anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier

Gensyn med en mor

Skriv en kommentar

image

Muhammeds mor med sin svigerdatter, som hun ser for første gang.

 

Sidder her på Borneo i lummerhede og øsende regnvejr og med udsigt til en flod, hvor der konstant krydser små langbåde fra den ene bred til den anden. Selv om det regner, skal folk frem og tilbage og skipper han står sikkert i front under en farvestrålende paraply.

Ankom for tre-fire dage siden med Air Asia til denne grønne, grønne ø i det Sydkinesiske Hav. Ankom en sjælden dag i solskin, ellers regner det spandevis med monsunregn – hver dag. Luftfugtigheden er tæt på de 100, men selv om luften føles tung, er det slet ikke så slemt, som det kunne være, påstår hotelejeren. Når det rigtig regner, så regner det, så man slet ikke kan færdes ude, siger han. Spørger jeg, hvornår det stopper, lyder svaret: Til det kinesiske nytår.

image

På Borneo regner og regner det.

Det skulle være en gang midt i af februar.

Ellers er Borneo en lille paradisø med masser af jungle, krokodiller, orangutangaber, hovedjægere, hvide missionærer og smilende venlige mennesker.

Er havnet her lidt tilfældigt, men mere om det næste gang. Først Malaysia og Muhammeds og Masimahs rejse og Muhammeds gensyn med sin mor efter 26 år.

image

En søn af en onkel modtager os på busstationen i Johor.

En noget anstrengende tur fra Danmark til Malaysia. Ifølge billetten skulle vi overnatte på et hotel i Doho i Qatar, stillet til rådighed af vores flyselskab Qatar Airways. Desværre ville oliestaten ikke have Muhammed og Masimah inden for dørene. Det der……det er jo ikke et rigtigt pas, sagde manden hos immigrationsmyndighederne, om det rejsedokument, de hver er udstyret med fra det danske Udlændingeservice og det danske politi.

Så stod vi der. Klokken 22:00. Trætte og med et barn på snart fire år. Den flinke mand lod forstå, at de havde fine lounges i lufthavnen, hvor vi kunne hvile til vores næste fly gik klokken 8:00 om morgenen.

Faktisk var jeg advaret. En indisk tjener på en cafe i Catania på Sicilien havde et par uger tidligere fortalt, hvordan han ikke kunne komme uden for lufthavnen i De Forenede Emirater. Til trods for at han havde bevis for, at han boede og arbejdede i Italien og havde en ventetid i lufthavnen på 17 timer, fordi flyet var forsinket. Han klagede og fik erstattet sin billet. Folk fra Indien, Pakistan og Bangladesh må ikke forlade lufthavnen, når de var i transit, fortalte han. I Qatar gælder det altså også folk uden et “rigtigt” pas.

image

Shofiq er ikke til at slå ned, selv ikke midt om natten i lufthavnen i Doho.

Vi fandt efter en del søgen en overfyldt lounge, og i stedet for en blød seng på et hotelværelse i Qatar blev det til en lang nat i lufthavnen i Doho. Ved ettiden om natten gik Shofiq og jeg en tur rundt i lufthavnsområdet. Lige siden vi tog hjemmefra, havde han været frisk som en havørn over alt det nye og spændende. Vi satte os på en cafe, der stadig havde åben på den tid af natten og jeg bestilte myntete. En times tid senere ville vi gå tilbage til hans mor og far.

Var godt nok træt og kunne ikke finde tilbage til de umage liggestole og Muhammed og Masimah, som havde lagt sig på gulvet, da vi gik. I en oliestats lufthavn er der orden på tingene, og det skortede ikke på vagtpersonale, som stod og hang rundt omkring. Men ingen kendte den pågældende lounge, og Shofiq var vild med de rullende fortove. Vi gik og gik, på må og få og på de rullende fortove, men først ved femtiden om morgenen fandt vi tilbage til et par undrende Muhammed og Masimah. Da var Shofiq endelig blevet så træt, at han begyndte at lægge sig ned på lufthavnsgulvet og ville kravle.

image

Muhammeds mor slap ikke sin søn med øjnene i næste dage.

 

Mens jeg og det eneste barnebarn vandrede rundt i lufthavnen i Qatar ventede en gammel burmesisk kvinde i det sydlige Malaysia spændt på at gense sin eneste søn efter 26 år. Muhammed og hans mor er rohingyaer, en etnisk muslimsk gruppe i det vestlige Burma, som for flere hundrede af år siden er indvandret fra Bangladesh. Rohingyaerne er aldrig blevet accepteret i det buddhistiske Burma, og de senere år er forfølgelsen af dem taget til med nedslagtninger, drab og nedbrændinger af huse. Muhammeds mors hus blev brændt ned, og hun måtte for et år siden flygte med båd til Malaysia. Nu bor den 71-årige kvinde hos noget familie i byen Johor i det sydlige Malaysia og skal hvert halve år søge myndighederne om lov til at forblive i Malaysia.

