Midt i lokalet står et langt bord med en dug af guldpapir, og der er snavsede kaffekopper. Der er også et par gamle brune sofaer og stole, masser af stole, hulter til bulter, men de mange stole sikrer, at der er en siddeplads til alle. Bag baren en tre meter lang hylde med en masse halvfyldte flasker, der vist ikke bliver drukket meget af, og på væggen hænger en stor fladskærm. Neden under den står et gammelt udrangeret fjernsyn. I et hjørne af rummet bag et glasbur er indrettet et kontor, der vist nærmest bliver brugt som pulterrum – for Mikis, min nye hotelvært bestyrer nemlig værelsesudlejningen fra sin plads foran den bærbare computer ved langbordet.

Jeg er – efter noget besvær – flyttet ind på hotel Miramare i byen Lakki på øen Leros. Et familiehotel, siger Mikis, da jeg roser ham for den rare atmosfære. Ved bordet er hans kone i gang med at rense en grydefuld bønner, og en gammel mand med meget uglet hår og meget lange skægstubbe sidder der også. Han får dagen til at gå med at stirre tomt frem for sig.

Min far, forklarer Mikis.

Først vil Mikis ikke leje ud til mig. Fadi kører mig derhen, og da jeg kommer ud til bilen igen med et “nej, der er ikke plads,” konkluderer han, at det nok er, fordi Mikis kan tjene tre gange så meget på at leje værelset med tre senge ud til tre desperate flygtninge end til mig som ene person. Miramare er det eneste hotel her i Lakki, der vil leje ud til flygtninge.

Dagen efter kommer jeg igen sammen med Farida. Farida og Fadi arbejder begge som frivillige blandt flygtninge på Leros. De er guld værd her. Fadi er dansk statsborger med libanesisk baggrund, og taler arabisk. Hver gang politiet her på Leros skal have identificeret druknede lig – eller der fragtes overlevende til øen, ringer de til Fadi. Nat og dag. Fadi sover to-tre timer i døgnet og kan godt blive lidt speedet, men han har et hjerte af guld. Som alle de frivillige hernede. Farida kommer også fra Danmark. Hun har afghanske rødder og taler farsi.

Farida bor selv på hotel Miramare og har tilbudt mig, at jeg kan få den ekstra seng, der er på hendes værelse. Da jeg fortæller hende, at jeg hører P1 om natten, når søvnen ikke vil indfinde sig, kan hun godt se det fornuftige i, at jeg får mit eget værelse.

Med ungdommens charme får hun Mikis til modstræbende at nikke ja, og jeg får et lillebitte værelse i et hjørne af hotellet med en meget antik radio hængende på væggen over min seng og en lav dør til altanen, hvor jeg skal dukke og kante mig ud. Radioen virker ikke, men jeg betaler kun femten euro pr nat, og det er det billigste, jeg endnu er stødt på her i Grækenland.

Ved otte tiden om aftenen lyder der støj fra receptionen. Jeg går ned og ser, hvad der sker. Dagen igennem har hotellet været tomt, et nyt hold flygtninge er igår aftes taget med færgen til Athen. Jeg har været på havnen og har fotograferet et græsk krigsskib, der kom ind tæt pakket med 400 mennesker ombord. Folk sad på dækket som sild i tønde, beordret til at sidde med benene spredt ud til siden, så de kunne være i lag. Jeg fik en kæmpeskideballe af en græsk politimand for at fotografere. Politiet her på øen er ikke meget for at få taget billeder af forholdene for flygtningene, og jeg fik senere at vide, at jeg var heldig, at politimanden ikke havde taget mit kamera og smadret det ned i jorden. Græske politibetjente er ikke at spøge med, og jeg tror, at Fadi har et bedre tag på dem end jeg.

I hotellets reception i de brune sofaer og på taburetter sidder fire kvinder og en ældre mand og en yngre. Kvinderne er klædt i sort, undtagen den ene af dem. Hun har en turkis kjole på, og hun hedder Fatimah. Fatimah hulker hjerteskærende, mens hun vugger den baby, hun har i favnen i takt til sin gråd. En dreng på tre år sidder på skødet af en af de sortklædte kvinder, en ganske ung pige, som ikke kan være meget mere end de fjorten.

Fadi er der også. Kvinderne har hver mistet et barn i nat og den gamle mand har mistet sin kone, forklarer Fadi hurtigt. Kvindernes børn og den gamle mands kone er druknet i en af de kæntringsulykker, jeg har læst og hørt om under de sidste dages voldsomme blæst og uvejr. Børnene var fem år. Og tre år. Og to måneder. Den gamle mands kone blev 61 år. Det er ikke et døgn siden, de døde børn var levende og sammen med deres mødre gik ombord i en gummibåd fyldt med alt for mange mennesker i en by på den tyrkiske kyst. Den gamle mand og hans kone gik også ombord. De to skulle op til deres sønner i Sverige. Og kvinderne og deres børn op til deres mænd. De rejste sammen i en gruppe, og de kommer fra den samme by i Syrien

Hele dagen har de været på hospitalet. De har måttet identificere ligene af deres pårørende, og mødrene har taget afsked med deres døde børn. Fatimah har igen og igen jamret, at det er hendes skyld, at hendes datter på fem år nu er død.

-“Jeg har slået min datter ihjel,” blev hun ved med at gentage hen over barnets lig.

-Som de børn så ud, er de ikke druknet, siger Fadi og ryster på hovedet. Han og en dansk psykolog, som bruger en tre måneders orlov fra sit job i Ballerup kommune på frivilligt arbejde blandt flygtningene her på Leros, har været med de sørgende kvinder og den gamle mand hele dagen.

