anettes blog – on the road

refugees and migrants telling their stories


Skriv en kommentar

Et brombærkrat, masser af blod og en dum kat

 

image

Mig med frakke på.

 

Hej. Så er jeg her igen. Mig Aprilia, gadekrydset fra Bornholm. Mig Aprilia, som troede, jeg var en ægte Dansk-Svensk gårdhun d, men så ikke er andet end en bastard. Min mor kunne se, hvordan min hale hang, efter hun havde sagt det til min plejemor, men så trøstede hun mig, og sagde, at der vist nok langt tilbage i min slægt var en King Charles Cockerspaniel og en Granddanois og måske også en blodhund, sagde min mor. Hvad siger I så? Er det ikke fint? Så kan jeg da meget godt være mig selv bekendt alligevel, tænker jeg.

Det var mine jagtinstinkter, der bragte mig i en frygtelig ulykke den anden dag. Ja, jeg kunne være død. Det var på campingpladsen hos min plejemor, og hvis ikke Knud og hans svoger Thomas fra Sverige havde været der, så ved jeg ikke, hvad der var sket. Min plejemor er ihvertfald ikke meget bevendt, når jeg kommer i uføre.

Vi havde været i Gudhjem, og da vi kom tilbage, og min plejemor åbnede bagsmækken på bilen, så jeg mit snit til at stikke af. I ved, hvor hurtig jeg er, og jeg løb med hundred kilometer i timen med sele og min frakke på. Ved ikke, hvorfor jeg skal gå med den dumme frakke, men min plejemor mener, jeg fryser.

Jeg havde fået færden af en hare, og da jeg kom til et stort krat, løb jeg ind i det. Der var en masse torne, og det var godt, jeg havde frakke på, for ellers kunne jeg ikke løbe så langt ind i krattet. Pludselig satte den dumme sele sig fast, og jeg hev og sled for at komme fri.

image

Birthe – Thomas kone – med alle os hunde.

Jeg var bare så bange, som jeg aldrig har været før, og jeg peb og hver gang jeg peb, kunne jeg høre Avilda min hundemor pibe, fordi hun ville ned til mig, og min plejemor kaldte på mig, men jeg kunne ikke komme fri. Der gik frygtelig lang tid, før jeg så et par menneskeben langt inde i krattet. Det var svenske Thomas. Det kan godt være, at nogen danskere synes, svenskerne er dumme med deres valg og Sverigesdemokraterne og alt det, men jeg synes, de er noget så rare over for os hunde, og jeg kan godt lide dem. Så ved I det.

Da Thomas og Knud nåede helt ned til mig, var jeg bare så bange, at jeg sprællede, da Knud tog mig op, og han kunne næsten ikke holde mig, har han fortalt min plejemor. De sagde også, at de måtte klippe sig gennem et højt brombærkrat med en rosensaks, og først da de havde klippet femten meter krat væk, nåede de ind til mig. Thomas havde blod løbende ned ad arme og ben, og så farlig ud, men heldigvis var der ikke sket noget med mig.

Ja, og så da jeg kom hjem til min mor, og hun lukkede mig ud midt om natten for at tisse, var der en dum kat i min have. Jeg gøede af den, og den slog mig i hovedet, så nu ligger jeg bare herinde i min mors seng under hendes dyne og går aldrig ud mere. Æv for et hundeliv.

 

image

 


Skriv en kommentar

Et gadekryds, en hullet hundegård og en rigtig udbryderkonge.

 

image

Mig og min mor.

 

Hej igen. Har I savnet mig, for jeg har savnet jer? Jeg har ikke skrevet et stykke tid, fordi jeg har været hos min mor, mens min plejemor har passet hunde og katte på en gård i Neksø, men nu er jeg og min hundemor Avilda tilbage her på campingpladsen.

Mens vi var væk, har min plejemor lavet en hundegård. Vist nok for at jeg ikke skal stikke af, men den var da nem at slippe ud af. Der var et hul i hækken, jeg kendte i forvejen, så jeg var hurtigt ude og spænede med hundred kilometer i timen rundt i nogen haver og på en stor græsplæne. Avilda løb efter mig, selv om hun nu ikke er så dygtig til at løbe stærkt som mig. Til sidst løb jeg tilbage til min plejemor, men det var en stor skuffelse. Sidste gang hun passede os, fik jeg hamburgerryg, når jeg kom tilbage. Nu fik jeg bare to bitte små hundekiks, der skulle ligne kødben, men slet ikke var det. De smagte da også godt, men var altså ikke det samme som hamburgerryg. Avilda kunne ikke lide dem, og jeg kunne se på hende, at hun også havde forventet noget bedre.

