anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier

En siciliansk anatomilærer og en arbejdsløs kok

2 kommentarer

 

 

image

Tiggerske i Catania.

Har indlogeret mig hos en pensioneret anatomilærer i noget af den aller aller sydligste del af Europa, byen Catania på Sicilien. Catania er en by med bulede FIAT’er i smalle gader, vasketøj på altanerne, lovlige og ulovlige gadesælgere, gamle mænd og arbejdsløse, der bare hænger på byens mange torve, smukke gamle bygninger, en gang lyse, men nu sodsværtede og forfaldne, og fortove af lavasten, hvor faren for at falde og brække et ben er overhængende.

Her vrimler det med alle slags nationaliteter fra kjortelklædte afrikanere, som har overlevet en sejlads i en faldefærdig båd over Middelhavet, harmonikaspillende zigøjnere og så – ifølge en tandløs parkeringsvagt i den gade, jeg bor i – de rumænere, der underbyder på jobmarkedet og tager sicilianernes jobs.

image

Min gade med vulkanen Etna i baggrunden.

Anatomilæreren har en BedandBreakfast, og hører ikke til de fattige i byen. Gemt af vejen i garagen holder hans finpudsede blå Mercedes, og så betaler han ingen skat af de mange lejeindtægter, han får ind på sin fire etagers store ejendom midt i Catania. Det er lavsæson, og sammen med en italiener med halvlangt fedtet hår har jeg en hel etage for mig selv fyldt med nips, vaser med kunstige roser, antikke møbler, et køkken med en lillebitte gryde og så et orange kakkelbeklædt badeværelse med badekar. På toppen af huset en stor terrasse med udsigt over hustage og en snebeklædt vulkan, Etna – anatomilærerens stolthed – og så to overordentlig kælne og velplejede langbenede katte.

Anatomilæreren har jeg mistænkt for – når han ikke lige jager rundt med eller skælder ud på sin husholderske – at sidde deroppe i sin herskabslejlighed og tælle sine euro. Ihvertfald er han en sparsommelig mand, som hver aften ved ottetiden kommer trissende i morgensko og joggingtøj og slukker lyset i køkkenet og den lange gang. Måske de ikke har billig russisk gas på Sicilien.

Min ynglingsrestaurant ligger et par gader væk, og ejeren er fra Bangladesh. Et godt måltid mad bestående af to friskstegte pandefladbrød og en gul bønneret med masser af chili og salat serveres for fjorten kroner, og vil jeg også have en sød dessert koster det en euro oveni. Som eneste kvinde i butikken får jeg en udsøgt betjening, og mens der messes muslimske bønner i det altid tændte fjernsyn, spiser jeg min mad balancerende på en høj barstol og drikker gratis vand af et hvidt plastikkrus. Pladsen er trang og er det lille rum fyldt op med mænd, er der altid et ledigt hjørne midt i lageret af varer i papkasser og øl- og sodavandskasser.

Indrømmet, jeg er kommet til øen uden at kunne tale et ord italiensk, hvilket er til stor irritation for de temperamentsfulde sicilianere. Enhver henvendelse fra min side, det være sig i en forretning, på en cafe eller i en billetluge starter derfor med et langt gab, hvilket får mig til at tænke på sicilianerne som et meget livstræt folkefærd. Dernæst gør de det klart for mig, at de ikke taler engelsk, eller ihvertfald så lidt at det ikke kan betale sig at besvare min henvendelse.

image

Tidligere kok på olietankere, nu parkeringsvagt.

 

 

Der er dog en undtagelse, føromtalte tandløse parkeringsvagt i min gade. “Sicily is bad” og “the politicians is no good,” siger han og slår ud med armene, så jeg kan se al forfaldet. “Denmark is beautiful,” mener han, og fortæller, at han har været kok på en olietanker, men at rumænerne og Filippinerne har taget jobbene, fordi de er billigere, og så spørger han, om jeg ikke kan spørge min ven i Maersk, om de har brug for en kok, der kan lave italiensk mad. “Maersk is good, you know.” Desværre må jeg bedrøve ham med, at mine venner i Maersk ikke hænger løst i ærmet, men “så kan han da også vise mig rundt i byen.” Før jeg går videre, advarer han mig lige om falske eurosedler og tasketyve på det lokale marked.

