Uuuh, hvor er jeg bange, uuuh. Der er nogen, som hele tiden skyder. Uuuh. Jeg bliver så bange, at jeg må ligge her under min plejemors dyne i campingvognen og gemme mig. Uuuh. Det synes jeg er for dårligt, når nu jeg endelig er kommet på ferie på Bornholm. Bang siger det hele tiden. Bang. Uuuh, hele min krop ryster næsten. Lige som Buster. Buster i campingvognen over for min plejemors er så bange, at han ryster og har gemt sig i den røde bil, siger min plejemor. Uuuuh. Og mig som har glædet mig så meget til at komme på ferie hos min plejemor på Bornholm. Men nu er det ikke spor sjovt. Jeg vil næsten hellere hjem igen. Uuuh! hvor er jeg altså bare bange.

Ja, så må jeg tilbringe min ferie her i campingvognen under dynen.

Knud siger, de skyder lerduer. Knud holder med os hunde, så han er kørt ud for at finde ud af, hvem det er, der skyder lerduer.

Bang, siger det igen. Uuuh.

“Det er jo Wild West her på Bornholm,” sagde Knud, og så kørte han i sin grå bil. Hvis de ikke holder op, vil han ringe til politiet. Han siger, at man må ikke skyde lerduer hver aften og lave ballade, så os hunde bliver så bange. Uuuh……

Min hundemor Avilda er ligeglad med, at de skyder lerduer. Det forstår jeg ikke. Hun ligger bare og sover i kurvestolen med det flotte vævede tæppe, min plejemor siger, hun en gang har købt i Mali i Afrika. Jeg kunne da godt tænke mig at komme til Mali i Afrika. Hvis bare ikke de skyder lerduer i Mali i Afrika. Ihvertfald har jeg slet ikke lyst til at være her på campingpladsen. Uuuh. Jeg kan ikke forstå, at de har så mange lerduer. De må da snart være døde allesammen.

Tænk, at man skal udsættes for sådan noget i sin ferie. Dumme lerduer. Uuuh.

Jeg er på ferie her på Bornholm og skal være her i fjorten dage. Jeg ankom med færgen i går. Hvad siger du så? Er jeg ikke heldig? Kan du forresten huske mig? Plejebarnet mens min mor var på arbejde i Jylland. Aprilia, den Dansk-Svenske gårdhund med den flotte stamtavle og de fine jagtinstinkter.

Min rigtige mor har heldigvis mere forstand på hunde end min plejemor.

Jeg blev bare så glad for at se min plejemor igen, så jeg sprang op ad hende og slikkede hende i ansigtet. Men hun sagde puh ha og vente hovedet væk. Jeg blev bare så skuffet. Avilda var også glad og sprang op ad hende. Vores plejemor har altså ikke meget forstand på os hunde. Det er da klart, at vi springer op ad hende og vil slikke hende i ansigtet, når vi nu er så glade for at se hende. Men sådan noget forstår hun bare ikke. Hun burde lære hundesprog.

Hun har været ude at rejse hele vinteren, siger hun. Hun har været på Borneo i regnvejr. Det bare regnede og regnede, fordi der var monsunregn. Og ved du hvad? Hun synes, det var hyggeligt med alt det regnvejr, og hun siger, at hun savner det en lille smule. Forstår du det? Hun er nu mærkelig. Jeg kan ikke fordrage regnvejr, for så bliver min fine sarte pels våd, og jeg kommer til at fryse, og skal ligge her under dynen for at få varmen.

Åååh, nu skyder de igen. Hvis altså bare de ville stoppe med at skyde de lerduer. Det kan da ikke være så vigtigt at få skudt de lerduer. I Jylland hvor jeg bor skyder man ikke lerduer. Jeg har ihvertfald aldrig hørt det. Men det er nok, fordi det er Wild West her på Bornholm. Knud siger, at menneskene i Jylland er mere civiliserede.

Aros, han tror åbenbart, at han har mere ret til min plejemor, end jeg har.

