En mumlen af bønner. Støj fra en hakkende motor. Et sidste sprut – og motoren står stille. Alle holder vejret. Bange stirrer de ud i mørket.

Er det nu, de skal dø? Forsvinde for altid i det kolde sorte vand under dem? Hænder knuges. Arme rækkes i angst og afmagt mod den Gud, som må være et sted derude i den natsorte himmel. Råb om hjælp ud i mørket.

Bønnerne tager igen til i styrke.

Manden, som af menneskesmuglerne er beordret til at styre den overfyldte gummibåd, prøver desperat at starte den våde motor. Den ER død. Helt død. Ikke en gnist af liv. Et par af de stærkeste mænd griber årerne i bunden af båden. De begynder at padle. Endnu en bølge sender en kaskade af vand ind over flokken af allerede dyngvåde mennesker. Vandet i båden stiger faretruende. Tres mennesker i en gummibåd, der højst er beregnet til tyve. Børn, babyer, gamle og handicappede. De sidder tæt klemt sammen.

“Styr efter lysene,” sagde menneskesmuglerne, og pegede mod lidt lys i det fjerne, da de sendte flokken af flygtninge afsted fra et øde område på Tyrkiets kyst.

“Det er kun en kort sejlads,” forsikrede de.

Og “vær stille, så kystvagten ikke opdager jer, og I bliver sendt tilbage,” advarede de.

Da mødrene ser båden, de skal sejle i, nægter de at gå ombord, men menneskesmuglerne tvinger dem. En mor klemmer sin søn på fem år og sin datter på ni tæt ind til sig. Bølgerne kaster båden fra side til side, og ingen tør røre sig af frygt for, at den skal kæntre. Den mindste bevægelse kan blive katastrofal. Deres bagage har de for længst skilt sig af med, kastet over bord på grund af for meget vægt.

Der lyder et bump. Så et brag og en skurrende lyd. Bønnerne forstummer. Et barn begynder at græde. Mødre trykker børnene endnu tættere til sig.

De har ramt en klippe. En flænge har revet siden op på gummibåden, og luften siver langsomt ud. Den hænger med sin last af mennesker halvt oppe på klippen og med den døde motor halvt nede i vandet. Lysene er tættere på nu. Lige foran dem. En efter en rejser mændene sig og kravler op på klippen. Kvinder og børn og gamle hjælpes først i land. De snubler og slår sig på de skarpe klipper. På den stenede strandbred falder de en efter en på knæ, og sender takkebønner mod himlen. Selv store stærke mænd græder af lettelse.

På et gammelt træskilt plantet mellem stenene på stranden står der Farmakonisi.

 

 

 

Jeg finder hende siddende på gaden på en måtte og op ad en mur skråt over for politistationen. Yasmin på sytten og fra Damaskus. Den bedste i sin klasse, og med en drøm om en dag at blive læge. Med en grå strikhue på hovedet og helt i sin egen ro sidder hun her midt i stanken fra politistationens eneste kvindetoilet. Midt mellem alle de andre flygtninge fra Syrien, Irak, Afghanistan, Pakistan, Iran, fra Marokko og fra lande syd for Sahara. Mellem alle de udmattede og sovende mennesker på måtter og papstykker, mellem legende børn og mellem folk, som bare venter og rastløst vandrer omkring.

Sammen med sin onkel, sin onkels søn, Ahmad, sin kusine, Afrah og hendes to børn Faiza på ni år og Fatima seks ankom Yasmin til Leros i nat. Fragtet hertil fra militærøen Farmakonisi ombord på et med flygtninge tætpakket græsk krigsskib. Hun har kun sovet et par timer. Deres bagage, et par rygsække og to tasker tjener nu som hovedpuder. De grå UHNCR tæpper har de over sig som værn mod morgenkulden. Rundt om dem flyder det med affald, madrester og papir.

“Vi må ikke gå nogen steder, før vi er registreret hos politiet. Vi vil gerne finde et hotel, men foreløbig skal vi blive her,” siger Yasmin på et perfekt engelsk.

