Gammel fiskekutter.
Endelig er det lykkedes mig at finde en landsby, hvor jeg kan bo blandt mænd, kvinder, børn, katte og hunde og rotter. Stedet er en lille fiskerlandsby ved en smuk flod her på Borneo. Jeg er indlogeret hos en familie, som har et homestay, i et blåt hus og med blå blomstrede gardiner allevegne. På væggen ved siden af det blå gardin ind til mit værelse hænger bryllupsbilleder af Nini og hendes mand. Nini i en stor hvid kjole med blonde pufærmer og sort tørklæde, og hendes mand, som er ved militæret i flot hvid uniform.
Nini har en lille glad datter, som stavrer omkring på stadig usikre ben, og som er i pilfingret alderen. Så bor her Ninis mor, en meget stor dame, som efterhånden har svært ved at bevæge sig, og Ninis søster, som også hælder til de overvægtige, kommer og laver den mad, som familien insisterede på skulle ind i min lejepris. Desuden er her sommetider en krølhåret pige i fem årsalderen – vist nok Ninis søsters datter – som ikke kan lide mig, ihvertfald stikker hun i et højt hyl hver gang, hun får øje på mig.
Nini, hendes mand og datter på en enorm strand.
Familien har en nevø i trettens års alderen boende. Jeg tror ikke, han går i skole, til gengæld er han travlt optaget af at passe på Ninis livlige datter. Hans mor bor i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur og er gift med en fra Nigeria, som ikke kan være far til nevøen, kan jeg da se på hans glatte hår. Som fast inventar i huset er også en køn pige på en elleve år. Vist naboens datter, ihvertfald kommer hun hver morgen gående fra genboens blå hus og herover. Måske kan hun bedre lide at være hos Nini end hjemme? Eller måske har de ikke noget fjernsyn i hendes hjem, for hun er overordentlig glad for at se fjernsyn, har jeg bemærket?
Derudover vandrer et ukendt antal familiemedlemmer ud og ind ad de altid åbenstående døre, blandt andet er der en, som er taxachauffør og kan lidt engelsk. Han kommer med grønsager, hentet lige fra junglen, fortæller han begejstret turisten.
Et andet blåt hus.
Den eneste turist jeg har mødt her i landsbyen er mig selv, og det vækker selvsagt enormt opsigt, når jeg kommer gående under min blå paraply i den stegende sol. Alle her er meget venlige – og nysgerrige.
Samtalen forløber sådan her:
“Hvor skal du hen?” N
Næste spørgsmål: “Hvor kommer du fra?”
Og så: “Er du alene her?” og “Har du børn?”
Sådan en samtale kan godt tage sin tid, for den udspørgende, som altid kan en smule engelsk, skal nå og oversætte mine svar til malaysisk, så de omkringstående kan følge med. Først når alle har fået at vide og forstået, “hvor jeg bor i landsbyen”, “hvor meget jeg betaler” og “hvor længe jeg bliver”, kan jeg få lov at gå videre.
Spørgsmålet om, hvor jeg kommer fra er ikke så lige til at besvare, som det lyder. Den del af Borneo, hvor jeg nu har opholdt mig i snart to en halv måned er malaysisk, og derfor er en stor del af befolkningen muslimer. Men her er også kristne og kinesiske buddhister, og alle lever i bemærkelsesværdig fred med hinanden, noget vi godt kunne lære af derhjemme. De fleste i landsbyen her er muslimer, og da jeg ikke ønsker at blive delagtiggjort endsige stå til ansvar for nogen hjemlige muhammedtegninger, eller få problemer af den grund, fik jeg den første dag sagt, at jeg er fra Sverige.
Der sælges fisk.
Da anede jeg ikke, hvor mange gange jeg skulle fortælle, hvor jeg kommer fra, og på et eller andet tidspunkt begynder ordet Sverige at ligge forkert i munden. Så nu siger jeg som sandt er, at jeg kommer fra Danmark, og er lidt spændt på, om der er nogen reaktion. Men tilsyneladende ikke. Jeg har opdaget, at de fleste her på øen slet ikke kender et land, der hedder Sverige, så det gælder nok også her ude i landsbyen. Danmark kender de fleste derimod, og nævner noget med en eller anden gammel tennisstjerne.
Livet i landsbyen er varmt, enormt varmt og noget mere primitivt end bylivet. Monsunregnen er næsten stoppet nu, og det bliver bare varmere og varmere. Min app på telefonen siger 31 grader med en luftfugtighed på 74 procent, så det føles som 39 grader, advarer samme app.
Mit værelse er stegende, og jeg tilbringer det meste af tiden på en lille restaurant nede ved floden, hvor det lufter herligt. Eller på landsbyens nye internetcafe med en aircondition kørende, der får en til at fryse. Når jeg skal i bad foregår det med en spand vand, og jeg har måttet bede Nini om en ekstra madras til at lægge oven på den, der ligger der i forvejen. Efter et par nætter på en madras, der er så hård, at jeg lige så godt kunne ligge på gulvet, er jeg fuldstændig radbrækket om morgenen og kan næsten ikke komme ud af sengen. Men nu føler jeg mig næsten som prinsessen på ærten, ihvertfald ligger jeg så blødt, at jeg må møve mig hen på kanten af madrassen, hvis jeg ikke skal synke ned i et helt hul.
Læs med næste gang om et forsøg på indbrud og en kjole med lange ærmer.
Tidlig morgen på floden.
anettes blog - on the road 