Hej igen. Har I savnet mig, for jeg har savnet jer? Jeg har ikke skrevet et stykke tid, fordi jeg har været hos min mor, mens min plejemor har passet hunde og katte på en gård i Neksø, men nu er jeg og min hundemor Avilda tilbage her på campingpladsen.

Mens vi var væk, har min plejemor lavet en hundegård. Vist nok for at jeg ikke skal stikke af, men den var da nem at slippe ud af. Der var et hul i hækken, jeg kendte i forvejen, så jeg var hurtigt ude og spænede med hundred kilometer i timen rundt i nogen haver og på en stor græsplæne. Avilda løb efter mig, selv om hun nu ikke er så dygtig til at løbe stærkt som mig. Til sidst løb jeg tilbage til min plejemor, men det var en stor skuffelse. Sidste gang hun passede os, fik jeg hamburgerryg, når jeg kom tilbage. Nu fik jeg bare to bitte små hundekiks, der skulle ligne kødben, men slet ikke var det. De smagte da også godt, men var altså ikke det samme som hamburgerryg. Avilda kunne ikke lide dem, og jeg kunne se på hende, at hun også havde forventet noget bedre.

Vores plejemor satte et hegn op, hvor hullet var, og så slap hun os løs i gården igen. Kan I gætte, hvad jeg gjorde? Nemlig, fandt da bare et nyt hul. Udbryderkongen kalder de mig nu her på campingpladsen. Flot navn, ikke? Nu skal jeg stå bundet hele tiden. Æv for et hundeliv. Det er ikke, fordi jeg ikke vil være sød, at jeg stikker af. Det vil jeg meget gerne, men her ude på landet er der bare så mange gode dufte, der pirrer mine jagtinstinkter, at jeg bare ikke kan lade være.

Mens min mor var her hjemme på Bornholm, fik jeg en meget stor skuffelse. Jeg blev rigtig ked af det, og er slet ikke kommet mig over det endnu. Min mor fortalte min plejemor, om dengang jeg blev født, hvor jeg nær var død. Vi var tre hundehvalpe, der alle skulle ud af min hundemor Avilda. Jeg var meget større end alle de andre, og var den sidste til at blive født. Fordi jeg var så stor, og min hundemor ikke er ret stor, kunne hun næsten ikke føde mig. Da de to første var kommet ud, var hun bare så træt. Min mor, som er dyrlæge og ved noget om hundefødsler, gav hende noget kalk og druesukker og lod hende hvile lidt. Da hun var blevet lidt frisk igen, masserede min mor hende på maven, for at jeg kunne komme ud, og så smuttede jeg ud til denne verden. Frisk og stærk og parat til at lave en masse ballade.

Da min mor fortalte min plejemor det, sagde hun også, at jeg slet ikke er en ægte Dansk-Svensk gårdhund, men at jeg er noget så simpelt som et gadekryds. Jeg havde mest lyst til at holde poterne for ørerne, så jeg ikke kunne høre mere af, hvad hun sagde. Hvor blev jeg bare skuffet. Avilda er heller ikke en ægte Dansk-Svensk gårdhund. Hun er også bare et gadekryds. Øv.øv.øv. Jeg tror, jeg har fået et psykisk knæk, for jeg bliver stadig så ked af det, hver gang jeg kommer til at tænke på det.

Næste gang vil jeg fortælle om to helt forfærdelige ting, der er hændt mig, noget med et brombærkrat og så har jeg mødt en rigtig dum kat. Hej, vi ses.