anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier

FLYGTET FRA ISI: DE TOG ALT – SELV VORES BØRN

Skriv en kommentar

 

 

image

Vi er på vej ad en snoet bjergvej, på venstre side havet med en forrevet klippekyst, og på den højre stenede bjerge, hist og her vokser et kroget oliventræ. Det gælder aftensmaden til de godt 150 flygtninge, der er på Leros i øjeblikket. Fadi er chauffør, så er der tre syriske mænd med i bilen og så Zaina og jeg klemt inde mellem alle de andre. Den ene af de syriske mænd er halalslagter, og den anden kan fremsige de bønner, der hører sig til. Alle tre er de flygtet med deres familier fra Daesch, det arabiske ord for ISI, og som latterliggør Det Islamiske Kalifat. Fadi og Zaina er begge frivillige blandt flygtningene på Leros, og så taler de arabisk. Der skal kød i gryderne i aften, har Fadi bestemt, så vi skal ud og hente to får på en gård ude i bjergene. Slagteren har lånt et par skarpe knive og en krog.

Leros er en meget smuk ø, hvor livet uanset diverse kriser leves på samme måde som altid. Jeg bor nu hos Antonius på hans hotel ude på pynten med udsigten til et lille fiskerlej, havet og smukke solopgange.

Selv om jeg er flyttet fra øens hovedby Lakkhi til det roligere fiskerleje for at slappe lidt af, så sker tingene stadig lige uden for døren. Det er ikke mere end tre nætter siden en båd fyldt med flygtninge landede på klippeøen mindre end en halv kilometer ude i bugten. En fisker observerede lys på øen, og han sejlede derud. På klipperne fandt han halvtreds våde og kolde børn og voksne iklædt orange redningsveste, og viftende med det eneste lys de havde, mobiltelefonen. Deres sorte gummibåd lå der også – punkteret og flad. Fiskeren sejlede ad flere omgange de strandede ind til havnen, og så blev de i taxier transporteret til Lakkhi til registrering hos politiet.

image

 

Men tilbage til vores lille køretur ud i bjergene. Gården, hvor vi skal hente de to får, ligger i en lille bugt med et stenet landskab og et par oliventræer, og så den der vissengrønne farve, hvor man end placerer øjet. Et par geder nipper af det sparsomme græs, ellers er her tomt. Bondemanden er ikke at se. Vi går op til gården, der udgøres af et par faldefærdige staldbygninger. To enorme grise kikker nysgerrigt ud fra hver sin bås, og Zaina tager en selfie af sig selv og en gris, og så dukker ejeren af gården op, og Fadi køber et sort og et hvidt får af manden.

Fårene bliver slagtet under et oliventræ. Allerførst tænder ham, som kan det med bønnerne sin mobiltelefon. Så skærer slagteren med øvet hånd halsen over på først det sorte får, og så det hvide, og blodet løber ud på den rigtige måde, mens der fra mobiltelefonen strømmer en bøn ud, som bønnemanden gentager efter imamen i telefonen. Det krymper sig i både Zaina og mig, da vi ser, hvor bange dyrene er. På den anden side – en dansk grisetransport med skrigende dyr på vej til slagteriet tager mange timer. Her er der trods alt kontant afregning, og det går hurtigt. Et kvarter har dyrene vel nået at være bange. Manden, som er slagter skærer nu et lille hul i huden ved det ene ben på hvert af de døde dyr, og Fadi puster luft ind under dyrets hud. Så er det nemmere at flå skindet af, forklarer han.

image

Da slagtningen er overstået, og knivene renset i havet, kører vi tilbage mod Lakkhi og flygtningelejren. På vejen fortæller de tre syrere på arabisk, hvordan det var at leve under Daesch. De vil gerne fortælle om det senere, og Zaina indvilger i at oversætte.