Har fået en ide om, at jeg skal ud og se lidt af øen – sådan rigtig ud på landet. Ikke nogen let opgave for en, som ikke taler italiensk og ellers er alt for vant til et velordnet bussystem. Da jeg ankommer til, hvad der på bykortet er busstationen, synes alt et stort kaos. Busser er der nok af, men ikke noget om, hvor de går hen og de chauffører, som står og hænger ved busserne, er livstrætte. Alle peger i samme retning, hvilket er lig med et eller andet sted – derovre. Finder ud af, at hvis jeg vil nogen steder, må jeg beslutte, hvor jeg vil hen, så jeg siger, Palermo, den største by på den nordlige side af øen.

Det hjælper ikke alverden. Irriterede sicilianere peger stadig i samme retning, så jeg går efter kursen og finder endelig langt om længe ud af, at forskellige busselskaber har forskellige ruter, og at de hver har et kontor, hvor jeg skal købe en billet.

Går ind på et af kontorerne, men manden i lugen ryster på hovedet, da jeg siger ordet Palermo. Spørger, hvor så, men det er han ikke meget for at fortælle mig. Ved insisteren får jeg dog ud af ham, at det er kontoret ved siden af.

På det næste kontor sidder endnu en livstræt billetsælger. Han trækker en skuffe ud og hiver en køreplan frem. Uden et ord rækker han mig den. Sætter mig ned og studerer bustiderne, men det virker ikke, som om jeg bare kan hoppe af bussen et sted ude på landet, som min intention er. Går tilbage til billetmanden, peger på køreplanen og siger: Express. Han nikker. Sætter mig hen igen, og finder navnet på en by midt på øen. Går tilbage og spørger, om han har en bus, der kører til Enna. Med en udstråling af, at jeg da godt nok er den dummeste turist, han nogensinde har været ude for, ryster han på hovedet. Jeg får ud af ham, at de mere lokale busser kører fra et kontor ved siden af.

Går ind hos endnu et busselskab og gentager Enna til manden i lugen. Han trækker skuffen ud og rækker mig en køreplan. Nu er klokken blevet så mange, at jeg ikke kan nå det i dag, og næste problem er, hvor bussen holder henne. Jeg beslutter mig til at tage til Enna en anden dag, tilfreds med at jeg trods alt har fundet ud af, hvor jeg skal købe en billet.

Om to dage kommer Susanne. Så skal vi ud at køre i tog og sejle. Gad vide, hvordan det går?

 

image

Pittoreske huse

 

 

Reklamer

Forfatter: Flugtens ansigt

Jeg er freelancejournalist og fornylig gået på efterløn. Det har givet livet nye muligheder. Somrene tilbringer jeg på smukke Bornholm. Vintrene et sted ude i verden: Marokko, grænselandet mellem Thailand og Myanmar, Bali, Borneo eller et sted i Europa. Netop nu står Europa over for en af sine største flygtningekriser, og jeg vil bruge efteråret og vinteren 2015/16 til at sætte ansigter på denne humanitære tragedie. Jeg vil rejse i Grækenland, hvor mange flygtninge og immigranter første gang sætter foden på europæisk jord, og jeg vil senere tage til Jordan, et af de nærområder, der huser rigtig mange syriske krigsflygtninge.

2 thoughts on “En siciliansk anatomilærer og en arbejdsløs kok

  1. Hej Søde, det er fanneme et herligt rejsebrev, jeg kan næsten ikke vente på det næste.
    Q du ikke tage til Nenna med ham kokken, hans scooter ser da rigtig fin ud.
    Go tur fremover og hils Susanne og pas på de lavastensfortove, måske du sq købe et par sikkerhedsbriller og en cyklehjelm 🙂 thi hi

    knus Poul

    Like

    • Kære Poul, herligt du nyder læsningen. Måske ide med kokkens scooter, men tror nu, det er mest sikkert med en bud, trods alt.

      Susanne er arriveret og vi har været ude at spise pizza i aften, og lige set billeder fra Nepal. I overmorgen skal vi med tog, spændende. Har forøvrigt fundet ud af, at nogen hernede snakket lidt fransk, så nu prøver jeg det.
      Knus Anette

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s