Hun viser mig sin hånd. Nummer 214 står der skrevet med kuglepen. Yasmin er nummer 214 i registreringskøen.

“Jeg forstår ikke, hvorfor de skriver nummeret på vores hånd. Jeg er bange for at vaske mine hænder, hvad nu, hvis jeg vasker det af? Hvorfor giver de os ikke en seddel? Det er lige som dyr. Det er ikke respektfuldt,” mener hun.

 

 

 

Yasmins onkel siger noget på arabisk.

“Min onkel spørger, om det er sådan her i Europa? Han spørger, om det rigtige Europa er mere moderne? Mere respektfuldt over for mennesker? Han spørger, hvordan attituden er i Europa, oversætter hun og ser på mig.

Jeg svarer ikke, for jeg aner ikke, hvad jeg skal svare.

Med arabisk gæstfrihed gør Yasmin plads til mig på måtten. Hun og hendes familie vil gerne fortælle om opholdet på militærøen Farmakonisi. Hvis de altså må være anonyme. Ingen billeder og ingen navne.

 

 

 

Men først lidt om Farmakonisi: En lille græsk klippeø og militærlejr i Agaerhavet mellem Tyrkiet og Leros. Klippeøens eneste beboere var indtil i sommer tyve græske soldater, som holdt øje med, at ærkefjenden Tyrkiet holdt sig på passende afstand. Da flugtruten over Agaerhavet for alvor begyndte at blive benyttet, var øen mål for de tyrkiske menneskesmuglere, som for store summer sender flygtninge over havet mod Europa. Sammenlignet med andre ruter er turen kort.

 

 

 

Prisen derfor også væsentlig højere. Yasmin fortæller, at de hver har måttet betale 2500 dollar til menneskesmuglerne. Grækerne er selvsagt ikke begejstrede for flugtruten, og de er meget ømfindtlige over for enhver omtale af forholdene på øen. Allerhelst skal det helt hemmeligholdes, at flygtninge i stort tal ankommer til Farmakonisi, og de får, mens de opholder sig på øen, frataget deres mobiltelefoner, så de ikke kan tage billeder på stedet. Alligevel er det lykkedes enkelte at gemme telefonen og med billeder dokumentere forholdene.

Dagligt ankommer flere hundrede flygtninge i deres både til Farmakonisi. Det til trods er der absolut ingen faciliteter til at modtage flygtninge. Ingen toiletter, ingen mad, ingen vand, og ingen steder de strandede kan søge ly i dårligt vejr. De er der helt på soldaternes nåde, og det ofte i op til flere dage ad gangen. Passer det soldaterne får hver flygtning ved ankomsten udleveret en pakke kiks, og to gange om dagen uddeles halvanden liter vand til hver familie. Ligeledes, hvis det passer soldaterne, får kvinder og børn lov at søge ly i et skur, når vejret er tilstrækkelig dårligt. Men skuret er ikke stort, og de fleste må stadig sove ude i al slags vejr på de våde klipper. Yasmin og hendes familie opholdt sig kun et døgn på øen, mens andre strander der både i to og tre døgn, ja, nogen har været der i seks – uden mad.

 

 

De græske myndigheder sejler regelmæssigt flygtningene til den nærmeste ø, Leros, men er vejret dårligt, må de blive derude. Når folk endelig ankommer til Leros er de sultne og tørstige, selv babyer og helt små børn har ikke fået mad i op til flere dage. Folk er udmattede efter opholdet på klipperne, våde og kolde. Nogen har ikke fået livsnødvendig medicin, og hver gang er der flygtninge, som er så svækkede, at de må køres direkte på sygehuset.

Men som sagt Yasmin og hendes familie var heldige. Opholdet på Farmakonisi blev forholdsvis kort. Mens vi sidder her og snakker, er der stadig 600 strandede mennesker på Farmakonisi. Kvinder og børn, handicappede og ældre mennesker. Uvidende om, hvor de er, og hvornår de kan komme derfra.