Tilbage i flygtningelejren laver Fadi og syrerne over bål og i et par store gryder en duftende ret af de to døde får, kartofler, løg og ris. Maden vækker glæde, ikke mindst hos børnene. Endelig et ordentligt måltid mad til maver, hvor sulten konstant har gnavet i dagevis. Fordi der i øjeblikket er forholdsvis få i lejren, bliver de, som er her, ekstra forkælet. Når der er fyldt op med flygtninge, er menuen en af politiets luftige sandwhich fyldt med pommes frites to gange i døgnet.

image

Da vi har spist, går vi ind i et klasseværelse. Flygtningelejren er en nedlagt skole med store kolde rum og gitre for de vinduer, der sidder helt oppe under loftet. Zaina og jeg finder fire stole og placerer dem i lokalet med de afskallede vægge og et af snavs sort flisegulv. To af de syriske mænd vil gerne fortælle, og vi får os placeret i en rundkreds på stolene. Som de fleste flygtninge fra Syrien jeg interviewer, vil de være anonyme og ingen billeder. Af hensyn til familien hjemme i Syrien.

image

Zaina bor i Danmark, men taler også arabisk.

Den ene af mændene har sin kone og fire børn med på flugten til Europa. De er også her i lejren. Den anden har stadig sin kone og to børn i Tyrkiet. Han har to af sine børn med sig på flugten, og så har ham allerede et barn i Tyskland, som de nu er på vej op til. Han håber at få familiesammenføring med sin kone og de to børn i Tyrkiet, når han er i Tyskland. Pengene rakte ikke til, at alle kunne rejse. De to mænd var bønder i Syrien, og så kæmpede de sammen med en af de mange oprørsgrupper i landet imod præsident Assads styre.

“Det hele begyndte sidste år under ramadanen,” fortæller A om livet under Daesch.

“Fordi der var krig, måtte vi flygte fra sted til sted, og så endte vi i byen Deir ez-Zur, som Daesh kontrollerer. De er meget strenge, hvis man ryger en smøg på gaden, skal man betale dem et gram guld, og kan man ikke det, kommer du i fængsel en måned eller du får 100 piskeslag. Alt er forbudt. Det er forbudt at se TV eller gå på nettet. Kvinderne må ikke plukke deres øjenbryn, og mændene må ikke barbere deres skæg af. Hvis de tager en i at høre musik, klipper de øret af dig.

“Hvor lang tid levede I under Daesch,” spørger jeg.

“Et halvt år. Vi flygtede for en måned siden, fordi al ting bare blev værre og værre. Vi blev fattigere og fattigere, og til sidst havde vi ingenting. Daesch er ikke islam, men de bruger islams navn,” understreger A.

 

image

De to mænd fortæller, hvordan kvinder bliver behandlet som dyr. Daesch er meget strenge over for både kvinder og børn, og behandler dem på en meget, meget beskidt måde, siger de.

“Kvinder skal gå fuldstændig tildækket, hvis de ikke er det, bliver de stenet. Daesch folkene slår børnene og de tæsker mændene. De tager drenge på helt ned til tolv år og op til 20 år og tvinger dem ind i Daesch, hvor de lærer dem at skyde og lærer dem alle de ting, de selv gør. De lærer de unge at være imod europæerne og russerne og Kuwait. De prøver at skabe splid mellem alle og enhver,” siger B.

“Finder de en kvinde, de synes er smuk, så tager de hende fra manden og gifter sig med hende under tvang. De er rigtig gode til at tage kvinderne fra deres mænd, og så er de sammen med kvinden et stykke tid, og når de ikke vil have hende længere, sælger de hende videre til en anden mand.”

Deir ez-Zur har 35.000 indbyggere, og der var omkring 5000 – 6000 Dasch folk i byen. A. fortsætter sin fortælling:

 

image

“De kommer og overtager myndigheden i en by, og så sulter de befolkningen og tvinger dem til at sælge deres børn for 2000 arabiske penge – bare for at overleve. Når de har fået børnene hjernevasker de dem. På den måde bliver de flere og flere. De afpresser folk for penge. Hvis du har en levende kylling derhjemme, så skal du betale skat til Daesch for at have den kylling, hvis du har en ko, vil de også have penge for den, og hvis du har et hus, skal du betale for det. De kræver skat for alt, hvad du ejer, hvis du vil beholde det, og hvis du ikke kan betale den skat, Daesch forlanger, så er du nødt til at sælge det.”

