“Her er forfærdeligt. Jeg vil bare væk. Mine børn skal ikke være et sted som her. Vi har ikke fået et bad en uge og mine børn er sultne, fortæller en syrisk mor. Familien mistede alt, penge, tøj, alt ude på havet. Menneskesmuglerne beordrede folk ombord på den overfyldte båd til at kaste alt, hvad de havde i vandet.

“For meget vægt,” påstod de. Den syriske kvinde og hendes familie, mand og to børn, hun selv var inden flugten engelsklærer i Damaskus, er nu på den græske ø Leros. I en flygtningelejr. Mens de venter på deres papirer, så de kan komme med færgen til Athen og videre op gennem Europa.

“Vi kunne ikke længere være i Damaskus. Bomber. Der var ingen fremtid, og jeg ønsker bare en fremtid for mine børn, siger kvinden. Hun vil ikke fotograferes af hensyn til familien hjemme i Syrien.

I lejren en nedlagt skole er der for det meste op til 1400 flygtninge og migranter. Store syriske familier, store afghanske familier, babyer, et utal af børn, oldinge, mødre og fædre ligger på måtter over alt i de tidligere klasseværelser. Skrald, tæpper, rygsække, legetøj, bamser og vådt tøj ligger eller hænger over alt. Luften er tung. Her stinker af sved og snavs og alt for mange mennesker. Det har øsregnet, tordnet og blæst de sidste dage.

En kvinde i et rum med en masse andre kvinder siger til mig, hun ikke kan ånde.

“Her er ingen luft,” siger hun og kikker op på de tilgitrede vinduer næsten oppe under loftet.

De får ikke mad nok, børnene er sultne, gamle koner rækker tiggende hænderne frem og fører dem op til munden. Læger uden Grænser er her, nogen få fra UNCHR ellers er det frivillige – blandt andet fra Danmark – som sørger for, at der bare er et skær af medmenneskelighed over stedet – syge babyer og børn bliver opdaget, fødende kvinder får hjælp, gamle mennesker bliver tilset af en læge eller sygeplejerske og bare fødder får et par sko – hvis der er sko – for der er nemlig mangel på sko.

Tryk på et af billederne, så bliver de større.