Aros bor her stadigvæk. Du ved, Knuds store hanhund. Ham er jeg lidt sur på. Når han ligge i sin bil og min plejemor kommer, begynder han at pibe, fordi hun skal hilse på ham og give ham en godbid. Det er da mig, der har førsteret på vores plejemor. Jeg kendte hende først. Han kan bare gå væk, ja han kan.

Jeg prøver på at være meget sød, når nu jeg er feriebarn. Når Avilda og jeg skal ud af bilen, har min plejemor fundet på noget nyt. Så vi ikke stikker af, siger hun.

Først åbner hun bagsmækken en lille smule. Så stikker hun hånden ind og får fat i hundesnoren, og så åbner hun helt, og vi kan springe ud. Når vi så er ude af bilen, får vi en godbid. Bare en lille bitte kiks. Vi får aldrig mere hamburgerryg. Det er ærgerligt for mig, for jeg synes, hamburgerryg er det bedste af al ting. Godbidderne ligger i en plastikpose på bagsædet og en gang imellem glemmer vores plejemor, at vi skal have godbidder. Men så minder jeg hende om det og trækker hende hen til døren.

“Nåh, ja. Jeg glemte en godbid,” siger hun så og åbner døren og tager posen med godbidder. Og så får vi gerne to. Jeg er nu meget glad for vores plejemor.

Så er mig og Aprilia tilbage her på campingpladsen.

Men nu siger hun, at hun ikke har tid mere til at skrive, hvad jeg fortæller dig, så jeg skal slutte nu. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil skrive om næste gang, for jeg har jo ikke været her så længe, og der er ikke sket så meget endnu. Men jeg lover dig, at jeg laver noget ballade her på campingpladsen, som jeg kan skrive om.

Jeg kan lige nå at fortælle, at Knud har ringet til politiet. De siger bare, at man gerne må skyde lerduer, hvis man har jagttegn. Bornholm er da Wild West, synes du ikke? Nu vil Knud prøve med miljøet og kommunen, hørte jeg ham sige til min plejemor.

Det er vel nok godt, at Knud tænker på os hunde, når alle mennesker og politiet er ligeglade.

Vi er ude at gå tur.

Mig i fuld firspring.

Hej, kan I huske mig? Aprilia, så er jeg her endelig igen.

Er godt nok sur på min plejemor lige nu. Hun har bare så travlt hele tiden, fordi hun skal pakke sammen til vinteren og ordne have, siger hun. Så selv om jeg har noget at fortælle jer, siger hun bare, at hun ikke har tid lige nu til at trykke på tasterne, så jeg kan få fortalt det, jeg gerne vil. Æv, bare fordi man er en lille hund, er det da lige så vigtigt, at jeg har noget at sige, som at hun skal pakke.

Mig, der er ved at undersøge, om der er noget interessant for mine jagtinstinkter.

Nu jeg er ved det der med, at hun lige pludselig har så travlt. Forleden da hun passede os, havde hun pludselig ikke tid mere. Først måtte jeg og min hundemor Avild a sidde i laaang tid ude i hendes bil foran sygehuset. Da hun så endelig, havde hun en lille dreng med, som bare snakkede hele tiden. Vi måtte om i bagagerummet, selv om vi på det sidste har fået lov til at sidde på passagersæderne, men der i barnestolen, som Avilda er så glad for at sidde i, skulle drengen nu sidde.

Mens vi kørte, snakkede og snakkede den der lille dreng, om en helikopter, så jeg blev helt vildt træt i mine ører, og min plejemor snakkede kun med ham, ikke med mig. Så ringede min mor heldigvis, og sagde, at vi kunne være hos min mors familie, for min plejemor skulle sove inde hos drengen, og så var det svært for hende, at vi også var der, forståes. Jeg siger bare, det er da meget godt, at hun kan tage sig af alle mulige andre, men hvad med mig?

