Berberkvinder i marken.

Efter syv dage ad støvede landeveje vil enhver trænge til et godt bad. Det får jeg, da vi ankommer til Tata, en lidt større oaseby i det sydlige Marokko. Det forbipasserende landskab bliver mere og mere tørt, sandet og stenet, og vi ser en enkelt sanddyne på vor vej. Tata ligger kun 40 kilometer i fugleflugtslinie fra den algierske grænse, og dele af Marokkos hær er udstationeret i byen.

Har lovet Ester at fotografere Aischa og hendes kvindeassociation i Tata. Den energiske Aischa leder en organisation, hvor de dyrker grønsager ved kunstvanding, væver og laver mange andre ting, og Ester har hjulpet dem med at få projektet op at stå.

Aischa (TV) og en andre kvinderne i kvindeorganisationen.

Det føromtalte bad, som jeg har glædet mig til, eller hvad der viser sig at være det rene skrubberi foregår i den lokale hamman. Formiddag og eftermiddag er der åbent for os kvinder, om aftenen er det mændenes tur.

Jeg er ikke den eneste, som har bestemt, at i dag er store vaskedag. Det vrimler med kvinder i alle aldre og størrelser samt deres børn og snakken runger marmorvæggene rundt. Jeg har husket den sorte skrubbehandske og den brune sæbe, Joseph har hjulpet mig med at købe i souken, som et marked hedder her i landet. Det tager lang tid i en hamman – op til tre timer. Der skal udveksles nyheder, og så er vaskeriet også en særdeles kompliceret sag.

Min nye guide, Joseph.

Lige en ting, før jeg fortsætter. Her i Tata har jeg fået Joseph som guide. Et behageligt menneske, som Ester og Mokthar også kender. Joseph læser avis, hvilket må fremkalde respekt hos enhver journalist, og så er der ikke det, han ikke ved om Tatas historie, kultur og befolkning. For 30 kroner om dagen bliver jeg vartet op i alle ender og kanter, og ikke mindst kommer steder, jeg ellers aldrig ville se. Joseph er ikke så talende som Adil. Nu bliver der talt, når der er noget at sige.

Så vidt jeg kan finde ud af, sørger Joseph også for, at jeg ikke bliver snydt, ihvertfald ikke så meget. Så de 30 kroner ser ud til at tjene sig ind på anden vis. Nu koster alt maksimum to kroner – og jeg kan slappe lidt af – det er stadig en kompliceret sag at rejse alene kvinde i Marokko og kan – må jeg indrømme – være ret anstrengende.

Da jeg siger til Joseph, at jeg gerne vil i en hamman, kikker han tvivlrådig på mig, men som det høflige menneske han er, ender han med at sige “if you need it”. Han snakker i mobiltelefon og skaffer mig Zora. Zora er professionel skrubbekone, og hun tager imod mig, da jeg næste dag klokken tretten ankommer til den ene af Tatas to hamman. Den ligger lidt diskret gemt af vejen nede ved en indtørret flod.

Zora er en lille og trind kvinde med et hvidt tørklæde bundet om håret. I en hamman beholder man trusserne på. Det ved jeg fra en hamman, jeg engang var i i Algeriet, og jeg undgår at dumme mig. Det viser sig, at Zora også er en bestemt dame, som gør sit arbejde ordentligt. Med hånden gør hun tegn, når jeg skal vende mig om, og indimellem går hun til arbejdet med en sådan ihærdighed, at jeg bliver helt bange for, om der vil være noget tilbage af mig, når hun er færdig. Selv mine modermærker får hun skrubbet hul på. Det tager en times tid, før hun er tilfreds, men så ligner jeg også en lille griseunge.

Ørken i det sydlige Marokko.

En ældre kvinde ved siden af mig bruger mindst en time på bare at vaske sit lange krøllede hår. Med en lille selvlysende Made i China grøn plastikbørste reder hun håret igennem igen og igen med sæben i. Til sidst da hun endelig er færdig, sender hun en ordentlig spytklat ud over marmorgulvet. Shampoo smager nu heller ikke særlig godt. Tænker uvilkårligt på, hvor mange spytklatter jeg mon ligger og bliver skrubbet på.