Vores plejemor satte et hegn op, hvor hullet var, og så slap hun os løs i gården igen. Kan I gætte, hvad jeg gjorde? Nemlig, fandt da bare et nyt hul. Udbryderkongen kalder de mig nu her på campingpladsen. Flot navn, ikke? Nu skal jeg stå bundet hele tiden. Æv for et hundeliv. Det er ikke, fordi jeg ikke vil være sød, at jeg stikker af. Det vil jeg meget gerne, men her ude på landet er der bare så mange gode dufte, der pirrer mine jagtinstinkter, at jeg bare ikke kan lade være.

Mens min mor var her hjemme på Bornholm, fik jeg en meget stor skuffelse. Jeg blev rigtig ked af det, og er slet ikke kommet mig over det endnu. Min mor fortalte min plejemor, om dengang jeg blev født, hvor jeg nær var død. Vi var tre hundehvalpe, der alle skulle ud af min hundemor Avilda. Jeg var meget større end alle de andre, og var den sidste til at blive født. Fordi jeg var så stor, og min hundemor ikke er ret stor, kunne hun næsten ikke føde mig. Da de to første var kommet ud, var hun bare så træt. Min mor, som er dyrlæge og ved noget om hundefødsler, gav hende noget kalk og druesukker og lod hende hvile lidt. Da hun var blevet lidt frisk igen, masserede min mor hende på maven, for at jeg kunne komme ud, og så smuttede jeg ud til denne verden. Frisk og stærk og parat til at lave en masse ballade.

Da min mor fortalte min plejemor det, sagde hun også, at jeg slet ikke er en ægte Dansk-Svensk gårdhund, men at jeg er noget så simpelt som et gadekryds. Jeg havde mest lyst til at holde poterne for ørerne, så jeg ikke kunne høre mere af, hvad hun sagde. Hvor blev jeg bare skuffet. Avilda er heller ikke en ægte Dansk-Svensk gårdhund. Hun er også bare et gadekryds. Øv.øv.øv. Jeg tror, jeg har fået et psykisk knæk, for jeg bliver stadig så ked af det, hver gang jeg kommer til at tænke på det.

Næste gang vil jeg fortælle om to helt forfærdelige ting, der er hændt mig, noget med et brombærkrat og så har jeg mødt en rigtig dum kat. Hej, vi ses.

 

image

Mig i midten, da jeg var lille.

 

 


Skriv en kommentar

En Dansk-Svensk gårdhund, hamburgerryg og en stor uretfærdighed

image

 

 

Hej, kan I huske mig, Aprilia, den Dansk-Svenske gårdhund på Bornholm? Mig plejebarnet, mens min mor er på arbejde i Jylland?

Nu er jeg her igen og måske skal jeg først fortælle, hvordan jeg bor, når jeg er hos min plejemor, for sådan har jeg aldrig boet før. Jeg bor på en campingplads i en campingvogn et sted, hvor der er andre campingvogne og andre hunde. Synes, det er lidt underligt at bo sådan, men vores plejemor siger, det er, fordi hun skal ud at rejse til vinter. Første gang vi var her, boede vi i en lille campingvogn, men nu er det en stor en med masser af plads. Jeg kunne bedre lide den lille, for der var en stor seng, hvor jeg kunne ligge under min plejemors dyne om natten.

Men ved I hvad? Nu siger hun, at den nye seng er for smal til os alle tre, så jeg skal ligge på en seng ved siden af og fryse, mens min hundemor Avilda får lov at ligge under hendes dyne. Snyyydt. Hun siger, jeg er den største og fylder så meget, og at der ikke er plads til os alle tre, og at hun ikke kan sove, når vi er så mange i hendes seng. Jeg tror aldrig, jeg i mine tre leveår, er blevet behandlet på den måde. Vores rigtige mor kunne aldrig finde på det, selv om jeg hørte hende sige, at det var godt Avilda en gang imellem fik mest opmærksomhed, for ellers er det altid mig, der får al opmærksomheden, fordi jeg er som en teenager, sagde min mor. Æv for et hundeliv.