Vi havde ellers haft det hyggeligt, indtil vi kom ind på det sygehus. Havde været i skoven, som vi plejer, og jeg så et egern højt oppe i træerne, eller også var det Avilda, der så det først. Min plejemor havde ihvertfald ikke set det, før jeg sagde vuf og trak i snoren, så hun var ved at vælte. Den dumme snor, nej, hvor ville jeg gerne have spænet efter det egern, højt op i et træ. Jeg er meget dygtig til at få øje på et jagtbytte. Det var anden gang, jeg fik øje på et egern højt oppe i et træ, mens min plejemor ikke havde set det.

Jeg skal flytte til Jylland, hvor min mor arbejder, og min plejemor kan ikke passe os mere, fordi hun skal ud at rejse. Og så siger hun, at hun savner mig, når jeg ikke er der. Hvem tror på det? Men hun siger, at vinteren på Bornholm er så lang og kold, og at hun godt kan lide at komme ud i verden. Hun kan åbenbart bedre lide verden end mig. Så det er sidste gang, jeg skriver. I må allesammen have det godt, og tak fordi I har gidet læse om, hvad en lille hund som mig går og laver.

Mig og min hundemor Avilda i slåskamp.

Hej, Så er jeg her igen. Renvasket og mæt.

Min mor siger, jeg har utøj, og jeg er blevet vasket i uhyreshampoo. Ja, sådan hedder det altså i Sverige. Min plejemor siger, jeg måske har fået uhyrerne i hendes bil, fordi hun altid har travlt med at køre haveaffald, når hun ikke lige passer os. Og det skulle være der, uhyrerne gemmer sig. I haveaffaldet. Jeg ved snart ikke.

Forstår ikke, hvorfor hun har så meget haveaffald, så hun hele tiden skal fylde bilen op med alt det skidt. Det er, fordi hun har en vild have, siger hun, og så er der meget ukrudt og mange gamle grene og blomster, der skal køres væk. Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke bare kan have en have, der ser ud som hendes nabos have. I hans have står alting i lige rækker, og der vokser aldrig ukrudt. Hans have ser da så pæn ud, men min plejemor siger, at sådan en have vil hun ikke have. Den er altfor kedelig, og der er ikke plads til fantasien, siger hun. Hvad hun så mener med det?

Jeg tror også gerne, hendes nabo ville have, at hun havde sådan en have som ham. Han ser altid meget utilfreds ud, når han kikker ind i min plejemors have. Min mor har også en kolonihave lidt længere nede af vejen. Hun har kun spiselige blomster i sin have. Ja, folk kan være lidt underlige med deres haver.

Kan I forøvrigt gætte, hvor jeg er lige nu?

Min plejemor har fået en ordentlig seng, hvor vi alle sammen, mig, min hundemor Avilda og min plejemor kan være under dynen. Jeg fortalte, hvordan det altid var mig, der skulle skubbes ud, da hun fik en ny campingvogn og en smal seng. Jeg skulle ligge på en anden seng ved siden af under et tæppe. Lige til at blive forkølet af for en lille en som mig. Men nu er hun også blevet træt af det, siger hun, og har lavet sig en stor seng. Det er jeg glad for. Nu ligger vi alle sammen under en dejlig varm dyne hele natten. Lige som når jeg er hos min mor.

Sidste gang, jeg fortalte om mit liv, skrev jeg, hvordan jeg sad fast i et brombærkrat, og derfor skal jeg nu være i snor hele tiden. Øv, øv, øv. Skal love for, hun passer godt på mig. Så godt at jeg har været ved at brække benene to gange, fordi hun har fundet på, at jeg skal bindes, når jeg kører i bil, så jeg ikke længere bare kan springe ud, når hun åbner bagsmækken. Min plejemor bandt snoren til sikkerhedsselen i bilen, men jeg glemte da, at der var indført nye regler og sprang bare ud af bilen, som jeg plejer. Men fordi jeg nu var bundet, væltede jeg ud, så snoren viklede sig om mine ben. Da jeg havde gjort min entre et par gange på den nye måde, kunne hun godt se, at der kunne ske en ny ulykke. Men så fandt hun på noget andet.

