anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier


Skriv en kommentar

Libyens detentionscentre: SKAL VI DØ HER – GLEMT I EN HANGAR I LIBYEN

Der tikker desperate beskeder ind på min Messenger og WhatsApp.
-Help us. Please help us. Hvad skal der ske med os?
Beskederne er fra et af Libyens mange overfyldte detentionscentre eller fængsler i Tripoli. En god ven i Athen har skrevet til mig, at hun har en bror i et af Libyens detentionscentre. Broren er syg, og hun er rigtig bekymret. Jeg får kontakt til nogen af hans medindsatte, som kan engelsk. Her er noget af en mere end to måneders korrespondance. Opdager de libyske vagter i centeret det, vil mine kilder være i stor fare. Hvilket jeg her er nød til at tage hensyn til. De fortæller bl.a.:
1400 mennesker stoppet ind i en stor hangar. Eneste lys, de har set i måneder, er det kunstige fra neonrørene i hangarens tag. Aldrig nogen sol eller en smule frisk luft.
-Vi er alle syge. Vi mangler sol og luft, lyder en besked.
Maden er sparsom. Der er dage, hvor de intet får. På heldige dage får de en skål bønner til deling mellem seks mand, om morgenen måske et brød. Drikkevandet er snavset. Ifølge en artikel i The Irish Times må familie sende penge til mad til deres pårørende i Libyens interneringslejre, ellers vil de intet få.
Hangarens få toiletter og brusebade er uhumske. Toiletterne ofte stoppede. Tuberkulose spreder sig hurtigt i de overfyldte centre, men der er ingen lægebehandling.
-Det kan vi ikke behandle her i Libyen, siger lægen blot ifølge min kilde. Når folk er syge nok, flyttes de til et nærliggende rum for at dø.
Der tikker billeder ind på WhatsApp: En masse mennesker ligger og sidder oven i hinanden i et stort rum. Hangaren. De sover på skift. Fotos af så tynde mennesker at det vækker mindelser om billeder fra koncentrationslejrene under anden verdenskrig. Billeder af sårede mennesker. Store åbne sår og beskidte hjemmelavede forbindinger.
Jeg tænker på den slags ubehandlet betændelse, som jeg engang så under en rejse langt ude i bushen i Afrika. Betændelse så slem at man dør.
Der kommer også billeder af stoppede toiletter og oversvømmede baderum. Og en video af libyske vagter, der smider tåregas ind i hangaren mod de mange mennesker, som ingen mulighed har for at komme væk. Jeg kan også høre skud på videoen.
En dag virker vifterne i loftet ikke. Uden for er der næsten fyrre grader. -Vil du se, hvor varmt her er? På telefonens videokamera ser jeg en masse svedige brune kroppe.
Indimellem er der kampe omkring hangaren. Libyske militser, der kæmper mod hinanden.
-Det er hård krig det her. Vi er bange. Lang pause. Så ny besked.
-De skyder hele tiden, og der står store benzintanke lige ved siden af hangaren – og jeg får tilsendt billeder af skudhuller i hangarens loft.
Og så bliver de flyttet. Til en landsby, 130 km fra Tripoli, langt ude i ørkenen. Beskederne bliver færre.
-Vi er i fængsel nu, lyder det og så afbrydes forbindelsen.
Jeg tænker på, hvordan en hel masse mennesker stille og roligt vil blive glemt derude i ørkenen. Det er EU politik. De kan få lov at dø i fængslet i landsbyen et sted i Libyens ørken. Mennesker, som blot er flygtet fra et land og et styre, der sætter folk i fængsel og torturerer dem. De har intet kriminelt gjort. I Europa får flygtninge fra Eritrea – de heldige, som når så langt – asyl.
Nu er de blot overladt til at dø i et andet fængsel.

