Billedet, som Fadi tager på havnen på Leros og sender til sin faster.

Fadi har lovet at fortælle mig den helt fantastiske historie om hans kusine, og vi har aftalt at mødes på de frivilliges stamcafe 7 Gates. Et kvarter for sent kommer Fadi farende ind ad døren.

Fadi Mansour kom her til Leros som frivillig i august sidste år. Han havde afsat fjorten dage, men her fire måneder efter er han her stadig. Han snakker om at tage hjem, det har han gjort længe, men det bliver ikke rigtig til noget. Fadi er dansker med palæstinensisk-libanesisk baggrund, og taler arabisk. Hjemme er han kørelærer i Hvidovre, og en gang kom han til Danmark sammen med sin lillebror.

“Så jeg ved, hvordan det er at være flygtning,” siger han.

Det er også svært at se, hvordan øen kan undvære ham. Det er Fadi, politiet ringer efter, når pårørende skal identificere døde slægtninge i lighuset. Det er også Fadi, som om aftenen laver god solid mad over bål til sultne flygtninge og frivillige, og det er ham og en syrisk slagter, som tager ud på en gård og halalslagter et par får, så der kan komme kød i gryderne. Det er også Fadi, de arabiske mænd spørger til råds om registrering, rute gennem Europa, veksling af dollar til euro, og alle sådan nogle praktiske gøremål.

Fadi er alle steder. Han sover kun et par timer i døgnet, kan godt væjre lidt speedet, og så kan han på en eller anden måde blive ved med at rumme alle de rædselsfulde oplevelser. Når andre er et sammenbrud nær, lyder det fra Fadi:

“Mit hjerte græder også.”

Men mere om Fadi og hans kusine lidt senere.

På Leros gør frivillige fra mange lande et kæmpe arbejde. Læger uden Grænser er her med en fire-fem stykker, men de går hjem klokken 16:00, og det er om aftenen og natten flygtningene kommer ind og skal modtages. Så er her et par repræsentanter for UHNCR, men slet ikke nok til at få alt til at fungere, når her dagligt er måske op til tusind flygtninge.

Farida og Zaina er også frivillige fra Danmark. To smukke kvinder i begyndelsen af tyverne.

Farida bor i Danmark, og har afghanske rødder, så hun taler farsi, og har hele tiden travlt med at oversætte for de afghanske flygtningefamilier, hvor nogen kan være ret store. Børnene i lejren flokkes om hende og hendes mobiltelefon, og de billeder, hun tager af dem. Farida har været hjemme et par gange i de tre måneder, hun har været på Leros, og hver gang kommer hun igen. “Jeg har selv engang været flygtning, og meningen med mit liv ligger her,” siger hun og står her endnu engang. Også selv om det kan betyde, at hun på vejen må overnatte i en stol i lufthavnen i Athen på grund af pengemangel. Ni år gammel kom Farida og hendes bror alene til Danmark fra Afghanistan, så hun ved også, hvad det vil sige at være flygtning.

Zaina er her også, og hun vil ikke hjem igen. Hun elsker den græske sol, sammenholdet og det frivillige arbejde, og hader tanken om at vende tilbage til det grå København og vinterdepressionen. Zaina taler arabisk, og oversætter for de arabiske kvinder, når de skal til lægen, mangler hygiejnebind, have en graviditetstest og alt sådan noget mere privat. Zainas mor er syrer, og hendes far er palæstinenser, så hun har et helt specielt forhold til de mange syriske flygtninge.

Så er her Julie, dansk psykolog på orlov fra sit job i en dansk kommune. Hun står nede på havnen og modtager flygtningene, når de kommer ind med skib, efter at de – uden mad og ly for natten – har måttet opholde sig i flere dage på militærøen Farmakonisi. På havnen deler hun vand ud til alle de mere eller mindre forkomne og stikker dem et varmt smil. Som hun siger: “Det betyder så meget, hvordan de bliver modtaget her for hvilke forventninger de får til resten af deres rejse, om de føler sig godt modtaget, og hvordan de så agerer på resten af deres tur op gennem Europa.”