-Når jeg ser de børn, og de skader de har, er de døde, fordi de har slået hovedet mod klipperne, mener Fadi.

I fladskærmen på væggen er den amerikanske film, der ellers kørte, afløst af nyheder. Pludselig toner børn iført orange redningsveste og liggende i vandet frem på skærmen. Man kan se, hvordan et redningsskib og redningsfolk prøver at redde dem op fra vandet.

De fire kvinder og den gamle mand stirrer chokeret på tv’et, der bare bliver ved og ved at vise billeder fra ulykken. Indslaget varer et minut. To minutter. Fatimah bryder igen hulkende sammen og vender hovedet ind mod væggen. Hun vil ikke se mere. De tre andre kvinder og den gamle mand stirrer paralyseret på billederne i fjernsynet. Nattens oplevelser gentager sig her for øjnene af dem. Så begynder de også at græde.

Fatimah jamrer igen, at det er hendes skyld. At hun har slået sit barn ihjel.

Fadi fortæller mig, at det ofte sker, at flygtningene, når de først ser båden, de skal sejle ud i, fortryder og ikke vil afsted. Men at menneskesmuglerne tvinger dem til at gå i bådene. Og igår læste jeg på nettet, at menneskesmuglerne her ved vinterens begyndelse er begyndt at bruge træbåde til at fragte folk over i. Den lukrative forretning skal ikke stoppe. Og så kan der proppes mange flere mennesker i et skib end i en gummibåd.

Til klokken et om natten sidder den ene af kvinderne i sofaen ude på gangen og snakker i telefon med sin mand i Sverige. Hun snakker og så græder hun og så hun snakker igen. Jeg har sammen med den unge mand, som følger med kvinderne, tidligere på aftenen været ovre på stamcafeen 7 Gates og låne en oplader til hendes mobiltelefon. Sin egen har hun mistet med alle sine andre ejendele i havet.

Næste morgen er en søn til den gamle mand ankommet fra Sverige. Han græder sammen med sin far, og faren viser sønnen morens øreringe, og de græder igen, og det hele er så uforståeligt. En anden søn kommer også, og dagen går med at snakke og snakke om det forfærdelige og så sørge. Det er godt de to mænd fra Sverige er kommet. Der falder lidt mere ro over kvinderne, og mændene tager sig af det praktiske.

Den næste dag er der diskussion i receptionen på hotel Miramare. En kvinde fra Læger uden Grænser vil have, at familierne skal efterlade de døde børn her på Leros. Men mødrene og den gamle mand kan slet ikke forestille sig at skulle efterlade deres kære på en ø, de intet kender til. De vil gerne have deres børn med til Sverige, og det samme vil den gamle mand og hans sønner med den døde kvinde. Eller til Syrien. Blot ikke efterlade dem her på øen. Men det koster penge. Mange penge. 5000 euro. Og det har de ikke. Kvinden fra Læger uden Grænser får sin vilje, selv om det giver nye tårer.

 

 

Ude på gaden er der kommet rigtig mange mennesker. Flygtningelejren er fuld, og folk sidder eller ligger over alt. Lejren har kapacitet til 500 mennesker, men nu er her 4-5000. Fem toiletter til 5000 mennesker. Affald flyder over alt. Der stinker af lort, tis og menneskeligt snavs og beskidt tøj. Folk begynder at gå med masker. Jeg er ved at kaste op. Børn leger midt i det hele. Alle er sultne. Alle fryser om natten. Ingen kan leve af en luftig sandwich med et par pommes frites i om dagen. De, som har lidt penge, bruger dem på hotel eller mad. Men hvad så resten af turen?

Der er en færge til Athen i aften klokken 22:30. Den er fuld. Den næste er på torsdag. Om fire dage. De græske sømænd strejker. Kvinderne med de døde børn og den gamle mand har været heldige at få en billet til i aften, og jeg spørger, om sønnen fra Sverige rejser med dem op gennem Europa. Det gør han ikke. Der er sikkert en grund, som jeg ikke kender, men det er næsten ikke til at bære, at de skal ud på landevejen midt i al deres sorg. Hvorfor kan de ikke bare blive fløjet til Sverige? Kvinderne op til deres mænd? Den gamle mand op til sin søn? Det er ubærligt, at de skal lide mere.

På hotellet fortæller sønnen mig, at han skal vente på liget af sin mor. Hvad der skal ske, ved jeg ikke rigtig, men det er jo også ligegyldigt. Den unge fyr på 24 år og den gamle mand skal følge de fire kvinder hele vejen til Sverige. Den gamle mand er syg af kræft og har kun et år tilbage at leve i. Han har sin røde tophue på og er klar til den lange tur. En gang imellem vælter han rundt, så jeg er bange for, at han skal falde. Hvorfor kunne han ikke få den sidste tid sammen med sin kone i Sverige? Hvorfor skal han rejse alene? Og ankomme til Sverige alene?

På nettet læser jeg, at der er begyndt at dukke døde børn op på de græske strande.

Inden familierne tager afsted, siger Fatimah til Fadi, at hun gerne vil have billederne af de døde børn lagt ud på Facebook. Verden skal vide, hvad der er sket. Danskerne her efterkommer hendes ønske, og det gør jeg også. Selv om det kan virke noget makabert, set med danske øjne. Aftenen forinden snakkede jeg lidt med en ung pige fra Aleppo i Syrien. Vi røg vandpipe sammen på en udendørs cafe. Som noget af det første viste hun mig billederne på sin mobiltelefon af sin dræbte bror. Han var blevet skudt, og det var uhyggelige billeder.

Så der sad vi på en græsk ø og røg sød tobak på vandpibe og kikkede på billeder af hendes døde bror. En anden måde at forholde sig til døden på.