anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier


Skriv en kommentar

Life under heavy monsoons

Despite extraordinary heavy monsoons during rainy season due to climatechanges, people in Kuching on Borneo continue life as usual. I stayed there during the most heavy rain, when the Sarawakriver was at risk of overflooding into the town of Kuching. Outside the city people were evacuated from their homes and schools were closed.

This is some of the impressions, I got in this charming town.

image

Chinese lamps blowing in the wind. The chinese new year is coming up on the 19. of February and the whole town of Kuching is decorated for the celebration. More than 200.000 chinese people live in the town.

image

WorkIng in the sun.

image

An orchid with raindrops after heavy monsoons.

image

The fountain of Kusching

image

Chinese woman waiting exited on the evenings ceremonies in the chinese buddhist temple.

image

The Sarawak River one night under the monsoons where it was not raining.

image

Narrow streets of Kuching with the parlament of Sarawak at the end.

image

Colourful parkinghouse in Kuching

image

More than 200.000 chinese people live in Kuching, and there are a lot of colourful and nicely decorated buddhist temples.

image

Candlelights in a chinese buddhist temple

image

After days without being able to sail on the river because of high flood, skipper on a longboat watching out for customers

image

A longboat on the river of Sarawak.

image

The nationalbird of Borneo, the hornbill.

image

Transporting passengers from one riverbank to the other.

image

The tools of the smith.

image

The smith has his workshop in the covered arcades, which also is busy sidewalks for people

image

Waiting in the rain for a longboat.

Reklamer


Skriv en kommentar

Illegale rohingyaer og sikkerhedspolitiet

 

image

Mændene flygter ofte alene fra Myanmar, men nogle har også kone og børn med. Så er der brug for en skole.

Ind ad døren til klasselokalet myldrer det pludselig med unge mænd. Magre, senede, de fleste kun store drenge med skarpt markerede ansigter og sorte i huden af at gå under den brændende sol. Fire repræsentanter fra UN i Malaysia venter i lokalet på at interviewe dem.

image

De unge mænd sætter sig på gulvet og venter på deres interview med UN i Malaysia.

Mændene lever alle illegalt i Malaysia. De tilhører en etnisk muslimsk mindretalsgruppe, rohingyaerne i Mynamar, og er inden for de seneste måneder ankommet som flygtninge til byen Johor i det sydlige Malaysia.

De godt tyve mænd sætter sig med korslagte ben på gulvet og venter på at blive kaldt op. Allermest ønsker de sig det eftertragtede UN-identitetskort, så de kan leve legalt i landet, arbejde, komme til lægen, når de er syge og i det hele taget færdes frit omkring. Af erfaring ved jeg, at der her i landet kræves et identitetskort bare for at købe noget så simpelt som en busbillet. Men det er ikke derfor UN-folkene er kommet. De er kommet for at høre deres historie og skabe sig et overblik over den store flygtningestrøm af rohingyaer, der er ved at blive et problem for Malaysia.

image

Muhammed med sin mor. De to har ike set hinanden i 26 år, og nu skal de snart sige farvel igen. Shofiq (tv) og en legekammerat.

Selv ankom jeg i forgårs til Johor fra Borneo. Muhammed, Masimah og Shofiq på snart fire år er en sidste gang på besøg hos Muhammeds mor og den familie, hun bor hos i Johor. Om tre dage rejser de tilbage til Rønne på Bornholm. Mens jeg har været på Borneo, har familien besøgt Masimahs mor, som var ankommet fra Cambodia til Malaysia for at se sin datter efter 16 år. Desværre mødte jeg aldrig Masimahs mor.

Ekstremt dårligt vejr på Borneo gjorde, at jeg ikke havde meget lyst til at sætte mig op i et Air Asia fly. Nu er vejret heldigvis blevet bedre, og jeg har benyttet chancen til at komme og sige farvel til familien, indtil vi igen ses hjemme i starten af april.

 

image

Det værste af monsunregnen er overstået, så nu kan Kasawakfloden være ganske idyllisk..

Men først synes Muhammed, som er rohingya og statsløs, at jeg skal se skolen for rohingyabørn i Johor, og derfor sidder vi nu i et klasseværelse på førstesal i et smalt hus et eller andet sted i Johor, omgivet af skolebørn, en mandlig og en kvindelig skolelærer, ledende medarbejdere fra Johors lokale Rohingyaforening, godt tyve unge mænd siddende med korslagte ben på gulvet og så de fire repræsentanter for UN.

Men først lidt fakta. Siden 2011 er et stort antal rohingyaer flygtet til Malaysia. Som en muslimsk mindretalsgruppe har rohyngiaerne altid været ugleset i det buddhistiske Burma, og de senere år er der decideret foregået en etnisk udrensning. I overfyldte både går flugtruten over Den Bengalske Bugt til Thailand, væk fra de burmesiske soldaters nedbrænding af deres huse og landsbyer, voldtægt af deres kvinder, drab og vilkårlige fængslinger og tortur. Mindst 20.000 flygtninge er druknet undervejs, og hvis og når de ankommer til Thailand venter nye udfordringer, inden de når det muslimske Malaysia, hvor rohyngiaerne lige netop er tålte.

image

Abdul Khalid er lærer på skolen for rohingyaer og bor illegalt i Malaysia.