 

EU politik

Tusinder har siddet mange måneder i forskellige fængsler og detentionscentre i Libyen. Håbet om nogensinde at blive evakueret ud af den såkaldt fejlslagne stat dør langsomt for mange. Derfor råber de om hjælp. Glem os ikke, råber de. Hver dag kan jeg høre det. Når beskederne kommer.
Det hele er EU politik. For at forhindre flygtninge og migranter i at sætte ud mod Europa i vakkelvorne både har vi indgået en aftale med Libyen. Vi betaler masser af penge til en dybt korrupt libysk kystvagt mod at den til gengæld holder afrikanerne tilbage. Vi har vist endda også været nede og uddanne dem i at fange desperate afrikanere. Istedet sættes de i libyske detentionscentre. Uden udsigt til nogen sinde at slippe ud igen. Hvis de altså ikke sælges på et libysk slavemarked som dokumenteret af den amerikanske tv station CNN, og som mine kilder I detentionscenteret frygter allermest. De ved endda, hvad prisen på et slavemarked er for sådan nogen som dem. Den største fare er, hvis de libyske vagter opdager, at de har en telefon. Kontakten til omverdenen.
Mange af de økonomiske migranter kan sendes tilbage til det land, de kom fra. Det kan de, som er flygtet af politiske grunde bare ikke. De, som kommer fra Eritrea, er under beskyttelse af UNHCR. Som bevis på UNHCRs beskyttelse kommer der billeder af papirlapper med UNHCR nummeret hurtigt nedskrevet med kuglepen.
Så er du sikret, flygtning. Så er du under vores beskyttelse, siger nummeret.
-Men hvor er UNHCR? Vi ser dem aldrig, står der i en besked.
UNHCR’s arbejde i Libyen ER svært. En morgen forlader de libyske vagter hangaren med 140 af de internerede. De bliver gennet op på ladet af en lastbil, og kørt væk. Om aftenen vender de tilbage.
En UNHCR medarbejder i København fortæller mig, at det næsten er umuligt at evakuere folk, selv de mest sårbare, kvinder og børn, som der satses mest på. I lufthavnen siger libyerne, at flyet alligevel ikke afgår i dag. Måske i morgen eller i overmorgen.

SELVMORD

Fornylig begik en 28-årig mand fra Somalia selvmord i et af detentionscentrene. Han havde netop fået at vide af UNHCR, at han havde meget få chancer for at blive evakueret til et sikkert land, skrev avisen The Irish Times den 25. oktober i år.
En solstrålehistorie: Den 17. oktober kan UNHCR på Twitter fortælle, at 135 særligt sårbare flygtninge er evakueret fra et af Libyens detentionscentre til en lejr i Niger. De evakuerede havde tilbragt mange måneder i Libyens detentionscentre og var ved ankomsten til Niger underernærede og syge.
Igår skrev UNHCR i Libyen på Twitter, at den libyske kystvagt havde reddet 100 flygtninge og migranter af forskellige nationaliteter ude på Middelhavet.
UNHCR var på plads med mad, vand, tørt tøj og lægehjælp, lød det i tweetet, – hvorefter de reddede formodentlig er bragt til et af detentionscentrene i Tripoli.
Om de nogensinde kommer ud igen, er der ingen, som ved. Den politiske situation ser ikke ud til at ændre sig – hverken i Europa eller Libyen.
Tværtimod arbejder vi i Europa og i Danmark for oprettelse af flere lejre I Nordafrika.

Reklamer


1 kommentar

Coming home – and flaschbacks

 

image

5000 stranded people have lived for one and a half month in tents on port Pireaus in Athen.

The island of Bornholm is dressed like a bride, white and pure. Wild cherry trees and hawthorns flourishes, and in a while fields of yellow rape will be here. The wind is still sharp. Taking a walk in the forest I meet a company of Danish soldiers painted green in their faces, and with the machine guns raised for shooting. Ready to join new wars in distant countries.

The war was close this winter in Jordan with only 75 kilometers to the border of Syria. It became a habit for the Jordanians and the Syrian refugees living close to the border to wake up in the middle of the night hearing the sound of bombers. Inside Syria the machines spread death and destruction, and it happened they threw their cargo of barrel bombs in Jordan. When it happened The Kingdom would make a protest, but for what use? Against mighty countries like USA, Russia, France and Turkey?

image

Syrian refugees living in tents in the desert of Jordan.

