anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier

FLYGTNINGEKRISE: UVEJR OG EN KÆNTRET BÅD

2 kommentarer

 

 

image

Regn, storm og bulder og brag. Hele natten har det tordnet og lynet og øsregnet over øen Kos. Da jeg vågner, er min første tanke, at bare de tyrkiske menneskesmuglere ikke har sendt bådflygtninge ud på havet i det vejr.

Men det har de.

Da jeg kommer ned i hotellets reception er der kaos og høj snak på arabisk. Det vrimler med nytilkomne mænd, kvinder og børn. Syrere og irakere. Flygtninge, som i nattens løb er kommet ind i overfyldte gummibåde, faldefærdige træskibe eller gamle speedbåde.

I det vejr, tænker jeg. Hvor må de have været bange, når de har siddet der i flere timer i nattens mulm og mørke, tætpakket uden at måtte røre sig – for så kæntrer båden. Våde og forfrosne. Drivende omkring med strøm og vind, fordi der kommer vand i motoren og den sætter ud. Det sidste lange stræk må de fleste både padle til land.

image

Sådan har mange efterhånden fortalt mig om turen fra den tyrkiske by Bodrum til øen Kos. Kun ti kilometer i fugleflugtslinie, men uden motor kan turen blive lang, og bådflygtningene aner aldrig, hvor de lander på øen. Bagefter må de ud at trave ind til byen Kos, hvor de skal registreres. Det er forbudt at samle flygtninge op i bil.

image

Men nu er de her på hotel Caterina, i gaden med alleen af pinjetræer, cikadesang og aftendufte af jasmin. Trætte, udmattede og sultne. Stemningen er intens. Alle synes ophidsede. En lille dreng klamrer sig grædende til sin mor. På en stol sidder en gammel syrisk kvinde og drejer sin bedekrans. Hun sad her også i går. Der står en kørestol henne i hjørnet.

Den altid søde hotelværtinde undskylder meget, at der ikke er noget morgenbord i dag. Det gør ikke noget, så har jeg en rigtig god grund til at gå ned til den cafe ved havet, jeg opdagede forleden. Den ligger blot hundrede meter fra havnekajen, hvor flygtningelejren med alle teltene er. Det mest fredfyldte sted, jeg kan finde i øjeblikket. Udsigten over det blå hav til Tyrkiets bjerge giver en forunderlig ro i sjælen.

På kajen med alle de små grønne og blå telte er der fyldt med flygtninge og migranter. Alt og alle er våde efter regnen. Teltdugen har ikke kunnet modstå det kraftige uvejr og et sted er danske Diana ved at tømme et telt. Hun er frivillig her og guld værd, for hun taler arabisk. Det sejler med vand i teltets bund. Over alt på asfalten, på stakitter eller i træer ligger eller hænger der vådt tøj til tørre i den sol, der en gang imellem bryder igennem. Et øjeblik efter styrter det ned igen. Store vandpytter over alt.

image

Stemningen er nærmest eksplosiv, og jeg føler mig ikke helt så tryg, som jeg har gjort de andre dage. Der kommer flere og flere. Hver nat mindst mellem 400 og 500. Kos huser konstant mindst 1400 flygtninge og migranter, som utålmodigt venter på, at deres papirer skal blive færdige, så de kan komme videre med færgen til Athen og fortsætte op gennem Europa, for det meste til Tyskland eller Sverige. Vinteren nærmer sig og med den dårligt vejr, og flygtninge og migranter har hørt, at Europa er ved at lukke sine grænser. De kommer fra Syrien, de kommer fra Irak, og Iran, og fra Pakistan, Afghanistan og Afrika.

image

Igår var der ikke mad nok til alle. I parken bag politistationen, hvor uddelingen af mad finder sted, måtte folk gå sultne bort. De heldige måtte nøjes med en enkelt croissant. Med regnen og kulden og sulten stiger agressionerne. Foran politistationen har der et par gange været optræk til ballade. Så bliver menneskemængden hårdhændet gennet om bag et hegn af det græske politi. Som dyr.

De sidste dage er der kommet flere store familier fra Afghanistan. Børn i alle aldre, gamle, kvinder og mænd sidder over alt på havnekajen på UNHCR udleverede tæpper og måtter. De fleste af syrerne og irakerne bor på hoteller – hvis ellers de har penge. Igår snakkede jeg via en tolk med en afghansk familie.

image

Med stoisk ro og stort mullahskæg sad familiens overhoved på en måtte foran det lille telt og betragtede det kaotiske liv omkring sig, mens hans kone kæmpede en fortvivlet kamp for at få sin baby til at drikke lidt mælk af en sutteflaske. Syv børn i alle aldre var der. En gammel bedstemor gemte sig bagved. Moderen havde ikke mere brystmælk til sin baby, og barnet ville ikke drikke af sutteflasken. Det skreg af sult. Familien havde været undervejs en måned for at komme her. Gennem Pakistan, Iran og gennem Tyrkiet. De havde vandret og kørt i bus eller i bil. Og faren havde båret sin gamle mor på ryggen gennem bjergene.

I dag er der rigtig mange store familier fra Afghanistan på kajen, snavsede og forhutlede børn og voksne. Det er ikke den afghanske middelklasse, der flygter til Europa. Disse mennesker har vandret i dagevis på deres fødder for at komme til Europa, dage uden noget at spise og drikke, og når de har fået noget, har det kun været en smule. Og nu er de her. Flygtet fra Taleban. Først var det de unge afghanske mænd, der nåede frem, nu er det store afghanske familier. Vil Europa mon modtage dem?