Til sidst da jeg er skrubbet færdig, hælder Zora uden varsel en spand koldt vand ned over mig, og jeg blive gennet ind i et andet rum med varme i gulvet. Det er vist dampbadet, ihvertfald er der overordentligt varmt. Der sidder jeg en rum tid og bare nyder heden, inden Zora gør tegn til mig, at nu kan jeg godt gå ud og tage tøj på. Ren og nyskuret står jeg igen snart ude i det skarpe sollys.

Læs med næste gang fra min halvanden måned lange rejse til Marokko sidste forår. Om en drikke-te-ven, myrer i sengen og berberkvinder i store skørter.

Næste dag byder på min anden bare helt fantastiske æggekage her i Marokko. Det skal siges, at aldrig har jeg dog fået så mange æggekager, som i det her land. Den første helt vidunderlige var i byen Essaouira, en hvid by med blå vinduer og blå døre og med Atlanterhavet og smukke brede sandstrande som baggrund. En fransk kvinde havde fornylig åbnet en cafe, og hun lavede bare den mest fantastiske osteæggekage. Ellers kan marokkanske osteæggekager godt være en tør og kedelig omgang, men den her hos den franske kvinde, uhm. Jeg var henne hos hende hele to gange. Ester har nu også besøgt hende, og hun giver mig ret.

Samme Ester har stærkt anbefalet, at vi kører ud i en landsby og besøger kvinderne, når de væver deres tæpper. Adil har fået til opgave at få kontakt til en kvinde, vi kan besøge. Han løser også opgaven perfekt. Det viser sig bare, at det har regnet, og at det derfor er overordenligt svært at komme ud til den pågældende landsby i vores lejede Dacia.

Adil, min chauffør rundt i Marokko, Fatimahs far og til højre Fatimah.

I stedet tager vi chancen og kører op til en tilfældig landsby, hvor vi får en formidabel modtagelse. Ofte har stemningen, når vi har stoppet, eller da jeg rejste alene nærmest været fjendtlig her i Marokko, men jo længere sydpå, vi kommer, des mere gæstfrie er folk.

Som noget af det første i landsbyen møder vi en flok kvinder, og Fatimah inviterer os hjem til sig, og jeg får set både marokkanske høns, geder, køer, kyllinger, katte, bistader, en død rotte og snottede unger. Fatimah er ikke gift, selv om jeg nu nok – hendes alder taget i betragtning – synes, at hun snart burde tænke på det. Til gengæld væver hun de smukkeste tæpper, og vi sætter os sammen på den lave bænk foran væven og kommunikerer med tegnsprog, og med det kan man også godt få sagt en masse.

Det varer ikke længe, inden Fatimahs far dukker op, så der kan komme lidt styr på gæstfriheden, og snart står der nybagt fladbrød, min anden vidunderlige æggekage og myntete på det lave bord. Vi sidder på gulvet og spiser og drikker den søde te på et blødt, blødt vævet tæppe, og med Adil som tolk, går samtalen nogenlunde gnidningsfrit.

Det viser sig at udover at væve, kan kvinderne også male de smukkeste hennamønstre. En særlig dygtig malerinde bliver hidkaldt og inden jeg går, har jeg de flotteste hænder, der tænkes kan.

Selvfølgelig har jeg også et stort tæppe under armen, selv om jeg har svoret for mig selv, at sådan et skal jeg altså ikke have. Hvordan skal jeg dog nogensinde få transporteret det hjem? Et stort tæppe i røde, gule og blå farver til kun 300 kroner. Rent røveri og jeg får lidt dårlig samvittighed, da vi er kørt, men formentlig ville væversken ikke have fået mere, hvis hun havde solgt det til en af de mange mellemhandlere, der gør sig i tæppehandel her i landet. Nu lever tæppet sit helt eget liv i Adils hjem i Agadir, og kun guderne ved, om det nogensinde kommer helt til Bornholm.

Som afslutning på besøget tager Fatimahs far os med uden for landsbyen, hvor familien har en mark og en stald med en ko, flere høns og et par geder. Vi køber en spand æg – til en æggekage og bliver fulgt til bilen af Fatimahs far og en fnisende Fatimah og et par af hendes tørklædeløse søstre.

Et dejligt besøg på en helt almindelig onsdag er slut, og vi kører videre ad lange lige landeveje gennem et stenet ørkenlandskab.
Det var tredie del af en rejse, jeg foretog alene rundt i Marokko i foråret 2013.