Så er der “drengene.” De bor i en sejlbåd, og er sejlet til Leros fra Danmark. Båden er ankret op i havnen for vinteren, og så hjælper de til i flygtningelejren. Blandt drengene er der også Laust, som er cyklende og vil fortsætte til Kina.

Desuden er her en masse frivillige fra Grækenland og forskellige europæiske lande, som det græske ægtepar Matina og Spiros Katsiveli. Da de i 2014 så, hvordan flygtninge begyndte at ankomme til øen, sultne, våde, forfrosne og ofte syge var de med til at starte Leros Solidarity Network. I starten uddelte de vand, kiks og tørt tøj på havnen, når flygtningene ankom fra militærøen Farmakonisi, og hen ad vejen har det udviklet sig til mange andre aktiviteter.

Efter denne lille omvej tilbage til Fadis historie. Jeg drikker min kaffe og Fadi sin juice, mens han fortæller:

“Da jeg havde været fire uger på Leros, kontaktede min faster i Libanon mig. Jeg har ikke snakket med hende i tyve år, og jeg ved ikke, hvordan hun har fået mit nummer, men hun ringer, og hun græder i telefonen, fordi hun ikke har kunnet få kontakt med sin datter i fire dage. Sidst hun hørte fra hende, var hun på vej i en båd fra Tyrkiet til Grækenland, og så havde hun hørt, at jeg var i Grækenland.”

Fasterens datter’s – og altså Fadis kusine’s – syriske mand døde for et år siden, og kusinen er nu med sine tvillinger på fem år på vej til sin bror i Tyskland.

“Jeg siger til hende, at jeg jo ikke har set min kusine, siden hun var syv år, og at jeg ikke kan huske, hvordan hun ser ud, og at Grækenland består af flere hundrede øer. Men jeg sagde også, at jeg ville prøve. Så lagde jeg telefonen, for jeg havde travlt,” fortæller Fadi.

“Jeg er nede på havnen, hvor alle flygtningene bliver registreret, og er i gang med at give en lille dreng et par bukser, fordi hans egne er våde. Så kan jeg høre, at der kommer en besked ind på min telefon. Jeg venter fem minutter med at kikke. Det er en besked på Messenger på Facebook fra min faster. Hun sender et billede af min kusine og hendes børn, og så får jeg et smil på med det samme for i det øjeblik, jeg kikker på billedet, ser jeg, at det er den dreng, jeg har siddet og skiftet tøj på, og at min kusine sidder der foran mig.”

“Først prøver jeg at lave lidt sjov med det, og jeg tager et billede af hende, og hun spørger, hvorfor jeg tager et billede af hende, og hvem jeg er? Men jeg fik det billede, og jeg sendte det til hendes mor. Så sagde jeg mit navn, og min kusine vidste med det samme, hvem jeg var. Hun kunne godt huske mig, fra dengang vi var små. Hendes mor blev rigtig glad og ringede op med det samme, og de fik snakket sammen.”

Det blev til mange gensynskys og gensynskram mellem Fadi og kusinen.

“Da registreringen var overstået, kørte jeg hende hjem til vores lejlighed, og hun boede der sammen med mig og de andre frivillige i fire dage. Hun gjorde rent og lavede arabisk mad til os. Jeg var helt rørt, når jeg kom hjem og sagde til hende, at det skulle hun ikke, men det ville hun.”

Billedet af kusinen, som tikker ind på Fadis telefon.

“Hun kom en onsdag og så om søndagen, da hun skulle med båden, så tænkte jeg et øjeblik. Så skiftede jeg mening og gik hen og købte en billet og tog afsted sammen med hende, og tog med hende til Makedonien og videre, videre, næsten helt hjem til Tyskland.”