Abdul Khalid er lærer her på skolen og selv rohyngia. Han er en høj flot mand i midten af fyrrerne, velklædt med pressefolder i bukserne og nystrøget skjorte. Velbegavet og taler et glimrende engelsk, som han har lært sig ved hjælp af amerikanske nyhedskanaler, fortæller han.

Derfor har jeg den accent, jeg har. Den samme som på nyhedskanalerne, siger han, som hvis han var født og opvokset i Danmark i dag sikkert havde været en succesrig advokat, læge eller forretningsmand.

Verden kan synes uretfærdig, og nogen i den får aldrig en chance.

Abdul Khalid opholder sig på tredie år illegalt i Malaysia, mens hans kone og fem børn bor i Indien. Abdul er statsløs, og har ikke mindre end 58 gange skrevet til UN i Kuala Lumpur, hvor han har anmodet om et UN identitetskort, så han kan opholde sig legalt i landet.

Men de svarer mig overhovedet ikke, siger han. Hverken ja eller nej.

Så han bevæger sig fra skolen og hen til markedet, og alt andet, hvor han skal bruge et identitetskort, er han afskåret fra. Jeg ved af erfaring, at man for eksempel ikke kan køre i bus i Malaysia uden at vise pas eller identitetskort.
En gang var det UN, der betalte udgifterne til skolen for rohyngiabørnene, men det gør de ikke mere. Nu er det børnenes forældre, som betaler husleje, elektricitet, lærerlønninger, og hvad der ellers hører til for at holde en skole i gang. Og det er vel at mærke forældre, som arbejder til en ringe løn på restauranter, fabrikker eller i de store palmeolieplantager uden for Johor.

Vi mangler blandt andet computere til børnene, men det er der slet ikke penge til, siger Abdul Khalid, og jeg tænker med det samme på sidste vinters indsamling på Facebook til udgravning af en sø og køb af fisk på en skole i Mae Sot på grænsen mellem Myanmar og Thailand. Måske kunne det lade sig gøre igen, tænker jeg, men siger heldigvis ikke noget til Abdul Khalid.

image

Muhammed i indgangen til skolen for rohingyaer.

Interviewene tager lang tid, og når man først er blevet inviteret og bænket, kan man ikke bare sådan lige rejse sig op og gå. Til sidst holder min danske utålmodighed dog ikke længere, og det lykkes at få givet signal til Muhammed, som har siddet og underholdt sig med de andre rohingyamænd. Muhammed stortrives i Malaysia og har meget at fortælle om Danmark, sprogskolen, hvor han har lært dansk og sit arbejde med at reparere cykler.

Men nu rejser en mand i hvid skjorte sig pludselig op og går med en lille notesbog i hånden hen til UN-repræsentanterne. Han peger på bogen, hvor de skal skrive deres navne, og dernæst kommer han til mig og vil have mit navn, og han spørger, hvad jeg laver her. De andre har kun skrevet deres fornavne, så det gør jeg også. Det viser sig, at manden er fra sikkerhedspolitiet og gift med den kvindelige lærer på skolen. Muhammed forklarer ham, hvem jeg er, og han stiller sig tilfreds.

Har pludselig mistet lysten til en Facebookindsamling til computere her på stedet. Selv om jeg har den reneste samvittighed, er jeg ikke vant til blive kikket over skulderen af PET, og har lige som heller ikke lyst til det i Malaysia.

 

image

 


Skriv en kommentar

Monsunregn og mens vi venter på flodvandet

Stilhed. Bare helt, helt stille. Forsvundet er den hårde lyd af styrtregn, der slår på hustage og mod ruder, nu høres taktfaste hammerslag mod metal fra smeden rundt om hjørnet og så selvfølgelig trafikstøj fra gaden neden for. Men freden varer ikke længe.

image

Nøjagtig tyve minutter og det øser ned igen. Det er regntid på Borneo, og det sidste døgn har monsunregnen virkelig vist, hvad den kan, når den er værst. I aften under højvande er floden på den anden side af gaden i fare for at gå over sine bredder, og det er ikke første gang.