Staying three month in Amman in Jordan I happened to develop an attitude “thats life” about the war so close. Like a woman from Dubai told me: We are so used to war that I never gives it a thought.

A bad cold meant I had to cancel my plans staying with a Syrian refugee family close to the border of Syria. The cancellation might have been lucky, since it is no use seeking out war. On Facebook desperate Syrian friends outside – and inside Syria shared plenty of mutilated children with torn-off limbs and crushed dead people buried in dusty rubble. Their way to get the worlds attention to all the terribly things happening in their country.

One morning having my coffee and oat meal I see pictures of skinny people with ribcase protruding. Dying human beings from the besieged Syrian city of Madaya, 150 kilometer away from Amman. 40.000 people trapped for months, living of cats and boiled leaves. Old people and children dying of hunger, and desperate inhabitants trying to tell the world.

Even on peaceful Bornholm it is hard to escape horror: All the people I have come to know. All the children. And all the people I just met on my way.

image

The port of Pireaus.

Two month on the Greek Island of Leros in autumn, when refugees were still sort of welcomed in Europe. In overcrowded robber boats they landed one by one on the military island of Farmakonisi. Here the refugees were welcomed by soldiers, who fired scaring shots in the air and gave them a packet of biscuits and a little water to survive, until the day they were picked up by the Greek military and brought to Leros.

Three cold month in Jordan close to the war and early spring in Athen with more than 50.000 refugees captured in a Europe closing its borders with barbed wire, teargas and riot police and military. A Europe which no longer care about humanity locking up starving children behind fences. Deporting people back to death, or just having closed eyes for the horrible conditions in the gigantic refugee camps, we have transformed Greece into.

image

Three Syrian children and an old woman buried on the Greek island of Leros, far from home.

 

I met the three Syrian mothers at my hotel on Leros. Each of them had just lost a child in the sea, and the old man next to me in the couch, who lost his wife the same night in the same accident.

And the Syrian father repeating:

-I have been four months in prison in Turkey with my children – three month in a hole in the soil – without daylight. I never thought, we would make it out.

image

Six year old Hasan in Turkish prison.

And I watched his anger to everything that was Turkish slowly eating him up. There was beautiful and calm eighteen year old Jasmin sitting there with her family for days on a blanket in the street in an overcrowded city of Leros. Back in Damascus the best in her class, and she told me, how the soldiers on Farmakonisi had beaten her beloved uncle. And the uncle, who asked me, if this was the attitude in Europe, and I did not know what to answer.

Or 20 year old Hamid from Syria, his only surviving family is an uncle in Denmark. All Hamid wishes of life is to go and stay with his uncle, but Denmark do not want him, so now he walks up and down the worn streets of Athen.

In many ways I feel great gratitude. I have a passport. I have a country, I can call my own. I am not forced to travel round the world chased and trying to flee war or a repressive Taliban. I do not meet barbed wire and closed borders, when I seek security for my children. Armed soldiers do not shout at me in a Greek refugee camp, and I am not locked up on a Greek island behind fences in order to be deported to a camp or a prison in Turkey or death in my country.

News from Greece. A video showing people screaming in panic. Another fire at a refugee camp in Athen. Security conditions are miserable in the hastily build camps, and I am thinking that one day someone might die.

I am reading that EU has a plan B, if the controversial deal with Turkey fails. We the European countries will transform Greece into a large refugee camp. They do not say it loud. At least not in that way.

image

The family from Afghanistan staying for three months in one of the refugee camps in Athen.

-It is a big responsibility with three small kids, Arian writes on Messenger from one of the many refugee camps in Athen. The family is from Afghanistan, and they arrived just, when Europe closed its borders. He is only 30, an actor, and had to flee Afghanistan, when some men attacked him late one night and disfigured his face with brass knuckles. They did not like the TV series about womens liberation, where he was starring. Some neighbors found him and when he woke up 24 hours later in the hospital, the doctors told him, he was lucky, he was still alive.

image

In Athen hundreds of stranded refugees living in Victoria Square.

