Næste dag byder på min anden bare helt fantastiske æggekage her i Marokko. Det skal siges, at aldrig har jeg dog fået så mange æggekager, som i det her land. Den første helt vidunderlige var i byen Essaouira, en hvid by med blå vinduer og blå døre og med Atlanterhavet og smukke brede sandstrande som baggrund. En fransk kvinde havde fornylig åbnet en cafe, og hun lavede bare den mest fantastiske osteæggekage. Ellers kan marokkanske osteæggekager godt være en tør og kedelig omgang, men den her hos den franske kvinde, uhm. Jeg var henne hos hende hele to gange. Ester har nu også besøgt hende, og hun giver mig ret.

Samme Ester har stærkt anbefalet, at vi kører ud i en landsby og besøger kvinderne, når de væver deres tæpper. Adil har fået til opgave at få kontakt til en kvinde, vi kan besøge. Han løser også opgaven perfekt. Det viser sig bare, at det har regnet, og at det derfor er overordenligt svært at komme ud til den pågældende landsby i vores lejede Dacia.

 

I stedet tager vi chancen og kører op til en tilfældig landsby, hvor vi får en formidabel modtagelse. Ofte har stemningen, når vi har stoppet, eller da jeg rejste alene nærmest været fjendtlig her i Marokko, men jo længere sydpå, vi kommer, des mere gæstfrie er folk.

Som noget af det første i landsbyen møder vi en flok kvinder, og Fatimah inviterer os hjem til sig, og jeg får set både marokkanske høns, geder, køer, kyllinger, katte, bistader, en død rotte og snottede unger. Fatimah er ikke gift, selv om jeg nu nok – hendes alder taget i betragtning – synes, at hun snart burde tænke på det. Til gengæld væver hun de smukkeste tæpper, og vi sætter os sammen på den lave bænk foran væven og kommunikerer med tegnsprog, og med det kan man også godt få sagt en masse.

Det varer ikke længe, inden Fatimahs far dukker op, så der kan komme lidt styr på gæstfriheden, og snart står der nybagt fladbrød, min anden vidunderlige æggekage og myntete på det lave bord. Vi sidder på gulvet og spiser og drikker den søde te på et blødt, blødt vævet tæppe, og med Adil som tolk, går samtalen nogenlunde gnidningsfrit.

Det viser sig at udover at væve, kan kvinderne også male de smukkeste hennamønstre. En særlig dygtig malerinde bliver hidkaldt og inden jeg går, har jeg de flotteste hænder, der tænkes kan.

Selvfølgelig har jeg også et stort tæppe under armen, selv om jeg har svoret for mig selv, at sådan et skal jeg altså ikke have. Hvordan skal jeg dog nogensinde få transporteret det hjem? Et stort tæppe i røde, gule og blå farver til kun 300 kroner. Rent røveri og jeg får lidt dårlig samvittighed, da vi er kørt, men formentlig ville væversken ikke have fået mere, hvis hun havde solgt det til en af de mange mellemhandlere, der gør sig i tæppehandel her i landet. Nu lever tæppet sit helt eget liv i Adils hjem i Agadir, og kun guderne ved, om det nogensinde kommer helt til Bornholm.

Som afslutning på besøget tager Fatimahs far os med uden for landsbyen, hvor familien har en mark og en stald med en ko, flere høns og et par geder. Vi køber en spand æg – til en æggekage og bliver fulgt til bilen af Fatimahs far og en fnisende Fatimah og et par af hendes tørklædeløse søstre.

Et dejligt besøg på en helt almindelig onsdag er slut, og vi kører videre ad lange lige landeveje gennem et stenet ørkenlandskab.
Det var tredie del af en rejse, jeg foretog alene rundt i Marokko i foråret 2013.

Næste gang noget om Joseph og en skrubbetur i et hamman i oasen Tata i det sydlige Marokko.