anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier

Fadi og hans genfundne kusine

2 kommentarer


 

 

image

Billedet, som Fadi tager på havnen på Leros og sender til sin faster.

Fadi har lovet at fortælle mig den helt fantastiske historie om hans kusine, og vi har aftalt at mødes på de frivilliges stamcafe 7 Gates. Et kvarter for sent kommer Fadi farende ind ad døren.

Fadi Mansour kom her til Leros som frivillig i august sidste år. Han havde afsat fjorten dage, men her fire måneder efter er han her stadig. Han snakker om at tage hjem, det har han gjort længe, men det bliver ikke rigtig til noget. Fadi er dansker med palæstinensisk-libanesisk baggrund, og taler arabisk. Hjemme er han kørelærer i Hvidovre, og en gang kom han til Danmark sammen med sin lillebror.

“Så jeg ved, hvordan det er at være flygtning,” siger han.

Det er også svært at se, hvordan øen kan undvære ham. Det er Fadi, politiet ringer efter, når pårørende skal identificere døde slægtninge i lighuset. Det er også Fadi, som om aftenen laver god solid mad over bål til sultne flygtninge og frivillige, og det er ham og en syrisk slagter, som tager ud på en gård og halalslagter et par får, så der kan komme kød i gryderne. Det er også Fadi, de arabiske mænd spørger til råds om registrering, rute gennem Europa, veksling af dollar til euro, og alle sådan nogle praktiske gøremål.

Fadi er alle steder. Han sover kun et par timer i døgnet, kan godt væjre lidt speedet, og så kan han på en eller anden måde blive ved med at rumme alle de rædselsfulde oplevelser. Når andre er et sammenbrud nær, lyder det fra Fadi:

“Mit hjerte græder også.”

Men mere om Fadi og hans kusine lidt senere.

På Leros gør frivillige fra mange lande et kæmpe arbejde. Læger uden Grænser er her med en fire-fem stykker, men de går hjem klokken 16:00, og det er om aftenen og natten flygtningene kommer ind og skal modtages. Så er her et par repræsentanter for UHNCR, men slet ikke nok til at få alt til at fungere, når her dagligt er måske op til tusind flygtninge.

Farida og Zaina er også frivillige fra Danmark. To smukke kvinder i begyndelsen af tyverne.

image

Farida bor i Danmark, og har afghanske rødder, så hun taler farsi, og har hele tiden travlt med at oversætte for de afghanske flygtningefamilier, hvor nogen kan være ret store. Børnene i lejren flokkes om hende og hendes mobiltelefon, og de billeder, hun tager af dem. Farida har været hjemme et par gange i de tre måneder, hun har været på Leros, og hver gang kommer hun igen. “Jeg har selv engang været flygtning, og meningen med mit liv ligger her,” siger hun og står her endnu engang. Også selv om det kan betyde, at hun på vejen må overnatte i en stol i lufthavnen i Athen på grund af pengemangel. Ni år gammel kom Farida og hendes bror alene til Danmark fra Afghanistan, så hun ved også, hvad det vil sige at være flygtning.

image

Zaina er her også, og hun vil ikke hjem igen. Hun elsker den græske sol, sammenholdet og det frivillige arbejde, og hader tanken om at vende tilbage til det grå København og vinterdepressionen. Zaina taler arabisk, og oversætter for de arabiske kvinder, når de skal til lægen, mangler hygiejnebind, have en graviditetstest og alt sådan noget mere privat. Zainas mor er syrer, og hendes far er palæstinenser, så hun har et helt specielt forhold til de mange syriske flygtninge.

Så er her Julie, dansk psykolog på orlov fra sit job i en dansk kommune. Hun står nede på havnen og modtager flygtningene, når de kommer ind med skib, efter at de – uden mad og ly for natten – har måttet opholde sig i flere dage på militærøen Farmakonisi. På havnen deler hun vand ud til alle de mere eller mindre forkomne og stikker dem et varmt smil. Som hun siger: “Det betyder så meget, hvordan de bliver modtaget her for hvilke forventninger de får til resten af deres rejse, om de føler sig godt modtaget, og hvordan de så agerer på resten af deres tur op gennem Europa.”

Så er der “drengene.” De bor i en sejlbåd, og er sejlet til Leros fra Danmark. Båden er ankret op i havnen for vinteren, og så hjælper de til i flygtningelejren. Blandt drengene er der også Laust, som er cyklende og vil fortsætte til Kina.

image

Desuden er her en masse frivillige fra Grækenland og forskellige europæiske lande, som det græske ægtepar Matina og Spiros Katsiveli. Da de i 2014 så, hvordan flygtninge begyndte at ankomme til øen, sultne, våde, forfrosne og ofte syge var de med til at starte Leros Solidarity Network. I starten uddelte de vand, kiks og tørt tøj på havnen, når flygtningene ankom fra militærøen Farmakonisi, og hen ad vejen har det udviklet sig til mange andre aktiviteter.