Op gennem Balkanruten kørte Fadi i bussen med sin kusine og de andre flygtninge.

“Men i Serbien anholdt de mig for menneskesmugling. Jeg viste dem mit pas og sagde, at jeg var journalist, og at jeg skrev rapport og bare fulgte med i strømmen, men de ville ikke tro på mig, så de sendte mig tilbage. Så tog jeg til Danmark og hentede bilen, og min kusine og hendes børn tog toget til Essen i Tyskland, hvor jeg mødte hende og kørte hende hjem til hendes bror.

I dag venter Fadis kusine og hendes to børn på at få asyl i Tyskland. Imens bor de i en flygtningelejr i Heim ved Essen.

“Og hun har det godt,” slutter Fadi sin historie, og der har allerede samlet sig en kø af syriske og irakiske mænd, som vil spørge om et eller andet.

Vi er på vej ad en snoet bjergvej, på venstre side havet med en forrevet klippekyst, og på den højre stenede bjerge, hist og her vokser et kroget oliventræ. Det gælder aftensmaden til de godt 150 flygtninge, der er på Leros i øjeblikket. Fadi er chauffør, så er der tre syriske mænd med i bilen og så Zaina og jeg klemt inde mellem alle de andre. Den ene af de syriske mænd er halalslagter, og den anden kan fremsige de bønner, der hører sig til. Alle tre er de flygtet med deres familier fra Daesch, det arabiske ord for ISI, og som latterliggør Det Islamiske Kalifat. Fadi og Zaina er begge frivillige blandt flygtningene på Leros, og så taler de arabisk. Der skal kød i gryderne i aften, har Fadi bestemt, så vi skal ud og hente to får på en gård ude i bjergene. Slagteren har lånt et par skarpe knive og en krog.

Leros er en meget smuk ø, hvor livet uanset diverse kriser leves på samme måde som altid. Jeg bor nu hos Antonius på hans hotel ude på pynten med udsigten til et lille fiskerlej, havet og smukke solopgange.

Selv om jeg er flyttet fra øens hovedby Lakkhi til det roligere fiskerleje for at slappe lidt af, så sker tingene stadig lige uden for døren. Det er ikke mere end tre nætter siden en båd fyldt med flygtninge landede på klippeøen mindre end en halv kilometer ude i bugten. En fisker observerede lys på øen, og han sejlede derud. På klipperne fandt han halvtreds våde og kolde børn og voksne iklædt orange redningsveste, og viftende med det eneste lys de havde, mobiltelefonen. Deres sorte gummibåd lå der også – punkteret og flad. Fiskeren sejlede ad flere omgange de strandede ind til havnen, og så blev de i taxier transporteret til Lakkhi til registrering hos politiet.

Men tilbage til vores lille køretur ud i bjergene. Gården, hvor vi skal hente de to får, ligger i en lille bugt med et stenet landskab og et par oliventræer, og så den der vissengrønne farve, hvor man end placerer øjet. Et par geder nipper af det sparsomme græs, ellers er her tomt. Bondemanden er ikke at se. Vi går op til gården, der udgøres af et par faldefærdige staldbygninger. To enorme grise kikker nysgerrigt ud fra hver sin bås, og Zaina tager en selfie af sig selv og en gris, og så dukker ejeren af gården op, og Fadi køber et sort og et hvidt får af manden.

Fårene bliver slagtet under et oliventræ. Allerførst tænder ham, som kan det med bønnerne sin mobiltelefon. Så skærer slagteren med øvet hånd halsen over på først det sorte får, og så det hvide, og blodet løber ud på den rigtige måde, mens der fra mobiltelefonen strømmer en bøn ud, som bønnemanden gentager efter imamen i telefonen. Det krymper sig i både Zaina og mig, da vi ser, hvor bange dyrene er. På den anden side – en dansk grisetransport med skrigende dyr på vej til slagteriet tager mange timer. Her er der trods alt kontant afregning, og det går hurtigt. Et kvarter har dyrene vel nået at være bange. Manden, som er slagter skærer nu et lille hul i huden ved det ene ben på hvert af de døde dyr, og Fadi puster luft ind under dyrets hud. Så er det nemmere at flå skindet af, forklarer han.