-Being uncertain about the future is the worst, but at least I am safe here. I will rather live in Greece, than die in Afghanistan, he said, when we met in Athen.

The family with three small kids, one disabled arrived to Greece just as Macedonia closed its borders to the north for Afghan people. The country put up barbed wire and police shot at desperate people, who tried to get through.

-We do not want you, Macedonia said with EU approving. At first they said it to the Afghan people, then to everybody else.

-Why do you come, the Greek policeman asks, when Arian one morning in February arrives in Athen with his family on the ferry from Chios.

-We are just one big prison for refugees, the police officer told him.

Now the family is staying in a refugee camp in Athen. Three month in a container with air conditioning, and plenty of macaroni served by the Greek military.

-I am confused and sometimes my wife cries silently, Arian said.

image

Shofiq is asking, why did you go so far.

Being back home I get a big hug from Shofiq. Half a year ago, I suddenly left him, and for a long time he denied talking to me on Skype. But then he got three small rabbits, and the connection was quickly restored.

-Why did you have to go so far away, he asks me and cuddles in my arms.

 

image

Amman.

I am sitting on a cafe overlooking Amman’s rooftops, drinking strong arabic coffee with cardemom. It is late February and sitting in the spring sunshine is just beautiful. In front of me a couple of smart Jordanian women wearing white scarfs and smoking the water pipe, and from the nearby mosque the muezzin calls for another prayer. With my camera I take a picture of the barrels of water lined up on the rooftops – the desert country Jordan is always short of water – and I read on BBC online news that Saudi Arabia is going to send troops into Syria.

That war is one big mess. I wonder, if the Kingdom south of Jordan will send their tanks up through Jordan on the old Desert Highway?

I always make sure to be able to get out of the country quickly, if needed.

It is chilly on the island of Bornholm. Though it is soon May snow is falling. The first small beech trees are green and the forest floor is white with anemones. The wild garlic smell sharply and I pick as many as I can possibly eat.

There are the Syrian family in a suburb of Amman, who was so poor that the kids had no toys.

image

A selfie. The actor from Afghanistan holding the Olympic flame in the refugee camp in Athen. A great moment.

I mix in a spread on Facebook. There are so many false rumors about refugees. Old videos spread as if it had happened yesterday. An unknown man writes me a private message on Messenger, that I am a traitor towards my country.

And all the time I know a young Syrian man, who walks around in the streets of Athen, sad and not knowing what to do and an Afghan father, who fears the future of his children.

A black shoe tucked among the rocks on the beach of Bornholm.

 

 

image

Broken robber boats in the harbor of Kos.

There were so many lonesome shoes on the beach of the Island of Kos. So many broken robber boats. So many shipwrecks in the harbor. And left roars, so that the refugees were able to row the boat ashore, when the gasoline can got empty in the middle of the sea. I look at pictures of life jackets. I look at a picture of a white cape once belonged to a child, who survived crossing the sea between Turkey and Greece and I have a picture of a doll with blue hair forgotten on the pavement.

image

And I remember the early morning, when two young men took a selfie on the beach of Kos, just arrived and happy that they had survived the dangerous trip across the Aegan Sea. In the night there was this screaming from the ocean. In a car and together with an English nurse I went up and down the coast for several hours in order to find out, what happened. We did not find out, but I am sure, the two young men were among the people, who arrived safely on the island of Kos. At least there were no reports of any accidents at sea that night.

On Bornholm the flowers of the wild cherry trees falls like large white snowflakes settling on a white blanket on the paved road. In a small village a woman is busy painting her mailbox red. A cold fog coming from the sea has settled over the island, and suddenly it blows up. I can hear crying in the wind from the South. During these times so many people cries.

I do too, when I hear Hamid is safe in Sweden.