Eller nabo-Knud gjorde. Han er noget klogere på hunde end min plejemor. Jeg hørte ham sige, at hun skulle sige “sit” til os, før hun åbnede bagsmækken, og hvis vi ikke gjorde, som hun sagde, så skulle hun bare gå sin vej. Så prøvede hun det. Jeg fandt da hurtigt ud af, hvad det gik ud på. Det har min mor lært mig for længe siden, så nu synes alle her, at vi er meget dygtige, fordi vi er så velopdragne. Ja, jeg siger bare, jeg kan da ikke vide, hvad jeg skal gøre, før hun fortæller mig det.

Jeg er den mest velopdragne. Avilda vender bare hovedet den anden vej og lader som ingenting, når vores plejemor står uden for og siger “sit”. Når vi så sidder pænt begge to, får vi af de her godbidder, der ligner et kødben, men ikke er det, som vores plejemor har købt i Kvickly. Jeg forstår ikke, hvorfor vi aldrig får hamburgerryg mere? Bevares, kødbensgodbidderne smager også godt, men hamburgerryg var nu bedre.

Næste gang vil jeg fortælle om et helt nyt liv, jeg skal til at leve. Spændende ikke?

Mig med frakke på.

Hej. Så er jeg her igen. Mig Aprilia, gadekrydset fra Bornholm. Mig Aprilia, som troede, jeg var en ægte Dansk-Svensk gårdhun d, men så ikke er andet end en bastard. Min mor kunne se, hvordan min hale hang, efter hun havde sagt det til min plejemor, men så trøstede hun mig, og sagde, at der vist nok langt tilbage i min slægt var en King Charles Cockerspaniel og en Granddanois og måske også en blodhund, sagde min mor. Hvad siger I så? Er det ikke fint? Så kan jeg da meget godt være mig selv bekendt alligevel, tænker jeg.

Det var mine jagtinstinkter, der bragte mig i en frygtelig ulykke den anden dag. Ja, jeg kunne være død. Det var på campingpladsen hos min plejemor, og hvis ikke Knud og hans svoger Thomas fra Sverige havde været der, så ved jeg ikke, hvad der var sket. Min plejemor er ihvertfald ikke meget bevendt, når jeg kommer i uføre.

Vi havde været i Gudhjem, og da vi kom tilbage, og min plejemor åbnede bagsmækken på bilen, så jeg mit snit til at stikke af. I ved, hvor hurtig jeg er, og jeg løb med hundred kilometer i timen med sele og min frakke på. Ved ikke, hvorfor jeg skal gå med den dumme frakke, men min plejemor mener, jeg fryser.

Jeg havde fået færden af en hare, og da jeg kom til et stort krat, løb jeg ind i det. Der var en masse torne, og det var godt, jeg havde frakke på, for ellers kunne jeg ikke løbe så langt ind i krattet. Pludselig satte den dumme sele sig fast, og jeg hev og sled for at komme fri.

Birthe – Thomas kone – med alle os hunde.

Jeg var bare så bange, som jeg aldrig har været før, og jeg peb og hver gang jeg peb, kunne jeg høre Avilda min hundemor pibe, fordi hun ville ned til mig, og min plejemor kaldte på mig, men jeg kunne ikke komme fri. Der gik frygtelig lang tid, før jeg så et par menneskeben langt inde i krattet. Det var svenske Thomas. Det kan godt være, at nogen danskere synes, svenskerne er dumme med deres valg og Sverigesdemokraterne og alt det, men jeg synes, de er noget så rare over for os hunde, og jeg kan godt lide dem. Så ved I det.

Da Thomas og Knud nåede helt ned til mig, var jeg bare så bange, at jeg sprællede, da Knud tog mig op, og han kunne næsten ikke holde mig, har han fortalt min plejemor. De sagde også, at de måtte klippe sig gennem et højt brombærkrat med en rosensaks, og først da de havde klippet femten meter krat væk, nåede de ind til mig. Thomas havde blod løbende ned ad arme og ben, og så farlig ud, men heldigvis var der ikke sket noget med mig.

Ja, og så da jeg kom hjem til min mor, og hun lukkede mig ud midt om natten for at tisse, var der en dum kat i min have. Jeg gøede af den, og den slog mig i hovedet, så nu ligger jeg bare herinde i min mors seng under hendes dyne og går aldrig ud mere. Æv for et hundeliv.

