Det er aften, oktoberluften er stadig lun, cikadesang i pinjetræerne og duften af sød jasmin hænger i næsen. De sidste turister her på den græske ferieø Kos nyder en ouzo på cafeerne langs vandpromenaden. Turistturbåde forsøger at kapre kunder, inden en sløj sæson slutter.

Først kom krisen og så kom flygtningene. Som grækerne siger.

På havnekajen myldrer det af liv. Færgen til Athen er ved at lægge til. Det gør den hver aften og hver aften gentager det samme scenarie sig: Syriske familier flygtet fra gruopvækkende krig nu siddende eller stående i grupper med hele deres liv, tasker, plastikposer, tæpper, lette klapvogne, spædbørn, børn i alle aldre, søstre og brødre og bedsteforældre og bedstemødre i kørestole.Og der er grupper af unge mænd fra Pakistan, fra Afghanistan og fra Afrika. Migranter brudt op hjemmefra med håbet i sig om et bedre liv.

Før de kom så langt, har de alle måttet foretage den farefulde færd over Ægæerhavet fra Tyrkiet til Kos enten i en overfyldt gummibåd eller ombord på en faldefærdig træbåd. Om natten, hvor havet er mest roligt. Efter et par dages hvil er målet nu Athen, derefter Tyskland eller Sverige.

Især de let genkendelige syrere er her mange af. Store familier, babyer i tung søvn i mors eller fars favn eller i den babysele, som frivillige organisationer på Kos udleverer til familier med små børn. Grånende bedsteforældre. Mændene højlydt diskuterende ruter gennem Europa. Børn med ynglingsdukken i favnen og mødre med smart bundne tørklæder over det sorte hår. På flugt fra en krig, der dag for dag bliver mere og mere grusom.

-Hver gang en bombeflyver fløj over vores hus, begyndte mine børn at græde, de rystede over det hele og var meget bange, fortæller en mor. Flyene landede og lettede lige, hvor vi boede, og det var hele tiden: morgen, middag og aften. Mine børn kunne ikke holde til det mere, så vi besluttede det her, siger hun og slår ud med armene.

Familien, der består af hende, hendes mand, tre små børn, en søster og hendes familie og deres forældre vil til Tyskland, og hun spørger mig, om Ungarn tager deres fingeraftryk, så de risikerer at blive sendt tilbage dertil? For det vil hun for alt i verden ikke.

Jeg svarer, at jeg ved det ikke, og hun spørger igen, insisterende, om jeg nu har forstået, hvad hun mener.

Siden jeg for fire dage siden ankom her til Kos, ser jeg dem hele tiden. De syriske familier promenerer op og ned langs havnekajen, velklædte og tilsyneladende afslappede, som er de blot lige taget på en uges charterferie i det græske øhav. Men noget er ikke helt som det skal være: Børnene bryder nemt ud i gråd, og kvinderne ser tomt frem for sig. De syriske familier er indkvarteret på byens hoteller, også på mit. De som har råd betaler selv, ellers hjælper en af de græske, engelske, hollandske nødhjælpsorganisationer, der opererer på Kos. Først på sommeren, da alt var kaos, sov alle på gaden. Nu er det mere organiseret med en stor teltlejr på havnefronten og masser af telte i parken bag politistationen. Mændene, migranterne, fra Pakistan, Afghanistan og Afrika bor i de opstillede en og tomands telte.

Antallet af flygtninge og migranter er faldet lidt på det seneste. Nu er her for det meste omkring 600 migranter døgnet rundt og tohundrede syriske flygtninge. Det skifter hele tiden. Nogen tager med færgen og hver nat kommer der omkring 150 til 200 nye flygtninge og migranter ind fra havet. Før flugten har de syriske flygtninge solgt alt, hvad de ejede, hus og bil og lidt til.

Familien, jeg snakker med, har nu rejst i tre uger – gennem Libanon og Tyrkiet. Nu tager de videre til Athen, det er næsten ubærligt at tænke på de strabadser, der ligger foran dem: kilometerlange vandreture ad Europas landeveje, ødelagte fødder, syge børn i kulden, uendelige og nye grænsehegn og så et rådvildt og uenigt EU, der i øjeblikket højlydt diskuterer, hvordan man kan holde de mange flygtninge ude.

Og imens Europa slås på ord, er de allesammen lige her på kajen på en græsk ø, og en syrisk mand løber forvirret rundt i et par slippers, der er alt for små. I sidste øjeblik spørger han mig, om jeg har et par varme sko, han kan få. Det har jeg desværre ikke. Hvis bare jeg havde.

Lidt væk op ad et hegn står en gruppe afrikanere. Og en gruppe mænd fra Pakistan. Og fra Irak. Og mænd i alle aldre fra Afghanistan. De er her allesammen. Ventende på at komme med færgen eller med håbet om, at en eller anden vil give dem penge til en færgebillet, før det græske politi anholder dem for at have været på øen for længe. Syriske middelklasseflygtninge og fattige migranter mellem hinanden. Ved indgangen til Europa. I havnen flyder punkterede gummibåde rundt. Gamle træbåde, der er slået til pindebrænde ligger og duver på vandet. Og redningsveste, i store bunker rundt omkring på havnen. Røde. Samlet sammen som for at skabe lidt orden i kaos.

De kommer ind om natten. Drivende omkring på havet med vinden og strømmen. Mange må padle det sidste stykke ind til kysten, fordi bådens motor er enten ikke eksisterende eller går i stykker undervejs. Bådens standard afhænger af, hvor mange penge hver enkelt har haft råd til at betale menneskesmuglerne i den tyrkiske by Bodrum.

 

Jeg kan se derover. Afstanden ser ikke ud til at være meget længere end mellem Helsingør og Helsingborg, men langt farligere. En hvid by med husene liggende op ad bjergsiden og majestætiske bjerge langs kysten. Den syriske kvinde fra før, som er bange for at få taget sine fingeraftryk i Ungarn, fortæller med arme og fagter, hvordan deres båd var ved at kæntre tre gange. Børnene græd og selv er hun stadig rystet efter oplevelsen.

Inden vi siger farvel, bliver det til en selfie og en ny ven på Facebook. Hun lover at fortælle mig, hvor hun og familien ender.

Håber Europa vil tag godt mod hende og hendes familie. Det har familien fortjent.

Ahmet fra Pakistan drev i land i gummibåden et godt stykke op ad kysten og måtte vandre mange kilometer i nattemørket, før han kom til Kos by. Nu bor han i teltlejren på havnefronten med udsigt over det hav, han netop lige reddede livet fra.

-Vi sejlede ud der ovrefra. Der er ti kilometer, men det tog fire timer, fortæller han og peger over havet på den smukke tyrkiske kyst.

-Det er en meget farlig tur, tilføjer han. Han viser mig tilladelsen til at blive i Grækenland en måned. A 4 arket er stemplet af det græske politi. Jeg spørger, hvor han vil hen i Europa. Som en af få vil han ikke til Tyskland.

-Alle vil til Tyskland, siger han. Der er alt for mange flygtninge, og det er ikke til at få et arbejde. Jeg har ansvar for min familie hjemme i Pakistan, forstår du? Så Ahmet vil prøve lykken i Athen.

Frivillige hjælpeorganisationer kommer med mad til migranterne i teltlejren. Sandwich og en risret med grønsager om dagen. Da jeg møder Ahmet, har en kvinde netop været rundt med æbler og chokolade, og da jeg rejser mig fra bænken og siger farvel, vil han give mig sin chokolade.