Da slagtningen er overstået, og knivene renset i havet, kører vi tilbage mod Lakkhi og flygtningelejren. På vejen fortæller de tre syrere på arabisk, hvordan det var at leve under Daesch. De vil gerne fortælle om det senere, og Zaina indvilger i at oversætte.

Tilbage i flygtningelejren laver Fadi og syrerne over bål og i et par store gryder en duftende ret af de to døde får, kartofler, løg og ris. Maden vækker glæde, ikke mindst hos børnene. Endelig et ordentligt måltid mad til maver, hvor sulten konstant har gnavet i dagevis. Fordi der i øjeblikket er forholdsvis få i lejren, bliver de, som er her, ekstra forkælet. Når der er fyldt op med flygtninge, er menuen en af politiets luftige sandwhich fyldt med pommes frites to gange i døgnet.

Da vi har spist, går vi ind i et klasseværelse. Flygtningelejren er en nedlagt skole med store kolde rum og gitre for de vinduer, der sidder helt oppe under loftet. Zaina og jeg finder fire stole og placerer dem i lokalet med de afskallede vægge og et af snavs sort flisegulv. To af de syriske mænd vil gerne fortælle, og vi får os placeret i en rundkreds på stolene. Som de fleste flygtninge fra Syrien jeg interviewer, vil de være anonyme og ingen billeder. Af hensyn til familien hjemme i Syrien.

Zaina bor i Danmark, men taler også arabisk.

Den ene af mændene har sin kone og fire børn med på flugten til Europa. De er også her i lejren. Den anden har stadig sin kone og to børn i Tyrkiet. Han har to af sine børn med sig på flugten, og så har ham allerede et barn i Tyskland, som de nu er på vej op til. Han håber at få familiesammenføring med sin kone og de to børn i Tyrkiet, når han er i Tyskland. Pengene rakte ikke til, at alle kunne rejse. De to mænd var bønder i Syrien, og så kæmpede de sammen med en af de mange oprørsgrupper i landet imod præsident Assads styre.

“Det hele begyndte sidste år under ramadanen,” fortæller A om livet under Daesch.

“Fordi der var krig, måtte vi flygte fra sted til sted, og så endte vi i byen Deir ez-Zur, som Daesh kontrollerer. De er meget strenge, hvis man ryger en smøg på gaden, skal man betale dem et gram guld, og kan man ikke det, kommer du i fængsel en måned eller du får 100 piskeslag. Alt er forbudt. Det er forbudt at se TV eller gå på nettet. Kvinderne må ikke plukke deres øjenbryn, og mændene må ikke barbere deres skæg af. Hvis de tager en i at høre musik, klipper de øret af dig.

“Hvor lang tid levede I under Daesch,” spørger jeg.

“Et halvt år. Vi flygtede for en måned siden, fordi al ting bare blev værre og værre. Vi blev fattigere og fattigere, og til sidst havde vi ingenting. Daesch er ikke islam, men de bruger islams navn,” understreger A.

De to mænd fortæller, hvordan kvinder bliver behandlet som dyr. Daesch er meget strenge over for både kvinder og børn, og behandler dem på en meget, meget beskidt måde, siger de.

“Kvinder skal gå fuldstændig tildækket, hvis de ikke er det, bliver de stenet. Daesch folkene slår børnene og de tæsker mændene. De tager drenge på helt ned til tolv år og op til 20 år og tvinger dem ind i Daesch, hvor de lærer dem at skyde og lærer dem alle de ting, de selv gør. De lærer de unge at være imod europæerne og russerne og Kuwait. De prøver at skabe splid mellem alle og enhver,” siger B.