25 år gammel rejste Muhammed til Malaysia for at arbejde, og han har ikke været i Burma siden. Det er derfor et stort møde, der nu vil finde sted i Johor, og Muhammeds mor har talt dagene på sine fingre, har hun fortalt Muhammed over Skype.

 

image

En søn af en af de mange onkler kikker lidt misundelig med på Shofiqs iPhone.

 

Da vi ankommer til Malaysia, er Muhammed på hjemmebane, og han køber busbilletter på busstationen til os allesammen. Dennegang har han større succes med sit rejsedokument. De malaysiske myndigheder holder nemlig heller ikke af illegale indvandrere i deres land, så pas eller legitimationskort skal vises for at få lov at køre i deres busser.

I Thailand kræves der ikke legitimationskort for at få lov at køre i bus. Men de har en række polititjek på vejen, hvor burmesere, som ikke kan fremvise de rigtige papirer bliver hevet ud af bussen og – gætter jeg – afkrævet bestikkelsespenge, fængslet eller sendt tilbage til Burma, alt efter den politiske dagsorden det pågældende tidspunkt.

Vores bus kører igennem endeløse palmeolieplantager, og en rejsetræt Shofiq falder hurtigt i søvn. Efter fire timers udsigt til palmeolietræer – ifølge miljøforkæmpere Malaysias og Indonesiens svøbe – ankommer vi til busstationen i Johor. Mens vi venter på en søn af en onkel, må Masimah endnu en gang fortælle en tilfældig kvinde, hun nu sidder ved siden af på en bænk, hvad vi er for et mærkeligt selskab. Onklens søn ankommer på knallert, og i taxi kører vi igennem en støjende by til huset, hvor familien og Muhammeds mor bor. En stor familie viser det sig med flere sønner, svigerdøtre og børnebørn af den pågældende onkel. Onklen bor stadig i Burma. Alle mændene undtagen en enkelt, som ankom fra Burma for tre måneder siden og har noget med lungerne, arbejder i restauranter eller i butikker.

image

Familien samlet på gulvet, hvor der også spises.

 

Det bliver et rørende gensyn, alle fælder en tårer og Muhammeds mor flest. Lidt jamrelyde er der også plads til og så sætter alle sig på måtten på gulvet, og jeg får tilbudt den ene af husets to stole. Muhammed åbner den ene af de to kufferter med blandt andet tøj til familien. En et-årig pige får et par farvestrålende tylskjoler, og andre danske særheder fremvises stolt, og Muhammeds mors øjne hviler konstant på den genfundne søn de næste dage.

Efter megen snak og fortællen om livet i Danmark er det spisetid, og en plastikdug bredes ud på måtten. Kylling og fisk og chili og ris bæres ind i små skåle, og vi spiser. Om aftenen da varmen er aftaget, går vi på marked, men når ikke længere end til en restaurant. Muhammeds mor er ikke vant til at gå mere, siger hun, og hendes ben ryster og Masimah synes, det er synd for den gamle dame, at hun ikke kommer ud og gå. På restauranten skal alle – endnu engang – have hele historien om Danmark og sprogskolen, hvor Muhammed og Masimah har lært dansk og alt mulig andet.

image

Kuffertens indholdvises frem.

En flink mand kører de gamle hjem, det vil sige Muhammeds mor, Shofiq og undertegnede. Muhammed synes absolut, jeg skal overnatte hos hans familie, og jeg får stillet et helt værelse til rådighed, mens den del af familien, hvis seng jeg ligger i, sovet på en måtte i et andet rum den nat.
Jeg protesterer, men de er vant til at sove på gulvet, siger Muhammed.

På vores aftentur har jeg fået bestilt et hotelværelse, hvor jeg rykker ind dagen efter. Trænger bare til at slappe af og sove, mens Masimah er utålmodig. Mange timers buskørsel fra Johor venter nemlig hendes mor. Masimah har ikke set sin mor, siden hun for femten år siden som en ganske ung pige blev sendt til Malaysia for at arbejde.

 

image

Borneo den eneste dag med solskin – ellers regn, regn.

 

 

 

Reklamer

Forfatter: Flugtens ansigt

Jeg er freelancejournalist og fornylig gået på efterløn. Det har givet livet nye muligheder. Somrene tilbringer jeg på smukke Bornholm. Vintrene et sted ude i verden: Marokko, grænselandet mellem Thailand og Myanmar, Bali, Borneo eller et sted i Europa. Netop nu står Europa over for en af sine største flygtningekriser, og jeg vil bruge efteråret og vinteren 2015/16 til at sætte ansigter på denne humanitære tragedie. Jeg vil rejse i Grækenland, hvor mange flygtninge og immigranter første gang sætter foden på europæisk jord, og jeg vil senere tage til Jordan, et af de nærområder, der huser rigtig mange syriske krigsflygtninge.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s