“Soldaterne slog min onkel, fordi han ikke satte sig tæt nok på det krigsskib, der sejlede os hertil, fortæller Yasmin.

Og hun fortæller om opholdet på øen:

“Da vi ankom til Farmakonisi, anede vi ikke, hvor vi var. Det var midt om natten, og vi var våde og kolde, og mændene gik i gang med at samle ind, hvad der kunne bruges til at lave et bål. Gummiringe og plastik, og sådan noget, hvad der nu lå på stranden. Det lugtede forfærdeligt, når det brændte. Vi prøvede at ringe efter hjælp, men hvem skulle vi ringe til? Så kom der flere gående fra den anden side af øen. Vi var rigtig mange, og der blev ved med at komme flere til. Til sidst var vi 800. Først ved ettiden om eftermiddagen dukkede soldaterne op.”

 

 

“De skød op i luften for at få os til at være stille, og børnene blev bange og græd. De var meget rå, og vi blev bange. Det var jo hæren. Vi måtte ikke sige noget, og de kommanderede hele tiden med os, “Rejs jer op,” “Sæt jer ned.” Vi måtte ikke tale, og hvis der var en, som kom til at smile, blev de vrede og spurgte: “Hvorfor griner du,” og så slog de vedkommende over benene eller i nakken med en kæp. Dem fra Afghanistan forstod jo ikke engelsk, så de gjorde hele tiden noget forkert. Soldaterne slog flere af mændene. De slog ikke os kvinder og børn. Men vi så, de slog mændene. De gjorde det lige foran os.”

To gange tvang soldaterne dem alle sammen til at gå op på toppen af et bjerg. Alle skulle derop, også de gamle og de gravide og de handicappede. En halv time hver vej.

-Der var en, som kun havde et ben og gik med krykker. Ham tvang de også derop, selv om han næsten ikke kunne gå. En anden havde haft en blodprop og kunne heller ikke gå. Det var meget farligt, der var ikke en sti, men vi skulle klatre over sten og klipper for at komme til toppen. Jeg forstår ikke, hvorfor de soldater skulle være så rå. Der var mange børn mellem os. De burde vide, at det er en humanitær situation. Jeg synes ikke, det er respektfuldt. Det var, som om de lavede sjov med os, siger Yasmin.

 

 

 

Fadi ser på sit ur. Klokken er tre om natten, og han er netop faldet i en urolig søvn, da han vågner ved lyden af en besked, der tikker ind på Messenger.

“Hjælp os. Her er babyer og børn, gamle og handicappede. Vi har været her i tre dage. Vi er sultne. Vi fryser. Mange er syge. Vi behøver hjælp, inshallah Fahad fra Syrien, Farmakonisi,” står der på arabisk. Det er begyndelsen af december, og vejret er begyndt at blive dårligt, storme og kulde om natten.

Han er dødtræt. Hele dagen igår og det halve af natten har han endnu en gang tilbragt i lighuset. En syrisk mand og hans datter på sytten skulle identificere en druknet kvinde. Den døde var mandens kone og datterens mor. Kvinden var en af fem, som druknede i forgårs nat, da deres gummibåd kæntrede på vej til øen Kos. Manden havde kastet sig over sin døde kone. To gange besvimede han.

 

 

Fadi kikker igen på beskeden, så trykker han nummeret til politiet. En søvnig vagt mumler noget på græsk, og siger så på engelsk, at de vil blive hentet, når det er muligt. Og så lægger han bare røret på.

Fadi ser på sin telefon og den afbrudte forbindelse og igen på beskeden fra Farmakonisi. Han skriver tilbage til syreren, at han har kontaktet politiet, og de vil blive hentet. Mere kan han ikke gøre. Han lægger sig igen til at sove, men kan ikke falde i søvn.

