Hej, kan I huske mig, Aprilia, den Dansk-Svenske gårdhund på Bornholm? Mig plejebarnet, mens min mor er på arbejde i Jylland?

Nu er jeg her igen og måske skal jeg først fortælle, hvordan jeg bor, når jeg er hos min plejemor, for sådan har jeg aldrig boet før. Jeg bor på en campingplads i en campingvogn et sted, hvor der er andre campingvogne og andre hunde. Synes, det er lidt underligt at bo sådan, men vores plejemor siger, det er, fordi hun skal ud at rejse til vinter. Første gang vi var her, boede vi i en lille campingvogn, men nu er det en stor en med masser af plads. Jeg kunne bedre lide den lille, for der var en stor seng, hvor jeg kunne ligge under min plejemors dyne om natten.

Men ved I hvad? Nu siger hun, at den nye seng er for smal til os alle tre, så jeg skal ligge på en seng ved siden af og fryse, mens min hundemor Avilda får lov at ligge under hendes dyne. Snyyydt. Hun siger, jeg er den største og fylder så meget, og at der ikke er plads til os alle tre, og at hun ikke kan sove, når vi er så mange i hendes seng. Jeg tror aldrig, jeg i mine tre leveår, er blevet behandlet på den måde. Vores rigtige mor kunne aldrig finde på det, selv om jeg hørte hende sige, at det var godt Avilda en gang imellem fik mest opmærksomhed, for ellers er det altid mig, der får al opmærksomheden, fordi jeg er som en teenager, sagde min mor. Æv for et hundeliv.

Der er sket en rigtig god ting, siden jeg var her sidst. Min plejemor har været i Netto og købt en masse hamburgerryg, og hvis jeg stikker af, får jeg hamburgerryg, når jeg kommer tilbage. Så jeg stikker af, så tit jeg kan komme afsted med det, for jeg elsker hamburgerryg. Hvis jeg er længe væk, får jeg to stykker, fordi hun bliver så mange for, at jeg er kørt ned af en bil. Så jeg har lært at trække tiden ud, men I må ikke fortælle hende det, for så er det bare slut med hamburgerryggen. Og så har jeg været på Gudhjem Universitet.

Det var bare så kedeligt. Slet ikke et sted for en Dansk-Svensk gårdhund med veludviklede jagtinstinkter. Forstår ikke, hvordan min plejemor kan finde på at tage mig med sådan et sted hen. Hun sagde, hun skulle overføre nogen billeder af mig til computeren, fordi hun skulle bruge dem til alt det, jeg fortæller jer.

For at komme op til dette Universitet skulle vi op ad en lang stejl trappe. Vi kom ind i et rum, hvor der ikke var så meget som en dyne eller et tæppe at ligge på. Jeg kunne mærke med det samme, at det her ikke var et sted for en Dansk-Svensk gårdhund. Avilda gad heller ikke være der.

Jeg fik den ide at forstyrre min plejemor hele tiden. Stille mig på bagbenene og lægge poterne i hendes skød og bare kikke på hende med mine smukke brune øjne. Avilda bakkede mig op. Hun gjorde det samme, men vores plejemor kan desværre være meget tungnem. Det varede en evighed, inden hun sagde: OK da, jeg får vist ikke lavet mere i dag, og hun pakkede sammen, og vi gik.

Bagefter kørte vi ud i skoven. Meget mere passende for en Dansk-Svensk gårdhund, må jeg sige. Det er sidste gang, jeg går med på Gudhjem Universitet.

Jeg skal lige nå at fortælle, inden hun slukker for computeren, at jeg kan noget, Avilda ikke kan. Jeg kan stå på to ben i rigtig lang tid. Det kommer sig af mine jagtinstinkter. Når jeg står på to ben, bliver jeg højere og kan bedre skue ud over markerne efter et jagtbytte, når vi går tur. Min plejemor bor ude på landet, og her er rigtig mange harer. Ærgerligt for mig og mine jagtinstinkter, at jeg altid skal gå i snor.

Og så kan jeg også tisse, samtidig med at jeg løber hundred kilometer i timen. Når jeg en gang imellem får lov at løbe løs, eller det lykkes mig at stikke af, og jeg så spæner og skal tisse, løfter jeg bare begge bagben og hopper så og tisser samtidig.

Er jeg ikke dygtig? Håber I vil læse med næste gang, når jeg skriver.