anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier


2 kommentarer

En lille dreng, en helikopter og så farvel fra mig

 

 

image

Mig i fuld firspring.

 

Hej, kan I huske mig? Aprilia, så er jeg her endelig igen.

Er godt nok sur på min plejemor lige nu. Hun har bare så travlt hele tiden, fordi hun skal pakke sammen til vinteren og ordne have, siger hun. Så selv om jeg har noget at fortælle jer, siger hun bare, at hun ikke har tid lige nu til at trykke på tasterne, så jeg kan få fortalt det, jeg gerne vil. Æv, bare fordi man er en lille hund, er det da lige så vigtigt, at jeg har noget at sige, som at hun skal pakke.

image

Mig, der er ved at undersøge, om der er noget interessant for mine jagtinstinkter.

Nu jeg er ved det der med, at hun lige pludselig har så travlt. Forleden da hun passede os, havde hun pludselig ikke tid mere. Først måtte jeg og min hundemor Avild a sidde i laaang tid ude i hendes bil foran sygehuset. Da hun så endelig, havde hun en lille dreng med, som bare snakkede hele tiden. Vi måtte om i bagagerummet, selv om vi på det sidste har fået lov til at sidde på passagersæderne, men der i barnestolen, som Avilda er så glad for at sidde i, skulle drengen nu sidde.

Mens vi kørte, snakkede og snakkede den der lille dreng, om en helikopter, så jeg blev helt vildt træt i mine ører, og min plejemor snakkede kun med ham, ikke med mig. Så ringede min mor heldigvis, og sagde, at vi kunne være hos min mors familie, for min plejemor skulle sove inde hos drengen, og så var det svært for hende, at vi også var der, forståes. Jeg siger bare, det er da meget godt, at hun kan tage sig af alle mulige andre, men hvad med mig?

Vi havde ellers haft det hyggeligt, indtil vi kom ind på det sygehus. Havde været i skoven, som vi plejer, og jeg så et egern højt oppe i træerne, eller også var det Avilda, der så det først. Min plejemor havde ihvertfald ikke set det, før jeg sagde vuf og trak i snoren, så hun var ved at vælte. Den dumme snor, nej, hvor ville jeg gerne have spænet efter det egern, højt op i et træ. Jeg er meget dygtig til at få øje på et jagtbytte. Det var anden gang, jeg fik øje på et egern højt oppe i et træ, mens min plejemor ikke havde set det.

Jeg skal flytte til Jylland, hvor min mor arbejder, og min plejemor kan ikke passe os mere, fordi hun skal ud at rejse. Og så siger hun, at hun savner mig, når jeg ikke er der. Hvem tror på det? Men hun siger, at vinteren på Bornholm er så lang og kold, og at hun godt kan lide at komme ud i verden. Hun kan åbenbart bedre lide verden end mig. Så det er sidste gang, jeg skriver. I må allesammen have det godt, og tak fordi I har gidet læse om, hvad en lille hund som mig går og laver.

 

image

Mig og min hundemor Avilda i slåskamp.

 

Reklamer