Ahmad, Yasmins fætter, som hjemme i Damaskus var fotograf og designer, er kommet tilbage. I hånden har han en pose sandwhich med pommes frites. Han sætter sig på et hjørne af måtten og insisterer på, at jeg som gæst også skal have en sandwhich. Onklens ansigt med de skarpe træk bliver mørkere og mørkere. Det er det Ahmad fortæller. Yasmin oversætter:

Ahmad har været på billetkontoret for at købe færgebilletter til Athen. Dæksbilletterne er udsolgt, og prisen er 40 euro højere pr person. Skal de have de billige billetter, må de vente fire dage med at komme afsted. Det har ingen af dem lyst til. Valget står mellem at købe de dyre billetter, eller bruge af de få penge de har tilbage, på bare at vente her på Leros.

Det naturlige flow, hvor flygtningene er et par dage på Leros, mens de bliver registreret, er brudt. De græske sømænd har strejket i fire dage, og en masse flygtninge har hobet sig op uden mulighed for at komme videre til Athen. Leros indbyggertal på 7.500 er næsten fordoblet. Øen er udgået for bananer, og alle hoteller og privat indkvartering er optaget. Lejren er overfyldt, og flygtningene ligger rundt om i gaderne. Det flyder med affald, sygdomme florerer, og de få toiletter i flygtningelejren er uhumske og stinker.

Yasmin og hendes familie har været på flugt i ti dage, og de vil bare gerne videre. Hjemme i Syrien før flugten boede de i Yarmouk lejren i Damaskus, en palæstinensisk flygtningelejr.

“Det var et stort fængsel. Der var ingen elektricitet, og ingen vand i husene. Vi havde ingen mad, og vi blev hele tiden bombet, og der blev skudt. Det var meget råt, fortæller hun.

Yasmins forældre og en søster flygtede for et par måneder siden, selv skulle hun først gøre sin skole færdig. Nu er hendes familie i Sverige, og hun er på vej op til dem.

“Alle de som har råd tager afsted. Der er nogle gamle, som vil blive. De siger, det er deres land. Før krigen boede der 200.000 palæstinensere i Yarmouk lejren, nu er der kun 20.000 tilbage.”

 

Mens onklen og Ahmad diskuterer, fortsætter Yasmin sin historie fra Farmakonisi, hvor familien på et tidspunkt blev skilt ad. Soldaterne beordrede kvinder og børn ind i et skur, hvor de lukkede dem inde, mens Yasmins onkel og hans søn var et andet sted.

“Da blev jeg rigtig bange. Men heldigvis varede det kun en times tid, så lukkede de os ud. Min onkel og hans søn lavede et bål, så vi kunne få varmen, men så blev vi kommanderet ned og skulle vente på en båd. Det var nede ved havet, og vandet skyllede op på klipperne, og vi skulle sidde på de våde klipper. Vi var virkelig i en dårlig situation. Det var rigtig koldt, og vi var våde. Det varede to timer, før båden kom. Hvorfor kunne vi ikke bare blive siddende ved bålet og få lidt varme? Vi måtte ikke tænde en lighter, så vi kunne få lidt lys, og vi måtte ikke åbne munden, vi måtte ikke sige noget og de sagde, at vi kom i fængsel, hvis vi tog billeder med mobiltelefonen.”

“Der var en afghaner, som tog billeder med sin telefon midt på dagen. Han vidste ikke, han ikke måtte, og de tog hans telefon, og slog ham og så gik de bare fra ham. Selvfølgelig skal han ikke tage billeder, men han forstod ikke, hvad de sagde. Mange forstod ikke engelsk. De skulle have haft en tolk eller have slået op på google, hvad det hed. Man kender jo ikke deres regler.”

Sandwichen med pommes frites er spist. Familien har besluttet sig til at tage de dyre billetter, istedet for at bruge pengene på ventetid på Leros. Som alle flygtningene er de ivrige efter at komme afsted, komme videre og nå deres mål.

“De siger, vi skal igennem mange besværligheder og gå meget, og med taxier og med biler. Jeg tror, det vil blive hårdt med børnene, og vi kender ikke sproget. Jeg kan lidt tyrkisk, men det er ikke så meget. Jeg håber, det vil gå godt. Det er som at gå på en linie. Træder man ved siden af, er man død, slutter Yasmin.