 

image

Back on beautiful Bornholm.

,


Skriv en kommentar

OM AT KOMME HJEM – OG FLASCHBACKS

image

5000 mennesker bor under primitive forhold på havnen i Piræus.

Gyldne blade faldt, da jeg forlod øen for et halvt år siden. Nu blomstrer de vilde kirsebærtræer og tjørnebusken hvidt og får øen til at ligne en uskyldig brud. Om lidt vil rapsmarkerne lyse gult. Forårsvinden er stadig skarp. De første, jeg møder på skovstien, er en flok kampklare soldater. Med camouflagemalede ansigter og maskinpistolerne hævet i skydehøjde venter de på at blive fløjet til nye krige i fjerne lande.

image

Syriske flygtninge har slået sig ned i telte i den jordanske ørken.

Krigen var tæt på hele vinteren i Amman. Fem og halv fjers kilometer til grænsen mellem Jordan og Syrien, og det var nærmest en vane for de jordanere og syriske flygtninge, som boede tæt på at blive vækket om natten af præsident Assads bombemaskiner. Inde i Syrien spredte de død og ødelæggelse, og det skete, at de smed deres last af tøndebomber og andet skidt i Jordan. Så protesterede det lille kongedømme, men hvad hjalp det mod en dødsmaskine bestående af vældige lande som Rusland, USA, Tyrkiet, Frankrig og lille Danmark, og hvem, der ellers har syntes, de skulle blande sig i den syriske borgerkrig?

Det er en meget mærkelig fornemmelse at være så tæt på al den krig. På tre måneder nåede jeg at udvikle en vis immunitet, selv om det aldrig blev hverdagskost. Som en kvinde fra Dubai sagde til mig: Vi er så vant til det, at jeg aldrig tænker på. Jeg skulle have boet hos en syrisk flygtningefamilie tæt på grænsen, men blev snotforkølet, og opholdet blev aflyst, og det var måske meget godt. Jeg behøvede sådan set heller ikke at opsøge krigen. Jeg kunne bare nøjes med at åbne Facebook, hvor jeg fik smidt alle grusomhederne lige i hovedet af fortvivlede syriske venner uden for og – inde i – Syrien. Araberne deler flittigt billeder af lemlæstede børn med afrevne legemsdele og knuste døde mennesker begravet i støvede murbrokker. Deres måde at gøre opmærksom på grusomhederne.

En morgen er der billeder af radmagre mennesker med brystbenene stikkende frem. Døende fra den belejrede syriske by Madaya, kun 150 kilometer fra, hvor jeg sidder i sofaen og drikker min kaffe og spiser min musli. 40.000 indespærrede beboere har levet af katte og kogte blade i månedsvis, og børn og gamle dør nu af sult.

image

5000 flygtninge bor lige nu under kummerlige på havnen i Piræus, Athen.

Hjemme på fredelige Bornholm er det svært at slippe gruen. Alle de mennesker, jeg har lært at kende, alle de børn og alle de mange jeg bare så på min vej.

To måneder på den græske ø Leros. Dengang flygtninge endnu var så nogenlunde velkomne i Europa. I overfyldte gummibåde landede de på den græske militærø Farmakonisi, hvor de blev modtaget af øens soldater, som affyrede skræmmeskud og gav dem en pakke kiks og lidt vand at leve af, indtil de en dag blev hentet af det græske militær og sejlet til Leros.

Tre kolde vintermåneder i Jordan med krigen tæt på, og to måneder i Athen, hvor mere end 50.000 flygtninge, heraf 22.000 børn i dette øjeblik er fanget i et Europa, der har lukket sine grænser med pigtråd, tåregas og kampklædt politi og militær. Det før så humane Europa spærrer nu børn inde bag pigtråd, deporterer mennesker tilbage til den visse død, og lukker øjnene for de kummerlige forhold i den gigantiske flygtningelejr, vi er ved at omdanne Grækenland til.

image

Tre børn og en ældre kvinde er begravet her på øen Leros. Alle druknede under flugten fra Tyrkiet til Grækneland.

