Den første nat Susanne og jeg bor hos Wids familie i hans landsby Kemenuh på Bali vågner jeg midt om natten ved en høj lyd. Vi bor lige ved det hinduistiske tempel, og det er braminens stemme, der gjalder fra templets kæmpe højtalere ud over landsbyen. Dagen efter dukker Wid først op sent på eftermiddagen. Det viser sig, at årsagen til al den nattelarm var, at landsbyens mandlige medlemmer skulle til Balis højeste bjerg for at hente vand fra en hellig kilde. Tres mand har, mens vi lå og sov, klatret de fire-fem timer op til kilden på bjergets top for at hente vand.

Det hellige vand skal bruges de næste mange dage for vores landsby har besluttet at holde den største gudefest i halvtreds år, netop mens Susanne og jeg er her. Byen har sparet sammen i flere år til en hel måneds ceremonier, bønner, ofringer og dans og teater om gudernes liv. Så mens vi er i Kemenuh, vrimler det med smukke kvinder med hvide bånd bundet om pande og det kunstfærdigt opsatte hår, mænd i farvestrålende krigerdress og malet til ukendelighed, unge sminkede jomfruer i gult, drenge med skarpt optegnede øjenbryn og knaldrød læbestift og små børn i deres fineste dress, og gjalder der ikke bønner ud over hele byen fra templets højtalere, lyder der sprød balinesisk gamelan musik spillet på skift af landsbyens mange gamelanorkestre.

Landsbyens mænd har de næste dage travlt med at pynte tempel og veje. Lange bannere flettet af kokosblade, farverige bånd, paraplyer i røde, gule og sorte farver og blomster og offergaver – frugt, æg, ris, blomster i kurve eller flettede bakker af kokosblade. Et rent farveorgie. Vores landsbyfrænder ernærer sig som træskærere, og festlighedernes omfang afhænger af, hvor rig landsbyen er. Har på fornemmelsen, at nogen må være ganske godt ved muffen her i vores lille by.

Festlighedernes centrum templet ligger lige oppe på hjørnet, og gaden uden for vores gård bliver afspærret for trafik. Selv de mange løse hunde holdes tøjret inde i gårdene. Begge dele en velsignelse. Jeg siger, konstant trafikstøj af biler og knallerter kan dog være utrolig trættende, og nyder pludselig at kunne gå på gaden uden at have en gøende eller knurrende hund nappende i hælene. Har lært at vende mig om, se bister ud og trampe hårdt i jorden over for disse arrige gadekryds.

I templet er dresscoden en sarong, en pyntet bluse i hvid, gul eller en anden stærk farve med broderier og så håret sat op. Det gør ikke noget, at blusen er gennemsigtig – bare den er flot. Jeg fik udleveret en skriggrøn bluse, en gul-brun sarong og en elastik til mine hårtjavser. Susanne blev the pink lady. Næste dag prøvede først Susanne at slække lidt på tempelpåklædningen ved at tage sin egen bluse på, men den gik ikke. Wids bemærkning, da han så hende: -Har du ikke den anden bluse mere?

Hver dag sin ceremoni. Templets guder – og alle naboguderne i de omliggende templer – transporteres på ladet af lastbiler i procession ud til havet, hvor de bliver vasket. Hver Gud sin lastbil. En søndag påkalder de hvidklædte braminer de onde ånder. Den dag forbyder Wid sin gravide kone at gå op i templet, hvis de omkringfarende ånder skule skade barnet. Efter flere timer i templet i selskab med disse åndemanere og de djævle, de under lange trommeseancer måtte mane frem, er det, som om ånderne følger med hjem. Spørger Susanne, om hun også kan mærke dem. Det kan hun.

Der er mange dyr på Bali. Både indendøre og udendøre. Myrer, der gladelig spiser hinanden. Gekkoer, der piler rundt på vægge og loft og spiser alle de unyttige andre dyr. Små arrige myg, der stikker, så det klør noget så rasende og især om natten. Og flagermus. En aften landede en midt på gulvet i mit rum. Fik den ud igen med en kost for bare at konstatere, at den havde medbragt en af sine venner, der lå og baskede rundt ude på vores marmorterrasse.

Har i et stykke tid været bekymret for dyrevelfærden her i vores gård. Der er ikke alene den hellige hane i buret ved indgangen, men den ene af familiens to hunde, Jimmy står også lænket det meste af tiden, så den ikke løber ud på gaden. Er bange for familien i al festivitassen glemmer at give den gispende hund vand i middagsheden. Jimmy er et gadekryds, en dejlig hund og meget legesyg. Familiens anden hund bider, hvis man nærmer sig den, så den får lov at løbe omkring. Der kan man se, hvad man har ud af at være en flink hund på Bali.

En eftermiddag er der trommelarm fra gaden. Endnu en procession. De hvidklædte braminer med deres lige så hvidklædte koner, hjælpepræstinderne fører an ringlende med en lille klokke. Dernæst kommer en mand gående med en levende and indpakket i et rødt bånd, to mænd bærer på en levende skildpadde bundet op på en stang, pakket ind i et gult og hvidt klæde og med hovedet hængende nedad, dernæst to små søde også levende grise, fødderne bundet til en stang, som to mænd har over skulderen. Hoved og krop hænger nedad. En levende ko og et par får får lov at gå på deres ben. Dyrene ofres næste dag til guderne, og Wid kommer med lidt stegt kød fra templet.

Susanne tager hjem lige efter nytår. Jeg bliver til den bitre ende. Midt i januar er festlighederne slut. Braminen bliver tavs, ikke mere gamelanmusik fra højtalerne på alle tider af døgnet, tempelpynten tages ned, trafik og løse hunde bliver igen tilladt på gaden og al skruddet pakkes væk. Som en balineser trist siger: Nu skal vi til at arbejde igen, så vi kan spare sammen til næste gang.

Næste rejsebrev kommer til at handle om noget helt andet. En overfyldt, fattig og stinkende by på grænsen mellem Burma og Thailand, om et prostitutionshotel, en fransk webdesigner og et Facebookprojekt med en skole, der ønsker sig en lille sø, så de kan opdrætte fisk til at spise.