Mændene flygter ofte alene fra Myanmar, men nogle har også kone og børn med. Så er der brug for en skole.

Ind ad døren til klasselokalet myldrer det pludselig med unge mænd. Magre, senede, de fleste kun store drenge med skarpt markerede ansigter og sorte i huden af at gå under den brændende sol. Fire repræsentanter fra UN i Malaysia venter i lokalet på at interviewe dem.

De unge mænd sætter sig på gulvet og venter på deres interview med UN i Malaysia.

Mændene lever alle illegalt i Malaysia. De tilhører en etnisk muslimsk mindretalsgruppe, rohingyaerne i Mynamar, og er inden for de seneste måneder ankommet som flygtninge til byen Johor i det sydlige Malaysia.

De godt tyve mænd sætter sig med korslagte ben på gulvet og venter på at blive kaldt op. Allermest ønsker de sig det eftertragtede UN-identitetskort, så de kan leve legalt i landet, arbejde, komme til lægen, når de er syge og i det hele taget færdes frit omkring. Af erfaring ved jeg, at der her i landet kræves et identitetskort bare for at købe noget så simpelt som en busbillet. Men det er ikke derfor UN-folkene er kommet. De er kommet for at høre deres historie og skabe sig et overblik over den store flygtningestrøm af rohingyaer, der er ved at blive et problem for Malaysia.

Muhammed med sin mor. De to har ike set hinanden i 26 år, og nu skal de snart sige farvel igen. Shofiq (tv) og en legekammerat.

Selv ankom jeg i forgårs til Johor fra Borneo. Muhammed, Masimah og Shofiq på snart fire år er en sidste gang på besøg hos Muhammeds mor og den familie, hun bor hos i Johor. Om tre dage rejser de tilbage til Rønne på Bornholm. Mens jeg har været på Borneo, har familien besøgt Masimahs mor, som var ankommet fra Cambodia til Malaysia for at se sin datter efter 16 år. Desværre mødte jeg aldrig Masimahs mor.

Ekstremt dårligt vejr på Borneo gjorde, at jeg ikke havde meget lyst til at sætte mig op i et Air Asia fly. Nu er vejret heldigvis blevet bedre, og jeg har benyttet chancen til at komme og sige farvel til familien, indtil vi igen ses hjemme i starten af april.

Det værste af monsunregnen er overstået, så nu kan Kasawakfloden være ganske idyllisk..

Men først synes Muhammed, som er rohingya og statsløs, at jeg skal se skolen for rohingyabørn i Johor, og derfor sidder vi nu i et klasseværelse på førstesal i et smalt hus et eller andet sted i Johor, omgivet af skolebørn, en mandlig og en kvindelig skolelærer, ledende medarbejdere fra Johors lokale Rohingyaforening, godt tyve unge mænd siddende med korslagte ben på gulvet og så de fire repræsentanter for UN.

Men først lidt fakta. Siden 2011 er et stort antal rohingyaer flygtet til Malaysia. Som en muslimsk mindretalsgruppe har rohyngiaerne altid været ugleset i det buddhistiske Burma, og de senere år er der decideret foregået en etnisk udrensning. I overfyldte både går flugtruten over Den Bengalske Bugt til Thailand, væk fra de burmesiske soldaters nedbrænding af deres huse og landsbyer, voldtægt af deres kvinder, drab og vilkårlige fængslinger og tortur. Mindst 20.000 flygtninge er druknet undervejs, og hvis og når de ankommer til Thailand venter nye udfordringer, inden de når det muslimske Malaysia, hvor rohyngiaerne lige netop er tålte.

Abdul Khalid er lærer på skolen for rohingyaer og bor illegalt i Malaysia.

Abdul Khalid er lærer her på skolen og selv rohyngia. Han er en høj flot mand i midten af fyrrerne, velklædt med pressefolder i bukserne og nystrøget skjorte. Velbegavet og taler et glimrende engelsk, som han har lært sig ved hjælp af amerikanske nyhedskanaler, fortæller han.

Derfor har jeg den accent, jeg har. Den samme som på nyhedskanalerne, siger han, som hvis han var født og opvokset i Danmark i dag sikkert havde været en succesrig advokat, læge eller forretningsmand.

Verden kan synes uretfærdig, og nogen i den får aldrig en chance.

Abdul Khalid opholder sig på tredie år illegalt i Malaysia, mens hans kone og fem børn bor i Indien. Abdul er statsløs, og har ikke mindre end 58 gange skrevet til UN i Kuala Lumpur, hvor han har anmodet om et UN identitetskort, så han kan opholde sig legalt i landet.

Men de svarer mig overhovedet ikke, siger han. Hverken ja eller nej.

Så han bevæger sig fra skolen og hen til markedet, og alt andet, hvor han skal bruge et identitetskort, er han afskåret fra. Jeg ved af erfaring, at man for eksempel ikke kan køre i bus i Malaysia uden at vise pas eller identitetskort.
En gang var det UN, der betalte udgifterne til skolen for rohyngiabørnene, men det gør de ikke mere. Nu er det børnenes forældre, som betaler husleje, elektricitet, lærerlønninger, og hvad der ellers hører til for at holde en skole i gang. Og det er vel at mærke forældre, som arbejder til en ringe løn på restauranter, fabrikker eller i de store palmeolieplantager uden for Johor.

Vi mangler blandt andet computere til børnene, men det er der slet ikke penge til, siger Abdul Khalid, og jeg tænker med det samme på sidste vinters indsamling på Facebook til udgravning af en sø og køb af fisk på en skole i Mae Sot på grænsen mellem Myanmar og Thailand. Måske kunne det lade sig gøre igen, tænker jeg, men siger heldigvis ikke noget til Abdul Khalid.

Muhammed i indgangen til skolen for rohingyaer.

Interviewene tager lang tid, og når man først er blevet inviteret og bænket, kan man ikke bare sådan lige rejse sig op og gå. Til sidst holder min danske utålmodighed dog ikke længere, og det lykkes at få givet signal til Muhammed, som har siddet og underholdt sig med de andre rohingyamænd. Muhammed stortrives i Malaysia og har meget at fortælle om Danmark, sprogskolen, hvor han har lært dansk og sit arbejde med at reparere cykler.

Men nu rejser en mand i hvid skjorte sig pludselig op og går med en lille notesbog i hånden hen til UN-repræsentanterne. Han peger på bogen, hvor de skal skrive deres navne, og dernæst kommer han til mig og vil have mit navn, og han spørger, hvad jeg laver her. De andre har kun skrevet deres fornavne, så det gør jeg også. Det viser sig, at manden er fra sikkerhedspolitiet og gift med den kvindelige lærer på skolen. Muhammed forklarer ham, hvem jeg er, og han stiller sig tilfreds.

Har pludselig mistet lysten til en Facebookindsamling til computere her på stedet. Selv om jeg har den reneste samvittighed, er jeg ikke vant til blive kikket over skulderen af PET, og har lige som heller ikke lyst til det i Malaysia.