Mig og min mor.

Hej igen. Har I savnet mig, for jeg har savnet jer? Jeg har ikke skrevet et stykke tid, fordi jeg har været hos min mor, mens min plejemor har passet hunde og katte på en gård i Neksø, men nu er jeg og min hundemor Avilda tilbage her på campingpladsen.

Mens vi var væk, har min plejemor lavet en hundegård. Vist nok for at jeg ikke skal stikke af, men den var da nem at slippe ud af. Der var et hul i hækken, jeg kendte i forvejen, så jeg var hurtigt ude og spænede med hundred kilometer i timen rundt i nogen haver og på en stor græsplæne. Avilda løb efter mig, selv om hun nu ikke er så dygtig til at løbe stærkt som mig. Til sidst løb jeg tilbage til min plejemor, men det var en stor skuffelse. Sidste gang hun passede os, fik jeg hamburgerryg, når jeg kom tilbage. Nu fik jeg bare to bitte små hundekiks, der skulle ligne kødben, men slet ikke var det. De smagte da også godt, men var altså ikke det samme som hamburgerryg. Avilda kunne ikke lide dem, og jeg kunne se på hende, at hun også havde forventet noget bedre.

Vores plejemor satte et hegn op, hvor hullet var, og så slap hun os løs i gården igen. Kan I gætte, hvad jeg gjorde? Nemlig, fandt da bare et nyt hul. Udbryderkongen kalder de mig nu her på campingpladsen. Flot navn, ikke? Nu skal jeg stå bundet hele tiden. Æv for et hundeliv. Det er ikke, fordi jeg ikke vil være sød, at jeg stikker af. Det vil jeg meget gerne, men her ude på landet er der bare så mange gode dufte, der pirrer mine jagtinstinkter, at jeg bare ikke kan lade være.

Mens min mor var her hjemme på Bornholm, fik jeg en meget stor skuffelse. Jeg blev rigtig ked af det, og er slet ikke kommet mig over det endnu. Min mor fortalte min plejemor, om dengang jeg blev født, hvor jeg nær var død. Vi var tre hundehvalpe, der alle skulle ud af min hundemor Avilda. Jeg var meget større end alle de andre, og var den sidste til at blive født. Fordi jeg var så stor, og min hundemor ikke er ret stor, kunne hun næsten ikke føde mig. Da de to første var kommet ud, var hun bare så træt. Min mor, som er dyrlæge og ved noget om hundefødsler, gav hende noget kalk og druesukker og lod hende hvile lidt. Da hun var blevet lidt frisk igen, masserede min mor hende på maven, for at jeg kunne komme ud, og så smuttede jeg ud til denne verden. Frisk og stærk og parat til at lave en masse ballade.

Da min mor fortalte min plejemor det, sagde hun også, at jeg slet ikke er en ægte Dansk-Svensk gårdhund, men at jeg er noget så simpelt som et gadekryds. Jeg havde mest lyst til at holde poterne for ørerne, så jeg ikke kunne høre mere af, hvad hun sagde. Hvor blev jeg bare skuffet. Avilda er heller ikke en ægte Dansk-Svensk gårdhund. Hun er også bare et gadekryds. Øv.øv.øv. Jeg tror, jeg har fået et psykisk knæk, for jeg bliver stadig så ked af det, hver gang jeg kommer til at tænke på det.

Næste gang vil jeg fortælle om to helt forfærdelige ting, der er hændt mig, noget med et brombærkrat og så har jeg mødt en rigtig dum kat. Hej, vi ses.

Mig i midten, da jeg var lille.

Hej, kan I huske mig, Aprilia, den Dansk-Svenske gårdhund på Bornholm? Mig plejebarnet, mens min mor er på arbejde i Jylland?

