vejen. Da de kom ned til en landevej, fik de stoppet en bil, og chaufføren gav dem et lift til byen Ibb et par hundrede kilometer væk.
Hele tiden døjede Ibrahim med frygtelige smerter i det brækkede ben, men han turde ikke opsøge et hospital, da houthierne kontrollerede hospitalerne i det område, hvor han var. En dag smed Saudi Arabien så en bombe fra et fly i byen Ibb, tæt på hvor Ibrahim befandt sig. En splint fra bomben borede sig ind i det brækkede ben tæt på bruddet.
Nu blev smerterne helt uudholdelige, og hans venner fik ham bragt til en hospitalsklinik i en mindre by.
To stykker træ
-De healede mig på den gammeldags måde med to stykker træ, som de surrede fast på benet med et reb, fortæller Ibrahim.
Saudi Arabiens blokade betyder blandt andet, at det er tæt på umuligt at skaffe medicin i visse dele af Yemen.
-Men for første gang fik jeg noget smertestillende, siger Ibrahim og bliver tavs, mens livet passerer forbi rundt om os. Det er også her på Victoria Square, at der handles falske pas. Og det er her unge afghanske drenge tilbyder deres krop for at tjene lidt penge. Selve tjenesteydelsen foregår i en nærliggende park. Ibrahim fortsætter:
Træstykkerne måtte han have på i halvanden måned. I al den tid kunne han ikke bevæge benet overhovedet.
-Jeg havde to beslutninger. Hvis jeg blev i Yemen, ville jeg dø. Houthierne ville finde mig og dræbe mig, fordi jeg var stukket af. Og jeg ville ikke dø. Hvis jeg gik med dem og sloges med dem, ville jeg være kriminel, så jeg havde ikke andet valg end at flygte ud af Yemen, siger Ibrahim om den flugt, der nu fulgte.

Det er meget svært for yeminitterne at komme ud af landet, fordi koalitionen med Saudi Arabien i spidsen har blokeret Yemens lufthavne, havne og grænser.
-Min eneste mulighed var at komme til Oman og så derfra til Iran, men vi kan ikke få et visa til Oman, og vi må derfor kun være i landet i tolv timer, fortæller Ibrahim om den nu forestående besværlige og farlig flugt.
Ibrahim er stadig sammen med de venner, han flygtede med fra houthierne militærlejr oppe i bjergene. De skal også ud af Yemen. Sammen finder de en taxa, der vil køre dem de små tredive kilometer tæt på grænsen til Oman.
-Der boede vi i et telt ude i ørkenen hos en kameldriver i fire måneder. Jeg havde stadig kæppene på det brækkede ben, og det gjorde stadig frygtelig ondt.
Imens de boede i ørkenen, fik Ibrahims far skaffet 3000 dollars til flybilletten til Iran, og så han kunne betale menneskesmuglerne videre til Europa. Så snart Ibrahim havde pengene, fløj han til Iran.
-Det var dårligt, fordi det er iran, der ødelægger mit land. Og så tager jeg bare til deres land, mener han.
Ibrahim havde ikke lyst til at blive i Iran, og efter en måned fortsatte han mod Tyrkiet, da han havde fundet nogen menneskesmuglere. Grænsen mellem Iran og Tyrkiet skulle de passere til fods. Det var over bjerge, men heldigvis var hans ben i mellemtiden blevet bedre. De var en stor gruppe på 50-60 flygtninge og migranter, som fulgtes ad over grænsen. De tyrkiske grænsevagter blev ved med at opdage dem og skyde efter dem:
-Det tog en måned at komme over, fordi vi måtte prøve mange gange. Hver gang der blev skudt efter os, måtte vi tilbage til smuglernes hus, fortæller Ibrahim.
Et arbejde
Den nat det endelig lykkedes, vandrede de i bjerge i femten timer, før de endelig var i Tyrkiet. Fra Tyrkiet tog han en smuglerbåd til den græske ø Lesbos, og nu er han så her i Athen.
-Jeg troede virkelig, at når jeg kom til Europa, ville jeg få et normalt liv og et arbejde, siger Ibrahim skuffet.
Indimellem er Ibrahim så deprimeret, at han bare vil tage tilbage til Yemen, også selv om han ved, det vil være lig med den visse død.
-Jeg vil bare gerne have et arbejde, men der er ikke noget arbejde at få her i Grækenland, gentager han. Inden vi skilles takker han mig igen “from the bottum of my heart.”

–