image Bor på Wo Jia Lodge i Main Bazaar kun et stenkast fra den flod, der løber gennem Kuching by i den malaysiske del af Borneo. Vandet i floden er de sidste timer steget faretruende, og ikke mindst butiksejerne i Main Bazaars overdækkede arkade holder vejret. Rassaq, en ung guitarspillende og fotograferende borneoer og en af værterne her på Wo Jia Lodge vandrer hele tiden frem og tilbage mellem computerspillet og vinduet i den kombinerede reception og opholdsstue. For 117. gang kontrollerer han vandstanden i floden. image Senere i øsende regnvejr møder jeg en englænder, som fortæller, at en politibetjent netop har fortalt, at i aften klokken ni vil vandet i floden stå så højt, at den måske vil gå over sine bredder. På trods af en kæmpe paraply og de overdækkede arkader er jeg gennemblødt, da jeg når tilbage til mit logi. Vandstanden er faldet, fortæller Rassaq, da jeg kommer op ad den smalle trappe til opholdsstuen. På grund af det kritiske niveau i vandstanden i floden har myndighederne tidligere i dag åbnet sluserne et godt stykke uden for byen, så vandet kan flyde ud i havet og ikke over sine bredder og op i byen. Jeg lærer, at når floden er brun og grumset og fyldt med plastikaffald og løsrevne vandplanter og strømmen er stærk som nu, er det, fordi sluserne mange kilometer væk er åbnet. Til gengæld har de små langbåde, der transporterer passagerer fra den ene side af flodbredden over til den anden svært ved at sejle i den stærke strøm.

 

image

 

Stemningen er lettet. Det blev ikke i aften, området omkring floden blev oversvømmet, men det øsregner stadig, og faren er bestemt ikke overstået. Under en stor paraply går en enlig nattevandrer i den svage belysning på stien langs floden. Da jeg kommer i seng, ved jeg ikke, hvad der er mest irriterende, lyden af det konstant løbende toilet på den anden side af min væg, eller den trommende regn på terrassens bliktag. Næste morgen da jeg vågner, er der stille. Utroligt stille. Ligger lidt og lytter. Venter på, at den vante lyd af trommende regn skal indfinde sig. Den udebliver. Senere på dagen køber jeg en engelsksproget avis, og ude på øen er der oversvømmelser. Folk er evakueret, og skoler er lukket i Sarawak distriktet, hvor Kuching ligger.

 

image

Francoise kan ikke lide regnvejr, og er han franskmand og chokeret over terrordrabene hjemme i Frankrig. Han er pensioneret pilot og har rejst verden rundt i sin camper siden 2007. Nord- og Sydamerika, Alaska og Canada og langs grænsen mellem Thailand og Burma, Vietnam og Cuba. Den nu snart 70-årige noble herre og globetrotter har sin bil parkeret i Kuala Lumpur, Malaysias store travle hovedstad. Han skal have fornyet sit pas på den franske ambassade, og det trækker ud. På grund af alle problemerne i Frankrig, grynter han. Bagpå bilen har han malet et fransk flag, der skal males over så snart, han er tilbage i Kua Lumpur. Francoise foretrækker solskin, og han bliver tydeligt rastløs i regnen. Vi aftaler at gå ud og spise om aftenen. Indtil da benytter jeg tørvejret til en tur med kameraet. Turister og lokale spadserer med sammenfoldede paraplyer på stien langs flodbredden. Gadefejere er i fuld gang med at feje blade, grene og andre efterladenskaber fra uvejret sammen. Når at få taget lidt billeder, før det igen begynder at regne. Først stille, så tager det igen fat, og styrter ned.   image   Sjoskende i vand går Francoise og jeg op til “den lille dame” for at spise. Den lille dame, fordi jeg lige netop er i øjenhøjde med hende, når jeg sidder ned. Vi bestiller noget af hendes vidunderlige kylling stegt i honning. For at holde regnen ude er der hængt et par store presenninger op foran hendes gadekøkken og de dertil hørende fire borde og stole. Vi sidder i tørvejr, imens det øser ned lige udenfor presenningerne. På vej tilbage til Wo Jia Lodge passerer vi en lukket butik med fyldte sække stablet op foran gitteret. I butikken ved siden af har den kvindelige butiksejer, hendes mand og børn og en bedstemor travlt med at flytte ting længere ind i butikken. Vi bliver budt på en kop risvin, og travlheden skyldes, at det i aften bliver King Tide, og de ikke skal have butikkens indhold af kunsthåndværk, souvenirs og tøj ødelagt, hvis vandet stiger i nat. -Hvad med alle de andre butiksejere, spørger jeg. De har tilsyneladende ikke ryddet butikken foran. -De tænker, det går nok, siger butiksejerens mand og skænker mere risvin op.

 

image

En mand dukker op, og Francoise og jeg bliver præsenteret. Han er medlem af Malaysias parlament og kan berette, at regnen vil vare ved mindst en uge. -Bare det ikke går så galt som i 2004, men hvad kan vi gøre, ingenting, siger han og trækker på skuldrene over de stadig kraftigere monsuner, Borneo oplever på grund af de igangværende klimaforandringer. Den næste dag skinner solen, og vandet i floden er faldet næsten en meter. Men faren er ikke overstået. De næste fem dage lover vejrudsigten mere regn, og så kommer det tilbagevendende fænomen King Tide. Monsunregnen stopper ved det kinesiske nytår, midt i februar.   image