Der er sket en rigtig god ting, siden jeg var her sidst. Min plejemor har været i Netto og købt en masse hamburgerryg, og hvis jeg stikker af, får jeg hamburgerryg, når jeg kommer tilbage. Så jeg stikker af, så tit jeg kan komme afsted med det, for jeg elsker hamburgerryg. Hvis jeg er længe væk, får jeg to stykker, fordi hun bliver så mange for, at jeg er kørt ned af en bil. Så jeg har lært at trække tiden ud, men I må ikke fortælle hende det, for så er det bare slut med hamburgerryggen. Og så har jeg været på Gudhjem Universitet.

Det var bare så kedeligt. Slet ikke et sted for en Dansk-Svensk gårdhund med veludviklede jagtinstinkter. Forstår ikke, hvordan min plejemor kan finde på at tage mig med sådan et sted hen. Hun sagde, hun skulle overføre nogen billeder af mig til computeren, fordi hun skulle bruge dem til alt det, jeg fortæller jer.

For at komme op til dette Universitet skulle vi op ad en lang stejl trappe. Vi kom ind i et rum, hvor der ikke var så meget som en dyne eller et tæppe at ligge på. Jeg kunne mærke med det samme, at det her ikke var et sted for en Dansk-Svensk gårdhund. Avilda gad heller ikke være der.

Jeg fik den ide at forstyrre min plejemor hele tiden. Stille mig på bagbenene og lægge poterne i hendes skød og bare kikke på hende med mine smukke brune øjne. Avilda bakkede mig op. Hun gjorde det samme, men vores plejemor kan desværre være meget tungnem. Det varede en evighed, inden hun sagde: OK da, jeg får vist ikke lavet mere i dag, og hun pakkede sammen, og vi gik.

Bagefter kørte vi ud i skoven. Meget mere passende for en Dansk-Svensk gårdhund, må jeg sige. Det er sidste gang, jeg går med på Gudhjem Universitet.

Jeg skal lige nå at fortælle, inden hun slukker for computeren, at jeg kan noget, Avilda ikke kan. Jeg kan stå på to ben i rigtig lang tid. Det kommer sig af mine jagtinstinkter. Når jeg står på to ben, bliver jeg højere og kan bedre skue ud over markerne efter et jagtbytte, når vi går tur. Min plejemor bor ude på landet, og her er rigtig mange harer. Ærgerligt for mig og mine jagtinstinkter, at jeg altid skal gå i snor.

Og så kan jeg også tisse, samtidig med at jeg løber hundred kilometer i timen. Når jeg en gang imellem får lov at løbe løs, eller det lykkes mig at stikke af, og jeg så spæner og skal tisse, løfter jeg bare begge bagben og hopper så og tisser samtidig.

Er jeg ikke dygtig? Håber I vil læse med næste gang, når jeg skriver.

 

 

image

 


Skriv en kommentar

Mit liv som Dansk-Svensk gårdhund.

Goddag, jeg er en Dansk-Svensk gårdhund, mit navn er Aprilia, og så er jeg tre år. Min mor siger, jeg opfører mig som en teenager. Hun siger, jeg er sådan: MIG, MIG, MIG, hele tiden. Min mor har fået arbejde i Jylland, og da jeg bor på Bornholm, bliver jeg og min hundemor Avilda passet hos min plejemor de dage, hvor min mor arbejder.

 

image

 

Min mor er klog på Dansk-Svenske gårdhunde, for hun er dyrlæge, mens min plejemor ikke ved ret meget om min race. Det synes, jeg er dårligt. Hun kan jo bare google mig, hvis hun nu gad sætte sig bare lidt ind i mine mange fortrinligheder. Så vil hun få kendskab til mine helt specielle jagtinstinkter og mine helt specielle evner til at jagte kaniner, harer og fugle. Hun vil også kunne læse, at jeg er livlig, vagtsom og intelligent, og at min stamtavle går helt tilbage til vikingetiden.