Den afghanske familie med babyen fra igår er væk. De er kommet på hotel, siger afghaneren, tolken, som taler en smule engelsk.

image

Mens jeg spiser morgenmad, kommer den græske kystvagt sejlende. Det lille skib prøver forgæves at lægge til for enden af molen. Sidder der ikke en masse mennesker på det lille skibs fordæk? Jeg kommer i tvivl. Det kan også være store sække. Det er svært at se herfra. Skibet sejler længere ind. Lægger til. Noget bevæger sig på dækket. Sække bevæger sig ikke. Det ER mennesker. 30-40 stykker. De går i land. Enkelte har stadig de lysende orange redningsveste på.

Den græske kystvagt har igen måttet redde en kæntret flygtningebåd. Forleden omkom syv ved øen Lesbos.

Dybt berørt går jeg tilbage mod hotellet. På vejen stopper to yngre syriske kvinder stopper mig. Om jeg kan hjælpe dem? Den ene går besværligt med krykker. De har set mig på hotellet. De er søstre og på vej til Sverige, hvor den ene har sin mand, fortæller de. Hende, hvis mand er i Sverige, er gravid i femte måned og har noget med en sene i sit ben. Hun ser udmattet ud, og hun kan næsten ikke gå for smerter. De spørger, om jeg kan skaffe en kørestol. Jeg tænker på, hvordan i al verden, de skal nå helt til Sverige. To kvinder alene. Den ene gravid og i kørestol. Det er ikke ufarligt at tage Balkanruten op gennem Europa. Jeg har læst om røverier, voldtægter og kvinder, som bliver solgt til prostitution. Hvorfor er manden dog ikke rejst dem i møde?

image

Kvinden, som fik sig en kørestol.

En fra Læger uden Grænser lover at skaffe en kørestol. Den vil ankomme i løbet af dagen til vores hotel. På hotellet prøver jeg at forklare, at der kommer en kørestol til en gravid kvinde, som bor her. En ung syrisk mand spørger mig straks, om jeg også kan skaffe en kørestol til den gamle kvinde med bedekransen. Den unge mand taler et godt engelsk og jeg får ham forklaret, at jeg ikke er læge, som han tror.

Jeg skal have færgen i aften til øen Leros, og jeg går op for at pakke min kuffert. Da jeg kommer ned i receptionen igen, får jeg en snak med den syriske mand. Han var engelsklærer i Syrien. Da han hører, jeg er journalist, bebrejder han mig, at de europæiske medier kalder syrerne for flygtninge. Han hader udtrykket flygtninge.

“-Hvis det var jer, som kom til os i Syrien, ville vi byde jer velkomne som vores gæster. Vi ville kalde jer vores gæster,” siger han.

Tilbage til den gamle kvinde med bedekransen. Hun har haft et slagtilfælde, og nu er der noget galt med hjulet på hendes kørestol. Jeg spørger engelsklæreren, om han ikke kan reparere den, eller en anden kan? Det kan han ikke, siger han. Den gamle kvinde rejser alene sammen med sin datter på måske fem og tyve år. De skal op til en søn og bror i Tyskland. Igen tænker jeg med gru på, hvordan det dog skal gå? De fleste af syrerne rejser sammen i store grupper med familie eller venner. En ung pige med sin gamle mor i kørestol. Det går aldrig godt.

image

Nu dukker Giorgios op. Et græsk buldrehoved fra organisationen Kos Solidarity, der er en sammenslutning af flere frivillige organisationer. De står blandt andet om natten og deler tørt tøj og sko ud til de mennesker, som kommer ind med bådene. Kos Solidarity er velorganiseret med en tavle på væggen i deres lejede lokale, hvor de frivillige kan skrive sig på forskellige vagter. Jeg har set enkelte fra UNHCR og et par nødhjælpsarbejdere fra Læger uden Grænser. Men det store seje træk er det frivillige, som tager.

Hvor er EU henne? Hvor er Røde Kors? Hvor er de store hjælpeorganisationer?

Giorgios har en kørestol med til den gravide kvinde, og de to søstre lyser op i et stort smil. De ved slet ikke, hvordan de skal sige mig tak. Jeg prøver at forklare, at det ikke er mig, de skal takke. Giorgios mener ikke, der er noget galt med den gamle kvindes kørestol.

-“Se selv”, siger han og drøner rundt med den tomme stol i receptionen. Der skal spares på ressourcerne. Kos har ikke et ubegrænset antal kørestole.

Til sidst kommer jeg ombord på færgen til Leros. Der er rullende trapper, røde plysstole og tjenere i græske farver med lyseblå og hvide veste på. På Leros skulle forholdene for flygtningene være ganske forfærdelige.

image

Reklamer

Forfatter: Flugtens ansigt

Jeg er freelancejournalist og fornylig gået på efterløn. Det har givet livet nye muligheder. Somrene tilbringer jeg på smukke Bornholm. Vintrene et sted ude i verden: Marokko, grænselandet mellem Thailand og Myanmar, Bali, Borneo eller et sted i Europa. Netop nu står Europa over for en af sine største flygtningekriser, og jeg vil bruge efteråret og vinteren 2015/16 til at sætte ansigter på denne humanitære tragedie. Jeg vil rejse i Grækenland, hvor mange flygtninge og immigranter første gang sætter foden på europæisk jord, og jeg vil senere tage til Jordan, et af de nærområder, der huser rigtig mange syriske krigsflygtninge.

2 thoughts on “FLYGTNINGEKRISE: UVEJR OG EN KÆNTRET BÅD

  1. Du skriver mycket bra och beskrivande som om man själv var på plats,tack Anette

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s