anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier

En historie om storpolitik og en fiskesø – og et liv som visarunner.

Skriv en kommentar

image

Er tilbage i denne skæve borderlineby med alle dens fattige og underernærede mennesker, stanken af kloak og affald og den giftige røg fra et ukendt antal fabrikker. Efter en uge i bountyland med hvide sandstrande, høje kokospalmer og et blåt, blåt hav er det igen Mae Sot, på grænsen mellem Thailand og Burma.

Tænker på, hvordan jeg på forunderlig vis er kommet til at holde af byen, mens morgenmaden indtages, te og toast med rød marmelade. En grim smog, der ind imellem er så slem, at øjnene svier, ligger over det hele. Det må næsten kunne måle sig med Beijing, bortset fra at sigtbarheden her trods alt er lidt mere end 200 meter. Om mindre end en uge står jeg – forhåbentlig – igen sikkert på bornholmsk jord. Glæææææder mig til at se alle igen og komme hjem til et spirende forår, men indrømmet er også lidt vemodig. Har haft fire begivenhedsrige og dejlige måneder. Næste gang vil jeg akkrediteres som journalist i Thailand, har jeg besluttet. Der er mange historier her, og jeg er for forsigtig til ikke at have formaliterne i orden.

Skolemesteren har fået sin sø med 270 10-15 centimeter store fisk i. Selv om han snød mig. Af en eller anden grund må jeg ikke tage billeder på skolen mere. En australier, som giver penge til hans skole, har sagt, at han ikke vil se billeder fra skolen offentligt, siger Ko Zaw Htat. Sådan. Det er mig stadig lidt af en gåde hvorfor, men da jeg ikke vil ødelægge noget for Skolemesteren og hans lille skole, har jeg valgt at rette ind. Mange ting her er meget uigennemskuelige for en udenforstående som mig, har jeg fundet ud af.

image

Igår snakkede jeg med en thailandsk kvinde, som bor her på hotellet. Hun arbejder som ngo med burmesere og menneskerettigheder, både her fra Thailand og i Rangoon i Myanmar. Hun fortalte, at der i øjeblikket er så mange storpolitiske interesser omkring Burma, og at alle vil have deres fingre ned i kagen, USA, Kina, Thailand og EU. Burma er rig på råstoffer, ligger strategisk godt og så småt, så småt begyndt en demokratiproces. I hele dette spil har Thailand besluttet, at de mange burmesere, der lever legalt eller illegalt i grænselandet skal tvinges tilbage til Burma. Derfor skal de, som er her, ikke have det for godt, og ngo-organisationer får at vide, at de skal lægge deres penge inde i Burma og ikke i Mae Sot eller i de mange flygtningelejre langs grænsen.

Ifølge hende ønsker Ko Zaw Htat måske at holde lav profil – og derfor vil han ikke have taget billeder. Hun fortalte også, at får det thailandske politi først nys om, at der er nogen, der får penge, kan de komme og konfiskere dem. Jeg ved det ikke, meget her er som sagt meget uigennemskueligt.

Alt i alt en speget sag, men det korte og det lange er, at Ko Zaw Htat nu elsker mig, og anser Susanne og mig for sine bedste venner. Han er meget, meget glad for fiskesøen, og jeg er sikker på, han vil passe godt på fiskene. Så tusind, tusind tak allesammen for at dette har kunnet lade sig gøre. Stemningen var helt løssluppen i dag på skolen, ellers har jeg oplevet den som noget trykket. Ko Zaw Htat spøgte med lærerinderne, og jeg gav ham som afskedsgave – og af egen lomme – godt firs kroner til en internetforbindelse. Det har virkelig pint ham, at han ikke kunne komme på nettet.

Iøvrigt vil han også gerne have en sø til ænder og en urtehave. Har sagt til ham, at hvis jeg ikke må tage billeder, kan det ikke lade sig gøre.

imageGrænsen mellem Thailand og Burma markeres med denne flod. På billedet ses den burmesiske side.

Nok om storpolitisk og fisk. Jeg har nemlig fået en hel ny beskæftigelse. Er blevet visarunner. Det vil sige, at jeg hver 14. dag skal rejse til en grænse, krydse den og så tilbage igen med et stempel i passet på, at jeg har været udenlands. Har nu været det to gange her i Mae Sot. Første gang kom jeg to dage for sent og måtte finde mig i, at det tog en frygteligt tid, at jeg fik en bøde på 170 kr samt et irettesættende blik fra damen i lugen hos de thailandske immigrationsmyndigheder. Sammen med alle mine visarunner-kollegaer kunne jeg derefter i bagende sol passere over den bro, der adskiller Thailand og Myanmar.