Det her skal handle mest om, når jeg er hos min plejemor. Når jeg er hos hende, skal jeg være i snor, når vi går tur. Hvor imod Avilda ALTID får lov at løbe løs. Jeg siger jer, der er ikke noget mere sygt end at gå tur i en snor, og jeg hader, at hun gør forskel på os. Det er ikke særlig hundepædagogisk, synes jeg.

Men idag skiftede hun så pludselig mening – uden et ord.

Vi gik nede på den der strandsti, hvor vi har været før, og hvor der er en masse krat, da hun tog snoren af mig. I kan slet ikke forestille jer den frihed, jeg følte. Jeg spænede afsted og nej, hvor jeg løb, ud stien og ned på stranden og ind mellem hyben- og brombærbuske, der stak i min pels. En Dansk-Svensk gårdhund har ikke ret meget pels, og det er derfor sådan nogen tjørne stikker, så det gør rigtig ondt, siger min rigtige mor. Jeg er også mere sart end Avilda, fordi jeg har endnu mindre pels end hende. Det er også derfor, jeg så nemt fryser, og helst skal ligge under min mors eller min plejemors dyne om natten.

Jeg sørgede – det meste af tiden – for at komme, når min plejemor kaldte, og hun roste mig hver gang, men jeg fik ingen godbid, som min rigtige mor giver mig. Tror det er noget, min mor har lært hende, det med at rose mig, for ellers ved hun ikke ret meget om hunde, kan jeg mærke, selv om hun – bevares – da gør sit bedste. Hun ved mere om katte, siger hun. Jeg elsker at jagte katte, og en dag nede på stranden så Avilda en, og hun stak af op i nogen villahaver. Jeg blev grøn af misundelse og trak og trak i den forbistrede snor, mens min plejemor halsede bagefter mig og råbte: Avilda, Avilda.

 

image

Mens vi nu spænede ud af strandstien, nakkede Avilda en due. Den var bare så sløv. Enhver god Dansk-Svensk gårdhund kunne da nakke den – bare lidt ærgerligt at det ikke var mig. Normalt er Avilda og mig de bedste venner, og vi enedes om at bide den ihjel sammen. Avilda ville have duen med hjem, men det måtte hun ikke. Øv. Vores plejemor har nu ikke særlig meget forstand på Dansk-Svenske gårdhunde, jagtinstinkter, og hvordan vi behandler et jagtbytte.

Bagefter skulle vi vente i hendes blå bil, mens hun skulle et eller andet. Det var også udmærket, indtil hun hentede os, og vi skulle stå bundet i en gård med en masse triste og halvvisne blomster. Da det begyndte at regne, peb vi og kradsede på en hvid, nymalet dør, indtil hun kom, og vi blev smaddervåde på vej ud i bilen, selv om vi skyndte os. Nu ligger jeg her i mit plejehjem under mit tæppe og ryster af kulde, og jeg er også bange for det buldrer et eller andet sted fra. Sikke et hundeliv. Øv.

Håber du vil læse med næste gang, hvor jeg vil fortælle om en stor uretfærdighed mod mig, et slot på en campingplads og en vildtvoksen kolonihave.

image

 


Skriv en kommentar

Skrubbetur i en hamman, Zora og Joseph

DSC_0398

Berberkvinder i marken.

 

Efter syv dage ad støvede landeveje vil enhver trænge til et godt bad. Det får jeg, da vi ankommer til Tata, en lidt større oaseby i det sydlige Marokko. Det forbipasserende landskab bliver mere og mere tørt, sandet og stenet, og vi ser en enkelt sanddyne på vor vej. Tata ligger kun 40 kilometer i fugleflugtslinie fra den algierske grænse, og dele af Marokkos hær er udstationeret i byen.

Har lovet Ester at fotografere Aischa og hendes kvindeassociation i Tata. Den energiske Aischa leder en organisation, hvor de dyrker grønsager ved kunstvanding, væver og laver mange andre ting, og Ester har hjulpet dem med at få projektet op at stå.

DSC_0483

Aischa (TV) og en andre kvinderne i kvindeorganisationen.

Det føromtalte bad, som jeg har glædet mig til, eller hvad der viser sig at være det rene skrubberi foregår i den lokale hamman. Formiddag og eftermiddag er der åbent for os kvinder, om aftenen er det mændenes tur.