“På den måde udsulter de folk fuldstændig, så de bliver helt udtørrede og tvinger forældrene til at sælge deres børn til dem – bare for at kunne overleve. De er meget sådan, at her bestemmer vi, og så er de rigtig, rigtig gode til at hjernevaske folk, og sige, at sådan er Islam,” siger A.

Zaina fortsætter med at oversætte:

“De her mænd har begge to læst koranen, fortæller de, og det har intet med koranen at gøre, hvad de gør, men de bruger Islam som en undskyldning for de ting, de gør.”

“De har taget syv procent af koranen. De har taget de tekster, hvor der står noget om straf, og så bruger de dem, men Islam er en fredelig religion og en rigtig god religion. Der er ikke noget galt med Islam, men de udnytter de syv procent, og folk bliver skræmte, og går med dem. Det hele handler om penge og våben, hvis alle stod sammen Wimod dem, ville de uddø meget, meget hurtigt,” mener A.

 

image

Når indbyggerne tvinges til at betale skat af deres gård, har de ikke penge til at købe mad for, og til sidst sælger de deres børn til Daesch folkene. Ifølge de to mænd truer Daesch også med at slå hele familien ihjel, hvis de ikke får det barn, de vil have.

“Der var en kvinde i vores område, som havde en søn på atten år. Det var hendes eneste barn, og hun ville ikke af med ham. Men så kom de og kidnappede ham, og de lovede hende, at han ville komme tilbage. De lover alle forældrene, at børnene vil komme tilbage, men når de så kommer tilbage, er de så hjernevaskede, at de hader deres forældre, fordi forældrene ikke er muslimske nok, og forældrene kan slet ikke genkende deres børn.”

-Men hvad skete der med drengen på atten år?

“Ja, de kom også og afleverede ham. Men de havde dræbt ham, og de hængte ham op uden foran moderens dør i tre dage. Det var for at true os andre, at hvis vi ikke gav vores børn til dem, så kom det her til at ske. Kvinden nægtede jo at give sin søn til dem, og så kidnappede de ham og sendte ham tilbage død.”

 

image

Tildækkede kvinder i Jordan

Ifølge de to mænd bestod Daesch i deres by af krigere fra Irak, Kuwait, Marokko, men de fleste var europæere.

“De syrere, som gik med dem, gjorde det, fordi de blev tvunget. De tager drengene fra familierne og hjernevasker dem, og sender dem ud som selvmordsbombere til forskellige lande. Syrerne i Deir ez-Zur havde to muligheder, enten kunne de sælge deres hus og grund og alle deres ting og give det hele til Daesch og så selv leve i fattigdom, eller man kunne flygte.

De her mænd flygtede.

“Det sidste, de siger er, at vi skal bede en bøn for fred i hele verden, og at det hele nok skal gå for dem,”oversætter Zaina.

image

Tildækkede kvinder på en strand i det sydlige i Jordan

 

Reklamer

Forfatter: Flugtens ansigt

Jeg er freelancejournalist og fornylig gået på efterløn. Det har givet livet nye muligheder. Somrene tilbringer jeg på smukke Bornholm. Vintrene et sted ude i verden: Marokko, grænselandet mellem Thailand og Myanmar, Bali, Borneo eller et sted i Europa. Netop nu står Europa over for en af sine største flygtningekriser, og jeg vil bruge efteråret og vinteren 2015/16 til at sætte ansigter på denne humanitære tragedie. Jeg vil rejse i Grækenland, hvor mange flygtninge og immigranter første gang sætter foden på europæisk jord, og jeg vil senere tage til Jordan, et af de nærområder, der huser rigtig mange syriske krigsflygtninge.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s