I Burma var der grænsekaos, men vi blev modtaget med store smil og åbne arme. Ingen sure miner her. De skal nemlig have 85 kroner, hver gang de sætter et stempel i en visarunners pas. Tværs over broen igen, hvor afskillige tiggere havde slået sig ned i solskinnet, og så igen i kø ved de thailandske immigrationsmyndigheders luge. Første gang jeg prøvede turen blev de ventende burmesere, laotere og hvem der ellers er mørke i huden viftet væk, da damen i lugen så, at der stod hvide mennesker og ventede. På den ene side en lettelse ikke at skulle stå i timevis i heden, men….. I forgårs var det igen tid til en visarunnertur. Da damen i lugen så mit pas, fik jeg straks en reprimande. Sidste gang havde jeg overstayed i to dage. Synes ikke jeg ville begynde at forklare, at en pengeautomat havde slugt mit kreditkort og derfor …… , men skyndte mig at sige, at denne gang var jeg tids nok.

Har været en dagsrejse med bus på besøg hos Helge i det nordøstlige Thailand. Han er også visarunner, men ikke helt så ofte som mig, og så er han en gammel fotografkollega fra TV2 Bornholm. Nu nyder han pensionisttilværelsen i Thailand, er gift med Namfon, som oprindelig hed Maliwan til efternavn, men fandt, at Rasmussen lød mere eksotisk, så det ville hun hellere hedde. Helge har bygget et dejligt hus, og bor nu lige midt imellem sin kones thailandske familie på 25 medlemmer. Namfons mor på 89 år, og så er der søstre og brødre og deres børn og et antal onkler og tanter og Namfons to børn fra et tidligere ægteskab og deres børn, og til sidst et antal hunde og høns, heriblandt nogen ualmindelig flotte haner.

På Bornholm boede Helge på en gård langt ude på landet, men nu nyder han livet som pensionist midt i hele familiehurlumhejet. Gigten er væk, han tager på lange cykelture, går hver eftermiddag på det lokale værtshus ved markedet, hvor den kraftigt beskårede danske pension tillader to thaiwhiskyer, og hygger sig med familiens mange børn. Helge har lært sig thai, og det daglige besøg på det udendørs værtshus er en god anledning til at få lidt øvelse i det noget kringlede sprog, mener han. Og så har han absolut ingen planer om at vende næsen hjemad til Bornholm, det til trods for at han en gang om året skal fremvise billeder af sig selv sammen med familien hos immigrationsmyndighederne – sådan bare så de ved, at han ikke har forladt den.

imageHelges nye svigermor, Mama Naa på 89 år

Da jeg skulle købe billet i Helges by til en nattur med bussen sydpå, måtte vi lige vække billetsælgeren af middagssøvnen først. Var faldet i søvn tværs hen over bordet. Men da han først havde fået gnedet øjnene, var han venligheden selv, omend måske ikke så effektiv. Da billetkøbet var ved at ende i en stor forvirring – vist nok fordi jeg fik stillet et spørgsmål, ingen kunne svare på – dukkede en ung smuk kvinde op i lugen og fik reddet trådene ud.

Jeg bliver altså lige forbavset hver gang, når de her smukke kvinder lufter deres dybe stemmer. I Bangkok har jeg boet på Jydsk Rejsebureaus hotel, hvor der også er en flot kvinde med en lignende stemme ansat. Læste fornylig, at ladyboys er fuldt ud accepteret i Thailand, det forventes bare, at de tjener deres penge i prostitutionsmiljøet. Ikke noget med ordinære job til dem. De to jeg har mødt, har åbenbart på en eller anden måde alligevel fået møvet sig ind på en rigtig arbejdsplads. Måske derfor skal de bevise deres duelighed. Ikke noget med at falde i søvn, sidde og kikke sig i spejlet, snakke i mobiltelefon eller hvad man ellers kan få en langstrakt arbejdsdag til at gå med.

image

Reklamer

Forfatter: Flugtens ansigt

Jeg er freelancejournalist og fornylig gået på efterløn. Det har givet livet nye muligheder. Somrene tilbringer jeg på smukke Bornholm. Vintrene et sted ude i verden: Marokko, grænselandet mellem Thailand og Myanmar, Bali, Borneo eller et sted i Europa. Netop nu står Europa over for en af sine største flygtningekriser, og jeg vil bruge efteråret og vinteren 2015/16 til at sætte ansigter på denne humanitære tragedie. Jeg vil rejse i Grækenland, hvor mange flygtninge og immigranter første gang sætter foden på europæisk jord, og jeg vil senere tage til Jordan, et af de nærområder, der huser rigtig mange syriske krigsflygtninge.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s