Jeg er ikke den eneste, som har bestemt, at i dag er store vaskedag. Det vrimler med kvinder i alle aldre og størrelser samt deres børn og snakken runger marmorvæggene rundt. Jeg har husket den sorte skrubbehandske og den brune sæbe, Joseph har hjulpet mig med at købe i souken, som et marked hedder her i landet. Det tager lang tid i en hamman – op til tre timer. Der skal udveksles nyheder, og så er vaskeriet også en særdeles kompliceret sag.

 

DSC_0386

Min nye guide, Joseph.

Lige en ting, før jeg fortsætter. Her i Tata har jeg fået Joseph som guide. Et behageligt menneske, som Ester og Mokthar også kender. Joseph læser avis, hvilket må fremkalde respekt hos enhver journalist, og så er der ikke det, han ikke ved om Tatas historie, kultur og befolkning. For 30 kroner om dagen bliver jeg vartet op i alle ender og kanter, og ikke mindst kommer steder, jeg ellers aldrig ville se. Joseph er ikke så talende som Adil. Nu bliver der talt, når der er noget at sige.

Så vidt jeg kan finde ud af, sørger Joseph også for, at jeg ikke bliver snydt, ihvertfald ikke så meget. Så de 30 kroner ser ud til at tjene sig ind på anden vis. Nu koster alt maksimum to kroner – og jeg kan slappe lidt af – det er stadig en kompliceret sag at rejse alene kvinde i Marokko og kan – må jeg indrømme – være ret anstrengende.

Da jeg siger til Joseph, at jeg gerne vil i en hamman, kikker han tvivlrådig på mig, men som det høflige menneske han er, ender han med at sige “if you need it”. Han snakker i mobiltelefon og skaffer mig Zora. Zora er professionel skrubbekone, og hun tager imod mig, da jeg næste dag klokken tretten ankommer til den ene af Tatas to hamman. Den ligger lidt diskret gemt af vejen nede ved en indtørret flod.

Zora er en lille og trind kvinde med et hvidt tørklæde bundet om håret. I en hamman beholder man trusserne på. Det ved jeg fra en hamman, jeg engang var i i Algeriet, og jeg undgår at dumme mig. Det viser sig, at Zora også er en bestemt dame, som gør sit arbejde ordentligt. Med hånden gør hun tegn, når jeg skal vende mig om, og indimellem går hun til arbejdet med en sådan ihærdighed, at jeg bliver helt bange for, om der vil være noget tilbage af mig, når hun er færdig. Selv mine modermærker får hun skrubbet hul på. Det tager en times tid, før hun er tilfreds, men så ligner jeg også en lille griseunge.

DSC_0198

Ørken i det sydlige Marokko.

 

En ældre kvinde ved siden af mig bruger mindst en time på bare at vaske sit lange krøllede hår. Med en lille selvlysende Made i China grøn plastikbørste reder hun håret igennem igen og igen med sæben i. Til sidst da hun endelig er færdig, sender hun en ordentlig spytklat ud over marmorgulvet. Shampoo smager nu heller ikke særlig godt. Tænker uvilkårligt på, hvor mange spytklatter jeg mon ligger og bliver skrubbet på.

Til sidst da jeg er skrubbet færdig, hælder Zora uden varsel en spand koldt vand ned over mig, og jeg blive gennet ind i et andet rum med varme i gulvet. Det er vist dampbadet, ihvertfald er der overordentligt varmt. Der sidder jeg en rum tid og bare nyder heden, inden Zora gør tegn til mig, at nu kan jeg godt gå ud og tage tøj på. Ren og nyskuret står jeg igen snart ude i det skarpe sollys.

Læs med næste gang fra min halvanden måned lange rejse til Marokko sidste forår. Om en drikke-te-ven, myrer i sengen og berberkvinder i store skørter.

DSC_0092

 

Smukke mennesker på en lille tropeø

Skriv en kommentar

I vinter boede jeg en måned hos en balinesisk billedskærerfamilie på fjorten medlemmer i en lille landsby og med templet lige oppe på hjørnet. Langt, langt væk fra alle de andre turister.

Bali blev en helt unik oplevelse og et møde med mange smukke og  dejlige mennesker.

Her er bare nogle få af dem:

This slideshow requires JavaScript.