Der var også de tre syriske mødre på mit hotel på Leros. Hver havde de natten før mistet et barn under flugten over havet fra Tyrkiet mod Europa, og den gamle mand ved siden af mig i sofaen, som mistede sin kone i samme ulykke. De var alle fra samme by i Syrien. Eller den far, som igen og igen gentager:

 

image

Fem-årige Suleiman i fængsel i Tyrkiet.

-Jeg har siddet fire måneder i et tyrkisk fængsel med mine børn – tre måneder i et hul under jorden. Uden dagslys. Jeg troede ikke på, at vi kom ud igen. Og jeg så på, hvordan hans had til alt, hvad der var tyrkisk, langsomt åd ham op. Der var også smukke rolige 18-årige Jasmin fra en forstad til Damaskus, som måtte se på, hvordan de græske soldater slog hendes elskede onkel. Og onklen, som spurgte mig, om det her var attituden i Europa. Eller kun 20-årige Hamid, hvis eneste overlevende familie er en onkel i Danmark, som han bare så gerne vil op til. Men Danmark vil ikke have ham, så nu vandrer han hvileløst rundt i Athens gader.

På en måde føler jeg jo en stor taknemmelighed. Jeg har et land, og jeg har et pas, og jeg kan tage hjem, når jeg vil. Jeg rejser ikke jaget rundt i verden på flugt fra krig eller et undertrykkende Talebanregime i Afghanistan. Jeg møder ikke pigtråd og lukkede grænser, når jeg søger tryghed og en fremtid for mine børn. Jeg bliver heller ikke råbt ad af bevæbnede vagter i en græsk flygtningelejr. Eller spærret inde bag pigtråd på en græsk ø for at blive deporteret tilbage til en endnu værre lejr i Tyrkiet eller i værste fald døden.

Nyheder fra Grækenland. En video med mennesker, som skriger i panik. Endnu en brand ved en flygtningelejr i Athen. Sikkerhedsforholdene er elendige i de hastigt oprettede lejre, og en dag vil det koste menneskeliv, tænker jeg.

Jeg læser, at EU har en plan B, hvis den kontroversielle aftale med Tyrkiet glipper. Man vil omdanne Grækenland til en stor flygtningelejr. Så kan de blive der.

image

Arian måtte flygte fra Afghanistan med sin familie. Nu sidder de fast i Grækenland.

Det er et stort ansvar med tre små børn, skriver Arian, en afghansk familiefar på Messenger fra en flygtningelejr i Athen. Han er kun tredive, skuespiller og flygtet fra Afghanistan, hvor ukendte gerningsmænd en sen aften overfaldt ham og skamferede hans ansigt med knojern. De brød sig ikke om den TV serie om kvindefrigørelse, hvor han spillede hovedrollen. Næste gang slipper han ikke med at få ansigtet ødelagt, advarede de, før de forsvandt.

-Uvisheden er det værste, men i det mindste er jeg i sikkerhed her, skriver han.

image

Grækenland er omdannet til en stor flygtningelejr efter at Makedonien lukkede sin grænse mod Grækenland. Her bor flere hundrede flygtninge på Victoria Square midt i Athen. Politiet ryddede pladsen kort efter billedet er taget.

Familien med de to små børn og et handicappet ankom til Grækenland netop som Makedonien lukkede grænsen mod Grækenland for afghanere. Landet satte pigtråd op, og politi skød på desperate mennesker, som alligevel prøvede at komme igennem. -Vi vil ikke have jer ind, siger Makedonien med EU i ryggen. Først sagde de det til afghanerne, så til alle andre.

-Hvad vil I her, spørger en græsk betjent den afghanske skuespiller og familiefar den morgen i februar, hvor de ankommer med færgen til Athen. -Vi er bare et stort fængsel for flygtninge, siger betjenten.

Nu bor familien i en flygtningelejr i en container med aircondition, og meget makaroni serveret af det græske militær.

