Der tikker desperate beskeder ind på min Messenger og WhatsApp.
-Help us. Please help us. Hvad skal der ske med os?
Beskederne er fra et af Libyens mange overfyldte detentionscentre eller fængsler i Tripoli. En god ven i Athen har skrevet til mig, at hun har en bror i et af Libyens detentionscentre. Broren er syg, og hun er rigtig bekymret. Jeg får kontakt til nogen af hans medindsatte, som kan engelsk. Her er noget af en mere end to måneders korrespondance. Opdager de libyske vagter i centeret det, vil mine kilder være i stor fare. Hvilket jeg her er nød til at tage hensyn til. De fortæller bl.a.:
1400 mennesker stoppet ind i en stor hangar. Eneste lys, de har set i måneder, er det kunstige fra neonrørene i hangarens tag. Aldrig nogen sol eller en smule frisk luft.
-Vi er alle syge. Vi mangler sol og luft, lyder en besked.
Maden er sparsom. Der er dage, hvor de intet får. På heldige dage får de en skål bønner til deling mellem seks mand, om morgenen måske et brød. Drikkevandet er snavset. Ifølge en artikel i The Irish Times må familie sende penge til mad til deres pårørende i Libyens interneringslejre, ellers vil de intet få.
Hangarens få toiletter og brusebade er uhumske. Toiletterne ofte stoppede. Tuberkulose spreder sig hurtigt i de overfyldte centre, men der er ingen lægebehandling.
-Det kan vi ikke behandle her i Libyen, siger lægen blot ifølge min kilde. Når folk er syge nok, flyttes de til et nærliggende rum for at dø.
Der tikker billeder ind på WhatsApp: En masse mennesker ligger og sidder oven i hinanden i et stort rum. Hangaren. De sover på skift. Fotos af så tynde mennesker at det vækker mindelser om billeder fra koncentrationslejrene under anden verdenskrig. Billeder af sårede mennesker. Store åbne sår og beskidte hjemmelavede forbindinger.
Jeg tænker på den slags ubehandlet betændelse, som jeg engang så under en rejse langt ude i bushen i Afrika. Betændelse så slem at man dør.
Der kommer også billeder af stoppede toiletter og oversvømmede baderum. Og en video af libyske vagter, der smider tåregas ind i hangaren mod de mange mennesker, som ingen mulighed har for at komme væk. Jeg kan også høre skud på videoen.
En dag virker vifterne i loftet ikke. Uden for er der næsten fyrre grader. -Vil du se, hvor varmt her er? På telefonens videokamera ser jeg en masse svedige brune kroppe.
Indimellem er der kampe omkring hangaren. Libyske militser, der kæmper mod hinanden.
-Det er hård krig det her. Vi er bange. Lang pause. Så ny besked.
-De skyder hele tiden, og der står store benzintanke lige ved siden af hangaren – og jeg får tilsendt billeder af skudhuller i hangarens loft.
Og så bliver de flyttet. Til en landsby, 130 km fra Tripoli, langt ude i ørkenen. Beskederne bliver færre.
-Vi er i fængsel nu, lyder det og så afbrydes forbindelsen.
Jeg tænker på, hvordan en hel masse mennesker stille og roligt vil blive glemt derude i ørkenen. Det er EU politik. De kan få lov at dø i fængslet i landsbyen et sted i Libyens ørken. Mennesker, som blot er flygtet fra et land og et styre, der sætter folk i fængsel og torturerer dem. De har intet kriminelt gjort. I Europa får flygtninge fra Eritrea – de heldige, som når så langt – asyl.
Nu er de blot overladt til at dø i et andet fængsel.

 

EU politik

Tusinder har siddet mange måneder i forskellige fængsler og detentionscentre i Libyen. Håbet om nogensinde at blive evakueret ud af den såkaldt fejlslagne stat dør langsomt for mange. Derfor råber de om hjælp. Glem os ikke, råber de. Hver dag kan jeg høre det. Når beskederne kommer.
Det hele er EU politik. For at forhindre flygtninge og migranter i at sætte ud mod Europa i vakkelvorne både har vi indgået en aftale med Libyen. Vi betaler masser af penge til en dybt korrupt libysk kystvagt mod at den til gengæld holder afrikanerne tilbage. Vi har vist endda også været nede og uddanne dem i at fange desperate afrikanere. Istedet sættes de i libyske detentionscentre. Uden udsigt til nogen sinde at slippe ud igen. Hvis de altså ikke sælges på et libysk slavemarked som dokumenteret af den amerikanske tv station CNN, og som mine kilder I detentionscenteret frygter allermest. De ved endda, hvad prisen på et slavemarked er for sådan nogen som dem. Den største fare er, hvis de libyske vagter opdager, at de har en telefon. Kontakten til omverdenen.
Mange af de økonomiske migranter kan sendes tilbage til det land, de kom fra. Det kan de, som er flygtet af politiske grunde bare ikke. De, som kommer fra Eritrea, er under beskyttelse af UNHCR. Som bevis på UNHCRs beskyttelse kommer der billeder af papirlapper med UNHCR nummeret hurtigt nedskrevet med kuglepen.
Så er du sikret, flygtning. Så er du under vores beskyttelse, siger nummeret.
-Men hvor er UNHCR? Vi ser dem aldrig, står der i en besked.
UNHCR’s arbejde i Libyen ER svært. En morgen forlader de libyske vagter hangaren med 140 af de internerede. De bliver gennet op på ladet af en lastbil, og kørt væk. Om aftenen vender de tilbage.
En UNHCR medarbejder i København fortæller mig, at det næsten er umuligt at evakuere folk, selv de mest sårbare, kvinder og børn, som der satses mest på. I lufthavnen siger libyerne, at flyet alligevel ikke afgår i dag. Måske i morgen eller i overmorgen.

SELVMORD

Fornylig begik en 28-årig mand fra Somalia selvmord i et af detentionscentrene. Han havde netop fået at vide af UNHCR, at han havde meget få chancer for at blive evakueret til et sikkert land, skrev avisen The Irish Times den 25. oktober i år.
En solstrålehistorie: Den 17. oktober kan UNHCR på Twitter fortælle, at 135 særligt sårbare flygtninge er evakueret fra et af Libyens detentionscentre til en lejr i Niger. De evakuerede havde tilbragt mange måneder i Libyens detentionscentre og var ved ankomsten til Niger underernærede og syge.
Igår skrev UNHCR i Libyen på Twitter, at den libyske kystvagt havde reddet 100 flygtninge og migranter af forskellige nationaliteter ude på Middelhavet.
UNHCR var på plads med mad, vand, tørt tøj og lægehjælp, lød det i tweetet, – hvorefter de reddede formodentlig er bragt til et af detentionscentrene i Tripoli.
Om de nogensinde kommer ud igen, er der ingen, som ved. Den politiske situation ser ikke ud til at ændre sig – hverken i Europa eller Libyen.
Tværtimod arbejder vi i Europa og i Danmark for oprettelse af flere lejre I Nordafrika.