 

 

This gallery contains 6 photos


Skriv en kommentar

En æggekage og et besøg i en landsby

DSC_0056

Næste dag byder på min anden bare helt fantastiske æggekage her i Marokko. Det skal siges, at aldrig har jeg dog fået så mange æggekager, som i det her land. Den første helt vidunderlige var i byen Essaouira, en hvid by med blå vinduer og blå døre og med Atlanterhavet og smukke brede sandstrande som baggrund. En fransk kvinde havde fornylig åbnet en cafe, og hun lavede bare den mest fantastiske osteæggekage. Ellers kan marokkanske osteæggekager godt være en tør og kedelig omgang, men den her hos den franske kvinde, uhm. Jeg var henne hos hende hele to gange. Ester har nu også besøgt hende, og hun giver mig ret.

Samme Ester har stærkt anbefalet, at vi kører ud i en landsby og besøger kvinderne, når de væver deres tæpper. Adil har fået til opgave at få kontakt til en kvinde, vi kan besøge. Han løser også opgaven perfekt. Det viser sig bare, at det har regnet, og at det derfor er overordenligt svært at komme ud til den pågældende landsby i vores lejede Dacia.

DSC_0172

Adil, min chauffør rundt i Marokko, Fatimahs far og til højre Fatimah.

 

I stedet tager vi chancen og kører op til en tilfældig landsby, hvor vi får en formidabel modtagelse. Ofte har stemningen, når vi har stoppet, eller da jeg rejste alene nærmest været fjendtlig her i Marokko, men jo længere sydpå, vi kommer, des mere gæstfrie er folk.

Som noget af det første i landsbyen møder vi en flok kvinder, og Fatimah inviterer os hjem til sig, og jeg får set både marokkanske høns, geder, køer, kyllinger, katte, bistader, en død rotte og snottede unger. Fatimah er ikke gift, selv om jeg nu nok – hendes alder taget i betragtning – synes, at hun snart burde tænke på det. Til gengæld væver hun de smukkeste tæpper, og vi sætter os sammen på den lave bænk foran væven og kommunikerer med tegnsprog, og med det kan man også godt få sagt en masse.

Det varer ikke længe, inden Fatimahs far dukker op, så der kan komme lidt styr på gæstfriheden, og snart står der nybagt fladbrød, min anden vidunderlige æggekage og myntete på det lave bord. Vi sidder på gulvet og spiser og drikker den søde te på et blødt, blødt vævet tæppe, og med Adil som tolk, går samtalen nogenlunde gnidningsfrit.

DSC_0165

Det viser sig at udover at væve, kan kvinderne også male de smukkeste hennamønstre. En særlig dygtig malerinde bliver hidkaldt og inden jeg går, har jeg de flotteste hænder, der tænkes kan.

Selvfølgelig har jeg også et stort tæppe under armen, selv om jeg har svoret for mig selv, at sådan et skal jeg altså ikke have. Hvordan skal jeg dog nogensinde få transporteret det hjem? Et stort tæppe i røde, gule og blå farver til kun 300 kroner. Rent røveri og jeg får lidt dårlig samvittighed, da vi er kørt, men formentlig ville væversken ikke have fået mere, hvis hun havde solgt det til en af de mange mellemhandlere, der gør sig i tæppehandel her i landet. Nu lever tæppet sit helt eget liv i Adils hjem i Agadir, og kun guderne ved, om det nogensinde kommer helt til Bornholm.

Som afslutning på besøget tager Fatimahs far os med uden for landsbyen, hvor familien har en mark og en stald med en ko, flere høns og et par geder. Vi køber en spand æg – til en æggekage og bliver fulgt til bilen af Fatimahs far og en fnisende Fatimah og et par af hendes tørklædeløse søstre.

Et dejligt besøg på en helt almindelig onsdag er slut, og vi kører videre ad lange lige landeveje gennem et stenet ørkenlandskab.
Det var tredie del af en rejse, jeg foretog alene rundt i Marokko i foråret 2013.

Næste gang noget om Joseph og en skrubbetur i et hamman i oasen Tata i det sydlige Marokko.

 

DSC_0194

 

 

 


Skriv en kommentar

En salafistmand og hans salafistkone og et kønsopdelt hotel

 

DSC_0067

Det er aften, og jeg har sat mig til rette i hotellets kvinderum med min ipad. Det har været en rædselsfuld dag. Vi skulle passere et bjergpas, og det ad den frygteligste vej, jeg – så vidt jeg husker – nogensinde har kørt ad. Min marrokanske chauffør Adil, den drengerøv syntes, det var evig skægt.