Nu er jeg her igen og måske skal jeg først fortælle, hvordan jeg bor, når jeg er hos min plejemor, for sådan har jeg aldrig boet før. Jeg bor på en campingplads i en campingvogn et sted, hvor der er andre campingvogne og andre hunde. Synes, det er lidt underligt at bo sådan, men vores plejemor siger, det er, fordi hun skal ud at rejse til vinter. Første gang vi var her, boede vi i en lille campingvogn, men nu er det en stor en med masser af plads. Jeg kunne bedre lide den lille, for der var en stor seng, hvor jeg kunne ligge under min plejemors dyne om natten.

Men ved I hvad? Nu siger hun, at den nye seng er for smal til os alle tre, så jeg skal ligge på en seng ved siden af og fryse, mens min hundemor Avilda får lov at ligge under hendes dyne. Snyyydt. Hun siger, jeg er den største og fylder så meget, og at der ikke er plads til os alle tre, og at hun ikke kan sove, når vi er så mange i hendes seng. Jeg tror aldrig, jeg i mine tre leveår, er blevet behandlet på den måde. Vores rigtige mor kunne aldrig finde på det, selv om jeg hørte hende sige, at det var godt Avilda en gang imellem fik mest opmærksomhed, for ellers er det altid mig, der får al opmærksomheden, fordi jeg er som en teenager, sagde min mor. Æv for et hundeliv.

Der er sket en rigtig god ting, siden jeg var her sidst. Min plejemor har været i Netto og købt en masse hamburgerryg, og hvis jeg stikker af, får jeg hamburgerryg, når jeg kommer tilbage. Så jeg stikker af, så tit jeg kan komme afsted med det, for jeg elsker hamburgerryg. Hvis jeg er længe væk, får jeg to stykker, fordi hun bliver så mange for, at jeg er kørt ned af en bil. Så jeg har lært at trække tiden ud, men I må ikke fortælle hende det, for så er det bare slut med hamburgerryggen. Og så har jeg været på Gudhjem Universitet.

Det var bare så kedeligt. Slet ikke et sted for en Dansk-Svensk gårdhund med veludviklede jagtinstinkter. Forstår ikke, hvordan min plejemor kan finde på at tage mig med sådan et sted hen. Hun sagde, hun skulle overføre nogen billeder af mig til computeren, fordi hun skulle bruge dem til alt det, jeg fortæller jer.

For at komme op til dette Universitet skulle vi op ad en lang stejl trappe. Vi kom ind i et rum, hvor der ikke var så meget som en dyne eller et tæppe at ligge på. Jeg kunne mærke med det samme, at det her ikke var et sted for en Dansk-Svensk gårdhund. Avilda gad heller ikke være der.

Jeg fik den ide at forstyrre min plejemor hele tiden. Stille mig på bagbenene og lægge poterne i hendes skød og bare kikke på hende med mine smukke brune øjne. Avilda bakkede mig op. Hun gjorde det samme, men vores plejemor kan desværre være meget tungnem. Det varede en evighed, inden hun sagde: OK da, jeg får vist ikke lavet mere i dag, og hun pakkede sammen, og vi gik.

Bagefter kørte vi ud i skoven. Meget mere passende for en Dansk-Svensk gårdhund, må jeg sige. Det er sidste gang, jeg går med på Gudhjem Universitet.

Jeg skal lige nå at fortælle, inden hun slukker for computeren, at jeg kan noget, Avilda ikke kan. Jeg kan stå på to ben i rigtig lang tid. Det kommer sig af mine jagtinstinkter. Når jeg står på to ben, bliver jeg højere og kan bedre skue ud over markerne efter et jagtbytte, når vi går tur. Min plejemor bor ude på landet, og her er rigtig mange harer. Ærgerligt for mig og mine jagtinstinkter, at jeg altid skal gå i snor.

Og så kan jeg også tisse, samtidig med at jeg løber hundred kilometer i timen. Når jeg en gang imellem får lov at løbe løs, eller det lykkes mig at stikke af, og jeg så spæner og skal tisse, løfter jeg bare begge bagben og hopper så og tisser samtidig.

Er jeg ikke dygtig? Håber I vil læse med næste gang, når jeg skriver.