Efter denne lille omvej tilbage til Fadis historie. Jeg drikker min kaffe og Fadi sin juice, mens han fortæller:

“Da jeg havde været fire uger på Leros, kontaktede min faster i Libanon mig. Jeg har ikke snakket med hende i tyve år, og jeg ved ikke, hvordan hun har fået mit nummer, men hun ringer, og hun græder i telefonen, fordi hun ikke har kunnet få kontakt med sin datter i fire dage. Sidst hun hørte fra hende, var hun på vej i en båd fra Tyrkiet til Grækenland, og så havde hun hørt, at jeg var i Grækenland.”

Fasterens datter’s – og altså Fadis kusine’s – syriske mand døde for et år siden, og kusinen er nu med sine tvillinger på fem år på vej til sin bror i Tyskland.

“Jeg siger til hende, at jeg jo ikke har set min kusine, siden hun var syv år, og at jeg ikke kan huske, hvordan hun ser ud, og at Grækenland består af flere hundrede øer. Men jeg sagde også, at jeg ville prøve. Så lagde jeg telefonen, for jeg havde travlt,” fortæller Fadi.

“Jeg er nede på havnen, hvor alle flygtningene bliver registreret, og er i gang med at give en lille dreng et par bukser, fordi hans egne er våde. Så kan jeg høre, at der kommer en besked ind på min telefon. Jeg venter fem minutter med at kikke. Det er en besked på Messenger på Facebook fra min faster. Hun sender et billede af min kusine og hendes børn, og så får jeg et smil på med det samme for i det øjeblik, jeg kikker på billedet, ser jeg, at det er den dreng, jeg har siddet og skiftet tøj på, og at min kusine sidder der foran mig.”

“Først prøver jeg at lave lidt sjov med det, og jeg tager et billede af hende, og hun spørger, hvorfor jeg tager et billede af hende, og hvem jeg er? Men jeg fik det billede, og jeg sendte det til hendes mor. Så sagde jeg mit navn, og min kusine vidste med det samme, hvem jeg var. Hun kunne godt huske mig, fra dengang vi var små. Hendes mor blev rigtig glad og ringede op med det samme, og de fik snakket sammen.”

Det blev til mange gensynskys og gensynskram mellem Fadi og kusinen.

“Da registreringen var overstået, kørte jeg hende hjem til vores lejlighed, og hun boede der sammen med mig og de andre frivillige i fire dage. Hun gjorde rent og lavede arabisk mad til os. Jeg var helt rørt, når jeg kom hjem og sagde til hende, at det skulle hun ikke, men det ville hun.”

image

Billedet af kusinen, som tikker ind på Fadis telefon.

 

“Hun kom en onsdag og så om søndagen, da hun skulle med båden, så tænkte jeg et øjeblik. Så skiftede jeg mening og gik hen og købte en billet og tog afsted sammen med hende, og tog med hende til Makedonien og videre, videre, næsten helt hjem til Tyskland.”

Op gennem Balkanruten kørte Fadi i bussen med sin kusine og de andre flygtninge.

“Men i Serbien anholdt de mig for menneskesmugling. Jeg viste dem mit pas og sagde, at jeg var journalist, og at jeg skrev rapport og bare fulgte med i strømmen, men de ville ikke tro på mig, så de sendte mig tilbage. Så tog jeg til Danmark og hentede bilen, og min kusine og hendes børn tog toget til Essen i Tyskland, hvor jeg mødte hende og kørte hende hjem til hendes bror.

I dag venter Fadis kusine og hendes to børn på at få asyl i Tyskland. Imens bor de i en flygtningelejr i Heim ved Essen.

“Og hun har det godt,” slutter Fadi sin historie, og der har allerede samlet sig en kø af syriske og irakiske mænd, som vil spørge om et eller andet.

Reklamer

Forfatter: Flugtens ansigt

Jeg er freelancejournalist og fornylig gået på efterløn. Det har givet livet nye muligheder. Somrene tilbringer jeg på smukke Bornholm. Vintrene et sted ude i verden: Marokko, grænselandet mellem Thailand og Myanmar, Bali, Borneo eller et sted i Europa. Netop nu står Europa over for en af sine største flygtningekriser, og jeg vil bruge efteråret og vinteren 2015/16 til at sætte ansigter på denne humanitære tragedie. Jeg vil rejse i Grækenland, hvor mange flygtninge og immigranter første gang sætter foden på europæisk jord, og jeg vil senere tage til Jordan, et af de nærområder, der huser rigtig mange syriske krigsflygtninge.

2 thoughts on “Fadi og hans genfundne kusine

  1. Hej Anette, det er en rigtig tårepresser historie du der har begjort og hvor er det dejligt du ser solen skinne i blandt de triste oplevelser. Jeg har delt den på FB og så håbe på en masse læser den.

    knus Poul

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s