På kortet er vejen afmærket farlig og vanskelig passabel, men da det er lang tid siden, jeg har kørt efter et kort, var jeg ikke opmærksom nok. Vejen er smal, hullet, nogen steder smattet, sommetider asfalt og sommetider ren jordvej. Det går bare op og op i en uendelighed, indtil det bliver så tåget, at vi kun kan se to meter frem, og der ligger sne i vejkanten. Dybe slugter på den ene side og på den anden en lodret klippevæg med masser af løse sten, der har det med at falde ned på vejen.

DSC_0103

Atlasbjergene er smukke.

Adil var ude at røre ved sne for første gang i sit liv. Indrømmet Atlasbjergene er smukke, men er dybt taknemmelig for, at vi ikke mødte en lastbil undervejs, hvis bremser ikke virkede, og at vi er kommet helskindet ned.

Nåh, men er altså nået frem til Tazenakht, en by i det sydlige Marokko kendt for sine smukke vævede tæpper. En meget kønsopdelt by – ikke midt i ørkenen, men i noget der ligner. Her er tørt, stenet og diset af sandstøv, og rundt omkring i byen og de omkringliggende landsbyer sidder kvinderne og væver.

For ikke at stikke for meget ud, tager jeg et tørklæde over håret, når jeg bevæger mig ud i byen, og ellers holder jeg mig til hotellets kvinderum, hvor man forhåbentlig ikke kan komme galt afsted, og som skam også byder på sine oplevelser.

Kvinderummet er gemt væk inde bag ved i hotellets fjerneste krog og her må godt komme mænd, mens der ingen kvinder sidder i cafeen. Er bange for, jeg vil blive moppet ud, hvis jeg sætter mig der, om ikke andet så ved nedstirring.

Photo 06-03-13 18.42.50 (1)

Der er mange fuldt tildækkede kvinder i Marokko. Her fanget i al ubemærkethed på en strand.

 

For lidt siden kom der to salafistmænd med en salafistkone (sort fra top til tå) ind med samt en kvinde uden slør. Mændene satte sig ved et bord midt i rummet og de to kvinder i et hjørne ved bordet ved siden af mig, som forgæves sad og prøvede at få internetforbindelse via hotellets wi fi.

Selskabet fik bragt mad ind. En gang tagine, der er en traditionel marokkansk ret. En skål tagine er som regel til deling mellem de tilstedeværende, hvor brødet dyppes i sovsen. Kød og grønsager spises ved, at man så at sige skovler det ind i munden med brødet.

Den ene af salafistmændene indbød mig venligt til at spise med hos deres koner – eller hvad de nu var – måske var hende uden tørklæde en uartig søster. Jeg sagde ja tak, og ærgrede mig endnu en gang over mit manglende franske.

Salafistkvinden havde flotte hennafarvede hænder, som jeg tillod mig at beundre, men det må nu være svært at spise ude, når man skal lette på tørklædet med den smukke hånd hver gang, der skal lidt mad i munden.

Desværre er det meget kompliceret at fotografere hernede, ellers ville scenen da lige kunne gøre sig på et billede. Enten vil folk ikke, specielt de meget religiøse, eller også forlanger de penge. Prøver at knipse  løs i det skjulte med kameraet på maven, men det er svært, enten bliver det til for meget himmel eller for meget gade. Mangler formentlig øvelse.

Indrømmet var en smule betænkelig ved hotellet her, da vi ankom. Det virkede ret øde – når lige med undtagelse af alle de tedrikkende mænd i cafeen ud til gaden. Senere mødte jeg tre tørklædeløse tøser flirtende med en ung flot marokkaner på værelsesgangen, og jeg tænkte straks: prostituerede.

Hvor hurtigt man dog kan blive snerpet i min høje alder. Det viste sig, at to af pigerne var geologer og den tredie kemiker. De arbejder her og leder efter mineraler til babypudder, tror jeg nok, det var. Har ihvertfald opgivet tanken om, at hotellet er fyldt med prostituerede.