Goddag, jeg er en Dansk-Svensk gårdhund, mit navn er Aprilia, og så er jeg tre år. Min mor siger, jeg opfører mig som en teenager. Hun siger, jeg er sådan: MIG, MIG, MIG, hele tiden. Min mor har fået arbejde i Jylland, og da jeg bor på Bornholm, bliver jeg og min hundemor Avilda passet hos min plejemor de dage, hvor min mor arbejder.

Min mor er klog på Dansk-Svenske gårdhunde, for hun er dyrlæge, mens min plejemor ikke ved ret meget om min race. Det synes, jeg er dårligt. Hun kan jo bare google mig, hvis hun nu gad sætte sig bare lidt ind i mine mange fortrinligheder. Så vil hun få kendskab til mine helt specielle jagtinstinkter og mine helt specielle evner til at jagte kaniner, harer og fugle. Hun vil også kunne læse, at jeg er livlig, vagtsom og intelligent, og at min stamtavle går helt tilbage til vikingetiden.

Det her skal handle mest om, når jeg er hos min plejemor. Når jeg er hos hende, skal jeg være i snor, når vi går tur. Hvor imod Avilda ALTID får lov at løbe løs. Jeg siger jer, der er ikke noget mere sygt end at gå tur i en snor, og jeg hader, at hun gør forskel på os. Det er ikke særlig hundepædagogisk, synes jeg.

Men idag skiftede hun så pludselig mening – uden et ord.

Vi gik nede på den der strandsti, hvor vi har været før, og hvor der er en masse krat, da hun tog snoren af mig. I kan slet ikke forestille jer den frihed, jeg følte. Jeg spænede afsted og nej, hvor jeg løb, ud stien og ned på stranden og ind mellem hyben- og brombærbuske, der stak i min pels. En Dansk-Svensk gårdhund har ikke ret meget pels, og det er derfor sådan nogen tjørne stikker, så det gør rigtig ondt, siger min rigtige mor. Jeg er også mere sart end Avilda, fordi jeg har endnu mindre pels end hende. Det er også derfor, jeg så nemt fryser, og helst skal ligge under min mors eller min plejemors dyne om natten.

Jeg sørgede – det meste af tiden – for at komme, når min plejemor kaldte, og hun roste mig hver gang, men jeg fik ingen godbid, som min rigtige mor giver mig. Tror det er noget, min mor har lært hende, det med at rose mig, for ellers ved hun ikke ret meget om hunde, kan jeg mærke, selv om hun – bevares – da gør sit bedste. Hun ved mere om katte, siger hun. Jeg elsker at jagte katte, og en dag nede på stranden så Avilda en, og hun stak af op i nogen villahaver. Jeg blev grøn af misundelse og trak og trak i den forbistrede snor, mens min plejemor halsede bagefter mig og råbte: Avilda, Avilda.

Mens vi nu spænede ud af strandstien, nakkede Avilda en due. Den var bare så sløv. Enhver god Dansk-Svensk gårdhund kunne da nakke den – bare lidt ærgerligt at det ikke var mig. Normalt er Avilda og mig de bedste venner, og vi enedes om at bide den ihjel sammen. Avilda ville have duen med hjem, men det måtte hun ikke. Øv. Vores plejemor har nu ikke særlig meget forstand på Dansk-Svenske gårdhunde, jagtinstinkter, og hvordan vi behandler et jagtbytte.

Bagefter skulle vi vente i hendes blå bil, mens hun skulle et eller andet. Det var også udmærket, indtil hun hentede os, og vi skulle stå bundet i en gård med en masse triste og halvvisne blomster. Da det begyndte at regne, peb vi og kradsede på en hvid, nymalet dør, indtil hun kom, og vi blev smaddervåde på vej ud i bilen, selv om vi skyndte os. Nu ligger jeg her i mit plejehjem under mit tæppe og ryster af kulde, og jeg er også bange for det buldrer et eller andet sted fra. Sikke et hundeliv. Øv.

Håber du vil læse med næste gang, hvor jeg vil fortælle om en stor uretfærdighed mod mig, et slot på en campingplads og en vildtvoksen kolonihave.