-Jeg er forvirret, og indimellem græder min kone stille, sagde Arian, da jeg endnu var i Athen.

Hjemme får jeg et stort knus af Shofiq. Det er et halvt år siden, jeg pludselig rejste fra ham, og i lang tid nægtede han at tale med mig på Skype. Så fik han tre kaniner, og det var alligevel så spændende, at forbindelsen blev genoprettet.

 

image

Hvorfor har du været så langt væk, spørger han og putter sig ind til mig.

image

Udsigt fra cafeen i Amman.

Jeg sidder på en cafe med udsigt over Ammans hustage og drikker stærk kaffe med kardemomme. Det er i februar og i solen dejligt varmt. Foran mig ryger et par unge tørklædeklædte kvinder vandpibe, og muezzinen har lige kaldt til bøn fra moskeen overfor. Jeg tager et billede af Ammans hustage med alle vandtønderne stillet op på række og læser på BBC’s netavis, at Saudi Arabien nu også vil blande sig i krigen i Syrien. Kongedømmet lige syd for Jordan vil sende soldater, der skal kæmpe på Tyrkiets side.

Den krig er et stort morads. Mon sauderne vil sende deres kampvogne op gennem Jordan på den nedslidte Desert Highway? Jeg sørger hele tiden for at have penge nok, så jeg kan komme hurtigt ud af landet.

Det er koldt på Bornholm, og det sner, selv om vi snart har maj. De første små bøgetræer står lysegrønne, og skovbunden er hvid af anemoner. Ramsløgene dufter, og jeg plukker så mange, jeg kan spise.

Der var forøvrigt også den syriske familie i en forstad til Amman, som var så fattige, at børnene ikke havde noget legetøj.

image

Den olympiske fakkel kom også til en af flygtningelejrene i Athen.

 

En selfie tikker ind. Skuespilleren fra Afghanistan står med den olympiske ild i flygtningelejren i Athen.

Jeg blander mig på Facebook i et opslag fra Susanne Bjerrehus. Hele tiden er der falske opslag om flygtninge. Gamle videoer, der bliver lagt ud, som var det lige sket. En ukendt mand sender mig en besked på Messenger. Han kalder mig landsforrædder.

Og hele tiden ved jeg, at i Athens nedslidte gader vandrer en kun 20-årig syrisk mand deprimeret rundt, og i en lejr i samme by sidder en afghansk familie og frygter fremtiden.

 

image

I havnebassinet på Øen Kos flød det med punkterede gummibåde og gamle skibsvrag.

En sort sko ligger glemt mellem småstenene på den bornholmske klippestrand. Så mange enlige sko langs strandene på Kos. Så mange punkterede gummibåde. Og skibsvrag i havnebassinet. Og efterladte årer, så flygtningene kunne ro ind, når dunken med benzin til motoren var tom. Jeg kikker på billeder af redningsveste, en hvid barnehue og en glemt tøjdukke med blå fletninger.

 

image

En efterladt dukke på havnen på Kos.

Og jeg husker den morgen, hvor et par unge mænd i morgendæmningen lykkelige og lettede tog billeder af hinanden på stranden på Kos. De var netop kommet over fra Tyrkiet. I natten hørte vi skrig fra havet. I håb om at komme de nødstedte til hjælp kørte jeg med en engelsk sygeplejerske op og ned langs stranden flere timer. Vi fandt dem ikke, men forhåbentlig var det dem, som nu var kommet sikkert i land. Ihvertfald hørte jeg ikke om nogen drukneulykker den nat.

Kirsebærblomsterne falder ned som store snefnug og lægger sig som et hvidt tæppe på den asfalterede vej. I Rø maler en kvinde sin postkasse rød. En kold havgus har lagt sig over øen, og det blæser pludseligt op. Jeg kan høre gråd i vinden, der kommer fra syd. Så mange mennesker græder. Det gør jeg også, da jeg hører, at Hamid er sikkert landet i Sverige.

 

image