Næste gang noget om Joseph og en skrubbetur i et hamman i oasen Tata i det sydlige Marokko.

Det er aften, og jeg har sat mig til rette i hotellets kvinderum med min ipad. Det har været en rædselsfuld dag. Vi skulle passere et bjergpas, og det ad den frygteligste vej, jeg – så vidt jeg husker – nogensinde har kørt ad. Min marrokanske chauffør Adil, den drengerøv syntes, det var evig skægt.

På kortet er vejen afmærket farlig og vanskelig passabel, men da det er lang tid siden, jeg har kørt efter et kort, var jeg ikke opmærksom nok. Vejen er smal, hullet, nogen steder smattet, sommetider asfalt og sommetider ren jordvej. Det går bare op og op i en uendelighed, indtil det bliver så tåget, at vi kun kan se to meter frem, og der ligger sne i vejkanten. Dybe slugter på den ene side og på den anden en lodret klippevæg med masser af løse sten, der har det med at falde ned på vejen.

Atlasbjergene er smukke.

Adil var ude at røre ved sne for første gang i sit liv. Indrømmet Atlasbjergene er smukke, men er dybt taknemmelig for, at vi ikke mødte en lastbil undervejs, hvis bremser ikke virkede, og at vi er kommet helskindet ned.

Nåh, men er altså nået frem til Tazenakht, en by i det sydlige Marokko kendt for sine smukke vævede tæpper. En meget kønsopdelt by – ikke midt i ørkenen, men i noget der ligner. Her er tørt, stenet og diset af sandstøv, og rundt omkring i byen og de omkringliggende landsbyer sidder kvinderne og væver.

For ikke at stikke for meget ud, tager jeg et tørklæde over håret, når jeg bevæger mig ud i byen, og ellers holder jeg mig til hotellets kvinderum, hvor man forhåbentlig ikke kan komme galt afsted, og som skam også byder på sine oplevelser.

Kvinderummet er gemt væk inde bag ved i hotellets fjerneste krog og her må godt komme mænd, mens der ingen kvinder sidder i cafeen. Er bange for, jeg vil blive moppet ud, hvis jeg sætter mig der, om ikke andet så ved nedstirring.

Der er mange fuldt tildækkede kvinder i Marokko. Her fanget i al ubemærkethed på en strand.

For lidt siden kom der to salafistmænd med en salafistkone (sort fra top til tå) ind med samt en kvinde uden slør. Mændene satte sig ved et bord midt i rummet og de to kvinder i et hjørne ved bordet ved siden af mig, som forgæves sad og prøvede at få internetforbindelse via hotellets wi fi.

Selskabet fik bragt mad ind. En gang tagine, der er en traditionel marokkansk ret. En skål tagine er som regel til deling mellem de tilstedeværende, hvor brødet dyppes i sovsen. Kød og grønsager spises ved, at man så at sige skovler det ind i munden med brødet.

Den ene af salafistmændene indbød mig venligt til at spise med hos deres koner – eller hvad de nu var – måske var hende uden tørklæde en uartig søster. Jeg sagde ja tak, og ærgrede mig endnu en gang over mit manglende franske.

Salafistkvinden havde flotte hennafarvede hænder, som jeg tillod mig at beundre, men det må nu være svært at spise ude, når man skal lette på tørklædet med den smukke hånd hver gang, der skal lidt mad i munden.

Desværre er det meget kompliceret at fotografere hernede, ellers ville scenen da lige kunne gøre sig på et billede. Enten vil folk ikke, specielt de meget religiøse, eller også forlanger de penge. Prøver at knipse  løs i det skjulte med kameraet på maven, men det er svært, enten bliver det til for meget himmel eller for meget gade. Mangler formentlig øvelse.

Indrømmet var en smule betænkelig ved hotellet her, da vi ankom. Det virkede ret øde – når lige med undtagelse af alle de tedrikkende mænd i cafeen ud til gaden. Senere mødte jeg tre tørklædeløse tøser flirtende med en ung flot marokkaner på værelsesgangen, og jeg tænkte straks: prostituerede.