“Finder de en kvinde, de synes er smuk, så tager de hende fra manden og gifter sig med hende under tvang. De er rigtig gode til at tage kvinderne fra deres mænd, og så er de sammen med kvinden et stykke tid, og når de ikke vil have hende længere, sælger de hende videre til en anden mand.”

Deir ez-Zur har 35.000 indbyggere, og der var omkring 5000 – 6000 Dasch folk i byen. A. fortsætter sin fortælling:

“De kommer og overtager myndigheden i en by, og så sulter de befolkningen og tvinger dem til at sælge deres børn for 2000 arabiske penge – bare for at overleve. Når de har fået børnene hjernevasker de dem. På den måde bliver de flere og flere. De afpresser folk for penge. Hvis du har en levende kylling derhjemme, så skal du betale skat til Daesch for at have den kylling, hvis du har en ko, vil de også have penge for den, og hvis du har et hus, skal du betale for det. De kræver skat for alt, hvad du ejer, hvis du vil beholde det, og hvis du ikke kan betale den skat, Daesch forlanger, så er du nødt til at sælge det.”

“På den måde udsulter de folk fuldstændig, så de bliver helt udtørrede og tvinger forældrene til at sælge deres børn til dem – bare for at kunne overleve. De er meget sådan, at her bestemmer vi, og så er de rigtig, rigtig gode til at hjernevaske folk, og sige, at sådan er Islam,” siger A.

Zaina fortsætter med at oversætte:

“De her mænd har begge to læst koranen, fortæller de, og det har intet med koranen at gøre, hvad de gør, men de bruger Islam som en undskyldning for de ting, de gør.”

“De har taget syv procent af koranen. De har taget de tekster, hvor der står noget om straf, og så bruger de dem, men Islam er en fredelig religion og en rigtig god religion. Der er ikke noget galt med Islam, men de udnytter de syv procent, og folk bliver skræmte, og går med dem. Det hele handler om penge og våben, hvis alle stod sammen Wimod dem, ville de uddø meget, meget hurtigt,” mener A.

Når indbyggerne tvinges til at betale skat af deres gård, har de ikke penge til at købe mad for, og til sidst sælger de deres børn til Daesch folkene. Ifølge de to mænd truer Daesch også med at slå hele familien ihjel, hvis de ikke får det barn, de vil have.

“Der var en kvinde i vores område, som havde en søn på atten år. Det var hendes eneste barn, og hun ville ikke af med ham. Men så kom de og kidnappede ham, og de lovede hende, at han ville komme tilbage. De lover alle forældrene, at børnene vil komme tilbage, men når de så kommer tilbage, er de så hjernevaskede, at de hader deres forældre, fordi forældrene ikke er muslimske nok, og forældrene kan slet ikke genkende deres børn.”

-Men hvad skete der med drengen på atten år?

“Ja, de kom også og afleverede ham. Men de havde dræbt ham, og de hængte ham op uden foran moderens dør i tre dage. Det var for at true os andre, at hvis vi ikke gav vores børn til dem, så kom det her til at ske. Kvinden nægtede jo at give sin søn til dem, og så kidnappede de ham og sendte ham tilbage død.”

Tildækkede kvinder i Jordan

Ifølge de to mænd bestod Daesch i deres by af krigere fra Irak, Kuwait, Marokko, men de fleste var europæere.

“De syrere, som gik med dem, gjorde det, fordi de blev tvunget. De tager drengene fra familierne og hjernevasker dem, og sender dem ud som selvmordsbombere til forskellige lande. Syrerne i Deir ez-Zur havde to muligheder, enten kunne de sælge deres hus og grund og alle deres ting og give det hele til Daesch og så selv leve i fattigdom, eller man kunne flygte.

De her mænd flygtede.

“Det sidste, de siger er, at vi skal bede en bøn for fred i hele verden, og at det hele nok skal gå for dem,”oversætter Zaina.

Tildækkede kvinder på en strand i det sydlige i Jordan