I stedet er de tre piger formentlig moderne unge marokkanske piger nordfra, højtuddannede og som bor på hotellet, så længe de arbejder i Tazenakht. Her til aften sidder de alle tre med næsen begravet i hver sin computer, og det giver jo ikke meget beskæftigelse inden for verdens ældste erhverv. Tvivler på, de har sexannoncer i Marokko.

Næste gang noget om et besøg hos væverskerne og en fantastisk æggekage.

 

IMG_0241

Et par geder i et argantræ, hvis nødder man bruger til at udvinde den populære arganolie.

 


Skriv en kommentar

En beduin, en kærlighedshistorie og Lily

foto (5)

Har opgivet alenetilværelsen for en stund og taget Adil med på sightseeing rundt i Marokko. Det vil sige, Adil er chauffør, og jeg passager i en lejet Dacia. Adil er en ung fyr bosiddende i Agadir, hvor jeg har mødt Esther og Mokthar, Esther er veninde til en veninde, og så er hun gammel socialpædagog og har, siden hun gik på efterløn for fem år siden, brugt vintrene på at rejse rundt i det sydlige Europa og Marokko.

På et tidspunkt stødte hun ind i Mokthar. Mokthar er opvokset i ørkenen i et beduintelt, og til han var femten levede han og familien nomadelivet i Sahara, så Esthers liv passer ham godt.

Mokthar er ferm til at lave te, til ikke at blive snydt i handler, og så kan man placere ham et hvilket som helst sted i København, og han finder hjem uden problemer. Og så passer han på Ester. Lidt for meget endda en gang imellem efter hendes smag, så vidt jeg kan forstå.

Photo 03-02-14 16.50.31 (2)

Ester i gang med at belære en kameldriver

 

Nåh, men Esther og Mokhtar kender Adil og har sagt god for ham. Har derfor hyret ham som chauffør, guide og bærer af diverse kufferter for 100 kr om dagen. Og så passer han på mig – rigeligt endda. Har måttet sætte mig igennem og sige, at jeg altså godt selv kan gå på gaden uden følgeskab af en mand.

Privatchauffør og bærer: måske lidt meget koloniherre-agtig-stil fra min side, men jeg får set noget, jeg ellers ikke ville få at se, og Adil tjener nogen penge. Så det går vel lige op. Adil vil gerne snakke, så jeg sender ham hen at bo på et andet hotel, end det jeg bor på. Og ellers tager han det pænt, når jeg siger, at nu skal han holde mund.

Ruten i Marokko de næste ti dage er lagt så nogenlunde. Afstikkere er tilladt, men vi skal både gennem Atlasbjergene og sydpå til ørken og oaser.

Første stop er Marrakech, hvor jeg en uge tidligere flygtede ud af byen efterladende det meste af min bagage på hotellet. Marrakech er bare ikke lige mig. Alt for meget larm og alt for mange plattenslagere du som rejsende-alene-kvinde kan bruge en masse energi på at holde bare nogenlunde fra døren.

IMG_0273

På restaurant

IMG_0319

Lily i en gade i det gamle jødiske kvarter i Marakech.

 

Før flugten mødte jeg Lily og Thèrese, to engelske damer fra Brighton. Lily har selvlysende rødt hår, hun er jøde og så rejser hun verden rundt og besøger gamle jødiske kvarterer. Jeg var med hende i det oprindeligt jødiske kvarter i Marrakech og fik set en synagoge for første gang i mit liv.
Næste gang noget om en frygtelig bjergvej, en salafistmand og et kønsopdelt hotel.

Interessant tur, ikke mindst da vi pludselig fik en sten i nakken i en af de smalle gader. En ung mand skulle absolut demonstrere sin utilfredshed med, at vi ikke behøvede ham som guide.

Mokhtar kører med til Marrakech. Han skal videre til den danske ambassade i Rabat for at søge et tre måneders turistvisum til Danmark. Inden han tager toget, når han at købe en flaske arganolie mig – til en rigtig god pris, og uden at det er blandet op med alt for meget vand.

Adil og jeg slipper ud af byen uden alt for mange skrammer. Glasset på en af baglygterne ryger, men det er også alt. At regne for en krigsskade af de små i den marokkansk trafik.

Læs med næste gang. Om en livsfarlig vej, en salafistmand og hans kone og et kønsopdelt hotel.

 

DSC_0008