Hvor hurtigt man dog kan blive snerpet i min høje alder. Det viste sig, at to af pigerne var geologer og den tredie kemiker. De arbejder her og leder efter mineraler til babypudder, tror jeg nok, det var. Har ihvertfald opgivet tanken om, at hotellet er fyldt med prostituerede.

I stedet er de tre piger formentlig moderne unge marokkanske piger nordfra, højtuddannede og som bor på hotellet, så længe de arbejder i Tazenakht. Her til aften sidder de alle tre med næsen begravet i hver sin computer, og det giver jo ikke meget beskæftigelse inden for verdens ældste erhverv. Tvivler på, de har sexannoncer i Marokko.

Næste gang noget om et besøg hos væverskerne og en fantastisk æggekage.

Et par geder i et argantræ, hvis nødder man bruger til at udvinde den populære arganolie.

Har opgivet alenetilværelsen for en stund og taget Adil med på sightseeing rundt i Marokko. Det vil sige, Adil er chauffør, og jeg passager i en lejet Dacia. Adil er en ung fyr bosiddende i Agadir, hvor jeg har mødt Esther og Mokthar, Esther er veninde til en veninde, og så er hun gammel socialpædagog og har, siden hun gik på efterløn for fem år siden, brugt vintrene på at rejse rundt i det sydlige Europa og Marokko.

På et tidspunkt stødte hun ind i Mokthar. Mokthar er opvokset i ørkenen i et beduintelt, og til han var femten levede han og familien nomadelivet i Sahara, så Esthers liv passer ham godt.

Mokthar er ferm til at lave te, til ikke at blive snydt i handler, og så kan man placere ham et hvilket som helst sted i København, og han finder hjem uden problemer. Og så passer han på Ester. Lidt for meget endda en gang imellem efter hendes smag, så vidt jeg kan forstå.

Ester i gang med at belære en kameldriver

Nåh, men Esther og Mokhtar kender Adil og har sagt god for ham. Har derfor hyret ham som chauffør, guide og bærer af diverse kufferter for 100 kr om dagen. Og så passer han på mig – rigeligt endda. Har måttet sætte mig igennem og sige, at jeg altså godt selv kan gå på gaden uden følgeskab af en mand.

Privatchauffør og bærer: måske lidt meget koloniherre-agtig-stil fra min side, men jeg får set noget, jeg ellers ikke ville få at se, og Adil tjener nogen penge. Så det går vel lige op. Adil vil gerne snakke, så jeg sender ham hen at bo på et andet hotel, end det jeg bor på. Og ellers tager han det pænt, når jeg siger, at nu skal han holde mund.

Ruten i Marokko de næste ti dage er lagt så nogenlunde. Afstikkere er tilladt, men vi skal både gennem Atlasbjergene og sydpå til ørken og oaser.

Første stop er Marrakech, hvor jeg en uge tidligere flygtede ud af byen efterladende det meste af min bagage på hotellet. Marrakech er bare ikke lige mig. Alt for meget larm og alt for mange plattenslagere du som rejsende-alene-kvinde kan bruge en masse energi på at holde bare nogenlunde fra døren.

På restaurant

Lily i en gade i det gamle jødiske kvarter i Marakech.

Før flugten mødte jeg Lily og Thèrese, to engelske damer fra Brighton. Lily har selvlysende rødt hår, hun er jøde og så rejser hun verden rundt og besøger gamle jødiske kvarterer. Jeg var med hende i det oprindeligt jødiske kvarter i Marrakech og fik set en synagoge for første gang i mit liv.
Næste gang noget om en frygtelig bjergvej, en salafistmand og et kønsopdelt hotel.

Interessant tur, ikke mindst da vi pludselig fik en sten i nakken i en af de smalle gader. En ung mand skulle absolut demonstrere sin utilfredshed med, at vi ikke behøvede ham som guide.

Mokhtar kører med til Marrakech. Han skal videre til den danske ambassade i Rabat for at søge et tre måneders turistvisum til Danmark. Inden han tager toget, når han at købe en flaske arganolie mig – til en rigtig god pris, og uden at det er blandet op med alt for meget vand.

Adil og jeg slipper ud af byen uden alt for mange skrammer. Glasset på en af baglygterne ryger, men det er også alt. At regne for en krigsskade af de små i den marokkansk trafik.

Læs med næste gang. Om en livsfarlig vej, en salafistmand og hans kone og et kønsopdelt hotel.